OL i regnbuens farver

Mens disse linier skrives, er åbningsceremonien ved OL i gang … En åbningsceremoni, der faktisk er lidt regnbuefarvet, når man ser på alle de forskellige landes farver i deres tøj og flag. Næppe noget, som Putin og venner er glade for.

“Det er en menneskeret at dyrke sport. Alle skal have mulighed for at dyrke sport uden diskrimination og i den olympiske ånd, som kræver fælles forståelse og en følelse af venskab, solidaritet og fair play,” som det hedder i Googles oversættelse fra Det Olympiske Charter. Et Google, der i dagens anledning kører et regnbuefarvet OL-tema.

Fair play, ja, det taler man meget om i sport – men ikke i politik. Sjovt nok hænger sport og politik ofte nøje sammen.

Og meget lidt i denne verden er mere politisk end et OL.

Heller ikke denne gang. Det nye er blot, at her er det ikke værtslandet, men os andre som har mest på dagsordenen: Nemlig at få markeret, at det er en menneskeret at have den seksualitet, som man nu engang har.

LOVE IS  A HUMAN RIGHT, som vi råbte det til “To Russia with Love”-demoen i august sidste år.

Dét gælder stadigvæk – desværre. For der skal åbenbart sendes helt abnorme mængder af kærlighed til Rusland for at få sneen og isen i deres hjerter til at smelte, så russerne kan forstå, at det drejer sig om kærlighed og medmenneskelighed – om at alle regnbuens farver skal stråle.

Gid sportsfolkene, der er med til OL, vil bakke op ved konstant og hele tiden at tale mangfoldighedens – regnbuens – sag, eller måske ligefrem springe ud af skabet, hvis de selv er homo-, bi- eller transseksuel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En tanke om "OL i regnbuens farver"

  1. Troede det var i morgen, men så jeg da hellere tænde og se det, russserne kan noget med musik og show, og det er jo stadig flot, selvom deres holdning til alle andre end hetero-seksuelle er forfærdelig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *