Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Udgivet den af
Svar

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Putin er – måske – den leder, som russerne vil have

Udgivet den af
Svar

Der er en fortælling, som vi mennesker elsker at bruge, når livet bliver svært.

Det er fortællingen om en syndebuk. Om en, som vi kan skyde skylden på. Både i vores private liv – og i den helt store sammenhæng.

Pt. fortæller hele Vesten dén fortælling om krigen i Ukraine med Putin som den store skurk, den reinkarnerede ondskab, mens det russiske folk er den uskyldige menneskemængde fanget i den store ondskabs kløer. For vi må forstå, at problemet ikke er noget strukturelt, men at det skyldes én mands ufattelige ondskab.

Men måske – bare måske – er virkeligheden mere kompleks.

Ikke sådan at forstå, at Putin ikke gør en masse onde ting. Ja, han og hans kumpaner har ikke lavet andet end den rene ondskab, det rene barbari siden Rusland invaderede Ukraine for fem uger siden.

Rusland har bombet civile mål og hospitaler, lagt miner ud i de humanitære korridorer, bortført folk, skudt på flygtende mennesker etc, etc. Den rene ondskab – udført på ordre fra Putin. Derom ingen tvivl.

MEN – og her kommer det:

Putin er ikke alene om at mene, at krigen i Ukraine er berettiget. At Ukraine er en del af Moder Russia, og at en invasion er berettiget. Det samme mener mange russerne.

Meningsmålinger lavet af analyseinstitutter – som er så neutrale, som man kan være i Rusland – viser, at 60-70% af alle russere bakker op om Putin – og nej, de er ikke alle 60-70% afskåret fra at vide, hvad der reelt sker i Ukraine.

SÅ: Mange russere ved, hvad de russiske styrker gør, men mange russere bakker alligevel op om Ruslands krig. Med andre ord: Rusland har en leder, som afspejler folket og det, som flertallet af det russiske folk mener.

Dén kamel er ikke rar at sluge for os andre. For det betyder, at ondskaben ikke blot er inkarneret hos en lille indebrændt KGB-agent, som nu er præsident og totalt ligeglad med andres liv.

Det betyder derimod, at dén ondskab, som er sluppet løs i Ukraine, er en del af mange russere, som den måske også er det hos mange andre. For måske kan vi alle sammen agere ondt – under de forkerte omstændigheder.

For tænk tilbage i historien. Ondskaben har ofte haft gode betingelser. Flertallet af tyskerne var enige med Hitler – langt ind i krigen. Franskmændene bakkede op om Napoleon. Og russerne selv var de første mange årtier glade for de kommunistiske ledere trods Stalins udryddelseslejre med mere.

Så ondskaben findes i os selv – og ikke blot hos andre.

Og et folk har åbenbart – ofte i hvert fald – den leder, som folket ønsker. Også i Rusland, hvor Putin langtfra er den eneste, som drømmer om et Stor-Rusland. Mange russere deler dén tanke om Moder Russia.Så hvor stiller det så os i Danmark, i den vestlige verden?

Giver det så mening for os at drømme om en paladsrevolution i Rusland, hvis det bare bliver en ny af samme slags, som giver ordrerne?

Danmarksbloggen ved det ikke. Men Danmarksbloggen ved, at Rusland – uanset hvem lederen er – skal have svar på tiltale – og ikke have lov til at overfalde og dræbe uskyldige mennesker, som det er sket nu i Ukraine i fem uger.

For ondskaben skal ikke sejre – hverken i Rusland, andre lande eller i hver og en af os.

Ps. Midt i alvoren kan man også overveje, hvad det siger om Danmark, at vi i reglen har statsministre, som fjumrer rundt, og laver den ene fejl efter den anden – men på en eller anden måde alligevel får det til at køre …

For næsten alle danske statsministre er sådan lidt a la Klods-Hans i de fine guld-saloner. Skal man grine, græde – eller smile af glæde over det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i aften for Ukraine

Udgivet den af
Svar

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dommedag, de fire ryttere – og den femte

Udgivet den af
Svar

En pandemi, der ikke er forbi endnu – selvom vi i Danmark tror det.
En invasion af Ukraine – altså forsøg på en erobring.
En ja flere krige overalt i verden – men nu også i Europa.
Og så den truende sultkatastrofe, som lurer i horisonten.

Lyder det som et kendt scenarium? Ja, hvis man kender Nyt Testamente.

For her kan man i Johannes Åbenbaring læse, at Dommedag er nær, når følgende fire ryttere rider gennem verden på samme tid:

  1. Erobreren, stærk med bue og guldkrone, som rider på en hvid hest. Han omtaltes ofte som Anti-Krist. For den, som gerne vil se ”tegn”, kan man tænke på Putins drømme om et Stor-Rusland og det hvide Z på de russiske kampvogne.
  2. Dernæst kommer den muskuløse krigsmager, som rider på en rød hest, og har et stort sværd. Nu kører krigen for fuld styrke – og blodet udgydes i stor stil. Det er dér, Ukraine er lige nu – og dét truer med at sprede sig.
  3. Sulten, som er skind og ben, og rider på en sort hest – og med en vægt i hånden. Som om der er noget at veje og måle, når krigen har ødelagt høsten – og mange er døde. Ukraine og Rusland er verdens hvedekamre. Men bliver der mon nogen høst i år på en krigshærget jord? Sulten vil i stedet sprede sig – især i den fattige del af verden.
  4. Døden, som er et skelet, der rider på en gustengul hest – og som høster, hvad han kan. Og det er meget – også fordi han bringer sygdomme og pandemier. Lige nu har han så smugstartet sit ridt med Corona-pandemien, som startede for to år siden i 2020.

Dét er dystre udsigter.

Danmarksbloggen siger så ikke, at Dommedag er nær.

Der har ret beset også været flere situationer i verdenshistorien, hvor de fire ryttere red samtidig gennem verden uden at menneskeheden uddøde. Fx pesten, som kom i flere omgange og de to verdenskrige.

Så det sker næppe heller denne gang.

Medmindre selvfølgelig at vi tager den femte rytter med. Ham, som Johannes-åbenbaringen ikke fik fat på: Nemlig ham på den giftig-grønne hest, som symboliserer klima-katastrofen.

For han rider allerede nu lystigt gennem verden – og har gjort det længe før, vi lærte at sige Coronatest og nynne med på melodien til Ukraines nationalsang.

Lige nu er katastrofe-stemningen så vældig present i hele den vestlige verden. Det er samtidigt vigtigt, at vi også holder fokus på klimaet. Ikke kun for at presse Putin, men for at redde menneskeheden og en del andre arter.

For den femte rytters ridt er alene nok til at smadre det hele. De fire andre hjælper bare lidt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DERFOR hjælper vi Ukraine

Udgivet den af
Svar

Svesken må på disken.

For hvorfor er danskerne, ja europæerne, så vidunderligt hjælpsomme, når det kommer til Ukraine og flygtninge fra Ukraine?

For det er vi. Der har rejst sig en tsunami af næstekærlighed over hele Europa i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Folk samler tøj og soveposer ind. Folk sætter sig ind i biler, og kører gennem Europa for at hente ukrainere. Folk åbner deres hjem. Folk tager til Ukraine for at kæmpe mod russerne.

Derudover samles der rekordstore beløb ind til hjælpeorganisationerne, og politikerne er hurtige med hjælp også.

Så det er både befolkningerne og politikerne i Europa, som er på samme side, og som med åbne arme byder ukrainerne velkomne.

Det er vidunderligt. Men HVORFOR sker det?

Svaret er ganske enkelt – men politisk sprængfarligt. Det sker, FORDI ukrainerne ligner os, og generelt lever på samme måde som os.

DERFOR.

Det kan man synes er diskriminerende. Racistisk.

Men ikke desto mindre er stamme-mentaliteten stadig den herskende mentalitet, så vi mere naturligt hjælper dem, som er ligesom os selv – som tilhører vores egen stamme.

Det er der ikke noget nyt i. Gå til andre lande, andre verdensdele – og andre folkeslag, og man ser det samme ske. Vi hjælper mest og helst dem, som ligner os selv.

Så diskussionen om, hvorfor vi ikke hjælper flygtninge fra fx Syrien på samme måde, giver ikke mening. Det rimer ikke med den almenmenneskelige tilbøjelighed til at hjælpe dem, som man kan spejle sig i. Medmindre altså man er de rige, arabiske lande, som har let ved at lade være med at hjælpe i deres nærområde.

Men nu handler det om Ukraine. Så lad fokus være på Ukraine og på de mange ukrainere, som er flygtet fra deres land. Mere end en million kvinder, børn og gamle.

For mændene er blevet i Ukraine, hvor de kæmper tappert mod russerne. Dét er også noget, som vi godt kan lide her i Europa. At de stærke bliver og slås, mens de svage bliver bragt i sikkerhed.

Men skal vi videre, er vi nødt til at få svesken på disken. Nødt til at sige det højt, nødt til at tale om det – hvis vi nogensinde skal bevæge os væk fra stamme-mentaliteten og mod en mere globaliseret dagsorden, hvor vi ser på hinanden som mennesker før noget andet.

For dét er stadig målet. Men dér er vi ikke endnu – og vi kommer dér ikke af at pege fingre.

Men en dag er vi forhåbentlig dér, hvor vi alle, ukrainere og russere, israelere og palæstinensere, og alle os andre, kan holde hinanden i hånden og synge den gamle negro spiritual:

Free at last! Free at last!
Thank God Almighty, we are free at last!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Udtryk: Lige over

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen bringer i disse vinteruger på udvalgte fredage baggrundshistorien for diverse udtryk, som vi bruger – eller har brugt – i daglig tale her i Danmark. .

Mange af de udtryk er kendetegnet ved, at de giver de mest malende billeder på nethinden, så pointén virkelig slås fast.

Vi fortsætter med: LIGE OVER

Når man betaler med kort – hvad næsten alle gør i dag – har det i nogle år været normalt at sige ”lige på”, hvis man ikke vil have ekstra kontanter. De fleste bruger dog stadig det på mange måder mere præcise udtryk ”på beløbet”.

Udtrykket ”lige på” har så også transmogriffet sig til ”lige over” – og er flyttet over i det personlige liv, hvor det er blevet vældigt populært og alt for udbredt.

Tag fx når en kollega siger: ”Det var hyggeligt i går” – så svarer en anden ”Lige over”.

Eller kassemedarbejderen siger ”Ha´ en god dag” – og svaret lyder ”Lige over”.

Eller ”Jeg ønsker dig alt det bedste” – og vennen siger ”Lige over”.

For udtrykket bruges både i almindelig hverdagsomgang og i mere følelsesladede sammenhænge.

LIGE OVER!

I gamle dage brugte man altid ”Tak i lige måde”, og det er et meget bedre udtryk. For i dét ligger en ydmyghed, en glæde og et ønske om at give tilbage.

Der er simpelthen kærligheden og omtanken til forskel fra det forretningsmæssige ”Lige over”, som er som at balancere et regnskab efter princippet ”Jeg giver dig samme omtanke tilbage, som du har givet mig – hverken mere eller mindre.”

Men relationer mellem mennesker skal ikke afstemmes som en regnskabsbog, hverken med lige over, på beløbet eller noget andet.

Så netop dette udtryk ”Lige over” må gerne forsvinde ud af sproget igen. Det gør vores relationer mere rå og mere fattige fremfor det taknemmelige og varme ”Tak, i lige måde”.

Har du et udtryk, som du gerne vil vide, hvor kommer fra – så send endelig en mail til: djt@danmarksbloggen.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Udtryk: Man skal ikke kaste perler for svin

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen vil i de kommende vinteruger på udvalgte fredage bringe baggrundshistorien for diverse udtryk, som vi bruger – eller har brugt – i daglig tale her i Danmark.

Mange af de udtryk er kendetegnet ved, at de giver de mest malende billeder på nethinden, så pointén virkelig slås fast.

Vi starter med: MAN SKAL IKKE KASTE PERLER FOR SVIN

Udtrykket kommer oprindeligt fra Nyt Testamente, hvor Jesus i Matthæus-evangeliet (kapitel 7, vers 6.) siger:

Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer.

Betydningen er ligetil:

Du vil ikke kunne se og identificere Jesus som den genopstandne frelser, medmindre du er åndelig vågen og klar til at høre budskabet om Ham.

Så er du åndelig doven vil historien om nåden og barmhjertigheden blot være en historie som så mange andre – og ikke en perle. Ja, kan du ikke værdsætte Jesu ord vil du måske endda latterliggøre og skade dén, som bringer buddet om den genopstandne.

Den strengt kristne fortolkning er i dag kun én måde at fortolke udtrykket på, selvom kerne-pointén er den samme i alle fortolkninger.

Så når man – også i 2022 – kaster perler for svin, så kommer man med visdom og indsigt, som modtagerne ikke er i stand til at forstå – eller påskønne.

Men i vore dage kastes der også nytteløst med perler for svin, når man yder en indsats på arbejdspladsen eller i familien, som ikke værdsættes.

Det er dog ikke længere hver gang, at der er tale om kastede perler eller andet af værdi, når noget slynges ud.

Nogle gange bruges udtrykket også som et røgslør af den, der gerne vil virke klog – eller som et værktøj til at få andre til at være dumme. Som fx: ”I forstår mig ikke. Det er som at kaste perler for svin at sige/gøre det her”.

Svaret på det er: ”Well, det var almindeligheder – eller måske ligefrem dumheder, der blev kastet – og svinet var den, som kastede.”

Så man må konkludere, at i dag er der andet end perler, som glitrer i svinestalden …  og svinet kan lige så godt være den, der kaster.

Har du et udtryk, som du gerne vil vide, hvor kommer fra – så send endelig en mail til: djt@danmarksbloggen.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fællesskab og kristendom

Udgivet den af
Svar

I gamle dage var det en kendt sandhed, at vi alle skylder vores næste en hel masse. Det var vise ord, som bunder i erkendelsen af, at vi er indbyrdes afhængige – og skal hjælpe hinanden.

Ideen om, at vi er forpligtet på hinanden, danner dermed også grundlag for en moral, som mangler i nutidens samfund. Måske fordi den idé bunder i den kristne etik om næstekærlighed.

Desværre er kristendommen på retur som moralsk rettesnor – og når kristendommen forsvinder, så forsvinder også grundlaget for denne fællesskabs-moral, som mangler bigtime i nutidens samfund.

Vi ser det i den offentlige debat – og i det politiske liv – med spørgsmål som:

HVORFOR skal jeg vaccineres? Jeg bliver jo ikke særlig syg.

HVORFOR skal jeg betale skat? Det er jo mine egne penge.

HVORFOR skal jeg i det hele taget hindres i min selvudfoldelse? Det er min ret at forfølge mine egne drømme.

For jeg skylder nemlig ikke fællesskabet noget. Det har aldrig gjort noget for mig.

Jeg, jeg, jeg. Mig, mig, mig, er det evige mantra fra disse personer.

Det må være meget kedeligt at være så ego-fikseret. Kedeligt, koldt og mørkt. Måske derfor der er godt gang i forbruget hos disse mennesker, så de kan stive sig af med fine mærkevarer.

Se mig, jeg har en Gucci-taske, går i hundedyre bukser og kører i en flot bil.

Men det er lidt som at tisse i bukserne. Det varmer en kort tid, men så er der koldt og tomt igen.

For ingen luksusvarer kan fylde det hul i maven, som kommer, når man ikke indgår i meningsfulde og forpligtende relationer til andre mennesker.

Vi mennesker er nemlig – biologisk – programmet til at være sammen, til at være afhængige af hinanden.

Sådan har det været altid – og dermed også lang tid inden nogen fandt på kristendommen. Kristendommen satte så bare behovet for hinanden i system, og gav det en institution at virke i.

Det har ikke altid været en god ide. Tværtimod er alle de gode hensigter blevet misbrugt til egen vinding og magtudøvelse.

Men det ændrer ikke på, at det er en rigtig god idé at sætte ansvaret for hinanden i system.

Og indtil videre har ingen kommet med et bedre bud end de kristne kirker – og måske især de evangelisk-lutherske i Norden, hvor kristendommen er sat så meget i system, at den også er – eller i det mindste har været – en del af vores samfund i form af velfærden.

Den velfærd, som vi er i gang med at afmontere i takt med at kristendommen forsvinder.

Det er skidt. Vi skal til at råbe STOP. For kristendom og velfærd er basis for det gode liv – og det levende demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stjernehimlen som juletræ: Glædelig jul

Udgivet den af
Svar

Lev med det, siger vi på nudansk.

For vi er dér, hvor vi for andet år i træk ser ind i en jul, hvor det kan blive svært at skulle dele julens glæde med hinanden.

For det er ikke sikkert, at vi kan holde jul med vores kære. Mange – og flere i år end sidste år – vil være syge i morgen – på selveste juleaften – eller sidde i isolation, eller på anden måde tilbringe julehøjtiden uden juletræ, julemad og julegaver – og uden andre mennesker.

Så er det godt at huske på, at julen ikke kun er mad og samvær, selvom det for mange er det vigtigste.

Men at julen først og fremmest er historien om lyset, der blev tændt i Betlehem for 2021 år siden. Cirka.

Det essentielle er nemlig, at kærligheden kom ind i verden som et lille forsvarsløst barn, og verden tog ikke imod den.

Men kærlighedens mor elskede sit lille barn, svøbte det og lagde det i en krybbe. Og imens sang englene og stjernerne lyste – som de gør hver eneste nat. Og også her i 2021 for de mange, som sidder i isolation, er syge, sørger eller på anden måde lider i pandemien.

Så fat mod.

Dén store – ja, største historie nogensinde om at således elskede Gud verden, at han gav den sin enbårne Søn kan vi med glæde fortælle hinanden – eller os selv, hvis nu vi sidder helt alene i morgen aften.

Vi er også i godt selskab. Selveste H. C. Andersen har siddet alene en juleaften. I Berlin på et hotelværelse. Det var så ikke pga. en pandemi. Men alene var han – uden at ville være det. Så det var med bedrøvelse, at eventyrdigteren skriver i sin dagbog:

Stjernehimlen udenfor var mit juletræ det år.

Stjernehimlen som juletræ. Det havde Jesus-barnet, jomfru Maria, Josef, englene, hyrderne og alle dyrene på marken også. Så det er mere end godt nok til mig.

Glædelig jul …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Retssikkerheden vandt i dag

Udgivet den af
Svar

Hvis demokrati og retssikkerhed er danske værdier, så har de danske værdier vundet i dag.

For tidligere integrationsminister Inger Støjberg er med 25 ud af 26 stemmer blevet kendt skyldig i rigsretten – og dommen er med 15 stemmer blevet til ubetinget fængsel i 60 dage til Inger Støjberg.

Danmarksbloggen føler så ingen glæde.

Tværtimod føler Danmarksbloggen en stor bekymring for, hvad den yderste højrefløj vil bruge dommen til. Den er nemlig politisk dynamit. Og Støjberg har allerede selv tændt lunten ved at prøve at gøre det til en politisk sag, når hun siger, at hun ikke vil bøje nakken.

Men det handler ikke om det. Sagen er basal jura. Man må ikke med fortsæt bryde loven – og en minister skal også overholde loven. Punktum.

Efter domsafsigelsen blev Støjberg så til mødet med pressen ved med at prøve at gøre det til et spørgsmål om barnebrude. Det, som hun opfatter som danske værdier, tabte i dag, sagde hun med vanlig patos.

Men danske værdier er ikke, at en minister med fortsæt og fuldt bevidst bryder loven. Danske værdier er ikke, at man ikke tager det til sig, når en rigsret dømmer én skyldig.

Støjberg udviser på den måde ingen respekt for det danske retssamfund – eller for de danske værdier, kunne man tilføje.

Heldigvis står domsafsigelsen fast. Så dermed kan det konkluderes, at magthavere i Danmark kan holdes ansvarlige for deres gøren og laden.

Dét er til gengæld godt nyt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk