Hvornår bliver en indvandrer dansk?
Det enkle spørgsmål har USA´s tidligere ambassadør Laurie S. Fulton stillet flere gange – men uden at få svar. Så nu har hun skevet en kronik i den amerikanske netavis “Huffington Post”, hvor hun sammenligner somaliske indvandrere i Danmark og i tvillinge-storbyen Minneapolis-Sct. Paul i lyset af, at nogle af de danske somaliere formentlig er taget til Somalien for at træne hos terrror-organisationen al-Shabaab:
http://www.huffingtonpost.com/laurie-s-fulton/what-it-means-to-be-one-o_b_4038756.html
I kronikken konkluderer Laurie S. Fulton blandt andet: De fleste danskere lever efter de samme kulturelle normer og regler og har en nærmest medfødt fornemmelse af, hvad det vil sige at være dansk. De fleste danskere altså, undtagen de “indvandrere og deres efterkommere,” som er den betegnelse, som Danmarks Statistik bruger til at beskrive dem, der populært kaldes første-, anden-eller tredje-generations-indvandrere. Men ingen kunne besvare mit naive spørgsmål om, hvornår indvandrere kan blive danskere.
I Minneapolis-Sct.Paul derimod ser man ifølge Laurie S. Fulton ikke de nyankomne somaliere som et udfordring mod det amerikanske, men derimod som en berigelse og en styrkelse af byen, hvilket også gør, at de somaliske indvandrere bliver inkluderet, føler sig velkomne og gør en stor indsats:
De er stolte nye Minnesota-borgere og loyale nye amerikanere. For vi kan netop kun undgå radikalisering ved at byde velkomne og få nyankomne til at føle sig som en af os. For det er, når du ikke er en af os, at det kan blive for nemt at blive en af dem, skriver den tidligere ambassadør i Danmark.
Når du ikke er en af os, kan det blive for nemt at blive en af dem!!!
Det er kloge ord, som vi her i den lille, danske andedam med fordel kan tage ved lære af.
Vejen frem ligger nemlig ikke at isolere sig sammen med andre leverpostejfarvede i kolonihavehuset med frikadellerne på bordet og Dannebrog vejrende i vinden – men derimod i at åbne dørene og byde velkommen. Se “de fremmede” som en ressource, en bestyrkelse af det danske samfund.
Se indvandrerne som ikke de fremmede, men som de nye danskere, der er rigtige danskere – også selvom de aldrig sætter tænderne i en flæskesteg, aldrig drikker en øl, ikke synes julen er alletiders mest geniale opfindelse eller nogen af de andre ting, som traditionelt betegnes som værende ærkedanske.
For det mest ærkedanske er og bliver frisindet, tolerancen og fællesskabet – også selvom netop de værdier trues i disse år af både ny- og gammeldanskere, der ikke har forstået, at vi allesammen skal være her – og at man er helt okay, selvom man ikke er ens.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
Nemlig, man er dansk når man bor i Danmark og opfatter sig som dansk
Ja, for nogle af dem nordenfjords varer det 17 generationer før man er dansk, mens der “kun” går 5-6 stykker i kbh. Danmark er sådan et bondeland stadigvæk
Jeg synes faktisk hun er enormt hyklerisk.. Hvis hun taler om hvor ekskluderende vi er i Danmark med benævnelser som anden- og tredjegenerationsindvandrer, så skal hun have styr på sin egen retorik. Hun sætter et heftigt prædikat på sig selv og sine landsmænd når hun taler om de nye loyale Minnesota-borgere og derefter starter næste sætning med “The rest of us can…”. Jeg er helt med på at vi har en trang til homogenitet i Danmark, og at det er noget vi bør gøre op med, men når hun taler ud fra sin erfaring som amerikaner i “melting-pot-USA” og så ikke er en bønne bedre retorisk end hun anklager os for at være, bliver jeg lidt harm.