Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Guldalderkvinderne

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om de første almindelige kvinder, der blev berømte for deres kunnen, især på det kunstneriske område:

Guldalderkvinderne

Den danske guldalder er en samlet betegnelse for de årtier i 1800-tallet, hvor Danmark i højere grad end nogensinde før – og senere – var beriget med store ånder. Nogle af dem var kvinder, selvom de ofte levede i skyggen af deres berømte mænd.

Ude i Danmark skete der også noget. Skoleloven kom i 1814, og den betød, at alle – også pigerne – skulle i skole. I løbet af århundredet blev det også muligt for kvinder selv at eje fx en butik eller en beværtning.

Men det hele startede i 1784 – 12 år efter Struenses henrettelse og Caroline Mathildes forvisning til Celle i Tyskland.

Hendes søn med Christian d. 7 var efterhånden blevet 16 år og er en kvik ung mand, der ønskede reformer og fremgang i Danmark, som blev styret benhårdt og reaktionært af stedmoderen Juliane Marie, hendes søn og Guldberg . På papiret var faderen – Christian d. 7. – stadig konge, men kun på papiret.

Men nu skulle det ændres – og den kommende Frederik d. 6. handlede lynhurtigt. Foran sin far – kongen – lagde han et papir, der afskedigede den gamle regering, altså stedmoderen og de andre, og i stedet gjorde ham og hans værger til en ny regering. Kuppet lykkedes på et hængende hår – og hermed var vejen banet for Frederik d. 6., der først blev konge af navn flere år senere.  Men som af gavn var konge meget tidligt og med en stor ansvarsfølelse, der aldrig forlod ham, og som gjorde, at man sagde, at kongen sov med nøglerne til byens volde på sit natbord.

Det har han selvfølgelig ikke gjort. Men Frederik d. 6 var en arbejdsom mand, der ville sit folk det godt. Og i dette lilleput-København, stadig omgivet og defineret af Christian d. 4´s gamle volde, levede og virkede så de fleste af den danske guldalders store ånder, hvoraf mange var mænd.

Men der var i høj grad også kvinder.

En af de mest lysende guldalderkvinder er Kamma Rahbek, der egentlig hed Karen Margrethe, men som aldrig blev kaldt andet end Kamma. Hun levede fra 1775 til 1829 og var det måske største centrum i den danske guldalder.

Hun var levende, interesseret i det meste og havde altid en både kvik og tankevækkende bemærkning til det emne, som der blev diskuteret – eller det digt eller den passage, der blev læst op. For mange litterære og kunstneriske ideer og værker er blevet født – og slebet til – i hendes saloner.

Kamma var gift med forfatteren Knud Lyhne Rahbek, og de boede lidt udenfor voldene, ude på landet på Frederiksberg. I dag kan man stadig se deres hus, der allerede dengang hed Bakkehuset. Nu tæt omgivet af andre huse lige i nærheden af Søndermarken – men dengang var det langt væk fra byen og voldene. Kamma havde derfor også en stor have, som hun holdt meget af, og som gik helt ned til den nuværende Vesterbrogade.

Så her mellem stokroser og bøger levede Kamma Rahbek og hendes mand – og hertil kom de alle sammen, alle forfatterne, digterne, videnskabsmændene, teaterfolkene og flere endnu for at sidde og snakke og diskutere, især med Kamma, som er berømt for sine i hundredvis af breve – og for kun at ville skrive med ravnefjer.

Kamma lavede også æsker, som man stadig kan se. Men det vigtigste var og blev samtalerne med tidens store ånder, som alle kom derude – nogle gange til middag, men altid til the.

En af dem var H.C. Andersen, som godt kunne være både selvhøjtidelig og selvoptaget. Så historien går, at de af og til – Kamma og de andre digtere osv – godt kunne finde på at slukke lyset og lade som om der ikke var nogen hjemme, hvis de nåede at se, at eventyrdigteren var på vej over markerne inde fra Vesterport.

Næste aften bød de ham så velkommen igen – og alt var som det skulle være i Bakkehuset, der også var bolig for Johan Ludvig Heiberg en tid. Men mere om den del senere.

Magien slukkes, da Kamma døde af sygdom kun 53 år gammel. Hendes mand kunne slet ikke skabe samme atmosfære – og så savnede han Kamma. Han døde året efter hende.

En anden guldalderkvinde er Johanne Luise Heiberg, en af dansk teaters største skuespillerinder nogensinde, hvis ikke den største. Hun levede fra 1812 til 1890 og var halvt jøde – noget som påvirkede hende i en tid, hvor der også i Danmark var jødeforfølgelser. Dog noget mindre end i resten af Europa, blandt andet pga kong Frederik d. 6, der sørgede for, at jøderne både juridisk og på alle andre områder blev ligeværdige borgere i Danmark.

Johanne Luise kom fra fattige kår og startede som balletbarn – og med at danse på bordene på moderens beværtninger. Dansen blev dog snart afløst af skuespillet. Hendes talent var åbenbart, og Johan Ludvig Heiberg skrev på stedet vaudevillen ”Aprilsnarrene” til hende. Det er også ham, der har skrevet vores nationalskuespil ”Eleverhøi”. Og i 1831 blev de to gift. Mange havde været forelsket i Johanne Luise, men det var den næsten 20 år ældre Johan Ludvig Heiberg, der løb med hende – godt hjulpet på vej af hans dominerende mor Thomasine, som vi skal høre mere om senere i dag.

Og så startede en lang og glorværdig teaterkarriere, hvor Johanne Luise Heiberg var den absolutte primadonna, men hvor det ikke altid har været let, da hendes mand sørgede for, at hun skulle tituleres FRU Heiberg og ikke madam Heiberg, som det ellers var norm, at man gjorde med gifte koner. De ugifte kaldte man jomfru – uanset hvad de var. At denne forskelsbehandling har stillet hende dårligt overfor kollegaerne, tænkte hendes mand ikke på.

Johanne Luise fandt sig i det – og i at mandens søn med en anden kvinde delvist voksede op hos dem – og i at have svigermor boende i 25 år. Hun må have været et meget rummeligt menneske, selvom hun også kunne gå i stå, som da den verdenskendte svenske sangerinde Jenny Lind kom til København, og Johanne Luise næsten ikke kunne få sig selv til at hilse på den ellers meget venlige superstjerne, da de mødtes på Christianshavn, hvor Heiberg-parret boede i en årrække. Dér blev det for meget.

Hun sørgede også livet igennem over de børn, som hun ikke fik – og som hun købte sølvskeer til og gemte i skufferne.

Heldigvis kan vi læse om det hele selv i hendes erindringer ”Et liv genoplevet i erindringen”, som sammen med Leonora Christines ”Jammersminde” står som det bedste og det stærkeste erindringsværk skrevet af en dansk kvinde.

Johanne Luises svigermor Thomasine Gyllembourg skal sammen med Charlotte Dorothea Biehl også nævnes. Især den sidste er lidt for tidlig til at kunne kaldes en decideret guldalder-kvinde. Men uden de to kvinder her ingen kvindelig guldalder i Danmark. De banede simpelthen vejen for de andre kvinder ved at skrive i en tid, hvor borgerskabets kvinder ellers kun broderede og sang og så yndige ud på portrætter og til selskabelighed.

Charlotte Dorothea Biehl levede fra 1732 til 1788 og var blandt andet var gode venner med en af Fredrik d. 6´s betroede mænd, som var venner med siden hun lærte ham at kende på sine daglige spadsereture i Kgs. Have. Kærester var de ikke, men rigtig gode venner.

Charlotte Dorothea vidste tidligt, at hun gerne ville lære alt, som hun selv sagde det. Hun havde også en fantastisk morfar, der lærte hende at læse, og som opfordrede hende til at søge viden og dygtiggøre sig.

Det var hendes far mildt sagt ikke glad for, så da morfaderen døde, mens Charlotte Dorothea endnu var et lille barn, måtte hun læse og skrive i smug.

Det gjorde hun så meget og så godt, at hun som voksen oversatte fx teaterstykker og også selv skrev komedier. Mest kendt er hun dog nok for at have oversat Cervantes satiriske ridderroman ”Don Quixote”.

Thomasine Gyllembourg, der levede fra 1773 til 1856, var først gift med P.A. Heiberg, manden der blev landsforvist for at have skrevet ”ordner, bånd og stjerner hænger man på idioter”, og fordi han efterfølgende ikke ville sige undskyld til kongen.

P.A. Heiberg var nemlig oplysningsmand og en ivrig fortaler for ytringsfriheden, og ingen ved rigtig, hvorfor denne intellektuelle og meget akademiske mand i en alder af 32 giftede sig med et romantisk pigebarn på 17 år. Men sådan var situationen, og ægteskabet havde næppe holdt – uanset hvad. Thomasine havde også for længst forelsket sig i den jævnaldrende og langt mere dramatiske svenske adelsmand Carl Frederik Gyllemborug-Ehrensvärd, der i øvrigt kom hjemme hos dem, endnu mens P.A. Heibeg boede i Danmark.

Men nu gik forholdet fra platonisk til erotisk – og parret Heiberg blev skilt, og sønnen Johan Ludvig sat i pleje hos Rahbekkerne i Bakkehuset. Thomasine måtte nemlig ikke have sin søn boende hos sig, lød dommen ved skilsmissen. Men drengen skulle altså heller ikke sendes til Paris, hvor faderen boede. Så Johan Ludvig voksede op hos vennerne i Bakkehuset. Senere kom han som bekendt til at leve under tag med moderen, nemlig da hun blev gammel og flyttede ind hos ham og hans kone Johanne Luise Heiberg.

På det tidspunkt var hun for længst begyndt at skrive som fx romanen ”En hverdagshistorie”, og nok er hendes romaner i dag forældede og læses meget lidt. Men dengang roste Søren Kierkegaard hendes værker – og samtiden kaldte hendes roman ”Slægtskab og Djævelskab” for den mest betydelige nutidsroman i nordisk litteratur. I mange år var hun dog anonym – også fordi hun udviste et for tiden meget usædvanligt frisind, når det kom til kærlighed.

Endelig er der også baronesse Christine Stampe, der levede fra 1797 til 1868. Allerede som 15-årig kom Christine fra Fredericia til Italien, hvor hun skulle bo hos sine brødre, da forældrene var døde. Her mødte hun de danske guldalder-ånder, som tog til Italien på lange dannelsesrejser. Og det gjorde de stort set alle sammen fra H. C. Andersen over Eckersberg til især Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede og arbejdede i Rom.

En af de mere ukendte Italiensfarere var baron Henrik Stampe, som Christine blev gift med. Han var venlig, men ikke helt rigtig i hovedet. Så det blev hurtigt Christine, der styrede godset Nysø ved Præstø, hvor folk som Grundtvig, Ingemann, Marstrand, Ørsted, H. C. Andersen, Oehlenschlæger og flere endnu kom forbi og boede og diskuterede – meget á la den måde, som det foregik på i Bakkehuset hos Kamma Rahbek. Bortset fra at på Nysø blev man boende i dage, ja nogle gange ligefrem i uger. Det lå jo langt fra København …

Men Christines største bedrift handler om Thorvaldsen, Danmarks største billedhugger nogensinde. Han havde i mange år boet i Rom, men nu skulle han hjem. Udover på alle måder at støtte etableringen af Thorvaldsens Museum hjalp Christine Stampe også den store billedhugger med alt det praktiske fra at få pakket nede i Rom og sendt statuer m.m. til at lave et hjem for ham på Charlottenborg.

Endelig gav Christine også Thorvaldsen et atelier på Nysø, og hun sørgede for, at han bestilte noget. Han kaldte også hende for Mutter og hun ham den store dreng, og bortset fra dåbsattesterne har det også passet meget godt på deres indbyrdes forhold.

Udviklingen var altså i gang. Kvinderne markerede sig både som forfattere, mæcener og kunstnere – samt på de royale gulve, der også bød på flere markante kvindeskikkelser med dansk blod i årene i 1800-tallet. Den mest spændende af dem endda født uden én eneste dråbe blåt blod i årene.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Korstog og Hizb ut-Tahrir

Udgivet den af
Svar

Islamisk Stat har meddelt, at de vil sende i tusinder af bådflygtninge mod Sydeuropa og især Italien. Det sker dels for at skabe ustabilitet og dels for sørge for, at der kommer nogle af deres egne folk med ombord, som efterfølgende kan tage til Rom – og dér ødelægge så meget som muligt af de kristne skatte, som findes i denne en af kristendommens vigtigste byer.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/udland/2015-03-05-rom-frygter-is-angreb-paa-kristendommens-epicenter

Det er jo nærmest korstogene om igen – nu bare med omvendt fortegn. Og hvorfor er det så interessant for en blog, der beskæftiger sig med Danmark?

Det er dét, fordi Danmark er en del af Europa, og hvad der sker i Europa, har også effekt i Danmark – og over hele Europa oplever vi øjeblikket ekstreme og fundamentalistiske muslimer, der udnytter netop de samme vestlige værdier, som de selv ringeagter og vil afskaffe.

I Sydeuropa handler det om medmenneskeligheden og det at komme andre mennesker i nød – og i Danmark handler det om Hizb ut-Tahrir – og beboerdemokratiet i en boligforening i Nivå, som nu på demokratisk vis har fået en ikke-demokratisk formand, der netop er medlem af Hizb ut-Tahrir.

En organisation, som i modsætning til mange andre fundamentalistiske foreninger appellerer til veltalende og tilsyneladende velintegrerede muslimer, hvor det så ofte viser sig, at disse dygtige unge mænd i virkeligheden har holdninger meget tæt på dem, som findes hos Islamisk Stat.

Nu kan man selvfølgelig ikke – menneskeligt – sammenligne bådflygtninge med beboerdemokratiet i en dansk boligforening. Det siger sig selv.

Men hvad man kan sammenligne, er dette at teste og udnytte de frihedsrettigheder og den medmenneskelighed, som kendetegner de vestlige lande. 

Og dét, mine damer og herrer, skal de fundamentalistiske kræfter ikke have lov til at slippe af sted med.

Vi må simpelthen finde ud af – også for at hjælpe det store flertal af fredelige muslimer – hvordan vi uden at gå på kompromis med vore rettigheder og frihed alligevel kan få organisationer som Hizb ut-Tahrir forbudt og samtidig finde ud af, hvad vi gør med bådflygtningene i Italien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ejer de blå overhovedet empati?

Udgivet den af
1

Spørgsmålet er desværre ikke kun retorisk, men derimod helt reelt. Ikke kun når man ser på de seneste dages kampagne og debat om kontanthjælpen, men også når man ser på de blås gøren og laden generelt.

For det burde nemlig være umuligt for ethvert normalt menneske ikke at have empati med mennesker, der har det dårligere end en selv. Men sådan er virkeligheden ikke.

Tværtimod lever partier som Venstre – og Liberal Alliance – på og af ikke at føle empati med nogen andre end dem selv.

Og til trods for de seneste dages debat tyder alt alligevel og desværre på, at et stigende antal danskere stemmer på dem, der ligesom dem selv, er uden empati med de dårligt stillede. Ja, for nogles vedkommende virker det endda, som om de trives med at nedgøre andre.

Det er meget grimt, og der kan sikkert spekuleres meget i psykologiske årsager til at mennesker som Lars Løkke, Inger Støjberg, Karsten Lauritzen, Joachim B. Olsen, Anders Samuelsen og flere endnu mener sig i deres gode ret til at jorde danske medborgere og gøre deres liv til et spørgsmål om overlevelse.

Danmarksbloggen vil dog nøjes med at konkludere, at de blå mangler empati i så stor stil, at det truer hele stabiliteten og sammenhængskraften i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jøderne – en lille, men vigtig del af Danmark

Udgivet den af
Svar

Vi kan slet ikke undvære jer, sagde statsministeren til jøderne efter terrorangrebet midt i måneden.

Hun havde helt ret. Jøderne har i mere end 400 år levet i Danmark, hvor de har sat sig gode og vigtige spor. Nobelpristageren Niels Bohr var fx jøde. Det samme var brødrene Brandes.

For jøderne skal blive i Danmark – og vi skal passe godt på dem, som også Danmarksbloggen skrev det kort efter terrorangrebet:

http://danmarksbloggen.dk/?p=6418

Det er derfor vigtigt, at det danske samfund sikrer, at alle jøder kan leve et godt, sikkert og fuldt jødisk liv fra vugge til grav, hvad enten der er tale om en filmfestival eller en skole.

Danmark har hjulpet sine jøder før. Mest kendt er nok begivenhederne under 2. Verdenskrig, hvor langt de fleste jøder blev reddet fra tyskerne. Men også Frederik d. 6. sikrede, at de danske jøder ikke led samme forfølgelser, som mange andre jøder gjorde det i 1800-tallets Europa. Det var også ham, der gav jøderne fulde borgerrettigheder i Danmark.

For antisemitismen er desværre ikke nogen ny foreteelse. Den går langt tilbage i historien. Det gør den så ikke mere rigtig. Tværtimod er ethvert overgreb på jøder en kriminel handling, der ikke kan undskyldes eller forklares.

Undertegnede er ikke jøde, men kristen. Men ethvert overgreb på en dansk jøde er også et overgreb på mig. For vi er alle danskere, os der bor her i Danmark – og når nogen af os er truede, som jøderne er det pt., så må vi andre ile til hjælp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Medicin: Hvad med at se på medicinalfirmaernes indtjening?

Udgivet den af
Svar

Medicin er dyr, og noget medicin er meget dyrt. Så dyrt at man taler om at lave en prioriteringsliste for hvem, der skal have og hvem der ikke skal have.

Det giver ikke mening. Vi SKAL have råd til dén medicin her i Danmark – til alle.

Men måske kunne man kigge på medicinalfirmaernes indtjening – og især den del, der handler om overskud til aktionærerne. For behøver den profit at være så stor? Næppe.

Og det haster. Både pga de menneskeliv, som vi skal redde. Men også fordi at ellers så lægger den til målspark uden målmand for Dansk Folkeparti, der med vanlig populistisk sans vil kunne sige: Hvad skal vi bruge penge på? Medicin og danske liv eller udlændinge, ulandshjælp og integration.

Svaret giver flere stemmer til Dansk Folkeparti – og det gavner ingen, heller ikke de syge, der har brug for medicinen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Misforstået humanisme

Udgivet den af
Svar

Danskerne er et spøjst folkefærd – og det går mange år tilbage.

Vi kan lide at se os selv som humane – og som nogen, der er istand til at rumme og forstå alle sider af en sag, alle involverede i en sag.

Og det er – normalt – alt ære og respekt værd.

Men indimellem er vi på et sted i historien, hvor der trækkes én streg, og hvor både de andre lande og vor eftertid vil vide at dømme os på de valg, som vi tog eller ikke tog. 

En af de tider er nu.

I ingen andre lande ramt af terror – USA, England, Spanien eller Frankrig – har man lagt blomster, der hvor terroristerne døde. Men i Danmark har man – i en slags misforstået humanisme baseret på holdninger som “han var også nogens søn” og “nogen holdt sikkert af ham.”

Men nej, både som morder – og som terrorist – passerede Omar  El-Hussein med de to nedskydninger en grænse, hvor det at lægge blomster ikke længere gav mening.

Men i Danmark har nogle danskere – traditionen tro – altså twistet begivenheden hen i en retning, hvor humanismen i bedste fald kan kaldes naiv.

Det er ikke noget nyt. Det skete fx også op til 2. verdenskrig, hvor en del danskere mente, at man kunne tale fornuft med Hitler – og det skete efter Besættelsen, hvor man mente, at det gav bedst mening at samarbejde med Nazi-Tyskland – og at tyskerne også var en slags mennesker.

Og ja, det var de, men de var også nazister, og det var det, der betød noget. Præcis som at det betød noget her, var at Omar El-Hussein skød og dræbte to mennesker. 

Så det er langtfra første gang i Danmarkshistorien, at den danske humanisme forvrænges og – ufrivilligt – bliver til noget, der istedet angriber netop humanismen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår i Danmark

Udgivet den af
Svar

Man kan spørge, hvad kinesisk nytår har med Danmarksbloggen at gøre?

Umiddelbart ikke meget – og så måske en del alligevel. For Danmark er en lille, åben økonomi, der kun har en chance, når vi handler og interagerer med det store udland, og det er i disse år blandt andet Kina, hvor væksten stadig boomer, dog mindre end tidligere, men stadig dog.

Og idag er det altså kinesisk nytår. Kineserne er nu på vej ind i Fårets år – og det gør dem ikke særlig glade for nu at sige det med kinesisk – og jysk – underdrivelse.

Ud af 12 forskellige år er Fårets år nemlig det mest uheldssvangre. Fåret bliver ellers set som empatisk, gavmildt og følsomt, men også pessimistisk, dovent og uansvarligt. Og det du´r ikke i en filosofi som den kinesiske, hvor det drejer sig om at bestille noget – og at ofre sig for helheden uden at være for følelsesladet undervejs.

Det er nemlig ikke uden grund, at kineserne har dragen som symbol. Hovedet bestemmer – og den lange krop følger med pr. automatik. Noget, som vi her i Vesten, hvor individet er i centrum, har så svært ved at forstå, at andre kan leve med.

Men i Kina og i store dele af verden betyder den enkeltes lykke og muligheder intet i forhold til hvad der gavner samfundet bedst – og det har man det fint med. Og det gør vi her i Vesten klogt i at tage bestik af, når vi vil forstå, tale med og handle med netop lande som Kina.

Og nu er det altså Fårets år. Så lige i år er der formentlig ikke ligeså meget glæde som normalt i Kina i forbindelse med nytåret. Det bliver derfor nok også bedre næste gang, når vi går ind i Abens år. For Aber er med deres intelligens, vid og innovationsevne meget populære, og det anses for godt at være født i Abens år.

Læs mere om kinesisk nytårsfejring i Danmark: 
https://www.facebook.com/DanskKinesiskForening

http://kulturogfritid.kk.dk/verdenskulturcentret/aktiviteter/det-kinesiske-nyt%C3%A5r

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfrihed og hensyns-syge

Udgivet den af
Svar

Hensyns-sygen skal stoppes, inden den får fat i danskerne … 

Nej, det der kan du da ikke sige/skrive/tegne. Det kan jo være, at der sidder nogen og bliver lidt kede af det, siger den konfliktsky og rynker på næsen.

Men jo. Det er lige netop de ting, som vi kan og skal sige/skrive/tegne. Især fordi der findes fundamentalister, som føler sig trådt på og provokeret, så snart andre ikke er 100% enige med dem.

Og at tage hensyn til dem, er det samme som selvcensur i udstrakt grad, og det du´r ikke.

Vi er nødt til at holde fast i, at retten til at ytre sig frit, også er retten til at provokere og håne og nedgøre. Ikke pligten, men retten. Ytringsfriheden.

Vi har også en lovgivning, som går ind og siger stop, og som kan idømme straffe, når folk alligevel går over stregen.

Så der er taget hånd om de ting, som der skal tages hånd om i dén sammenhæng.

Alternativet: At acceptere at der er noget, som man ikke må sige/skrive/tegne, er det samme som at bukke nakken og akut pådrage sig hensyns-sygen, og så er første skridt i selvcensurens grimme navn taget.

Og dét skridt skal aldrig tages. Ikke hvis vi vil beholde vores frie og demokratiske samfund.

Og det vil vi. Og nej, selv den mest provokerende tegning eller de mest hånende ord kan ALDRIG legitimere vold og drab. ALDRIG.

For uanset hvor provokerende en tegning eller et skrift er, så er det aldrig en legitim grund til at gribe et gevær og skyde to mennesker.

Desuden bliver de fundamentalistiske aldrig tilfredse. De vil hele tiden skære mere og mere af frihedsrettighederne, hele tiden gøre det rum, hvor vi kan sige og skrive og tegne mindre og mindre.

Og hvad var i øvrigt årsagen til, at Dan Uzan og Finn Nørgaard blev dræbt? Tjah, den første var jøde – og den anden deltog i et debatmøde. Det var alt. 

Ikke mere. Ikke andet. 

Det siger vist alt om, hvor ultra-småt et rum, som de fundamentalistiske opererer med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blomster til en morder? ALDRIG

Udgivet den af
Svar

I går blev der lagt blomster der, hvor politiet skød manden bag de to terrorangreb i weekenden. Blomster, som senere blev fjernet af hans venner og meningsfæller med henvisning til, at det ikke er en muslimsk tradition.

Siden har debatten raset. Nogle mener, at det er kristen næstekærlighed også at lægge blomster dér ligesom det bliver gjort ved Krudttønden og i Krystalgade, hvor blomsterhavet bare vokser og vokser.

For Danmarksbloggen er sagen klar. Det drejer sig i bund og grund ikke om hverken ytringsfrihed eller om religion. Det drejer sig om mord på to uskyldige medborgere.

Og man ærer ikke en morder, og det var, hvad Omar El-Hussein var. En ussel og simpel dobbeltmorder, der brugte religionen som påskud for med fuldt overlæg at fratage Finn Nørgaard og Dan Uzan livet. Og sådan en mand giver man ikke blomster. Så enkelt er det.

Danmarksbloggen respekterer selvfølgelig retten til at sørge. Den gælder for alle. Det siger sig selv. Men når man lægger blomster, så ærer man – og vi skal ALDRIG ære en morder. ALDRIG.

Vi kan ikke – og vi skal ikke – sidestille de tre mænd. De to af dem er døde, fordi den tredje skød dem med fuldt overlæg, mens de var 100% forsvarsløse.  Den tredje derimod er død, fordi han skød på politifolk i tjeneste. Så enkelt er det.

Ja, at sidestille terroristen med de to ofre ved at give ham blomster er faktisk mangel på empati med de to ofre og deres familier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed

Udgivet den af
1

Fysisk var vi omkring 30.000 mennesker af alle nationaliteter og alle religioner på Østerbro i aften, der stod dér ved Krudttønden i kulden og mørket med fakler i hænderne og tårer i øjnene.

Men mentalt var vi millioner, der bakkede op om denne smukke og værdige mindehøjtidelighed for de to døde og de fem sårede ved weekendens to terrorangreb i København.

Det blev stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed.

Stilheden, da mindehøjtideligheden startede – og vi alle som med ét trylleslag blev helt tavse.

Og så stilheden igen, da vi holdt et minuts stilhed for ofrene.

Aldrig har en stilhed råbt så højt om frihed og demokrati og menneskeret som i den kolde aften ude på Østerbro for et par timer siden. Det var et råb, der rungede hele vejen ind til Krystalgade, som også var blevet besøgt inden højtideligheden ved Krudttønden.

Og mange gange aftenen igennem de dæmpede vanter, som man kunne høre styre klapsalverne, der trods den tykke vinterbeklædning alligevel viste, hvad vi står for her til lands.

Dét var en aften af dem, som jeg og alle andre i Danmark aldrig glemmer – og som nu afspejles i de to lys, som står i mit vindue til minde om Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk