Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Kinesisk nytår i Danmark

Udgivet den af
Svar

Man kan spørge, hvad kinesisk nytår har med Danmarksbloggen at gøre?

Umiddelbart ikke meget – og så måske en del alligevel. For Danmark er en lille, åben økonomi, der kun har en chance, når vi handler og interagerer med det store udland, og det er i disse år blandt andet Kina, hvor væksten stadig boomer, dog mindre end tidligere, men stadig dog.

Og idag er det altså kinesisk nytår. Kineserne er nu på vej ind i Fårets år – og det gør dem ikke særlig glade for nu at sige det med kinesisk – og jysk – underdrivelse.

Ud af 12 forskellige år er Fårets år nemlig det mest uheldssvangre. Fåret bliver ellers set som empatisk, gavmildt og følsomt, men også pessimistisk, dovent og uansvarligt. Og det du´r ikke i en filosofi som den kinesiske, hvor det drejer sig om at bestille noget – og at ofre sig for helheden uden at være for følelsesladet undervejs.

Det er nemlig ikke uden grund, at kineserne har dragen som symbol. Hovedet bestemmer – og den lange krop følger med pr. automatik. Noget, som vi her i Vesten, hvor individet er i centrum, har så svært ved at forstå, at andre kan leve med.

Men i Kina og i store dele af verden betyder den enkeltes lykke og muligheder intet i forhold til hvad der gavner samfundet bedst – og det har man det fint med. Og det gør vi her i Vesten klogt i at tage bestik af, når vi vil forstå, tale med og handle med netop lande som Kina.

Og nu er det altså Fårets år. Så lige i år er der formentlig ikke ligeså meget glæde som normalt i Kina i forbindelse med nytåret. Det bliver derfor nok også bedre næste gang, når vi går ind i Abens år. For Aber er med deres intelligens, vid og innovationsevne meget populære, og det anses for godt at være født i Abens år.

Læs mere om kinesisk nytårsfejring i Danmark: 
https://www.facebook.com/DanskKinesiskForening

http://kulturogfritid.kk.dk/verdenskulturcentret/aktiviteter/det-kinesiske-nyt%C3%A5r

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed

Udgivet den af
1

Fysisk var vi omkring 30.000 mennesker af alle nationaliteter og alle religioner på Østerbro i aften, der stod dér ved Krudttønden i kulden og mørket med fakler i hænderne og tårer i øjnene.

Men mentalt var vi millioner, der bakkede op om denne smukke og værdige mindehøjtidelighed for de to døde og de fem sårede ved weekendens to terrorangreb i København.

Det blev stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed.

Stilheden, da mindehøjtideligheden startede – og vi alle som med ét trylleslag blev helt tavse.

Og så stilheden igen, da vi holdt et minuts stilhed for ofrene.

Aldrig har en stilhed råbt så højt om frihed og demokrati og menneskeret som i den kolde aften ude på Østerbro for et par timer siden. Det var et råb, der rungede hele vejen ind til Krystalgade, som også var blevet besøgt inden højtideligheden ved Krudttønden.

Og mange gange aftenen igennem de dæmpede vanter, som man kunne høre styre klapsalverne, der trods den tykke vinterbeklædning alligevel viste, hvad vi står for her til lands.

Dét var en aften af dem, som jeg og alle andre i Danmark aldrig glemmer – og som nu afspejles i de to lys, som står i mit vindue til minde om Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Leonora Christine og Sophie Amalie

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om de to bitre fjender:

Leonora Christine og Sophie Amalie

Reformationen lå efterhånden næsten 100 år tilbage, da Leonora Christine og Sophie Amalie blev født i henholdsvis 1621 og 1628.

Men så hører alt lighed mellem de to kvinder, der blev hinandens livsfjender, stort set også op.

Leonora Christine var datter af Danmarks store byggekonge Christian d. 4 og hans anden kone, den adelige Kirstine Munk, der på grund af at hun var adelig og ikke fyrstelig, aldrig kunne blive dronning af Danmark. Leonora Christine var derfor heller ikke prinsesse, men kongedatter. Det skulle dog ikke forhindre hende i at spille rollen som Danmarks førstedame i mangel på en dronning i de mange år, hvor Christian d. 4. var konge, men ikke var gift med en fyrstelig kvinde.

Det med at føre sig frem havde Leonora Christine heller ikke fra fremmede. Hendes mormor var Ellen Marsvin, der i en mandsdomineret tid blev jordbesidder i den helt store stil – og som ikke alene forvaltede arven efter sin ægtemand, men også kraftigt øgede dens værdi.

Moderen var som sagt Kirstine Munk – en kvinde, der i mange år kunne få Christian d. 4. til at danse efter sin pibe – lige indtil hun dummede sig og ikke alene var kongen utro med den såkaldte Rhingreve, men også prøvede at forgive Christian d. 4.

Leonora Christine holdt sig klogeligt ude af balladen mellem forældrene – og var på mange måder et rent ug-barn, som hendes søskende ikke brød sig meget om, da hun gerne sladrede og gav dem skylden for alt, så hun selv kunne fremstå som den perfekte. Og det virkede. Leonora Christine var i stort og småt faderens, Christian d. 4´s, yndlingsdatter – og hun blev da også gift med den senere rigshovmester Corfitz Ulfeldt, der i mange år virkede nærmest som en slags statsminister, der dog tilranede sig store summer fra statskassen og i det hele behandlede den aldrende Christian d. 4. såre skammeligt.

Leonora Christine og Corfitz var altså usympatiske, men samtidig også datidens powerpar – og hun holdt fast i ham, hele vejen, både da han blev anklaget for landsforræderi, sad i fængsel på Bornholm og lavede maskepi med svenskerne, mens de havde besat Danmark og tog Skåne, Halland og Blekinge i 1658. Han døde senere alene på en båd på Rhinen, mens hans kone endnu havde det værste og det største til gode.

For selvom det allerede passerede er nok til for evigt at blive husket i Danmarkshistorien, så er den forkætrede kongedatters største mesterstykke nemlig Danmarks første selvbiografi: Jammers Minde, som Leonora Christine skrev i de 22 år, hvor hun sad som fange i Blåtårn i København anklaget for landsforræderi m.m.

Manuskriptet, der ikke må læses som et faktabaseret korrekt vidnesbyrd, men som er såre subjektivt, blev først genfundet i sidste halvdel af 1800-tallet, hvorefter det hurtigt blev kendt og faldt på et tørt sted, da Danmark efter 1864 havde desperat brug for netop sådan en national tragisk heltinde. Og her var hun så: Den smukke kongedatter, og skurken var oven i købet tysk. Dét kunne ikke være meget bedre. Så pyt med fakta.

For skurken var – og er stadig for mange danskere – Sophie Amalie, der blev gift med Danmarks første enevældskonge Frederik d. 3., der snedigt indførte enevælden ved et statskup i 1660.

Sophie Amalie var født og opvokset ved et lille hertughof i det nordtyske, og havde intet af den intelligens og det vid, som Leonora Christine havde så rigeligt af. Leonora Christine forsømte heller ikke en chance for at drille og udstille den unge dronning, da hun kom til København og ingen kendte, mens Leonora Christine derimod var på absolut hjemmebane, i hvert fald til at starte med.

Helt slemt blev det så, da kroningen af det nye kongepar skulle finde sted i 1648.

Kongen blev kronet den første dag – og alt gik, som det skulle. Men så dagen efter, hvor dronning Sophie Amalie skulle krones, var København raseret. Leonora Christine og Corfitz Ulfeldts folk havde ødelagt det meste af den pynt og de æresporte, som dronningen og det kongelige følge skulle ride igennem på vejen fra Københavns Slot til Vor Frue Kirke.

Og kronen, som Sophie Amalie skulle krones med, var ikke den prægtige dronningekrone, men en erstatningskrone, lavet i al hast og af billige materialer. Den rigtige krone var nemlig gået i stykker, da Leonora Christine ”helt tilfældigt” kom forbi guldsmeden og ”kom til” at tabe den på den hårde stengulv, så den gik i stykker og ikke kunne nå at blive repareret.

Dét tilgav Sophie Amalie aldrig.

Og tiden gik, og hjulpet på vej af Ulfeldts landsforræderi blev stemningen ved hoffet og i Danmark også mere og mere for kongen og hans dronning, selvom hun var rigeligt forlystelsessyg og lavede de mest (også for) dyre og spektakulære baller og udklædningsfester.

Det var i øvrigt også Sophie Amalie, der fik opført Amalienborg – som jo netop blev opkaldt efter hende selv.

Men den største respekt hos danskerne opnåede Sophie Amalie, da hun ved kongens side red rundt på voldene, mens svenskerne bombede og skød løs mod hovedstaden i dagevis. Dét havde ingen dronning gjort før.

Hadet til Leonora Christine slap hende dog aldrig – og selv da manden, kong Frederik d. 3. døde, og hendes svigerdatter, den nye dronning Charlotte Amalie, gik så mindeligt i forbøn for den aldrende Leonora Christine, var Sophie Amalie stejl og ubønhørlig.

Leonora Christine skulle blive i Blåtårn.

Så det blev hun – indtil Sophie Amalie døde i 1685. Samme dag om aftenen blev kongedatteren tilbudt at komme ud i løbet af natten, men Leonora Christine var livsskuespiller af det store format.

Jeg vil ud med manér, sagde hun – og det kom hun så næste morgen i fuldt dagslys og med fuld honnør.

Derfra gik turen til Maribo, hvor Leonora Christine levede i yderligere 12 år, hvor hun også fik besøg af sine børn – og gav en af dem dét manuskript, der skulle sikre hendes berømmelse. Dog ikke med et samme som hun havde håbet, men 200 år senere, da det blev fundet på et loft i Østrig.

Men det er først om lang tid. Vi er stadig i 16- og 1700-tallet.

Enevælden var kommet til Danmark – og kvinderne var stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. Nogle af dem var også ikke-royale – og nogle gange kunne det gå helt galt som med adelsfrøkenerne Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow, der nåede bunden på to meget forskellige måder.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så kom det tæt på …

Udgivet den af
1

Så kom det tæt på …

Eftermiddagens skyderi på Østerbro, der har kostet én person livet og såret tre andre, kan desværre ikke undre nogen. Det var ventet, at noget sådant måtte ske … og nu skete det så til dette ytringsfriheds-arrangement med Lars Vilks som hovednavn.

Desværre er det nok heller ikke det sidste, at vi kan forvente af den slags, hvad enten vi kalder det terror, attentat eller noget helt tredje.

Der er derfor kun én ting at sige – og gøre: At fortsætte med at skrive, sige og tegne lige, hvad vi har lyst til … 

Vi må ikke lade os kue. Men vi må heller ikke lade mørket besejre os, så vi opdeler mennesker i dem og os, i religioner og ideologier.

For vi er og bliver alle mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Indenfor murene”

Udgivet den af
1

Hvor gik Nora hen, da hun gik ud,? spørger man altid om, når man har set Ibsens ”Et dukkehjem”.

På vej hjem efter at have set nationalklassikeren ”Indenfor murene” på Folketeatret er det derimod ligeså naturligt at spørge om, hvor den jødiske datter Esther og hendes kristne forlovede Jørgen gik hen, mens den jødiske patriark Adolf Levin gik i seng – og den jødiske moder Sara grædende bad om lykke til sit barn.

Man kan selvfølgelig gå til Bent Fabricius-Bjerres musical Esther. Men man kan også søge svaret andetsteds, søge det udenfor teatermurene, udenfor synagogens, kirkens – og i vor tid moskéens mure.

For nok gik det unge par, der spilles overbevisende af Sofia Nolsøe og Jesper Dupont, ud for at søge kærlighedens lykke langt væk fra religionen. Men hvor langt væk kunne de gå en tid, hvor de begge var mere end på forkant med deres oprør mod forældrene og religionen?

Og kan man nogensinde – også i 2015 – for alvor flygte fra sine rødder og sin barndom? For er der ikke indeni os alle tykke, mentale mure? Mure, der aldrig rigtig kan rives ned – men kun slås hul i?

Men måske kan vi også nøjes med hullerne – på scenen og i det virkelige liv?

For ”Indenfor murene” handler om det virkelige liv i 1912 – og i 2015. Det handler om mennesker. Det handler om kærlighed. Det handler om rødder. Det handler om fortid, nutid og fremtid. Det handler om konflikter mellem mennesker – og måske allermest om vigtigheden af evnen til at række ud, især udover sig selv.

Det handler om dig og mig – og alle andre, uanset om vi er jøder, kristne, muslimer eller ateister. For vi har alle rødder og alle forældre – og mange af os har også børn og nogle endda også børnebørn. Vi har alle de samme grundvilkår som mennesker – og derfor mere der samler end skiller os.

Vi kan alle spejle os i hinanden, uanset om vi kommer i kirken, synagogen, moskéen – eller sidder under et grønt træ.

Det ser man for alvor, når der slås hul på murene – og man i stedet for fordomme og stereotyper ser hinanden som de forskellige mennesker af kød og blod, som vi er først, sidst og indimellem. Når man søger forståelsen og forklaringen som den jødiske søn Hugo gør det så glimrende, selvom de andre i familien Levin slet ikke lytter til hans visdomsord.

I en senere tid – skuespillet er skrevet i 1912 – burde Hugo også være blevet fredsforhandler i Mellemøsten. Men i den velhavende jødiske Levin-familie i tiden op til 1. verdenskrig er han læge og hans bror forretningsmand ligesom faderen, der spilles med en fantastisk autoritet og nerve af Waage Sandø fra han træder ind til sabbatten til han sidst i stykket går i seng.

Men i enhver jødisk familie er moderen omdrejningspunktet, både når hun tænder lysene til sabbatten og ellers. Og det er dansk teaters største skuespillerinde Ghita Nørby også i Folketeatrets ”Indenfor murene”.

I hver en bevægelse, hver en tone, hver en mimik ER hun Sara Levin, den jødiske mor, der elsker sin familie overalt på jorden og gør alt, hvad hun kan for at sikre alle lykken – og freden indenfor murene.

Men freden brydes og livet laves om. Først da datteren tro mod tidens stigende bevidsthed og kamp for kvindens rettigheder kommer for sent hjem til middagen – og endnu mere, da det nødvendige opgør med etatsråden, mesterligt spillet af Preben Christensen, finder sted.

Der slås hul på murene, og det gøres så eftertrykkeligt, at forestillingen sidder i én længe efter, at man har forladt teatret og er gået hjem i en nutidig vinteraften i endnu en tid, hvor mennesker bygger mure og ser religioner og fordomme, før de ser mennesker.

Og i øjeblikket desværre mere end i mange årtier.

Henri Nathansens stykke er med andre ord mere aktuelt end det har været længe – og Danmarksbloggen giver det i Folketeatrets sprudlende og stærkt bevægende version fem store stjerner ud af fem mulige.

Endelig skal nævnes forestillingens program. Normalt er et program ikke noget, som der er grund til at nævne i en anmeldelse. Men her er der. Endda stor grund.

For programmet til Folketeatrets ”Indenfor murene” er mere end blot flotte billeder og baggrundsinformation. Det er en guldgrube af substans, af tanker og betragtninger over stykket og dets mening og morale – leveret af både Ghita Nørby, Herbert Pundik og Thomas Bendixen.

Danmarksbloggen anbefaler derfor ikke kun på det varmeste at se stykket, men også at købe programmet, gemme det og finde det frem igen og igen – især når man føler behov for at blive husket på, at livet først og fremmest handler om mennesker, samvær og mangfoldighed – og ikke om religioner og ideologier.

”Indenfor murene” spiller frem til 11. april på Folketeatret. Det er Thomas Bendixen, der har instrueret, og Maja Ravn, der har stået for scenografien. Steen Larsen er manden bag lyddesignet, mens Lars Schou har stået for lysdesignet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Åben uge 8 i moskéen

Udgivet den af
1

Allerede nu er moskéer landet over åben for besøgende, også ikke-muslimer.

Men nu vil indtil videre fire moskeer holde en nærmest endnu mere åben uge for at pointere, at der findes masser af moderate muslimer, som ikke ønsker hverken vold, terror eller noget af alt det andet, som højrefundamentalister beskylder islam for at være synonymt med.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/Trekanten/2015/01/28/100837.htm

Det er en god ide. Danmarksbloggen håber, at flere moskéer slutter sig til initiativet.

Danmarksbloggen håber også, at mange danskere vil benytte sig af muligheden for at besøge en moské – og måske endda snakke med en muslim eller to.

For når vi lærer hinanden at kende, så ser vi ikke hinanden som en ensartet og endimensionel gruppe, men som enkeltpersoner – og så opdager vi, at vi har mere, der samler, end der skiller os – uanset race, religion, seksuel orientering – og hvad der ellers kan skille mennesker.

Så opdager vi, at alle er mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Dyveke, Sigbritt og Elisabeth

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om tre hollandsk-fødte kvinder:

Dyveke, Sigbritt og Elisabeth

De to foregående mandage har vi beskæftiget os med middelalderens markante kvinder. Vi er nu oppe i starten af 1500-tallet – og middelalderen synger på allersidste vers. Ja, på nogle punkter er renæssancen i fuld gang med at pible frem.

En af renæssancens højborge lå i Holland, der dengang hed Nederlandene, og som var et knudepunkt for ny arkitektur, litteratur, organisation, kunst, kultur, bankvæsen, handel, søfart og meget mere.

Og netop herfra kom de tre kvinder, der kom til at spille den største rolle i Christian d. 2.´ s liv. Kongen, der ville så meget: Først og fremmest føre Danmark ind i renæssancen, men som i stedet er mest kendt for det stockholmske blodbad og hans fangenskab på to danske slotte, da først eventyret var forbi.

Men det skal det ikke handle om. Det skal handle om de tre kvinder, der spiller en afgørende rolle i hans liv.

De to første, Dyveke og Sigbritt, var datter og mor – og Christian, eller Christiern, som han retteligen hed, mødte dem i 1507, mens han sad som kronprins i Norge. Historien fortæller, at han forelskede sig i den unge, smukke Dyveke nærmest øjeblikkeligt – og hun i ham.

Som tiden gik, satte den unge kronprins og senere konge, dog også større og større pris på hendes mor, Sigbritt, der blev betegnet som en kagekone fra Holland.

Hvem Dyveke og Sigbritt så var helt præcist, ved man ikke. Men Sigbritt har dog næppe været nogen helt almindelig kagekone. For hun var velbevandret i både økonomi, politik og organisation – og hun blev snart en af Christians nærmeste rådgivere, hvis ikke dén tætteste. Kongen ønskede nemlig at gøre Danmark til en stat á la Holland, hvor adelens magt var formindsket og driftige borgeres ditto forøget – og i dét arbejde var Sigbritt ham en uvurderlig støtte.

Det kunne syntes idyllisk med en konge, der elskede datteren og havde moderen som nærmeste rådgiver. Men da Dyveke var borgerlig, kunne Christian ikke gifte sig med hende.

Dengang skulle en konge gifte sig fyrsteligt – og valget faldt paradoksalt nok på Elisabeth, der var født og opvokset i Holland, var ud af den habsburgske slægt og søster til den senere kejser Carl den Femte.  Hun og Christian blev gift ved stedfortræder i Holland i 1515.

Nede i Holland kendte man til og var ikke særlig glad for Dyveke, som trods ægteskabet mellem Christian og Elisabeth stadig var ved hoffet i fuld offentlighed. Man sendte derfor også folk herop for at tale med kongen om det. Men de nåede ikke så langt. Elisabeth sendte de hollandske udsendinge hjem igen med bemærkningen om, at hendes og kongens ægteskab kunne parret godt selv håndtere uden hjælp udefra.

Det var dog udefra, at ændringen kom i form af de forgiftede kirsebær, som Dyveke spiste i 1517 – og som gjorde Christian d. 2. vanvittig af sorg. Ingen ved, hvem der sendte dem – men en dansk adelsmand fik skylden og blev henrettet.

Paradoksalt nok betød Dyvekes død, at kongen og Elisabeth kom tættere på hinanden – og stod hinanden bi i de frygtelige år, der ventede, hvor Christian blev sat fra bestillingen som Danmarks konge – og de måtte tage ned til hendes familie i Holland, inden hun døde i 1526, og han vendte tilbage til Danmark i et sidste forsøg på at blive Danmarks konge.

Det mislykkedes, og som bekendt sad Christian d. 2. først som fange på Sønderborg slot og siden Kalundborg Slot, mens hans og Elisabeths børn blev voksne og spredte sig i Europa.

Men hvad med moder Sigbritt? Ja, hun forsvandt ligeså gådefuldt ud af historien, som hun var kommet ind i den. Efter datterens død blev hun ellers ved hoffet som støtte for den unge dronning og landsmandsinde Elisabeth – og for kongen. Men da Christian tog flugten, forsvandt hun også.

Måske med ham og dronningen til Holland? Legenden siger, at hun blev smuglet ombord på deres skib i en tønde.  Men det er måske blot en skrøne?

Vi ved det ikke – men vi ved, at Sigbritt og Christian d. 2´s s tanker om borgervælde og fascination af Holland skulle få et comeback cirka 100 år senere hos en af Danmarkshistoriens mest berømte konger, nemlig Christian d. 4.

Han er også særdeles spændende, men ham skal det heller ikke handle om. Til gengæld skal det næste mandag handle om hans mest berømte datter og hendes livsfjende.

For nu var renæssancen for alvor kommet til Danmark – og nok var kvinderne stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. To af dem var endda hinandens bitre fjender livet igennem.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Margrethe Sambiria og Margrethe Valdemarsdatter

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to x Margrethe:

Margrethe Sambiria og Margrethe Valdemarsdatter

Som konkluderet allerede i sidste uge er der langt imellem de markante kvinder i middelalderens Danmark. Datidens kvinder var i høj grad kontrolleret af mændene omkring dem, hvad enten det var fædre, ægtemænd, sønner eller sågar svigersønner.

Enkelte kvinder nægtede dog at affinde sig med, at kvinder skulle ses, men ikke høres. To af de mest markante hed begge Margrethe – og var begge dronninger. Den ene Margrethe er i dag næsten glemt, mens den anden er berømt og nok bedre kendt under navnet Margrethe d. 1.

Vi starter med den glemte Margrethe, nemlig Margrethe Sambiria, også kaldet Margrethe Sprænghest, som datiden ikke brød sig særligt meget om, og som eftertiden heller ikke bruger megen tid på.

Margrethe Sambiria var gift med Christoffer d. 1 og mor til Erik Klipping (ham, der blev myrdet i Finderup Lade i 1286). Hun blev dronning i 1252, da hendes mand blev konge. Han døde allerede i 1259, og så blev Margrethe Sambiria enkedronning og styrede Danmark på sin umyndige søns vegne igennem flere år.

Margrethe Sambiria var efter sigende både dominerende og besidderisk – og hendes søn valgte også som voksen at placere moderen på Lolland-Falster, hvor hun fik lov til fortsat at styre Estland, men ellers ikke blande sig i danske forhold.

Om hun var så slem, som historierne om hende fortæller, vides ikke. Men faktum er, at i forhold til den senere Margrethe Valdemarsdatter (bedre kendt som Margrethe d. 1.) er der ikke nogen forskel i forhold til det at styre Danmark på sin umyndige søns vegne.

Det med at regere på sønnens vegne gik bare bedre for Margrethe Valdemarsdatter, både i samtiden og i eftermælet. Om det så skyldtes Margrethes Valdemarsdatters egen dygtighed – eller det faktum, at hun ikke var en fra udlandet hentet dronning, men datter af en dansk konge kan ikke afgøres.

Faktum er, at Margrethe Valdemarsdatter var noget helt særligt.

Margrethe Valdemarsdatter blev født i 1353, og hun døde i 1412.

Oprindeligt var hun blevet gift med den norske konge og var således dronning af Norge. Men da hendes far – Danmarks konge Valdemar Atterdag – så døde, rejste den purunge Margrethe med sin søn Oluf til Danmark for at kræve kronen på drengens vegne.

Han fik den, og Margrethe begyndte at styre landet på sønnens vegne. Ene kvinde mellem en masse stormænd, der troede, at hende kunne de sagtens styre. Det kunne de så ikke. Tværtimod.

Margrethe gjorde arbejdet som regent så godt, at hun ikke alene fuldendte faderens arbejde med at samle Danmark. Hun fik også som den eneste regent nogensinde i Norden samlet de nordiske lande i Kalmarunionen i 1397.

Hendes titel i Norge var hele vejen igennem dronning, og det blev det også i Sverige. Men ikke i Danmark, hvor Margrethe d. 1´s korrekte titel er: Frue og husbond og hele rigets mægtigste formynder. En pudsig titel, som ingen andre regenter nogensinde har haft.

Men ulykken havde også ramt Margrethe. Hendes eneste barn og Danmarks kommende konge Oluf døde allerede i 1387, da han kun var 17 år. Rygtet gik, at Margrethe selv havde sørget for det, da hun ville beholde magten. Men intet er bevidst.

Faktum var da også, at hun må have været interesseret i at få en arving og efterfølger. Efter sønnens død adopterede hun også en grandnevø, der senere blev konge under navnet Erik af Pommern, og som skæbnens ironi lod være præcis så uduelig, som Margrethe frygtede, at sønnen ville have været det, hvis han var blevet konge.

Men nu blev det altså adoptivsønnen – i hvert fald på papiret. For så længe Margrethe levede, var det reelt hende, der var regenten.

Margrethe døde så pludseligt – af pest – kun 59 år gammel ombord på et skib i Flensborg fjord, mens hun var i gang med at ordne det sønderjyske spørgsmål.

Hun lægger idag bisat på den fineste plads i Roskilde Domkirke, der er de danske regenters sidste hvilested.

Læs evt. mere om denne en af Danmarkshistoriens allerstørste regenter her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Kvinderne var altså begyndt at røre på sig, og i tiden op til reformationen og renæssancen skulle tre hollandsk-fødte kvinder sætte sig varige spor i Danmarkshistorien.

Disse tre markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Dagmar og Bengerd

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om Valdemar Sejr´s to dronninger:

Dagmar og Bengerd

Der er langt imellem de markante kvinder i middelalderens Danmark. Noget, der formentlig skyldes, at kvinderne og deres udfoldelsesmuligheder som alt andet i datidens samfund var nærmest totalt kontrolleret af mændene omkring dem, hvad enten det var fædre, ægtemænd, sønner eller sågar svigersønner.

For i modsætning til vikingetiden, hvor kvinden havde stor magt i de enkelte hjem, både når manden var i viking og når han ikke var, så var hun i stort og småt underlagt manden i middelalderen.

Det gjaldt både verdslige og religiøst. I middelalderens katolske kirke var der – på nær i de lukkede nonneklostre – derfor kun plads til mænd som præster, biskopper og så videre, mens vikingetidens kvinder uden problemer kunne vælge at være en af de gydjer, som var det feminine modstykke til de mandlige goder.  For både en gode og en gydje kunne stå i spidsen for såvel ofringer som alt andet, der hørte til vikingetidens asatro.

Men nu var det altså middelalder, og kvinden skulle med apostlen Paulus´s ord tie i forsamlinger, føde børn og arbejde, mens manden tog alle beslutningerne og havde alle kompetencerne. Ja, kvinderne havde end ikke bestemmelsesret over de penge, som de bragte med sig ind i ægteskabet, eller over den arv, som de fik fra deres familie.

Den optimale kvinde var derfor også i middelalderen en kvinde, som var sød, smuk og føjelig, og som kunne føde børn, helst drenge. For drenge var mere værd end piger. Drenge skulle nemlig arve titel og gods – og kunne føre slægten og slægtsnavnet videre. Piger skulle bare føde børn i en anden slægt, og det var efter datidens normer ikke ligeså fint.

Valdemar Sejrs første dronning Dagmar, der i 1205 kom til Danmark fra Bøhmen, som svarer nogenlunde til det nuværende Tjekkiet, var en efter datidens normer perfekt kvinde.

Hun var efter sigende lys, mild og god af sind og hjerte – og danskerne elskede hende. Hun var nærmest datidens prinsesse Diana, bare med den forskel at hun også var dybt elsket af sin mand, kong Valdemar Sejr, der ifølge folkevisen ”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg” i eet eneste stræk red fra Ringsted til Ribe for at nå at sige farvel til sin hustru, da hun stadig ung og smuk lå for døden i Danmarks ældste by.

Om legenden holder, og hvem den historiske Dagmar i virkeligheden var, får vi aldrig at vide. Men hun var i hvert fald elsket, og hun ligger nu begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted sammen med sin mand Valdemar Sejr, der i øvrigt er kendt for at være ham, der modtog Dannebrog fra himlen, da det faldt ned i Estland.

På den anden side af kongen i kirken ligger så endnu en kvinde, nemlig hans anden dronning, som han giftede sig med i 1214 kort efter Dagmars død. Hun hed Berengaria og kom fra Portugal. Det blev på dansk til Bengerd, og hun var ligeså mørk som Dagmar havde været lys.

Hende kunne danskerne ikke lide. Der er dog ikke noget historisk belæg for, at Bengerd skulle have været så forfærdelig, grådig og ondskabsfuld, som rygterne om hende har gået gennem tiderne. Men eftermælet står tilbage, kort og godt: Bengerd, den beske blomme, som det hedder i folkevisen.

Det eneste vi for alvor ved om den portugisiske prinsesse er, at alle hendes tre sønner blev konger efter faderen Valdemar Sejr, og at der med dem startede en ny urolig tid i Danmark.

Dagmar havde ellers også født en søn nogle år, inden hun døde. Men han døde ung, så derfor blev det Bengerds sønner, der kom til at føre den danske kongeslægt videre frem gennem middelalderen.

Kvinderne begyndte dog at røre på sig, inden middelalderen var forbi – og især to kvinder ved navn Margrethe valgte at se stort på, at datidens kvinder skulle ses og ikke høres.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulturens sejr i en kold tid

Udgivet den af
1

Danskerne kan gode lide kultur. Rigtig kultur. Ægte kultur. Den langtidsholdbare kultur.

Skulle man være i tvivl, kan man blot se på gårsdagens begivenheder.

Allerførst selvfølgelig den glædelige nyhed, at Danmarks Underholdningsorkester (det der tidligere hed DR´s Underholdningsorkester) sandsynligvis overlever. Det er mere end godt nyt for orkesteret selv, for musiklivet i Danmark og for kulturen generelt.

Men også den lange kø af flere hundrede mennesker, der ventede på at komme ind på Charlottenborg i København, hvor der i går aftes var fernisering på Forårsudstillingen, fortæller, at danskerne vil kulturen, den ægte kultur, den der har et ærinde og fortæller noget – og ikke den X-Factor-orienterede kultur, som DR valgte at satse på istedet for Underholdningsorkesteret.

Det var en forkert beslutning. For danskerne vil ikke længere nøjes med tomme kalorier. De vil have substans. Kulturen har altså sejret i en kold tid. Dét er godt nyt at holde weekend på. 

Husk i øvrigt at du stadig kan støtte Danmarks Underholdningsorkester.
Læs mere her:
https://www.facebook.com/pages/Bevar-DR-Underholdningsorkesteret/824288120949860

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk