Kategoriarkiv: Danmark i udlandet

Hvad ville Nelson Mandela have sagt til Thornings selfie?

Udgivet den af
2

Et foto af statsminister Helle Thorning, der laver en selfie sammen med USA´s præsident Barack Obama og Englands premierminister David Cameron har gået verden rundt, siden billedet blev taget i går ved mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.

De tre statsledere hyggede sig åbenlyst i hinandens selskab, og der blev smilet og leet – og altså også fotograferet til stor forargelse for dem, der mener, at sådan opfører man sig ikke til en mindehøjtidelighed. Og rigtigt, sådan opfører man sig ikke til en dansk mindehøjtidelighed, som er en alvorlig og værdig begivenhed.

Men i Sydafrika ser man anderledes på de dele. Der fejres Nelson Mandela og hans liv mere end man begræder hans død. Og det må gerne gøres med tårer og alvor, men også med latter, glæde og dans. På mange måder en sund måde at håndtere på, at en 95-årig mand endelig har fået fred, hvor meget han end var en af de største personer, der nogensinde har levet.

For det var Nelson Mandela. Det er hævet over enhver diskussion. Han var en mand, der gjorde det umulige med lige dele passion for sagen og kærlighed til mennesket, også hans modstandere. Han var – og er – et ideal for en hel verden på grund af netop hans store medmenneskelighed.

Danmarksbloggen er derfor også sikker på, at hvis Nelson Mandela fra sin himmel har kigget ned og set Helle Thornings selfie, så har han smilet og leet og tænkt, at det ser da meget sjovt ud – og det er ihvertfald dejligt, at de har det godt sammen.

For mennesker der trives i hinandens selskab, de har også større chancer for at gennemføre projekter sammen. Så lad endelig verdens ledere lave nogle flere selfies sammen med andre ledere. Der er ihvertfald mere brug for smil og selfies mellem verdens nationer end for fjendtlige ord og afvisende attituder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En kulturkristen muslim og et åbent hus

Udgivet den af
1

Naser Khader har lige udgivet bogen “Bekendelser fra en kulturkristen muslim”.

I den forbindelse udtalte han i et interview på DR2 Morgen på udgivningsdagen i fredags d. 25. oktober: “At den proces, som kristendommen har været igennem for at blive en moderne religion, mangler i islam. Og at det, der generer i islam, skal ud. Kristendommen og islam er nemlig som to huse. Men hvor der er lyst og højt til loftet i det kristne hus, er det mørkt og koldt, og det blæser ind i det islamiske. Islam er nemlig pt. en stagneret civilisation, mens man i det kristne hus hele tiden gør rent og sørger for, at der er venligt og plads til fritænkning og forskning.”

Til sammenligning nævner Naser Khader også, at der findes otte jødiske nobelpristagere – men ingen muslimske. Og han mener, at der heller ikke kommer nogen muslimske, sålænge man bliver i den gamle ruin istedet for at føre islam igennem den nødvendige moderniseringsproces – og altså dermed få renoveret huset.

Det er noget af et statement fra en Naser Khader, der omtaler sig selv som kulturkristen muslim, og som regner med at forblive muslim, selvom han er meget begejstret for kristendommen.

Han fortsætter også med at slå fast, at det er vigtigt at kende sin religion. Men at danskere desværre ikke kender til deres egen kristendom, og hvor meget den har betydet for samfundsudviklingen. Som fx en Grundtvig, der står som en åndskæmpe eller en Hal Koch, der betød så meget for demokratiets udvikling.

Naser Khader deler også danskerne op i kulturkristne og kirkekristne – og siger, at der er mange af de første, men færre af de sidste. Og at de første netop ikke ved ret meget om deres egen kristendom. Fx mener mange danskere, at julen er den største kristne højtid, hvor det retteligen er påsken.

Men har Naser Khader ret? Et langt stykke henad af vejen, men ikke hele vejen. For laget under kulturkristendommen er kirkekristendommen. Det er så også et lag, som kun de færreste når ned til i løbet af deres liv. Men ikke desto mindre er den historiske kirkekristendom forudsætningen for den kulturkristendom, der er mange nulevendes danskeres kristne tro og levevis. En levevis, der i bund og grund handler om humanisme, men som når man glemmer dens kristne, næstekærlige rødder handler om junglesamfund og egoisme.

Så kulturkristendommen og kirkekristendommen er ikke sidestillede størrelser. Den første er historisk set en konsekvens af den sidste, og dét er noget helt andet, end hvis der var tale om et personligt valg mellem to måder at være kristen på, som Naser Khader hævder er tilfældet – og som det også imiddelbart kan se ud.

At man så kan argumentere for, at kulturkristendommen i vor tid også kan få nogle til at blive kirkekristne, ihvertfald over tid, er en anden, men meget spændende sag. Men endnu er der ikke tale om en generel tendens, selvom flere og flere igen begynder at interessere sig for vores kristne rødder.

En del af dem er desværre folk langt ude på højrefløjen, som tager både danskheden og kristendommen som gidsler, når de hævder, at deres ekskluderende måde at være danske og kristne på er sand danskhed og sand kristendom. Men det passer ikke.

Set historisk har Danmark nemlig aldrig været det lille, lukkede land, som disse nye mørke kræfter arbejder på, at vi skal blive.

Danmark har altid været et åbent land, som har interageret med folk og lande over hele kloden. Dét er simpelhen måden, som vi overlever på, det som har bygget vores velfærd: Dette at få nye indtryk og impulser både indefra, men sandelig også udefra og omsætte det til ideer, viden og varer, som vi kan sælge og transportere rundt i hele verden.

Et lukket Fort Danmark, som fx Danskernes Parti og Dansk Folkeparti ønsker sig, vil betyde stagnation og tilbageskridt både materielt og åndeligt. Vi er et lille land, og at være os selv nok, bliver meget hurtigt til, at der ikke er nok til nogen af os.

Det samme vil ske for en kristendom, der defineres af mørkemænd og -koner som fx Krarup og Langballe. Der er ikke meget grundvigsk kærlighed og lys eller Kochsk´s demokrati over deres version af kristedommen. Tværtimod så sætter de skodder for det kristne hus og gør alting derinde så mørkt og bange.

Så følger man dem, så vil det idag så lyse og venlige kristne hus ende med at blive den samme hullede og vindblæste ruin, som Naser Khader mener, at det islamiske hus er.

For at gå Dansk Folkeparti, Danskernes Parti og meningsfællers sorte vej er at gå en fundamentalisk og mørk vej, der minder mere om den sorte del af den islam, som de ellers bekriger så energisk. Men fundamentalisme er – uanset om den er kristen, muslimsk eller troen på markedskræfternes frie spil – altid af det onde og aldrig af det gode.

For sådan er det, når man kun tror på sig selv og sit eget, og ikke vil rumme andre og deres meninger og deres tro.

I et moderne samfund – og dét uanset om man er kulturkristen, kirkekristen – eller kulturmuslim, moskémuslim – eller ateist – skal vi rumme hinanden og bygge et fælles hus, der stråler i alle regnbuens farver. For kun sådan har vi som menneskehed en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Det Nordiske Folk: Melankoliens og Lysets Folk

Udgivet den af
3

Nordmændene er nogle sportsgale fjeldaber, der har altfor mange oliepenge.
Svenskerne drikker altfor meget, er altfor langhårede, altfor kedelige og altfor reserverede.
Danskerne snakker altfor meget og altfor højt – og så kan man ikke stole på en dansker.

Cirka sådan lyder nogle af de klassiske fordomme, som vi render rundt med om hinanden her i Norden.

Men det er synd. For i virkeligheden har vi så meget, der binder os sammen: Demokratiet, velfærdssamfundet – og så især det at vores værdier om frihed og lighed og rummelighed er truet i en global verden, hvor menneskerettigheder og menneske-respekt trædes under fode fra flere sider – og på flere måder, nogle af dem fra vores egne regeringer.

Ja, os der bor heroppe nordpå, hvor vi har de lyse somre og de mørke vintre, vi er langt mere ens, end vi er forskellige.

Som ABBAs Benny Andersson sagde det i 2010: Os der bor på disse høje breddegrader, hvor det er vinter i et halvt år, og hvor solen nærmest er helt væk et par måneder, vi har melankolien som et fælles livsvilkår. En melankoli, der reflekteres i vores måde at være på, tænke på, føle på – og lave kunst og musik på.

Og som den danske skuespiler Nikolaj Lie Kass sagde det i sommers: Vi har mørket i os, og det skal vi beholde – dét er vores styrke.

Dét er værd at huske, og især nu hvor efteråret for alvor sætter ind – og dagene igen bliver rigtig korte, nætterne igen meget lange og mørket igen skal til at ruge tungt over landet.

For nok kan mørket knuge os både i sind og sjæl, men det er også i mørket, at vi henter vores styrke, og det gælder os alle sammen her i Norden.

Nordmænd, svenskere og danskere.
Os. Det Nordiske Folk. Melankoliens og Lysets Folk.

Os, der har en forpligtelse til at holde humanismens og medmenneskelighedens fane højt – også og måske især i en mørk tid som denne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har Løkke en moral? Har Venstre en etik?

Udgivet den af
2

Mens disse linier skrives, er det længe ventede pressemøde med Lars Løkke lige blevet færdigt. Det varede tæt på fire timer. Der var tale om ren grillning af en meget presset mand.

Og i de kommende timer og dage vil debatten i alle medier fortsat dreje sig om denne sag. Nu skal bilagene granskes, Løkkes svar analyseres og flere parter har brug for at markere sig. Så langt, så meget business as usual.

Det spændende er imidlertidig, hvad der sker på den lange bane, som Danmarksbloggen allerede skrev om det i fredags:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2222

For Løkke selv fremstår på ingen måde som en angrende mand, der ved, at han har lavet fejl – og som nu gerne vil rette op på det. Tværtimod er han en mand, der kun beklager det skete, fordi det giver ham selv – og Venstre – problemer.

Løkkes moral og etik, når det kommer til omgang med offentlige midler, er derfor stadig noget, som der må stilles store spørgsmålstegn ved.

Men ikke kun Løkkes, men hele Venstres moral og etik kan drages i tvivl. Partiet er nemlig iflg. nedenstående artikel det mest lukkede parti, når det kommer til økonomien hos både partiet som helhed og for de enkelte folketingsmedlemmer:

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2126473.ece

Se links om de såkaldte pengeklubber og hververegisteret:

http://www.b.dk/politiko/venstre-kritiseres-for-nye-pengeklubber

http://www.ugebreveta4.dk/da/2013/201340/Mandag/Folketingets_hvervregister.aspx

Og dét, mine damer og herrer, er i virkeligheden et langt større demokratisk problem end selv denne Løkkes sidste store sag med et indrømmet misbrug af offentlige midler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Udgivet den af
3

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Det enkle spørgsmål har USA´s tidligere ambassadør Laurie S. Fulton stillet flere gange – men uden at få svar. Så nu har hun skevet en kronik i den amerikanske netavis “Huffington Post”, hvor hun sammenligner somaliske indvandrere i Danmark og i tvillinge-storbyen Minneapolis-Sct. Paul i lyset af, at nogle af de danske somaliere formentlig er taget til Somalien for at træne hos terrror-organisationen al-Shabaab:

http://www.huffingtonpost.com/laurie-s-fulton/what-it-means-to-be-one-o_b_4038756.html

I kronikken konkluderer Laurie S. Fulton blandt andet: De fleste danskere lever efter de samme kulturelle normer og regler og har en nærmest medfødt fornemmelse af, hvad det vil sige at være dansk. De fleste danskere altså, undtagen de “indvandrere og deres efterkommere,” som er den betegnelse, som Danmarks Statistik bruger til at beskrive dem, der populært kaldes første-, anden-eller tredje-generations-indvandrere. Men ingen kunne besvare mit naive spørgsmål om, hvornår indvandrere kan blive danskere.

I Minneapolis-Sct.Paul derimod ser man ifølge Laurie S. Fulton ikke de nyankomne somaliere som et udfordring mod det amerikanske, men derimod som en berigelse og en styrkelse af byen, hvilket også gør, at de somaliske indvandrere bliver inkluderet, føler sig velkomne og gør en stor indsats:

De er stolte nye Minnesota-borgere og loyale nye amerikanere. For vi kan netop kun undgå radikalisering ved at byde velkomne og få nyankomne til at føle sig som en af os. For det er, når du ikke er en af os, at det kan blive for nemt at blive en af dem, skriver den tidligere ambassadør i Danmark.

Når du ikke er en af os, kan det blive for nemt at blive en af dem!!!

Det er kloge ord, som vi her i den lille, danske andedam med fordel kan tage ved lære af.

Vejen frem ligger nemlig ikke at isolere sig sammen med andre leverpostejfarvede i kolonihavehuset med frikadellerne på bordet og Dannebrog vejrende i vinden – men derimod i at åbne dørene og byde velkommen. Se “de fremmede” som en ressource, en bestyrkelse af det danske samfund.

Se indvandrerne som ikke de fremmede, men som de nye danskere, der er rigtige danskere – også selvom de aldrig sætter tænderne i en flæskesteg, aldrig drikker en øl, ikke synes julen er alletiders mest geniale opfindelse eller nogen af de andre ting, som traditionelt betegnes som værende ærkedanske.

For det mest ærkedanske er og bliver frisindet, tolerancen og fællesskabet – også selvom netop de værdier trues i disse år af både ny- og gammeldanskere, der ikke har forstået, at vi allesammen skal være her – og at man er helt okay, selvom man ikke er ens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Folketinget åbner idag, men hvor er fællesskabet?

Udgivet den af
3

Traditionen tro er det første skoledag i dag i det danske folkestyre. Eller mere korrekt: Den dag hvor folketingsåret starter med et fuldt folketing, statsministerens åbningstale, kongefamilien som faste tilhørere og alt det andet pomp og pragt, der hører til en første tirsdag i oktober.

For første tirsdag i oktober er en af folkestyrets to store festdage. En af de dage, hvor vi – i princippet i hvert fald – fejrer demokratiet og fællesskabet.

For desværre er især fællesskabet kun et princip og ikke levet virkelighed i disse år, hvor flere og flere danskere marginaliseres og skubbes ud af netop samme fællesskab. Skubbes ud på grund af sygdom, alderdom, arbejdsløshed, ungdom, barsel, manglende erfaringer, handicap, hudfarve  – og 117 andre ting, der intet siger om netop dét menneskes evne til at bidrage til samfundet.

Man kan nemlig bidrage på så mange måder – og alle mennesker vil gerne yde en indsats. Men det tror man ikke på dér, hvor magten og pengene er i det danske samfund. Der tror man kun på effektivitet og meget specifikke kompetancer, som bestemmer om den enkelte er “god nok” til at være inde i varmen eller ej.

Men det er ikke den enkelte, der i reglen er problemet. Det er i stedet den meget smalle definition af, hvad der er godt nok, som skaber de store kløfter mellem mennesker i disse år.

For allermest sker udskillelsen af mennesker på grund af det danske samfunds manglende evne til at inddrage og rumme dets medborgere. Og det er et ansvar, som både offentlige arbejdspladser og private virksomheder flyr hurtigere, end de kan nå at sige effektivitet og kompetancer.

Det giver ikke mening. Danmark er et liden land uden ret mange andre råstoffer end vores hitte-på-somhed og handelstalent. Og derfor har vi – indtil Kjærsgaard, Fogh og de andre mørkemænd og -koner startede det de kaldte værdikampen – altid vundet både os selv og resten af verden på at give plads til det anderledes og skæve såvel menneskeligt og erhvervsmæssigt.

For kun ved at åbne os mod hinanden og mod verden kan vi gøre Danmark til Danmark igen. Til landet hvor forretning og fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er plads til mennesker.

Danmarksbloggen er heldigvis ikke alene om at mene dette. Fagforeninger, elev- og studenterorganisationer, klimagrupper samt velfærdsforeninger med flere synes det samme – og de har derfor arrangeret en stor demonstration, som løber af stablen i dag under navnet “Ja til fællesskab”.

Læs mere her: http://www.jatilfællesskab.dk/

Demonstrationen starter fire steder i København, hvert med sit tema, hvorefter alle mødes på Christiansborg Slotsplads kl.16.30.

De fire temaer er:

1) Uddannelse, hvor man mødes kl. 15 på Vor Frue Plads
2) Job, hvor man mødes kl. 15 på Nytorv
3) Velfærd, hvor man mødes kl. 15 ved Vandkunsten
4) Grøn omstilling, hvor man mødes kl. 15 på Christianshavns Torv

Danmarksbloggen hylder initiativet og vil gerne opfordre alle til at deltage i demonstrationen. Danmarksbloggen kommer og glæder sig meget.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skal Putin forpagte Sig Hotel ved Varde?

Udgivet den af
4

Man tror det er løgn.

Men i landsbyen Sig, som ligger ved Varde i Jylland, mener den lokale godsejer fra Nørholm Gods og ejer af Sig Hotel Karl Kristian Nielsen ikke, at byen er moden til bøsser.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-71403449:par-fik-afslag–byen-er-ikke-moden-til-bøsser.html

Det var ihvertfald dén begrundelse, som det erfarne hotelpar Keld Christensen og Dinghao Wang fik, da det alligevel blev et nej til, at de måtte forpagte Sig Hotel. Forhandlingerne indtil var ellers gået godt, og alt tegnede til et lovende samarbejde. Men det ændrede sig altså fuldstændigt, da godsejeren fandt ud af, at parret også var et par i privatlivet.

Så blev døren til hotellet smækket i med ordene: “Sig er ikke parat til bøsser.”

Det er fuldstændig horribelt – i Danmark i 2013 knap en måned efter Copenhagen Pride, som fik opbakning fra hele Danmark.

Mange af byens borgere har også efterfølgende skrevet til parret og fortalt, at de ikke er enige i godsejerens holdninger. At de i stedet synes, at det kommer an på de menneskelige kvaliteter – og ikke seksualiteten.

Dét er godt, men parret Keld Christensen og Dinghao Wang vil ikke længere forpagte Sig Hotel. De mener ikke, at de kan få et ordentligt samarbejde med godsejeren.

Dét tror Danmarksbloggen heller ikke.

Danmarksbloggen tror til gengæld, at godsejer Karl Kristian Nielsen med fordel kunne kontakte Vladimir Putin. Måske har den russiske præsident brug for et sommerhus i Vesten?

I så fald kunne Sig Hotel og en flaske vodka sammen med hans meningsfælle godsejer Karl Kristian Nielsen jo være en rigtig god idé. De får det formentlig endda helt for sig selv.

Tilføjelse: Siden indlægget blev postet er der gået et par timer, og Danmarksbloggen erfarer, at Anne Juulsgaard fra Sig opfordrer sine bysbørn til at deltage i en happening på søndag klokken 10.30 foran Sig Hotel under temaet “VI ER MODNE”.

“Tilkendegivelserne fra eftermiddags-, aften- og nattetimerne i går, viser at mange i Sig er chokerede over udmeldingen om, at vi ikke er klar til homoseksuelle i byen. Vi synes at Sig er en tolerant og favnende by, her er der plads til alle, uanset seksualitet… og etnicitet,” skriver hun iflg. nedenstående artikel på sin Facebook-side.

http://varde.lokalavisen.dk/borgerforeningsformand-i-sig-en-traels-sag-/Lokale-nyheder/20130918/artikler/130919506/2071#.UjlypGgMsLI.facebook

Danmarksbloggen hylder det flotte initiativ, som viser, at der er masser af rummelighed og tolerance – og mod – i den danske befolkning, også dén i Sig. En godsejer alene gør nemlig heldigvis ingen homofobi.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

11. september – 12 år efter

Udgivet den af
3

Der er én dag, som alle voksne danskere aldrig glemmer – og det er d. 11. september 2001.

Alle kan huske, hvad der skete dén dag i New York, i Washington D.C. og i luftrummet over en mark i Pennesylvania.

Alle kan  – med gru – også huske, hvad de lavede, da de hørte om eller så billederne af flyene, hullet i Pentagon, de rygende tvillingetårne og alle de stakkels mennesker, der kastede sig ud fra højder, hvor døden var dem vis. Det var et af de dér øjeblikke i historien, hvor verdenen ændrer sig afgørende.

Mon ikke også de fleste af os kan huske dén chokerede tilstand, som herskede i dagene bagefter. Dengang der blev sagt dyre ord om aldrig at glemme vigtigheden af tolerance og en åben verden.

Men hvad blev der af de ord? De er forlængst glemt og væk i hverdagens politik, men desværre også i de store visioner, som vi så desperat mangler.

Og det er en skam. For verden blev 100% anderledes dén septemberdag for præcis 12 år siden.Tvillingetårnene faldt til jorden, og med dem forsvandt også sorgløsheden og optimismen fra årene efte den kolde krigs afslutning i 1989, da Berlinmuren blev revet ned, og den gamle konflikt mellem øst og vest fortonede sig

Men d. 11. september blev en ny mur bygget – en mur mellem kristne og muslimer, som siden kun er blevet forstærket og bygget højere. Og det duer ikke at tie stille om det af angst for at støde nogen.

Vi er nødt til at tale om, at kristne forfølges i den muslimske verden – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at muslimer har dårligere betingelser i de vestlige lande end andre – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at jøder forfølges af muslimer – også i vestlige lande – og at det ikke er i orden.

Vi er nødt til at tale om det, og mens vi taler at forlange åbenhed og accept af hinanden og vores religioner.

For det er ligeså meget i orden at være muslim som at være kristen, men det er også ligeså meget i orden at være kristen – eller jøde – som at være muslim. For rascismen og fordommene går alle vegne. Og det er bare ikke i orden i et vestligt, åbent demokrati.

Her skal der være – og vi skal forlange det – plads og rum til alle trosretninger, men i gensidig respekt og rummelighed. Når det lykkedes, så har vi for alvor lært lektien fra 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi ærer soldaten, men hvad med nødhjælpsarbejderen?

Udgivet den af
2

I dag er det den officielle flagdag for alle danske soldater, der har været udsendt på internationale missioner siden 1948.

Dagen har støtte fra mere end 60% af alle danskere, som derudover mener, at Danmark bør gøre mere for de mænd og kvinder, der på Danmarks vegne har risikeret liv og lemmer udenfor landets grænser.

I år er der udover hovedarrangementet i København mere end 60 lokale arrangementer rundt om i hele landet.

Læs mere her: http://www2.forsvaret.dk/temaer/flagdag/Pages/flagdag.aspx

Flagdagen beskrives af både veteraner og andre som en god dag, hvor vi ærer dem, der faldt, dem der blev skadet, deres familier og kammerater.

Danmarksbloggen er helt enig. Vi skal vise vores anerkendelse af dem, der har gjort og stadig gør en indsats i verdens brændpunkter.

Men hvorfor begrænse det til dem, der har gjort det med våben i hånd?

Hvad med nødhjælpsarbejderne, lægerne og alle de andre, der også rejser ud for at gøre en forskel, men som gør det på forskellige humanitære opgaver. Hvorfor bliver de ikke æret med flag og anerkendelse fra det offcielle Danmark? Deres indsats er mindst ligeså stor, ja måske endda større end soldaternes.

Ja, men de sætter jo ikke livet på spil, kan jeg høre indvendingen lyde. Jo, det gør de faktisk. Flere og flere nødhjælpsarbejdere bliver angrebet og også dræbt. Så, jo – dem der rejser ud på humanitære opgaver risikerer alt præcis som soldaterne, men de har ingen stor dag.

Dét er ikke fair – og Danmarksbloggen vil gerne opfordre til at vi som land også viser en officiel anerkendelse af de mennesker, der rejser ud til verdens brændpunkter for at yde en indsats på diverse humanitære områder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Syrien – kun sammen med FN

Udgivet den af
1

I de sidste godt 20 år har Danmark været med i krig mange gange, både FN-aktioner og andre, og nu er det (måske) ved at være tid igen. Denne gang mod Syrien.

I Syrien har præsident Assad som alle ved brugt giftgas mod sin egen befolkning. Det er så afskyelig og uacceptabel en handling, at det kræver en reaktion fra verdenssamfundet og gerne et væbnet angreb – men kun hvis det kan ske i FN-regi.

At nogle lande – som især USA – på egen hånd mener sig i stand til at måtte straffe andre lande er ikke i orden. Så er vi stadig ikke kommet særlig langt på den vej, der hedder at skabe en verden, hvor vi alle tager os af hinanden, hvor vi alle føler et ansvar for fællesskabet.

I realiteten ved jeg godt, at det her også handler om, at Rusland siger nej i FN – og dermed kan FN ikke gøre noget. Men sådan er demokrati og frihed. En rodet og langsommelig affære, hvor der tit ikke sker så meget. Og dét skal respekteres fremfor den selvbestaltede ret til at dømme og agere, som især USA står for.

På den anden side kan man også anføre, at hvis ingen gør noget, så kommer befolkningen til at lide mere og i længere tid. Og i dét lys kan en selvbestaltet aktion fra fx USA´s side jo virke som en humanitær aktion. For det som sker i Syrien er hinsides al menneskelighed.

Det eneste der derfor er helt sikkert er, at prisen i form af mistede liv i tusindvis betales af den i forvejen martrede syriske befolkning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk