Jeg er rystet!

Jeg har næsten ikke sovet i nat. Jeg har fulgt med i meningsmålingerne, som de tikkede ind fra Storbritannien…

Jeg tror på historiens vingesus og på at vi i fællesskab kan undgå krige og andre katastrofer på det europæiske kontinent, hvis vi holder sammen og passer på hinanden.

Men flygtningestrømmen og et EU plaget af magthavere, der ikke forstår, hvor deres befolkninger er henne rent mentalt, har om noget vendt ALT på hovedet.

Vi er blevet nationale bangebukse, der i stedet for at hjælpe hinanden på tværs af landegrænser, religion og etnicitet, vender os mod hinanden og stikker af – stikker af fra et fælles ansvar for at sikre en god fremtid for vores børn og kommende generationer.

Så nu sidder vi her med briterne på vej ud – med et Sydeuropa plaget af korruption og en total mangel på vækst, med et Østeuropa der føler sig truet af Rusland, med et Tyskland der skal lege økonomisk og moralsk motor for alt for mange på én gang og i et Skandinavien, der slet ikke fatter en brik af, hvor vores gode velfærd lige blev af…

Jeg har det som dagen efter 9/11. Jeg er rystet! Jeg tror, vi er på vej til en ny verden, og jeg er ikke sikker på, at det er en verden, jeg ønsker mine børn skal vokse op i.

I mit stille sind krydser jeg fingre for, at Europa nu samler sig, sunder sig og sinder sig… men jeg tror desværre der sker det modsatte.

Jeg tror, frygten tager over, og vi som bange katte gemmer os. Men hvor jeg dog HÅBER det modsatte.

Skrevet af: Line Marie Wibroe, indehaver af ”Andemors Verden”

Stærkere sammen – men på en anden måde

Så blev det afgjort ovre på de britiske øer … Det blev LEAVE … UK er på vej ud af EU.

Og nu kræver andre EU-kritiske røster overalt i Europa en tilsvarende afstemning – også i Danmark.

Danmarksbloggen bakker op om sådan en afstemning. For det skal være befolkningerne i Europa, der bestemmer i Europa.

For netop dér ligger sagens kerne. Institutionerne i Bruxelles er nemlig et langt stykke hen af vejen overnationale og slet ikke demokratiske – og styret af embedsmænd, som aldrig kommer på valg.

Når det er sagt, så startede EU som en virkelig god idé – nemlig fred og frihandel. Men projektet løb af sporet undervejs, og er blevet en udemokratisk kolos på lerfødder.

Så ja, Danmark skal også ud af det EU, som vi har i dag – men vi skal alligevel have et EU i Europa – et, der handler om fred og frihandel. For vi er stærkere sammen end hver for sig.

Men Europa går nu hver for sig. I Frankrig kommer der snart et valg, hvor National Front vil skovle stemmer ind på at kræve et EU-valg – og i Tyskland kommer Merkel under et voldsomt pres. Og så videre. Det her er en godtepose til alle nationalister og ekstreme højrekræfter – og de fundamentalistiske muslimer, som slet ikke behøver at lave terror mere.

Europa er godt igang med at ødelægge sig selv – indefra.

Putin sidder og gnider sig i hænderne ovre i Moskva idag … det er helt sikkert – og farligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sorte skygger over England – og Europa

Brexit. Leave or Remain. Englænderne skal i dag stemme, om de skal blive i EU – eller om de skal ud. Resultatet vil få store konsekvenser for Danmark – og for Europa.

Nu skal man passe på med at spå – men Danmarksbloggen tror, at det bliver et leave, og at dét leave vil være starten til enden for EU – og dermed også i værste fald med freden i Europa og mangfoldigheden, både den interne, men også den eksterne.

For den nationale højredrejning, der i øjeblikket sker over hele Europa, vil holde fast i kontinentet som et sted for hvide m/k. Spørgsmålet, som rejser sig, er derfor også, om det samfund, som de kræfter ønsker, har noget tilfælles med det frie og menneskeværdige samfund, som startede med oplysningstiden i 1700-tallet, udviklede sig med demokratiernes indførelse i 1800- og 1900-tallet, og som klarede to verdenskrige.

Danmarksbloggen mener det ikke. Danmarksbloggen mener så også, at hele to totalitære systemer ønsker kontrollen over Europa. Det ene er den islamistiske fundamentalisme, som vi hører så meget om – men så også den anden, de nazistiske og fascistiske bevægelser. Og ja, begge findes også i Danmark, og begge er en reel trussel mod det frie Europa.

Og begge går som en sort skygge, der suger alt liv og menneskelighed ud, over Europa – uanset om det bliver ja eller nej på de britiske øer. Og det ene af de to systemer – de højrenationale kræfter – støttes endda af Rusland, som ser muligheden for igen at blive den europæiske stormagt på ruinerne af et Europa, der har spillet fallit i demokratiets navn. Det er slemt – meget slemt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grib dagen – i 2025

Nu er Alternativet blevet europæisk – eller rettere den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis har startet en bevægelse, der minder om Alternativet, og som vil have mere demokrati – og mindre magt til de overnationale og ikke-demokratiske organer som fx EU-kommissionen. Til gengæld skal det demokratisk valgte EU-parlament mere på banen.

Bevægelsen hedder DiEM25 med henvisning til, at det først er i 2025 – efter en god, lang og demokratisk debat – at et mere demokratisk og solidarisk fællesskab i Europa skal etableres.

Danmarksbloggen er begejstret – og helt enig i, at løsningen for Europa og Danmark ligger i fællesskab og solidaritet.

Det store spørgsmål er blot, hvordan man overbeviser:

1)    de stærke, økonomiske kræfter, der vil bevare det bestående system – fordi de har flest fordele af, at de overnationale, ikke-demokratiske institutioner bestemmer.

2)    store dele af befolkningerne i Europa, der skræmte over udviklingen og migrationen fra Mellemøsten, ønsker det europæiske samarbejde beskåret – og nationalstaten (og grænserne) tilbage for fuld skrue.

Men vi er nødt til at prøve – demokratiet er simpelthen for vigtigt til at blive overladt til markedskræfterne, de overnationale institutioner og nationalismens spøgelse. Man kan dog diskutere, om ikke tidsfristen er lige lovlig lang – især når man ser på, hvad der sker i Europa i øjeblikket.

Læs mere om initiativet her: http://diem25.org/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krig på vej?

Noget tyder på, at vi er ved vinde over Islamisk Stat – eller er vi?

Jo, måske nogle steder nede i højdedragene i Syrien og Irak, hvor især engelske, franske og russiske styrker i de seneste uger har fået gjort kål på en del.

Men imens render femte-kolonne-folk frit rundt i Vesten – og de er svære at se, da de svømmer i folkehavet, som den kinesiske kommunist-leder Mao sagde det om potentielle terrorister.

Læg dertil den stigende polarisering og dæmonisering, der sker mellem muslimer på den ene side og kristne og andre vesterlændinge på den anden – og konklusionen er desværre, at det slet ikke er slut.

Måske tværtimod. Krigen er allerede i Mellemøsten – men kan den begrænses til dér? Danmarksbloggen tvivler mere og mere.

Og hvad sker der, når foråret kommer – og flygtningestrømmene eksploderer? Så skal alt det, der sker her i vinterens kulde ved Europas grænser og på gader og torve i vore byer, ganges med 100. Det er så skræmmende, så skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lunten, der ikke vil slukke

Bomber og terrorskydninger kunne ikke gøre det – men flygtningestrømme og seksuelle overgreb kunne: Skabe en lunte, der ikke vil slukke.

En lunte skabt af uberettigede fordomme om religion og mennesker, men også berettiget viden om forskelle indenfor især kvindesyn og ligeværd. En lunte skabt af alle mulige sande og falske påstande, som nu væves ind og ud af hinanden – men som ikke desto mindre har skabt en lunte, der ikke vil slukke.

En lunte, der brænder over hele Europa – og som er så tæt på at sætte hele verdensdelen i brand …

Kan vi slukke den lunte? Måske – men det kræver en indsats på tværs af samtlige lande i Europa og de rige arabiske lande, og en sådan alliance er desværre mere usandsynlig pt. end nogensinde i en tid, hvor vi ikke længere ser mennesker, men hvor frygten har lukket vores øjne – og vore hjerter.

Vi er på vej mod noget, der har krigen i sig  …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jule-illusion nr. 1: HYGGEN

Danmarksbloggens adventsserie i år handler om julens illusioner, og vi starter med hyggen.

Jule-illusion nr. 1: HYGGEN

Det er SÅ hyggeligt ved juletid, siger vi – med kun en lille og næsten uhørlig rysten i stemmen.

For er julen nu også det? Er julen virkelig så hyggelig for os alle sammen? Ikke rigtig, vel?

Hvad med ham eller hende, der sidder alene?
Eller barnet, som er bange for, at mor og far igen drikker for meget og ødelægger juleaften med fuldemandsvrøvl eller måske endda skænderier og slåskampe?
Eller den enlige mor, der ikke har råd til at tage på julemarked, ja som måske dårlig har penge til en julegave til guldklumpen?
Den hjemløse?
Flygtningefamilien, der skal tilbringe julen i et telt i Jylland – eller på en mark i vinterkulden i Østeuropa?

Nej, julen er langtfra altid særlig hyggelig. Julen kan være et monster, så langt mere skræmmende end man nogensinde ser det til Halloween.

Hygge – som i øvrigt også praktiseres i alle andre lande – kræver, at man er tryg, og dét er der rigtig mange, der ikke er i et Danmark og et Europa, der bliver mere og mere utrygt – og mere og mere ulige. Mere og mere uhyggeligt, du …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark og grænserne

Skal Danmark lukke sine grænser, ligesom Sverige lige har gjort det? Det mener mange. Mens ligeså mange mener, at det er ligemeget. At det er de ydre grænser i Europa, som det kommer an på.

Danmarksbloggen er – helt ærligt – i tvivl. Og kan man også overhovedet sætte det sådan op?

Hvad Danmarksbloggen derimod ved med 100% sikkerhed er, at vi ikke må lukke vores hjerter – og vores pengepunge. For der skal hjælp til. Massiv hjælp til de mange millioner, som flygter fra krig og terror.

Så nej, vi skal ikke spare på hjælpen. Tværtimod skal vi give mere – og kræve, at de rige arabiske lande gør det samme. For med flere penge og med FN som hovedkoordinator (for EU har spillet fallit og kan ikke finde ud af det), kunne der oprettes flygtningebyer rundt omkring, hvor de stakkels mennesker kunne leve menneskeværdige liv, inden Islamisk Stat forhåbentlig bliver udryddet, og der bliver skabt noget mere fred i Mellemøsten.

Det er i den sammenhæng godt, at det blev den italienske diplomat Filippo Grandi, der blev FN´s flygtningehøjkommissær. Han er velrenommeret, har 30 års erfaring på området og må vurderes til at være bedre egnet end Helle Thorning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Meget mere skræmmende end Halloween

I morgen d. 31. oktober er det Halloween – dagen, hvor børnene klæder sig ud som hekse, vampyrer og skeletter for at gå fra dør til dør og sige slik eller ballade i håb om at få noget guf ned i deres græskarspande.

Vældig hyggeligt er det og slet ikke skræmmende …

Skræmmende er derimod den højredrejning, som finder sted overalt i Europa – godt hjulpet på vej af flygtningekrisen og Islamisk Stats fremfærd i Mellemøsten. En højredrejning, hvor det er os mod dem, kristne/kulturkristne/ateister mod muslimer.

En højredrejning, der sidste uge betød, at terrorangrebet på en svensk skole i Trollhättan ikke blev anerkendt som et terrorangreb, men blot var en had-forbrydelse. For ofrene var jo ikke kristne/kulturkristne/ateister eller andre, men muslimer.

Og så gælder åbenbart andre regler …. og dét er rigtig skræmmende.For så er vi på en vej, som Europa har været på flere gange tidligere … og den fører ikke noget godt sted hen.

Desværre løber mange med – også i det politiske liv i Danmark, hvor Danmarksbloggen er mere end rystet over, at der ikke har rejst sig et ramaskrig over DF´eren Dorthe Ullemoses ord om at “afbrændinger af asylcentre i Sverige var forventelige” og “Det er jo aldrig okay at slå. Aldrig. Men der er jo en årsag til, at man slår. Det må man forvente, hvis man mobber”.

Hvem mobber? Mobber de uledsagede flygtningebørn svenskerne? Det er helt hen i vejret.

Læs mere her: http://www.politiko.dk/nyheder/dfer-afbraendinger-er-forventelige

Det skal retfærdigvis siges, at Pernille Skipper fra Enhedslisten har været ude og kritisere Dorthe Ullemose for at forsvare det, som sker i Sverige. Heldigvis – men ellers har der primært været larmende tavshed.

Vi er et meget farligt sted ligenu i Danmark – og i resten af Europa.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alt smuldrer … undtagen troen på kapitalen

Alt smuldrer i Danmark … og i Europa, hvor velfærden overalt forsvinder i takt med medmenneskeligheden.

Indenfor Europas grænser er der nu flygtninge, som sulter og fryser i kolde teltlejre, mens andre bekymrer sig om hvilken nuance af farven brun, som de skal smøre på deres øjenlåg.

Og hjemløse, gamle, arbejdsløse og andre udsatte ved ikke, hvordan de skal få råd til at gå til tandlægen eller blot klare de daglige indkøb sidst på måneden, mens den rigeste procent hygger sig på den nyeste trend-restaurant med Kobe-kød og andet, der koster mere end noget mad burde.

Det giver ikke mening – og det værste er, at alle – selv mange såkaldt røde folkevalgte – tror på kapitalen, som den der skal redde os.

KAPITALEN??? Den selvsamme kapital, som i sin utrættelige grådighed og jagt på penge skabte finanskrisen, men som via bankpakkerne slap for at betale noget af regningen, men blot kunne stryge gevinsten – og idag er rigere end nogensinde.

Jep, tiltroen hos mange – og blandt andet Danmarks nuværende V-regering – lægger dér. Det giver slet ikke mening – og imens det hele går ad helvede til, så smuldrer troen hos stadig flere på systemet, samfundet og demokratiet.

Danmarksbloggen er dybt bekymret for fremtiden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk