Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Nedlukningens muddergrøft

Udgivet den af
Svar

Alle elever tilbage i skole på fuld tid!

Ingen bordbestilling 30 minutter i forvejen!

Sådan lyder to af de nyeste krav fra skaren af forkælede danskere – deriblandt en del politikere fra blå blok.

Scenen minder om eventyret ”Konen i muddergrøften”. I ved hende, som aldrig kunne få nok. Som hele tiden skulle have mere og være højere på strå – men som (selvfølgelig) endte i muddergrøften igen, da hun blev for grådig og ville være Vorherre selv.

For præcis sådan har det været i Danmark siden den første spæde genåbning i begyndelsen af foråret. Så snart ét krav blev opfyldt, er de forkælede kommet et nyt krav om mere og videre genåbning – og det NU. Ikke noget med at se tiden an, se hvad den nyeste genåbning betyder ift. smitten. Nej, bare forlange og kræve mere og mere og mere …

Det virker som en grådighed uden ende. En grådighed der først stopper, når vi sidder i nedlukningens muddergrøft igen, fordi de forkælede danskere – deriblandt de blå politikere – ikke kunne få nok.

Det er trist. Det bunder i et skidt menneske– og verdenssyn, som ikke kun gør skade i Corona-sammenhæng, men som også er med til at øge uligheden og skabe dårligere klimaforhold. Fordi de forkælede sætter sig selv og deres egne umiddelbare behov over fællesskabet og samfundet.

Det er stor skade!

Og det er ikke, hvad vi har brug for i Danmark eller i verden. Vi har brug for ansvarlighed, bæredygtighed, mådehold og evnen til at tænke udover egne behov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sognegrænser giver minus Corona-mening

Udgivet den af
Svar

Sognegrænser har INTET med Corona at gøre. Lad mig forklare:

De danske sogne i deres nuværende form er et geografisk defineret område, hvor områdets medlemmer af den danske folkekirke udgør sognemenigheden.

Et sogn er altså udelukkende en kirkelig indretning i dag.

Eller dvs. sådan VAR det indtil for nylig. For nu har man nemlig besluttet at bruge sogne i forhold til pandemien således, at et sogn lukkes ned, hvis 1) der er 400 smittede pr. 100.000 indbyggere, 2) 20 smittede i det hele taget og 3) en positivprocent på 2,0.

Sådan har praksis været et par uger efterhånden med den ene groteske konsekvens efter den anden som at lukke gymnasier uden smittede, fordi de ligger i et sogn med lidt mere smitte end nabosognet, som er åbent. Eller lukke en skole uden smitte i et sogn, der er over grænserne, mens nabosognets skole med Corona-smittede elever stadig er åben.

Så det giver minus mening at bruge sogne i forhold til Corona. Men hvordan ser de danske sogne ud?

Der er i Danmark 2.158 sogne, som har fra over 20.000 til under 100 indbyggere. I cirka 5% af de danske sogne er der under 200 indbyggere, mens der i 5% andre er mere end 10.000 indbyggere.

Der er altså stor forskel på, om man bor i et sogn med 200 indbyggere – eller et sogn med 10.000 indbyggere.

Læg dertil at INGEN i dag primært lever indenfor deres sognegrænse. Vi arbejder andre steder end i sognet, vi går ofte i skole andre steder end i sognet, vi har venner og familie i andre sogne, vi dyrker fritidsinteresserer i andre sogne, vi shopper i andre sogne osv.

Ja, det er de færreste, som vel ret beset ved, HVOR sognegrænserne ligger i det sogn, som de bor i. Man skal næsten være interesseret i at blive valgt som biskop for at kende til sognegrænsernes Danmarkskort. For de fleste danskere betyder det i reglen kun noget at vide, hvilket sogn man hører til, hvis man gerne vil giftes i en bestemt kirke.

Sådan var det ikke engang. Dengang i middelalderen, da sognene blev oprettet – og også senere, da de blev re-organiserede efter Reformationen – boede og levede man i sit sogn. Man arbejdede hjemme, og hele ens netværk var lige omkring én.

Det er MEGET længe siden – og det giver derfor ingen mening i smittemæssig sammenhæng at holde fast i, at lukning af et sogn kan gøre en forskel.

Desuden har sogne aldrig været tænkt som en foranstaltning i forhold til smitte – end ikke i forbindelse med Den Sorte Død, pesten, som hærgede i middelalderen og en rum tid derefter. En pandemi værre end den vi har i dag.

At man opfandt sognene, handlede om penge. Penge til kirkebygningen og til præsten, som så kvitterede med at føre Kirkebogen og i mange sogne i flere århundreder at være den eneste, som kunne læse og skrive.

I renæssancen fik man også sognefogeder, der som statslige embedsmænd kunne ordne juridiske og administrative opgaver. Det, som i perioden 1841-1970 blev afløst af sognekommuner og sogneråd, der til al overflod virkede på baggrund af og i verdslige sogne, som ikke altid var lig de kirkelige sogne.

Så altså: HVORFOR skal man tro, at de nuværende – og udelukkende kirkelige – sogne kan bruges til noget som helst i forhold til en smitte, der løber hurtigere, end sognebørnene kan nå at krydse de sognegrænser, som de ikke ved, hvor er?

Så at tro på at det at lukke sogne gør en forskel, er en overtro så massiv, at selv den mest ateistiske person og den mest troende person tager hinanden i hånden, ryster på hovedet, og siger CORONA-SØLVHAT.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den fjerde Oscar for bedste film

Udgivet den af
Svar

Siden H.C. Andersen har danskerne kunnet det med at fortælle historier – både med ord og i billeder.

I nat fik Danmark således sin fjerde Oscar i kategorien bedste udenlandske film for Thomas Vinterbergs ”DRUK” – eller ”Another Round”, som den lidt lamt hedder på engelsk. BINGE DRINKING havde været en mere rammende titel. Det er instruktør Thomas Vinterberg, som sammen med Tobias Lindholm har skrevet manuskriptet til ”DRUK”.

Men uanset titel er det en rigtig god film, fordi den handler om eksistentielle emner, fordi den tør behandle alkoholen hele vejen rundt – fra ekstasen til katastrofen.

Så det var så fortjent, at filmen vandt til en Oscar-uddeling, der midt i pandemiens alvor viste os lidt galla og glamour. Samt at en hel verden delte Vinterbergs tårer, da han dedikerede prisen til datteren, Ida, som skulle have haft en rolle, men som døde fire dage inde i optagelserne.

Danmarksbloggen gav i sin tid “DRUK” seks ud af seks flasker i sin anmeldelse – og Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen skrev blandt andet:

Det er netop virkeligheden, som står som et monument i denne fiktive film. På mange måder er det en 1:1 socialrealistisk film, som Vinterberg har lavet.

”DRUK” handler ikke kun om den danske alkohol-kultur, men også om at træffe eksistentielle valg, der får stor betydning for ens liv.

Thomas Vinterbergs ”DRUK” er et livsbekræftende mesterværk, der blev til midt i instruktørens egen afgrundsdybe sorg.

Med dette in mente rammer filmen endnu stærkere. Den står som et livsbekræftende testamente med dens budskab om, at vi skal leve livet fuldt ud, mens vi kan. 

Læs hele anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11427

Danmarksbloggens unge anmelder var dybt grebet – også fordi hun kunne spejle sig én til én i det gymnasie-miljø, som filmen foregår i.

Som midaldrende kan undertegnede derimod spejle sig i de fire hovedpersoners længsel efter dengang verden var stor, åben, grøn og saftig. Dengang men ikke lod sine forår gå til spilde. En tid man godt kan savne, fordi den var så levende, så fuld af alting, at det gnistrede og sprudlede.

Men det kan livet blive igen, omend vejen til et sprudlende liv som midaldrende ikke går via en ekstra halv promille. Den går via en accept af, at livet og verden også er godt senere på året, når skoven står mørkegrøn, kornet er gyldent, og man aner løvfaldet et sted ude i horisonten.

Men livet har stadig meget at byde på, og inden det sidste løvfald kan man få en dejlig og lang sensommer – hvis man tør gribe de frugter, som der ret beset hænger flere af på træerne, end der gjorde dengang, hvor alt var nyt og lysegrønt.  

De tre andre danske Oscars for bedste udenlandske film er gået til ”Babettes gæstebud” i 1988 (historien skrevet af Karen Blixen og filmen instrueret af Gabriel Axel), ”Pelle Erobreren” i 1989 (historien skrevet af Martin Andersen Nexø og filmen instrueret af Bille August) og ”Hævnen” i 2011 (historien skrevet af Anders Thomas Jensen og filmen instrueret af Susanne Bier).

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påske i evighedens perspektiv

Udgivet den af
Svar

Påsken nærmer sig. Påske no. 2 i pandemiens tid.

Sidste år var undertegnede inde ved Marmorkirken skærtorsdag. Det var en lys forårsaften, hvor kirkeklokkerne ringede – og hvor tulipantræerne, som står mellem Marmorkirken og Bredgade, blomstrede i al deres hvide og lyserøde pragt.

En på alle måder smuk aften, som også blev en højtidsstund, selvom den sædvanlige skærtorsdagsaftens-gudstjeneste var aflyst, fordi alle landets kirker var lukkede i påsken 2020.

For mens jeg stod dér i aftenlyset, så på blomsterne og lyttede til klokkerne, blev jeg åndeligt set løftet – og mindet om, at livet og naturen går videre, uanset hvad vi mennesker foretager os eller ikke-foretager os.

Sollyset, blomsterne og klokkerne dannede nemlig denne skærtorsdags aften en åndelig åbning ind i pandemiens mørke. En åbning, så jeg kunne kigge op og ud – og væk fra det timelige – og hen mod det evige.

Det er altid givende at få evighedens perspektiv på, når man overvældes af det timelige. Men det er ekstra godt i en pandemi, hvor vi let overmandes af mørket, kontroltabet, isolationen og alt det, som vi ikke kan foretage os.

Og ja, det er superærgerligt ikke at kunne det, man savner. Men det skal nok komme igen – også selvom vi må slippe kontrollen undervejs. Give os Gud i vold, som man sagde det i gamle dage.

For som der stod på den seddel, som Marmorkirkens præster og andet personale havde sat op på kirkedøren dér sidste påske 2020:

Og det her er kun en tid. Husk det nu. Vi åbner igen. Verden går ikke under.

Kun en tid. Lige præcis. Det gælder stadig. Vi får det hele igen. En skønne dag. Dén tro skal vi gå med – og leve på, også selvom den store genåbningsplan ikke bliver som lovet.

For gør vi det, så kan langfredagsmørket sænke sig over landet, over hele verden så meget, det vil. Det får os ikke. Vi er lysets børn, og vi ved, at lyset skinner i mørket – og at lyset vil sejre på den lange bane.

Dét bliver påskemorgen, lys og liv, lykke og sol igen.

Dén tanke er der kraft i at holde fast i – også her i den kommende påske. Ja, måske især her. Påske no. 2 i pandemiens tid.

GOD PÅSKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Genåbningsplanen er ét stort fata morgana

Udgivet den af
Svar

For et års tid siden talte paven om, at Corona-pandemien havde sendt hele verden ud på én stor, fælles ørkenvandring …

Det tror Danmarksbloggen på.

For vi gik – og går stadig – derude i ørkenen. På en langvarig vandring i et goldt og åbent landskab – berøvet de mange behageligheder og den søde luksus, som vi plejer at nyde.

Men nu skal det åbenbart være slut med at lide afsavn og leve eneboerlivet med uklippet hår, puslespil som ingen gider lægge mere og irriterende familiemedlemmer, som bager kager, samtidig med at de fermenterer både kål og god stemning.

Det var budskabet fra regeringen og alle andre af folketingets partier (minus Ny Borgerlige), da de sent i går aftes kunne præsentere den store genåbningsplan for Danmark.

Dén genåbningsplan består i korte træk af:

Tirsdag 6. april: Frisører og andre liberale erhverv åbner. Samtidig kommer elever i grundskoler, ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser fysisk tilbage i skolen.

Tirsdag 13. april: Butikker i mindre storcentre og stormagasiner må åbne.

Onsdag 21. april: Museer, kunsthaller og biblioteker åbner igen. Det samme gør store butikscentre og stormagasiner – og udendørsserveringen – og noget indendørsidræt til børn og unge under 18 år.

Torsdag 6. maj: Indendørs servering åbner samt biografer, spillesteder og teatre – og dele af indendørs idræt til voksne.

Fredag 21. maj: De resterende dele af idræts-, forenings- og fritidslivet åbner.

Derfra skulle næsten alt – på nær natklubber og store arrangementer som koncerter og fx fodboldkampe – være åbne, og de sidste dele skal der ses nærmere på dér.

Alt sammen kræver adgang med Corona-pas – eller Min Sundhed, indtil Corona-passet er på plads.

Det lyder fantastisk, ikke?

NEJ, det lyder som et mareridt. For det kan meget let vise sig at være et fata morgana, en ørkenspejling, en luftspejling. Noget, som man tror, er dér. Men som man kun ser, fordi man ønsker at se det.

For sandheden er, at vi har en pandemi – og en britisk virusvariant, som vi med de nuværende restriktioner kun lige holder stangen. Men nu åbner vi altså samfundet mere og mere op. Det giver ikke mening, og man skal ikke være epidemiolog for at se, at smitten kommer til at stige. Måske endda voldsomt. Ja, op til fem gange så meget som nu, siger professor Viggo Andreasen.

Så kan man anføre, at vi vaccinerer. Jo, vist – men indtil nu har vi vaccineret alt for få til at bruge vaccinationen som virkemiddel mod pandemien. Kun 5,5% af befolkningen har fået begge stik. Og man skal som samfund have vaccineret cirka 10 gange så mange, nemlig minimum 50% af befolkningen, før man kan begynde at genåbne med et kontakttal, der ligger på 1 eller derover.

Og kontakttallet i dag er på 1,1.

Det vidste de så ikke i går aftes, kan man anføre. Men kontakttallet var 1 for en uge siden. Samtidig ved alle – også politikerne, at man i landene rundt om os er midt i 3. bølge, fordi man dér åbnede for tidligt – og for meget.

Men dét har de danske politikere intet lært af. Tværtimod. De 1) mener, at man godt kan genåbne, selvom 10 COVID-positive med de nuværende restriktioner smitter 11 nye, så 2) politikerne lægger altså grandiose planer for et gyldent forår, som med ret stor sandsynlighed ikke bliver til virkelighed.

Tværtimod. Den manglende evne til at holde ud og tage ansvar (og det gælder både borgere, politikere og medier) har ført til den store genåbningsplan, som igen vil betyde flere smittede, flere indlagte og flere døde.

Denne ørkenvandring i pandemiens tid bliver derfor både længere og mere dødelig end den havde behøvet at være. Meget længere – og med mange flere døde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Ordet” sendes som påskegave

Udgivet den af
Svar

Kan man anmelde på forhånd?

Selvfølgelig kan man ikke det. Men vi lever i en tid, hvor så meget ”man ikke kan” alligevel kan lade sig gøre, bare på en anden måde end ”det vi plejer”.

”Sammen på afstand” hedder det som bekendt også, uden at nogen anfægter denne åbenbare modsætning.

Derfor er det her heller ikke en anmeldelse af Folketeatrets version af Kaj Munks ”Ordet”.

Det er en anbefaling.

En stor anbefaling til 2. påskedag d. 5. april at se ”Ordet”, når forestillingen gratis sendes i tidsrummet kl. 15-23. Gå ind på www.folketeatret.dk for yderligere detaljer – og tilmelding.

Vi har brug for det. Det er åndelig føde.

Kulturen har været nedlukket i snart fire måneder – og savnet og sulten er stor.

Undertegnede kommer i hvert fald til at sidde klistret til skærmen, også fordi jeg kender lidt til det, der venter.

Når man anmelder, får man nemlig altid i forvejen flere fotos at vælge imellem som illustration til anmeldelsen. De billeder kan fortælle rigtig meget, hvis de er taget af en god fotograf. Et billede siger mere end 1000 ord og den slags – og det gælder i høj grad Gudmund Thais billeder af Folketeatrets ”Ordet”.

Når jeg ser på dem, så kan jeg i maven mærke suget efter at sidde i det røde plyssæde igen. Men jeg registrerer også de små hår rejse sig i nakken, og ilingerne løbe under huden.

For den her forestilling ”Ordet” havde været et af sæsonens højdepunkter. Kaj Munks tekst, opsætningen og så det formidable håndværk, som de deltagende skuespillere er garanter for.

Det havde været så stort at være til stede i salen. Se, høre, mærke forestillingen med hver en fiber af kroppen.

Nu bliver det så digitalt på skærmen, men det skal nok blive godt alligevel.

Fordi de kan, fordi de vil, dem på scenen, som er: Waage Sandø, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Esben Dalgaard Andersen, Mads Reuther, Morten Brovn, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen og Mia Ellen Kjær.

Det er Moqi Simon Trolin, der har instrueret, mens Palle Steen Christensen står for scenografien.

Jeg glæder mig – og anbefaler ”Ordet” til alle, uanset om solen skinner, det regner eller sner, og uanset hvad de fordømte smittetal siger om to uger.

For det her bliver ikke en tidsbestemt flugt fra Corona-pandemien. Det her bliver en berigelse, en mulighed hvor vi ser op og ud mod det, som er større end det timelige – ser mod det, som vi åndeligt lever af.

Jesus genopstod som bekendt påskedag, som i år er søndag d. 4. april.

Dagen efter, mandag d. 5. april, genopstår kulturen på Folketeatret. Vær til stede – derhjemme på skærmen i denne modsætningens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seje prinsesser

Udgivet den af
Svar

Her kommer et rigtigt eventyr:

Studievært Puk Elgård har på Instagram skrevet: Jeg synes, det er på tide. At vi hepper på de gode mænd. De mænd der aldrig danser alt for tæt eller er grænseoverskridende og dominerende. De mænd der er vores fortrolige og de mænd der skaber god stemning på vores arbejdspladser. De mænd der passer på os i nattelivet, i hverdagen og i hjemmet og spørger om vi er okay og giver tryghed og god energi. De mænd findes og dem må vi ikke glemme. Tak for jer. Citat slut.

NEJ, vi skal ikke hylde mænd for at opføre sig på måder, som det alle dage som minimum er blevet forventet, at kvinder skal opføre sig.

Ja, kvinder har endda altid fået at vide, at de skal gøre endnu mere. At man som kvinde skal sørge for, at ALLE har det godt. At der er prestige i at være klassens mor, arbejdspladsens gode fe. For det bliver man jo så glad for inderst inde. Og ja, det har man selvfølgelig også overskud til at være dag efter dag, år efter år uden at få anden anerkendelse end måske et klap i røven til julefrokosten (et klap som man ifølge dette værdi-set skal være glad for).

Samme fortælling siger så iflg. Pul Elgård, at mors lille prins skal have ros, når han ikke gramser løs på tilfældige kvinder, eller kommer med chauvinistiske bemærkninger og vitser om svigermødre og blondiner.

Jeg brækker mig.

Desuden kan jeg som mor til en 19-årig kvinde fortælle, at de der mænd, der passer på fremmede kvinder, er en myte. De findes ikke. Hver gang min datter eller hendes veninder har været i problemet i nattelivet, så er de blevet hjulpet af 1) deres veninder, 2) de mænd de i forvejen var venner med – eller og nu bliver det interessant 3) fremmede kvinder.

De hjælper selvsagt også andre kvinder, som fx dengang de mødte et par meget unge piger, 14-15 år, som var så berusede, at de var direkte syge. De gav pigerne mad og vand fra den nærmeste 7-11 – og fulgte dem så hjem. Det lyder måske som en heltinde-historie. Men sådan gør kvinder bare. Det er hverdag.

For blandt kvinder er der nemlig et stort søsterskab, hvor man holder øje med og hjælper hinanden, hvis man kan se på et dansegulv, en togstation og alle andre steder, at der er en kvinde, som er i problemer.

Så nej, vi skal ikke hylde mors lille prins. For der er INTET at hylde ham for. Enten gør han ingenting, eller også overskrider han kvindernes grænser.

De seje prinsesser – som er helt deres egne – skal derimod hyldes for deres store indsats for sig selv og hinanden.

You go, girls and women 😊

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske politikere spiller hasard med danskernes liv

Udgivet den af
Svar

Det kan ikke gå stærkt nok med genåbningen i Danmark, synes politikere, virksomheder, medier og mange borgere.

Regeringen siger således, at vi snart skal have et vaccinepas. Et vaccinepas, hvor i princippet en negativ test er nok til at give adgang til restauranter, museer og alt det andet, som pt. er lukket.

Oppositionens selvbestaltede leder Jacob Ellemann går så endnu videre, og vil have ALT – som i ALT – åbnet NU.

Samtidig i udvalgte lande omkring og nær os er situationen:  

Tyskland: Eksperter siger, at folkesundheden er truet.

Polen: Mutationerne fra Brasilien og Sydafrika driver smitten.

Norge: Har lukket nærmest totalt ned de sidste dage – og siger nu max to personer i private hjem.

Sverige: Kører sit eget løb – som altid i denne pandemi. Men der tales om, at 3. bølge allerede er i Sverige. Den brasilianske variant er også fundet flere steder.

Tjekket og Slovakiet: Landets sygehuse er overbelastede.

Italien: 21.000 nye smittede – alene i går søndag.

Frankrig: Hvert 12. minut indlægges en person på intensiv – alene i Paris.

Alle sammen lande, hvorfra der kommer rejsende, håndværkere og andre personer indover de danske grænser.

Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan vi – i lyset af dét og i den viden, som vi har om virussen – forsvare at genåbne yderligere? Vi burde tale nedlukning. Men det gør de danske politikere ikke. For det er der ingen stemmer i.

Konklusion: De danske politikere spiller hasard med danskernes liv – og virker ganske upåvirkede af, at kampen om magten kan koste menneskeliv!!!

Eller med andre ord: Men in Black-bevægelsen er det rene vand sammenlignet med mændene og kvinderne på Christiansborg, når det kommer til evnen til at sætte fut i pandemien, få gang i smitten, og få danskerne på først sygehusene og siden lighusene.

Der er grund til at være bange. RIGTIG BANGE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demo versus fest

Udgivet den af
Svar

Man aflyser ikke en demo pga. vejret.
Men man kan godt aflyse en fest pga. vejret.

Det var præcis, hvad der skete i går torsdag d. 11. marts 2021.

Den såkaldte Genåbningsfest i anledning af 1-års-dagen for den første nedlukning, blev aflyst. Og ja, den fest kunne afholdes, da det var anmeldt som en demo (sic!).

Men den blev så aflyst. For ingen af de forkælede curling-deltagere ønskede at være ude i regnen og blæsten. Så meget betyder det nemlig ikke for dem at kæmpe imod de danske politikere og deres håndtering af Corona-krisen.

Det, der betyder noget for dem, er midt i pandemien at holde en fest med musik, madboder og andet, der giver smitten de bedste betingelser. Mere end 7.000 havde anmeldt deres tilstedeværelse.

Samtidig nogle få km væk ude på Amager Fælled mødtes mange hundrede mennesker i regn og rusk for at demonstrere, som de har gjort det så mange gange før i de forløbne år. Denne gang handlede det specifikt om padderne, som er truet af den voldsomme udbygning, der planlægges pt.

Der stod de, dem fra Amager Fælleds Venner. I regnvejret og kulingen uden at kny. Fordi sagen betyder noget. Fordi det ikke handler om dem selv, men om at redde et stykke værdifuld natur – og en masse dyrearter.

Desværre fik de ikke meget medie-opmærksomhed, de vedholdende voksne mennesker med den gode sag på Amager.

Det være hermed rettet.

Se mere om Amager Fælles Venner her: https://www.facebook.com/groups/amagerfaelledsvenner/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dag 1 i Pandemiens år 2

Udgivet den af
Svar

Godmorgen til dag 1 i Pandemiens år 2. Det ser ikke for godt ud.

Holdningen i øjeblikket hos meningsdannere, politikere og medier er nemlig:
Den her genåbning kan kun gå godt.

At alle andre lande oplever nærmest eksplosivt stigende smittekurver med deraf følgende døde og pres på sundhedsvæsenet, når den britiske variant tager over, og der samtidig åbnes bare lidt op, mener man tilsyneladende ikke, at vi kan bruge til noget i Danmark.

Det kommer jo ikke til at ske her, er man sikre på.

For her tester vi jo, og er SÅ gode til at holde afstand og passe på.

Og vacciner har vi også – ja, vi er ”næsten” færdige med at vaccinere dem over 85 år.

Så vi kunne faktisk have åbent endnu mere, endnu hurtigere – hvis ikke SSI og andre myndigheder havde haft sådan nogle konservative beregningsmodeller, hedder det sig.

Så: Lad os bare få gang i mere genåbning NU – og det kan kun gå for langsomt, lyder mantraet igen og igen.

Er jeg den eneste, som synes, at det er meget, som ikke rimer?

Er jeg den eneste, som tænker, at virus er ligeglad med nationalitet? Og at det også gælder den meget mere smitsomme og mere dødelige britiske variant.

Er jeg den eneste, som mener, at danskerne er lige så dårlige som alle andre til at holde afstand etc?

Er jeg den eneste, som mener, at vi som minimum skal have vaccineret ALLE over 65 år og ALLE udsatte? For de dør nemlig i stort tal, hvis de smittes. Pt. mangler vi som sagt ALLE mellem 65 og 84 år – og en stor del af de udsatte grupper.

Er jeg den eneste, som er bekymret over den hastige genåbning?

Er jeg den eneste, som tænker, at det her kan ende med, at vi i pandemiens sidste måneder mister alle de mennesker, hvis liv vi reddede i det første år?

Det vil være så smerteligt, så tåbeligt, så meningsløst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk