Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Kim Larsen 75 år – og vi synger sammen igen

Udgivet den af
Svar

I dag ville Kim Larsen været fyldt 75 år.

Desværre døde han for lidt over to år siden. Alt for tidligt. Danskerne gik også i mindeoptog, var til mindekoncerter og alt muligt andet dengang i 2018 for at hylde Danmarks bedste spillemand gennem tiderne.

Kim Larsen, som gav os et helt katalog af sange, som vi stadig synger med på – og som vi vil synge, så længe der tales dansk på denne jord. Og i aften vil vi synge hans sange i ganske særlig grad.

For i aften genoptager DR fredags-traditionen fra foråret ”Fællessang – hver for sig”. Selvfølgelig med Phillip Faber og Mads Steffensen.

For sådan var det. Vi sang sammen – hver for sig – hver eneste fredag hele foråret. Der var også brug for sammenholdet i en tid, hvor Corona-pandemien hærgede, og Danmark var nedlukket.

Danmark har så været delvist åbnet op igen, men Corona-virussen ser her stadig, og det går stærkt den gale vej ligenu. Så nu skal vi synge sammen igen – på afstand. Dét giver kraft og mod.

Danmarksbloggen synes, at det er en glimrende idé. Og så især at starte netop i dag, hvor Kim Larsen ville være fyldt 75 år.

Der skal også synges ekstra meget Kim Larsen i aften – selvfølgelig. Det giver god mening. For ingen kunne som Kim Larsen samle danskerne, når vi skrålede med på hans sange til hans koncerter. Vi kan også sangene udenad.

Kim Larsen-sange er nemlig dansk dannelse og kultur, når det er bedst – og i aften skal vi synge dem sammen – hver for sig og på afstand. Dét giver håb. Også fordi Kim Larsen var kendt for at sætte ord på det, som danskerne tænkte og følte – og nu gør han det igen på den anden side af graven i en svær tid i Danmark. Dét er eminent.

Eller som han selv sang det i den sidste sang, som han optrådte med til sin sidste koncert: Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe, om de ting som skal komme, førend livet er omme …

Det gælder også i en Corona-tid. Tillykke til hr. Larsen og god vind til alle os, som her i 2020 bebor de danskes øer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og blå blok

Udgivet den af
2

MeToo fejer over Danmark – med rette. For vores kroppe er vores egne, og ingen skal befamle eller berøre andre på de krænkende måder, som magtfulde mænd har gjort det overfor kvinder igennem generationer.

Det handler om frihed, lighed og respekt. Om at et samfund uden MeToo bliver et bedre samfund for alle, pånær selvfølgelig for de lumre krænkere. Dét er Danmarksbloggen helt overbevist om.

Danmarksbloggen er også overbevist om, at krænkerne findes i alle brancher, i alle samfundslag og blandt alle politiske overbevisninger.

Det er derfor tankevækkende, at vi endnu ikke har hørt noget til MeToo i blå blok – hvis altså man ser bort fra DF´s Pia Kjærsgaards og Venstres Inger Støjberg – og deres forældede holdninger om, at der er forskel på overgreb.

Ja, nogle overgreb er ifølge d´damer i grunden slet ikke overgreb, men mere sådan en slags kompliment til kvinden og hendes kvindelighed.

Til det kan man kun svare: Sig det til den unge praktikant, der bliver taget på låret af en minister under bordet til julefrokosten – og som ikke tør sige noget til nogen. Fordi han kan afgøre hendes videre skæbne. Denne unge praktikant vil derfor næppe være enig med Kjærsgaard og Støjberg, men hun tør måske heller ikke sige noget.

For hun ved, at det i ok-boomer-verdenen bliver hende og hendes opførsel og måske også påklædning – og ikke krænkeren og hans adfærd – som der sættes spørgsmålstegn ved. Men det duer bare ikke. Det her er et strukturproblem, og der skal gøres noget ved det.

Og vi har hørt om MeToo-sager hos de Radikale og hos Socialdemokraterne – og i morgen aften sender TV2 første del af en serie om MeToo i ungdomspartierne, og her er både Venstre og Liberal Alliance med.

Men endnu er lyset ikke vendt mod selve de borgerlige partier, hvoraf flere ikke engang har en politik omkring, hvordan de håndterer sager med seksuelle overgreb.

Så de blå sidder helt tavse og musestille og venter. Både dem, der er blevet krænket, dem der krænker (for ja, de findes også blandt de blå, hvis man skal tro rygterne fra de samme kilder, som i årevis har talt om fx tidligere overborgmester Frank Jensen) og dem, som ved en hel masse, men som ikke har sagt noget.

Gad vide om de blå satser på at kunne ride MeToo-stormen af? Danmarksbloggen håber i så fald ikke, at det lykkes.

For skal vi have en reel kulturændring i Danmark, når det kommer til forholdet mellem magt, sex, mænd og kvinder – og det skal vi – så skal alt vendes og luftes ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”

Udgivet den af
Svar

Vi bliver som menneskehed åbenbart ikke klogere, er den tanke, som man sidder tilbage med efter at have læst ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” af Jeanette Varberg og Poul Duedahl.

Dét kan synes ganske forstemmende. Men det er virkeligheden, og derfor kan vi nutidsmennesker psykologisk spejle os 1:1 i de gamle beretninger og fortællinger, som også har givet stof til bogens titel. Den fjerde rytter er nemlig et begreb fra det sidste skrift i Nyt Testamente, Johannes-åbenbaringen, hvor det siges, at når de fire dommedagsryttere rider gennem verdens lande på samme tid, så er de sidste tider kommet. De tre første ryttere er krig, erobring og hungersnød, og den sidste fjerde rytter på den gustengule hest er ham, der spreder sygdommene.

Om vi er ved de sidste tider, er der ingen, der ved. Men vi ved, at mennesket historien igennem har været udsat for pandemier igen og igen, og i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” hører vi om dem alle sammen. Fra de mest kendte som pesten i Middelalderen og senere (for pesten huserede med mellemrum i flere hundrede år), da Colombus og senere Cortés og en række virussygdomme kom fra Europa til de to amerikanske kontinenter, og mennesker døde i hobetal, men sendte syfilissen som gen-gave til Europa, malariaen, der kan blusse op igen, koleraen i 1800-tallet og Den Spanske Syge for cirka 100 år siden. Vi hører også om de mere glemte som fx tuberkulosen, der i perioden 1700-1900 slog en milliard mennesker ihjel – og om de gamle pest- og koppeepidemier fra Antikkens tid og hos de egyptiske faraoer, og en del flere – også den sidste inden Corona, nemlig AIDS.

Med i bogen er også lokale epidemier i Danmark og i Norden, som de kopper, der hærgede vikingerne, pesten der kom i flere omgange – og den afart af syfilis, som man kaldte forrådnelses-feber, og som gjorde, at næsen og andre dele af ansigtet blev ædt op, så man blev vansiret for resten af livet. Den husede i 1800-tallet, og blev kaldt folkesyfilis, fordi den ramte alle aldre. Samt koleraen midt i 1800-tallet, som var afgørende for, at København ser ud, som hovedstaden gør.

For pandemier går som en rød tråd gennem tiderne, og har betydet store samfundsændringer, og kostet flere menneskeliv end alle krige tilsammen. Alligevel inddeler vi verdenshistorien i kapitler baseret på krige og andet, der tager udgangspunkt i mennesker og magt, som Varberg og Duedahl gør opmærksom på det og tilføjer, at det formentlig handler om kontrol.

For kontrol – eller måske snarere illusionen om kontrol – er noget, som mennesket godt kan lide at tro, at vi har. Det er også derfor, at vi ifølge bogen historisk set altid har været hurtige til at glemme en epidemi og komme tilbage til hverdagen. Det er så samtidig en hverdag, som altid danner grundlaget for den næste epidemi.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er derfor også mere end bare en spændende historiebog, selvom den på sine 242 sider er spækket med information om dette emne som fx, at den ellers så frygtede og udbredte spedalskhed stort set blev udryddet under Middelalderens pest, bedre kendt som Den Sorte Død. Samt at pesten blev begyndelsen på den moderne lægevidenskab. Der kan nemlig også komme noget godt ud af den fjerde rytters vilde ridt.

Men at han overhovedet KAN komme ud og ride, er noget, som vi mennesker kan takke os selv og vores måde at leve på, slår bogen fast. Dengang vi stadig var jægere og samlere, var vi så få, og levede så spredt, at det var nærmest umuligt for nogen sygdom at sprede sig til andre end lige dén gruppe, hvor sygdommen opstod, og så døde virussen/bakterien/organismen ud sammen med gruppen. Men så fandt vi på landbruget og dyreholdet, og dermed havde vi året rundt masser af føde, og kunne formere os i stort tal, og så var skaden sket.

For dels så voksende antallet af mennesker voldsomt, og gør det stadig. Og dels så levede vi tættere og tættere sammen, og gør det stadig. Og endelig så levede og lever vi stadig alt for tæt på dyrene, som vi endda opdrætter, så de bliver rigtig mange og rigtig mange af den samme slags. Alt sammen faktorer der skaber det perfekte grundlag for sygdomme, som vi kan dø af som fx mæslinger, der kommer fra køer, og influenza der kommer fra grise og fjerkræ. Men også for nye vira som COVID-19, hvor værtsdyret endnu mangler at blive fundet.

Dyr, som vi har tæmmet og opdrætter i absurde store antal. Tag fx høns, som der havde fandtes et par millioner af i Asien, hvis ikke det var for os og vores dyreopdræt, som betyder, at der nu findes 25 milliarder høns på verdensplan, som man kan læse det i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”.

Undertegnede kan ikke lade være med at tænke på, at der findes dobbelt så mange svin som mennesker i Danmark. Samt det faktum at når op mod 80% af verdens landbrugsareal bruges på at dyrke dyrefoder, så kunne vi let brødføde hele menneskeheden – og undgå pandemier – ved at overgå til vegetabilsk produktion. Bare en tanke.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” bliver dermed også et seriøst og tankevækkende indlæg i debatten om samfundets indretning, fordi bogen stiller spørgsmålstegn ved vores måde at leve på, have dyr på og indrette os på. Det at bruge fortiden og historien til at sætte nutiden under debat er en generel positiv trend ved mange nye historiebøger. For vi kan bruge historien til at træffe klogere valg for fremtiden. Ja, vi har i den nuværende klimakrise heller ikke noget andet valg, kan man anføre.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er så et pragteksemplar i dén genre. Det er ganske enkelt en fremragende bog. I et letlæst og flydende sprog fortæller bogen mere end 10.000 epidemi-historie, og trækker de store linier op, når den tydeliggører, at fortidens mennesker, adfærd og samfund er synonyme med nutidens, fordi vi uanset historisk tid agerer ens, når det kommer til pandemier. For det er den samme angst, som vi har, og de samme metoder, som vi bruger – og derfor kan vi også forvente, at vi vil gå efter glemslen, når Coronaen er overstået. For mennesket vil så gerne tro, at vi står over naturen, selvom det er evolutionen og mikroberne, som har fat i den lange ende – og vi er dømte til at begå fortidens fejl, så længe vi ikke bliver klogere.

Det kan man fx se af, at i starten af en epidemi opretholder man en samfundsorden, og begraver med værdighed, men til sidst så kan de overlevende ikke nå at begrave de døde, som det skete i Siena under pesten i 1348, hvor de døde blev lagt i lag med kun lidt jord imellem sig. Eller som i Firenze, hvor selv forældre flygtede fra deres syge børn og låste døden, så kunne de blive derinde og dø. Når sygdommen raser, så gør mennesker nemlig alt for at bevare chancen for at redde livet.

Noget vi også ser i 2020 – dog i mindre skala. Men alligevel det samme billede som lastvogne fulde af lig, der kørte gennem de norditalienske byer, historier om spanske plejehjem hvor personalet forsvandt, og lod de gamle ligge hjælpeløse tilbage, så de døde i deres senge, og alle de mange steder kloden rundt, hvor man bruger skøjtehaller og andet som lighuse, fordi man ikke kan følge med på kirkegårdene. Skrevet i nutid, for vi er stadig midt i pandemien, og det sker lige nu over hele kloden, også selvom vi i skrivende stund har relativt godt styr på det i Danmark.

Konspirationsteorier er også lige så gamle som epidemier – sammen med tanker om at det er Guds straf over et skørlevned og vores mange synder, samt alle de mærkelige og ubrugelige råd til at undgå virus som fx at varmt vand og hvidløg skulle kunne udrydde COVID-19. Dog en ting er forandret i forhold til tidligere. Der er ingen, som i dag siger, at det er jødernes skyld. De har ellers historisk set været syndebukke. Omvendt har USA og Kina travlt med at skyde skylden på hinanden. Kina anklages for, at virussen opstod hos dem, og USA for at den stadig spredes.

Social afstand er heller ikke nyt. Tværtimod. En dronning fra den østsyriske by Mari klagede i et brev skrevet for 3.775 år siden til sin mand kongen over en kvinde ved Nanna, som blev ved med at omgås de andre kvinder i paladset, selvom hun var syg. Kongen svarede som en anden Søren Brostrøm: Tal da med store ord (overfor hende), og sørg for, at ingen drikker af den kop, som hun drikker af, at ingen sidder på den stol, hvorpå hun sidder, og at ingen sover på den seng, hvor hun sover. Hun skal ikke være i selskab med alle de kvinder. (citat fra side 50).

For dengang var det konger og præster, som afstak linjerne under en pandemi. Idag er det politikerne og sundhedsmyndighederne.

Danmarksbloggen giver ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” 6 ud af 6 ryttere på gustengule heste. For det er en bog fuld af viden fortalt på en sprudlende måde. En bog som giver håb om, at vi måske alligevel bliver lidt klogere næste gang. For ja, der kommer en ny pandemi efter COVID-19.

Epidemier er nemlig et grundvilkår ved at være menneske på en jord, hvor vi er så mange mennesker, der lever så tæt sammen med dyrene.

Og selvom den fjerde rytters nuværende Corona-ridt virker skræmmende, så vil Danmarksbloggen opfordre til at tænke nærmere – og hurtigt – over forholdet mellem natur og menneske. For som bogen starter med at sige: Det mærkelige var ikke, at Corona-pandemien kom, men at det gik så længe siden sidste gang (Den Spanske Syge 1918-20, som kostede 30-50 millioner livet).

Så det haster, og vi står som menneskehed ved skillevejen. Ved valget mellem at holde fast i konservatismen og den gamle livsstil – eller at kigge på Corona-tiden med smittetal, mundbind og snak om vaccine, og så lave om på den måde, som vi lever på.

Så hvad vil vi – og hvad kan vi?

Læs Jeanette Varberg og Poul Duedahls  ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”. Perspektivet er ridset op på bogens allersidste side: ”helt at aflyse den fjerde rytters næste forestilling eller …  stiltiende accepterer, at coronakrisen bare var generalprøven”.

Det er Gad, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Læs, læs, læs – der er gode kalorier i dét

Udgivet den af
Svar

Efterårsferien tegner qua Corona-virussen til at blive – endnu – en hjemmeferie, hvor danskerne kan gå i skoven, på museum – og måske læse. Det sidste er vigtigt.

For vi lever i en tid, hvor mange ikke læser. Bøger er blevet besværlige og gammeldags. Så dér streames film og tv-serier, der surfes på nettet og ses Youtube, man er ude på Instagram eller TikTok, der snappes på Snapchat osv.

Altid er hele verden, alle ens venner og en grænseløs underholdning lige ved hånden, så længe altså der er strøm til skærmen. Og man kan sagtens lave flere af tingene samtidig. Fx have gang i flere samtaler samtidig med at ens yndlingsserie kører for 23´ende gang. Det føles rart, og som at man er på – og med i verden og fællesskabet.

MEN Danmarksbloggen vil alligevel anbefale at slukke alle skærme her i efterårsferien – bare om formiddagen fx, og også selvom man er voksen, og venter på en vigtig mail.

Slukke og finde en bog frem og læse selv.

For når du læser selv – så kan du: 1) ikke andet end at læse, 2) du er nødt til at lave alle billederne inde i dit eget hoved og 3) selv vende bladene.

For hvor alting fortsætter på skærmen, uanset om du er faldet i søvn eller ej, så kræver bogen, at DU vender bladene – og at DU er tilstede og opmærksom. Ellers sker der ingenting.

Du kan heller ikke vaske op, tjekke mails eller noget andet, når du læser. Du kan heller ikke som med en lydbog gå og høre den eller en podcast eller noget musik, samtidig med at du er på fx kunstmuseum.

Læsning er nemlig en kulturform, som er helt anderledes end alt andet. Læsning er en kulturform, som kræver din totale og fulde koncentration – hele tiden.

Læsning giver også noget tilbage, som ingen af de andre kulturformer gør – nemlig evnen til fordybelse, indlevelse og suggestion.

Læsning giver koncentration, indlæringsevne og et stort ordforråd på den praktiske bane. Og på den store klinge giver læsning noget så fantastisk som dén dannelse og dén ånd, som rykker ved os som mennesker – og som man ikke kan google sig til eller opleve sig til.

Giv derfor dig selv og dine børn her i den kommende efterårsferie dén gave, som læsningen er. Dér er gode kalorier i bøger.

God efterårsferie. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Udgivet den af
2

Kan man sige, at en bog er rig? Det er i hvert fald dén tanke og oplevelse, som undertegnede sidder med efter at have læst den mere end almindeligt velskrevne bog ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”, som er skrevet af ægteparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt, og som handler om juraprofessor Eva Smith, der er kendt som et ikon, når det kommer til retssikkerhed og medmenneskelighed i Danmark.

Bogen er en biografi over et usædvanligt liv, der stadig er i fuld gang. For Eva Smith blander sig heldigvis, trods at hun er stoppet med at undervise, stadig i debatten i Danmark. Og hendes tale er lige så klar og tydelig, som den altid har været, hvad man også forvisses om i bogen, hvor mange kapitler selvfølgelig handler om hendes professionelle virke og de mange gange, som det har bragt hende ind i den politiske dagsorden.

Bogen rummer også et væld af fotos, der understøtter de personlige historier og anekdoter om at være født en Hækkerup, men være glad for at kunne skifte navn, fordi hun ville være sig selv og ikke minister Hækkerups datter. Om at være blevet gift tre gange i to korte og et langt ægteskab, som stadig er i gang, om moderens tidlige død, hendes egen kamp mod den migræne, der var tæt på at koste hende livet, otte børn, en del børnebørn, eventyr og rejser. Blandt andet en spektakulær vandretur op ad Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, hvor Eva Smith nåede toppen – som 62-årig, ene og alene fordi hun nægtede at give op.

At fortsætte – trods modgang og besvær – er også sammen med hendes eget forslag til bogens undertitel, som var ”Hun tror, alting rager hende”, koden til Eva Smiths liv og virke, der aftvinger respekt og inspirerer.

Bogen bliver derfor også mere end en biografi. Den bliver et indlæg i debatten om vor tid og vores samfund, som man fx kan læse det på side 19, hvor Eva Smith betoner, at det er afgørende for vores demokrati, at den enkelte minister kan straffes efter den almindelige straffelov. Lige ret for alle.

Det med retssikkerheden har været en rød tråd gennem Eva Smiths virke, og hun siger på side 35:

Det går den helt forkerte vej med retssikkerheden i Danmark. Det har taget os næsten 200 år at opbygge vores retsstat og demokrati, men gennem de seneste 20 år er det lige så stille blevet udhulet. Retssikkerhed handler om at beskytte den enkelte mod overgreb fra myndighedernes side. Men det forstår mange af nutidens politikere ikke. De tror, at retssikkerhed handler om, at borgerne skal føle sig trygge. Det er selvfølgeligt vigtigt. Det har bare ikke noget med retssikkerhed at gøre.

Ord, som burde stå med flammeskrift, og altid sættes i forhold til holdningen om, at den, der ikke skjuler noget, har ikke noget at frygte. En sætning, som ofte bruges i dag som legitimitet for mere overvågning og andet af samme skuffe – og som faktisk blev sagt første gang af den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels.

Læg dertil at PET ikke vil fortælle, hvor mange de overvåger i Danmark. Samt at de tre råd, Straffelovsrådet, Retsplejerådet og Strafferetsplejeudvalget, som alle blev nedsat i 1960´erne, og som man altid hørte, når man skulle udarbejde nye lovforslag for at være sikker på, at indholdet stemte overens med Grundloven og de internationale konventioner, reelt er sat udenfor indflydelse i dag. For siden den første terrorpakke i 2002 har det været slut med at lade uvildige juridiske eksperter se på juraen. Nu klarer en instans i Justitsministeriet det. En instans som består af politi og anklagemyndighed eller blot politikere og embedsmænd. Noget, Eva Smith kalder et tilbageslag for retsstaten.

Og sådan er bogen ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel” hele vejen igennem fuld af hårrejsende fakta om vores nutidshistorie. Bogen handler nemlig lige så meget om situation Danmark, som den gør om Eva Smith, hvis man ellers har brug for at skelne.

Danmarksbloggen har ikke. For Eva Smith er en af landets dygtigste jurister, og man vil meget gerne høre, hvad hun har at sige, måske også fordi man – som en kollega sagde det aldrig ved, hvad hun specifikt siger, når hun åbner munden. For det gør hun. Både i tale og på skrift, som når hun som en kommentar til Jyllands-Postens tegning af det kinesiske flag med stjernerne lavet som små Corona-vira på side 192 siger:

Ytringsfrihed er en ret, som vi i sin tid fik, for at vi frit kunne kritisere magthaverne. Det var tanken. Ytringsfrihed er ikke en håneret. Det er, som om det siden Muhammedtegningerne er blevet til, at jo mere du kan håne folk, jo mere forsvarer du ytringsfriheden. Det er en helt gal udvikling, som intet har med ytringsfrihed at gøre.

Eva Smiths egen vej har været spændende. Og selvom også hun ramte glasloftet og blev stoppet af det, så brød hun det også, som da hun blev den hidtil eneste kvindelige Provst på Regensen (som har haft hele 66 Provster). Eller som da hun i 1986 forsvarede sin disputats, der banede vejen for, at hun i 1990 blev den første kvindelige juraprofessor i Danmark. Det var ikke overraskende. Hun har vilje, intelligens og så kommer hun fra en familie af stærke kvinder, og blandt dem lyser Eva Smith.

For Eva Smith er i særklasse, og det er en fornøjelse at læse om hende, hvad enten det er privatmennesket Eva eller juristen Eva. Danmarksbloggen kan ikke lade være med at ønske, at flere (både kvinder og mænd) ville mene ligesom Eva Smith, at alting rager dem.

For samfundet bliver bedre, når de stærke hjælper de svage, og vi lever efter teorien om, at vi er forpligtede til at bruge vores evner, som Eva Smith lærte det hjemmefra. Velfærdsstaten skal nemlig baseres på retfærdighed og social ansvarlighed – også overfor dem, som lever udenfor landets grænser, eller som kommer hertil som flygtninge. På et fællesskab på tværs af sociale skel.

Danmarksbloggen giver ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel” 6 ud af 6 paragraffer, og anbefaler på det varmeste bogen som et godt sted at søge viden og inspiration.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop “Dansen med Corona”. Det er en “Krig mod Corona”.

Udgivet den af
Svar

Danskerne er gode til at spritte af, men dårlige til at holde fysisk afstand, er meldingen fra myndighederne.

Det gør heller ikke sagen bedre, at statsministeren taler om ”Dansen med Corona”. For en dans er noget, som man gør tæt på hinanden. Dans er også noget, som er dejligt. Så ”Dansen med Corona” er i virkeligheden en rigtig dårlig metafor på at leve med en virus som Corona, der slår mange danskere ihjel, gør at endnu flere mister deres kære, og at rigtig mange får voldsomme senfølger.

Så lad os droppe det udtryk og i stedet tale om fx ”Krigen mod Corona”.

Altså ikke noget MED, men hel masse MOD.

For det er en reel krig, som vi befinder os i, selvom fjenden ikke er en reflekterende intelligens, men en pandemi. Det er også derfor, at vi KAN vinde den her krig, hvis vi ellers kunne finde ud af at holde afstand og spritte af og så videre. Det kniber det så med, så måske er vi alligevel ligeså dumme som en virus?!

Det er ganske forstemmende. Især i lyset af at vinteren er på vej og med den endnu mere gunstige betingelser for Corona-virussen.

En amerikansk fremskrivning fra et universitet i Washington taler således om mere end 3500 døde danskere pga. Corona inden nytår, hvis ikke vi gør noget. Bliver vi bedre til det med mundbind, afstand og forsamlingsstørrelser, kan vi derimod få antallet af nye døde ned på 100 flere inden nytår. Men tallet kan også – hvis vi slækker på restriktionerne – blive højere end de forvejen skræmmende 3.500.

Så jo, det gør en forskel, hvad den enkelte gør i “Krigen MOD Corona”.

For Corona er en dræber, og skal benævnes som en sådan. Vi skal ikke sukre tingene ind, men kalde dem ved deres rette navn, hvis vi skal kunne bekæmpe dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dem fra de andre landsdele … og andre generaliseringer

Udgivet den af
Svar

Jyderne er nærige og træge i optrækket, sjællænderne snakker mærkeligt og mest om sig selv, københavnerne er hurtige på aftrækkeren og flabede, folk fra Nordsjælland er snobbede og nedladende, mens fynboerne ikke er de skarpeste knive i skuffen og så videre …

Fordomme og generaliseringer om dem fra de andre landsdele står i kø … men holder  aldrig til en nærmere analyse. Der findes nemlig alle slags mennesker alle steder. Både nærige, gavmilde, langsomme, hurtige, snakkesalige, tavse, selvoptagede, empatiske, flabede, søde, snobbede, ligetil, kloge og mindre-kloge …

Det samme gælder, når vi taler om erhvervsgrupper … og kommer med generaliseringer om de dumme håndværkere, de snobbede akademikere, skuespillerne, der drikker og bliver skilt hele tiden – eller journalisterne, der ikke er til at stole på.

De generaliseringer holder heller ikke. Der er nemlig både kloge, dumme, snobbede, ligetil, alkoholiske, moralske og alt muligt andet indenfor alle erhvervsgrupper.

Og det samme gælder, når vi taler hudfarver, køn, seksuel orientering, religion og hvad mennesker ellers kan bruge som argument for, at vi er forskellige – og (ofte) at de selv er bedst.

For hvad skal man bruge generaliseringer som ovenstående til, medmindre det er for at føle sig bedre og klogere selv? Føle sig hævet over de andre måske?

Men det er jo ynkeligt. For hvad skal man med et selvværd, der er bygget på at gøre de andre dummere og dårligere end én selv? Det kan man ikke bruge til en skid for nu at sige det bramfrit.

Ja, det er sandsynligvis slet ikke et selvværd – men bare en indskrænket og modbydelig tilgang til andre mennesker, som hvis den anvendes længe nok og systematisk nok bliver til rendyrket racisme.

Men uanset hvor langt man trækker den, så er det at generalisere mennesker på baggrund af geografi, race, køn, religion, seksualitet, erhverv og alt muligt andet en uskik, som siger mere om den manglende moralske habitus hos den, som har behov for at pege fingre, end det gør om dem, som vedkommende peger fingre af.

For det er nemlig den samme forenkling og sætten-i-bås, som vi ser alle steder, hvor mennesker prøver at hævde sig på andres bekostning. Men det holder ikke. Vi bliver hverken klogere, smukkere eller bedre af at gøre de andre dummere, grimmere eller værre end os selv.

Men hvad HVIS vi nu brænder for en forbedring, hvad så? Ja, så må vi i gang med kvinden/manden i spejlet. Hun/han er den eneste, som vi kan gøre klogere, smukkere og bedre.

Ps. Det er så en noget sværere opgave. For her skal vi nemlig selv arbejde – og ikke blot pege fingre!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sociale bobler – et stærkt og frygteligt våben

Udgivet den af
1

Ingen taler – rigtig – om boblerne. Men det burde vi nok. For de er ret vigtige de sociale bobler, som myndighederne mener, at vi skal til at indrette os i.

Men hvad er en social boble? Ja, iflg. nedenstående artikel fra DR med overlæge og virolog fra SSI Anders Fomsgaard er en social boble en gruppe på 5-10 mennesker, som vi kan være sammen med i vores hjem – og som vi selv kan besøge, og som vi kan kramme og være tæt på.

Vores egen familie tæller også med i boblens antal på 5-10 personer.

Vi kan altså godt se andre mennesker end dem i boblen, men ikke i vores eget hjem og ikke noget med at kramme og den slags. Derimod en hel masse om at holde afstand, måske gå en tur eller andet – hvis/når man ses med en anden end dem i ens sociale boble.

Og i øvrigt: NEJ, vi kan ikke skifte ud i boblen. Når boblen er etableret, så er holdet sat.

Der er med andre ord tale om: Find ud af hvilke mennesker, som du/I vil have indenfor dørene i dit/jeres hjem – og tænk dig/jer godt om. For det er de mennesker, som du/I skal være tæt på resten af efteråret og vinteren og måske langt ind i foråret 2021.

Det er altså en svær øvelse, som ikke minder om noget, som vi har prøvet før nogen af os – og de fleste har heller ikke lyst til at gøre det. Forståeligt nok. For det ligger til vores sociale natur som mennesker at indgå i forskellige sociale sammenhænge, også udover arbejde etc.

Men skal vi knække Corona-virussen, den satan, så er den sociale boble et stærkt – om end for os selv også frygteligt – våben. Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/tinderdaten-og-svigermor-hvordan-fungerer-en-social-boble

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Udgivet den af
Svar

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark begår den svenske fejl

Udgivet den af
Svar

Smitten stiger – og det går stærkt den gale vej. Men hvad gør de danske myndigheder? Jo, de er godt i gang med at begå den svenske fejl.

Den fejl, som har kostet mere end 5.800 svenskere livet, siden Corona-virussen ramte Norden for et halvt år siden. Til sammenligning er der 628 døde af Corona-relateret sygdom i Danmark. Det er en markant forskel, også selvom der er cirka tre millioner flere svenskere.

Men hvad er det for en fejl, som svenskerne begik. og som de danske myndigheder nu kopierer – i stedet for at gå tilbage til den danske succes-metode fra foråret?

Det er den store fejl, at vi IKKE lukker ned for de steder, hvor smitten florerer, og hvor smitten direkte eller indirekte rammer de svageste. Dvs. at vi – med prioritet på økonomien – holder åbent i storcentre, på barer, i restauranter og andre steder, hvor mennesker mødes, og sidder mange sammen. Samt at vi ikke hermetisk lukker sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor ældre og udsatte befinder sig.

Resultatet er, at raske unge, yngre og midaldrende bevæger sig lystigt rundt imellem hinanden, så de kan smitte ikke kun hinanden, men også når de besøger bedstefar på plejehjemmet eller den alvorligt syge tante på sygehuset. Og dem, som arbejder de steder, ja de går selvfølgelig ligesom alle andre i biffen og på café i deres fritid, er til fest og så videre.

Det er alt sammen adfærds-opskriften på katastrofe, som vi har set det i Sverige hele foråret og det meste af sommeren. En opskrift, som forstærkes af, at danskerne som en forlængelse heraf fortsat er alt for mange sammen i privat sammenhæng. Både for mange i absolut antal og for mange i forhold til antal kontakter, som den enkelte har.

Smitten har altså frit løb, og det kan selv nok så mange tests ikke kan lave om på.

Læg dertil at mundbind stort set kun er noget, som bruges i bussen, metroen og toget, og som mange brokker sig over at skulle have på. Og så er dér serveret en omgang slem Corona mere … nu i en efterårsversion, hvor Corona kommer sammen med diverse andre sygdomme.

Værsgo´ og spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk