Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Udgivet den af
3

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Det enkle spørgsmål har USA´s tidligere ambassadør Laurie S. Fulton stillet flere gange – men uden at få svar. Så nu har hun skevet en kronik i den amerikanske netavis “Huffington Post”, hvor hun sammenligner somaliske indvandrere i Danmark og i tvillinge-storbyen Minneapolis-Sct. Paul i lyset af, at nogle af de danske somaliere formentlig er taget til Somalien for at træne hos terrror-organisationen al-Shabaab:

http://www.huffingtonpost.com/laurie-s-fulton/what-it-means-to-be-one-o_b_4038756.html

I kronikken konkluderer Laurie S. Fulton blandt andet: De fleste danskere lever efter de samme kulturelle normer og regler og har en nærmest medfødt fornemmelse af, hvad det vil sige at være dansk. De fleste danskere altså, undtagen de “indvandrere og deres efterkommere,” som er den betegnelse, som Danmarks Statistik bruger til at beskrive dem, der populært kaldes første-, anden-eller tredje-generations-indvandrere. Men ingen kunne besvare mit naive spørgsmål om, hvornår indvandrere kan blive danskere.

I Minneapolis-Sct.Paul derimod ser man ifølge Laurie S. Fulton ikke de nyankomne somaliere som et udfordring mod det amerikanske, men derimod som en berigelse og en styrkelse af byen, hvilket også gør, at de somaliske indvandrere bliver inkluderet, føler sig velkomne og gør en stor indsats:

De er stolte nye Minnesota-borgere og loyale nye amerikanere. For vi kan netop kun undgå radikalisering ved at byde velkomne og få nyankomne til at føle sig som en af os. For det er, når du ikke er en af os, at det kan blive for nemt at blive en af dem, skriver den tidligere ambassadør i Danmark.

Når du ikke er en af os, kan det blive for nemt at blive en af dem!!!

Det er kloge ord, som vi her i den lille, danske andedam med fordel kan tage ved lære af.

Vejen frem ligger nemlig ikke at isolere sig sammen med andre leverpostejfarvede i kolonihavehuset med frikadellerne på bordet og Dannebrog vejrende i vinden – men derimod i at åbne dørene og byde velkommen. Se “de fremmede” som en ressource, en bestyrkelse af det danske samfund.

Se indvandrerne som ikke de fremmede, men som de nye danskere, der er rigtige danskere – også selvom de aldrig sætter tænderne i en flæskesteg, aldrig drikker en øl, ikke synes julen er alletiders mest geniale opfindelse eller nogen af de andre ting, som traditionelt betegnes som værende ærkedanske.

For det mest ærkedanske er og bliver frisindet, tolerancen og fællesskabet – også selvom netop de værdier trues i disse år af både ny- og gammeldanskere, der ikke har forstået, at vi allesammen skal være her – og at man er helt okay, selvom man ikke er ens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Drop de kryptiske FB-beskeder og tal åbent om kræft …

Udgivet den af
1

Jeg skal åbenbart til Paris i 31 dage … Ser man det!!!

Alternativt kunne vi også tage os en snak om brystkræft, helt åbent og uden at det skal ‘gemmes’ bag mystiske beskeder på Facebook – og åbenbart kun være for kvinder …

Jeg har haft brystkræft, ikke bare 1, men 2 gange. Det har fandeme ikke været sjovt. Det har været hårdt. Det har været ødelæggende, både fysisk, psykisk, socialt og økonomisk. Og ikke kun for mig – men også for mine øgler, for min nuværende X-mand og mine forældre.

Lige pludselig står man der, hvor der er vendt op og ned på hele ens liv, lige pludselig og det er ikke nogens skyld. Det er bare ens krop, der har forrådt en – og hvad gør man så lige ved det?

Man følger med og kæmper for livet, med alt hvad man har i sig!!!!!

Og selv når dét er overstået, så er det jo ikke overstået af den grund. Nej, der er stadig et liv, hvor hver dag, man er ekstra træt, eller hver hoste og symptom, der varer mere end et par dage, bliver overanalyseret og fylder én med frygt. Er kræften vendt tilbage?

Det fylder mig med harme, når man starter en kampagne for at skabe opmærksomhed på brystkræft, at man skal gemme det bag kryptiske beskeder om gerne at ville på ferie i lang tid.

Den metode fremmer ikke andet end frustrationer hos mig. Hvorfor ikke diskutere og tale åbent om brystkræft og dens følger i stedet for at feje det ind under gulvtæppet og gemmes?!

Det hverken smitter eller er ubehageligt for os at tale om. Og hvorfor må mændene ikke være med? Det er mændene, der er de pårørende, når deres koner eller kærester får brystkræft. Det er dem, der mister, hvis vi dør …

Gør mig en tjeneste. I stedet for at dele de falske rejseønsker, så lad os da tage en debat om brystkræft og for den sags skyld KRÆFT og få aflivet det tabu, der ligger gemt …

For kvinderne, for mændene og for børnene, der for altid har fået ændret deres liv …

Skrevet af Bethina Linn Larsen

Hvor meget må man ødelægge andres liv for at sælge flere blade?

Udgivet den af
1

I disse uger har vi nok alle hørt, at forfatter og tidligere model Renée Toft Simonsen og sanger og sangskriver Thomas Helmig er gået fra hinanden. Og eftersom de har været sammen i mange år, tror jeg, at vi alle kan forstå, at det er et brud, der må gøre ondt på begge parter.

Men naturligvis står ingen af dem frem i medierne og græder offentligt. Et sådan brud er en privat sag. Og netop fordi det er så privat – og må man formode smertefuld – en sag, bør medierne heller ikke snage mere i det end lige nævne på fem linjer, at bruddet er en realitet.

Men sådan har det langt fra været. Diverse medier har svælget langt udover kvalmegrænsen i, hvor lykkelige parret var engang – og hvorfor og hvordan de gik fra hinanden. Og det er fortsat til nu også at inddrage, hvad parret så laver nu – og især med hvem de er sammen.

Så hvordan har Renée Toft Simonsen ikke følt det, da Se&Hør ringer til hende for at fortælle hende, at hendes eksmand er rejst på ferie med en ny kvinde – og at bladet samtidig har fotos, der indikerer, at de måske er mere end venner. Og kan man yderligere forstå af artiklen, at det er åbenbart, at Renée Toft Simonsen ikke tidligere har hørt om eksmandens formodede nye kvinde.

Selv på afstand og uden at kende dem, ja blot som almindelig læser følte jeg en flig af den smerte, som Renée Toft Simonsen må have følt, da Se&Hørs journalist ringer for at prikke, stikke og snage i hendes privatliv.

At hun vælger at sige “ingen kommentarer og hav en god dag” tyder på en enorm selvbeherskelse! Utroligt flot af hende!

For at Thomas Helmig er rejst på ferie med en ny kvinde, er en 100% privat sag for ham og kvinden, som han har med – uanset hvad forhold de har til hinanden. Og at han ikke har sagt noget til eksfruen om rejsekammeraten kan skyldes taktfuldhed.

For han har sikkert vidst, hvor smertefuldt det trods alt må føles for eksfruen, hvis han tre uger efter bruddet med hende er klar til at rejse af sted med en ny kvinde, også selvom de to bare er venner.

Jeg føler mig ihvertfald overbevist om, at hvis ikke Se&Hør havde kontaktet Renée Toft Simonsen, ville Thomas Helmig på et passende tidspunkt, stille og roligt have fortalt eksfruen om rejsekammeraten – uanset om hun er en god ven eller en ny kæreste. For det er nemlig noget, der ikke kommer os andre ved.

Men alle hensyn og omtanker fik Se&Hør så lige ødelagt totalt. Og man kan som tilskuer kun gisne om, hvad det må betyde følelsesmæssigt for Danmarks tidligere powerpar nr. 1. Men at vi ikke er i den rare og behagelige ende af følelsesregistreret er et rigtigt godt bud.

Til Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig: Undskyld at jeg overhovedet læste artiklen, der blev refereret i en netavis. Undskyld at jeg på den måde er med til at give endnu et “hit” til artiklerne om, at den slags artikler er yderst populære. Jeg skammer mig over, at jeg ønskede at snage i jeres privatliv.

Jeg håber, at jeg kan holde mit løfte, når jeg siger, at den slags artikler vil jeg fremover ikke læse. Således at medierne kan lære, at det ikke er i orden at snage i andre menneskers liv. Heller ikke selv om I er populære!

At det faktisk er sådan, at det er okay for medierne at være med til brylluppet, men ikke til skilsmissen og tiden lige bagefter!!!

Det handler om respekt og menneskelighed – og ikke om at sælge blade for enhver pris.

Skrevet af Ole Frederiksen, it-udvikler

Folketinget åbner idag, men hvor er fællesskabet?

Udgivet den af
3

Traditionen tro er det første skoledag i dag i det danske folkestyre. Eller mere korrekt: Den dag hvor folketingsåret starter med et fuldt folketing, statsministerens åbningstale, kongefamilien som faste tilhørere og alt det andet pomp og pragt, der hører til en første tirsdag i oktober.

For første tirsdag i oktober er en af folkestyrets to store festdage. En af de dage, hvor vi – i princippet i hvert fald – fejrer demokratiet og fællesskabet.

For desværre er især fællesskabet kun et princip og ikke levet virkelighed i disse år, hvor flere og flere danskere marginaliseres og skubbes ud af netop samme fællesskab. Skubbes ud på grund af sygdom, alderdom, arbejdsløshed, ungdom, barsel, manglende erfaringer, handicap, hudfarve  – og 117 andre ting, der intet siger om netop dét menneskes evne til at bidrage til samfundet.

Man kan nemlig bidrage på så mange måder – og alle mennesker vil gerne yde en indsats. Men det tror man ikke på dér, hvor magten og pengene er i det danske samfund. Der tror man kun på effektivitet og meget specifikke kompetancer, som bestemmer om den enkelte er “god nok” til at være inde i varmen eller ej.

Men det er ikke den enkelte, der i reglen er problemet. Det er i stedet den meget smalle definition af, hvad der er godt nok, som skaber de store kløfter mellem mennesker i disse år.

For allermest sker udskillelsen af mennesker på grund af det danske samfunds manglende evne til at inddrage og rumme dets medborgere. Og det er et ansvar, som både offentlige arbejdspladser og private virksomheder flyr hurtigere, end de kan nå at sige effektivitet og kompetancer.

Det giver ikke mening. Danmark er et liden land uden ret mange andre råstoffer end vores hitte-på-somhed og handelstalent. Og derfor har vi – indtil Kjærsgaard, Fogh og de andre mørkemænd og -koner startede det de kaldte værdikampen – altid vundet både os selv og resten af verden på at give plads til det anderledes og skæve såvel menneskeligt og erhvervsmæssigt.

For kun ved at åbne os mod hinanden og mod verden kan vi gøre Danmark til Danmark igen. Til landet hvor forretning og fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er plads til mennesker.

Danmarksbloggen er heldigvis ikke alene om at mene dette. Fagforeninger, elev- og studenterorganisationer, klimagrupper samt velfærdsforeninger med flere synes det samme – og de har derfor arrangeret en stor demonstration, som løber af stablen i dag under navnet “Ja til fællesskab”.

Læs mere her: http://www.jatilfællesskab.dk/

Demonstrationen starter fire steder i København, hvert med sit tema, hvorefter alle mødes på Christiansborg Slotsplads kl.16.30.

De fire temaer er:

1) Uddannelse, hvor man mødes kl. 15 på Vor Frue Plads
2) Job, hvor man mødes kl. 15 på Nytorv
3) Velfærd, hvor man mødes kl. 15 ved Vandkunsten
4) Grøn omstilling, hvor man mødes kl. 15 på Christianshavns Torv

Danmarksbloggen hylder initiativet og vil gerne opfordre alle til at deltage i demonstrationen. Danmarksbloggen kommer og glæder sig meget.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Jødernes flugt over Øresund – medmenneskelighedens sejr

Udgivet den af
2

I disse dage er det 70 år siden, at det lykkes mere end 95% af alle danske jøder at komme i sikkerhed fra tyskerne og deres planer om deportation.

Langt de fleste jøder blev sejlet over Øresund til Sverige ombord på fiskerbåde, lystsejlere og hvad der ellers kunne flyde. For nogle var det gratis, mens det for andre kostede penge. Men hele samfundet spædede til – selv Kong Christian d. 10, som i det skjulte gav af egen lomme.

At så mange danske jøder kom væk i tide skyldtes, at advarslen kom fra den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best selv, at advarslen blev viderebragt af troværdige kilder fra det politiske liv – og ikke mindst at advarslen kom i tide.

I mange andre besatte lande blev langt størstedelen af landets jøder fanget og deporteret til tyskernes umenneskelige kz-lejre, hvor mange døde af sult og sygdom, hvis ikke de ligefrem blev gasset eller på andre måder slået ihjel. Alt sammen bare fordi de var jøder. Meget få af de ulykkelige var danske jøder.

Mon ikke vi allesammen husker den trofaste bankmand Hr. Stein fra Matador, der bliver opsøgt af sin nabokone i banken, skynder sig væk og dukker op om aftenen hjemme hos bankdirektør Varnæs, hvor han inddirekte er årsagen til at fru Maude Varnæs kommer ud af sin skal og sammen med Daniel Skjern bringer Hr. Stein i sikkerhed hjemme hos grisehandlerens kone fru Larsen, inden Kresten Skjern og doktor Hansen kan få ham ombord på en båd til Sverige, hvor hr. Stein er indtil krigen slutter, og han vender hjem igen – til både sit job og sin bolig.

Historien om hr. Stein er fiktiv, men typisk for redningen af de danske jøder. Bag hver eneste jødiske skæbne var der nemlig mange danskere, som gjorde en indsats – stor eller lille – for at hjælpe et eller flere medmennesker, som de anså for deres landsmænd og ligeværdige.

I Danmark var vi ellers længe – også for længe – om at stille os helhjertede på allieret side. Men to ting kan vi være stolte over: 1) Vores modstandsbevægelse, der nok var lille, men selv en lille bi kan stikke og irritere. 2) Den selvfølgelighed, hvormed de fleste danskere hjalp deres jødiske medborgere.

Og det er dette sidste, som samtiden med rette kunne bryste sig selv af: Denne medmenneskelighed, dette at se vores jødiske landsmænd som mennesker og danskere istedet for at se dem som jøder. Og så handle derpå. Dét var medmenneskelighedens sejr.

Ville det samme mon ske idag? Danmarksbloggen håber dét, men er ikke sikker. For hvordan er det lige, at vi ser på hinanden idag? Er det primært som (med)mennesker? Som danskere? Eller er det som muslimer vs. kristne, arbejdsløse vs. dem, der har et arbejde, tykke vs. tynde og så videre, og så videre.

Læs også http://danmarksbloggen.dk/?p=1754

I disse dage, hvor vi fejrer 70-året for en heroisk indsats udført af almindelige danskere, opfordrer Danmarksbloggen derfor til at lære af det, der skete dengang, så vi allesammen kan begynde at se på hinanden som medmennesker med respekt og rummelighed.

For jo, den leverpostejglade dansker kan godt lære at leve godt sammen med muslimen, der kun spiser halalkød. Ateisten og den troende kan godt lære at respektere hinandens tro og ikke-tro. Muslimen kan godt lære at sidde ved siden af jøden med kalot på i 5A´eren på Nørrebrogade. Virksomhedsejeren kan godt lære at forstå, at den arbejdsløse ikke er doven, men istedet gerne vil have et job osv, osv.

Sådan må det være. Sådan skal det blive, hvis medmenneskeligheden skal sejre igen i Danmark. Og det skal dén. Alternativet – et junglesamfund, hvor enhver er sig selv nok og kun de stærkeste overlever – er ikke til at holde ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hensyn + åbenhed = God sameksistens

Udgivet den af
2

Der skabes fronter og bygges mure og smedes rygter og spredes fordomme som aldrig før i det danske samfund, hvor sameksistensen længe har været dårlig, men nu er direkte truet.

Det er dem, der har et arbejde versus dem, der ikke har.
Dem med et arbejde beskyldes for at være egoistiske og asociale, mens dem uden arbejde kaldes dovne og nasserøve.

Der er gammeldanskerne versus nydanskerne.

Der er dem, der dyrker motion og dem, der ikke gør. Dem, der taler meget om kost og mad og sværger til frugt, vand og grønt versus dem, der gerne spiser wienerbrød og pizza – og skyller det ned med halvanden liter sodavand. Dem, der … og så er der dem, der … og hvad med dem, der …

Samfundet er fuld af grupper, der er optaget af sig selv og dem, dem der ligner dem selv. Og ja, det er naturligt at søge sammen med dem, der deler ens egne værdier.

Men det bliver et problem, hvis vi ikke gør andet. Hvis vores identitet er så svag, og vi hviler vi så lidt i os selv, at vi ikke kan rumme de andre og deres værdier. For vi skal være her allesammen, og vi skal passe på hinanden og tage og af hverandre. Også dem, der ikke ligner en selv.

Og det er i mødet med “de andre”, at det største sker, der man har muligheden for at udvide sin horisont, lære noget og udvikle sig.

Så både i forhold til fællesskabet, men også i forhold til en selv er der kun vej: Åbenhedens og hensynets. Dét sikrer ikke kun sameksistensen, men tilmed den gode sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Politisk konsekvens efterlyses

Udgivet den af
1

I forgårs kom Rangvid-rapporten, der slog fast, at den daværende VK-regering havde hovedansvaret for, at det gik så galt, som det gjorde under finanskrisen.

Det kommer næppe som nogen overraskelse for alle os, der kan huske nullerne som en lang magtdemonstration fra en VK-regering, der støttet af Dansk Folkeparti, konstant og hele tiden øgede uligheden i Danmark, og sørgede for, at dem der allerede havde, de fik endnu mere. Så selvfølgelig har en sådan regering også givet de store banker lov til at risikere at køre landet i sænk i deres grådige jagt på profit.

At den konservative Brian Mikkelsen så prøver at skyde skylden på den daværende opposition er blot et ynkeligt forsøg på at fralægge sig ansvaret, som er så sølle, at det er ligefør, at man kan få ondt af ham. Ligefør.

Men kun ligefør. Man kan nemlig ikke have ondt af en mand – og en regering, der var villige til at spille hasard med et land og alle dets indbyggere blot for at nogle få kunne blive endnu rigere. For dagsordenen for VK har aldrig – og bliver aldrig – at varetage alle danskeres interesser. VK sørger kun for dem, som allerede har (meget) i forvejen på bekostning af dem, som hænger i med neglene eller som måske har opgivet og sluppet taget.

Men hvor er konsekvenserne af rapportens konklusioner? Skal folk som Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen, Lene Espersen og Brian Mikkelsen bare kunne fortsætte som hidtil? Skal de ikke på en eller anden måde stilles til regnskab for den potentielle fare, som de kastede Danmark ud i? I det mindste bare afgive en forklaring af en slags.

Det mener Danmarksbloggen, som efterlyser politisk – og måske også retsmæssig konsekvens – for dem, der på den måde – for at tilfredsstille nogen grådige banker – spillede hasard med hele vort land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal Putin forpagte Sig Hotel ved Varde?

Udgivet den af
4

Man tror det er løgn.

Men i landsbyen Sig, som ligger ved Varde i Jylland, mener den lokale godsejer fra Nørholm Gods og ejer af Sig Hotel Karl Kristian Nielsen ikke, at byen er moden til bøsser.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-71403449:par-fik-afslag–byen-er-ikke-moden-til-bøsser.html

Det var ihvertfald dén begrundelse, som det erfarne hotelpar Keld Christensen og Dinghao Wang fik, da det alligevel blev et nej til, at de måtte forpagte Sig Hotel. Forhandlingerne indtil var ellers gået godt, og alt tegnede til et lovende samarbejde. Men det ændrede sig altså fuldstændigt, da godsejeren fandt ud af, at parret også var et par i privatlivet.

Så blev døren til hotellet smækket i med ordene: “Sig er ikke parat til bøsser.”

Det er fuldstændig horribelt – i Danmark i 2013 knap en måned efter Copenhagen Pride, som fik opbakning fra hele Danmark.

Mange af byens borgere har også efterfølgende skrevet til parret og fortalt, at de ikke er enige i godsejerens holdninger. At de i stedet synes, at det kommer an på de menneskelige kvaliteter – og ikke seksualiteten.

Dét er godt, men parret Keld Christensen og Dinghao Wang vil ikke længere forpagte Sig Hotel. De mener ikke, at de kan få et ordentligt samarbejde med godsejeren.

Dét tror Danmarksbloggen heller ikke.

Danmarksbloggen tror til gengæld, at godsejer Karl Kristian Nielsen med fordel kunne kontakte Vladimir Putin. Måske har den russiske præsident brug for et sommerhus i Vesten?

I så fald kunne Sig Hotel og en flaske vodka sammen med hans meningsfælle godsejer Karl Kristian Nielsen jo være en rigtig god idé. De får det formentlig endda helt for sig selv.

Tilføjelse: Siden indlægget blev postet er der gået et par timer, og Danmarksbloggen erfarer, at Anne Juulsgaard fra Sig opfordrer sine bysbørn til at deltage i en happening på søndag klokken 10.30 foran Sig Hotel under temaet “VI ER MODNE”.

“Tilkendegivelserne fra eftermiddags-, aften- og nattetimerne i går, viser at mange i Sig er chokerede over udmeldingen om, at vi ikke er klar til homoseksuelle i byen. Vi synes at Sig er en tolerant og favnende by, her er der plads til alle, uanset seksualitet… og etnicitet,” skriver hun iflg. nedenstående artikel på sin Facebook-side.

http://varde.lokalavisen.dk/borgerforeningsformand-i-sig-en-traels-sag-/Lokale-nyheder/20130918/artikler/130919506/2071#.UjlypGgMsLI.facebook

Danmarksbloggen hylder det flotte initiativ, som viser, at der er masser af rummelighed og tolerance – og mod – i den danske befolkning, også dén i Sig. En godsejer alene gør nemlig heldigvis ingen homofobi.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

11. september – 12 år efter

Udgivet den af
3

Der er én dag, som alle voksne danskere aldrig glemmer – og det er d. 11. september 2001.

Alle kan huske, hvad der skete dén dag i New York, i Washington D.C. og i luftrummet over en mark i Pennesylvania.

Alle kan  – med gru – også huske, hvad de lavede, da de hørte om eller så billederne af flyene, hullet i Pentagon, de rygende tvillingetårne og alle de stakkels mennesker, der kastede sig ud fra højder, hvor døden var dem vis. Det var et af de dér øjeblikke i historien, hvor verdenen ændrer sig afgørende.

Mon ikke også de fleste af os kan huske dén chokerede tilstand, som herskede i dagene bagefter. Dengang der blev sagt dyre ord om aldrig at glemme vigtigheden af tolerance og en åben verden.

Men hvad blev der af de ord? De er forlængst glemt og væk i hverdagens politik, men desværre også i de store visioner, som vi så desperat mangler.

Og det er en skam. For verden blev 100% anderledes dén septemberdag for præcis 12 år siden.Tvillingetårnene faldt til jorden, og med dem forsvandt også sorgløsheden og optimismen fra årene efte den kolde krigs afslutning i 1989, da Berlinmuren blev revet ned, og den gamle konflikt mellem øst og vest fortonede sig

Men d. 11. september blev en ny mur bygget – en mur mellem kristne og muslimer, som siden kun er blevet forstærket og bygget højere. Og det duer ikke at tie stille om det af angst for at støde nogen.

Vi er nødt til at tale om, at kristne forfølges i den muslimske verden – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at muslimer har dårligere betingelser i de vestlige lande end andre – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at jøder forfølges af muslimer – også i vestlige lande – og at det ikke er i orden.

Vi er nødt til at tale om det, og mens vi taler at forlange åbenhed og accept af hinanden og vores religioner.

For det er ligeså meget i orden at være muslim som at være kristen, men det er også ligeså meget i orden at være kristen – eller jøde – som at være muslim. For rascismen og fordommene går alle vegne. Og det er bare ikke i orden i et vestligt, åbent demokrati.

Her skal der være – og vi skal forlange det – plads og rum til alle trosretninger, men i gensidig respekt og rummelighed. Når det lykkedes, så har vi for alvor lært lektien fra 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vinter på vej …

Udgivet den af
2

Efteråret er her – ifølge kalenderen ihvertfald. Der er altså vinter på vej. Desværre endda i to betydninger.

Den første, den naturskabte vinter med de lange mørke aftner og nætter, kulden og måske endda sneen, er til at klare med varme vanter, kakao, d-vitaminer og måske lidt lysterapi, hvis man er særlig hårdt ramt. Her har man også en nogenlunde slut-dato på, hvornår lyset og varmen for alvor begynder at vinde frem igen.

Så nemt forholder det sig desværre ikke med den anden vinter, den menneskeskabte vinter, som startede for mange år siden, og som mange troede var ovre for snart to år siden. Det var så en fejl at antage dette, viste det sig. Vinteren blev måske lidt mindre hård, lidt mindre kold – men forår og sommer med menneskevarme og en mere ligelig fordeling af pladserne i solen har ikke været på tale i det danske samfund fra politisk side i mange år.

Som sagerne står i øjeblikket, bliver det heller ikke bedre næste gang, der skal vælges. Den snart tredobbelte Fimbul-vinter har forlængst suget de medmenneskelige d-vitaminer ud af sindet, så de fleste danskere i dag kun er istand til at tænke på sig selv og sig selv og sig selv. Og de fakta og forklaringer, der normalt oplyser et menneske og få det til at handle rationelt, virker som et altfor skarpt lys for den vinter-udmattede dansker, der kun orker at se på det flimrende lys fra “reality-vind-og-se-mig”-programmerne på tv-skærmen. Og der er ikke mange tilbage, som orker at strikke vanter – eller lave varm kakao til andre, og dermed sprede varme og glæde.

Landet stander med andre ord i våde. Den menneskeskabte vinter holder os stadig i sit iskolde jerngreb, hvor der ikke er plads til varme, medmenneskelighed, frihed og fællesskab. Men vi må ikke lade de mørke og kolde kræfter få overhånd. Vi må kæmpe imod.

For den menneskeskabte vinter kan kun blive afløst af et varmt og rummeligt og givende forår, når vi beslutter os til at ville dét forår. Den gode nyhed er så, at det kan vi heldigvis også bestemme os til, hvad dag det skal være. Kalenderen betyder ikke noget. Det kan sagtens blive forår i september …

Danmarksbloggen siger derfor FORÅR NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk