Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 9: Valdemar Atterdag

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR ATTERDAG

Lykkemanden og heltekongen Valdemar Sejr døde i 1241, og det blev startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid.

Valdemar Sejrs søn med danskernes elskede dronning Dagmar var allerede død af et vådeskud, og nu blev alle tre sønner med den forhadte efterfølger dronning Bengerd konge efter tur.

Det var ingen lykke for Danmark. Den første Erik Plovplenning blev myrdet i 1250 på ordre fra sin bror Abel, der blev den næste konge. Han faldt på slagmarken i 1252, og så var det Christoffer d. 1.´s tur. Han døde i 1259 og blev ifølge et rygte forgiftet, men det er dog aldrig blevet bevist.

Næst på tronen kom Christoffers søn Erik Klipping, der kun var 10 år gammel, da hans far døde. Så hans mor regerede i hans sted de første år. Hun hed Margrethe Sambiria og havde altså samme formynderrolle som hende vi idag kalder Margrethe d. 1 – men Margrethe Sprænghest, som hun blev kaldt, var meget upopulær, så hende har man helst ville glemme.

Det ville sønnen også, da han blev voksen. For der var nok at slås med udover en mor, der stadig mente, at hun vidste, hvad der var bedst for Danmark. Kirken var blevet stor og magtfuld, de tidligere stormænd var nu adel og sad på deres jorde og ville helst styre alting selv uden for meget indflydelse fra en konge, søfarten, handlen og landbruget var for nedadgående, og alt og alle blev fattigere.

Danmark var med andre ord i krise – og Erik Klipping indførte den primitive skat, der gav ham hans tilnavn. Han sørgede for, at der blev klippet et stykke af hver sølvmønt. Det brød man sig ikke om, og den stærke danske adel fik i 1282 på det årlige stormøde i Nyborg, det såkaldte Danehof, Erik Klipping til at skrive under på en håndfæstning, dvs en lov der begrænsede kongens ret til at handle og gøre, som han selv ønskede.

Kongen skrev under. Men Erik Klippings dage var alligevel talte. 22. november 1286 skete det berømte kongemord i Finderup Lade, hvor han blev stukket ihjel. Den dag idag ved ingen, hvem der gjorde det. Samtiden gav Marsk Stig og otte andre af rigets førende mænd skylden.

Den næste konge var endnu en drengekonge, Erik Klippings kun 12-årige søn Erik Menved, der var konge helt frem til 1319. Erik Menved havde store drømme om at gøre Danmark rigt og mægtigt igen.

Men næsten alt gik galt. Hansa´en, altså primært købmændene fra Lübeck, sad på det meste af handlen, så pengene gik mod syd, også mange af de enorme summer, der kom fra det store sildefiskeri i Øresund. Danmark var på ingen måde et rigt og blomstrende land, da Erik Klipping døde – og det blev kun fattigere i Erik Menveds regeringstid.

Men det skulle blive endnu værre. Erik Menveds bror Christoffer d. 2 blev den næste konge, og under ham blev Danmark direkte ruineret, pantsat og kom på randen af undergang. Retfærdigvis skal også siges, at han blev svigtet og forrådt af dem, der kunne have hjulpet ham. Men alligevel … da Christoffer d. 2 døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny konge.

Danmark var istedet pantsat til greverne Gert og Johann, der sammen med andre tyske adelige havde pant i hele Danmark, fordi de havde lånt de danske konger penge.

For mange – især østdanskere, der var styret af Johann, har det betydet intet eller meget lidt i deres hverdag, at den øverste magt var en anden. Alligevel ønskede man sig under en dansk konge igen – eller en svensk som i Skåne, der hellere ville være under den svenske konge end under en tysk greve.

Som tiden gik, blev de to grever dog uvenner, og især grev Gert, der bestemte vest for Storebælt, mens grev Johann bestemte øst for Storebælt, begyndte at fare hårdere frem, og man blev mere og mere utilfreds med ham, både fra den jyske adels side – og fra grev Johanns side, der derfor hjælp den sidste danske konge Christoffer d.2´s søn Valdemar frem.

Skillelinien faldt 1. april 1340, hvor Niels Ebbesøn dræbte grev Gert. Den sidste danske konges søn Valdemar Atterdag – for ham var det – var nu konge af Danmark, hvilket i starten ikke var meget. For stort set hele landet var stadig pantsat.

Valdemar Atterdag var på det tidspunkt 20 år gammel, og han gik straks igang med den blanding af politisk snilde, list og hensynsløshed, der er uden sidestykke i Danmarkshistorien og som gjorde, at han på under tre årtier kunne samle Danmark igen til ét rige og genskabe kongemagten som en stærk, samlende kraft.

Han lovede fx som regel alt og alle, hvad de gerne ville høre – og så gjorde han derefter, som det passede ham. Og hvis nogen brokkede sig over, at han svigtede en aftale, så gjorde han dem tavse – som regel blot med ord. Men historien fortæller også om tre jyske stormænd, der ville noget andet, men som døde ved stranden i Middelfart, dræbte af fiskere, som det hed. Valdemar svor, at han intet havde med det at gøre – og så var den sag ikke længere. Andre dele af landet købte Valdemar Atterdag fri bid for bid eller han fik det foræret – eller tog det i kamp. Og sådan gik det år efter år med lige dele forhandling og af og til mere direkte magt.

Valdemar Atterdag havde nemlig en evne for politisk strategi og taktik som ingen andre konger i Danmark – og allermest kunne han den kunst, som det er at vente til eksakt det rette øjeblik – og rette sted. Og kombineret med en 100% fokusering på målet og absolut 0% hensyn til andre og andet end målet, så gav indsatsen pote.

Hans energi skal have været overmenneskelig – og ingen turde gå ham imod, heller ikke adelen, da han i 1346 solgte Estland til Den Tyske Ridderorden. Samme år red han i øvrigt frem og tilbage til Jerusalem, hvor han blev slået til Ridder af Den Hellige Grav. Desværre findes der ingen beskrivelse af den rejse.

Få år efter i 1348 kom pesten, der var et ødelæggende slag for Europa – og for Danmark. Selv blev Valdemar ikke ramt, og som det politiske geni han var, skyndte han sig at tage al den jord, som nu ingen ejere havde og sige, at det var hermed kongens jord.

Adelens mænd blev sure, men det nyttede ingenting. Valdemar Atterdag var 100% ligeglad, og adelen måtte acceptere, at kongemagten igen var blevet stærk, og at de ikke længere kunne gøre, som de selv ville.

Og sådan fortsatte Valdermar Atterdag. Fx da han i 1360 fik Skåne tilbage – efter selvfølgelig at have lovet den svenske konge landsdelen. Men et løfte var som bekendt i Valdemars øjne kun et løfte, sålænge det gav mening for ham selv og hans mål.

I 1361 erobrede han Gotland – og det var en direkte erobring. Gotland havde aldrig været dansk før, men Estland var jo solgt, og Valdemar ville gerne have et sted, der var dansk i den indre Østersø. Så en erobring måtte der til.

Med sådan en fremfærd må man få fjender, og det fik Valdemar Atterdag også. Fra alle sider kom de: Tyskland, Sverige og sågar hans egen svigersøn Kong Håkon af Norge. Men det afskrækkede ikke Valdemar Atterdag, der er kendt for at at have Atter en Dag som sit valgsprog, eller som det hed dengang: Ter Tage, altså Sikke tider – og ikke hverken: Der kommer atter en dag i betydningen Du har altid muligheden for at nå dine mål, eller: Atter dag over Danmark. 

Så skete pludselig det uventede: Valdemar Atterdag rejste fra Danmark, og hans højre hånd Henning Podebusk overtog ledelsen. Eller sådan så det ud. For i virkeligheden virkede Valdemar Atterdag stadig bag linierne, hvor det lykkedes ham at splitte de fælles fjender, der ellers var gået i koalition mod Danmark.

Så når historikere hævder, at Valdemar Atterdag ene mand reddede Danmark, er der faktisk meget om sagen.

Som altid for de danske regenter skulle Sønderjylland blive det ømme punkt. Just som Valdemar Atterdag planlagde et felttog derned for en gang for alle at få orden på det sønderjyske spørgsmål, døde han på hans elskede Gurre Slot 24. oktober 1375 uden at efterlade sig sønner.

Men han havde en datter, ligeså klog, ja måske klogere end sin far, den mand der ene mand frelste et helt land. En bedrift, der ikke er overgået. Men det er datterens heller ikke. For hun samlede Norden. Vi kalder hende Margrethe d. 1, men hendes rette titel var frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder. Dronning var hun “kun” af Norge – og Sverige. Og hende skal vi høre om i næste uges Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SUPERT

Udgivet den af
4

Supert er et af tidens store mode-ord – og vi bruger det hele tiden.

Vil du have mælk i kaffen?
Ja, tak. Supert.

Jeg lægger møde-referaterne her.
Supert. Det er perfekt.

Vi skal på weekend til Rom.
Ai, supert. God tur.

Men har vi ikke glemt, hvad ordet egentlig handler om? Er der ikke gået lidt inflation i ordet supert?

For nej, det er ikke supert, når hende bag disken husker at spørge, om man vil have mælk i kaffen – det er service.
Det er heller ikke supert, når kollegaen lægger referaterne 10 cm længere til højre på skrivebordet. Det er hverdag.
Og det er heller ikke for alvor supert, når veninden mener, at det er supert at rejse på weekend til Rom. Flere tusind danskere rejser til Rom hvert år, og så langt er der heller ikke derned.

Supert kræver lidt mere. Ja, faktisk noget mere.

Fx at hende bag disken i cafeen som en anden Pippi Langstrømpe løftede en ko op i luften for at malke mælk direkte fra yver og ned i kaffekoppen. Dét ville være supert.
Eller at kollegaen kunne have referaterne klar, INDEN mødet startede. Det fortjente også et supert.
Samt at det for alvor ville være supert, hvis man var på vej til Rom for at møde paven eller måske deltage i en tidsrejse tilbage til dengang Colesseum var Colesseum for fuld udblæsning med kejsere, løver, gladiatorer og hele pivtøjet.

Det ville alt sammen være rigtig meget supert. Ja, måske endda supert med super på.

Super er i øvrigt latin og betyder over, opad, oppe over, oven, ovenover, ovenpå.
Så super er noget, der er over hverdagen og det velkendte. Noget der er større og mere.

Så ved vi det – og det er vel i grunden supert.

God weekend.
Håber den bliver super.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Asger Jorn 100 år og 1 dag

Udgivet den af
2

Nordens betydeligste maler siden Edvard Munch ville idag være fyldt 100 år og 1 dag. Det drejer sig – selvfølgelig – om Asger Jorn.

Nu er 100 år og 1 dag normalt ikke en dag, som man fejrer, men når det drejer sig om den abstrakte maler og politisk bevidste Asger Jorn giver det vel egentlig god mening.

Asger Jorn var nemlig både som kunstner og meningsdanner en mand, der ikke automatisk accepterede de præmisser, som andre havde lavet. Han vurderede rammerne – for derefter at skildre dem i farver og former – og dermed på hans eminente måde også skubbe til fastlåste præmisser og antagelser.

Asger Jorn eksperimenterede hele livet. For som han sagde: “Når man ikke søger mere, er man død som kunstner.”

Asger Jorn var nemlig på mange måder en mand, der både ville – og kunne – skabe noget nyt i kunsten og dermed også i samfundet. En ener i ordets bedste betydning.

Nutiden kan lære meget af ham.

At gennemgå alle Jorns meritter vil kræve en blog for sig selv, så derfor vil Danmarksbloggen nøjes med at fremhæve, at Jorn var med til at skabe Helhesten i Danmark samt den internationale kunstnersammenslutning COBRA, som han også blev en af hovedmændene for, at han både malede, skrev bøger, lavede keramik, skulpturer og mange andre kreative sager, og at han var bror til Jørgen Nash.

Læs mere om Asger Jorn her: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Danmark_1910-55/Asger_Jorn

Og her:
http://www.museumjorn.dk/da/asger_jorn.asp

Alternativt kan man også tage på Statens Museum for Kunst i København, hvor der lige er åbnet en stor Jorn-udstilling:

http://www.smk.dk/besoeg-museet/udstillinger/asger-jorn/

Eller til Museum Jorn i Silkeborg, der udover at besidde verdens største samling af Jorn-malerier og andet fra Jorns hånd, også er indehaver af hovedværket “Stalingrad”, der ligesom så mange andre af Jorns malerier ændrer sig i løbet af dagen og året i takt med at belysningen ændrer sig. Og som så mange andre Jorn-billeder selvfølgelig også rummer flere lag og flere motiver end beskueren kan se ved både første og tiende blik på maleriet.

http://www.museumjorn.dk/da/praktisk_info.asp

Og selvfølgelig har Jorn også sit eget rum på det verdensberømte museum for moderne kunst i Humlebæk Louisiana:

http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Samlingen/Jorn-rummet/ASGER+JORN+RUMMET

Men også mange andre steder fejres Jorns 100 år. Se mere her:

http://jorn100.dk/

Og det er med god grund. For Asger Jorns værker er af den sjældne slags, som man aldrig bliver færdig med – og som hele tiden viser nye sider, nye facetter – præcis som livet og samfundet gør det.

Så et stort tillykke fra Danmarksbloggen til Asger Jorn på hans 100 år og 1 dags-fødselsdag.

Danmarksbloggen vil derfor også opfordre alle til at gå ind og se noget Jorn – og måske endda selv forsøge sig med lærred, pensel og farver …

For kunst er altid bedst, når den skabes eller opleves IRL … altså i virkelighedens verden, der er ligeså farverig og uforudsigelig som et af Asger Jorns stadig så sprælske og levende malerier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 8: Den farverige middelalder

Udgivet den af
2

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DEN FARVERIGE MIDDELALDER

Middelalderen varer i mere end 400 år. Fra vikingetiden slutter omkring 1100 til Reformationen i 1536, og nok er der store forskelle fra de vikingetids-inspirerede middelaldermennesker, der byggede stenkirker og stadig gik med Thorshammer over 1200-tallets middelalder med korstog, Valdemar Sejr og kaos, og 1300-tallets re-etablering af Danmark, sildemarkeder, pest og Kalmar-union til 1400-tallets dominans af Norden, begyndende utilfredshed med det danske styre og omlægningen fra korn- til kvægavl – og endelig til 1500-tallets nye tanker, stærkere kongemagt, borgerkrig og endelige opgør med den katolske kirke.

I sidste uge sluttede vi med Valdemar Sejrs død i 1241. Men inden vi i næste uge går videre med de overordnede politiske linier og de danske middelalder-konger med fokus på Valdemar Atterdag, skal vi bruge lidt tid på at forstå middelalderen som tidsepoke og især dens mennesker og deres livs- og verdenssyn, som var meget anderledes end det, som vi har i dag.

I dag centrerer vores liv sig om os selv. Er jeg lykkelig? Har jeg mon fået realiseret mig selv? Hvad skal der til, før det kan ske,? spørger nutidsmennesket næsten dagligt sig selv og laver gerne om på alt – og det endda flere gange – for at opnå det forjættede perfekte liv, om det så skal koste en skilsmisse, et jobskifte, en flytning eller ændring af andre store livs-vilkår. Det er ligemeget. JEG skal være lykkelig. Dét er min ret, er nutidens mantra sammen med en holdning til forandring som værende en evigt saliggørende udvikling.

Sådan var det ikke i middelalderen. Dengang var livet og verden statisk. Man blev født ind i en klasse, og man blev i dén klasse. Alting skete i cyklusser. Der var både årets cyklus og livets cyklus. Man vidste derfor også præcist, hvordan ens liv ville blive. Det ville nemlig blive en kopi af ens forældres liv stort set, og det var godt nok. Ja, i virkeligheden spillede det ikke nogen rolle, om man var lykkelig. Jeg´et, som vi måler alt udfra idag, fyldte meget lidt. Som menneske var man en del af en slægt istedet for at være et individ. Personlige ønsker og drømme havde ikke den store betydning, da alting var alligevel bestemt, uanset hvor man var i hierarkiet. Uanset om man var bonde, borger, præst eller adel, så havde alle deres faste roller og faste måder at gøre tingene på – og dét kunne ingen lave om på, var holdningen.

Verdenens orden var nemlig guddommelig bestemt – og også i denne anden guddommelige verden var der hierarkier og en fast orden. Det gjaldt også de forskellige steder, hvor man kunne havne efter døden. For middelaldermennesket drejede jordelivet sig nemlig om at gøre sig fortjent til frelsen og det evige livs salighed. Danmark var katolsk på det tidspunkt, og det var en katolicisme, hvor gerningsretfærdigheden fyldte godt.

Det gjaldt derfor om at huske sin rosenkrans, slå korsets tegn, bede mange bønner og gøre gode gerninger, hvis man ville undgå skærsilden, som var sådan et slags mellemtrin, inden man nåede Himlen. Et sted, hvor den sidste synd blev lutret ud af sjælen, så man kunne blive klar til at være sammen med englene, helgenerne, jomfru Maria, Gud og Jesus i Himlen. Alternativet Helvedet var der ikke mange, der så som slutdestinationen. Himlen, eventuelt med en omstigning via Skærsilden, blev anset som det mest sandsynlige mål.

Og var man i tvivl kunne man jo kigge på kirkevægge og -lofter, når man sad i kirken til de ugentlige messer, som foregik på latin. For kirken var blevet stor og mægtig nu, og blev kun større og rigere op igennem middelalderen – og kirkens sprog var latin. Et sprog kun de færreste forstod, men så talte kalkmalerierne af djævle, der med treforke pinte de ulykkelige i Helvedes ild og flammer så meget desto mere til kirkegængerne, der gyste og istedet så håbefuldt op på andre billeder af engle, den altid smilende jomfru Maria og hendes søn Jesusbarnet, der med åbne arme lovede Himlens glæder til både rig og fattig, når bare de huskede at holde sig på dydens smalle sti og ikke lave samfundet om.

Det var en direkte kristendom fuld af farverige billeder og med et persongalleri, hvor det vrimlede med helgener, engle og alle mulige andre væsner samt med Gud, Søn og Helligånd. De sidste tre var de eneste, der overlevede reformationen og levede videre i den protestantiske tradition, der stadig er i Folkekirken.

Billedet med de mange slags væsner i mange slags roller og i mange farver er typisk middelalder. For middelalderen var stik mod sit rygte på ingen måde en mørk tid. Det er noget, som renæssancen fandt på i bedste spindoktor-stil for at miskreditere middelalderen – og det er desværre lykkes altfor godt. Fx tror mange, at man brændte hekse på bålet i middelalderen. Men nej, det var i renæssancen, at de bål flammede – og den mest ivrige heksejæger i Danmark var mange nutidsdanskeres yndlingskonge Christian d. 4, der først blev konge 50 år efter, at middelalderen var forbi.

Men ja, der var overtro i middelalderen. MEGET overtro endda. Naturen var befolket med allehånde væsner som mosekonen, ellepiger, elverkonge og så videre – præcis som Himlen og Helvede myldrede med væsner og historier. Det var en meget farverig tid, hvor der var plads til fantasien.

Der var også plads til alle slags mennesker, som man så på de store middelaldermarkeder, som i vores dage forsøges genskabt ved gamle slotte og klostre af talrige danskere, der organiserer sig i grupper og i dagevis går klædt i middelaldertøj og lever mere eller mindre, som man gjorde dengang. Nogle af de største foregår på henholdsvis Spøttrup og Voergaard Slot i løbet af sommeren.

Klostre, ja. For er der noget, der også hører middelalderen til, er det netop munke og nonner, både dem der levede bag klosterets mure optaget af bøn og arbejde, og dem der arbejdede ude blandt de fattige i samfundet. Et af de mest kendte er Esrum Kloster. Munke og nonner stod også for sygevæsen og fattigpleje i en simpel form, men dog markant bedre end det ingenting, der opstod efter reformationen, hvor klostrene over hele landet blev lukket.

Det samme blev badstuerne … med den begrundelse, at der foregik for meget umoralsk levned i badstuerne, hvor mænd og kvinder var nøgne sammen, når de i timevis opholdt sig i badstuen, hvor der både var varme og kolde bade, dampbade og steder hvor man kunne spise og drikke – og være alene. Så ja, der skete et hel masse, men kirken kunne ikke få badstuerne lukket, hvor meget den end ville. Men så i slutningen af middelalderen omkring år 1500 kom syfilisen fra det nyopdagede Amerika, og det satte en skræk i de fleste, så badstuerne lukkede – og Danmark begyndte at stinke.

For i middelalderen besøgte de fleste badstuerne mindst en gang om ugen, og nok kan et ugentligt bad virke som meget lidt i vore dage, men efter middelalderen startede et par århundreder, hvor bad var noget, som man kun tog et par gange om året!!! Parfume, parykker og den slags klarede sagen, mente man derfor i 1600- og 1700-tallet altså renæssance og oplysningstid.

Men nej, middelalderen skal heller ikke idealiseres. Det var også en hård og brutal tid med stor børnedødelighed, megen sygdom, lav tolerance-tærskel og hårde straffe. Der var fx dødsstraf i Danmark – og man huggede gerne hånden af folk for tyveri og anden berigelseskriminalitet, der ofte blev straffet hårdere end voldskriminalitet.

Men middelalderen var også en farverig tid trods landets op- og nedture.

En af de største opture var i 1200-1300-tallet, der var storhedstiden for de sildemarkeder i Skanør og Falsterbo, der samlede handlede fra hele Nordeuropa, der hver sensommer kom for at købe sild til brug i fastetiden, hvor man jo ikke måtte spise kød. I netop de år kom silden i så store stimer, at man ifølge samtidige kilder nærmest kunne skovle dem op med hænderne fra Øresunds blå vande. Det er dog nok en overdrivelse, men sandt er det, at sildemarkederne i Skanør og Falsterbo, der ligger i Skåne, lavede et grundlag for rigdom i Øresundsregionen – og i København der i disse år voksede fra at være et lille ubetydeligt fiskerleje til at blive landets hovedstad, som snart lå i evig strid med Hansa´en, altså købmændene fra Lübeck, som kom med salt til sildene – og som betragtede sildemarkederne i Skåne som deres hjemmebane.

Den største nedtur var derimod Den Sorte Død, altså pesten, som ramte Danmark i 1348. Mere end en tredjedel af befolkningen døde i løbet af få år – og landet blev markant fattigere, og først flere århundreder senere var der ligeså mange danskere igen som før Den Sorte Død, der lagde hele landsbyer øde – og som betød at i flere generationer måtte ingen være enke eller enkemand. Skulle ens ægtefælle dø, SKULLE man gifte sig igen, så man kunne få flere børn. Landet havde brug for dem.

Andre opture var, at der nu blev skrevet og digtet i Danmark i form af Saxo´s Danmarkshistorie og de smukke ridderviser – og andre nedture var landbrugets problemer og landets økonomiske fallit i 1300-tallet.

Men især det sidste skal vi høre meget mere om i næste uge, hvor det skal handle om kongemord, den kongeløse tid og Danmarkshistoriens måske største politiske geni: Valdemar Atterdag, far til den eneste seriøse med-konkurrent til netop dén titel: Margrethe, der aldrig var Margrethe d. 1., men istedet frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørket er nøgleordet i Danmarks Oscar-chancer

Udgivet den af
2

Så er det i nat, at Oscar´erne skal uddeles.

Danmark har hele tre chancer for at få en af de tre gyldne statuetter. Alle med mørket som grundtone.

Mest opmærksomhed har der været omkring omkring Thomas Vinterbergs “Jagten”, der også var nomineret til Golden Globe uden dog at vinde dén. Filmen med dansk films mest strålende skuespiller Mads Mikkelsen i hovedrollen handler som de fleste nok ved om menneskejagt på en mand, der er uskyldig i den mistanke om pædofili, der kastes på ham.

Men også den danske dokumentarfilm “The Act of Killing” kan få en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm, og i kategorien bedste kortfilm er Anders Walters “Helium” nomineret.

I dokumentarfilmen “The Act of Killing” følger man en flok massemordere på øen Sumatra, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering og udryddede mere end en million mennesker. I filmen ser man mænd fra dødspatruljen filme og på skrømt genskabe nogle af de drab og voldshandlinger, som de selv deltog i dengang.

Kortfilmen “Helium” handler om drengen Alfred, der ligger dødeligt syg på hospitalet, hvor han bliver venner med den rengøringsmanden Enzo. Sammen skaber de to en magisk fantasiverden, Helium, som Alfred drømmer sig ind i.

Det er altså tre meget forskellige film, som danske filmskabere er nomineret for. Men alle handler de om livet, når det gør ondt … om livet, når mørket tager over eller truer med at gøre det.

Og det er også lige dér i mørket, at vores styrke ligger som danskere.

For uanset hvad vi siger og gør, så har vi mørket i os … også når det lyse forår som nu står udenfor vinduerne … for helt slipper vi aldrig det mørke og den melankoli, der ligger i den lange nordiske vinter.

Vi skal derfor lære at se mørket som en styrke, som noget vi tør være os bevidst, både i kunsten og i hverdagen. For kun sådan kan vi sikre os imod, at mørket får magten over os.

H. C. Andersen skrev om det i eventyret “Skyggen” – den til dato mest mesterlige fortællling om hvad der sker, når mørket får overtaget, fordi man ikke vil være sig det bevidst – eller bekendt.

For går man den anden vej og tør se sit eget mørke i øjnene, så opdager man, at mørket ikke har en chance mod kærlighedens lys og forårets varme. Så behøver man ikke en Oscar-statuettes guldskær for at se klart, omend Danmarksbloggen selvfølgelig hepper på flere gyldne statuetter til danske filmskabere.

For sikke en anerkendelse af os og vores dygtige filmskaberes evne til at fortælle vedkommende historier det er både at vinde, men også bare at være nomineret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fastelavn er mit navn …

Udgivet den af
1

Fastelavnsboller, hvide tirsdag og fastelavnsris!
Hvad er hvad? Og hvad sker hvornår?

Læs undertegnedes artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/546717:Indfoering–De-10-vigtigste-ting-at-vide-om-fastelavn

Sikkert er det ihvertfald, at dén fastelavn, der idag er en sød og uskyldig børnefest, engang var en voksenfest, der var en nødvendig ventil i et statisk samfund, hvor alle havde deres faste plads, og hvor ingen turde gå udenfor stregerne.

Undtagen altså til fastelavn, som man også kaldte DEN GALE UGE, hvor bonden kunne dele bord – og sågar seng – med greven. Såvel alkohol i mængder som erotiske udskejelser i den store stil var nemlig en fast del af fastelavnen i Danmark indtil for cirka 150 år siden.

Det er det så stadig i Rio og andre mere eksotiske steder, kan man med god ret hævde …

Man kan også anføre, at vi stadig har brug for en fastelavn for voksne. Blot nogle dage, hvor vi voksne kan gå udenfor vores normale roller og for en tid være en anden … eller måske bare være en anden del af os selv.

Dét ville ihvertfald give de fleste en god og sund mental pause fra det præstationsræs, som mange danskere lever i til hverdag.

Danmarksbloggen er derfor fortaler for at indføre også en voksen fastelavn, en maskerade absolut og 100% uden børn, men med frihed til at folde sig ud blandt andre legende voksne …

Heldigvis tyder meget på, at de unge har fanget ideen og holder fastelavnsfester i netop denne weekend. Nu skal de yngre, middelaldrende og ældre danskere bare også med på vognen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den blaa Anemone blomstrer igen

Udgivet den af
2

Den første forårsdag, den første marts, er i Danmark for evigt forbundet med digterpræsten Kaj Munk og hans vidunderlige vise om “Den blaa Anemone”, som man skrev det dengang.

I år er det 70 år siden, at Kaj Munk blev likvideret på grund af sine holdninger – og især udtalelser imod Hitlers nazi-regime foretaget fra prædikestolen i Vedersø.

Det må derfor være på plads at gengive ikke kun den version af “Den blaa Anemone”, som vi stadig synger – men også den oprindelige, som altså blev ændret lidt her og der.

Vi starter med den originale version: DEN BLAA ANEMONE

Hvad var det dog, der skete? mit hjerte haardt og koldt som Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit dybblaa Flor et Stænk af Himlens Tone den lille Anemone, jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented, en Hilsen fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø. Den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft sit fede Ler i denne fjendske Zone forgaar min Anemone jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker med Smil i Jyllands skarpe Grus ukuelig og sikker trods Havets Storm og Gus som om Alverdens Modstand her har givet den et større Værd en lille Amazone og dog min Anemone; jomfruelig og skær.

Hvad var det dog, der skete Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg mindes, under Vinters Had jeg intet mere Haab besad. Gør med sin vaarblaa Krone den lille Anemone igen mit Hjerte glad?

Ja, denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab der naadig la’r mig arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig ned mod Jord og kysser ømt dit Silkeflor en Flig af Naadens Trone du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor!

Og sådan kom den til at se ud i den trykte udgave: DEN BLAA ANEMONE

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit søblaa Flor et Stænk af Himlens Tone? Den lille Anemone, jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented, et Kærtegn fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø; den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft, sit fede Ler; i denne fjendske Zone forgaar min Anemone; jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker saa sejersæl i Jyllands Grus ukuelig og sikker trods Ensomhed og Gus, som om Alverdens Modgang her har givet den et større Værd, en lille Amazone og dog min Anemone som Søens Bølge skær.

Hvad var det dog, der skete? Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg tænkte: “Evigt skiltes ad min Sjæl og Glæden,” da jeg sad i Vintrens grumme Done. Nu gør min Anemone mig atter fri og glad.

For denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab, den la’r mig nyfødt arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig da mod Jord og stryger ømt dit Silkeflor, en Flig af Naadens Trone. Du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor!

—-
Der blomstrer iøvrigt stadig blå anemoner i skovene på Lolland – og også andre steder i Danmark efterhånden. Og så kan blå anemoner også købes i potter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 7: Valdemar Sejr

Udgivet den af
Svar

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR SEJR

Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store, der sammen med Absalon præsterede mesterstykket at få Danmark på fode igen som en stærk, samlet nation efter mange urolige år.

Valdemar den Store døde dog som kun 51-årig i 1182, og efter ham blev hans ældste søn Knud konge under navnet Knud den Sjette. Han var konge i 20 år af navn, men i gavn havde bisp Absalon, faderens gamle ven, stadig et meget stort ord at skulle have sagt, og mange af de ting, som skete i Knuds regeringstid bærer Absalons mærke. Knud fik aldrig børn og døde kun 39 år gammel, og efter ham kom hans bror Valdemar på tronen.

Valdemar – med tilnavnet Sejr – var af statur som sin far: En høj og statelig mand, der indgød respekt, hvor han kom frem. I Danmark blev Valdemar Sejr også betragtet som en lykkemand, som det skabte lykke at røre ved, hvis man var så heldig at komme ham nær. På hans rejser rundt i landet rakte mødrene derfor også deres små børn op til ham, så han kunne røre ved dem og dermed velsigne børnene og deres færd i livet.

I Valdemar Sejrs regeringstid, som varede i næsten 40 år fra 1202 til 1241, var Danmark ofte truet sydfra af tyske fyrster, der mente de havde rettigheder til Danmark og danske områder. I Valdemars første år som konge undlod han fx at blande sig i kejserstriden efter den tyske kejser Henrik den Sjettes død, men sørgede til gengæld via erobringer for at store dele af Nordtyskland blev dansk, blandt andet byerne Hamburg og Lübeck. Valdemar Sejr skabte sig med andre ord masser af fjender i det tyske, som senere hen skulle vide at hævne sig.

Men i første omgang tegnede alt godt for danskernes elskede kong Valdemar Sejr, der i 1205 giftede sig med Dagmar, som de fleste kender fra visen om “Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”, der er baseret på legenden om kongens vilde ridt fra hans hovedby Ringsted til netop Ribe for at nå at sige farvel til hans elskede Dagmar. Og sandt var det også, at den populære dronning døde kun syv år efter brylluppet, og at kongen få år efter giftede sig igen med Bengerd, som aldrig blev nær så populær som Dagmar, men som også døde efter kun syv års ægteskab.

Fremgangen for landets handel og skibsfart fortsatte dog uhindret, og Valdemar Sejr sørgede for at få sin søn med Dagmar Valdemar den Unge hyldet som konge og tronfølger. Landet var ellers stadig et valgkongedømme. Dog havde kirken fået indført, at den skulle kunne acceptere valget af konge.

Men altså alting fungerede i grunden ganske godt. Nu skulle en af de vigtigste sejlruter, den gennem Østersøen, sikres, og det krævede en god base i Estland, som på det tidspunkt blev regeret af de vilde estere, som man kaldte dem, da de stadig var hedninge. Så Valdemar Sejr tog på korstog.

Nede i Europa rejste store skarer af riddere, præster, pilgrimme og andre til Det Hellige Land for at kæmpe mod de såkaldte vantro og sikre Kristi Grav. Det var midt i korstogenes storhedstid, og selvfølgelig var der også danske riddere med dernede. Men det var næppe mange, dels var det en meget lang tur ned igennem Europa, og dels havde danskerne deres egne sager at tage sig af.

Men alligevel ville en middelalderkonge midt i korstogs-tiden gerne på korstog, og nu havde Valdemar Sejr chancen. Esterne var hedninge, så et raskt lille erobringstogt ovre østpå kunne sagtens dækkes ind under at være et korstog. Paven gav også sin velsignelse dertil, og i 1219 tog Valdemar afsted til det, som han troede ville blive en let kamp. Men det blev det langtfra.

Tværtimod kæmpede esterne bravt, men Danmark vandt alligevel tilsidst, fordi vi ifølge legenden fik hjælp fra oven, idet vores flag faldt ned fra Himlen midt under kampens tumult dér d. 15. juni 1219.

Dagen hedder også stadig Valdemarsdag i vores kalendere, fordi det var den dag, hvor vi fik Dannebrog, vores smukke flag, som måske oprindeligt var en pavelig korstogsfane …

Vel hjemme igen gik det galt. En af Valdemar Sejrs vasaller, altså stedfortrædende regenter, i det nordtyske Sorte grev Heinrich von Schwerin var blevet alvorlig vred på Valdemar Sejr på grund af en indviklet sag om arv, hvor han mente sig snydt af netop Valdemar Sejr, hvad greven måske også var.

Dramaet handlede om en søster, et barn udenfor ægteskab, to ejere af samme gods, en korstogsrejse til Det Hellige Land og ville – selv for en nutidig ret – være en meget indviklet arve-sag at finde ud af.

Under alle omstændigheder følte grev Heinrich sig snydt, så i forbindelse med en jagt på den sydfynske ø Lyø kidnappede han Valdemar Sejr og sønnen Valdemar den Unge og førte dem til Nordtyskland. Løsesummen var enorm: 8 tons sølv samt masser af guld og juveler. Men den blev betalt. Alle danskere gav, hvad de kunne – og 2½ år efter tilfangetagelsen kom Valdemar Sejr hjem igen.

Men han var ingen lykkemand mere. Tyskerne havde igen kontrollen med de nordtyske områder, de danske grænser var pånær Estland som før Valdemar Sejr kom på tronen, og få år efter hjemkomsten døde sønnen med Dagmar Valdemar den Unge. Valdemar Sejr delte så riget imellem hans tre sønner med Bengerd: Erik, Abel og Christoffer.

Og det var ingen succes. Tværtimod blev det startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid. Dét skal vi høre mere om næste mandag, hvor det også skal handle om middelalderens hverdagsliv, feudalsamfund, de store sildemarkeder, den katolske tro og Den Sorte Død.

Inden skal dog tilføjes, at Valdemar Sejr få dage før sin død i 1241 færdiggjorde arbejdet med Jyske Lov, der er Nordens Ældste Lovbog givet med kongelig stadfæstelse. Den er den, hvor der står: “Med Lov skal Land bygges”, som stadig er et grundprincip i dansk lovpraksis og juridisk forståelse.

Fortalens første sætning “METH LOGH SCAL LAND BYGGIES” står i øvrigt også skrevet over indgangen til folketingssalen.

Jyske Lov kom i øvrigt først hjem til Danmark igen i 2011 efter i mere end 300 år at have været i svensk besiddelse.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Ungdomskrimigyseren ”Katrine” – en bog om ondskaben i et menneskehjerte

Udgivet den af
Svar

Steen Langstrup udgiver på torsdag d. 27. februar ungdomskrimigyseren ”Katrine”.

Han anbefaler selv, at man som læser skal være 14+. Og det giver god mening, at læseren skal være minimum 14-15 år for at gå ombord i bogens sorte og til tider erotiske univers. Til gengæld skal en alder på den anden side af ungdommens vår ikke forhindre i at læse bogen.

Snarere tværtimod anbefaler Danmarksbloggen ”Katrine” til både unge og voksne. For i sit budskab om at det onde er hér og dér og alle vegne – og måske allermest dér, hvor vi mindst venter at finde det – bliver bogen særdeles vedkommende for os alle sammen.

På overfladen handler bogen om den unge, jyske pige Katrine, der flytter til hovedstaden for at komme væk fra voldtægten og sladderen i den lille jyske by, hvor hun kommer fra. Hun skal studere videre og flytter ind på et københavnsk kollegium tæt ved Statens Museum for Kunst. Men er voldtægtsmanden fulgt med og optræder nu som stalker?!

Katrines voldtægtshistorie har også aflæggere, som kun langsomt afsløres – men som spiller en rolle for begivenhederne, der alle foregår i et nutidigt København blandt unge studerende.

Både bogens layout med skæve og store sidetal, korte kapitler, dens lette og nutidige sprog og en handling, der udvikler sig hurtigt og til tider meget uventet er med til at gøre, at man som læser hele tiden suges over på næste side, indtil bogen er læst færdig i ét eneste stræk.

Som læser af ”Katrine” suges man ikke kun hele tiden videre i bogen, men også hurtigt ind i en stemning af noget mørkt og sort, som man undervejs i læsningen mere og mere mener at kunne identificere ophavet til.

Nærmere beskrivelse skal ikke gives her, da det vil afsløre for meget af plottet, og det vil være en skam. For netop den snigende bevidsthed om, hvordan det hele MÅSKE hænger sammen, er en af bogens store forcer.

Man tror nemlig næsten ikke sin egen hjerne i løbet af læsningen … og måske skal man heller ikke stole for meget på sine egne ideer? Eller også skal man? Dét skal læseren selv have fornøjelsen at finde ud af.

Hvad man til gengæld kan stole på er, at ”Katrine” ikke rummer ret meget traditionel uhygge, hverken af overnaturlig eller kriminel karakter. Men alligevel skræmmes man langt ind i sjælen som læser, fordi bogen handler om det, som vi i virkeligheden skal være bange for.

Det, der for alvor giver søvnløse nætter. Det, som virkelig sker, og som gør ondt langt mere, end nogen moderne skræmmebilleder eller gamle spøgelser kan gøre det – langt mere end nogen kniv, noget skydevåben kan gøre det. For de er blot redskaber, der bruges, når det, som vi virkelig skal være bange for, er i spil:

Nemlig ondskaben i et menneskehjerte.

Et af bogens temaer er også FIGHT OR FLIGTH

Og her er det klokkeklare budskab, at hvis ikke du selv tager valget, så bliver valget taget for dig af andre og af livet selv. For du kan ikke flygte fra dig selv, men du kan vælge at kæmpe for dig selv. Man kan også spille død eller lyve istedet for at kæmpe.

Men uanset hvad, så drejer det sig også om at vælge, vælge hvad man vil, og hvem man vil stole på. Og i ”Katrine” er det – som i livet – valg, der er altafgørende. Valg, der i ”Katrine” bunder i og fører til gys og gru. Valg, der for en enkelt endda står mellem DRÆB ELLER DØ.

Mere skal ikke siges her, for så vil for meget blive afsløret. ”Katrine” er som allerede nævnt en af den slags bøger, hvor så lidt som muligt skal fortælles om handlingen i forvejen. Hvor handlingen folder sig ud undervejs – og giver os svar.

Dog skal slås fast, at bogen er skræmmende langt ind i sjælen. Fordi den tør beskæftige sig med ondskaben, egoismen, dette at søge sit eget. Så modsat kærligheden, der tror alt, håber alt, udholder alt.

I ”Katrine” møder man nemlig derimod den ondskab, der opgiver alt, skræmmer alt, forlader alt, angriber alt og dræber alt – for i den verden er det DRÆB ELLER DØ. Andet er der ikke plads til, når ondskaben lever i et menneskehjerte.

Men tror vi på det onde i mennesket her i 2014? Efter at have læst ”Katrine” er svaret et stort ja.

For man spindes i dén grad ind i Steen Langstrups velskrevne og letlæste bog, og man fryser over den mangel på reel medmenneskelig varme, som man fornemmer omkring tilflytteren Katrine. Det er alvor med det onde, men hvem er hendes fjende(r)?

Kollegiet i ”Katrine” findes i øvrigt i virkeligheden – og denne ydmyge anmelder har endda i sine unge studiedage i 90´erne siddet der mange gange til langt ud på natten og snakket og drukket te med diverse studiekammerater. Så det krøb ekstra i nakkehårene, da jeg læste ”Katrine”. For jeg har færdes på de gange, de værelser, de gader – og dér er præcist som beskrevet.

Jeg slap så heldigvis levende fra det. Det gjorde jeg også, da jeg læste ”Katrine”. Men uhyggen og angsten for det onde i et menneskehjerte, som bogen gav mig, fik det alligevel og får det stadig til at suge i min mave, når jeg tænker på Steen Langstrups formidable ungdomskrimigyser ”Katrine.”

Danmarksbloggen anbefaler derfor alle med hang til gysere og/eller interesse for psykologi og mellemmenneskelige relationer at læse ”Katrine”. Der er noget at komme efter – og gyse over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bogfakta om Katrine af Steen Langstrup:
150 sider
Udgiver: 2 Feet Entertainment
Pris ca. 249,-
Udkommer 27. februar 2014
Udgives samtidig på e-bog

Dansk Folkeparti: Viden er ikke vigtig

Udgivet den af
1

Dansk Folkeparti ønsker, at fremtidige gymnasieelever skal have minimum 7 i dansk og matematik for at blive optaget på gymnasiet.

Partiets kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen medgiver, at det vil betyde et drastisk fald i antallet af gymnasieelever, faktisk op mod halvdelen af det nuværende antal.

Men det ser Dansk Folkeparti så heller ikke som noget problem, da de mener, at erhvervsuddannelserne er kernen – og fremtiden – i de danske uddannelser.

Det råber jo til Himlen om uvidenhed at komme med en sådan antagelse.

Ja, det er rigtigt, at for få vælger erhvervsuddannelserne. Det er også rigtigt, at ikke alle gymnasieelever burde have valgt gymnasiet. Men at kalde erhvervsuddannelserne for kernen og fremtiden indenfor danske uddannelser er så langt fra de faktiske forhold, som noget kan være.

Danmark er et land, der lever af viden og handel – og sådan har det været i generationer. Det giver derfor god mening at satse på gymnasielle og handelsgymnasielle uddannelser til den danske ungdom. For det er derfra, at vi skal hente vor fremtidige velstand – derfra vi skaber job og eksport af varer.

Den viden er abc-lærdom for alle, der har læst en bog eller to efter folkeskolen. Noget som Dansk Folkepartis kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen ellers må formodes at have gjort med en uddannelse som cand.mag i dansk, litteratur, religion og oldgræsk i bagagen. Samt en fortid som forlægger.

Men han og Dansk Folkeparti mener åbenbart ikke, at viden gør noget godt for et samfund … Det er jo tankevækkende …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk