Digt: Bare en regnvejrsmorgen

Bare en regnvejrsmorgen,
Alt er koldt og vådt,
I går brændte lysene på Kgs. Nytorv,
Nu er alt igen november-gråt.

Vi fortsætter vores liv –
på overfladen som var intet hændt,
men inde i os
ligger det hele gemt.

For vi husker København og Paris.
Og vi ved, at det vil ske igen,
at kugler og bomber
råt vil ramme både fjende og ven.

Men vi ved ikke hvor,
Og vi ved heller ikke hvornår,
Men indtil da skal vi leve og le,
trodsigt vise, at hjerterne stadig slår.

For angsten må ikke tage over,
og hadet må ikke vinde,
istedet skal vi søge dybt i vores hjerter
for dér næstekærlighed og mod at finde!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valentinsdag og de “danske” skikke

Roser, chokoladeæsker og røde hjerter.

Valentinsdag er i dag d. 14. februar, men dagen er aldrig rigtig slået igennem her til lands. Heller ikke selvom de handlende, og især blomsterhandlerne, i årevis har prøvet at få forelskede med på bølgen.

Dagen er for kommerciel. Den er amerikansk, lyder kritikken.

Men at den er amerikansk er ikke et validt modargument. Ikke når vi glad og gerne har importeret såvel Halloween om efteråret som bryllupsskikke som det blå strømpebånd og den store bryllupskage.

For det at vi kun accepterer nogle skikke fra USA, men ikke andre, giver faktisk ligeså lidt mening som at sige, at vi kun vil holde fast i de skikke, der oprindeligt var danske. I så fald er der ikke ret mange tilbage året rundt.

Juletræet, julekalenderen og adventskransen kom fra Tyskland.
Fyrværkeriet fra Kina.
Påskeæggene fra den ortodokse kristendom, der oprindelig havde sæde i lande som Syrien og Palæstina – og senere Tyrkiet og Grækenland, hvor den er endnu.
Skt. Hans-bålet er fra Tyskland – eller måske Østrig.

Ja, faktisk er det kun hvedeknopperne til St. Bededag, som er ærkedanske – og så det at se solen danse til pinse. Det sidste skyldes så en fejl, da solen faktisk danser til påske af glæde over, at Jesus er opstanden, hvad man også er enige om i alle andre lande. Men i Danmark fik en eller anden den idé at lave det med den dansende sol om til pinse, for der er vejret bedre(!).

Går vi helt tilbage til vikingerne, var der også noget med at drikke jul … altså nedsvælge enorme mængder mjød ved juletid. Den tradition har vi stadigvæk ved juletid – og resten af året med, kan man hævde.

Så altså: Ærkedanske traditioner er noget med friskbagte hvedeboller om foråret og masser af alkohol året rundt. Og med det in mente kan man jo godt forstå, at det er besværligt at indføre noget med romantik, røde roser og hjerter lavet af chokolade.

Men sådan behøver det ikke at være. Mennesket kan godt lide traditioner – og at fejre vores kærlighed til hinanden er da både en smuk og livsbekræftende ting. Det er så op til den enkelte om det gøres med blomster, chokolade eller bamser – eller blot et kram og et kys.

Man kan også sætte ord på den kærlighed, som man føler ved at skrive et brev til sin elskede. Sådan startede traditionen helt tilbage i Rom i de første århundreder efter Kristi Fødsel, hvor den unge præst Valentin viede de unge mennesker til hinanden i en tid, hvor ægteskab var forbudt, da kejseren skulle bruge de unge mænd som soldater. Valentin blev selvfølgelig opdaget og anholdt – og mens han ventede på sin henrettelse, forelskede han sig i fangevogterens datter, som han skrev et smukt brev til på sin dødsdag d. 14. februar underskrevet Din Valentin

Så smukt startede Valentins-tradtionen. Det handler altsammen om kærlighed.

Glædelig Valentin …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk