SUPERT

Supert er et af tidens store mode-ord – og vi bruger det hele tiden.

Vil du have mælk i kaffen?
Ja, tak. Supert.

Jeg lægger møde-referaterne her.
Supert. Det er perfekt.

Vi skal på weekend til Rom.
Ai, supert. God tur.

Men har vi ikke glemt, hvad ordet egentlig handler om? Er der ikke gået lidt inflation i ordet supert?

For nej, det er ikke supert, når hende bag disken husker at spørge, om man vil have mælk i kaffen – det er service.
Det er heller ikke supert, når kollegaen lægger referaterne 10 cm længere til højre på skrivebordet. Det er hverdag.
Og det er heller ikke for alvor supert, når veninden mener, at det er supert at rejse på weekend til Rom. Flere tusind danskere rejser til Rom hvert år, og så langt er der heller ikke derned.

Supert kræver lidt mere. Ja, faktisk noget mere.

Fx at hende bag disken i cafeen som en anden Pippi Langstrømpe løftede en ko op i luften for at malke mælk direkte fra yver og ned i kaffekoppen. Dét ville være supert.
Eller at kollegaen kunne have referaterne klar, INDEN mødet startede. Det fortjente også et supert.
Samt at det for alvor ville være supert, hvis man var på vej til Rom for at møde paven eller måske deltage i en tidsrejse tilbage til dengang Colesseum var Colesseum for fuld udblæsning med kejsere, løver, gladiatorer og hele pivtøjet.

Det ville alt sammen være rigtig meget supert. Ja, måske endda supert med super på.

Super er i øvrigt latin og betyder over, opad, oppe over, oven, ovenover, ovenpå.
Så super er noget, der er over hverdagen og det velkendte. Noget der er større og mere.

Så ved vi det – og det er vel i grunden supert.

God weekend.
Håber den bliver super.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

4 thoughts on “SUPERT

  1. Det eneste problem jeg ser med ovenstående artikel er, at ordet “supert” ikke eksisterer og dermed mister hele artiklen sin relevans… Det hedder “super” og ikke “supert” – og det gælder i alle sammenhænge… Der er altså ikke noget, der er supert. Det er super! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *