Månedsarkiv: februar 2014

Dansk Folkeparti: Viden er ikke vigtig

Udgivet den af
1

Dansk Folkeparti ønsker, at fremtidige gymnasieelever skal have minimum 7 i dansk og matematik for at blive optaget på gymnasiet.

Partiets kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen medgiver, at det vil betyde et drastisk fald i antallet af gymnasieelever, faktisk op mod halvdelen af det nuværende antal.

Men det ser Dansk Folkeparti så heller ikke som noget problem, da de mener, at erhvervsuddannelserne er kernen – og fremtiden – i de danske uddannelser.

Det råber jo til Himlen om uvidenhed at komme med en sådan antagelse.

Ja, det er rigtigt, at for få vælger erhvervsuddannelserne. Det er også rigtigt, at ikke alle gymnasieelever burde have valgt gymnasiet. Men at kalde erhvervsuddannelserne for kernen og fremtiden indenfor danske uddannelser er så langt fra de faktiske forhold, som noget kan være.

Danmark er et land, der lever af viden og handel – og sådan har det været i generationer. Det giver derfor god mening at satse på gymnasielle og handelsgymnasielle uddannelser til den danske ungdom. For det er derfra, at vi skal hente vor fremtidige velstand – derfra vi skaber job og eksport af varer.

Den viden er abc-lærdom for alle, der har læst en bog eller to efter folkeskolen. Noget som Dansk Folkepartis kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen ellers må formodes at have gjort med en uddannelse som cand.mag i dansk, litteratur, religion og oldgræsk i bagagen. Samt en fortid som forlægger.

Men han og Dansk Folkeparti mener åbenbart ikke, at viden gør noget godt for et samfund … Det er jo tankevækkende …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 6: Valdemar den Store og Absalon

Udgivet den af
Svar

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR DEN STORE OG ABSALON

Valdemar den Stores vej til tronen var beklædt med blod. Først kom en mængde slægtsfejder mellem hans farbrødre og fætre, der efter hans fars (Knud Lavards) død i 1131 slog hinanden ihjel i et tempo, som man ellers kun møder i de islandske sagaer.

Enden på alle drabene blev, at Valdemar den Stores farbror Erik Emune blev konge – i tre år, inden han også blev dræbt af en stormand. Efter det kom endnu en Erik – Erik Lam – der langt ude var i familie med den danske helgenkonge Knud den Hellige, og som han endte også Erik Lam i Odense. Han frasagde sig frivilligt kronen i 1146 og gik i kloster – og døde næsten med det samme.

Danmark var så uden konge, og et mellemspil, der varede i mere end ti år, begyndte. Historien er en af de mest kendte i Danmarkshistorien.

Det er den om Svend, Knud og Valdemar (den Store). Svend var søn af Erik Emune, Knud var søn af Magnus, der var søn af kong Niels – og så Valdemar (den Store), der var søn af Knud Lavard, der blev myrdet af Magnus, altså Niels søn. De var altså alle tre i familie med hinanden, og alle havde gammelt had og blodhævn i forhold til hinanden.

Alligevel blev de på papiret – efter en masse stridigheder og interne kampe – enige om at dele Danmark imellem sig. Svend fik Skåne, Halland og Blekinge, Knud Sjælland og de sydlige øer og Valdemar (den Store) Jylland og Fyn.

Situationen var selvfølgelig uholdbar, men alligevel mødtes man i Roskilde til gilde. Det var Knud, der inviterede – for sidste gang. For midt under festen udbrød tumult, lyset blev slukket, og Knud fik banesår, som det hedder. Med andre ord: Knud døde. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der dræbte ham – men meget tyder på Valdemar (den Store).

Saxo skriver det godtnok ikke i sin Danmarkshistorie, den første Danmarkshistorie. Men Saxo var skriver hos Hviderne, altså den slægt, hvorfra Absalon, Valdemar den Stores fostbroder, kommer, så Saxo har haft en klar interesse i at beskytte Valdemar den Stores rygte. Spindoktorer er som bekendt ikke noget nyt.

Sandt er det imidlertid, at Valdemar (den Store) tog til Jylland, hvor han var konge. I hælene på ham kom en rasende Svend, og  23. oktober 1157 stod slaget på Grathe Hede, hvor Svend døde – og Valdemar den Store nu stod alene tilbage som konge i Danmark. Og det var han i de næste 25 år.

Tiden var urolig, men landet blev ledet af Valdemar den Store og hans fostbroder Absalon, der hurtigt blev bisp i Roskilde og senere også Lund (noget der faktisk ikke skulle kunne lade sig gøre, men for den ærgerrige Absalon var alt muligt), så der kom hurtigt styr på sagerne.

Den vigtigste opgave var venderne, som var et folk, der boede på Rygen i det nordtyske, og som i årtier havde hærget de danske øer og kyster på vikingemanér med både plyndringer og bortførelser. Nu skulle det være slut.

Og det lykkedes. Med base i Vordingborg sejlede ledningsflåden ud år efter år allerede fra 1159, og i 1169 var man klar til at rette hovedstødet mod venderne. En kæmpeflåde med både Valdemar den Store og Absalon ombord stod ud. Målet var hovedbyen Arkona, som blev indtaget. Vendernes afgud Svantevit – en stor træ-figur – blev ødelagt, og de hedenske vendere blev døbt. Valdemar den Store havde sejret.

I det hele taget blev Danmark styrket i de år, hvor Valdemar den Store var konge. Over hele landet blev der bygget borge af både Valdemar den Store selv, men også af Absalon og hans bror Esben Snare.

Mest kendt er nok det lille fiskerleje Havn, som blev overtaget af Absalon, der i den lille by ved Sjællands kyst ud mod Amager byggede en borg, hvis ruiner stadig kan ses under Christiansborg. For Absalon grundlagde ikke København, men det var ham, der sørgede for at give byen de betingelser, der senere gjorde den til Danmarks hovedstad.

Men som sagt Valdemar den Store viste sig at være en klog konge, der udover krig også forstod sig på at forhandle med både kirke og andre landes fyrster som Henrik Løve af Sachsen og kejser Frederik Barbarossa. Valdemar den Store var en konge, der trods årelang strid med ærkebiskop Eskil forstod at komme i mål med både pavevalg, kongens rolle i forhold til kirken og at få sin far Knud Lavard helgenkåret.

Under det hele stod Absalon sin ven bi – sådan nogenlunde. For de var også konkurrenter til magten, de to, hvad man også så ved, at de byggede hver deres store kirke (Valdemar den Store Skt. Bendts kirke i Ringsted og Absalon Sorø Klosterkirke) – og Absalons magt var ligeså stor som han var en hård mand, der ikke uden grund kaldtes for krigerbispen.

Som gammel mand i Sorø elskede Absalon således også at have sine sværd og økser hos sig som kære minder om de gode gamle dage – og om Valdemar den Store, der døde mange år før Absalon.

Valdemar den Store blev nemlig kun 51 år – og det siges, at Absalon græd, da han læste messen over kongens lig.

Det er meget sandsynligt. For nok var begge mænd magtmennesker først og sidst, men sammen havde de præsteret ikke kun at samle Danmark, men også at gøre landet stærkere i en meget urolig tid med både ydre fjender og indre stridigheder.

Næste mandag skal det handle om Dannebrog, korstoge og Valdemar den Stores mest berømte søn Valdemar Sejr, der først slet ikke skulle have været konge, men som alligevel endte med at blive det.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valentinsdag og de “danske” skikke

Udgivet den af
1

Roser, chokoladeæsker og røde hjerter.

Valentinsdag er i dag d. 14. februar, men dagen er aldrig rigtig slået igennem her til lands. Heller ikke selvom de handlende, og især blomsterhandlerne, i årevis har prøvet at få forelskede med på bølgen.

Dagen er for kommerciel. Den er amerikansk, lyder kritikken.

Men at den er amerikansk er ikke et validt modargument. Ikke når vi glad og gerne har importeret såvel Halloween om efteråret som bryllupsskikke som det blå strømpebånd og den store bryllupskage.

For det at vi kun accepterer nogle skikke fra USA, men ikke andre, giver faktisk ligeså lidt mening som at sige, at vi kun vil holde fast i de skikke, der oprindeligt var danske. I så fald er der ikke ret mange tilbage året rundt.

Juletræet, julekalenderen og adventskransen kom fra Tyskland.
Fyrværkeriet fra Kina.
Påskeæggene fra den ortodokse kristendom, der oprindelig havde sæde i lande som Syrien og Palæstina – og senere Tyrkiet og Grækenland, hvor den er endnu.
Skt. Hans-bålet er fra Tyskland – eller måske Østrig.

Ja, faktisk er det kun hvedeknopperne til St. Bededag, som er ærkedanske – og så det at se solen danse til pinse. Det sidste skyldes så en fejl, da solen faktisk danser til påske af glæde over, at Jesus er opstanden, hvad man også er enige om i alle andre lande. Men i Danmark fik en eller anden den idé at lave det med den dansende sol om til pinse, for der er vejret bedre(!).

Går vi helt tilbage til vikingerne, var der også noget med at drikke jul … altså nedsvælge enorme mængder mjød ved juletid. Den tradition har vi stadigvæk ved juletid – og resten af året med, kan man hævde.

Så altså: Ærkedanske traditioner er noget med friskbagte hvedeboller om foråret og masser af alkohol året rundt. Og med det in mente kan man jo godt forstå, at det er besværligt at indføre noget med romantik, røde roser og hjerter lavet af chokolade.

Men sådan behøver det ikke at være. Mennesket kan godt lide traditioner – og at fejre vores kærlighed til hinanden er da både en smuk og livsbekræftende ting. Det er så op til den enkelte om det gøres med blomster, chokolade eller bamser – eller blot et kram og et kys.

Man kan også sætte ord på den kærlighed, som man føler ved at skrive et brev til sin elskede. Sådan startede traditionen helt tilbage i Rom i de første århundreder efter Kristi Fødsel, hvor den unge præst Valentin viede de unge mennesker til hinanden i en tid, hvor ægteskab var forbudt, da kejseren skulle bruge de unge mænd som soldater. Valentin blev selvfølgelig opdaget og anholdt – og mens han ventede på sin henrettelse, forelskede han sig i fangevogterens datter, som han skrev et smukt brev til på sin dødsdag d. 14. februar underskrevet Din Valentin

Så smukt startede Valentins-tradtionen. Det handler altsammen om kærlighed.

Glædelig Valentin …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rusland og vigtigheden af at skelne

Udgivet den af
2

OL i russiske Sochi er godt igang – og det samme er overfaldene på homo-, trans- og biseksuelle i et Rusland, der kun anerkender det heteroseksuelle forhold som det normale.

Dét er bare ikke i orden. Og det kan der ikke tordnes nok imod. Og heldigvis bliver der også protesteret – meget og intensivt – over hele verden, og også i Danmark. En af de bedste måder at vise vor holdning på her i landet var sidste uges navngivning af pladsen ved Vartorv i København. Den hedder nu Regnbueplads.

Men det er vigtigt at skelne. Meget vigtigt.

For mange år siden da 2. verdenskrig sluttede i 1945, var en af konsekvenserne at tysk litteratur, musik og kunst i mange år var bandlyst fra det gode selskab, medmindre det var skabt af erklærede modstandere af Hitlers nazi-regime. Man kunne nemlig ikke bakke op om noget, der kom fra et land, der havde fostret så megen ondskab, var holdningen.

Men et lands forfattere, kunstnere, komponister og andre, der beriger det gode i mennesket, skal ikke lide under, at der findes andre (magt)mennesker i deres land, som står for holdninger og handlinger, der er 100% uacceptable. Det er ikke fair.

Danmarksbloggen frygter, at netop det vil ske for Ruslands enorme kulturarv, som ellers er til gavn og glæde for en hel verden. For en ting er den forfølgelse og de overfald, der sker i Rusland, bare fordi et menneske har en anden seksualitet end den heteroseksuelle. Dét kan der som sagt ikke tales nok imod. Det skal påtales og forlanges ændret hele tiden.

Men de forfølgelser og overfald har ikke noget at gøre med den kunst, den musik og den litteratur, der også kommer fra Rusland, som er et land med så mange og så store kontraster både i naturen, i historien og alle andre steder, at det formentlig er derfor, at Rusland har kunnet fostre nogle af de største indenfor kunst, musik og litteratur.

Tag en Dostojevskij, der har skrevet banebrydende bøger som “Forbrydelse og Straf” og “Idioten”. Eller en Tolstoj, der skrev storværkerne “Krig og Fred” og “Anna Karenina”. En Fabergé med hans unikke og juvelbesatte påskeæg. En Kandinskij, der har haft stor betydning for flere retninger indenfor malerkunsten, men måske især den abstrakte. Og endelig Tjajkovskij, der har komponeret noget af verdenens smukkeste og mest gribende musik med storværkerne “Nøddeknækkeren” og “Svanesøen”.

Vi skal derfor også fortsat høre den storslåede russiske musik, læse de dybe russiske bøger og se den imponerende russiske kunst – samtidig med at vi kæmper imod den umenneskelighed, der foregår i de russiske gader her og nu.

For vi skal kunne skelne – eller er vi ikke et hak bedre end de russere, der overfalder andre, bare fordi de er anderledes end dem selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om Mølle-Per

Udgivet den af
1

Det er vinterferie og tid til hygge, varm kakao og fastelavns-boller.

Danmarksbloggen vil derfor også give sit bidrag til ferie-hyggen, nemlig med et eventyr skrevet af Anna M.F.T., der også tegnede illustrationen til Danmarksbloggens 1-års-dag.

Så læn jer tilbage og nyd:

EVENTYRET OM MØLLE-PER

Der var engang en gammel møller. Han havde tre sønner.
Den ældste bror var den klogeste. Han kunne læse, skrive og forstå filosofi.
Den næstældste bror var næsten lige så klog som sin ældre bror. Han kunne læse og regne og kunne forstå sig på lægevidenskab.

Men den yngste bror kunne ikke forstå filosofi, kunne ikke regne særlig godt – og kunne i det hele taget ikke andet end at male korn til mel ligesom sin fader. Derfor blev han også kaldt Mølle-Per. For han hed rigtigt Per, men han forstod sig kun på arbejdet i møllen.

En dag sagde Mølle-Pers ældste bror:
– Fader, giv mig noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, så vil jeg drage ud i verden for det vil jeg så gerne!
– Jaaa, det kunne jo være meget godt for dig sådan at komme ud blandt ligesindede, svarede faderen.
Den ældste bror fik noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, og så drog han af sted ud i verden på sin hvide hest.

Næste dag sagde Mølle-Pers næstældste bror:
– Fader, giv også mig noget mad, nogle guldmønter og et tæppe, så vil jeg også drage ud i verden!
– Jooo, det kunne jo nok også være meget sundt for dig at komme ud blandt dine ligesindede, var svaret.
Den næstældste bror fik også mad, guldmønter og et tæppe, og drog så ud i verden på sin brune hest.

Nu følte Mølle-Per et sådan savn efter selv at komme ud i verden og se sig om, så han sagde til sin fader:
– Fader, mine brødre er begge draget ud i verden for at se sig om. Jeg ved godt, at jeg ikke kan læse filosofi, eller blive læge, men jeg føler et sådan savn efter at se mig om i verden.
– Aaahh, jeg er jo ikke så glad for at slippe dig. Du er jo den eneste af mine børn, der kunne overtage møllen, når jeg ikke er mere, protesterede faderen.
– Men jeg vil så gerne. Jeg er sikker på, at jeg kan blive til noget stort, hvis du bare lader mig prøve, forklarede Per.
– Så lad gå. Men lov mig, at du rider så hurtigt, at du kan indhente dine brødre og ride sammen med dem. Husk at du altid skal dele med dem, der ikke har så meget, så skal det nok gå dig godt, sagde faderen.
Det lovede Mølle-Per, og så red han ud efter sine brødre på sit lille, grå æsel.

Mølle-Per red ud og fandt efter tre dages ridt sine to ældre brødre.
– Hvad i alverden laver du her, Mølle-Per? spurgte den ældste bror.
– Det samme som jer. Jeg ser mig om i verden.
– Men du kan da ikke ride sammen med os. Du rider der i dine laser på et lille æsel, mens vi rider her på vores fine heste i vores fine tøj, sagde den næstældste bror.
– Men vores fader sagde, at jeg skulle ride sammen med jer, svarede Mølle-Per, og det kunne hans brødre jo ikke sige imod.

Om aftenen da de tre brødre havde slået lejr for natten, kom der en gammel, tudegrim kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone?, spurgte hun den ældste bror.
– Nej, jeg kan knap nok selv holde varmen, svarede den ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone?
– Næææhhh… jeg kan heller ikke holde varmen særlig godt, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt varme ved bålet til en gammel, svagelig kone? spurgte konen Mølle-Per.
– Jo, det kan jo nok lade sig gøre, svarede Mølle-Per og rykkede lidt, så den gamle kone kunne være der.
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, sagde konen og faldt i søvn.

Næste morgen da brødrene vågnede, var den gamle kone væk.
– Det var dog den grimmeste kælling jeg nogensinde har set!, sagde den ældste bror.
– Ja, hun var godt nok grim, svarede den næstældste bror, men Mølle-Per svarede:
– Ja, vist var hun grim, men jeg fik også så ondt af hende.
Det grinte Mølle-Pers brødre meget af.
Så red de videre.

Da dagen var ved at være omme, slog de igen lejr for natten, tændte et bål og begyndte at lave mad.
Da de skulle til at spise, kom der en gammel, grim kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone?
– Nej, jeg kan knap nok selv blive mæt, svarede Mølle-Pers ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone?
– Næææ, jeg har også selv svært ved at blive ordentlig mæt, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt mad til en gammel, svagelig kone? spurgte konen Mølle-Per.
– Ja det skal vi jo nok kunne finde ud af, svarede Mølle-Per.
Mølle-Per tog sit brød, og brækkede halvdelen af og gav den ene halvdel til den gamle kone.
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, takkede den gamle kone og spiste brødet.

Næste morgen da brødrene vågnede, var den gamle kone væk.
– Det var da en spøjs gammel kone, sagde Mølle-Pers ældste bror.
– Ja hun sagde det samme som hende den anden kone, sagde den næstældste bror, men Mølle-Per sagde bare;
– Jeg tror nu, at det var den samme kone vi så.
– Men den første kone var jo meget grimmere!, svarede Mølle-Pers brødre i kor, men Mølle-Per holdt på sit.
Så red de videre.

Om aftenen da de igen skulle slå lejr, kom der en gammel kone forbi;
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone?
– Nej, jeg er så tørstig at min tunge klæber til ganen, svarede Mølle-Pers ældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone? spurgte konen den næstældste bror.
– Nææ, jeg har ikke så meget vand tilbage, og det jeg har skal jeg selv have!, svarede den næstældste bror.
– Undskyld, men tror De, at den fine herre kunne undvære lidt vand til en gammel kone?
– Ja det skulle jo nok lade sig gøre, svarede Mølle-Per og gav den gamle kone sin vandflaske, så hun kunne drikke sig sat. (Sat = at drikke til man ikke kan drikke mere).
– Mange tak, det skal du blive belønnet for, takkede den gamle kone efter at hun havde drukket.

Næste morgen da Mølle-Per vågnede, så han en dejlig prinsesse sidde og rede sit lange, gyldne hår.
– Hvem er du? spurgte Mølle-Per.
– Jeg er den prinsesse, som du reddede fra at være en hæslig, gammel kone resten af mine dage, svarede hun.

– Jeg er altså ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad De mener? sagde Mølle-Per.
– Jo, altså nu skal du høre …

Det var for næsten et år siden, at det hele begyndte…
Jeg var hjemme på min faders store slot, da det pludselig bankede på den store dør. Jeg gik ned for at lukke op, for jeg var nemlig forfærdeligt nysgerrig.
Da jeg åbnede døren, stod der en grim, gammel kone. Hun spurgte, om hun måtte komme ind og varme sig ved pejsens dejlige ild, da hun frøs.
Det svarede jeg nej til, men til det sagde hun: ”Har din fader og moder ikke lært dig, at give til dem der ikke har?” og så gik hun.

– Men hvem var hun? spurgte Mølle-Per.
– Hør nu bare resten af historien, så får du svar, svarede prinsessen.

– Så, næste dag kom den gamle heks igen. Denne gang spurgte hun, om hun måtte få lidt mad, for hun var så sulten. Men jeg svarede bare, at vi ikke kunne undvære så meget som en krumme, men det var en løgn.
”Har din fader og moder ikke lært dig, ikke at lyve?” spurgte hun igen og gik.

Dagen efter kom heksen tilbage for tredje gang og bankede på døren. Hun spurgte, om hun måtte få en lille slurk vand, men også denne gang sagde jeg nej. Til det sagde heksen: ”Du er så forkælet, at du ikke har oplevet de fattiges liv, du kender os ikke, du forstår os ikke, og du ved ikke, hvor svært vi har det! Jeg synes, at det er på tide, at du lærer vores liv at kende!” Og med de ord tryllede heksen mig om til den gamle kone, som du var så sød at dele med.

– Men hvordan blev du så dig selv igen? spurgte Mølle-Per.
– Heksen stillede de krav, at jeg inden året var omme, skulle finde en, der ville dele med en gammel, grim og fattig kone, ellers skulle jeg blive i den skikkelse resten af mit liv.

Da Mølle-Per havde fået hele prinsessens historie, blev han så forelsket i hende, at han spurgte om hendes hånd, og hun svarede, at der ikke var noget i hele verden hun hellere ville.

I det samme vågnede Mølle-Pers brødre, men da de så Mølle-Per og prinsessen sidde tæt sammenslyngede, blev den ældste bror så sur, at han bare red ud i verden, og de så ham aldrig mere.
Den næstældste bror lykønskede Mølle-Per og prinsessen, og sagde, at han ville ride hjem til sin fader og blive møller efter ham.

Så red Mølle-Per og prinsessen tilbage til slottet, blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende.

Skrevet af: Anna M.T.F.

Thornings selfie, giraffen Marius og billedet af Danmark

Udgivet den af
2

Så er Danmark igen på forsiderne af alverdens medier, denne gang skyldes det en giraf ved navn Marius, der nu ligger i maven på Zoo´s løver.

Sidst Danmark lavede overskrifter rundt om i verden handlede det om Thornings selfie.

Som dansker kan man egentlig godt ærgre sig lidt over det billede, som de to “nyheder” giver af Danmark – nemlig at vi er et lille lykkeland, når ting som statsministerens selfie og en død giraf åbenbart er det mest spændende, der sker hos os.

Det kan selvfølgelig også bare være en overfladisk verden, der søger letfordøjelige nyheder, og her er en selfie og en giraf bestemt egnede.

Men det ville unægtelig være mere interessant, hvis alverdens medier gik i flæsket på de danske magthavere på grund af ting som offentlighedsloven, antiterrorlovene, salget af DONG til Goldman Sachs og mange af de andre sager, der taler om et Danmark på vej til nogle tilstande, der minder mere om de stater, som vi engang omtalte som udemokratiske bananrepublikker end det gør om et frit og demokratisk land.

Der er nemlig noget at skrive om …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 5: Tidlig middelalder, kirkebyggeri og konger i massevis

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

TIDLIG MIDDELALDER, KIRKEBYGGERI OG KONGER I MASSEVIS

Vikingetiden sluttede op mod 1100-tallets begyndelse, og en ny tid startede i Danmark: Middelalderen, som i høj grad var præget af det religiøse liv, som på den tid var den katolske kristendom.

Anden kristendom fandtes ikke i Danmark, og danskerne var gode katolikker, som op igennem den tidlige middelalder i 1100-tallet byggede kirker i en grad som ingen andre lande. Simpelthen fordi de ikke kunne lade være – eller?

Nej, det med at danskerne smed ploven for i deres ansigts sved at bygge kirkerne med de bare hænder er et smukt billede, der ikke holder.

Omvendt er det rigtigt, at der i 1100-tallet blev bygget omkring 2000 stenkirker i Danmark som erstatning for trækirkerne. Men det var udenlandske håndværkere, der primært stod for det praktiske – og det var stormændene, som betalte for opførelsen, præcis som de førhen havde stået for de hedenske steder at hylde de nordiske guder.

Men ja, kirkebyggeriet i den tidlige middelalder i Danmark er enestående i europæisk historie. Og danskerne var blevet kristne … så godt som. For det var dog ikke mere end at Danmarks eneste rigtige helgen kong Knud den Hellige (1080-1086) blev myrdet foran alteret i Skt. Albans Kirke i Odense af danske storbønder, der ikke ville finde sig i at blive flået til skindet i skat.

Det var i det hele taget urolige tider efter Svend Estridsens død i 1074, og Knud den Hellige var kun en af mange konger, der fik få, urolige år på tronen i en tid med store samfundsændringer, hvor byerne og handlen voksede, hjulploven indførtes, og der generelt kom mere system og organisation i landet, selvom de fleste regioner i praksis har været meget selvstyrende det meste af tiden.

Kongen skulle også vælges, og han boede ikke et bestemt sted, men var konstant på rejse rundt i sit rige for at holde sammen på landet – og holde styr på de stormænd, der var på vej til at blive adel. Samtidig med adelens fremkomst og kongens rejseri og stigende kontrol over landet, voksede også kirkens magt – og især biskopperne fik indflydelse på meget, også udenfor traditionelle kirkeanliggender.

Den feudale stat var ved at blive født. Og konge, adel og kirke skulle i de næste århundreder slås om magten i Danmark.

En undtagelse fra de korte regeringsperioder var de 30 år, hvor den rolige og kloge kong Niels (1104-1134) sad på tronen og skabte en velstand, der i høj grad lå til grund for at kunne realisere det store kirkebyggeri.

Han blev så også truet sydfra af de tyske fyrster, så stillingen som jarl dernede i grænselandet var rigets næstvigtigste embede. Og her lavede kong Niels en alvorlig fejl. Han lod nemlig sin nevø, Knud Lavard, få jobbet i 1115. Knud Lavard, som elskede alt tysk og foragtede alt dansk, fordi han var vokset op i et af de tyske fyrstendømmer som fostersøn til en tysk fyrste.

Det måtte ende galt, og tre år før kong Niels blev dræbt i 1134, skete der også noget. Nemlig et drab ved Helligtrekongerstide i Haraldsted ved Ringsted. Knud Lavard blev dræbt af kong Niels´ søn Magnus, hans egen fætter, og med det startede – indirekte – endnu en omgang uro og drab, der skulle ende ud i en af de mest glorværdige perioder i Danmarkshistorien.

Næste mandag skal det derfor handle om et af de stærkeste parløb i Danmarkshistorien: Kong Valdemar den Store og biskop Absalon og deres bedrifter, både herhjemme og mod venderne – samt om Saxo, der skrev det hele ned i den første Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Askepot på Anemoneteatret: Livet, døden og kærligheden

Udgivet den af
1

Der er ikke noget publikum, der er sværere – og bedre – at spille for end børn. De sanser alt, og de reagerer prompte på det, som de hører og ser.

Det ved man på Anemoneteatret i København, der i går, lørdag d. 8. februar, havde re-premiere på Askepot. Og lad det være sagt med det samme: Forestillingen er substans, musik og eventyr hele vejen fra den første tone slås an til det hele ender lykkeligt en lille time senere.

Det er ægte og indfølt, og der spilles med stor humor og perfekt timing som altid på Anemoneteateret, der nu i mere end 25 år har spillet teater for børn – og dermed også for voksne med barnesindet og modet i behold.

Anemoneteatrets version af Askepot er tro mod eventyret i sin oprindelige form, som Brdr. Grimm nedskrev det, dengang de samlede eventyrerne. Det vil sige den udgave med kvisten, der plantes på moderens grav og de tre aftner med bal på slottet – og ikke Disney-versionen med musene og græskarret.

Og det er godt. For netop moderen og hendes grav spiller en afgørende rolle. Ja, uden moderens kærlighed – også fra den anden side af graven – var det slet ikke gået for Askepot, der føler sig ladt tilbage af moderen. Men som ikke skal dø endnu, men leve længe og lykkeligt, før hun skal møde moderen og Guds engle igen.

Og Anemoneteatret tør dvæle ved sorgen. På scenen står forestillingen igennem moderens grav, som vandes af Askepots tårer ved hendes talrige besøg. Den kristne tro vises også med korset, der plantes i moderens grav, da forestillingen starter – og som står som en reminder om, at døden altid er med os, også midt i livet. Og at det er sådan, at det skal være. For kun sammen giver døden og livet mening.

Og børnene – som så mange forældre mener skal skånes for de ting, der kan være svært eller gøre ondt: Hvordan reagerer børnene på en historie, der så direkte viser dem, at døden er et grundvilkår i livet? På en forestilling, der ikke kun antyder, men tør dvæle ved, at døden, sorgen og smerten hænger sammen med kærligheden – og at kærligheden mellem mennesker er det største, også på den anden side af døden.

Ja, de sidder helt stille, dybt grebne som vi voksne, og tager det helt ind i deres følsomme børnesind. Og det er slet ikke for meget for dem. Tværtimod i en tid, hvor så meget er plastic, overflade, X-factor-kendis-berømmelse og fokus på at have det sjovt, så længes børnene efter fordybelsen, ægtheden og voksne, der tør vise og fortælle dem om de store følelser og de grundlæggende ting i livet og dét at være menneske.

For kun ved at lære hele livet at kende, kan vi blive hele mennesker – og det ved børn instinktivt. Men børnene lærer det kun, hvis de voksne omkring dem har modet til at fortælle dem om døden, livet og kærligheden.

På Anemoneteatret har man det mod – og mere til. Det er også derfor, at man tør vise menneskene, når de er allermest sorte i sjælen og livet: Fra stedmoderens og stedsøstrenes ondskab, som får på alle tangenter over deres kræve-mentalitet og fokus på materielle goder til deres misundelse, da de ser, hvor fin Askepot bliver. Og uden at skulle røbe for meget kan siges, at hun bliver ligeså fin på ydersiden som hun er på indersiden.

Og indeni er Askepot en smuk, smuk blomst af både godhed og kærlighed, der trods alle de hårde ord og uretfærdigheder, som hun mødes med, bevarer sit varme hjerte og sin store ydmyghed.

Og det hele bliver gjort med humor, store dukker, masker og levende mennesker, med middelalder-inspireret musik, moderne rap og fængende leg med ord. Askepot, Aske-snot. Snaske-pot. Børnene fanger dem med samme og må begejstret sige dem højt. Det er nye, gode ord.

Ja, faktisk er det imponerende, hvad de fire mennesker på scenen kan gøre med de store dukker, de to stykker stof, der danner ligesom to forhæng, graven, korset, ravnen og de få andre rekvisitter, der er med. Så enkle ting – og så får de fire skuespillere alligevel fortalt historien med så mange facetter og nuancer. Det kaldes godt skuespil og samarbejde og at være der for hinanden.

Det er ovenikøbet så også en del af stykkets pointe, nemlig at vi når ingen vegne med at være egoistiske og selvtilstrækkelige.

Tværtimod så er det kun kærligheden, der kan få os til at vokse som netop den morbærkvist, som Askepot planter på moderens grav. Den kærlighed, der giver os alt. Men som også kræver mod. At være sød og god kæver styrke og mod, som det hedder. For ja, kærligheden kræver styrke.

Heldigvis har kærligheden i Anemoneteatrets Askepot også selskab af humoren og visdommen i form af den sorte ravn, der er så meget klogere end den selv forstår.

Du er aldrig alene, heller ikke selvom du tror du er alene, som ravnen siger uden at forstå det, men så pudsigt at alle griner. Det er selvfølgelig Gud, som der snakkes om. Den Gud, som altid er der – og som passer på os alle sammen. Dét er også klassisk Anemoneteater: Nemlig at troen og den dybeste alvor formidles med masser af humor og væsner af en anden verden. Og som altid så virker det.

Her leder det videre til Gudmor Morbærtræ, som der er så meget dybde og poesi i – og hjælp at hente hos for Askepot, der af Gudmor Morbærtræ får alle de gaver, som hun skal bruge for at kunne få opfyldt den drøm, der vokser gennem forestillingen. En drøm om bal på slottet, dans og at blive gift med prinsen.

Men også en drøm, der stik mod den normale version af eventyret, kun bliver virkelighed, fordi faderen siger til prinsen, at han har en datter mere, da de to stedsøstre sidder ømme i fødderne efter tre dages dans og en afhugget hæl og en afklippet tå.

Faderen tør altså noget i Anemoneteatrets version – og det samme gør Askepot. De er ikke bare ofre for omstændigheder. De tør tage initiativ. Igen modet til at turde, også når det er svært.

Danmarks store eventyrdigter H. C. Andersen sagde altid, at hans eventyr var fortalte for børn. På samme måde kan man sige, at Anemoneteatrets Askepot er et eventyr spillet for børn. Men ligesom at H.C. Andersens eventyr også var for voksne, så er denne version af Askepot det i høj grad også.

For det er eventyr i den store stil, ikke med magi og svingende tryllestave og bu-bi-du-ord og Disneysløjfer, men med troen, godheden – og med fastholdelsen af kærligheden som det, der betyder noget i livet som i døden.

Eventyret lever altså endnu. Det er ikke for sent. Vi kan endnu nå at leve lykkeligt til vores dages ende. Der er håb.

Bed og I skal få, som Askepot gør det til Gudmor Morbærtræ, der gavmildt giver Askepot, hvad hun har brug for, så hun kan sprede sin kærlighed endnu mere. For livets og himlens gave er kærlighed. Den kærlighed, som det hele drejer sig om her i verden, og som vokser og trives, når den gives bort.

Det ved man også på Anemoneteatret, hvor man med Askepot giver sit publikum endnu en eventyrlig stor bid af et brag af en forestilling. Danmarksbloggen anbefaler den på det varmeste.

Læs mere på www.anemoneteatret.dk

Askepot spiller til og med 9. marts.

Medvirkende: Lisbet Lipschitz, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jens Tolsgaard og Andreas Berg Nielsen
Instruktion: Albert Nielsen
Instruktørassistent: Embla Egelund
Dramatisering:Bjarne Sloth Torup og Albert Nielsen
Scenografi: Niels Secher
Teknik, lys og værksted: Mikael Jørgensen og Christoffer D. Pihl
Musiker/ komponist: Jens Tolsgaard
Kostumer og dukker: Maria Inez Retmales og Isa Østerbye
Sangtekster: Gunvor Reynberg og Albert Nielsen

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

OL i regnbuens farver

Udgivet den af
1

Mens disse linier skrives, er åbningsceremonien ved OL i gang … En åbningsceremoni, der faktisk er lidt regnbuefarvet, når man ser på alle de forskellige landes farver i deres tøj og flag. Næppe noget, som Putin og venner er glade for.

“Det er en menneskeret at dyrke sport. Alle skal have mulighed for at dyrke sport uden diskrimination og i den olympiske ånd, som kræver fælles forståelse og en følelse af venskab, solidaritet og fair play,” som det hedder i Googles oversættelse fra Det Olympiske Charter. Et Google, der i dagens anledning kører et regnbuefarvet OL-tema.

Fair play, ja, det taler man meget om i sport – men ikke i politik. Sjovt nok hænger sport og politik ofte nøje sammen.

Og meget lidt i denne verden er mere politisk end et OL.

Heller ikke denne gang. Det nye er blot, at her er det ikke værtslandet, men os andre som har mest på dagsordenen: Nemlig at få markeret, at det er en menneskeret at have den seksualitet, som man nu engang har.

LOVE IS  A HUMAN RIGHT, som vi råbte det til “To Russia with Love”-demoen i august sidste år.

Dét gælder stadigvæk – desværre. For der skal åbenbart sendes helt abnorme mængder af kærlighed til Rusland for at få sneen og isen i deres hjerter til at smelte, så russerne kan forstå, at det drejer sig om kærlighed og medmenneskelighed – om at alle regnbuens farver skal stråle.

Gid sportsfolkene, der er med til OL, vil bakke op ved konstant og hele tiden at tale mangfoldighedens – regnbuens – sag, eller måske ligefrem springe ud af skabet, hvis de selv er homo-, bi- eller transseksuel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København har fået sin Regnbueplads

Udgivet den af
1

Så skete det.
København fik sin Regnbueplads.
Dét var godt.

http://www.homotropolis.com/2014/02/artikler/kobenhavn-far-regnbuepladsen/

Danmarksbloggen vil derfor også ønske et kæmpestort tilllykke af hele dens rød-hvide-regnbuefarvede hjerte.

At Danmark får en Regnbueplads lige nu er også et stærkt – og relevant – signal at sende her kort inden Vinter-OL starter i et Rusland, der er ved at gå til i had og forfølgelse af alle andre end lige heteroseksuelle.

For også i Moskva og i Skt. Petersborg er der brug for en Regnbueplads.

Det har nok desværre lange udsigter, men det har det ikke længere i København, som her d. 6. februar 2014 endelig fik sin Regnbueplads til glæde og stolthed for os allesammen, uanset om vi er homo-, bi-, trans-, hetero- eller alle mulige andre former for -seksuelle.

Ja, Danmarksbloggen er også sikker på, at Grundtvig (der jo ellers forbindes med pladsen på grund af Vartorv) nikker bifaldende fra sin himmel. Frisind og rummelighed var som bekendt hjertesager for dansk åndslivs kæmpe.

Tillykke til os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk