Glem de pædofile og politiet et øjeblik

Prøv engang at skubbe skræmmekampagnerne til side, tag en dyb indånding og saml tankerne. Glem de pædofile, politiets svære kår, den sociale dumpning, og hvad vi ellers får at vide, at valget handler om. Til side med dem.

Bare et øjeblik.

Bare længe nok til at svare på disse to simple spørgsmål, som burde stå over alle andre:

— Vil vi skulle stemme om igen, hvis resultatet bliver et ja?

 — Vil vi skulle stemme om igen, hvis resultatet bliver et nej?

Er svaret IKKE det samme på de to spørgsmål, så er det demokratiet, der stemmes om, ikke alt det andet.

Det kan være meget dyrt her i livet blindt at tro på, hvad politikernes spindoktorer fortæller os. De vigtige spørgsmål er desværre sjældent dem, de bringer på bane.

Demokratiet er vores eneste middel til at holde dem lidt i ørerne, især i en verden, hvor politikernes evne til at lytte til argumenter eller overhovedet forholde sig til virkeligheden uden for deres egen kreds virker lammet.

Har politiet svære kår, så skyldes det måske også, at selvsamme politikere har været særdeles flittige med sparekniven til gavn for pædofile, cykeltyve, bagmænd, svindlere og de østbander, som EUs åbne grænser har sikret fri bevægelighed.

Måske er de grimme mørkemænd, der lokker med slik, hvis man sætter sig ind i deres vogn, ikke børnelokkere, men politikere med blikket fokuseret på nye karrieremuligheder?

Demokratiet er alt for vigtigt at overlade til politikerne. Beskyt det.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter – https://steenlangstrup.wordpress.com/

Fødselspolitik kan koste liv

Vores fantastiske velfærdssystem og barselsgange, der har nedbragt dødstallene siden 1935, er Venstre, DF og resten af blå blok ved at smide overbords – helt uden skrupler.

Ifølge de socialdemokratiske principper skal alle frit kunne komme på hospitalet, også når det er til en fødsel. Derfor var der også øremærket en stor pulje penge til netop fødselsgangene i det forrige finansforlig, men Venstre og deres blå støttepartier (inkl. DF) har nu fjernet pengene.

Følgende er hentet fra Venstres partiprogram: “Udgangspunktet skal være, at opgaver løses på privat initiativ, af den enkelte, af familien, af private virksomheder eller private organisationer. Det offentlige skal kun påtage sig løsningen af almene samfundsopgaver, som ikke kan løses forsvarligt på privatøkonomisk grundlag.” Hertil kommer følgende citat “Venstre ønsker at privatisere offentlige virksomheder, som kan drives bedre i privat regi. Samtidig ønsker Venstre, at fremme udlicitering og offentligt-privat partnerskab, således at det sikres, at skatteydernes penge bruges bedst muligt.”

Det lyder jo også fornuftigt, men udfordringen er bare, at nu bliver det størrelsen på din pengepung, der er afgørende for, om du får en A eller B fødsel. Det er en meget trist udvikling, og den ender desværre nok også med at koste menneskeliv eller tilføre et eller flere handicap til mor og barn. Der er en grund til, at dødeligheden er faldet siden 1935, hvor der forekom ialt 219 moderdødsfald på 65.200 fødsler, i 1955 var tallet 27 på 76.800 fødsler, og fra 1966-1970 døde i gennemsnit 9 pr. år på gennemsnitligt 77.300 fødsler.

Årsagerne til det seneste meget betydelige fald var flere. De skal dog især findes i en højnelse af befolkningernes almindelige sundhedstilstand, såvel som i væsentlige forbedringer af svangerskabshygiejnen og fødselshjælpen. Indførelsen af svangreomsorg, flere og bedre fødeafdelinger, en bedre uddannelse af læger og jordemødre og en højere prioritering af svangre og fødselsområdet i samfundet som helhed har således været af stor betydning”. Alt dette er Venstre, DF og resten af blå blok ved at smide overbords.

Socialdemokraterne ønsker fortsat, at vi kan opretholde forsvarlige forhold på vores offentlige hospitaler og fødegange. Alt andet er uanstændigt.

Kilde omkring dødelighed er www.jmhs.dk/PDF-files/Obstetrik.pdf

Skrevet af: Nanna Feld, logistik- og Indkøbschef samt medlem af Socialdemokraterne, Roskilde

Løkke prøver at slippe for skat – på et forkert grundlag

Ifølge Altinget.dk vil statsminister Lars Løkke prøve at slippe for at betale skat af, at han bruger Marienborg privat.

Læs mere her: http://www.altinget.dk/artikel/regeringen-marienborg-skal-fritages-for-skat

Argumentet med, at det er sådan i Norge og Sverige, holder ikke.

I Sverige skal statsministeren nemlig per definition bo i Det Sagerska Huset midt i Stockholm, der også fungerer som arbejdsplads med den svenske Rigsdag liggende kun få meter væk. Den svenske embedsbolig kan altså sammenlignes meget mere med 10 Downing Street i London.

Og noget tilsvarende gør sig gældende i Norge, hvor statsministerens officielle bolig også befinder sig midt i hovedstaden i nærheden af parlamentet og endda kædes sammen med andre offentlige bygninger.

Så nej, man kan ikke sammenligne Løkkes flotte fritidsbolig Marienborg med de arbejdende embedsboliger i Stockholm og Oslo.

Øvelsen med at gøre Marienborg skattefri handler blot om at rage endnu mere til sig. En øvelse, som Løkke er ganske dreven i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anstændighed, tak – kom til demo

Så er det idag, at der er demo for anstændighed. Det starter på Rådhuspladsen i København kl. 16.30, hvorefter demonstrationen vil begive sig til Christiansborg. Og Danmarksbloggen opfordrer alle til at deltage.

Oprindeligt var demoen et modsvar til regeringens udspil om det såkaldte moderne kontanthjælpsloft, afskaffelsen af ferie for kontanthjælpsmodtagere m.m.

Men da V-regeringen over en bred kam angriber alle de mest udsatte og svageste grupper i Danmark, således også fx syge og pensionister, er demoen nu tilegnet alle, der lider under V-regeringens umenneskelighed, der skaber øget fattigdom og som risikerer at sende mange mennesker – og også børn – på gaden.

For som man kan læse på demoens FB-side: Folk bliver ikke mere motiveret til at finde jobs ved at deres sociale vilkår forringes i umenneskelig grad. Og det er ikke muligt bare at ‘tage et job’, som beskæftigelsesministeren siger. For det første er der stor mangel på jobs og derudover er der masser af mennesker, der af forskellige årsager ikke kan arbejde – fx sygdom. For at det ikke skal være løgn har regeringen også valgt at afskaffe fattigdomsgrænsen – men det bliver folk ikke mindre fattige og udsatte af.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/1570388316539046/

Danmarksbloggen er helt enig – og vil opfordre alle, der vil et menneskeligt og anstændigt Danmark, om at komme til demo i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Meget mere skræmmende end Halloween

I morgen d. 31. oktober er det Halloween – dagen, hvor børnene klæder sig ud som hekse, vampyrer og skeletter for at gå fra dør til dør og sige slik eller ballade i håb om at få noget guf ned i deres græskarspande.

Vældig hyggeligt er det og slet ikke skræmmende …

Skræmmende er derimod den højredrejning, som finder sted overalt i Europa – godt hjulpet på vej af flygtningekrisen og Islamisk Stats fremfærd i Mellemøsten. En højredrejning, hvor det er os mod dem, kristne/kulturkristne/ateister mod muslimer.

En højredrejning, der sidste uge betød, at terrorangrebet på en svensk skole i Trollhättan ikke blev anerkendt som et terrorangreb, men blot var en had-forbrydelse. For ofrene var jo ikke kristne/kulturkristne/ateister eller andre, men muslimer.

Og så gælder åbenbart andre regler …. og dét er rigtig skræmmende.For så er vi på en vej, som Europa har været på flere gange tidligere … og den fører ikke noget godt sted hen.

Desværre løber mange med – også i det politiske liv i Danmark, hvor Danmarksbloggen er mere end rystet over, at der ikke har rejst sig et ramaskrig over DF´eren Dorthe Ullemoses ord om at “afbrændinger af asylcentre i Sverige var forventelige” og “Det er jo aldrig okay at slå. Aldrig. Men der er jo en årsag til, at man slår. Det må man forvente, hvis man mobber”.

Hvem mobber? Mobber de uledsagede flygtningebørn svenskerne? Det er helt hen i vejret.

Læs mere her: http://www.politiko.dk/nyheder/dfer-afbraendinger-er-forventelige

Det skal retfærdigvis siges, at Pernille Skipper fra Enhedslisten har været ude og kritisere Dorthe Ullemose for at forsvare det, som sker i Sverige. Heldigvis – men ellers har der primært været larmende tavshed.

Vi er et meget farligt sted ligenu i Danmark – og i resten af Europa.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bacon 24/7 – eller?

Nogle institutioner serverer ikke svinekød – af hensyntagen til de muslimske børn og unge, mens andre bliver pålagt af deres kommuner, at de skal servere svinekød.

STOP NU.

Begge dele er jo lige galt. Det er misforstået hensyn, når en institution ikke vil servere svinekød, men det er også helt forkert, at en kommune skal bruge energi og midler på at diktere, hvad der skal spises i en institution.

Som Danmarksbloggen ser det, så skal menuen i en institution afspejle det samfund, som vi lever i – og her spiser man svin. Så de dage, hvor der er gris på menuen, må muslimske børn have en madpakke med. Ligesom at hinduistiske børn må have en madpakke med, de dage der spises okse. Vegetarbørn skal måske have ekstra grøntsager med. Og alle de kræsne må have de 4-5 ting med hjemmefra, som de nu kan lide.

For vi skal alle sammen være her – og vi må alle indrette os efter hinanden, uanset religion og smagsløg.

Så nej, ingen skal servere bacon døgnet rundt – men klassiske danske retter som frikadeller og leverpostej skal selvfølgelig være at finde på menuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Terror i Sverige – og i Norden

I går dræbte Anton Lundin-Petterson, en 21-årig ung mand med svenske rødder, to mennesker i den svenske by Trollhättan – en voksen og en 17-årig teenager foruden at han sårede flere andre. Han døde senere selv på operationsbordet.

Motivet står ikke helt klart endnu, men meget tyder på, at der er tale om, at Anton Lundin-Petterson har sympatiseret med den ekstreme højrefløj i Sverige. Præcis som nordmanden Anders Breivik gjorde det, da han i 2011 dræbte omkring 70 mennesker på øen Utøya.

Eller som Omar El-Hussein gjorde det i februar i København, hvor han skød og dræbte en filminstruktør og en ung jøde. Hans sympati lå så hos fundamentalistiske muslimer.

Men Danmarksbloggen er ikke i tvivl: Der er tale om terror i Sverige – som der var det i Norge og i Danmark. I hele Norden.

For uanset hvad ens politiske og religiøse baggrund er, så er det terror, når man angriber uskyldige mennesker med det formål at slå dem ihjel, bare fordi de tror og mener noget andet end man selv gør.

Dét er ikke “bare” racisme. Det er terror, og det holder simpelthen ikke. Vi skal lære at leve i fred og solidaritet med hinanden. Dét er vores eneste chance – både hver for sig og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kan Dansk Folkeparti gøre noget godt?

Kan Dansk Folkeparti gøre noget godt?

Umiddelbart er svaret nej – med tanke på Dansk Folkepartis menneskefjendske politik og ditto retorik overfor alle, der ikke er leverpostejfarvede og hedder Hansen.

Men på en eller anden twistet og forfærdelig måde gør Dansk Folkeparti måske alligevel noget godt.

For i Danmark har vi ikke (i nær samme grad) de afbrændinger af flygtningecentre, som vi i øjeblikket ser eksplodere i Sverige og Tyskland. Det kan selvfølgelig også bare skyldes, at vi ikke har nær så mange flygtninge som Sverige og Tyskland.

Men måske spiller det – på denne meget twistede måde – alligevel en positiv rolle, at det er acceptabelt i Danmark at lukke den indre svinehund ud. Noget, der er en disciplin, som Dansk Folkeparti er suveræne Danmarksmestre i sammen med integrationsministeren fra Venstre Inger Støjberg.

Men tænk hvis den lille, grimme svinehund måske en skønne dag redder nogle flygtninges liv i Danmark, fordi der IKKE sker en mordbrand på et dansk flygtningecenter? Dén havde ingen – og slet ikke Dansk Folkeparti – formentlig regnet med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alt smuldrer … undtagen troen på kapitalen

Alt smuldrer i Danmark … og i Europa, hvor velfærden overalt forsvinder i takt med medmenneskeligheden.

Indenfor Europas grænser er der nu flygtninge, som sulter og fryser i kolde teltlejre, mens andre bekymrer sig om hvilken nuance af farven brun, som de skal smøre på deres øjenlåg.

Og hjemløse, gamle, arbejdsløse og andre udsatte ved ikke, hvordan de skal få råd til at gå til tandlægen eller blot klare de daglige indkøb sidst på måneden, mens den rigeste procent hygger sig på den nyeste trend-restaurant med Kobe-kød og andet, der koster mere end noget mad burde.

Det giver ikke mening – og det værste er, at alle – selv mange såkaldt røde folkevalgte – tror på kapitalen, som den der skal redde os.

KAPITALEN??? Den selvsamme kapital, som i sin utrættelige grådighed og jagt på penge skabte finanskrisen, men som via bankpakkerne slap for at betale noget af regningen, men blot kunne stryge gevinsten – og idag er rigere end nogensinde.

Jep, tiltroen hos mange – og blandt andet Danmarks nuværende V-regering – lægger dér. Det giver slet ikke mening – og imens det hele går ad helvede til, så smuldrer troen hos stadig flere på systemet, samfundet og demokratiet.

Danmarksbloggen er dybt bekymret for fremtiden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan fodbolden samle?

Sport er for mange en stor del af deres liv – og af deres (nationale) identitet. Og ingen sportsgren er så fyldt med følelser i Danmark som herre-fodbold, og ingen kampe trækker så meget på nationalfølelsen, som når vi møder Sverige.

Og det er lige netop, hvad der sker igen d. 14. november og d. 17. november, når der skal spilles play-off-kampe om, hvem der skal med til EM næste år i Frankrig: Danskerne eller svenskerne.

Danmarksbloggen håber selvfølgelig på, at Danmark vinder.

Men det vigtigste er ikke, hvem der får bolden fleste gange i modstanderens mål, men at vi – via den lille runde bold og de 22 mand klædt i rødt-hvidt eller blå-gult – finder ud af, at vi har mere, der samler os, end der skiller os heroppe i Norden.

At Danmark og Sverige – og Norge med – er nødt til at holde sammen og hjælpe hinanden i en verden, der bliver mere og mere usikker og farlig. Men at vi også må åbne og hjælpe dem, der ikke er så heldige som os.

Og at vejen derfor hverken er den angste og lukkede vej, som vi har valgt i Danmark – eller den naive, som Sverige går – men istedet en fornuftig og medmenneskelig vej, hvor der er plads til både hjerte og hjerne – som der er det i sport, når sport er bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk