Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Skal Danmark absolut deltage i alle sportsbegivenheder?

Udgivet den af
1

Pt. er der håndbold-VM i ørkenstaten Qatar, der af mange regnes for det rigeste land i verden.

Det er en rigdom, der til dels kommer fra de cirka 1,2 millioner gæstearbejdere, der arbejder under slavelignede forhold med vold, dårlige boligforhold og til en meget lav løn som fx de cirka fem kroner i timen, som mange af byggearbejderne af diverse stadiums til fodbold-VM i 2022 får for deres slid og slæb, der desværre hver dag fører til at en eller flere af dem dør.

Disse horrible forhold i Qatar har imidlertid ikke fået håndbold-Danmark til at overveje at blive hjemme. Tværtimod snakker mange af dem henført om den luksus, som de møder i ørkenstaten. Fodbold-herrerne har også tænkt sig at prøve at kvalificere sig til VM i 2022 i Qatar.

For sport og politik hører ikke sammen, som sportsfolkene siger som fast begrundelse for, hvorfor det er i orden at rejse til diverse diktatoriske og menneskerettighedsfornægtende lande for at dyrke deres sport og måske vinde en medalje. 

Og nej, det gør sport og politik ikke – i en ideel verden. Men dén verden lever vi ikke i. Tværtimod så lever vi en verden, hvor alt er gennemsyret af politik, også sport. En verden, hvor en stenrig emir fra en ørkenstat kan købe et håndboldhold bestående af stjerner fra hele Europa og kalde det Qatars landshold – tiltrods for at der ikke er det mindste arabiske blod i nogen af dem.

For Qatars egne indbyggere spiller ikke håndbold, ja de ved dårligt nok, hvad håndbold er. Men Qatars ledelse – og det vil sige emiren – vil gerne markedsføre sit land som moderne, og derfor bruger han denne formue på først VM i håndbold og om syv år på VM i fodbold – og lur mig om ikke han laver hattricket og også får købt OL til Qatar i fx 2028?!

Det kan vi isoleret i Danmark måske ikke gøre så meget ved, men vi kan lade være med at deltage i sportsbegivenheder i Qatar og andre steder, hvor menneskerettighederne trædes under fode, og hvor mennesker behandles med en kynisme og eksisterer under forhold, som er så horrible, at intet levende væsen burde leve sådant.

Dét ville give god mening, hvis altså vi er seriøse og konsekvente omkring det med menneskerettigheder og social ansvarlighed, også i forhold til alle andre lande. Noget, som nogen måske med fordel også kunne hviske kronprinsen i øret.

For nok er Frederik medlem af Den Olympiske Komité, men han er også Danmarks kommende konge – og som sådan giver det ikke mening, at han med sin tilstedeværelse i Qatar til et håndbold-VM støtter et regime, der i udstrakt grad benytter sig at slaver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thyra Dannebod

Udgivet den af
Svar

Sidste år var mandagen lig med Danmarksbloggens Danmarkshistorie. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu fortsætter historie-mandagene. For startende i dag og indtil Grundlovsdag d. 5. juni vil Danmarksbloggen i anledning af, at det i år er 100 år siden, at kvinderne fik stemmeret derfor hver mandag beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

Og vi starter idag med den første danske kvinde, hvis navn er ridset ind i sten, nemlig:

Thyra Dannebod

Thyra Dannebod var gift med Gorm den Gamle, Danmarks første konge, der levede midt i 900-tallet. Det ved vi med sikkerhed. For på den ene af de to Jelllingstene kan man læse, at ”Gorm Konge lod gøre disse kumler efter Thyra sin kone Danmarks bod”.

Men var Thyra i grunden dronning? Det ved man ikke. Det eneste vi ved er, at Thyra var vikinge-kone og hedning. For kristendommen var endnu ikke kommet til Danmark. Thyra og Gorm den Gamle var som resten af befolkningen på det tidspunkt asatro.

At deres søn Harald Blåtand, der som bekendt kristnede danskerne, så senere gav sine døde forældre en kristen gen-begravelse er en anden sag.

Men hvad vil det sige, at Thyra var Danmarks bod?

Ja, navnet menes at hentyde til, at det var Thyra, der som den stærke vikingehustru hun var, lod Dannevirke opføre, så danskerne kunne forsvare sig mod tyskerne, der allerede dengang huserede ved grænsen. Et billede, som man især i tiden efter 1864 var meget glade for.

Men om billedet af den stærke vikingehustru holder historisk set, er ikke bevist. For taler de to runesten i Læborg og Bække, der ligger cirka 30 km fra Jelling. På disse kan man nemlig læse om Tue, Funden og Gnyble, der gjorde Thyras høj.

Summa summarum er også, at ingen af de andre vikingekonger som fx Harald Blåtand, Svend Tveskæg eller Knud den Store havde koner, som i dag huskes, eller som blev nævnt i både samtidens og eftertidens krøniker.

Men det blev Thyra Dannebod. Hendes navn huskes endnu – og forbindes stadig med at værne Danmark mod ydre farer.

Heller ikke de tidlige middelalderkonger som fx Knud den Hellige eller sågar Valdemar den Store har haft dronninger, der på nogen måde har gjort sig bemærkede.

Så noget ekstraordinært har Thyra Dannebod bedrevet.

Vi skal også helt op i 1200-tallet, før den næste markante kvinde i Danmarkshistorien dukker op, nemlig Valdemar Sejrs første kone: Dronning Dagmar, der som en anden prinsesse Diana blev så populær, at det blev umuligt for hans anden kone at få et ben til jorden, da hun blev dronning.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Steen Langstrup: ”Amerikansk olie”

Udgivet den af
6

Danmark, danskerne og det danske samfund behøver et skud amerikansk olie. Vel at mærke når den amerikanske olie gives i bogform og er skrevet af Steen Langstrup, hvis nye bog ”Amerikansk olie” udkommer i morgen torsdag d. 15. januar.

Bogen, der ikke er en gyserhistorie som mange andre af Steen Langstrups over tyve bøger, er skrevet i forfatterens sædvanlige flydende og letlæste stil, hvor man som læser sluger bogens 191 sider i een eneste stor mundfuld, mens man samtidig bliver mere og mere bange – også selvom “Amerikansk olie” ikke er en klassisk Langstrup-horrorhistorie.

Istedet spidder Steen Langstrup dygtigt og med sans for både perspektivet og detaljen vor tid og dens mennesker på en måde, så vi alle kan genkende os selv – og desværre i de versioner af os selv, som vi helst ikke vil se – og i hvert fald slet ikke vedkende os og tale om.

Men det er vi nu nok nødt til alligevel, hvis vi vil noget andet end det mørke, som omgiver os i dag – og som vi ikke kan flygte fra til fx Thailands sol og strande, som er scenen i et par af novellerne.

”Amerikansk olie” starter dog hverken i Thailand eller i Danmark. Bogen åbnes med en brag af en allerede kendt novelle, der er uhyggelig aktuel på én måde, som forfatteren næppe havde forestillet sig, da han sendte bogen til tryk for flere uger siden. Den første novelle ”Amerikansk olie” foregår nemlig i Paris og har på overfladen terror, terrorister og terrorangreb som tema.

Nedenunder handler det – som alt andet i samfundet og i bogen – om at finde sin plads, høre til, blive set og anerkendt – og hvad der så sker, når mennesker og samfund istedet svigter og svigtes. For det er lige der, at vi er – både i samfundet og i ”Amerikansk olie”, der er et skarpt og afslørende spejl på vor tid og vort samfund.

Bogens 20 noveller, hvoraf langt de fleste foregår i Danmark, og handler om mænd, kvinder og børn i alle aldre og fra alle sociale lag, hænger også sammen på flere planer. Nogle direkte, hvor man følger den samme person over en dag gennem flere noveller eller for en enkelt persons vedkommende gennem hele livet. Andre mere indirekte.

Men alle noveller væver sig ind i hinanden, og tiden går både forlæns og baglæns og sidelæns i bogen. Men det betyder mindre, om noget overhovedet. For menneskene i de 20 noveller er – trods oprør og forsøg på at ændre deres liv – næsten alle låst fat af deres miljø og deres egne forestillinger om sig selv og deres muligheder.

Novellerne i ”Amerikansk olie” er derfor også det mest skræmmende, som Steen Langstrup nogensinde har skrevet. Fordi de handler om virkeligheden som virkeligheden er det anno 2015.

Steen Langstrup skriver normalt gysere – sidste år udgav han fx den eminente ”Katrine” om hvad ondskaben i et menneskehjerte kan føre med sig af smerte og død. Læs Danmarksbloggens anmeldelse her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3680

Men her har uhyggen fået en tand til. For i ”Amerikansk olie” taler vi ikke om en fiktiv historie og et sort hjerte, men om mørket i et helt samfund.

Om at Danmark er et mørkt land, hvor solen står sent op, som det også siges i novellen om tiggerfamilien fra Bulgarien, der i et juleudsmykket Danmark med pebernødder og julesange ikke møder varme noget steds eller fra noget menneske, men i stedet kulde på så mange planer, at det kun er virkeligheden, der kan være ligeså infam i den fremmedgørelse og dæmonisering af mennesker, som der sker i Danmark i øjeblikket.

Det er en novelle, det gør fysisk ondt at læse – men som derfor også burde være fast pensum på samtlige skoler i Danmark.

For skal noget laves om, skal der mennesker til. Mennesker, som tør være åbne og nærværende, som man møder dem enkelte steder i bogen. Få steder.

For ellers er der ikke meget håb i “Amerikansk olie”, der foregår i en kold tid og en kold verden. I et samfund som det danske uden farver, men i strømlinet gråt, hvidt og sort. Et samfund, hvor kun succes, præstation og effektivitet taler og vises i den bil, som man kører i, den mobil som man har  og det tøj, som man går i osv.

Et samfund som det danske anno 2015, hvor glæden tilhører dem, der tager den – inden de også møder og overvældes af ”den stille grå danske død af almindelighed”, som Steen Langstrup så malende beskriver danskernes hverdag i hamsterhjulet.

En hverdag med stress og pres (også fra sig selv) om at være perfekt. Med alkohol, stoffer, mobning, vold, manglende omsorg og ingen lydhørhed. En hverdag, hvor en finanskrise og en fyring kan være starten til enden.

Og hvor selv en lotto-gevinst ikke er nok, hvis man først er havnet helt nede på samfundets bund. Her får den så i ”Amerikansk olie” lige et nøk til. For selv den hjemløse tror, at det er hans egen skyld. At det er ham, der er svag.

Og ingen stiller spørgsmålstegn ved samfundets strukturer eller spørger, om fordelingen af goder er i orden. Det er altsammen DIN EGEN SKYLD OG DIT EGET ANSVAR. Men som det ses i bogen, går det pr. automatik galt, når vi overlades til os selv og bliver vores egne guder.

Og det er så fint tænkt ud og skrevet af Steen Langstrup, der har sproget i sin hule hånd – og på en helt anden måde end den danske version af Mr. Grey, som taler på en måde, så den søde rengøringspige slet ikke forstår, at han vil det samme som hende.

For i en tid med mantraer som vær dig selv nok, mindfulness, du kan hvis du vil og anden moderne overtro – er det godt at læse noveller og historier, der viser virkeligheden, som den er. Viser det umenneskelige pres som alle er ofre for – og udøvede bødler for.

Selv en tænker hos CEPOS, der naturligvis slagtes, da han påpeger det urimelige i at skulle starte fredagens Matadorspil på et tidspunkt, hvor kollegaerne allerede har hotel på Rådhuspladsen og flere grunde samlet.

For vi har jo alle samme udgangspunkt, ikke sandt?

Nej, det er netop det vi ikke har. Og det får Steen Langstrup vist så godt i de 20 noveller. Ja, han får i “Amerikansk olie” hjertegribende og brutalt vist, at den amerikanske drøm er et fata morgana. At den enkeltes muligheder ikke handler om evner og engagement, men om arv, miljø og udgangspunkt – og at vi ikke kan løbe fra det, heller ikke engang selvom vi er bortadopterede og ikke kender vores ophav.

Eller hvis vi skifter miljø som tømreren Abraham, der skriver en bog om at være arbejdsløs og håndværker. En bog, som forlagene elsker – ihvertfald da de først har redigeret virkeligheden med masser af røde streger – og indtil de opdager, at Abraham slet ikke er en forklædt akademiker med fine ord og afstand til livet og verden, men et virkeligt menneske af kød og blod som sin bibelske navnebror, der i øvrigt blev stamfader til en hel slægt. For bogens Abraham er en virkelig tømrer – som en anden tømrer fra Biblen, nemlig menneskesønnen fra Betlehem.

Navnet og erhvervet er næppe tilfældigt valgt. Hverken den bibelske Abraham eller Jesus var således frie mennesker uden ansvar for andre. Det ønskede de så heller ikke at være. De talte derimod om at forpligte sig på hinanden. Ja, Jesus talte endda om næstekærligheden som det største af alt. Den forpligtende næstekærlighed og ikke den uforpligtende frihed, som mange ønsker sig så brændende i dag, at de kvæles i ensomhed i deres jagt på den store, hvide frihed..

Men kan vi overhovedet være frie? Ikke iflg. Steen Langstrup. Det er så heller ikke vigtigt. Det vigtige er, hvad vi gør i forhold til hinanden, og at vi kerer os om hinanden. For ellers så vil vi som Rikke i “Amerikansk olie”s sidste novelle en skønne dag vågne op hjemme hos os selv, i vores eget liv, og tro, at vi er et fremmed sted.

Men der er vi jo også – som samfund – i øjeblikket her i Danmark. Og det er på høje tide at komme hjem.

For verden og livet ændrer sig ikke. Men som den hjemløse kvinde i Paris i bogens første novelle påpegede det, så kan vores forestilling om verden og livet ændre sig – og deri ligger både muligheden for enten fortabelse eller fællesskab. For dét vælger vi nemlig selv.  

Danmarksbloggen giver Steen Langstrup og hans bog fem store svingende skefulde amerikansk olie ud af fem mulige.

Steen Langstrup: ”Amerikansk olie” er udgivet af 2Feet Entertainment med støtte fra Statens Kunstråd. Pris ca. 249,- . Fås også som e-bog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Spøgeri ved juletid

Udgivet den af
Svar

Spøgelser er noget, der i nutiden hører til Halloween. Men sådan har det ikke altid været.

Traditionelt set er det ved juletid, at spøgelserne huserer i Danmark.

Helt konkret fra midvinter d. 21. december til Hellig Tre Konger d. 6. januar.

Netop her, når det er allermørkest, og menneskene fejrer Jesusbarnets fødsel, er Himlen og Jorden åben for, at allehånde væsner og gespenster kan flyve rundt i de lange nætter og skræmme livet af folk og fæ.

Læg dertil genfærd, gengangere, helheste og andre, der har med død og dødsvarsler at gøre – og det er let at forstå, at mange i en tid uden elektrisk lys og fjernsyn nemt blev skræmt fra vid og sans.

Læs evt. også undertegnedes artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/jul/den-uhyggelige-jul

Allerværst er spøgeriet efter sigende julenat, hvor de døde holder messe, ihvertfald i de protestantiske kirker –  og det er en messe, man skal holde sig fra, hvis man har livet kært.

Men selvom det efterhånden er et par dage siden, at det var julenat, så skal vi ikke vide os for sikre her 3. juledag – hvor de fleste i nutiden ellers tænker mere på gave-ombytninger, arbejdsoptagenhed og nytårsmenuer end på spøgelser og det overnaturlige.

For spøgeriet, der startede til solhverv d. 21. december, varer ifølge overleveringen helt indtil Hellig Tre Konger d. 6. januar.

Så der er altså mere end en uge endnu, hvor det spøger – og hvor man i gamle dage stadig holdt jul i betydningen: Intet arbejde, intet stress. Men dage og nætter med frihed, fest og julestuer, med æbleskiver, pebernødder, kortspil – og spøgelseshistorier, mens mørket lå rugende udenfor.

En sådan juletid, hvor stikket trækkes fra 21. december til 5. januar, kunne nutiden med dens stress- og præstations-spøgelser (både ved juletid og resten af året) også have stor gavn og glæde af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletraditioner – en oversigt

Udgivet den af
Svar

Nu er der ikke længe til årets største aften: Juleaften.

Danmarksbloggen iler derfor med en oversigt over de mest kendte og elskede danske juletraditioner:

Danske juletraditioner er overordnet set tyske: Mange af de danske juletraditioner kommer fra Tyskland, som indtil 2. verdenskrig havde den rolle, som USA har i dag som førende kultur-eksportør. Så ligesom at det i dag er helt naturligt, at vi overtager den amerikanske Halloween, var det fra middelalderens start og helt indtil 2. verdenskrig en selvfølge, at vi overtog tyske traditioner. Også til jul, hvorfra vi i 1800-tallet og 1900-tallet hentede mange af de juletraditioner, som vi i dag anser for ærkedanske.

Julekalenderen: Julekalenderen kom fra Tyskland i 1932 og var i starten af papir. I dag laves der også chokolade-, hobby- , parfume- og mange andre julekalendere. For slet ikke at tale om tv-julekalenderne, hvor DR sendte den første ”Historier fra hele verden” i 1962.

Adventskransen: Adventskransen kom fra Tyskland under 1. verdenskrig (1914-18), indført af Christian d. 10´s tyskfødte dronning Alexandrine. Den blev for alvor udbredt under 2. verdenskrig, hvor adventskransens lyssymbolik gav god mening i den på alle måder mørke tid i årene 1940-45.

Juletræet: Det første danske juletræ kom fra Tyskland og stod på godset Holsteinsborg i 1808. Men det var det første juletræ i København hos familien Lehmann i 1811, der vakte størst opsigt. Og derfra gik det stærkt med at få juletræet udbredt til hele landet. Salmedigteren B.S. Ingemann var fra starten vild med juletræet, mens Grundtvig kaldte det en forvandet form for kristendom – og først senere overgav sig til det grønne træ, men så mente han også, at det var sendt fra Gud. Årligt produceres der mere end 10 millioner juletræer i Danmark. Det flettede julehjerte på juletræet er i øvrigt opfundet af selveste H. C. Andersen – og var i starten uden hank.

Julemaden: Nutidens andesteg, flæskesteg, kartofler, rødkål og sovs stammer fra 1800-tallet, hvor dansk landbrug blev omlagt til at handle om dyr fremfor om korn. Samtidig blev ovnen allemandseje. Så ud med de klassiske julespiser som den røgede skinke, fisken og grønlangkålen. Grød har man dog altid spist, både til hverdag og fest – selvom ris á la manden er en ny variant fra slutningen af 1800-tallet, der trods det franske navn er en ren dansk opfindelse.

Julegaverne: Danskerne køber julegaver for millioner. Sådan har det ikke altid været. Op gennem 1800-tallet var det kun overklassen, der havde penge til fx dukker til pigerne og små kanoner til drengene. Alle andre måtte lave deres julegaver selv. I løbet af 1900-tallet fik alle råd til julegaver – men især børnene laver stadig fine sager til forældre og bedsteforældre.

Julegudstjenesten: Hver tredje dansker går i kirke juleaftensdag – og tallet er stigende. Tilbage i den katolske tid holdt man midnatsmesser, som det stadig ses i den katolske kirke og især kendt fra Peterskirken i Rom. Efter Reformationen i 1536 blev den store julegudstjeneste flyttet til 1. juledag kl. 7 om morgenen, inden den midt i 1900-tallet blev rykket tilbage til d. 24. december, men nu om eftermiddagen.

Julemanden: Julemanden var oprindelig en katolsk helgen ved navn Nicolaus, der levede i Tyrkiet ca. 300 e. Kr. Han er blandt meget andet også børnenes helgen. Måske fordi han iflg. legenden reddede nogle piger fra slaveri ved at smide pengesække ned gennem skorstenen til deres fattige forældre. Fra Tyrkiet rejste historien om Nicolaus til Holland og derfra til USA, hvor den mødte historien om den engelske Father Christmas. De to – Nicolaus og Father Christmas – smeltede sammen og blev til Santa Claus, altså den nuværende julemand, der iflg. amerikanerne bor på Nordpolen. Men heldigvis ved vi danskere bedre. For Julemanden bor jo på Grønland.

Hvid jul: Vi drømmer om den hvide jul, men den kommer sjældent i Danmark. I 1900-tallet var det således kun landsdækkende hvid jul 7 gange ud af 100 mulige, mens vi siden 2000 allerede har haft hvid jul 2 gange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juleteater – del 4: “Jul i Nøddebo Præstegaard”

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen slutter sin adventsserie om juleteater i Danmark med juleklassikeren over dem alle:

”Jul i Nøddebo Præstegaard.”

For mere dansk teaterjul bliver det ikke end historien om de tre studenter-brødre, der i sne og med kane drager afsted til præstegården, hvor der udover det charmerende præstepar og en masse andre herlige skikkelser er to døtre, som er mere eller mindre hemmeligt forlovede med de to ældste brødre. Det forhindrer dog ikke den yngste bror i at forelske sig i begge de to søstre – men han må som bekendt nøjes med at lave løjer og stjæle alles hjerter på en lidt anden måde.

“Jul i Nøddebo Præstegaard” er det mest spillede teaterstykke i Danmark. Sidste år spillede forestillingen også i sin klassiske version i Folketeatret. Se anmeldelse fra Danmarksbloggen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=2562

Og i år har forestillingen spillet som ballet med Peter Schaufuss-balletten, der har danset til både Hartmanns velkendte musik og til moderne rockmusik.

Rør blot ikke ved min gamle jul, siger man ellers. Men det tør Peter Schaufuss godt – og han og resten af balletten har i december rejst Danmark tyndt fra nord til syd og fra vest til øst med forestillingen.

For dem, som ikke fik set stykket i balletversionen – eller som foretrækker ”Jul i Nøddebo Præstegaard” som teater, vil Danmarksbloggen derfor også ile med at henvise til filmversionerne.

Her hvor især lydsporet fra den seneste version (dén fra 1974) let genlyder for ens indre øre, når man genkalder sig Poul Bundgaards dybe og stærke stemme, der synger den smukke ”Børn og voksne i kærlig krans”, der smukt og poetisk fortæller, hvad julen handler om: At invitere alle med ind i kredsen – både den om juletræet og den i samfundet.  

Eller hvad med ”Turen går til Nøddebo” eller ”Velkommen velsignede drenge”? Den sidste er i øvrigt en Bellman-melodi, der på svensk handler om en sommeraften i Gamla Stan i Stockholm med både slåskamp og knas i kærligheden.

Men på dansk handler det om jul, de tre studenter og de gode juledrømme.

Og nu vi er ved juleønskerne, så drømmer Danmarksbloggen om en filmisk genindspilning af ”Jul i Nøddebo Præstegaard”, hvor man med lige dele fornyelse, sangtalent, humor og respekt for oplægget og traditionen fører klassikeren op til vor tid.

Dét kunne blive en herlig juleoplevelse …

For nok handler juleteater om traditioner, som vi også har set det nu gennem årets fire adventssøndage. Men der skal også fornyelse til … og sker det med respekt, humor og ømhed, så kan det kun blive en god jul – også i teatret.

Læs de tidligere afsnit her:
Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”: http://danmarksbloggen.dk/?p=5854
Juleteater – del 2: “Et juleeventyr”: http://danmarksbloggen.dk/?p=6024
Juleteater – del 3: “Nøddeknækkeren”: http://danmarksbloggen.dk/?p=6030

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

LOL – nu på dansk

Udgivet den af
1

Ordet LOL – eller rettere lol – er blevet hverdag i Danmark.

Ingen engelsktalende person siger LOL som et ord – de siger L O L – altså hvert bogstav for sig, eller de siger hvert ord som bogstaverne står for: Laughing Out Loud.

Men i Danmark siger vi LOL, altså lol, som et samlet ord. Og dermed har vi – som så ofte før – fordansket et importeret ord eller udtryk.

Og det er vel i grunden lige til at ROFL af glæde over. Rolling On the Flour Laughing.

Så selvom vi lever i en tid, hvor mange engelske gloser og udtryk bliver adopteret i det danske sprog, er vi tilsyneladende ligeså glade for at fordanske ordene, som vi altid har været det.

Måske fordi menneskets psykologi grundlæggende er, som den altid har været – og mennesket kan godt lide at importere fra andre – både ord, ideer og varer.

Men mennesket kan også godt lide at sætte sit eget præg på tingene. Også når det bare drejer sig om tre små bogstaver – og det er i grunden LOL/lol.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juleteater – del 3: ”Nøddeknækkeren”

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen fortsætter sin adventsserie om teater og juletid med en af de mest elskede juleforestillinger i ikke kun Danmark, men i hele verden:

Nemlig juleballetten: ”Nøddeknækkeren”

”Nøddeknækkeren” er skrevet af tyske Hoffmann og har musik af den russiske komponist Tjajkovskij.

”Nøddeknækkeren” er med sine mange spændende skikkelser og universer det ultimative fantasi – og juleeventyr om den magiske julenat, hvor pigen Clara kommer på en eventyrlig rejse mellem snefnug og stjerner – og overværer en drabelig kamp mellem det gode og det onde i Nøddeknækkeren og Musekongens skikkelse. Samt tilbringer en fortryllet tid i Slaraffenlandet og oplever diverse dansere fra hele verden underholde hende og hendes Nøddeknækker, inden Clara i den store romantiske finale skuer ud i fremtiden og ser sig selv danse kærlighedsdansen med sit livs kærlighed.

Og selvfølgelig slutter eventyret med, at Clara ender hjemme i barndommen og i sengen julemorgen, tæt knugende Nøddeknækkeren ind til sig, men nu i visheden om alt det spændende, der venter.

Sådan er ”Nøddeknækkeren” desværre ikke sat op i årets version i Tivoli. En del af den oprindelige handling er gået tabt til fordel for en Tivolificeret version af balletten, som dog har en masse andre gode elementer, bl.a. er H.C. Andersen og hans eventyr kommet med, og det er især for ”Snedronningen”s vedkommende lykkes ret godt, da netop dette eventyr er flettet sammen med snefnugenes hvirvlende dans.

Og heldigvis for Tivoli er ”Nøddeknækkeren” også en meget rummelig forestilling med masser af plads til fortolkning.

Se Danmarksbloggens anmeldelse af Tivolis ”Nøddeknækkeren” her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5922

Den store anke mod Tivolis version er dog ikke Tivolificeringen, men det at den levende musik mangler.

For når musikken er så fortryllende og magisk som den er det i Nøddeknækkeren, så er det helligbrøde at sætte forestillingen op UDEN at sørge for levende musik for slet ikke at tale om, at det gør det ekstra svært at være danser.

Ja, Nøddeknækkeren uden levende musik svarer til at danse om juletræet uden at synge en eneste julesang eller julesalme, men i stedet have en playliste kørende i baggrunden.

Julestemningen bliver derefter.

Læs de tidligere afsnit her:
Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”: http://danmarksbloggen.dk/?p=5854
Juleteater – del 2: “Et juleeventyr”: http://danmarksbloggen.dk/?p=6024

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Kan man leve af kultur?

Udgivet den af
1

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om kultur:

For kan man leve af kultur?

Svaret er ja. Kultur er det, som vi – mentalt – lever af. Det, som vi bliver bedre mennesker af.

Kultur er åndelig føde.

Men langt de fleste lader sig spise af med de tomme kalorier, som der diskes op med på de tv-kanaler, der som en anden fast food-restaurant sprøjter næringsfattig mad ud i enorme mængder.

Og nu – med DR Underholdningsorkesterets lukning – bliver vi berøvet endnu en næringskilde.

Og det er en skam for netop Underholdningsorkesteret har altid bygget bro mellem det folkelige og det mere finkulturelle – og givet danskere på tværs af sociale skel og generationer en fælles musikoplevelse, der på den lange bane har betydet noget også for sammenhængskraften i samfundet.

Så det er – også socialt set – en skandale, at orkesteret nu lukker.

For i en tid som denne, hvor vi splitter os alt for meget op i ghettoer og livsstile og kun omgås dem, der er ligesom os selv, er der mere end nogensinde brug for det, som kan samle os på tværs af skel og grænser.

Kunne man måske håbe på et lille julemirakel med diverse fonde i Julemandens rolle? Det hepper Danmarksbloggen ihvertfald på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De radikale har mistet den demokratiske melodi

Udgivet den af
1

I går blev det afgjort: DR Underholdningsorkesteret lukker!!!

Kulturminister Marianne Jelved nedlagde med sin underskrift på Public Service-kontrakten et orkester, hvis kulturelle og musikalske betydning er enorm, ikke kun i Danmark, men også i udlandet.

Dét er en vaskeægte skandale. Ikke kun fordi det er absurd at nedlægge Underholdningsorkesteret, men også fordi Marianne Jelved dermed går på tværs af et flertal i Folketinget, der ønskede orkesteret bevaret.

Men Jelved kan – som resten af de radikale – ikke finde melodien, den demokratiske vel at mærke, i øjeblikket. Radikale dyder som respekt for demokratiet og menneskers værd er nemlig sat ud af spil.

For sagen om Underholdningsorkesteret, hvor de radikale sælger ud af arvesølvet, når det kommer til demokratiet – og kulturen, står ikke alene.

Også når det kommer til flygtningene fra Eritrea sælges der ud – her blot respekten for mennesket og dets rettigheder.

Det er mere end skuffende. Det er direkte foruroligende, at et parti som de radikale, der ellers traditionelt er et humanistisk parti, synker så langt ned under medmenneskelighedens gulvbrædder.

Den forhenværende svenske statsminister Fredrik Reinfeldt har ret, når han kritiserer Danmark for at være for lukket og for fjendsk overfor mennesker i nød.

Og nu har vi heller ikke engang længere Underholdningsorkesteret til at bringe lys, glæde og håb med deres dejlige musik.

Det er i sandhed en mørk tid for Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk