Tag-arkiv: samfund

De udsatte er Danmarks virkelige Iron-men m/k

Udgivet den af
1

I går svømmede, cyklede og løb flere tusinde mennesker rundt i Nordsjælland og København. De gennemførte en såkaldt Iron-man, der består af 3,8 km havsvømning, 180 km cykling og 42 km løb.

Men hvor imponerende det end er, at mange mænd og kvinder i alle aldre tilsyneladende kan træne sig op til en sådan kraftpræstation, så sidder undertegnede alligevel med dén tanke, at de rigtige jern-mænd og rigtige jern-damer ikke er dem, der fik medaljer på ved Christiansborg i går, da de udmattede kom over målstregen.

Nej, Danmarks virkelige Iron-men m/k er dem, der dag ud og dag ind får enderne til at mødes og stumperne til at hænge sammen.

Det er de enlige mødre der trods små midler gør alt, hvad de kan for at give deres børn en god opvækst, selvom pengene ikke rækker til en tur i svømmehallen – og endnu mindre til en våddragt, en racercykel og et par gode løbesko.

Det er de hjemløse, der ikke har et ur, så de kan se, om de nu svømmede, cyklede eller løb 2,3 sekunder hurtigere end sidste gang – men som er glade, hvis de finder et sted at sove, hvor de kan holde sig tørre og varme for natten.

De er de arbejdsløse, der sender ansøgning efter ansøgning afsted – og for hvem det ikke drejer sig om at nå en målstreg inden kl. 23, men om at få et job, inden dagpengeretten så altfor hurtigt løber ud.

Det er alle de udsatte grupper, som i disse år udsættes for en så stærk mistænkeliggørelse omkring hvem de er og om deres motiver, at det faktisk er chikane og mobning.

For nej, de udsatte grupper i Danmark, de fattige, de gamle, de syge, de arbejdsløse, de hjemløse osv, er ikke hverken dovne eller ude på at snyde systemet.

De vil bare så gerne være med i samfundet … og de prøver ihærdigt hver dag at få det til at lykkes med en indsats, der er mange-mange gange større end den, som de sportsklædte lagde for dagen i dag.

For det er de udsatte danskere, der er de virkelige Iron-men m/k – og de fortjener at blive mødt med ikke en medalje, men med noget langt mere vigtigt: Anstændige levevilkår.

Det danske samfund er nemlig så rigt og har så mange goder, at det er direkte uanstændigt, at vi ikke deles om de enorme ressourcer, som vi har i vores land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Sommerferien er forbi – og nu skal Danmark på rette vej

Udgivet den af
1

Hedebølgen er tilsyneladende definitivt ovre – og det samme er mange danskeres sommerferie … eller også så synger ferien på allersidste vers.

Hverdagen er med andre ord startet – eller skal til at begynde igen lige om lidt. Det er derfor nu – mens sindet er fuld af dejlige sommerminder, og sjælen er frisk og genopladet – at det giver mest mening at spørge sig selv: Har jeg den hverdag, som jeg ønsker mig – eller kunne jeg tænke mig noget anderledes? Og hvis ja, så finde ud af, hvad der skal ændres, og hvordan det ønskede kan opnås.

Det samme gælder Danmark. Det er også nu, at det giver mest mening at spørge, hvor Danmark er på vej hen – og er det mon den rette vej, vi som samfund er slået ind på?

De politiske partier lader også op til diverse sommermøder med tilhørende politiske budskaber og vælgerflæsk. Men Danmarks fremtid er for vigtig til at lade politikerne – og andre magthavere – råde uden at vi allesammen er aktivt med.

Vi skal nemlig alle sammen tage et ansvar og ikke kun for os selv og vores egen hverdag, men også for alle de andre og for Danmark, som land og som samfund. Og vi skal sigte højt og ønske os det gode samfund.

Men hvad er det gode samfund? Ikke de liberales junglesamfund eller de angstes sikrede fort, hvor der kun er plads til én slags mennesker – og slet ikke Venstres forskelssamfund.

Nej, det gode samfund er et samfund, hvor vi kerer os om hinanden og hjælper hinanden, hvor vi giver plads og rum til forskellighed – og hvor vi er 100% bevidst om, at kun sammen kan vi nå alle de gyldne mål.

Et samfund, hvor solidaritet er et adelsmærke.

Danmarksbloggen vil i hvert fald fortsætte med at bidrage til netop sådan ét samfund, hvor fællesskab, næstekærlighed, rummelighed og tolerance er i højsædet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NOMA – verdens bedste restuarant

Udgivet den af
2

NOMA er igen blevet verdens bedste restaurant …

Efter et år som verdens anden-bedste restaurant blev NOMA for få minutter siden kåret som verdens restaurant nummer eet i 2014.

Dét er flot, og det er imponerende – og bliv endelig ved med at være nummer et. Dét er godt for NOMA, godt for mad-industrien og godt for Danmark at have en organisation, der på den måde giver middelmådigheden og den danske jantelov én lige i smasken.

Men det er endnu bedre, når chefkok René Redezepi i sin takketale siger, at målet endnu ikke er nået, at der stadig er visioner og horisonter derude.

Og bedst var da, da han sagde: “Når folk spørger mig, hvordan jeg gør det, så svarer jeg altid: Det er ikke mig. Det er os. Der er tale om en fælles indsats. En hold-indsats.”

For sådan er det. Vi når mest, når vi løfter i flok – når vi arbejder i fællesskab mod samme mål – og det gælder både hos NOMA og i samfundet.

NOMA er (igen) verdens bedste restaurant – pga en holdindsats.
Danmark var engang verdens bedste samfund – pga en holdindsats.

Det med holdindsatsen og fællesskabet har vi så desværre smidt over bord i samfundet. Men det kan og skal vi finde frem igen. For så kan vi – også som samfund – igen blive verdens bedste.

Tillykke til NOMA fra Danmarksbloggen – og god arbejdslyst til NOMA og Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har man evnen, har man også pligten

Udgivet den af
2

Har man evnen, har man også pligten …

Ordene er oprindelig A.P. Møllers og har i mange år været rettesnoren for den store koncern.

Men det er ord, der også gælder alle andre – og til alle tider.
Ord, der kun er noget værd, når de omsættes i handling – hvad de automatisk bør, hvis man følger det budskab, som ordene udtrykker.

Danmarksbloggen er derfor også enig i budskabet. HELT ENIG.

Danmarksbloggen mener så også, at det netop gælder hele vejen rundt og alle i samfundet. Gælder på den måde, at de ressourcestærke, dem med evnerne og midlerne, har pligten til at hjælpe de knap-så-heldige.

For samfundet er kun et samfund, sålænge det er et fællesskab, hvor vi er der for hinanden. Hvor vi virker for hinanden og ikke kun for os selv.

Dét handler den netop overståede påske nemlig også og måske især om …

For kristendommen kan i sagens natur kun være politisk, og et kristnet menneske kan derfor ikke lade være med at være politisk. Sådan må det være. For som kristent menneske kan man i sagens natur kun stille sig på de svages, de udsattes og de udstødtes side. For det var der, at Jesus var at finde – og ikke blandt de magtfulde og rige.

Og på samme måde med evnen og pligten. Den, der har evnen – og muligheden – for at hjælpe andre, har også pligten til at gøre det. Det er i grunden en ganske kristen tanke, men A.P. Møller var også et kristnet menneske.

Danmarksbloggen kunne derfor godt tænke sig mere kristendom i det danske erhvervsliv. For så ville de danske virksomheder automatisk tænke i jobs i Danmark fremfor i profitmaksimering.

For at hjælpe de mennesker, der mangler et job samt at give af sit overskud til de gamle, syge og børnene, skulle simpelthen være prioritet nr. 1.

Arbejdsgiverne har helt enkelt pligt til at bidrage til samfundets velfærd, som Danmarksbloggen også tidligere har skrevet om det: http://danmarksbloggen.dk/?p=3998

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høflighed og gode manerer fører til fællesskab

Udgivet den af
1

Det lyder måske besynderligt, men skal vi have medmenneskeligheden og tolerancen tilbage i samfundet, så går vejen via høfligheden og de gode manerer.

For når vi behandler hinanden godt i det små, i hverdagen, så vil vi også være mere tilbøjelige til at behandle hinanden godt i det store, i den måde som vi indretter os og vores samfund på.

Høflighed og gode manerer fører simpelthen til fællesskab!!!

Lyder det underligt? I så fald, så prøv at høre historien om hvorfor kriminaliteten faldt i New York.

For 20 år siden var New York en by med megen kriminalitet og en hård tone mellem indbyggerne. Det var hver new yorker for sig. Survival of the fittest og alt det andet liberalistiske sludder, som kun skaber junglesamfund, hvor ingen har det godt på den lange bane. Og det var netop også, hvad der skete i den storbyjungle, der hed New York.

Men så kom den nye borgmester Rudolph Giuliani, som forlangte, at fodgængere ikke gik over for rødt lys, at man sagde undskyld, når man stødte ind i hinanden og en masse andre små – og på overfladen ligegyldige – ting. Men det var de ikke.

Giuliani var også manden, der i 1998 sagde til pressen: “Obviously murder and graffiti are two vastly different crimes. But they are part of the same continuum, and a climate that tolerates one is more likely to tolerate the other.”

For sådan er det. Tolererer man den lille overtrædelse, så starter en glidebane, så fodres uhyret – og så starter de mere alvorlige overtrædelser. Heldigvis sker det modsatte også: At fodrer man godheden og forventningen om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, så starter opturen.

Og ja, det virkede i New York. Kriminaliteten raslede ned – og idag er New York en levende, venlig og tryg storby.

Nu er der selvfølgelig forskel på kriminalitet, og på hvordan vi generelt er overfor hinanden og på måden, som vi indretter vores samfund på.

Og så alligevel. For når alt kommer til alt, så handler det stadig om, hvordan vi opfatter vores medmennesker – og hvordan vi opfatter vores rolle i det fællesskab, der hedder samfundet.

Mener vi, at vi har et ansvar for de andre? Eller er det istedet okay kun at tænke på os selv?

Hvis vi mener sidstnævnte, vil vi ikke kun mase os frem i en kø eller blive siddende i bussen, selvom en ældre dame står på og ikke kan finde en siddeplads. Vi vil også mene, at det er ok at skære ned på kontanthjælp, så vi selv kan spare (lidt) i skat. Vi vil give fingeren til dem, som vi føler generer os i trafikken, så vi ikke kan komme (lidt) hurtigere frem. Osv.

Mener vi derimod, at vi har et ansvar for andre – og at samfundet kun kan fungere, hvis vi er empatiske, vil vi give plads til andre på gaden, måske endda med et smil. Vi vil rejse os i bussen og i det hele taget prøve at sprede en god stemning, hvor vi er. Vi vil også vide, hvor vigtigt det er, at vi deles om goderne her i samfundet. Så selvfølgelig skal vi betale skat, så også de gamle, de syge, de arbejdsløse og børnene kan have det godt. Osv.

Og nej, der er ikke nogen mellemvej. Vi er nødt til at vælge, hvad for et samfund vi vil leve i – og så agere derefter. Og det starter med os selv. Hver gang vi er på gaden, på jobbet, i cafeen, i butikkerne og alle de andre steder, hvor vi færdes og mødes med vore medmennesker. Vores samfund defineres nemlig simpelthen af fra de mindste til de største ting, om vi møder folk med en fuckfinger – eller et smil.

Så hvad for et samfund vil vi leve i? Fuckfingerens og egoismens junglesamfund eller venlighedens og smilets varme fællesskab?

For det er hævet over enhver tvivl, at høflighed og gode manerer fører til fællesskab – også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønsket om at gøre godt, sodavand og fattigdom

Udgivet den af
2

Har vi alle et ønske om at gøre godt?

Det kunne man let tro i går, når man læste historien om manden, der gav en fattig familie en god lørdag aften her for tre dage siden. På en tankstation mødte han moderen, der i skraldespandene ledte efter tomme flasker, så hun kunne opfylde sit løfte, som var at give sine børn en sodavand, når der var Melodi Grand Prix.

Men nu fik hun ikke blot nogle kroner, men en hel ramme sodavands-dåser, noget slik og nogle penge til at gå på grillen af den gavmilde mand, der hedder Jesper Steen Bertelsen.

Læs hans egen beskrivelse her: https://www.facebook.com/#!/jesper.s.bertelsen?fref=ts

Sidenhen har mennesker i massevis bestormet Jesper Steen Bertelsen, fordi de ønsker at hjælpe moderen og hendes børn.

Historien er nemlig en af den slags, der rører ved os. For tænk at der i Danmark findes mennesker, som er så fattige, at de ikke har råd til at købe en sodavand til deres børn, når der er Melodi Grand Prix!!!

Det synes danskerne er synd – og så iler vi til med hjælp. Og det er så smukt og medmenneskeligt.

Danmarksbloggen kunne dog godt håbe, at bare en snert af den samme medmenneskelighed og forståelse ville råde, når der tales om kontanthjælp og andre overførselsindkomster.

For der er dér, at det går galt. Her vi ikke vil dele, men istedet kun tænker på os selv. Resultatet giver sig selv: Et Danmark anno 2014, der aldrig har været rigere, men hvor andelen af fattige er voksende.

Det giver overhovedet ikke mening. Der er ingen grund til, at vi har fattige i Danmark.

Fattigdom er nemlig ikke – og har aldrig været – en naturlov. Fattigdom kan afskaffes, hvis vi vil det – og første skridt er at gøre noget ved de altfor lave overførselsindkomster, samt reglerne for at komme på dem.

For havde vi en menneskelig socialpolitik med dertilhørende overførselsindkomster af en størrelse, så de var til at leve på, så ville vi aldrig opleve en mor, der var nødt til at gå i skraldespandene for at kunne give sine børn en sodavand, når der var Melodi Grand Prix.

Så ville vi ikke have så store forskelle i levevilkår, som vi har i øjeblikket i Danmark. Så altfor store forskelle, så store at vi simpelthen som mennesker og som samfund ikke kan være det bekendt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg NU

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen ønsker Folketingsvalg NU.
For kun på den måde har Danmark – på den lange bane – en chance.

Danmarksbloggen nærer ingen illusioner om, at en kommende borgerlig regering vil vende på en tallerken og satse på at gøre samfundet til et bedre sted for de svage, til et sted med varme og medmenneskelighed og fællesskab i fokus. Højrefløjen fremmer kun egoismen og selvtilstrækkeligheden – den stærkestes ret. Sådan har det altid været.

I de sidste 2½ år har den såkaldte røde regering imidlertid gjort det samme, som de blå altid har gjort. Senest med finansministerens forslag om måske at udlicitere kernevelfærd som ældreforsorg, børnepasning og hjælp til handicappede.

Det er nødvendigt, hævdes det igen og igen fra Thorning, Corydon og Vestager, når de tager fra de fattige på overførselsindkomster og giver til de rige i form af skattelettelser.

Svaret på det er enkelt: Nej, det er ikke nødvendigt. Det, der er nødvendigt, er en forståelse af, at et samfund kun fungerer, når vi tænker på hinanden, på at hjælpe og være der for hinanden – også økonomisk.

Gør din pligt og kræv din ret, som et gammelt socialdemokratisk ord sagde det. Et andet var: De brede skuldre skal bære de største læs.

Det er en filosofi, som er glemt i Socialdemokratiets ledelse i dag – hvis ikke den ligefrem med vilje er smidt overbord. Det kunne man godt forledes til at tro.

Svaret på en bedre fremtid for Danmark er derfor en ny ledelse i Socialdemokratiet – og vel at mærke en ledelse, hvis hjerte er varmt og banker for fællesskabet og solidariteten – og ikke lader sig forføre af blå nytte-filosofier med egoismen i centrum.

Hvis en sådan ledelse skal på banen, kræver det, at centrale figurer i den nuværende ledelse går ud af dansk politik – og det kan tidligst ske ved et folketingsvalg. Men lad os bare komme igang. Hellere i dag end i morgen – også selvom det betyder fire år med de blå ved magten.

På den lange bane vil et farvel til Thorning og Corydon og deres meningsfæller nemlig være godt for Socialdemokratiet – og for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Midvinter: SÅ vender lyset tilbage

Udgivet den af
1

Så blev det endelig midvinter.

NU vender lyset tilbage, ihvertfald det lys, som vi kan se med det blotte øje, og som om få måneder giver vintertrætte sjæle forårssol, vår-blomster og grønne blade.

Det er altsammen meget dejligt, men desværre gælder lysets tilbagekomst ikke i samfundet. Tværtimod sidder mørket stadig solidt ved bordenden og svinger taktstokken.

Den nye reform for sygedagpengene er det seneste bevis herpå. Fra januar kommer langtidssyge nemlig på kontanthjælpssats allerede efter fem måneder og ikke som på den gamle ordning efter 12 måneder. Et år er i forvejen altfor kort tid for de – ofte alvorlige – langtidssyge, men fem måneder er helt urimelig kort tid.

I det hele taget er Danmark her ved midvintertide 2013 et land, hvor der piskes på og forlanges helt astronomisk urimeligt meget af de i forvejen svageste i samfundet. Ja, men vi må alle gøre en indsats i en krisetid, siger politikere fra næsten alle partier i disse år.

Ok, så lad os bare sige det. Men hvorfor forlanges der så store ofre af de svageste? Og hvad er det helt præcist, der forlanges af det store flertal, som har så rigeligt i forvejen, og som via skattelettelserne får endnu mere? For slet ikke at tale om den mindre overklasse, som også får mere år for år.

Nutidens politiske beslutninger og ansvarsfordelinger giver ikke mening. Der var engang, hvor man sagde, at de bredeste skuldre skulle bære de største læs.

Det var en god filosofi, som med fordel for alle, også de stærke, kunne støves af og bruges igen. Et samfund, hvor man passer på de svageste og lever i solidaritet med hinanden, er nemlig et godt samfund, hvor alle kan trives.

Det er sådan et samfund, som Danmark var engang – og som Danmark har brug for at blive igen. Et samfund, hvor pengene bruges på mennesker, på de ældre, de syge, de arbejdsløse, de hjemløse og børnene.

Læs derfor også med i morgen, når Danmarksbloggens fjerde og sidste lys i adventskransen tændes af formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller, som Danmarksbloggen fulgte i de sidste to uger op til kommunalvalget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nydanskeres ret – og pligt – til at stemme

Udgivet den af
1

I dag tager de to folketingsmedlemmer Özlem Cekic (SF) og Fatma Øktem (V) på  Danmarksturné for at få flere nydanskere til at stemme til kommunalvalget.

Özlem Cekic skriver om begrundelsen på sin Facebook-side: “Jeg synes, at stemmeretten ikke kun giver en ret, men også en pligt til at deltage i demokratiet. Håber vi kan få flere til at vælge demokratiet til og ikke fra.”

Hun har fuldstændig ret, men gælder det ikke også gammeldanskerne? Retten – og pligten – til at deltage i demokratiet handler jo ikke om, hvor man er født eller hvem ens forældre er. Det handler om at føle et ansvar for det samfund, som vi lever i – og at lade det ansvar udmønte sig i konkrete handlinger som netop at deltage i valg til kommune og folketing.

Og her er der mange – både ny- og gammeldanskere – som vælger at vende ryggen til Danmark og blive på sofaen istedet for at gå hen og sætte deres kryds.

Men når det er sagt, så er nydanskeres valgdeltagelse lavere end gammeldanskeres, og det er der formentlig ligeså mange grunde til som der er mennesker, der bliver hjemme.

Men uanset hvad grunden end er, er der ingen tvivl om, at deltagelse i samfundet er den hurtigste vej til integration i samme samfund. Og netop derfor giver det god mening med en Danmarksturné for at få nydanskerne til at stemme.

For skal Danmark igen blive det rummelige og tolerante land, som vi var igang, skal vi allesammen være med i samfundet, og her er deltagelse i demokratiet en vigtig del – både for gammel- og nydanskeres vedkommende.

Et kryds på en valgdag alene gør selvfølgelig ingen integration, men det er en rigtig god start. For det viser viljen til og ønsket om Danmark som et sted med demokrati, debat og dette at finde ud af tingene i fællesskab med hensyntagen til hinanden.

Og det er der i dén grad brug for i en tid med altfor mange fundamentalistiske strømninger fra de neo-liberalistiske over de højre-ekstreme og religiøse til dem, der tror, at politik blot er et spørgsmål om administration og ikke om værdier.

Danmarksbloggen ønsker derfor Özlem Cekic og Fatma Øktem god vind på deres tur rundt i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skal vi æde os ihjel? Eller skal vi gøre en forskel?

Udgivet den af
2

Vi lever i en tid, hvor mange fokuserer på dem selv og deres eget liv – og så pyt med resten. Dén egoisme og væren-sig-selv-nok har tv-stationerne fanget, så de masseproducerer i stor stil livstilsprogrammer om fx bolig og mad.

Ifølge nedenstående artikel fra B.T. er der således hele 166 madprogrammer på dansk tv om ugen:

http://www.bt.dk/film-og-tv/er-du-maet-166-madprogrammer-paa-dansk-tv-om-ugen

Det fik en af Danmarksbloggens venner, nemlig Lisa Hildegardt til at skrive til Danmarksbloggen:

“Vi skal åbenbart æde os ihjel. Der er alt for mange – både bolig og madprogrammer, hvor kendte kvajer sig for åben skærm plus reality-programmerne. Vær nu lidt kreative, kære TV-redaktioner og find på noget nyt. Vi betaler trods alt licens. Der er jo stort set ikke andet end genudsendelse på genudsendelse.”

Danmarksbloggen er 100% enig. For der må være grænser for, hvor mange kager, hvor mange fiskeretter, hvor mange nye puder og vægfarver, og hvor mange halv- og helkendte personers gøren og laden, som vi kan kapere.

For slet ikke at tale om at vi lever i et samfund, hvor der sker meget – vigtigt – i disse år. Og hvor vi med fordel for ikke kun de udsatte, men også os selv, kunne løfte fokus fra vores egen navle og gå ud og gøre en forskel.

Og i dette arbejde har medierne også en rolle, nemlig som dem der oplyser om, hvad der sker – og som bringer reportager om dem, der gør denne forskel. Men det er et ansvar, som langt de fleste medier løber fra, når de spiser os af med endnu et madprogram.

Skrevet af: Lisa Hildegardt, ven med Danmarsbloggen.dk og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk