Genåbningsplanen er ét stort fata morgana

For et års tid siden talte paven om, at Corona-pandemien havde sendt hele verden ud på én stor, fælles ørkenvandring …

Det tror Danmarksbloggen på.

For vi gik – og går stadig – derude i ørkenen. På en langvarig vandring i et goldt og åbent landskab – berøvet de mange behageligheder og den søde luksus, som vi plejer at nyde.

Men nu skal det åbenbart være slut med at lide afsavn og leve eneboerlivet med uklippet hår, puslespil som ingen gider lægge mere og irriterende familiemedlemmer, som bager kager, samtidig med at de fermenterer både kål og god stemning.

Det var budskabet fra regeringen og alle andre af folketingets partier (minus Ny Borgerlige), da de sent i går aftes kunne præsentere den store genåbningsplan for Danmark.

Dén genåbningsplan består i korte træk af:

Tirsdag 6. april: Frisører og andre liberale erhverv åbner. Samtidig kommer elever i grundskoler, ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser fysisk tilbage i skolen.

Tirsdag 13. april: Butikker i mindre storcentre og stormagasiner må åbne.

Onsdag 21. april: Museer, kunsthaller og biblioteker åbner igen. Det samme gør store butikscentre og stormagasiner – og udendørsserveringen – og noget indendørsidræt til børn og unge under 18 år.

Torsdag 6. maj: Indendørs servering åbner samt biografer, spillesteder og teatre – og dele af indendørs idræt til voksne.

Fredag 21. maj: De resterende dele af idræts-, forenings- og fritidslivet åbner.

Derfra skulle næsten alt – på nær natklubber og store arrangementer som koncerter og fx fodboldkampe – være åbne, og de sidste dele skal der ses nærmere på dér.

Alt sammen kræver adgang med Corona-pas – eller Min Sundhed, indtil Corona-passet er på plads.

Det lyder fantastisk, ikke?

NEJ, det lyder som et mareridt. For det kan meget let vise sig at være et fata morgana, en ørkenspejling, en luftspejling. Noget, som man tror, er dér. Men som man kun ser, fordi man ønsker at se det.

For sandheden er, at vi har en pandemi – og en britisk virusvariant, som vi med de nuværende restriktioner kun lige holder stangen. Men nu åbner vi altså samfundet mere og mere op. Det giver ikke mening, og man skal ikke være epidemiolog for at se, at smitten kommer til at stige. Måske endda voldsomt. Ja, op til fem gange så meget som nu, siger professor Viggo Andreasen.

Så kan man anføre, at vi vaccinerer. Jo, vist – men indtil nu har vi vaccineret alt for få til at bruge vaccinationen som virkemiddel mod pandemien. Kun 5,5% af befolkningen har fået begge stik. Og man skal som samfund have vaccineret cirka 10 gange så mange, nemlig minimum 50% af befolkningen, før man kan begynde at genåbne med et kontakttal, der ligger på 1 eller derover.

Og kontakttallet i dag er på 1,1.

Det vidste de så ikke i går aftes, kan man anføre. Men kontakttallet var 1 for en uge siden. Samtidig ved alle – også politikerne, at man i landene rundt om os er midt i 3. bølge, fordi man dér åbnede for tidligt – og for meget.

Men dét har de danske politikere intet lært af. Tværtimod. De 1) mener, at man godt kan genåbne, selvom 10 COVID-positive med de nuværende restriktioner smitter 11 nye, så 2) politikerne lægger altså grandiose planer for et gyldent forår, som med ret stor sandsynlighed ikke bliver til virkelighed.

Tværtimod. Den manglende evne til at holde ud og tage ansvar (og det gælder både borgere, politikere og medier) har ført til den store genåbningsplan, som igen vil betyde flere smittede, flere indlagte og flere døde.

Denne ørkenvandring i pandemiens tid bliver derfor både længere og mere dødelig end den havde behøvet at være. Meget længere – og med mange flere døde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demo versus fest

Man aflyser ikke en demo pga. vejret.
Men man kan godt aflyse en fest pga. vejret.

Det var præcis, hvad der skete i går torsdag d. 11. marts 2021.

Den såkaldte Genåbningsfest i anledning af 1-års-dagen for den første nedlukning, blev aflyst. Og ja, den fest kunne afholdes, da det var anmeldt som en demo (sic!).

Men den blev så aflyst. For ingen af de forkælede curling-deltagere ønskede at være ude i regnen og blæsten. Så meget betyder det nemlig ikke for dem at kæmpe imod de danske politikere og deres håndtering af Corona-krisen.

Det, der betyder noget for dem, er midt i pandemien at holde en fest med musik, madboder og andet, der giver smitten de bedste betingelser. Mere end 7.000 havde anmeldt deres tilstedeværelse.

Samtidig nogle få km væk ude på Amager Fælled mødtes mange hundrede mennesker i regn og rusk for at demonstrere, som de har gjort det så mange gange før i de forløbne år. Denne gang handlede det specifikt om padderne, som er truet af den voldsomme udbygning, der planlægges pt.

Der stod de, dem fra Amager Fælleds Venner. I regnvejret og kulingen uden at kny. Fordi sagen betyder noget. Fordi det ikke handler om dem selv, men om at redde et stykke værdifuld natur – og en masse dyrearter.

Desværre fik de ikke meget medie-opmærksomhed, de vedholdende voksne mennesker med den gode sag på Amager.

Det være hermed rettet.

Se mere om Amager Fælles Venner her: https://www.facebook.com/groups/amagerfaelledsvenner/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dag 1 i Pandemiens år 2

Godmorgen til dag 1 i Pandemiens år 2. Det ser ikke for godt ud.

Holdningen i øjeblikket hos meningsdannere, politikere og medier er nemlig:
Den her genåbning kan kun gå godt.

At alle andre lande oplever nærmest eksplosivt stigende smittekurver med deraf følgende døde og pres på sundhedsvæsenet, når den britiske variant tager over, og der samtidig åbnes bare lidt op, mener man tilsyneladende ikke, at vi kan bruge til noget i Danmark.

Det kommer jo ikke til at ske her, er man sikre på.

For her tester vi jo, og er SÅ gode til at holde afstand og passe på.

Og vacciner har vi også – ja, vi er ”næsten” færdige med at vaccinere dem over 85 år.

Så vi kunne faktisk have åbent endnu mere, endnu hurtigere – hvis ikke SSI og andre myndigheder havde haft sådan nogle konservative beregningsmodeller, hedder det sig.

Så: Lad os bare få gang i mere genåbning NU – og det kan kun gå for langsomt, lyder mantraet igen og igen.

Er jeg den eneste, som synes, at det er meget, som ikke rimer?

Er jeg den eneste, som tænker, at virus er ligeglad med nationalitet? Og at det også gælder den meget mere smitsomme og mere dødelige britiske variant.

Er jeg den eneste, som mener, at danskerne er lige så dårlige som alle andre til at holde afstand etc?

Er jeg den eneste, som mener, at vi som minimum skal have vaccineret ALLE over 65 år og ALLE udsatte? For de dør nemlig i stort tal, hvis de smittes. Pt. mangler vi som sagt ALLE mellem 65 og 84 år – og en stor del af de udsatte grupper.

Er jeg den eneste, som er bekymret over den hastige genåbning?

Er jeg den eneste, som tænker, at det her kan ende med, at vi i pandemiens sidste måneder mister alle de mennesker, hvis liv vi reddede i det første år?

Det vil være så smerteligt, så tåbeligt, så meningsløst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Igen den forbandede 11. marts

Det er igen den forbandede 11. marts!!!

Danmarksbloggen havde ellers en tekst klar om historiens vingesus på denne 1. årsdag for denne satans pandemi.

Den tekst giver det IKKE mening at bringe. For som altid har COVID-19 et es i ærmet, og udviklingen løber hurtigere og i en anden retning end ventet.

Denne gang handler det om AstraZenacas vaccine, som nu mistænkes for at have kostet en dansker livet. AstraZenecas vaccine har angiveligt har givet flere blodpropper – og nu også en blodprop, som en dansker er død af.

Så vi kan altså konkludere, at vi stadig er midt i suppedasen, midt i pandemi-helvedet.

Også fordi den britiske variant nu står for mere end 80% af tilfældene, den noget mere smitsomme, og noget mere dødelige variant.

Vaccineplanens udrulning er også – pga. stoppet af at bruge AstraZenaca – pt. udskudt til midt i august.

Samtidig går vi i gang med mere genåbning (!).

Det er så det dummeste, som vi kan gøre. For det hele kører skævt ad helvede til lige nu i Danmark på denne årsdag for den første nedlukning.

Og det hjælper ikke spor, at vejrguderne, eller hvem det nu er, sørgede for, at den såkaldte Genåbningsfest ikke blev til noget – i denne omgang.

Det er igen den forbandede 11. marts!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra ”hyggeracisme” til rendyrket forfølgelse

Danskerne har humor. Det synes vi i hvert fald selv. Og noget af det rigtig sjove er at sige nedsættende ting om ”de andre”, som er alle, der ikke er leverpostejfarvede, spiser leverpostej og i det hele er gennemsnits-beige i både tøj og boligindretning.

Den skandinaviske stil er enkel, siger vi med stolthed om vores farveløse boliger og farveløse tøjvalg – og tænker ikke på, at det også gælder inde i hovedet.

For også mentalt er mange danskere så beige, så enkle, at det minder om enfoldighed, hvis man er sød. Hvis man er kritisk, hedder det ensretning og intolerance overfor alle, som er bare lidt anderledes end den smalle norm. Har bare en smule pigment, en smule farve i hud eller holdning. Puha, fnyser de beige ved tanken. Derfor har højrefløjen også så godt fat i danskerne. Derfor kan Morten Messerschmidt komme med et vanvittigt og Grundlovsstridigt forslag om, at kommende ansøgere til statsborgerskab skal skrive deres religion ind ude i højre kolonne.

Der er et ord for den slags. Det hedder sindelagskontrol. Og lige efter at inddele folk på religion så kommer inddeling efter hudfarve og seksualitet – og lige efter det så kommer nok ikke jødestjernen i denne omgang, men halvmånen på tøjet – og derfra kender vi resten af historien.

For afstanden mellem ”hygge-racismen”, som aldrig er det mindste hyggelig, og de direkte forfølgelser af andre på baggrund af etnicitet, religion og seksualitet, er så uhyggeligt kort – og bliver kun kortere, hver gang en ”hygge-racistisk” vits fyres af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Genåbningen koster liv

Statsminister Mette Frederiksen sagde til pressemødet i Statsministeriet i går, at:

Med det, vi gør nu, er det eksperternes skøn, at der i midten af april kan være cirka 870 indlagte med Covid på de danske sygehuse. Og der er fortsat mange mennesker i risikogruppen, som endnu ikke er blevet vaccineret.

Ord, som hun senere på aftenen også skrev på hendes FB, hvor hun tilføjede:

Det er i nu 12 måneder lykkedes os at finde den svære balance. I hvert fald nogenlunde. Derfor tror jeg på, at vi kan gøre det igen i de sidste få måneder frem mod sommer.

Men der er jo IKKE balance i at have 870 indlagte med COVID-19.

Da Danmark sidst lukkede delvist ned d. 7. december, var der 328 indlagte med COVID.

Da Danmark lukkede helt ned d. 16. december, var der 493 indlagte.

Antallet af indlagte steg så til langt over 900 i perioden omkring jul og nytår. For som bekendt er indlæggelserne cirka forsinket med to uger i forhold til smitten.

På det tidspunkt var hospitalerne pressede i bund – og personalet ved at knække – og alt ikke livsvigtigt blev udskudt.

Der var med andre ord kode-rød i det danske sundhedssystem.

Men ALTSÅ: Dette scenarium er man klar til at udsætte befolkningen og hospitalspersonalet for. Men det giver ikke mening.

Mange danskere mangler at blive vaccineret. Beboerne på plejehjemmene er ja, men man mangler stadig meget personale og mange ældre hjemmeboende. Ja, man er ikke engang gået i gang med de hjemmeboende 80-84-årige endnu.

Det er hovedløst – og hjerteløst at genåbne på den måde. For det er jo ikke kun antallet af syge, der stiger. Det er også antallet af døde.

For hvorfor nævnte statsministeren ikke i går, hvad det ville koste i liv? Dér ved jule- og nytårstid, hvor vi havde de virkelig høje indlæggelsestal, dér døde cirka 30-40 danskere HVER ENESTE DAG.,

Spørgsmålet er derfor: Hvor mange dage synes regeringen, at det er ok, at der dør 30-40 danskere OM DAGEN, bare så vi andre kan gå i butikker og købe sko, bøger og vinylplader?

Og hvad mener blå blok? De vil åbne endnu mere – og det vil så koste endnu flere liv. Det synes Venstres formand Ellemann så var i orden. Han sagde i hvert fald hos Lippert på TV2 News i går, at han gerne ville være statsminister nu og åbne endnu mere, selvom det kostede mange flere liv.

Så fik vi også manglen på moral hos Venstres formand skåret helt ud i pap. En moral, der er langt værre og mere flosset end hos regeringen, hvor man ellers er klar til at smide 30-40 danskere under bussen hver eneste dag.

Som almindelig dansker er man fucked … for nu at sige det på nutidsdansk.

Vi har nogle politikere, som er villige til at ofre mange danske liv, bare så butikkerne kan tjene flere penge. Prøv lige at lade dén synke ind.

Og så har vi ikke engang været inde på, at den dominerende virus-variant, den britiske, er 30% mere dødelig end den, som huserede omkring jul og nytår – og at risikoen for indlæggelse med den britiske variant øges med 60%. Vanviddet accelerer.

Og helt personligt skal jeg ærligt indrømme, at jeg har mistet min tiltro til en del mennesker i den sidste tid …

Nemlig alle dem – både offentlige personer og private, som sætter penge over menneskeliv, som skriger genåbning så højt, at ingen kan høre sukket fra den sygeplejerske, som nu i måneder har kæmpet en til tider forgæves kamp for at redde COVID-syges liv … eller gråden fra den, som har mistet et elsket medmenneske til den satans virus.

Dét arbejde og dén sorg skider det store flertal af danske politikere højt på. Det er så grimt, så lavt. Noget i min tillid til de danske politikere er gået helt i stykker i de sidste dage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Genåbning: Abens mange siddepladser

Til pressemødet i Statsministeriet for snart en måned siden d. 28. januar 2021 sagde Mette Fredriksen:

Citat:

Før nytår udgjorde den nye mutation omkring to procent af de prøver, der blev analyseret nærmere her i Danmark.
I den første uge af januar var det tal fire procent. For sidste uge er det foreløbigt 13,5 procent.
Så selvom de smittetal, som jeg tror, de fleste af os følger hver eneste dag, går den rigtige vej, så vurderer Statens Serum Institut, at den nye mutation er så smitsom, at den spreder sig, selv med de meget omfattende restriktioner, der gælder i hele Danmark.

Udviklingen med den her nye mutation, og at den spreder sig, som den gør, den kan vi ikke stoppe. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan for at forsinke den mest muligt.
Derfor vil vores melding i dag for mange mennesker være nedslående.

Det er desværre nødvendigt at forlænge nedlukningen af Danmark med tre uger, og det vil sige til og med 28. februar.

Citat slut.

Læs hele talen her på Statsministeriets hjemmeside: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-28-januar-2021/

Siden er alt gået den gale vej, også presset på genåbning. Og i går kom så meldingen om, at dele af Danmark genåbner om nogle dage. Det sker på et tidspunkt, hvor den britiske mutation (som er den nye mutation, der nævnes) i sidste uge var på 57%. Eller fire gange så meget som i slutningen af januar, hvor der ikke var mindste slinger i valsen omkring at fortsætte nedlukningen af Danmark. Spørgsmålet er derfor ligetil:

HVORDAN KAN MAN SÅ I DAG FORSVARE EN DELVIS GENÅBNING?

Det giver nul mening – medmindre vi i mellemtiden havde fået vaccineret samtlige risikogrupper og alle ældre. Det har vi ikke. Vi er fx ikke engang begyndt endnu på gruppen 80-84-årige, som er blandt dem, der har størst risiko for at blive alvorligt syge og dø af COVID-19. Og mange andre udsatte grupper og frontpersonale er også stadig langtfra færdigvaccineret – eller overhovedet i gang.

Læs dertil at vi stadig – selv med de voldsomme restriktioner – har høje smittetal.

Og spørgsmålet bliver indlysende: HVORFOR OVERHOVEDET GENÅBNE?

Det kommer til at koste liv – og det trækker pandemien i langdrag. Så der er heller ikke nogen økonomisk grund til det. Tværtimod vil både virksomheder og butikker – trods nogle få dages indtjening nu – samlet skulle vente længere på at komme tilbage til normale tilstande.

For mere genåbning fører til mere smitte og flere døde. Det burde vi efterhånden vide. Det nye er så, at det bliver værre denne gang, fordi den britiske mutation både er mere smitsom og mere dødelig.

Så det giver ikke mening at genåbne. Men det er ikke kun regeringens ansvar.

Såvel regering som opposition, støttepartier (minus Enhedslisten), virksomheder og medier – alle med magt i Danmark – bærer ansvaret for denne fatale fejltagelse i håndteringen af pandemien. For ALLE (igen minus Enhedslisten) har de presset på for genåbning, genåbning og mere genåbning – trods pandemiens udvikling.

Så når ansvaret – også kaldet aben – skal placeres, så har den mange steder at slå sig ned.

Mange siddepladser, men lur mig om ikke ALLE til den tid, både regering, opposition, støttepartier (og forhåbentlig stadig minus Enhedslisten), virksomheder og medier vil fraskrive sig ansvaret af det massive svigt, som de lige nu udøver overfor den danske befolkning.

For ingen med magt tager det voksne, ansvarsfulde valg og siger NEDLUKNING, indtil vi har vaccineret dem, som skal vaccineres, før vi kan begynde at forsvare at genåbne.

Tilføjelse kl. 14.37: Kontakttallet er steget fra 0,9 til 1,1 samlet set. Altså en stigende smitte. Det kalder statsministeren en kalkuleret risiko! Mens sundhedsminister Magnus Heunicke på sin Facebook skriver: “Epidemien ser dermed ud til at være i begyndende vækst og på sundhedsmyndigheder og eksperters anbefaling”.

Det er svært at tro, at sundhedsmyndighederne anbefaler en epidemi. Det gør de heller ikke. I et notat skriver Sundhedsstyrelsen at: Hele forudsætningen for at kunne lave en genåbning i øjeblikket er også, at vi holder skarpt øje med udviklingen og er klar til at gribe ind.

Klar til at gribe ind – og være voksne! Ja, det er netop så det, som mangler bigtime hos magthaverne. Må Danmarksbloggen anbefale alle troende at bede en bøn – og alle om at holde godt fast. For vi er på vej ind i den farligste tid indtil nu i pandemien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HOLD NU KÆFT!!! Vi har en pandemi!!!

Danmarksbloggen taler normalt pænt. Men nu går den ikke længere. NU skal der kaldes til national samling.

Sagen er ganske klar: Danmark er – ligesom resten af verden – midt i en pandemi. En Corona-pandemi. En verdensomspændende virus-sygdom, som dræber folk, og som kan vælte samfund og sundhedssystemer, hvis ikke vi passer rigtig-rigtig meget på.

Det er alvor med alvor på – og forskellige mutationer som fx den britiske og den sydafrikanske truer konstant den positive udvikling i Danmark efter snart to måneders nedlukning.

Men erhvervsfolk og blå politikere råber op – om genåbning. Måske bare lokal genåbning. For se hvor få smittede vi har, siger de.

Ja, de få smittede har vi, fordi vi har lukket ned! I dét øjeblik vi åbner op, så vil smitten stige igen – i hvert fald indtil vi får vaccineret en meget stor del af befolkningen.

Dér er vi ikke nu! Slet ikke. Og vi kan heller ikke sige, hvornår vi er dér. For ingen ved, hvordan en pandemi udvikler sig. Så stop med at være sådan et pattebarn og tag dig sammen, hvis du er en af dem, der beklager dig.

Vi i Danmark er i en situation, hvor vi har både mad, vand, varme og lys. Vi har også både tv og film, strikketøj, puslespil og 1000 andre måder at adsprede og fornøje os på. Vi har det med andre ord her midt i nedlukningen meget bedre end størstedelen af verdens befolkning har det i ikke-Corona-tider.

Så stop med at hyle over ikke at kunne gå ud og spise, til frisøren, i biffen, i teatret, på museum, i svømmehallen … Det er kun for en tid, at vi skal undvære det.

Med andre ord: HOLD NU KÆFT og tag dig sammen – og sig ja til vaccinen, når du får den tilbudt.

For den her pandemi handler ikke om dig og hvad du må undvære af fornøjelser en kort tid, men om fællesskab og samfundssind!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk demokrati trues

Lige som billederne af den rasende og hærgende flok bøller i Washington D.C. var begyndt at glide væk, så kommer der et grimt og truende billede fra København i Danmark.

Nemlig dét billede af en brændende dukke, som man kan se i flere medier (og som Danmarksbloggen ikke kan bringe uden at overtræde foto-rettigheder, så derfor gør vi det ikke – men linker til Ekstrabladets artikel nederst i dette indlæg).

En dukke, der skal forestille statsminister Mette Frederiksen. En dukke, som i aftes blev hængt op i en lygtepæl i forbindelse med endnu en demonstration arrangeret af ”Men in Black”, der ønsker Corona-restriktionerne fjernet og ”friheden” tilbage. Det lyder slemt. Men det bliver værre: På dukken var der hæftet et stykke papir, hvorpå der stod ”hun må og skal aflives”.

Det er en direkte dødstrussel mod vores statsminister. Heldigvis var alle politikere ude og fordømme det skete. Det manglede også bare andet.

Danmarksbloggen håber, at politiet hurtigt finder de skyldige, og får samlet så mange beviser, at de kan dømmes i en retssag. For 1) vi må aldrig gå på kompromis med retssikkerheden i vores land, og 2) vi skal heller ikke lade vores demokrati true af sådan nogle forbrydere.

Og ja, det er forbrydere, som står bag denne dukke. Forbrydere og bøller, som iklæder sig elefanthuer, og kun kan råbe op, når de marcherer sammen med deres meningsfæller, kaster flasker og laver anden vold. Usle, feje mennesker, som ikke tør stå ved, hvem de er og sige deres mening åbent på en civiliseret og demokratisk facon.

I egen selvopfattelse er de sandsynligvis helte. Men i virkeligheden er de såkaldte ”Men in Black” direkte sammenligne med de forbrydere, der stormede Capitol for 2½ uge siden, når man ser på metoderne, tilgangen til demokratiet og den manglende respekt for andre. De er en trussel mod demokratiet. Slet og ret.

Se en meget uhyggelig video af det direkte angreb på det danske demokrati her: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/s-ordfoerer-rasende-over-mette-f.-dukke-fy-for-pokker/8439357

Og send en venlig tanke til vores statsminister, uanset hvad du må mene politisk. For det her er hård kost for et menneske at være offer for. Danmarksbloggen sender i hvert fald virtuelle kram til Mette Frederiksen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En historisk festdag med skygger

Jeg har været i Washington D.C. en steghed sommer for mange år siden. Helt tilbage i 90´erne – altså lang tid inden både Trump, Obama og 11. september.

Jeg husker det tydeligt. Måske fordi Washington D.C. imponerende mig. Byen er også bygget til at imponere. Til at vise at her har verdens stormagt til huse. Herfra magten går. Det er man heller ikke i tvivl om, når man går omkring The Mall og er inde i Capitol, Det Hvide Hus, Lincoln Memorial og Washington Monument – og alle museerne.

Alle de steder, som i dag på den store indsættelsesdag bevogtes af mange tusinde soldater. Sådan burde det ikke være. For det er verdens største demokrati, som i dag skal fejre, at landets 46. præsident Joe Biden og landets første kvindelige vicepræsident Kamala Harris skal indsættes. Det er en kæmpe historisk dag.

Men skyggen af Trump og hans måske nye parti (Patriot Party) slår ind over de grønne græsplæner på The Mall og langt ud i det amerikanske samfund, ja i resten af verden. Og man må med Mark Medish, der var sikkerhedsrådgiver for Bill Clinton, spørge: Spørgsmålet er, om den 6. januar (Stormen på Capitol, red.) var slutningen på noget, et mislykket kup. Eller begyndelsen på noget, et langtrukkent oprør.

Er svaret det sidste, kan en gentagelse af den amerikanske borgerkrig blive en realitet. Og så ender Biden let i en rolle, der minder om Lincolns. Men mon ikke Biden har gjort op med sig selv, at prisen kan blive den samme ultimative, som dén Lincoln betalte.

Det tror Danmarksbloggen. Biden er en mand med moral og anstændighed, en politiker af format. Så det er realistisk at formode, at den nye præsident er klar til at give alt i kampen for dét demokrati, som han har kæmpet for hele sit liv.

Og det samme gælder for Harris, der ved, at sjældent har det været så realistisk for en vicepræsident at skulle overtage præsidentposten som denne gang.

Forskellen fra den amerikanske borgerkrig 1861-65 til i dag var, at dengang var det ikke for alvor relevant i verden – og i Danmark, hvad der skete i USA. Det er det i 2021 og frem. For der er en kamp i gang mellem styreformer: Demokratierne på den ene side og diktaturerne på den anden, og i dén kamp kan vi ikke klare os uden et stærkt og demokratisk USA.

Ps. Omvendt kan man hævde, at HVIS Trump starter et nyt parti, så splitter det de republikanske vælgere – og så er vejen banet for en demokratisk præsident også om fire år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk