25% (spild)tid inden valget

Så NU er der snart folketingsvalg, lyder det triumferende fra en sensationshungrende presse – og fra de politikere, der løber bagefter i det evigt-snurrende politiske hamsterhjul.

Gårsdagens Folketingsåbning var da også den sidste inden næste folketingsvalg, som skal finde sted senest midt i september 2015.

Der er altså næsten et helt år tilbage af valgperioden, hvis den får lov til at løbe samtlige fire år. Omregnet til procenter bliver det til næsten 25% af den tid, som en valgperiode ialt varer.

25%, som medier og en del politikere bruger til valg og valgkampagne istedet for at gøre noget ved Danmarks sager nu, hvor de sidder på Tinge.

Oversat til arbejdsmarkedet (som politikerne ellers elsker at sammenligne alt med) svarer denne praksis til, at man stopper med at arbejde henad torsdag eftermiddag. For nu er det jo snart weekend, og man skal også lade op til på mandag.

Jeg tror ikke, at mange arbejdspladser – såvel offentlige som private – ville acceptere en sådan praksis hos medarbejderne uge efter uge. Men i det politiske liv går det forrygende med at bruge den sidste fjerdedel af en valgperiode på at puste sig selv op og snakke om fx nøgler, som Løkke gjorde det igår.

Dét er skræmmende – især fordi vi taler om praksis hos de mænd og kvinder, der styrer Danmark. Det mindste vi burde kunne forvente var, at de arbejdede med Danmarks sager – og ikke deres eget gen- eller nyvalg – 100% af de fire år, som en valgperiode varer.

For idag er mindst 25% ren spildtid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk dobbeltmoral og svensk demokrati

Danske medier er fulde af artikler om, hvor anti-demokratiske de gamle svenske partier er, når de ikke vil samarbejde med Sverigesdemokraterne, der fik 13 procent af stemmerne ved søndagens valg til Riksdagen (Sveriges Folketing).

Men man kan også vende den om og sige, at det er flertallet – nemlig 87 procent, der nu vil se, hvad de kan finde ud af sammen. Og dét er jo i grunden ganske demokratisk med netop flertalsafgørelser. Så kan Sverigesdemokraterne være nok så meget Sveriges tredjestørste parti. De repræsenterer stadig kun 13 procent af vælgerne.

Og inden danske politikere som fx en Pia Kjærsgaard kommer for godt i gang (se nedenfor), kunne det være en god idé først at se sig om i egen andegård. For der er en stor portion dansk dobbeltmoral i fordømmelsen af svenskerne og deres demokrati.

http://www.bt.dk/udland/pia-kjaersgaard-tordner-mod-svenskerne-de-er-hoejroevede-og-arrogante

I Danmark er det blot Enhedslisten, der sættes i skammekrogen, når partiet konsekvent beskyldes for at være økonomisk uansvarlige. Noget, som man på højrefløjen i dansk politik nærmest har som et fast mantra om partiet, der som det eneste i Danmark (på nær dele af SF) holder den humanitære fane højt. Alle beviser på Enhedslistens store økonomiske ansvarlighed preller også af på blå blok som vand på en gås.

Enhedslisten er ikke til at stole på, er budskabet fra den dobbeltmoralske blå blok i Danmark, som dermed ikke anerkender de vælgere, der stemmer på Enhedslisten.

Ved sidste valg var det 6,7 procent af vælgerne, der stemte på liste Ø – og meningsmålinger spår, at der kan blive tale om, at Enhedslisten vokser til mere end dobbelt størrelse ved det Folketingsvalg, der skal finde sted på samme dato som svenskernes i søndag – bare først i 2015.

Enhedslisten kan altså blive ligeså stor i Danmark, som Sverigesdemokraterne er det i Sverige – men Enhedslisten anerkendes ikke af blå blok.

Og dermed er blå blok i Danmark jo præcis ligeså anti-demokratisk, som de beskylder svenskerne for at være.

Det er dobbeltmoralsk – det er hyklerisk – og det fortæller alt om den (manglende) moralske habitus i blå blok i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok kan lære MEGET af svenskerne

Sverige har været til valg, og efter otte år med en borgerlig regering er det tid til et skifte til en rød-grøn regering under ledelse af socialdemokraten Stefan Löfven.

At det er sådan skyldes ENE OG ALENE, at blå blok i Sverige IKKE VIL SAMARBEJDE med Sverigesdemokraterne – altså Dansk Folkeparti´s svenske søsterparti.

Samtlige svenske partier er nemlig helt enige om, at Sverige er en humanitær stormagt – og at sådan skal det fortsætte. Så kan Sverigesdemokraterne gå nok så meget frem – og det gør de. Sverigesdemokraterne er nu Sveriges tredjestørste parti med 13% af vælgerne bag sig.

Men det er man ligeglade med hos blå blok i Sverige.

For her vil den gamle statsminister fra Moderaterne Fredrik Reinfeldt ikke gøre som først Fogh og siden Løkke i Danmark og basere sin magt på et nationalistisk parti med en umenneskelig holdning til sine medmennesker – i Sverige altså et samarbejde med Sverigesdemokraterne, hvis politik en anden borgerlig partileder i Sverige Annie Lööf har kaldt for et brunt luftslot.

For ville blå blok i Sverige samarbejde med Sverigesdemokraterne, så kunne de mageligt blive siddende ved magten.

Men nej, hellere miste magten end at basere den på et parti, der er så menneskefjendtligt som Sverigesdemokraterne …

Det er imponerende, og dér kunne Venstre og Konservative i Danmark godt nok lære meget af deres svenske kollegaer!!!

For blå blok i Sverige holder medmenneskelighedens og anstændighedens fane helt op i luften, hvor den nu står og vejrer over Riksdagen i Stockholm.

Samme fane i Danmark bliver desværre brugt som tæppe for den svinehund, som for længst er lukket ind i Christiansborgs inderste magtcirkler – og som Løkke og Pape regner med skal bruges som parlamentarisk grundlag om et års tid, når der er valg i Danmark.

Dét er skræmmende, men desværre forventeligt, når man ser på Løkkes og Papes (manglende) moralske habitus. De når således ikke deres svenske kollegaer til kanten af de sko, der formentlig ikke har kostet 2000 kroner.

Men tænk, hvad der kunne ske i dansk politik, hvis blå blok var kloge nok til at lære af deres svenske kollegaer?!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vestagers EU-exit er Thornings chance

De radikales leder Margrethe Vestager skal være Danmarks nye EU-kommisær. Noget, som Danmarksbloggen forudså allerede for  et par uger siden. Læs her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5300

Og som skrevet dengang er Vestagers exit til EU en gylden chance for Thorning for at – også reelt – overtage regeringsmagten for alvor.

For nok har Thorning på papiret været leder og statsminister i snart tre år, men i realiteternes verden har hun meget begrænset af og styret af netop Vestager, der ikke uden grund er blevet kaldt for dronning Margrethe internt på Borgen.

Vestagers formodede efterfølger skatteminister Morten Østergaard har nemlig slet ikke samme styrke eller samme pondus som Vestager, hverken internt i regeringen eller i forhold til vælgerne.

Så nu lysner det for Thorning og socialdemokraterne, der har et år tilbage inden næste valg til (for første gang i de fire år) at føre socialdemokratisk politik.

Vestagers EU-exit er simpelthen Thornings – måske eneste – chance for at  skabe grundlaget for at kunne blive genvalgt som statsminister i Danmark.

Men det kan lade sig gøre. For et år er lang tid – og der kan ske meget på 52 uger, især i dansk politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg på vej?

Dagen i dag er Løkkes skæbnedag.
Bliver han som Venstres formand – eller må han gå?

Intet er afgjort, heller ikke selvom ledende Venstre-folk nu taler helt åbent om Kristian Jensen som Løkkes snarlige efterfølger – uden dog nogen særlig begejstring. For den nuværende næstformand virker langtfra som en mand, der kan samle Venstre – og endnu mindre som en mand, der egner sig som landets statsminister.

Der er altså for at sige det mildt uro i Venstre – og det må derfor være mere end almindeligt fristende for Thorning at trykke på den røde knap og udskrive folketingsvalg.

Men vil det ikke kunne give Thorning tilbageslag at udskrive valg nu? Vil vælgerne ikke kunne føle, at Thorning udnytter situationen, så de netop ikke stemmer på Socialdemokratiet eller Radikale Venstre? Jo, det er bestemt en mulighed, som Thorning også må tænke på.

Ja, man kan faktisk spørge, om de radikale mon overhovedet ønsker at fortsætte i regeringen – eller om Vestager kunne have andre planer sammen med Venstre og Konservative? Og hvad med Thorning og Dyhr? Drømmer de om en S-SF-regering?

Ingen ved det, men svarene på det hele er på vej.

Danmarksbloggen følger spændt situationen og vil her blot konkludere, at de eneste to ting, der pt. er sikre i dansk politik, er at:

1) Danskerne skal til næste folketingsvalg (uanset hvornår det bliver) vælge, om de vil fællesskabet eller egoismen – den røde eller den blå vej.

2) Dansk Folkeparti suger stemmer til sig – men uden at ville tage ansvar for noget som helst andet end at brokke sig, være populistiske og stadig absolut ikke stuerene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4744

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kristi Himmelfart og kampen mellem Det Gode og Det Onde

Tilbage i middelalderen opførte man i mange kirker såkaldte kirkespil, når det var Kristi Himmelfart.

Kirkespil, hvor man selvfølgelig lod en figur af Jesus forsvinde op i et hul i kirkeloftet for på den måde at symbolisere himmelfarten.

Men også kirkespil, hvor Det Gode (Jesus) kæmpede mod Det Onde (Satan) – og hvor Det Gode vandt. Typisk var Det Onde symboliseret ved en drage eller en slange, og Det Gode ved en løve.

Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra 2013: http://danmarksbloggen.dk/?tag=kristi-himmelfart

Dét kunne være særdeles fristende at lave et sådant kirkespil i vore dage – og dét i en version, så nutidige samfundsproblematikker blev inddraget.

For vi lever i en tid, der officielt har afskaffet Det Onde og Det Gode til fordel for den ubegrænsede relativisme.

Men relativismen du´r ikke. Når alt erklæres for lige godt, bliver alt også ligegyldigt. Men alt er ikke lige godt.

Tværtimod findes der værdier, som er værd at kæmpe for. Værdier, som sagtens kan identificeres som værende af Det Gode. Og disse værdier er alt det, der samler og bringer lys, glæde og kærlighed mellem mennesker kontra deres modsætning, der skiller og bringer mørke, smerte og had mellem mennesker.

Værdier, der ikke kan leve side om side, men som konstant støder sammen i den evige kamp mellem Det Gode og Det Onde, som mennesker og samfund har kæmpet til alle tider.

Så nej, vi kan ikke bare trække på skulderen og lade verden gå sin skæve gang. Vi må vælge: Vil jeg følge løven eller dragen/slangen, lyset eller mørket?

Valget er vores, både på og efter denne Kristi Himmelfartsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-valg: Demokratiet trues af ekstremister

Dansk Folkeparti – og især Morten Messerschmidt – vandt en jordskredssejr i går. Mere end hver fjerde danske vælger stemte på Dansk Folkeparti, som nu får fire af de ialt 13 danske pladser i EU-parlamentet.

Men også Folkebevægelsen mod EU gik frem – tiltrods for at spidskandidaten var både ung og ukendt.

Signalet er ikke til at tage fejl af: Danskerne er trætte af et EU, som de fleste opfatter som en overstatslig institution, der bestemmer alt for meget.

Danskerne er ikke alene om at mene sådan. Billedet er det samme over hele Europa. De nationale partier og bevægelser stormer frem.

Men hvad gør man nede i Bruxelles – og i de enkelte landes regeringer, også Danmarks? Ingenting, absolut ingenting.

Tværtimod fortsætter man som hidtil med at lave endnu mere centraliseret magt i EU-regi – senest med den desværre vedtagne patentdomstol.

EU-toget buldrer altså frem – totalt ligeglad med de befolkninger, der enten gerne vil stå helt af eller overvejer om toget skal køre i en anden retning. En retning med fred, frihed og frihandel, men ikke med fælles økonomi-, forsvars- og velfærdspolitik.

Dét er farligt på den måde at ignorere sin egen befolkning for slet ikke at tale om at det er udemokratisk. For det er i dén grad et demokratisk problem, når magthaverne ikke lytter til befolkningerne. For så får ekstremisterne altfor let spil … også i Danmark, hvor det nu endegyldigt er lykkes Dansk Folkeparti at fremstå som stuerene …

Men det er partiet ikke. Så kan de få nok så mange stemmer. Det ændrer ingenting.  For med DF´s fjendske politik og retorik overfor fx muslimer, men også andre, bliver de aldrig stuerene. Dér havde – og har – daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen helt ret.

Men Dansk Folkeparti taler til den indre frygt for det fremmede i mange mennesker, og det skal tages mere end alvorligt af de andre partier, hvis ikke Dansk Folkeparti skal fortsætte deres sejrsstime også til det kommende folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkeland lidt endnu

Så klarede Løkke sig – endnu engang – ud af problemerne om manglende troværdighed i omgangen med andres penge.

Manden er – formentlig i mangel på reelle alternativer – stadig Venstres formand og statsministerkandidat.

Gad vide om der er mere forkert-omgang-med-andres-penge at komme efter, hvis man vender flere sten i Løkkeland? Ingen ved det, men alle taler om det – og der er flere end blot en håndfuld mennesker, der higer og søger efter en fjerde Løkke-sag.

En sag, som hvis det virkelig skal batte noget, først skal eksplodere i medierne EFTER der er udskrevet folketingsvalg.

For i politik er timing alt.

Og kan man blot éen gang til få syn for sagen omkring Løkkes omgang med penge, ja så er Løkke færdig – og det samme er muligheden for en kommende blå regering.

Den røde blok har nemlig med Løkke som fortsat leder af oppositionen fået en mere end almindelig stærk joker på hånden i spillet om regeringsmagten efter det kommende folketingsvalg, der skal afholdes senest sensommeren 2015.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstreballaden spænder ben for nej til patentdomstolen

Balladen i Venstre gør, at medierne fokuserer på Løkke og hans meritter frem for på EU-valget og afstemningen om patentdomstolen.

Så langt, så meget business as usual – og normalt betyder det ikke så meget med mindre mediebevågenhed op mod et EU-valg. Valgdeltagelsen bliver måske også mindre, men stemmerne fordeler sig procentmæssigt nogenlunde, som de plejer.

Men ikke denne gang. For denne gang skal vi også stemme om dansk tilslutning til patentdomstolen. Noget, som mange danskere tror, handler om lettere og billigere patenter til danske virksomheder – og det gør det på en måde også.

MEN som Danmarksbloggen skrev om det i sidste uge, så vil dansk deltagelse i patent-samarbejdet snarere ødelægge små og mellemstore virksomheder end det vil gavne. Læs indlægget her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4611

Venstreballaden kan derfor – paradoksalt nok – spænde ben for det nej til patentdomstolen, som der var ved at blive bygget op til – både i medierne og i den danske befolkning.

Det er derfor vigtigt at dreje debatten væk fra Løkke og hans omgang med penge og hen på det, som også fremover spiller en rolle for Danmark: Nemlig at sikre at danske iværksættere kan tjene penge på deres ideer – penge, der kommer os alle til gode i form af arbejdspladser og skatter.

Og dét kræver et nej til patentdomstolen.

Så kan man altid tage sig af Løkke efter 25. maj. Og det vil Danmarksbloggen da anbefale, at man gør …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Christiania, Bødskov, Statsministeren … sagen der ikke vil dø

I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv, som der synges i fristaden Christiania´s slagsang.

Det samme kan siges om sagen om retsudvalgets udflugt til Christiania. Den sag kan åbenbart heller ikke dø, men fortsætter som en anden dårlig sæbe-opera, hvor man igen og igen undres over, hvad der er sket – og ikke mindst, hvordan det er blevet håndteret.

Det er jo direkte u-smart at lyve, som Morten Bødskov gjorde det. Det nærmer sig også noget, som kun forekommer i dårlige tv-serier, når statsminister Helle Thorning først hævder, at hun intet kendte til sagen – men at det så senere viser sig, at det gjorde hun måske alligevel.

Morgendagens samråd vil – måske eller måske ikke – bringe klarhed over de faktiske forhold.

Hvad samrådet imidlertid vil vise er, hvor langt Enhedslisten vil strække sig for at redde regeringen. Og dét bliver mere end spændende at følge. For Enhedslisten har tidligere vist, at de står på deres principper og holdninger, også selvom det koster.

Danmarksbloggen følger ivrigt med … og håber på, at en tilsvarende nidkærhed om, hvordan jobbet som regering håndteres, også vil blive praktiseret, når et eventuelt valg er overstået, og en ny, formentlig blå regering sidder på magten.

For set i lyset af GGGI-sagen, bilags-sagen, skattesagen og så videre skal der nok blive masser at komme efter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk