Fadbamsen, Hjorten og Dansk Fremmedhaderparti

Politikerlede udspringer ikke kun af de folkevalgtes handlinger (eller fravær af samme), men er også medieskabt og et resultat af manglende respekt for de politikere vi (som folk) selv har valgt til at repræsentere os på tinge.

Ovenstående markerer i bund og grund et synspunkt, som jeg almindeligvis ville hylde, nemlig at man skal gribe i egen barm, starte kritikken med ”The Man (or Woman) in the Mirror” og gå efter den gensidige vilje til forståelse og de nuancerede billeders skønhed. Jeg er kort sagt tilhænger af en debatkultur, som tager udgangspunkt i aktiv lytten, seriøs kritik og viljen til at se egne holdninger og fordomme efter i sømmene, før man udstiller politiske modstandere som latterlige karikaturer på menneskelig eksistens. Og derfor burde jeg måske også gå i rette med mig selv, fordi jeg i en opdatering på et socialt medie tillod mig at tage afstand fra Lars Løkke, Claus Hjorth Frederiksen og Dansk Folkeparti med de let karikerede benævnelser, som fremgår af overskriften på dette indlæg.

MEN der er tidspunkter, hvor de noble principper må vige for en skarpere og mere kampberedt attitude – og sådan et tidspunkt er NU, hvor der skal afholdes valg til Folketinget d. 18. juni.

Vi står over for et VALG, som helt fundamentalt drejer sig om medmenneskelighed: Om hvorvidt man i bund og grund mener, at vores samfund skal være et sted, hvor de mest udsatte får den hjælp og støtte, som kan gøre det muligt for dem at leve et værdigt liv – eller få en værdig død, når den tid er kommet. Men også et sted, hvor vi ikke går efter at sikre vores egen velfærd og sikkerhed på bekostning af fattige og forfulgte medmennesker uden for Danmarks grænser.

Valget står derfor ikke bare mellem Løkke og Thorning som (ligegyldige) kransekagefigurer på toppen af en ny regering. Nej, det er på én gang mere komplekst og ganske simpelt: Det drejer sig om at FRAVÆLGE både Løkke og hans liberalistiske håndlangere og de nationalistiske velfærdsvogtere i DF. Det er ikke et værdigt modtræk mod liberalisternes massakre på den offentlige sektor at lukke øjne, ører og grænser for den nød og elendighed, der findes i verden omkring os. Det medmenneskelige valg er derfor at støtte et parti eller en kandidat, som står fast på et humansocialistisk (eller socialhumanistisk) grundlag, og er parat til at sætte sit politiske liv ind på at sikre et værdigt livsgrundlag for de mest udsatte medborgere.

Og nej, selvfølgelig kan vi ikke ”redde hele verden”, og selvfølgelig skal ressourcer ”prioriteres” – og der er ikke nogen lette løsninger. Men der er helt reel FORSKEL på med hvilket udgangspunkt man går ind i de politiske realitetsforhandlinger, og den forskel kan først og størst mærkes på samfundets bund blandt udstødte og udsatte medmennesker.

DERFOR vil jeg tillade mig at gentage: KOM NU DANMARK! – SIG NEJ TIL FADBAMSEN, HJORTEN, KUGLESTØDEREN og hele hærskaren af tryghedsretorikere fra DANSK FREMMEDHADERPARTI. Og find modet til at træffe det medmenneskelige valg.

Skrevet af: Lotte Broe, socialantropolog og lektor ved Pædagoguddannelsen (UCC)

Køb en Løkke-pose … hvis du tør

Det er lidt med Venstre som med de der omrejsende tivoli´er, hvor man kan købe en lykkepose for en 20´er eller en 50´er. En lykkepose, hvor man aldrig ved, hvad man får, men bare må betale ved kasse 1, inden man kan åbne sin pose.

Sådan er det også, hvis man stemmer på Venstre d. 18. juni. Så køber man også en lykkepose – eller rettere en Løkkepose.

Men uvisheden er den samme: For hvor stor bliver den skattelettelse til de lavest-lønnede, som der snakkes om fra Venstres side? Hvad skal kontanthjælpsloftet være på? Hvordan vil Venstre sikre en god velfærd og samtidig nulvækst i den offentlige sektor? Det og meget mere må danskere – hvis de vil stemme på Venstre – vente med at få at vide til efter valget.

Det er unfair af Venstre, at de ikke vil fortælle konkret om deres politik. Danskerne har som minimum ret til at vide, hvad partierne vil gøre efter valget. For hvordan kan vælgerne ellers beslutte sig?

Danmarksbloggen vil dog gøre opmærksom på, at de der poser – uanset om de hedder lykkeposer eller Løkkeposer – som regel indeholder noget værre skrammel, der ikke er hverken penge eller stemmer værd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valget handler også om åndelighed versus egoisme

Danmarksbloggen kommer ikke til at beskæftige sig med folketingsvalget hver eneste dag i de næste tre uger – men omvendt vil det fylde en del.

For det er et vigtigt valg, der venter os danskere d. 18. juni. Et grundlæggende valg, der går på menneskesyn og samfundsopfattelse – og som går dybere end blå eller røde sympatier.

Vi lever nemlig i en tid, hvor stadig flere mennesker søger efter varige værdier og gerne vil leve bæredygtige og ansvarlige liv, ikke kun i forhold til økologi, miljø og jordens ressourcer. Men også i forhold til andre mennesker og livet som sådan. Der er altså en åndelig søgen – og åndelig bevidsthed – som aldrig før.

Omvendt er der også en bevægelse, der går den anden vej. En bevægelse, hvor mennesker klynger sig til mere til materielle goder end nogensinde før. Hvor det kun at tænke på sig selv ikke blot legitimeres, men ophøjes til noget godt.

Så der er altså en grundlæggende kamp, som går langt dybere end politik. En kamp, som de fleste mennesker registrerer og agerer på, når de siger, at det her valg er det vigtigste i mange-mange år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg 18. juni – og tillykke til Johanne

Så er det en realitet. Der skal afholdes folketingsvalg 18. juni.

Et valg, der som Danmarksbloggen tidligere i dag skrev er et valg imellem egoisme eller fællesskab, mellem mig-mig-mig-kulturen eller solidariteten.

Danmarksbloggen hepper (næppe overraskende) på rød blok – men vil dog gøre opmærksom på at skulle Thorning vinde, så ville det gavne Danmark og alle danskere at få en bedre og mere udbygget fordelingspolitik.

For nok oplever Danmark (igen) vækst – og den skal komme alle til gavn.

Og i øvrigt: Tillykke til Johanne Schmidt- Nielsen, for nu kan hun få fire år mere. Det er til gavn for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen tog fejl

Danmarksbloggen tog fejl. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6760

For nej, der blev IKKE trykket på valgknappen i går. Så enkelt er dét. Danmarksbloggen lover derfor også fremover at afholde sig fra flere gætterier om valgdato´en.

Danmarksbloggen vil istedet fokusere på, hvad valget handler om. For der er tale om et valg. Et grundlæggende valg om holdningen til sine medmennesker.

Et valg mellem om man – som de blå – ser mennesket som et produktionsmiddel, der skal yde max? Eller om man – som de røde – ser mennesket som et levende væsen, der på sin vej fra vugge til grav har perioder, hvor man behøver hjælp – og andre perioder, hvor man selv kan hjælpe andre?.

For valget mellem blå og røde kan siges så kort:

Ser man mennesket som såkaldt “human kapital” – eller som et levende væsen, der har ret til et ordentligt liv, men også pligt til at yde?

Er man enig i det sidste, så skal man stemme på rød blok – når valget altså kommer :-).

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trykker Thorning på valgknappen idag?

Danmarksbloggen spår yderst sjældent om politiske begivenheder.

Men ingen regel uden undtagelse. For Danmarksbloggen er overbevist om, at Thorning idag trykker på valgknappen. Alternativt i morgen, da dagen i dag er Danmarks officielle befrielsesdag, selvom de fleste fejrede den i går aftes – også statsministeren, der talte i Mindelunden.

For Thorning har vind i sejlene p.t. – både politisk og på det personlige plan. Som undertegnede fx hørte flere gange i går ude i Mindelunden: Hun har gjort det godt – uanset hvad de siger.

Så nu kommer valget. Thorning er på en bølge – og Løkke er et sted, hvor selv ikke hans egne bakker ham op – og så skal Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen også sikres endnu en periode – og Thorning Enhedslistens støtte.

Så nu er det trykke-og-valg-tid i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Varme hveder – og valgrygter

Så er det i aften, at der skal spises varme hveder. For i morgen er det St. Bededag – dagen, der oprindelig var bagernes eneste fridag. Det var også derfor, at bagerne bagte ekstra store hvedeboller – eller hvedeknopper som de hed – dagen før.

Men i år er det ikke kun hvedeknopperne, der er varme – det er valgrygterne også. Ja, faktisk er valgrygterne brand-, hed- og skoldvarme.

Socialdemokraterne står nemlig bedre i meningsmålingerne end nogensinde før i denne regeringsperiode – og derfor har alle med interesse i og for politik travlt med at spå om, hvornår valget kommer.

Allerede midt i april spåede bookmakerne, at valget ville finde sted omkring 9. juni – og blive udskrevet medio maj.

Vi får dog næppe svaret i morgen, 1. maj, som er Arbejdernes Internationale Kampdag. Men sikkert er det, at hvert et ord, som der i morgen siges fra talerstolene rundt om i landet, vil blive analyseret og vendt i den valg-gryde, der i forvejen koger på højeste blus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lektiehjælp til Venstre, tak

Det ville klæde Venstre at tage imod den lektiehjælp, som partiet bliver tilbudt fra Skatteministeriet.

Venstre hævder nemlig ellers, at de ikke kan regne på kontanthjælpsloftet før efter et valg – og en valgsejr. Men nu har skatteminister Benny Engelbrecht tilbudt Venstre at regne på sagerne. Noget, som en vrissende og irriteret Løkke i går aftes på DR afviste, at Venstre ville sige ja til.

Men dét er dårlig stil at affærdige en reel mulighed for at få afprøvet sin politik – medmindre selvfølgelig at Venstres snak om kontanthjælpsloft og andre ydelser blot er valgløfter ligeså tomme og hule, som dem partiet konstant beskylder rød blok for at give.

For i så fald kan Løkke og co. ikke gøre andet. En gennemregning ville jo i så fald afsløre Venstres politik som værende ikke-sammenhængende.

Danmarksbloggen kunne godt have Venstre mistænkt for netop således at ville føre befolkningen bag lyset – og samtidig stadig have den frækhed ikke at ville fortælle, hvilken økonomisk politik, som Venstre vil føre, hvis de kommer i regering.

Venstres troværdighed er i frit fald – og det vil være mere skadeligt, end vi kan forestille os, hvis Løkke, Støjberg og de andre i Venstre skal til at bestemme i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønskes: Fordelingspolitikkens genkomst

Hvor tæt på er folketingsvalget? Danmarksbloggen tror, at det er tættere på end de fleste aner. Danmarksbloggen tror, at Helle Thorning og hendes nærmeste rådgivere hele tiden overvejer, om det er NU, at der skal trykkes på knappen. Partiapparatet er ihvertfald klart til at rykke.

Men uanset hvornår valget kommer, så drømmer Danmarksbloggen om, at fordelingspolitik bliver et centralt tema.

Uligheden er stigende i Danmark – og danskerne er trætte af, at en lille privilegeret overklasse har så meget og stadig får så meget mere, mens både middelklasse og underklasse sakker agterud – sidstnævnte endda i en grad, så det nærmer sig et niveau, der er direkte umenneskeligt.

Der er derfor i dag mere end i mange årtier brug for en fordelingspolitik, der fordeler goderne mere ligeligt i det danske samfund.

Pengene skal med andre ord ned i de tomme lommer – og ikke i de lommer, der i forvejen bugner. Pengene skal ikke puges sammen, men ud i samfundet. For nej, Venstres Jakob Engel-Schmidt er 100% galt afmarcheret, når han siger, at uligheden er for lille i Danmark.

Se mere her: http://jyllands-posten.dk/politik/ECE7374570/Debat%3A+Ulighed+ikke+et+problem+i+Danmark/

Men lad endelig Venstremanden fortsætte med at sige, at de rige skal være rigere og de fattige fattigere.

Så kan tilslutningen til Venstre falde yderligere i meningsmålingerne – og det er godt, især hvis stemmerne vandrer over midten.

For nok er Danmarksbloggen ikke tilfreds med den nuværende regering. Men en S-regering er til hver en tid at foretrække fremfor en V-regering. Der er – ihvertfald et vist niveau af – medmenneskelighed til forskel.

Og medmenneskelighed skal der til, hvis vi skal have en fair fordelingspolitik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valget i Sverige viser vejen for valget i Danmark

Svenskerne skal til valg igen …

Det sidste valg – som var i september – handlede meget om Sveriges rolle som humanistisk supermagt, og dermed også om Sverigesdemokraternes (Sveriges pendant til dansk Folkeparti) holdning til indvandrere og flygtninge.

Det er – ikke overraskende – en holdning, der minder meget om Dansk Folkepartis holdning. En holdning, der i øvrigt har stigende opbakning i Sverige som den har det i Danmark og i resten af Europa.

Men så stopper lighederne også mellem Sverige og Danmark. For i Sverige vil de andre partier IKKE SAMARBEJDE med Sverigesdemokraterne – mens såvel blå blok som rød blok i Danmark er ved at falde over deres egne ben for at samarbejde med Dansk Folkeparti.

Vi danskere er selvfølgelig også en nation af småhandlende med kræmmer-mentalitet, der laver handler, hvor det kan lade sig gøre – men alligevel …

Alligevel er der også – ihvertfald historisk – en dansk tradition for tolerance, rummelighed og mangfoldighed.

Danmarksbloggen kunne derfor godt drømme om, at det kommende valg i Sverige (som skal holdes 22. marts) kunne vise vejen for det kommende folketingsvalg i Danmark, således at Folketingets øvrige partier kunne vise sig ligeså medmenneskelige og humanistiske som deres søster- og broderpartier i Sverige, uanset om de er rød-grønne eller tilhører Alliancen (de borgerlige).

For der er ligeså hårdt brug for en fælles politisk insisteren på rummelighed, tolerance og medmenneskelighed på Christiansborg – som der er det i Riksdagen i Stockholm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk