Tag-arkiv: Danmark

10 år siden Utøya

Udgivet den af
Svar

Hvor var du for 10 år siden? Dengang terroren ramte Norge. Dengang vi alle blev nordmænd.

Undertegnede var i Rom med familien. Det var strålende sol og stegende hedt, og vi havde ingen idé om, hvad der foregik mange tusinde km oppe i det kølige Nord. Vi havde nemlig ingen mobiler med ud i Den Evige Stad.

Så det var først sidst på aftenen i taxien hjem til hotellet, at vi fandt ud af det – sådan nogenlunde. Chaufføren spurgte nemlig, hvor vi var fra – og da vi sagde Danmark, sagde han, ja, men så kender I Norge, og det måtte vi jo indrømme.

Har I så hørt om terrorangrebet, ville han vide. Nej, det havde vi ikke, men vi blev chokerede, og tænkte straks noget med bomber. Desværre var hans engelske mere end dårligt og vores italienske endnu værre.

Så det var først, da vi kom hjem til hotellet, og gik på nettet, at vi fandt ud af, hvad der var sket. Jeg glemmer aldrig den følelse, som det gav mig. Danmark var lige pludselig så langt væk, og Norge endnu længere.

Jeg havde en stor lyst til at tage hjem og være dér – selvom jeg ikke ved, hvad jeg skulle være dér for. Jeg kendte ingen, som var på Utøya – eller som havde pårørende på Utøya.

Men det satte sig alligevel i mig. Og resten af tiden – mere end to uger – i Italien tænkte jeg indimellem på Utøya, nordmændene og på hvor meget det ramte derhjemme. For det kunne man jo mærke, når man læste nyheder, hvad vi kun gjorde, når vi kom forbi et sted med netværk.

Men da vi det meste af tiden boede ude på landet – langt væk fra Rom og alle muligheder for at gå på nettet, så var det ikke meget, at vi kunne følge med. Så selvom bevidstheden om udåden lå dér, gled det også i baggrunden.

Lige indtil den kølige og regnfulde formiddag i august, hvor vi krydsede den dansk-tyske grænse, så vi kunne købe en dansk avis. Jeg husker ikke hvilken. Måske Politikken. Men resten husker jeg som i går. Jeg skyndte mig ind på en tankstation, fandt avisen, betalte, løb ud i bilen, og satte mig ind på bagsædet.

For nu skulle jeg sørme efter næsten tre uger væk fra Danmark læse avis. Og uden at tænke over noget, slog jeg først op på midtersiderne – og dér var de så: Navnene på og billederne af alle de vidunderlige unge mennesker, hvis liv blev revet væk af en gal mand. En ond mand.

For ja, ondskaben findes. Den er virkelig. Den går på jorden.

Jeg kan stadig huske de avissider – og følelsen, da jeg sad helt stille med avisen foldet ud oppe foran ansigtet – og græd. Græd længe. Græd så kinderne blev helt våde.

For sorg kan godt komme efter flere dage – og selvom man ikke kender ofrene. Ja, sorg kan måske især komme, selvom ondskaben fandt sted for lang tid siden. Og derfor mener jeg også den dag i dag, at gerningsmanden – hvis navn jeg ikke vil skrive, for han elsker opmærksomhed – ALDRIG skal lukkes ud. ALDRIG.

Kan hænde at man som kristen (og jeg betragter mig selv som kristen) skal tilgive – og ja, nåden er for alle. Det overlader jeg så til Gud. Jeg er kun et menneske, og jeg må gerne sige og mene og føle, at dette udyr i menneskeskikkelse skal bøde, så længe han lever.

Jeg må gerne forsage. Forsage Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen, som der også står i trosbekendelsen. For jeg er ikke Gud. Så det med den totale nåde og den totale næstekærlighed – det overlader jeg trygt til Gud.

Vi har også alle brug for det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingerne kommer … igen

Udgivet den af
Svar

Kan vi slå England i semifinalen på deres hjemmebane på Wembley i London her i aften?

Danmarksbloggen har simpelthen ikke nok fodboldviden til at lave en reel analyse af de danske chancer.

Det er også lige meget. For fodbold er – ligesom det meste andet i livet – ikke noget, som man kan kontrollere. Der kan ske de mærkeligste ting – og ganske uventet. Både dårlige, som da Christian Eriksen faldt om, og døde i den første kamp i Parken – men heldigvis blev genoplivet – og gode som en forhåbentlig sejr i aften.

Sikkert er det imidlertid, at fodbold handler om stammen, sammenholdet, fællesskabet. Om at føle sig som en del af noget, der er større end en selv. Noget, der løfter og beriger én.

Så i dag skal vi svælge i national selvfølelse og stolthed … og dermed tro på, at selvfølgelig sparker vikingerne den her hjem. Godt hjulpet på vej af de udsendte vikinger i London, som i dén grad har taget opgaven på sig. TAK for det.

For ja, det kan da godt være, at englænderne opfandt fodbold. MEN trofæet skal hjem til Danmark.

Vi har også en lang og god tradition for at hente skatte i England, som startede med Lindisfarne i 793.

Læs mere om at hente guld i England her:
Vikingerne kommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Det kan virke som længe siden. Men den dag i dag har man visse steder på de britiske øer så stor en frygt for de blonde vikinger, at man taler om en ”First Footing” ved nytårstide.

Det betyder – sagt kort – at det er vigtigt, at det er en mørkhåret, som træder først over dørtærsklen i det nye år, hvis ikke ulykke og fortræd skal ramme én og familien. SÅ bange er man nemlig stadig for de blonde vikinger.

Må Danmarksbloggen i den anledning minde om, at Schmeichel, Kjær, Cornelius, Stryger og Dolberg er lyshårede. Bare for at nævne nogle.

Så watch out – de blonde vikinger og deres venner, de udsendte vikinger, er på vej.

PS. Og ja, skikken med ”First Footing” er vist mest udbredt i Skotland, fordi den er en del af Hogmany, men den detalje skal ikke forstyrre kampen på Wembley i aften. I aften bliver både første og sidste footing dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Udgivet den af
Svar

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.

Litterær samtale: ”Kærlighedskontrakten”

Udgivet den af
1

For 10 år siden udgav Sara Skaarup bogen ”Kærlighedskontrakten”, hvor hun fortalte om sine personlige erfaringer med at leve i et åbent ægteskab.

Det gav genlyd. For nok har mennesker altid – også i Danmark – levet ”anderledes” end det, som den mo-ralsk set stramme norm dikterede. For kun få er ”normale”. De fleste kan bare godt lide, at det ser ”nor-malt” og gerne pænt og glitrende ud på overfladen.

Det gælder måske især ægteskabet, hvor opskriften på en fin facade hedder et heteroseksuelt og mono-gamt liv med 2-3 børn. Så ikke kun at gøre, men også at skrive om at gå i seng med og være kærester med andre var nyt – og tiltrængt, dengang Sara Skaarup gjorde det for ti år siden.

Og nu kommer bogen så i en opdateret og velfortalt version fra ”2 Feet Entertainment”, hvor der følges op på, hvad der er sket – både for forfatteren og med samfundet – i et årti, hvor Sara Skaarup også har fungeret som terapeut for nogle af de par, som lever i åbent forhold eller polyamorøst.

Tilværelsen i et åbent forhold er i bund og grund så ikke anderledes end tilværelsen som monogam. Håb, drømme, angst, tvivl, jalousi og alle de andre følelser og tanker bærer vi alle rundt på. At være tiltrukket af andre end ham/hende, som man deler postbox med, er også noget, som de fleste – hvis ikke alle – har prøvet.

Forskellen ligger i, hvad man gør med den følelse. Lader man den bare være dér – eller agerer man på den? Deri ligger valget, som Sara Skaarup også betoner som noget afgørende for livet i et åbent forhold i ”Kærlighedskontrakten”, der også i den opdaterede form er skrevet i et let og levende sprog. Bogen for-tjener masser af hjerter.

Meget af indholdet i bogen om at leve i et åbent forhold er også det samme. Mennesket har heller ikke ændret sig på de ti år. Men bogen er udvidet og uddybet med nye erfaringer og erkendelser, så den nu i endnu højere grad egner sig til både de nye og de mere garvede udi i kunsten at lukke andre end kære-sten/ægtefællen ind i intimsfæren.

For det er en kunst, en balancegang, som en del danskere giver sig i gang med, fordi det homogene for-hold er for snærende. For one size fits IKKE alle, og derfor lyder Sara Skaarups opfordring også til at se på, hvad kærlighed er for dig? For jer?

For hvad er frihed – og hvad er troskab? Det sidste er nemlig ikke nødvendigvis at have seksuelt monopol på hinanden.

I ”Kærlighedskontrakten” skriver hun således en alternativ definition af troskab, som gælder hende og hendes mand: At være ærlige – at gøre det, vi siger, vi vil gøre – at være solidariske og loyale – at dedikere os til at søge ikke kun vores egen, men også den andens lykke – at bestræbe os på at være omsorgsfulde og passe på hinanden – at være trofaste og blive ved den andens side i tykt og tyndt.

Danmarksbloggen har talt med forfatteren Sara Skaarup – og med udgiver Steen Langstrup.

Så Sara Skaarup:

Hvorfor føler du, at der er brug for en opdateret version? Siden bogen udkom første gang, har vi som aldrig før i Danmark skrevet og talt om seksualitetens mange ansigter – og om de forskellige forhold. Også kendte politikere har meldt sig på banen. Men det har måske ikke rykket afgørende – eller?

Det batter bestemt. Jo flere alternative stemmer, der lyder, jo tydeligere bliver budskabet om mangfoldighed. Bogen har fortjent en revival, fordi de principper, jeg beskriver for at leve ikke-monogamt med en fast partner, i mellemtiden har vist sig at holde vand. Bogen var udsolgt fra forlaget, og der findes stadig ikke rigtig andre danske bøger på markedet, der adresserer den problemstilling.

Samtidig får jeg jævnligt forespørgsler på, hvor den kan købes – folk har stadig brug for den. Så derfor måtte bogen selvfølgelig genudgives – og jeg greb så chancen for at opdatere indholdet.

Handler det også om kvinders seksualitet – og erkendelsen af, at kvinder har lyst? Du skriver i bogen, at det oftere er kvinden end manden, der tager initiativet til at leve polyamorøst. Det kolliderer formentlig med manges billede af mænd og kvinders seksualitet. Man kommer også til at tænke på, at kvinden måske besidder en – overset – seksuel kraft?

Både mænds og kvinders seksualitet bliver tit misforstået. Vedrørende kvinder er der en indgroet forestilling om, at kvinder er mere monogamt disponeret end mænd. Det er ikke korrekt. Men kvinder er som regel også meget fællesskabsorienterede, konsensussøgende og familiebevidste. Måske derfor ser jeg et flertal af kvinder som initiativtager til åbne forhold, hvor en livsstil med udadvendt seksualitet søges installeret på en måde, der ikke går ud over de etablerede relationer.

Kræver det mere at få et polyamorøst forhold til at lykkes end et monogamt? Og har samfundet en rolle i det?

At leve åbent kræver det samme som at leve monogamt plus noget mere. Man er oppe imod samfunds-normen, så er man ikke i forvejen både modig og i stand til at gå imod strømmen, så vil den åbne livsstil kræve, man får taget de evner hjem.

De personer, som er med i bogen, er typisk heteroseksuelle par i 30´erne og 40´erne. Men hvordan ser det ud for ikke-heteroseksuelle?

Bogen er hetero-normativ, og det er ikke et ønske, men et resultat af, at jeg selv er overvejende hetero-seksuel, og har vejledt flest med den seksuelle orientering. Der er ingen grund til at tro, at billedet tegner sig anderledes for folk med en anden seksuel orientering, når det kommer til de følelsesmæssige udfordringer.

Og dog er dét med at ’springe ud som noget andet end de fleste’ jo noget, homoseksuelle kender til. Mange homoseksuelle har derfor været nødt til at overveje deres egne præferencer og valg nøje på en anden måde end heteroseksuelle, der ofte blot glider med normen. Så folk med en seksuel orientering, der adskiller sig fra normen, har tit den fordel, at de er mindre identificeret med et fast ideal.

Jeg skriver om den aldersgruppe, fordi det tit er der, folk kommer til mig – par i kernefamilier, der gerne vil gentænke deres form. Men jeg har også haft mange samtaler med både barnløse yngre par, par der bor hver for sig og folk i 50´erne og 60´erne.

Og så til udgiveren Steen Langstrup fra forlaget 2 Feet Entertainment:

Hvad føler du, at denne nye version af ”Kærlighedskontrakten” kan bidrage med? Og ser du et seksuelt frisind i Danmark? Eller er det mere fortællingen om frisindet, som vi kan lide, mens vi stadig i praksis (på overfladen om ikke andet) er bundet af de stramme normer om det heteroseksuelle og monogame ægteskab med 2-3 børn?

‘Kærlighedskontrakten’ er en nødvendig bog, som jeg er meget stolt over at have fået mulighed for at være med til at give et nyt liv. Den bidrager med noget så ellers usexet som fornuft og livsklogskab, så man – hvis man overvejer at vælge en anden livsstil på dette område – er klædt på til de udfordringer, det altid fører med sig, når man vover at træde uden for normen og leve efter eget hjerte. Det er ikke noget, man bare gør. Eller hvis man bare gør det, så kan der følge nogle skrammer med.

Undervejs i processen spurgte Sara mig, hvorfor jeg var så entusiastisk omkring bogen, når jeg selv levede i et traditionelt ægteskab. Det er jo fordi den handler om at turde vælge sin egen måde at leve på, at sætte sine egne normer, og bryde den sociale kontrol, der stadig byder os at leve ens alle sammen, men at gøre det med omtanke, omsorg og omhyggelighed. Dét er i mine øjne meningen med livet at finde sin egen vej med øje på sig selv og sine omgivelser. Om det så er seksuelt eller på alle mulige andre områder af livet.

Frisindet er en sær elastisk størrelse. På nogle områder er rummeligheden jo vokset markant i vores levetid. Det er blevet mere acceptabelt at stå ved en alternativ seksualitet, og det ofte på en mere moden og mindre (selv)destruktiv måde end tidligere. Især blandt unge, og muligvis også mere i de store byer. Det sidste er måske en fordom fra min side? Folk vælger også mere åbent at leve i fx åbne forhold, fremfor tidlige tiders bollen udenom, mens man samtidig vogtede ægteskabets dyd.

Men samtidig er der meget, der trækker i den anden retning. Vi er blevet nøgenhedsforskrækkede i en grad, så selv en ammende kvinde kan forarge – og vi er blevet det på en måde, hvor det også rummer et krav om, at vi skal være smukke nok, før vi kan tillade os lidt nøgenhed. Det er der ikke megen rummelighed eller frihed i. Vi er også midt i en sort og ekstrem drejning af samfundet, hvor tolerance og accept af anderledes og andre måder at leve på trues hver eneste dag, hvor man desværre åbenbart finder det svært selv at være fri, hvis andre tillader sig at være frie på en anden måde.

Man søger at trække egne normer ned over hovedet på andre, og det rimer ikke meget med frisind. Det er komplicerede tider.

Og hvad betyder det for os som mennesker – og som samfund?

Jeg vælger at være optimist. Når normer forandres, vil det give nogle skælv, og vi lever i en tid, der elsker drama. Man kan godt blive overvældet af al polemikken, men meget af den handler om at sælge nyheder, og ofte er virkeligheden mere afdæmpet. Vrede og had gør os mindre. Tolerance og kærlighed gør os større. Det ændrer sig jo aldrig.

De kræfter, der fylder meget i dag, som vil mere social kontrol, om det så for at diktere, hvor mange partnere ægtefolk må have, eller om en skuespiller er homo nok til at kunne påtage sig en rolle som homo, eller hvad ved jeg, de bringer jo intet liv med sig. Det handler blot om at hegne andre inde, fordi de selv er usikre uden hegn, og der er vi et sted, hvor der trods alt og heldigvis er så mange, der trækker i hver sin retning, at de hegn vælter hele tiden.

Vi er et sted, hvor drømmen om ensretning og måske endnu mere frygten for alt det nye tegner nogle dystre fremtidsbilleder, men jeg tror ikke, de vil vinde. Mest af alt fordi de kræfter er så kedelige. Når rusen over at have brændt heksen tager af, har man jo alligevel ikke opnået en skid, der batter nogen steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland – for 300 år siden

Udgivet den af
Svar

Grønland. Denne store ø oppe i de polare egne, som pga. en emsig præst og nogle andre mellemregninger stadig er en del af Det Danske Rigsfællesskab.

Vi tænker så sjældent på Grønland – og vi taler endnu mindre om Grønland.

Medmindre der skal skrives brev til Julemanden, som vistnok bor deroppe, selvom han ikke er grønlænder. Eller hvis vi taler om råstofferne, som vi gerne vil have pengene fra. Eller når Kongehuset indimellem sejler derop, tager folkedragten på og spiser noget råt.

Eller vi taler om de fulde grønlændere, som man kan møde flere steder i Danmark, blandt andet på Christianshavns Torv, hvor der også findes flere statuer af grønlændere.

Men fordi Grønland er så langt væk både fysisk og mentalt for de fleste, er det også de færreste, der er klar over, at det på lørdag er 300 år siden, at præsten Hans Egede kom sejlende til Grønland med det formål at udøve mission og gøre grønlænderne kristne.

Det lykkedes til dels. Grønland blev kristnet – i teorien – og dansk. Nogle mener, at vi dermed reddede grønlænderne fra undergang, fordi helbredssituationen og levestandarden truede med at udslette det grønlandske folk. Andre synes, at vi var en slags – i hvert fald kulturel og identitetsmæssig – kolonimagt.

Sandheden er formentlig et sted imellem.

Men tilbage står, at Grønland er en del af riget, som det store flertal af danskere stort set aldrig har tænkt på, bekymret sig om eller på anden måde beskæftiget sig andet end sporadisk med.

Spørgsmålet er så blot, hvordan vi vil have det med, at Grønland formentlig forlader os – og bliver selvstændigt?

Danmarksbloggens kyniske bud er, at de fleste danskere ville være totalt ligeglade, hvis ikke det havde været for 1) de milliarder, som ligger i råstoffer gemt under isen og 2) det sikkerhedspolitiske fokus, der er på Danmark fra USA´s side – pga. Grønland.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret – version 2.0.

Udgivet den af
Svar

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DELTA, HYBRIS OG NEMESIS

Udgivet den af
Svar

Hvad vil du bruge dine sidste mundbind til, spørger Politiken i går, og kommer selv med forslag som hårbånd, knæbeskytter og øjenmaske, som kan bruges til en powernap.

Danmarksbloggen tænker DELTA, HYBRIS og NEMESIS.

DELTA – fordi delta-varianten spreder sig – og kommer til at overtage pandemien også i Danmark. Og man er ikke særlig godt beskyttet mod delta-varianten med kun et stik. Der skal to stik til – og så skal man yderligere vente 14 dage efter andet stik, før der begynder at ske noget. Dér er ikke en gang hver fjerde dansker endnu.

HYBRIS – altså overmod, fordi man ikke skal udfordre skæbnen, guderne og tilfældet med sådanne meldinger som ”de sidste mundbind” og ”hvad man vil bruge dem til”

NEMESIS – fordi så rammer nemesis, altså gudernes retfærdige gengældelse, fordi mennesker ikke er guder – og ikke skal opføre sig som sådanne. Vi skal kende vores plads.

Nu er det alt det med guder jo en trossag – og hybris og nemesis hører hjemme i fortællingerne om de græske guder, som ingen vist mere tror på.

Men delta er det fjerde bogstav i det græske alfabet, som vi bruger stadigvæk. Og filosofien bag hybris og nemesis kunne vi også med fordel tage til os. For nok er vores plads ikke bestemt af guderne, men vi kan ikke undsige os naturens love.

Naturens love virker – også selvom vi ønsker noget andet, og politisk beslutter noget andet. Og naturens love siger lige nu: VIRUS ER HER STADIG. VIRUS MUTERER, SÅ VIRUS KAN SPREDE SIG.

Så det er for tidligt at afblæse pandemien, når så få er vaccineret – og en så farlig variant har kursen sat mod Danmark. For ja, den er farlig, delta-varianten – også fordi den har den sorte svamp i sit kølvand – og sender flere på hospitalet end de andre varianter.

Så nej, der skal ikke smides et eneste mundbind ud, hvis man bare lytter et øjeblik til videnskaben og sagkundskaben, der flere gange og senest i dag har sagt, at det er et spørgsmål om tid, før delta-varianten overtager pandemien også i Danmark.

Vi er i stedet midt i et kapløb af olympiske dimensioner, der handler om at nå at færdigvaccinere det store flertal af danskere, inden delta-varianten rammer for alvor.

Vi kan så hjælpe vaccinerne på vej ved at holde afstand, lade være med at se for mange mennesker og i det hele taget opføre os fornuftigt.

Det kommer så ikke til at ske, når man ser på danskernes adfærd, hvor folk mingler rundt her og der og allevegne. Ja, hvor folk opfører sig, som var pandemien fortid. Det er den ikke. Den er nutid – og kan blive endnu mere fremtid, end vi har lyst til at forholde os til. En tredje bølge KAN true.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM i HERREfodbold i Danmark

Udgivet den af
Svar

Vi skal have ligestilling – også på grønsværen, har det lydt i de seneste år.

Der er så rigtig lang vej endnu, må Danmarksbloggen konstatere.

I aften starter EM i fodbold, som medierne begejstret kalder den månedlange sportsbegivenhed, der skulle have fundet sted i 2020, men som så meget andet blev rykket. Det hedder ret beset EM i HERREFODBOLD. For kvinderne spiller som bekendt også fodbold, og det danske kvindelandshold i fodbold klarer sig glimrende.

Men når kvinderne spiller, får de ikke en brøkdel af dén opmærksomhed, som er blevet mændene til del denne sommer – og som gør, at det denne gang går vildere for sig end nogensinde. Også fordi nogle af de indledende gruppekampe skal spilles i Parken i København. Den første er i morgen, hvor Danmark skal møde Finland.

Men det hele starter altså i aften i Rom, hvor italienerne møder tyrkerne. Men overalt i Europa bølger fodboldfeberen og især i de 11 byer, hvor der skal spilles kampe, og en af dem er altså København.

Danmarksbloggen var så en tur rundt i hovedstaden for at vejre stemningen:

Fra den store blå bold på Rådhuspladsen i København, som i dag var frankeret af brudepar, turister og lokale over de butikker og restauranter på Strøget, som var pyntet op med Dannebrogsflag, landholdstrøjer og fodbolde – og til den store shop i Magasin, hvor enhver med lysten og pengepungen til det kan købe landsholdstrøjer og meget andet.

Det er nemlig den helt store nationale samling og fejring af vores HERRElandshold – som lige nu åbenbart igen bare er Landsholdet med stort L. For ligestillingen glemmes totalt, når stammementaliteten tager over – og ”vi-er-røde-vi-er-hvide”-følelsen bruser gennem kroppen.

Det mærkede undertegnede også i Nyhavn, som var så klædt i rødt og hvidt, at selv en forbenet nationalist måske ville synes, at der var lige i overkanten med Dannebrogsflag. Tag selv til Nyhavn og se. De mange Dannebrogsflag hænger der sikkert endnu.

Det gør DANMARK-halstørklæderne fra Carlsberg til gengæld ikke!

Danmarksbloggen kom nemlig forbi Kvæsthusbroen i bunden af Nyhavn, mens den gamle bro var pyntet med de rød-hvide – og lidt Carlsberg-grønne – halstørklæder. Et halstørklæde var bundet om hver jernstang – så længe det varede.

Det varede sjovt nok nogle minutter, før de første (to spanske turister) tog de to første DANMARK-halstørklæder. Men så gik det stærkt – og i løbet af noget, der virkede som sekunder, var hele Kvæsthusbroen rippet. Danskere og turister i skøn forening var hurtige. Danmarksbloggen fik også snuppet sig ét af de cirka 20 halstørklæder, som hang dér up for grabs, som det hedder på nudansk.

Så nu føler undertegnede sig forpligtet til at se EM i herrefodbold.

Også selvom jeg faktisk bedre kan lide kvindefodbold. Fordi kvinderne i modsætning til mændene ikke er primadonnaer, der laver skuespil på grønsværen. Fordi kvinderne er seje. Kvinderne maser på, og spiller med både hjerte og hjerne – også selvom deres lønninger er langt-langt-langt lavere end mændenes. Skammeligt meget lavere.

Men altså: Nu kører møllen … og jeg bliver garanteret grebet af den nationale eufori, når først ”Der er et yndigt land” lyder fra Parken. Det plejer jeg at blive. Nationale følelser taler til grund-dna´et og den stamme-hule-mentalitet, som vi stadig har, fordi vores hjerner stadig render rundt nede på savannen.

Ps. Og manden blev glad. Han manglede nemlig et nyt halstørklæde. Så nu har han fået ét, hvor der står både Danmark og Carlsberg på. Det kommer han til at bruge i flere år, end nogen andre end danske rooligans vil kunne huske, at man i nogle juni-dage i 2021 spillede EM i HERREfodbold i København.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der en voksen tilstede?

Udgivet den af
Svar

Undskyld, er der en voksen tilstede?

Vi lever infantile liv i en infantil verden. Det ses i vores påklædning, som er t-shirts, cowboybukser og sneakers. Det ses i vores konstante jagt på noget, som er sjovt – som fx at se en hundehvalp med en bold på YouTube. Det ses i vores manglende evne til fordybelse, til at tage ansvar, til at gøre det, som er nødvendigt i situationen – og fortsætte med at gøre det – uden brok og måske i lang tid. Men det ses allermest og allerbedst i vores manglende evne til at behovsudskyde – også selvom der er en pandemi på spil.

Vi VIL fx på restaurant – og nu også uden mundbind og Coronapas. For det er så besværligt. Buhu.

Vi vil det ene, og vi vil det andet – og hvis ikke vi får det NU, så brokker vi os fra Men in Black til Dansk Erhverv med Brian Mikkelsen i spidsen. Der er kun årslønnen til forskel på de to grupper. For i psykologien er de ens: En infantil og krævende tilgang – der hverken kan eller vil se i øjnene, at de også selv har et ansvar.

HVIS man stillet over for disse mentalt set højtråbende møgunger, så tillader sig at være en voksen – sådan en der går i pæne sko, pæne bukser og en pæn bluse – og som hellere vil læse en bog eller en seriøs avis end dimse på sin mobil, så anses man for kedelig og gammeldags – og moralsk, som i deres mund er et skældsord.

Og helt galt bliver det, når man løfter pegefingeren, og gør opmærksom på, at alle har et personligt ansvar – og at vi alle både kan og må behovsudskyde. Så overdænges man med skældsord, og får at vide, at man bare kan blive hjemme, hvis man er så bange.

Det er så sagen vendt på hovedet – og hvidt farvet sort.

For samfundet har desperat brug for voksne mennesker, som kan sige NEJ, STOP og NU MÅ DU TAGE DIG SAMMEN, også til den 40-årige, som ellers aldrig har tilhørt en klassisk curling-generation, men som alligevel jamrer over at skulle anskaffe sig det Coronapas, som er gratis og let at få.

Samfundet er så desværre styret af møgungerne og curlingbørnene – som findes i alle aldre – og som er langt de fleste. Men flertallet har som bekendt ikke altid ret, bare fordi de er de fleste.

SE MIG. STEM PÅ MIG. JEG ER BEDST. Råbene er stort set ens – og der er langt mellem de politikere, som tænker sig om, som har visioner, som tør tage reelt ansvar. De politikere, som ER voksne, og ikke bare leger voksne, som møgungerne gør det under store bifald fra de andre børn i sandkassen. De andre voksne børn, som også kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behov.

Det er fluernes herre i Danmark, ja i hele den vestlige verden … og til det kommende EM i herrefodbold får det et nøk mere. For vi vil ind og se kampene – vil vi, og hvad nu hvis baren lukker, mens kampen er i gang? Igen BUHU – og spørgsmålet: Er der en voksen tilstede?

Så kom frit frem, hvis du tør …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsbal og patriotisme

Udgivet den af
Svar

Nordmændene havde det d. 17. maj. Svenskerne har det i morgen d. 6. juni. Danskerne har det i dag d. 5. juni. Vi taler selvfølgelig om nationaldagen – eller Grundlovsdagen, som dagen hedder i Danmark.

Grundloven blev underskrevet af Kong Frederik d. 7. d. 5. juni 1849. Og siden har vi kaldt denne dag for en demokratiets festdag.

I modsætning til i Norge og Sverige, hvor nationaldagen stadig er en fejring af landet, nationen, så er Grundlovsdag i Danmark mere en politisk platform, hvor hvert enkelt parti, ja hver enkelt politiker benytter sig af dagen til at gøre opmærksom på sig selv og sin eller partiets politik.

Sådan har det ikke altid været. I de første årtier efter Grundlovens underskrivelse i 1849 mindede den danske fejring mere om nutidens svenske og norske folkefester. Okay, måske ikke med folkedragter. Men ellers var der masser af festivitas til de store fællesmøder, som de politiske partier arrangerede over hele landet.

Møder, hvor man ikke talte om partipolitik eller konkrete politiske tiltag. Der var derimod taler for kongen, Grundloven, fædrelandet – og for kvinderne sågar. Ja, der var også digte til demokratiet og om Danmark, billeder og hyldninger af Frederik d. 7. – og så masser af Dannebrogsflag overalt, hvor man kunne få plads til det hvide kors på den røde dug.

Det var fælles samling på den store klinge – så længe det altså varede. For de partipolitiske taler begyndte naturligvis at dukke op – med stik til modstanderne, og så blev stemningen nogle gange knap så god.

Så da vi nåede til 1870´erne begyndte det, som vi i dag forstår ved Grundlovsmøder. Nemlig at hvert parti holder sit eget Grundlovsmøde, hvor man i høj grad taler om politik, både konkret og på de store visionære linjer.

Det var især Venstre og Konservative, som dengang hed Højre, som drev denne udvikling. Det purunge Socialdemokrati var mere glad for Arbejdernes Kampdag d. 1. maj og den røde fane. Det tog dog ikke længe, før Socialdemokratiet også var med på at holde Grundlovsdag med Dannebrog. Vil man have fat i danskerne, skal man flage med Dannebrog.

Der var dog stadig et element af folkefest på Grundlovsdagen i tiden op mod 1900, nemlig om aftenen hvor alle uanset alder og politisk holdning mødtes til baller med musik og dans.

Sådan et fælles Grundlovsdags-bal – eller i vores dage måske en Grundlovskoncert – kunne være en god idé. Om ikke andet så ville det samle befolkningen noget bedre end partipolitiske grundlovsmøder – eller de kommende fodboldfester, som det store mindretal der er 100 procent ligeglad med fodbold, ikke er en del af.

Så altså en fælles fejring af Danmark som Danmark kunne være en god ide. Især hvis det bliver en inkluderende fejring af det land, som vi er fælles om – uanset hudfarve og andre ligegyldigheder. For vi er alle danske, os der bor her på de danskes øer.

Og der er ikke noget galt med patriotisme. Det er nemlig at elske sit fædreland – og sit modersmål – på en uegennyttig og inkluderende måde. Det er nationalismen med dens militante og ekskluderende tilgang, som er problemet.

Så JA til at være patriot – men NEJ til at være nationalist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk