Hvor meget må man ødelægge andres liv for at sælge flere blade?

I disse uger har vi nok alle hørt, at forfatter og tidligere model Renée Toft Simonsen og sanger og sangskriver Thomas Helmig er gået fra hinanden. Og eftersom de har været sammen i mange år, tror jeg, at vi alle kan forstå, at det er et brud, der må gøre ondt på begge parter.

Men naturligvis står ingen af dem frem i medierne og græder offentligt. Et sådan brud er en privat sag. Og netop fordi det er så privat – og må man formode smertefuld – en sag, bør medierne heller ikke snage mere i det end lige nævne på fem linjer, at bruddet er en realitet.

Men sådan har det langt fra været. Diverse medier har svælget langt udover kvalmegrænsen i, hvor lykkelige parret var engang – og hvorfor og hvordan de gik fra hinanden. Og det er fortsat til nu også at inddrage, hvad parret så laver nu – og især med hvem de er sammen.

Så hvordan har Renée Toft Simonsen ikke følt det, da Se&Hør ringer til hende for at fortælle hende, at hendes eksmand er rejst på ferie med en ny kvinde – og at bladet samtidig har fotos, der indikerer, at de måske er mere end venner. Og kan man yderligere forstå af artiklen, at det er åbenbart, at Renée Toft Simonsen ikke tidligere har hørt om eksmandens formodede nye kvinde.

Selv på afstand og uden at kende dem, ja blot som almindelig læser følte jeg en flig af den smerte, som Renée Toft Simonsen må have følt, da Se&Hørs journalist ringer for at prikke, stikke og snage i hendes privatliv.

At hun vælger at sige “ingen kommentarer og hav en god dag” tyder på en enorm selvbeherskelse! Utroligt flot af hende!

For at Thomas Helmig er rejst på ferie med en ny kvinde, er en 100% privat sag for ham og kvinden, som han har med – uanset hvad forhold de har til hinanden. Og at han ikke har sagt noget til eksfruen om rejsekammeraten kan skyldes taktfuldhed.

For han har sikkert vidst, hvor smertefuldt det trods alt må føles for eksfruen, hvis han tre uger efter bruddet med hende er klar til at rejse af sted med en ny kvinde, også selvom de to bare er venner.

Jeg føler mig ihvertfald overbevist om, at hvis ikke Se&Hør havde kontaktet Renée Toft Simonsen, ville Thomas Helmig på et passende tidspunkt, stille og roligt have fortalt eksfruen om rejsekammeraten – uanset om hun er en god ven eller en ny kæreste. For det er nemlig noget, der ikke kommer os andre ved.

Men alle hensyn og omtanker fik Se&Hør så lige ødelagt totalt. Og man kan som tilskuer kun gisne om, hvad det må betyde følelsesmæssigt for Danmarks tidligere powerpar nr. 1. Men at vi ikke er i den rare og behagelige ende af følelsesregistreret er et rigtigt godt bud.

Til Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig: Undskyld at jeg overhovedet læste artiklen, der blev refereret i en netavis. Undskyld at jeg på den måde er med til at give endnu et “hit” til artiklerne om, at den slags artikler er yderst populære. Jeg skammer mig over, at jeg ønskede at snage i jeres privatliv.

Jeg håber, at jeg kan holde mit løfte, når jeg siger, at den slags artikler vil jeg fremover ikke læse. Således at medierne kan lære, at det ikke er i orden at snage i andre menneskers liv. Heller ikke selv om I er populære!

At det faktisk er sådan, at det er okay for medierne at være med til brylluppet, men ikke til skilsmissen og tiden lige bagefter!!!

Det handler om respekt og menneskelighed – og ikke om at sælge blade for enhver pris.

Skrevet af Ole Frederiksen, it-udvikler

1 thought on “Hvor meget må man ødelægge andres liv for at sælge flere blade?

  1. Du har ret Ole i princippet. I realiteten er vi mennesker nok bare altfor nysgerrige, men man kunne jo begynde at tænke på, hvordan man selv ville have det, hvis medierne snagede i ens eget privatliv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *