Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kæmp for alt, hvad du har kært

Idag er det 71 år siden, at Danmark blev befriet – hverken 70 år eller 75 år. Men 71 år siden. Fejringen i år bliver derfor også mindre og mere “almindelig” end sidste år og om fire år, og netop derfor skal man tage i Mindelunden i år.

For det er bedst, når det ikke vrimler med toppolitikere, kameraer og alt andet fra det moderne medie-magt-cirkus. Når minderne og højtideligheden kan få lov til at stå for sig selv. Når der er plads til den stilhed og den højtidelighed, som altid kendetegner en 4. maj i Mindelunden.

Undertegnede kommer der tit 4. maj – og hver gang gribes jeg dybt. For her hviler mennesker af det helt store format. Mennesker som ikke blot sang “Kæmp for alt, hvad du har kært – dø om så det gælder” – men som reelt gjorde det. Dem og deres kammerater.

Jeg bliver så ydmyg – og så taknemmelig. For ude i Mindelunden mødes vi af mennesket, når det er størst og bedst.

Af mennesker med et format, som i dén grad er en mangelvare i vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dansk Folkeparti er ligeglade med demokratiet

Dansk Folkeparti – som hævder, at de hylder det danske demokrati – er tilsyneladende ret ligeglade med samme demokrati, når det kommer til stykket.

DF-leder Kristian Thuelsen Dahl kritiserer ihvertfald kirke- og kulturminister Bertel Haarder for at være for langsom, når det kommer til at skabe opstramninger i forhold til såkaldte hadprædikanter og antidemokratiske imamer. Bertel Haarder har nemlig inviteret samtlige partier til forhandlinger og sat gang i en proces, der formentlig vil strække sig på den anden side af sommerferien.

Det er imidlertid altfor langsomt for Dansk Folkeparti, som derfor ønsker, at Løkke overtager, og at der kun laves forhandlinger med en mindre gruppe partier – deriblandt selvfølgelig Dansk Folkeparti.

Udover at det er udemokratisk ikke at høre på samtlige partier, så glemmer Dansk Folkeparti også, at der i Danmark er tradition for brede forlig – samt at det giver en bedre forankret politik, hvis der står et samlet folketing bag de beslutninger, der tages og den lovgivning, der laves.

Danmarksbloggen er så desværre ikke overrasket. Når det handler om at gøre livet surt for muslimer, kan alle midler tilsyneladende bruges hos Dansk Folkeparti – selv de, der er direkte udemokratiske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når Etisk Råd svigter etikken

Debatten om skat på oksekød er ligeså intens som smagen af en god bøf – og bølgerne er kun blevet højere af, at Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi – og selv medlem af Etisk Råd, går ud og undsiger Etisk Råds anbefaling af en skat på oksekød.

Hendes udmelding er, at en sådan skat udelukkende er symbolpolitik – og at man skal kigge på hele landbrugets udledning af drivhusgasser, hvis det skal batte noget. Det mener Danmarksbloggen også – se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=8342

Spørgsmålet, som står tilbage, er derfor også: HVORFOR lyttede de andre medlemmer af Etisk Råd ikke til hendes ekspert-viden? Halsnæs har trods alt forsket i emnet i 20 år. Handlede det om at ellers intelligente mennesker mere troede på deres egne fornemmelser end på hendes viden? Eller handlede det om et desperat behov for at markere sig i medierne?

Uanset hvad, så har Etisk Råd svigtet etikken, når et flertal af medlemmer tilsidesætter, konkret viden og anbefaler noget, der er i direkte modsætning hertil. For et organ som Etisk Råd skal selvfølgelig ikke være uvildige (ellers har de jo ingen funktion) – men deres anbefalinger må som minimum være i overensstemmelse med den på området anerkendte viden. Ellers så svigter Etik Råd sit eget grundlag – og så bliver rådet ligegyldigt.

Og det vil unægtelig være en skam i en tid, hvor alt gøres op i penge, og hvor der er desperat brug for stemmer i den offentlige debat, som ser tingene fra en anden side end den økonomiske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når ateister missionerer

Det er faktisk lidt spøjst. I de seneste uger har Ateistisk Selskab kørt en omfattende kampagne, hvor de opfordrer danskerne til at melde sig ud af Folkekirken, hvilket 5000 også har gjort.

Kampagnen har altså virket, og det er jo fint nok, set med Ateistisk Selskabs øjne.

For Danmarksbloggen er det derimod paradoksalt at en forening, der er imod religion, selv bruger mission i sin kampagne. For der er unægteligt noget missionerende over en kampagne, der prøver at grovhøste medlemmer fra en anden klub end ens egen.

Danmarksbloggen vil ikke forholde sig til om – og i så fald hvad den enkelte skal tro på. Det er 100% den enkeltes egen sag, om man tror på en af de mange versioner af Gud, sig selv, astrologien – eller for den sags skyld bussemanden.

Til gengæld ønsker Danmarksbloggen, at tolerancen var større, således så man – uanset om man selv tror eller ikke-tror – lader andre mennesker i fred med deres tro/ikke-tro.

Vi behøver nemlig ikke mission. Vi kan godt selv finde ud af, hvad vi tror/ikke tror på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En moral i frit fald

En skatteminister, der taler om skatte-flygtninge og om at give skatte-snyderne frit lejde …
En beskæftigelsesminister, der uden problemer kaster mere end 30.000 mennesker ud i fattigdom for MÅSKE så at kunne skabe 700 jobs …
En miljøminister, der synes, at det er en gevinst, at landmændene igen kan pløje HELT ud til kanten, selvom det betyder, at miljøet smadres …
En integrationsminister, der reelt ikke ønsker integration, men placerer traumatiserede mennesker i teltlejre …
Og sidst, men ikke mindst: En statsminister, der ikke kan kende forskel på sit og statens, men som til gengæld ikke er bange for at true sig til at få sin vilje …

Og sådan kunne man blive ved. Den nuværende Venstre-regering er en regering, hvor moralen er i frit fald – væk fra alt der er menneskeligt og medmenneskeligt – og henimod det umenneskelige …

Det er rystende – og det eneste værre er, at der findes to partier, som på hver deres måde er endnu mere umenneskelige – nemlig de fremmedfjendske bangebukse i Dansk Folkeparti og de pengegriske egoister i Liberal Alliance.

Moralen er i frit fald … vi må stå imod …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Banditter i habitter

Banditter i habitter. Så kort kan man beskrive de mange velhavende og kendte mennesker verden over, der blev afsløret i går i det, som kaldes det største læk nogensinde. Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/verdensledere-og-superstjerner-afsloeret-i-brug-af-skattely

Der er tale om mænd og kvinder, som på overfladen er pæne mennesker med manererne i orden og håret sat. Men i virkeligheden har de – uanset om de er statsledere, konger eller er stjerner – med deres millioner og milllarder i skattely en moralsk habitus på niveau med rockere og andre, som organiserer sig i bander verden over.

For de er mennesker, for hvem det kun drejer sig om sig selv – og aldrig om fællesskabet og den medmenneskelige forpligtelse, som vi alle har overfor hinanden.

Det værste er imidlertid, at disse banditter i habitter i mange lande – også Danmark – har politikere, der taler deres sag, og som ønsker et junglesamfund, hvor ingen kan vinde på den lange bane, men alle kun kan tabe. Ja, de er selv politikerne i visse tilfælde.

I Danmark møder vi de politikere i Liberal Alliance og til dels Venstre, og de taler til de laveste instinkter – til stodderen og ikke til kongen. Lad være med at lytte til dem.

Lyt i stedet til dem, som taler til kongen i os – til solidariteten og menneskeligheden. Så kan vi nemlig skabe et godt samfund!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Decorum-kravet – også til politikerne

Det er blevet foreslået, at imamer også skal leve op til decorum-kravet, altså det krav, der siger, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt bedre, lidt pænere end andre – både på jobbet og i privatlivet.

Man kan også kalde decorum-kravet et værdigheds- og vandelskrav. Decorum er i øvrigt latin og betyder sømmelighed, og henvender sig altså til alle dem, der bærer såkaldt gyldne kæder.

Det menes, at det var søhelten Herluf Trolle, der så at sige genopfandt begrebet i Danmark tilbage i 1565. Det kendes nemlig også fra det gamle Rom. Det var dog først i Danske Lov fra 1683, at decorum-kravet blev en fast bestemmelse, der især gjaldt lærere, præster og dommere. I dag er det en del af Tjenestemandsloven.

Danmarksbloggen synes, at decorum-kravet er helt fantastisk – og at det selvfølgelig skal gælde imamer, som det skal gælde alle andre, der udøver religion i Danmark.

MEN det skal da sandelig også gælde dem, som i den grad har de gyldne kæder i vort land, nemlig politikerne. Tænk hvis ikke kun offentlig ansatte, men også folkevalgte skulle leve op til kravene om værdig opførsel. Så ville den nuværende regering være nødt til at gå af. For den opfører sig mildest talt skammeligt overfor ældre, børn, arbejdsløse og andre udsatte.

Så et stort ja til decorum-kravet herfra – i den udvidede version vel at mærke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Imamerne og ytringsfriheden

I Danmark er vi (med rette) glade for og stolte af vores frihedsrettigheder – og nej, hverken tros-, menings- eller ytringsfriheden kan gradbøjes, uanset om man hedder Peter eller Muhammed.

MEN hvad gør vi så med de imamer, der i moskéen taler om sharia-loven som den højeste lov? Som taler direkte imod dansk lovgivning, når de siger, at det er ok at slå børn, hvis de ikke beder, at stene en utro kvinde osv? For de imamer har jo også ytringsfrihed – og den skal ikke gradbøjes.

MEN vi har faktisk en mulighed for at gøre noget ved det, så de ikke kan fortsætte.

For én ting er, at imamer har ytringsfrihed, men i det øjeblik hvor imamer (og andre) begynder systematisk at rådgive, undervise og videreuddanne i holdninger, der er i direkte modstrid med dansk lovgivning – så mener Danmarksbloggen, at der er juridisk hjemmel til at gribe ind.

Danmarksbloggen mener også, at der bør gribes ind. For det dur ikke – som imamerne gør det – at se religion og politik som to sider af samme sag og endda have religionen som højeste autoritet.

For Danmark er – og skal blive ved med at være – et sekulært samfund, hvor religion og politik er adskilt i en offentligt politisk samfunds-sfære og en religiøs privat-sfære.

PS. Og nu vi er igang med oprydningen: Så lad os bare kigge på nogle af de andre parallel-samfund også som fx Jehovas Vidner og andre sekter. For nok fylder de fundamentalistiske muslimer meget – både i antal og især i mediebilledet, men de er ikke alene om at opfordre til handlinger, der er i direkte modstrid til dansk lov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkekirkens dna er medmenneskeligheden

Et flertal af danskerne vil adskille stat og folkekirke. De mener ikke, at én enkelt kirke skal have fortrinsret i Danmark.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/tro/ny-maaling-flertal-vil-adskille-stat-og-kirke

Holdningen er helt i tråd med den voksende sekularisme og omsiggribende egoisme. MEN den er også en udtryk for en stor historieløshed og uvidenhed om folkekirkens rolle som samlende element i det danske samfund, når det handler om etik og værdier.

I alle danske byer står der en eller flere kirker, som sjældent overrendes om søndagen, men som for de fleste spiller en stor rolle ved overgangsritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Læg dertil at kristendommen – og især den lyse, grundtvigske kristendom – har haft en afgørende betydning for de tanker om solidaritet og fællesskab, som indtil for små 15 år siden var en integreret del af det danske velfærdssamfund.

Folkekirken er nemlig så meget mere end præstens prædiken og julegudstjenestens tradition. Den er det etiske og moralske grundlag for et samfund, hvor de stærke hjælper de svage. Så nej, stat og kirke skal ikke adskilles – men folkekirken skal til at fokusere på diakoni og på forkyndelsen af den næstekærlighed, der ikke kan lade være med at hjælpe andre.

For Danmark er i bund og grund et kristnet land – og kristendommens bedste egenskab er netop næstekærligheden, som når den ikke blot er ord, men også handling, ikke kan lade være med at give – og dermed skabe et samfund, hvor vi deles om goderne.

Der er med andre ord i nutidens egocentrerede samfund i dén grad brug for den medmenneskelighed og rummelighed, som er folkekirkens dna.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk