501 dage siden Løkke sidst var på talerstolen

I går kunne Løkke fejre et noget aparte jubilæum. For der var det nemlig 500 dage siden, at han sidst stod på Folketingets talerstol.

Lars Løkke Rasmussen er formand for Venstre og leder af oppositionen. Men tilsyneladende mener han ikke, at Demokratiets fornemste platform; Folketingets talerstol, er så vigtig, at han skal op på den og fortælle, hvad oppositionen vil med Danmark.

Det er forrykt!

Skal et demokrati fungere, skal der være debat og diskussion. Meninger skal brydes og prøves.

Men istedet er der larmende tavshed fra oppositionens leder. En tavshed, der bunder i en formentlig velbegrundet strategisk overvejelse omkring, at sålænge den siddende regering dummer sig (og det gør den jo tilsyneladende uafladeligt), så vinder man flest stemmer ved ingenting at foretage sig.

Og det gør Løkke – altså ingenting. Eller gør han? Nej, i virkeligheden har Løkke rigtig travlt med at ødelægge det levende folkestyre. Om det er bevidst eller ej, skal jeg ikke kunne afgøre. Men Venstre har jo i andre sammenhænge gjort, hvad de kunne for at spænde ben for dem, som mente noget andet end dem selv.

Så man kan godt være bange for, at Løkkes manglende taler, spørgsmål og kommentarer fra Folketingets talerstol er et planlagt angreb på vores demokrati, på det gode i at være uenige og skulle diskutere sig frem til en fælles løsning, hvor alle får noget, og alle må opgive noget.

Men uanset om hans fravær er bevidst eller ej, er resultatet det samme: At demokratiet ødelægges, når oppositionens leder går i flyverskjul på dén måde. For et levende folkestyre bunder i aktiv deltagelse, meningsudvekslinger, og at man fortæller om sine visioner for Danmark. Hvad man vil gøre, arbejde med og for og så videre, når og hvis man selv kommer til magten igen.

Men måske Løkke ikke har andre visioner end igen at få nøglen til statsministeriet?!
Det kunne godt se sådan ud!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

3 tanker om "501 dage siden Løkke sidst var på talerstolen"

  1. Løkke er ikke andet end en doven og uduelig levebrødspolitiker med magtambitioner. Tænk bare på den måde som han håndterede klimatopmødet. Men det har folk åbenbart glemt, hjulpet på vej af den blå presse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *