Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Nutidens politikere mangler de uformelle møder – og empatien

Udgivet den af
1

Der var engang, hvor politikerne mødtes på små spisesteder eller barer for at diskutere vanskelige sager, forlig, langsigtede planer eller andet til langt ud på natten.

Udover at de fik talt sammen under uformelle forhold, gjorde det også, at de lærte hinanden at kende som mennesker. Og dem, som man kender, er man altid mere imødekommende overfor. Har man empati for. Dét er ren psykologi.

Det er med andre ord lettere at lave aftaler – og sværere at male fjendebilleder, når man også mødes udenfor folketingssalen og deler en øl eller en rejemad sammen.

Tonen kan selvfølgelig godt stadig være hård i en debat, men samarbejdsklimaet forbliver frugtbart og levende.

I dag har politikerne desværre ikke længere den mulighed for at mødes og snakke udenfor murene, udenfor citat, udenfor søgelyset. Istedet kan nutidens politikere være stensikre på, at så snart de sidder bænket med mad og drikke foran sig selv og deres politiske modstandere, så er der også en journalist og en fotograf, som skynder sig at fotografere dem sammen og sprede “nyheden” som breaking news på alle platforme. Og så kører alle konspirationsteorier straks på samtlige medier.

Og det er skade. For ikke alene er muligheden for at lave politiske aftaler udenfor Borgen dermed røget. Det samme er chancen til at politikerne kan mødes over en sild og en snaps og få en snak om andet end politik.

Bevares, der er da heldigvis flere, der kender hinanden og mødes privat – og det er godt for demokratiet. Men det bliver færre og færre, og når der ikke opstår nye venskaber på kryds og tværs af partiskellene, så forsvinder empatien for hinanden også. Og så bliver tonen alt for hård – og fjendebillederne alt for lette at male.

Så kære politikere, jeg vil opfordre jer til at mødes lidt mere under uformelle former.

Senest så vi Simon Emil Ammitzbøll fra LA og Ellen Trane Nørby fra Venstre dyste sammen i TV3´s madkonkurrence “Masterchef”, som de i øvrigt vandt. Så det blev til fire dage i køkkenet for de to politikere. Fire dage, som Simon Emil Ammitzbøll mener vil give et bedre samarbejde mellem V og LA i fremtiden. Han har ret.

Og jeg er sikker på, at hvis alle politikere fremover kunne mødes lidt mere – også gerne på kryds og tværs af partifarver, så ville empatien for hinanden øges, og tonen blive mere menneskelig igen.

Til glæde for ikke kun politikerne selv, men også for demokratiet og for alle landets borgere, som igen ville have et folketing, hvor alle snakker med alle – til gavn for hele samfundet og ikke kun dén gruppe, som man selv og ens parti repræsenterer.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Regeringen er sovjetisk-hammer-og-segl-rød

Udgivet den af
1

Kan historiens hjul dreje baglæns? Måske. Det er ihvertfald, hvad den polskfødte Virginia Høhling mener om situationen i Danmark i øjeblikket. Læs her hvad hun skriver:

Når vi er skuffede over de røde idag, fordi vi synes, at de er blå, så tager vi fejl. For de er faktisk ikke spor blå. De er røde.

De er rigtig røde endda. Men ikke dansk postkasserøde. Næ, den danske regering er rød i en sovjetisk-rød udgave.

Det er en farve, som vi faktisk troede var udslettet af paletten med Sovjetunionens fald. Men vores kære regering ty´r nu til sovjetiske metoder i deres måde at regere landet på.

Hvordan det? Ja, vi ser det især på den måde, som de vil tyre lærerne på i den igangværende lockout. Og det er kun starten på skabelsen af en offentlig sektor, hvor staten styrer alt. Tingene skal altså presses ned over befolkningen på samme måde, som man gjorde det i Sovjetunionen og resten af det daværende Østeuropa under Den Kolde Krig.

Så da Lech Walesa i 1980´erne kæmpede en brav kamp på Solidaritets vegne, var det blandt andet for indføre frihed og rettigheder i det dengang kommunistiske Polen. Han drømte om den danske model, den hvor parterne forhandler med hinanden og finder en fælles løsning.

Denne model fungerer nu i bedste velgående i Polen, som ikke længere er kommunistisk, men demokratisk. I Danmark er vi derimod igang med at aflive den selvsamme model og istedet indføre den kommunistiske model, hvor staten dikterer hvordan tingene skal være.

Hvor staten – som en anden Corydon og Vestager – bestemmer i en grad, så det er ligemeget, hvad den enkelte medarbejder eller fagforening mener og kan argumentere for. For uanset hvad, så har staten – som Corydon og Vestager har det i øjeblikket – en plan, og det er sådan, at det bliver.

Så jo, vi har skam en rød regering i Danmark. Men det er ikke en rød regering under de faner, vi kender fra 1. maj i Fælledparken.

Det er en regering, der samles under de røde faner, som man ellers forlængst har begravet østpå. Røde faner med segl og hammer på.

Dét har Danmark bare ikke opdaget endnu.

Skrevet af: Virginia Høhling, polsk født og pædagog

En britisk opvisning i smagløshed

Udgivet den af
2

Gårsdagens enorme bisættelse af Englands tidligere premierminister Margaret Thatcher i Sct. Pauls Cathedral med tilhørende transport i Londons gader var en opvisning i smagløshed.

I et land i krise og med store sociale forskelle er det direkte uanstændigt at bruge 10 millioner britiske pund – det svarer til cirka 100 millioner danske kroner – på en bisættelse af den selvsamme kvinde, der op igennem hendes regeringstid i 1980´erne metodisk smadrede det britiske velfærdssystem.

For hvad var det lige, der berettigede fru Thatcher til en bisættelse i den skala? Den sidste premierminister, der fik en bisættelse i det helt store format, var Winston Churchill, manden der ledte England gennem 2. Verdenskrig og var en af de store ledere i efterkrigstiden. Han var en statsmand, der samlede England. Det gjorde Thatcher ikke. Tværtimod så delte hun landet og befolkningen i de grupperinger, der den dag i dag stadig slås mod hinanden og med konsekvenserne af hendes politik.

Men hvad så med Englands ry? Hus forbi igen. For det passer heller ikke, når den nuværende premierminister David Cameron siger, at Thatcher genskabte Englands ry – og at England derfor skylder hende så meget. For der var ikke noget at genskabe. England havde et udmærket rygte op igennem både 60´erne og 70´erne. Faktisk fik England et dårligere ry EFTER Thatcher, især i resten af EU, men også udenfor Europas grænser.

Men så på den anden side er det også så helt igennem uanstændigt at skrige: “The witch is dead”, som nogle af hendes politiske modstandere har gjort det, siden hun døde i sidste uge. Fra samme side har der også lydt opfordringer til at synge og danse af glæde, fordi hun ikke er her længere. Men det er bare ikke i orden. Respekt, tak. Det er trods alt et menneske, der er gået bort. Og der er efterladte, der sørger over tabet af en mor og en bedstemor.

Så altså: Uanset hvorfra man anskuer det, var gårsdagens bisættelse og reaktioner i den forbindelse direkte smagsløse og med til at give et negativt billede af England.

Et billede, der pånær evnen til at rulle det store ceremoniel ud flottere og mere fejende end noget andet steds på kloden, er i direkte modstrid med de billeder, som verden så fra britisk side sidste sommer.

Billeder, der gav hele landet goodwill. Billeder fra Dronningens diamant-jubilæum, hvor man fornemmede respekten for og anerkendelse af en måske nok lidt gammeldags, men engageret og arbejdssom kvinde, der har viet sit liv til at tjene sit land – og stadig i sin høje alder gør det i et tempo, så verdens andre kongelige kunne lære noget.

Og senere på sommeren kom der flere positive billeder fra England, fra et vellykket OL, der var en fest med masser af farver og glade mennesker.

Det er de billeder, som England har brug for. Det er også de billeder, som jeg vælger at huske. For nok er Thatcher død, men det hun stod for lever i bedste velgående. Også i Danmark, hvor man i sand Thatcher-stil i netop disse dage forhandler den såkaldte vækstplan, der vil give skattelettelser til dem, der i forvejen har, mens dem, der har mindst som kontanthjælspmodtagere, skal have endnu mindre.

Og dét er ikke alene smagsløst. Det er direkte uanstændigt. Og selvom 100 millioner måske synes af småpenge for regnedrengene  i London (og for den sags skyld også er det i København), så er der mange familier, som kunne få en markant bedre hverdag for de penge, der i dag blev brugt på pomp og pragt.

Men nej, selv i døden triumferer Jernladyen og hendes mangel på empati og social ansvarlighed. Og dét er der kun grund til at sørge over … på vegne af dem, som trædes under fode og ned i skidtet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Pligten til at være venlig og prøve at gøre glad …

Udgivet den af
1

Den store amerikanske filmanmelder Roger Ebert døde i starten af april. For de fleste danskere er han dog relativt ukendt, men filmkyndige kloden over betragter ham som den måske største filmanmelder nogensinde. Han har også sin egen stjerne på Hollywoods “Walk of Fame”, og så har han vundet Pulitzerprisen.

http://www.rogerebert.com/

Roger Ebert er også manden bag følgende citat om vores allesammens etiske – men også politiske – pligt til at være venlig og prøve at gøre andre og os selv glade:

“Kindness” covers all of my political beliefs. No need to spell them out. I believe that if, at the end, according to our abilities, we have done something to make others a little happier, and something to make ourselves a little happier, that is about the best we can do. To make others less happy is a crime. To make ourselves unhappy is where all crime starts. We must try to contribute joy to the world. That is true no matter what our problems, our health, our circumstances. We must try. I didn’t always know this and am happy I lived long enough to find it out.”

Det kan virke enkelt, nærmest naivt. Men så prøv at læs dét en gang til og tænk på, at Roger Ebert ikke taler om at overbevise andre om ens egne holdninger eller skabe en verden i ens eget billede.

Nej, alt han taler om er venlighed, om at forsøge at bringe andre og sig selv glæde. Ikke på bekostning af noget, eller på trods af noget, men simpelthen på venlighedens og godhedens og kærlighedens egne vilkår.

Dét er ord, som vi alle kan bruge til noget, både i det private liv – og det politiske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Monarkiets fremtid eller ej

Udgivet den af
1

Her på Dronningens fødselsdag er der nærmest 100% garanti for, at hun sammen med resten af den kongelige familie kommer frem på balkonen – på enten Amalienborg eller Marselisborg – og vinker til de mange danskere i alle aldre, der kommer for at lykønske regenten. Så vifter de fremmødte tilbage med flagene. Der råbes hurra. Og alle er glade.

Det vil sige: Sidste år var det lidt anderledes. For der døde Danmarks formentlig største forretningsmand gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, netop på denne dag – og med ham forsvandt også nogle af de sidste rester af den gamle tid.

For den gamle tid er på vej ud, og den nye tid er på vej ind. Vi står i et vadested i disse år – og hvor stiller det kongehuset?

Kongehuset er jo en anakronisme i en moderne tid med demokrati og menneskerettigheder, med lige muligheder, ret og pligt for alle landets borgere.
Alle undtagen kongehusets medlemmer. Man kan derfor med god ret diskutere de saglige argumenter for kongehusets beståen.

Og det bliver også diskuteret, som regel udfra konflikten mellem på den ene side tilhængerne, der mener, at kongehuset er god reklame for landet og derfor sælger masser af danske varer, mens modstanderne på den anden side synes, at vi bruger for mange penge på ingenting ved at have et monarki, at det blot er et gyldent bur. Samt at det er direkte tåbeligt og enevælds-agtigt, at regenten i et demokrati skal være den, der underskriver love og udnævner regeringer.

De to parter bliver næppe nogensinde enige. For når det kommer til stykket, er monarkiet et spørgsmål om følelser. Det er så også her, at det bliver små-farligt. For når det kommer an på følelser, kommer det også an på mennesker – og dermed bliver den udslagsgivende faktor ikke institutionen kongehuset, men hvad vi synes om de pågældende mennesker, der pt. udgør kongefamilien.

Og pt. kan vi lide dem – og så er alt jo godt. Men vil det fortsætte sådan? Margrethe og Henrik er to farverige, kunstneriske mennesker, der glade og gerne deler ud af deres talent og vid.

Men hvad med næste generation? Frederik og Mary. De virker lidt mere reserverede, lidt mere almindelige. Det kan være en styrke. Men det kan også være en svaghed, at de ikke tilstrækkeligt bruger den platform, som det er at være kongelig, til at få sagt og gjort nogle væsentlige ting.

Under alle omstændigheder drejer det her sig om, at vi i Danmark har en familie med nærmest uendelige privilegier, der samtidig lever i en konstant udsathed som mennesker. Og kan vi – penge eller ej, tradition eller ej – forsvare det rent menneskeligt?  For det er jo ét i bund og grund aparte liv, som vi byder familien på Amalienborg.

Det danske monarki er et paradoks, som vi måske lever med, fordi vores kongefamilie er historien om os selv, om Danmark og dét at være dansk. Det er den samme familie, der har siddet på tronen altid! Det kan ingen andre lande præstere.

Det er kontinuitet i en omskiftelig verden. Ja, det kan virke som et eventyr. Og i H. C. Andersens fædreland vil vi gerne beholde eventyret. Eventyret som den trygge havn, den gode fortælling, som en del af det at være dansk, også i moderne, demokratisk selvforståelse.

Men er det rimeligt at bruge en hel familie – på livstid – til dét formål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Empati og magt: Naturlige modstandere eller …?

Udgivet den af
1

Er det en naturlov, at empati og magt er hinandens modstandere?

På den ene side er der de mennesker, der er empatiske, rummelige og med forståelse for andre end dem selv og det, som de selv mener. De mennesker er varme, skønne mennesker at være sammen med, men de har sjældent nogen magt.

På den anden siden er der så dem, der søger – og ofte også tilriver sig magten. For magt er ikke noget, som man får. Det er noget, som man tager – og tit både voldsomt og brutalt, og måske er det derfor, at magtens mennesker i reglen er dem, der ser verden fra ét synspunkt og med én kode: Deres egen!!!

Så det er nærliggende at konkludere, at magt og empati er naturlige modsætninger – og også modstandere i valget af livsfilosofi og måde at være menneske på, måske især i forhold til ens medmennesker.

MEN skal verden og samfundet have en chance, så må de empatiske til at komme op på hesten og få lidt af det killerinstinkt, som magtmenneskene har i overflod. For ellers så ender det med, at de endimensionelle magtmennesker styrer samfundet – og dét vil være til skade for os alle sammen.

For den anden mulighed eksisterer ikke: Nemlig troen på at magtmenneskene kan gøres mere empatiske. Den idé er ligeså naiv som at tro, at man kan stole på, at den gale hund ikke lukker de skarpe tænder sammen og bider. Men den bider – hver gang, og det samme gør magtmenneskene, når de får lov.

Og det er så dér, hvor samfundet er idag. Så der kaldes nu – kaldes for alvor på de empatiske mennesker, der vil mere end egen magt og vinding. De mennesker, der vil det gode og livsbekræftende og givende – ikke kun for dem selv, men for hele samfundet.

Nogle kalder dem drømmere og fantaster, andre kalder dem nedladende og grimme ting, men de fleste ryster bare lidt på hovedet og går videre opslugt af sig selv og deres egen verden – og ensomhed – skildret præcist på det maleri af Edvard Munch, der hedder “Aften på Karl Johan”.

Jeg kalder de empatiske for de eneste rigtige realister. For skal samfundet bestå som ét sammenhængende samfund, hvor vi er der for hinanden, så skal vi hjælpe, støtte og berige hinanden. Og det gør de empatiske så langt bedre og så meget mere end noget egocentreret magtmenneske nogensinde kunne være i stand til.

Så der kaldes nu – kaldes på alle, der lytter med ørene, ser med øjnene, tænker med hjertet  og efterlever i hverdagen og overfor både ven og fremmed. Og en af de stemmer er Danmarksbloggens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det er påskesolen, der danser

Udgivet den af
2

Påsken i Danmark anno 2013 er – som så mange gange før – en vinterlig og kold affære, og derfor er det helt forståeligt, at danskerne for ca 150 år siden flyttede den dansende sol fra påske til pinse, hvor temperaturerne ofte er mere behagelige.

Men det er altså påskesolen, der danser – danser af glæde over at Jesus er genopstanden. Læs mere her:

http://www.kristendom.dk/artikel/502985:Indfoering–Paasketraditioner–Det-er-paaskesolen–der-danser

Om der så blev danset i morges bag sneskyerne vides ikke. Hvad vi derimod ved er, at vi har brug for en genopstandelse her til lands. En menneskelighedens genopstandelse, hvor omsorgen for de svage, solidariteten med hinanden og respekten for dem, der er andeledes vender tilbage for fuld skrue.

Når det sker – for det MÅ ske én dag – så skal der danses, i sol eller sne, forår eller efterår … For så bliver det i sandhed påske!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fodbold, håndbold, tennisbold og national selvfølelse

Udgivet den af
2

Ja, ja – jeg ved godt, at det hedder tennis og ikke tennisbold.

Men ordet tennisbold er nu velment alligevel, da bold i fodbold, håndbold og tennisbold viser hen til, at de her sportsgrene drejer sig om at spille med en bold, drejer sig om leg og fællesskab.

Eller det vil sige: Det handlede det om engang, og det gør det stadig (nogle gange) i skolegården og i fritiden. Men professionelt er sport ikke længere et spørgsmål om at lege og have det sjovt – og måske tjene nogle penge samtidig.

Idag er sporten blevet iskold business og strategi, hvor det drejer sig om de enorme tal på bundlinien. Så det er kun naturligt, at spillerne i reglen ser ret beklemte ud tiltrods for de store penge, der er i sporten for de dygtigste og heldigste af dem.

Men publikum er ligeglade med pengene.

Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at publikum dropper ud som tilskuere til fodboldlandsholdets kommende VM-kvalifikationskampe som den der skal spilles i Parken i aften.

For nok vil alle helst se deres favorithold og yndlingsspiller vinde, men vi vil også se gejst, begejstring og spilleglæde – og især når det drejer sig om landsholdet i fodbold, der, uanset hvad man synes om fodbold, samler nationen.

Der skete nemlig noget med danskerne dén sommeraften i 1992, hvor vi blev Europamestre i fodbold ved at slå Tyskland 2-0 på Nya Ullevi Station i Göteborg. Dén sollyse juni-aften forvandt vi nederlaget ved Dybbøl i 1864 og turde igen tro på os selv som en nation, der ville blive lyttet til ude i den store verden.

Det forpligter altså at være landshold – og især i fodbold drejer dét at være træner og spiller sig om andet og mere end sport. Er man på det danske landshold, skal man være parate til at levere følelser og oplevelser, og give folket en oplevelse af “at vi er Danmark – allesammen.”

“Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side,” som vi stadig synger dét i VM-sangen fra 1986.

For sport er national selvfølelse og sammenhængskraft, der, når den leves ud som den blev gjort det i 1992, faktisk er god og samler Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Palmesøndag og den stille uge

Udgivet den af
1

Så starter årets største drama – og nej, jeg tænker ikke på hverken skoler, lokcouter, vækstplaner, landets økonomi eller noget andet af det, der trækker overskrifter i øjeblikket.

Jeg tænker på påsken, på den stille uge, som man kalder denne sidste uge inden påskemiraklet sker. Fordi nu er det ved at være nu. Nu bliver det alvor. Nu skal Han, der kom ned på Jorden for at frelse os alle sammen, forrådes, svigtes, forlades, pines, piskes, dømmes, lide og til sidst dø på korset for vores skyld.

Og fordi Han elsker os så meget, har døden og alt det mørke og sorte ikke en chance. Fordi Han er så fuld af lys og kærlighed, vil det onde ikke kunne triumfere.

For lyset skinner i mørket – og mørket kan aldrig, aldrig få bugt med det – hvor meget det end prøver. Og det onde prøver hele tiden og uden nogen betænkeligheder at søge sit eget, tænke på sig selv og kun sig selv.

Og det kan virke, som om det onde vinder, men det gør det ikke. Det gør det aldrig. Ikke for alvor, ikke på den lange bane. Nåde går altid for ret i den himmelske retssal.

For nok skal vi igennem et langfredagsmørke lige om lidt, men bag ved det – som den gyldne sol frembryder af den kulsorte sky – kommer lyset og kærligheden. Den kærlighed, der giver og giver det hele. Dén kærlighed bare vælder frem, lysvæld efter lysvæld. For den kan slet ikke lade være. Dén kærlighed må bare give og give det hele …

Som Han gjorde det, da Han døde på korset for vores skyld – og genopstod på og af den samme kærlighed.

Det er jordens største og bedste historie til evig tid – og nu er det tid til at fortælle den igen. Og så bliver det forår – også i sindet.

Og det starter altsammen i morgen, når Han rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes af de samme menneskemængder, som vil kræve Ham henrettet og massemorderen frigivet på fredag. For så flygtig er den popularitet, som så mange anser som livets mening.

Men popularitet og penge og anseelse er ikke livets mening. Livets mening er den kærlighed, som findes på korset og som Jesus genopstod på og af. Den kærlighed, hvor vi giver og giver det hele – og allermest til dem, som ikke har fortjent det.

Til dem, der ligesom dig, mig og os alle sammen også forråder, svigter og forlader … men vi er elskede og tilgivede alligevel … fordi Han døde og genopstod for vores skyld den allerførste påskemorgen for snart 2000 år siden.

Og derfor er der grund til at kippe med palmebladet idag og synge: Hosianna i det høje, Himlens Kongesøn er her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere burlesque, tak …

Udgivet den af
2

Burlesque!!! Er det ikke en avanceret form for striptease i dekadencens og kunstens hellige navn?

Ikke rigtig, selvom der af og til tages tøj af. Men der tages også tøj på. Under alle omstændigheder er burlesque først og fremmest en leg, et eksperiment, hvor den udøvende burlesque-kunstner leger med roller og grænser, både seksuelle, men også fastlåste opfattelser i samfundet – og hos kunstneren selv. For i burlesque er den udøvende hele tiden på vej, hele tiden søgende.

Burlesque startede for alvor i Englands stærkt opdelte klassesamfund i sidste halvdel af 1800-tallet, i Victoria-tiden, hvor seksualforskrækkelsen var voldsom stor – samtidig med at der var meget snævre rammer for, hvad der var normalt, og hvordan mænd og kvinder skulle opføre sig.

Senere i de brølende 20´ere, hvor verden stod i et vadested, en omvæltningstid, fik burlesquen nærmest vinger. Der var brug for nogen, der stillede spørgsmålstegn ved alt det etablerede, nogen der turde udfordre de etablerede grænser, ja nærmest stille krav om tolerance og rummelighed i en verden, der søgte efter holdbare værdier at bygge liv og levned på.

Så kom 2. verdenskrig med alt dens gru, og burlesquen gik lidt i glemmebogen. Men den blomstrede op igen – og trives i vor tid bedre end i mange år. Verden er også igen i et vadested, en periode hvor de gamle systemer står for fald, og noget nyt skal bygges op. Og igen er der mørkemænd og -koner, som ønsker alting – også menneskene – låst fast i snævre definitioner af, hvad der er rigtigt og normalt.

Det har vi ikke brug for. Vi har derimod desperat behov for mennesker, der insisterer på at lege, på rummelighed og tolerance, på at stille spørgsmål og fortælle historier, på frihed til både dem selv og alle andre. De mennesker har vi så meget brug for som en ørken trænger til vand.

Nogle af disse mennesker er de udøvere af burlesque, der mener, at også nutidens burlesque – neo-burlesque eller new burelesque – skal være et spørgsmål om at vende op og ned på alting …

Så mere burlesque, tak … der er brug for det, måske endda også erotisk 🙂

Og tak til dem, der udøver det. En af disse er briten Christian Van Schijndel, som bor i Danmark, og som åbnede mine øjne for sammenhængen mellem et samfund i et vadested, en tid med store forandringer og så burlesque. Tak, Christian.

Læs mere om ham og se de mest fantastiske fotos her: www.thegentleman.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk