Kan man sige, at en bog er rig? Det er i hvert fald dén tanke og oplevelse, som undertegnede sidder med efter at have læst den mere end almindeligt velskrevne bog ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”, som er skrevet af ægteparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt, og som handler om juraprofessor Eva Smith, der er kendt som et ikon, når det kommer til retssikkerhed og medmenneskelighed i Danmark.

Bogen er en biografi over et usædvanligt liv, der stadig er i fuld gang. For Eva Smith blander sig heldigvis, trods at hun er stoppet med at undervise, stadig i debatten i Danmark. Og hendes tale er lige så klar og tydelig, som den altid har været, hvad man også forvisses om i bogen, hvor mange kapitler selvfølgelig handler om hendes professionelle virke og de mange gange, som det har bragt hende ind i den politiske dagsorden.

Bogen rummer også et væld af fotos, der understøtter de personlige historier og anekdoter om at være født en Hækkerup, men være glad for at kunne skifte navn, fordi hun ville være sig selv og ikke minister Hækkerups datter. Om at være blevet gift tre gange i to korte og et langt ægteskab, som stadig er i gang, om moderens tidlige død, hendes egen kamp mod den migræne, der var tæt på at koste hende livet, otte børn, en del børnebørn, eventyr og rejser. Blandt andet en spektakulær vandretur op ad Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, hvor Eva Smith nåede toppen – som 62-årig, ene og alene fordi hun nægtede at give op.

At fortsætte – trods modgang og besvær – er også sammen med hendes eget forslag til bogens undertitel, som var ”Hun tror, alting rager hende”, koden til Eva Smiths liv og virke, der aftvinger respekt og inspirerer.

Bogen bliver derfor også mere end en biografi. Den bliver et indlæg i debatten om vor tid og vores samfund, som man fx kan læse det på side 19, hvor Eva Smith betoner, at det er afgørende for vores demokrati, at den enkelte minister kan straffes efter den almindelige straffelov. Lige ret for alle.

Det med retssikkerheden har været en rød tråd gennem Eva Smiths virke, og hun siger på side 35:

Det går den helt forkerte vej med retssikkerheden i Danmark. Det har taget os næsten 200 år at opbygge vores retsstat og demokrati, men gennem de seneste 20 år er det lige så stille blevet udhulet. Retssikkerhed handler om at beskytte den enkelte mod overgreb fra myndighedernes side. Men det forstår mange af nutidens politikere ikke. De tror, at retssikkerhed handler om, at borgerne skal føle sig trygge. Det er selvfølgeligt vigtigt. Det har bare ikke noget med retssikkerhed at gøre.

Ord, som burde stå med flammeskrift, og altid sættes i forhold til holdningen om, at den, der ikke skjuler noget, har ikke noget at frygte. En sætning, som ofte bruges i dag som legitimitet for mere overvågning og andet af samme skuffe – og som faktisk blev sagt første gang af den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels.

Læg dertil at PET ikke vil fortælle, hvor mange de overvåger i Danmark. Samt at de tre råd, Straffelovsrådet, Retsplejerådet og Strafferetsplejeudvalget, som alle blev nedsat i 1960´erne, og som man altid hørte, når man skulle udarbejde nye lovforslag for at være sikker på, at indholdet stemte overens med Grundloven og de internationale konventioner, reelt er sat udenfor indflydelse i dag. For siden den første terrorpakke i 2002 har det været slut med at lade uvildige juridiske eksperter se på juraen. Nu klarer en instans i Justitsministeriet det. En instans som består af politi og anklagemyndighed eller blot politikere og embedsmænd. Noget, Eva Smith kalder et tilbageslag for retsstaten.

Og sådan er bogen ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel” hele vejen igennem fuld af hårrejsende fakta om vores nutidshistorie. Bogen handler nemlig lige så meget om situation Danmark, som den gør om Eva Smith, hvis man ellers har brug for at skelne.

Danmarksbloggen har ikke. For Eva Smith er en af landets dygtigste jurister, og man vil meget gerne høre, hvad hun har at sige, måske også fordi man – som en kollega sagde det aldrig ved, hvad hun specifikt siger, når hun åbner munden. For det gør hun. Både i tale og på skrift, som når hun som en kommentar til Jyllands-Postens tegning af det kinesiske flag med stjernerne lavet som små Corona-vira på side 192 siger:

Ytringsfrihed er en ret, som vi i sin tid fik, for at vi frit kunne kritisere magthaverne. Det var tanken. Ytringsfrihed er ikke en håneret. Det er, som om det siden Muhammedtegningerne er blevet til, at jo mere du kan håne folk, jo mere forsvarer du ytringsfriheden. Det er en helt gal udvikling, som intet har med ytringsfrihed at gøre.

Eva Smiths egen vej har været spændende. Og selvom også hun ramte glasloftet og blev stoppet af det, så brød hun det også, som da hun blev den hidtil eneste kvindelige Provst på Regensen (som har haft hele 66 Provster). Eller som da hun i 1986 forsvarede sin disputats, der banede vejen for, at hun i 1990 blev den første kvindelige juraprofessor i Danmark. Det var ikke overraskende. Hun har vilje, intelligens og så kommer hun fra en familie af stærke kvinder, og blandt dem lyser Eva Smith.

For Eva Smith er i særklasse, og det er en fornøjelse at læse om hende, hvad enten det er privatmennesket Eva eller juristen Eva. Danmarksbloggen kan ikke lade være med at ønske, at flere (både kvinder og mænd) ville mene ligesom Eva Smith, at alting rager dem.

For samfundet bliver bedre, når de stærke hjælper de svage, og vi lever efter teorien om, at vi er forpligtede til at bruge vores evner, som Eva Smith lærte det hjemmefra. Velfærdsstaten skal nemlig baseres på retfærdighed og social ansvarlighed – også overfor dem, som lever udenfor landets grænser, eller som kommer hertil som flygtninge. På et fællesskab på tværs af sociale skel.

Danmarksbloggen giver ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel” 6 ud af 6 paragraffer, og anbefaler på det varmeste bogen som et godt sted at søge viden og inspiration.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk