Fodbold, håndbold, tennisbold og national selvfølelse

Ja, ja – jeg ved godt, at det hedder tennis og ikke tennisbold.

Men ordet tennisbold er nu velment alligevel, da bold i fodbold, håndbold og tennisbold viser hen til, at de her sportsgrene drejer sig om at spille med en bold, drejer sig om leg og fællesskab.

Eller det vil sige: Det handlede det om engang, og det gør det stadig (nogle gange) i skolegården og i fritiden. Men professionelt er sport ikke længere et spørgsmål om at lege og have det sjovt – og måske tjene nogle penge samtidig.

Idag er sporten blevet iskold business og strategi, hvor det drejer sig om de enorme tal på bundlinien. Så det er kun naturligt, at spillerne i reglen ser ret beklemte ud tiltrods for de store penge, der er i sporten for de dygtigste og heldigste af dem.

Men publikum er ligeglade med pengene.

Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at publikum dropper ud som tilskuere til fodboldlandsholdets kommende VM-kvalifikationskampe som den der skal spilles i Parken i aften.

For nok vil alle helst se deres favorithold og yndlingsspiller vinde, men vi vil også se gejst, begejstring og spilleglæde – og især når det drejer sig om landsholdet i fodbold, der, uanset hvad man synes om fodbold, samler nationen.

Der skete nemlig noget med danskerne dén sommeraften i 1992, hvor vi blev Europamestre i fodbold ved at slå Tyskland 2-0 på Nya Ullevi Station i Göteborg. Dén sollyse juni-aften forvandt vi nederlaget ved Dybbøl i 1864 og turde igen tro på os selv som en nation, der ville blive lyttet til ude i den store verden.

Det forpligter altså at være landshold – og især i fodbold drejer dét at være træner og spiller sig om andet og mere end sport. Er man på det danske landshold, skal man være parate til at levere følelser og oplevelser, og give folket en oplevelse af “at vi er Danmark – allesammen.”

“Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side,” som vi stadig synger dét i VM-sangen fra 1986.

For sport er national selvfølelse og sammenhængskraft, der, når den leves ud som den blev gjort det i 1992, faktisk er god og samler Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2 tanker om "Fodbold, håndbold, tennisbold og national selvfølelse"

  1. Ja, jeg er nu ikke særlig glad for fodbold eller nogen anden form for sport. Jeg synes også det bringer de laveste instinkter i mennesket frem , tag for eks hooligansene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *