Måske klarer vi dén

Måske klarer vi dén

Husker I for et år siden?

Det var INDEN Brexit. INDEN Trump. INDEN valget i Tyrkiet. INDEN USA bombede i Syrien.

Det var en helt anden verden, og der var mange, som spåede verdens undergang, hvis det, der nu er sket, skete.

Nu er faren heller ikke forbi endnu.

Især er situationen omkring Nordkorea farlig – og man skal heller ikke undervurdere Rusland – eller strømmen af flygtninge og migranter over Middelhavet.

MEN verden er også ganske sejlivet – heldigvis … så måske, bare måske, klarer vi også de udfordringer, der er i vores tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Erdogan laver en Hitler

Erdogan lavede en Hitler i går. Han brugte demokratiet til at afvikle demokratiet, og det på trods af, at selvsamme Erdogan ellers har været både glad for og flittig med at kalde europæerne nazister.

Men Erdogan er selv betragteligt tættere på, når han bruger terroren og et demokratisk valg til at indføre diktaturet. Hitler gjorde nemlig noget tilsvarende i 1930´erne ifbm. den påsatte Rigsdagsbrand og det tyske rigsdagsvalg i 1933 – og så var kursen sat mod stormagtsdrømme og verdenskrig.

Nu kan Erdogan nok ikke starte en verdenskrig, men han kan puste til ilden, og han har ihvertfald drømmene intakt om at genskabe Tyrkiet som i det gamle Osmanner-rige.

Så det er en farlig vej, som Tyrkiet er slået ind på, hvad også næsten halvdelen af alle tyrkere bosat i Tyrkiet vidste, da de i går stemte NEJ til at give Erdogan mere magt – og måske var de i virkeligheden mere end halvdelen. Udbredte rapporter om valgsvindel tyder i hvert fald på det. Og så har vi ikke engang talt om det uretfærdige i den måde, som valgkampen er blevet ført i tyrkiske medier på, hvor ja-siden har haft ti gange så meget taletid – og hvor Erdogan-tilhængere er blevet kørt ind i busser for at tiljuble ham til lukkede valgmøder i byer, der ellers var tilhænger af et nej.

MEN i Danmark har 6 ud af 10 tyrkere med stemmeret stemt ja til Erdogan. Der er altså tale om mennesker, der selv lever i et åbent demokrati og et frit samfund, men som stemmer til fordel for diktatur-lignende tilstande i deres oprindelige hjemland. Men i modsætning til i Tyrkiet risikerede ingen af de i Danmark bosiddende tyrkere hverken deres job eller at komme i fængsel, hvis de stemte nej. De har altså stemt ja, fordi de mener, at det er en god idé med denne centrering af magten, der på mange måder bliver et direkte diktatur.

Danmarksbloggen er derfor også ret bekymret for, hvordan disse mennesker mener, at Danmark skal udvikle sig. For demokratiet er en grundsten i Danmark – og hvis man ikke kan gå ind for demokrati, ligeret, åbenhed, plads til forskellighed og frihed, så bør man måske overveje, om man bor det rigtige sted. Det er så en sag for den enkelte, som vi andre ikke skal blande os i.

Hvad vi til gengæld både kan og skal fokusere på er at holde demokratiets fane MEGET højt, således så vi både kræver det samme af alle her i landet – og giver alle de samme muligheder, men ingen særbehandling af religiøse eller politiske årsager. For det må aldrig blive et problem at være muslim eller tyrker eller noget andet for den sags skyld i Danmark – men lige ret og lige pligt for både Per og Ali, for både Lise og Fatima. Sådan skal det være.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Nationalismens fremmarch

Globaliseringen har spillet fallit og skabt en verden, hvor de få har altfor meget og langt de fleste så lidt, at de kun lige kan klare sig – måske.

Vi burde havde sagt os selv, at menneskets grundlæggende grådighed ikke kan håndtere en globalisering med fri bevægelighed af arbejdskraft, kapital og varer. At det vil føre til at nogle få skraber til sig, mens alle andre enten kun lige har til dagen og vejen – eller slet ikke. Det er der ret beset også mange, som har forsøgt at sige og lave om på, lige siden liberalisme-racet for alvor startede med Reagan og Thatcher i 1980´erne – men de fleste politikere og kapitalfolk har villet noget andet, og nu står vi så i suppedasen:

Nationalismens fremmarch

En nationalisme, hvor skytset så desværre bare ikke rettes hen på de kapital-kræfter, der bærer skylden for den stigende ulighed, men mod de syndebukke, som det nu passer magthaverne i det enkelte land at skyde skylden på.

I Grækenland er det EU. I Trumps USA er det Mexico og Kina. I Rusland er det Ukraine – og Europa, som Putin basher på nutidsdansk. I mange europæiske lande er det muslimerne, der er syndebukkene – og i Tyrkiet er det Europa, hvor Erdogan har været ude at sige, at vi europæere ikke skal være sikre på at kunne gå i sikkerhed i vores egne gader, hvis vi fortsætter overfor Tyrkiet som nu. Den slags stemmer så heller ikke europæernes sind mildere mod muslimer, slet ikke efter fredagens terrorangreb i Stockholm – og i går fulgte Erdogan så op med at sige, at Europa er i gang med at kollapse.

Det er skidt, og dette misfoster, den globale nationalisme, bærer i sig kimen til krig og etniske udrensninger. For denne galskab, dette vanvid er en højrepopulisme, der i disse år går sin sejrsgang over hele verden, og også i Europa fra Brexit til Wilders fremgang og Dansk Folkepartis vej fra at være ikke-stuerene til at blive nogen, som Socialdemokratiet i dag laver store forlig med. Den allestedsnærværende nationalisme er en højrepopulisme, som også er et knudepunkt i Frankrigs og Tysklands kommende valg, og som enhver kandidat i alle lande i disse år er nødt til at tage i betragtning og ind i sit politiske program, hvis vedkommende vil have en chance.

For nationalismen blomstrer verden over i en højrepopulistisk udgave, og det er ikke velduft, der kommer fra de blomsters blade. Tværtimod er det en stinkende råddenskab skabt af lige dele had, uvidenhed og en leflen for det laveste i mennesket, det der gør os værre end dyrene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Britta Thomsen: “Derfor har vi brug for KVINFO”

Vidste du, at Danmark har Europas mest kønsopdelte arbejdsmarked? At vi ligger under EU-gennemsnittet, når det kommer til kvindelige forskere? Og ved du, hvorfor det hænger sådan sammen?

Nej, vel. Men den viden har KVINFO i deres bibliotek, som er et landsdækkende forsknings- og specialbibliotek, der registrerer, indsamler og formidler dansk og international kønsforskning. Biblioteket har offentlige udlån og hjælper gerne folk, der skal bruge materiale.

I EU har vi en fælles politik om at fremme ligestilling i medlemsstaterne. Men det kræver viden, og derfor har man selvfølgelig videncentre til dokumentation af de konkrete forhold.

Når regeringen vil flytte biblioteket og lægge det ind under Det Kongelige Bibliotek, så fjerner de meningen med KVINFO

Højrepopulisterne går efter kvinderne. Derfor blev der demonstreret imod Trump. Pegida vil sende kvinderne hjem til kødgryderne, og LA vil eliminere nødvendig viden.

Kvinder, lad os gå i aktion imod den middelalderlige heksejagt.

Kvinder må åbenbart ikke være for kloge, specielt ikke om deres egen situation i samfundet. Og lad os så høre, hvordan LA har tænkt sig at leve op til EU´s ligestillings-lovgivning? Danmark er jo flere gange blevet kritiseret af både EU-Kommissionen og FN for manglende tiltag på ligestillings-området!

Skrevet af: Britta Thomsen, tidligere medlem af EU-parlamentet for Socialdemokratiet og adjungeret professor på CBS

Mareridts-listen og populismen

Verden har ikke i flere år været så usikker og urolig, som den er nu. Danmarksbloggen bringer her en liste over nogle af de mareridt, som kan sætte en hel verden i brand.

For tænk hvis …

* Rusland angriber Vesten … og ikke kun Ukraine

* Erdogan angriber Vesten … på mere end bare ord og tomme trusler

* USA vender ryggen til Europa – de er allerede godt i gang

* Kina og/eller USA besvarer Nordkoreas provokationer med militærmagt

* Kina og USA bliver uvenner

* Krigen i Syrien breder sig til hele regionen – og inddrager også Israel

* Flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika mod Europa eksploderer

* Terroren i Vesten vokser markant

Otte kriser, som indbyrdes også hænger sammen på kryds og tværs – og som sammen med den stigende ulighed i samfundet er årsagen til, at de såkaldte populister står stærkt. For det gør de – også i Holland, selvom Rutte stadig er leder af landet. For Wilders gik frem ved det nylige hollandske valg – og havde Rutte ikke overtaget dele af Wilders holdninger, så havde han ikke fortsat siddet på taburetten.

Vi ser det også i Danmark, hvor Socialdemokratiet på mange måder har nærmet sig Dansk Folkeparti. Så nej, populismen tabte ikke i Holland. Den vandt – som den også gjorde det i Danmark for snart to år siden, og som den formentlig også vil gøre det i Frankrig og Tyskland – trods at den nyudnævnte leder af SPD Martin Shulz allerede nu kaldes Europas svar på Bernie Sanders og holdt en fantastisk god tale i går.

Men der skal mere til end flotte ord og likes på Facebook, hvis kursen mod kaos skal ændres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Magtens dronning – og kagen

Der var engang en fransk dronning, som ifølge overleveringen udtalte følgende om de fattige inde i Paris, der ikke havde råd til brød, og derfor sultede: Hvis ikke de har brød, så spis dog kage. Historien er vist en skrøne, men den illustrerer fint den daværende franske dronning Marie-Antoinettes manglende forståelse af hendes tid og det oprør, der kom mod hende, kongen og hele den franske adel – og deres dekadente overforbrug. Ja, det kostede hende også hovedet et par år senere, da hun sammen med kongen blev henrettet i forbindelse med den franske revolution, der startede en helt ny tidsalder i Europa.

Nu bruger vi heldigvis ikke guillotiner mere, men derfor kan magtens dronninger m/k godt miste deres politiske liv. Og især i denne tid, der på mange måder minder om tiden op til den franske revolution med stigende ulighed, stigende spændinger og en samfundsorden, der har spillet fallit. Dermed ikke være sagt at magtens mænd og kvinder ikke prøver at gribe magten. For det gør de – og med alle midler.

Og med kagen i går, hvor der stod 50 på, har Inger Støjberg vovet mere end bare at få én over næsen. For hendes berygtede kage, der markerer, at udlændingestramning nr. 50 er vedtaget, har så meget sprængstof i sig, at den enten sender Støjberg helt ud af enhver mulighed for at blive Løkkes efterfølger – eller også placerer kagen hende direkte i stolen som den næste V-formand.

Det er højt spil af en af Venstres mest markante bejlere til magten i partiet – og måske også i virkeligheden det, som kagen handler om. Det og så at tage stemmer fra Dansk Folkeparti, som i sædvanlig kræmmerstil har været ude og kopiere kage-stuntet med at love citronmåner ved stramning nr. 100. Ren copy-cat – og så endda så billigt. Så er der trods alt mere stil over Støjbergs flotte konditor-kage, selvom det at købe kage for at fejre, at man har gjort livet svært, ja umuligt for andre mennesker, er så umenneskeligt og lavt, at Støjberg burde kunne retsforfølges for det.

Men altså reelt retsforfølges – og ikke en skueproces, som dem under den franske revolution. For nok er Støjbergs kage-stunt langt under enhver anstændighedsgrænse – men derfor behøver vi andre jo ikke at følge hende derned.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Tyrkiske valgmøder i Danmark?

Danske valgmøder i Stockholm, London og Paris? Eller måske i Ankara? Eller Alanya.
Nej, ikke rigtig, vel?

Man holder valgmøder i det land, hvor valget foregår. Punktum.

Og derfor skal der ingen tyrkiske valgmøder være i Danmark. Så enkelt er det.

Så kan man sige, at Løkke skulle have ladet den tyrkiske premierminister komme – så man kunne have kritiseret Erdogans vej til at indføre diktaturet i Tyrkiet.

Omvendt kunne man også have kaldt det et knæfald for Tyrkiets spirende diktatur netop at lade premierministeren komme.

Så lige her er det en taber-sag for Løkke, uanset hvad – eller også er det en vindersag for den frie verden. Fordi vi ikke vil og ikke skal lade tyrkiske anti-demokrater som Erdogan og hans venner diktere, hvad vi gør eller ikke gør.

At herboende tyrkere så lejer et forsamlingshus, og der diskuterer valget i Tyrkiet på livet løs, må de gerne. For vi har både ytrings-, menings- og forsamlingsfrihed her til lands. Imodsætning til Tyrkiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Andeby har – heldigvis – mange nasty kvinder

Et af tidens mode-ord er bashing. På dansk kan man kalde det mobberi – og nu er turen kommet til Andeby, og angrebet kommer fra en af Anders And & Co´s potentielle kernelæsere, nemlig en 11-årig pige som i en kronik i Politiken i går gav udtryk for, at det er for dårligt, at kvinderne i Andeby udelukkende fremstilles som enten sure eller som nogen, der bager kager og går op i smykker, mens mændene har de fede jobs.

Men er det nu så enkelt? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Andeby er heldigvis et meget nuanceret univers, hvor der er plads til mange roller – også til kvinderne.

Den lilla Madam Mim er fx både glad og indehaver af eget trolddomsværksted. Det samme er hendes kollega Hexia de Trick, som også er en evig trussel mod Andebys rigeste and Joachim von And, der nok har så mange penge, at han kan svømme i dem. Men det har hans evigt uheldige nevø Anders And ikke – tværtimod så hutler den arme og koleriske and sig igennem tilværelsen og er meget langt fra de fede direktør-jobs. Det samme gælder Fedtmule (som pånær når han er Supermule) fjumrer rundt uden at noget rigtig lykkedes. Og hvor var Georg Gearløs uden Lille Hjælper – forløberen for Google?

En anden kvindelig rollemodel er Bedstemor And, som nok bager og gør rent – i sin fritid. For resten af tiden driver hun et middelstort landbrug – helt uden hjælp fra nogen og især uden støtte fra Fætter Guf, som ellers er ansat på gården, men som er så utrolig doven.

Andersine bruger heller ikke hele tiden på perlekæder og på at være sur på Anders. Hun er aktiv i mange foreninger og ikke bleg for at presse penge af onkel Joachim. Men udover en benhård fundraiser kan hun skrive både detektiv, superhelt og hemmelig agent m.m. på cv´et. Og det er noget mere end fx Fætter Højben, som ellers også kurtiserer hende. Men han får jo bare alting forærende, fordi han er så heldig.

Ja, og Disney´s store helt – den irriterende perfekte Mickey Mouses kæreste Minnie Mouse er også med på superhelte-dillen. Endda så meget at man kan købe en plysversion af Minnie Mouse i fuldt superhelte-kostume og med en knyttet næve som hendes signatur.

Så nej, det du´r ikke at mobbe Andeby og hævde, at der er et gammeldags kvindesyn dér. Der er plads til alle i Andeby – også kvinder, der vil noget – og piger. Andersines niecer Kylle, Pylle og Rylle lader i hvert fald ikke Anders And´s nevøer Rip, Rap og Rup noget efter, når det kommer til opfindsomhed og midler for at få deres ønsker opfyldt.

Så Danmarksbloggen vil på denne kvindernes kampdag ivrigt opfordre alle til at læse om livet i Andeby. Dér er altså meget at hente, også for piger og kvinder …  og d´damer i Andeby kan være mindst ligeså nasty som alle os andre. Heldigvis.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

100 dage … og dumpet

Det bliver et nej herfra …
Sådan har det lydt i diverse mangel-på-talent-programmer op gennem 00´erne og 10´erne.

Og nu mener mere end halvdelen af den danske befolkning det også, når de iflg. TV2 skal vurdere VLAK-regeringen og dens første 100 dage. De dumper simpelthen regeringen.

Danmarksbloggen er enig – og klukker så samtidig også over den konservative Søren Papes bortforklaring på TV2 News: Ja, men det har jo også været jul og så´n. 

Nå, ja – havde julen ikke været dér, så havde alt jo været anderledes. Så havde både miljøet, arbejdsløsheden osv været fikset.

Gad vide, hvad mandens undskyldning bliver til sommer? At det har været både påske og pinse i mellemtiden? Man skal heller ikke komme og beskylde en konservativ for ikke at have styr på højtiderne … så det gør Danmarksbloggen ikke … klukker blot lidt over den formentlige ufrivillige komik, som Søren Pape udviser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden og demokratiet er under angreb

Det er farlige tider vi lever i. Friheden og demokratiet er under angreb – også i Danmark.

Tag bare Saxo Banks stifter Lars Seier Christensen – pengemanden bag LA – som i går aftes hos Clement gjorde sig til talsmand for, at det amerikanske nyhedsmedie CNN var blevet et politisk parti. Han mente også, at beskrivelsen i medierne af Trump var unuanceret … ! Trump var jo bare en bramfri mand.

Men også fra den anden side af det politiske spektrum kommer der pt. en trussel mod demokratiet og friheden. Alternativet, Radikale og SF er gået sammen om at prøve at lave en aftale med de andre partier om, at der aldrig skal laves en afstemning i Danmark om fortsat dansk medlemskab af EU.

Hvis det lykkes, vil det være tordnende udemokratisk og unfair overfor både nuværende og kommende generationer.

Samfundet og demokratiet skal have lov til at udvikle sig – og det gøres bedst med frie valg, fri debat og en fri presse.

Så enkelt er det …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk