Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Nationalisme: Trussel eller løfte? Tre slags nationalismer

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen skrev i tirsdags om EU, de sociale ydelser og samhandlen: http://danmarksbloggen.dk/?p=3702

Et indlæg, hvor en hovedpointé var den manglende folkelige opbakning til ideen om Europas Forenede Stater – og dermed også til dét EU, som vi har idag, hvor EU efter mange europæeres mening mere og mere udvikler sig henimod at blive en overstatslig organisation med altfor stor politisk indflydelse på de enkelte landes indre forhold.

Nationalismen er som en konsekvens deraf også kraftigt voksende i Europa i disse år.

Men er det en trussel eller et løfte? Danmarksbloggen vil sige både-og. Nationalisme er nemlig ikke entydig negativ – eller entydig positiv. Det kommer an på, hvad nationalismen består af – og hvordan den manifesterer sig.

Groft sagt kan man tale om tre slags nationalismer, der alle fører til hvert deres samfund:

1) Den undertrykkende nationalisme
Den undertrykkende nationalisme er en nationalisme, der kun fungerer ved at undertrykke andre nationaliteter, kulturer, religioner, racer og så videre. Det er derfor heller ikke en nationalisme, der kan bruges til noget. Den vil kun sit eget – og vil på den lange bane gå i konflikt med sig selv og ofte også æde sine egne børn i processen.

Under alle omstændigheder er den undertrykkende nationalisme dømt til døden på den lange bane, omend dødskampen kan blive både sej og smertelig, også for dem, der mener noget andet end den undertrykkende nationalismes banner- og hærførere.

Historiske eksempler på den undertrykkende nationalisme er Hitlers nazisme og Den Franske Revolution, men også i vor tid har typen mange tilhængere, især yderst ude på højrefløjen med fx Danskernes Parti. Men også Dansk Folkeparti hører til her. Dansk Folkeparti, som buldrer frem i øjeblikket, hvor danskerne er pressede – og derfor griber til laveste fællesnævner.

2) Den rummelige nationalisme
Heldigvis findes der et alternativ til den undertrykkende nationalisme. Nemlig den rummelige nationalisme. Det er en nationalisme, hvor man er stolt af sit land og sit sprog og sin kultur, men hvor man også byder andre velkommen.

Den rummelige nationalisme er en nationalisme, hvor man ved, at vi som land, som mennesker, som samfund kun kommer videre, når vi beriges og udvikles, og det kræver et passende mix af egen opfindsomhed og udefrakommende input.

Men for at kunne bruge de nye input og de nye ideer og danne synergier, så samfundet kommer videre, kræver det, at man kender sin historie og sin baggrund, både historisk og kulturelt. Der skal altså viden til den rummelige nationalisme, hvor man nok er stolte af sit eget land, men også er i stand til med åbne arme at byde andre nationaliteter velkomne med ordene:

VELKOMMEN TIL. KOM BARE IND. HVEM ER I? HER ER VI.

Den rummelige nationalisme er også dén nationalisme, som Danmark engang var så berømmet for verden rundt. Og det er også dér, at vores fremtid ligger. For kun som et frit og åbent land med rummelighed og højt til loftet har Danmark som nation en chance.

3) Hverdagsnationalismen
Hverdagsnationalisemen er den nationalisme, som vi ikke tænker over, men som vi lever i hele tiden, og som er båret af vores sprog og nationale symboler som flaget, nationalsangen, mærkedage, kongefamilien, landsholdet, historier, personer og alle andre ting, som vi forbinder som specielle for vor nation, og som har mulighed for at give den der gåsehuds-fornemmelse af at være en speciel nationalitet, som handler om fællesskab og os-følelsen.

Hverdagsnationalismen i sig selv er – selvom den kan virke dramatisk og voldsom til fx en landskamp – ganske harmløs, og som regel indbringende for dem, der lever af at sælge souvenirs. Vi holder også meget af den til højtider og som underholdning, som når vi læser om os selv som folkefærd eller om kongefamiliens gøren og laden.

Hverdagsnationalismen kan dog også bruges politisk, hvad man fx så under 2. Verdenskrig, hvor en af de mest berømte modstandsgrupper kaldte sig Holger Danske med referance til legenden om og statuen af kæmpen oppe på Kronborg, der atter vil rejse sig og kæmpe for Danmark, den dag landet stander i våde.

I moderne tid har Dansk Folkeparti forsøgt at tage patent på hverdagsnationalismen – og dermed på danskheden – ved at definere den og bruge den udfra deres egne politiske motiver. Et forsøg, som desværre er lykkes et langt stykke hen af vejen, men som Danmarksbloggen er sat i verden for at bekæmpe med alle mider.

For ser man historisk og værdipolitisk på Danmark, så er det frisind og rummelighed, som sammen med en fantastisk evne til at opfinde og til at sælge, som kendetegner vores skønne land og ikke den mørke intolerance og begrænsende væren-os-selv-nok, som Dansk Folkeparti står for.

Hverdagsnationalismen i Danmark fortjener simpelthen bedre end en skæbne som politisk begrundelse for Dansk Folkepartis eksistens.

Hverdagsnationalismen er både historisk – og allerdybest nede i det danske folk – en rummelig nationalisme. Dét er Danmarksbloggen overbevist om. For nok vil cirka en fjerdedel af alle danskere stemme Dansk Folkeparti, hvis der var valg nu – men tre fjerdedele vil IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Her er McKinsey, også kaldet ”The Firm”

Udgivet den af
Svar

McKinsey er et verdensomspændende konsulent-firma, som rådgiver erhvervsledere og offentlige institutioner om, hvad de skal gøre. Firmaet findes også i Danmark, hvor det har kontor i det centrale København lige overfor Christiansborg.

McKinsey kaldes over hele kloden for ”The Firm”.

En betegnelse, der også var den amerikanske titel på den populære film fra 1993 ”Firmaets mand” med Tom Cruise i hovedrollen, hvor han spiller en advokat i et stort advokat-firma med forbindelser over hele kloden, et advokatfirma med magt og indflydelse overalt i samfundet. Et firma, som man som ansat er klar til at ofre sig for, fordi man er stolt over at være kommet igennem nåleøjet.

Nogenlunde sådan ser virkeligheden også ud hos McKinsey, der headhunter de dygtigste fra hver årgang på universiteterne for så at oplære dem i firmaets filosofi og arbejdsmetoder nærmest i døgndrift. Lære de nybagte kandidater ”The McKinsey-way” simpelthen. Lønnen er også stor, og firmaet tager sig gerne af både tøjvask, mad og andre daglige fornødenheder imens.

Arbejdet, diskretionen og de høje lønninger til konsulenterne er nemlig både hos det virkelige og det fiktive ”The Firm” i højsædet.

Sammenligningen mellem de to ligger derfor ligefor, bortset fra at McKinsey formentlig aldrig kunne finde på at gøre sig skyldige i noget så simpelt som at overfakturere kunderne, som det sker hos filmens fiktive advokatfirma.

Det behøver McKinsey så heller ikke. De tjener nemlig på helt lovlig vis enorme summer på deres rådgivning. I 2011 anslås det på Forbes liste, at McKinsey har tjent 7 milliarder dollars. Det er mere end svimlende 38 milliarder kroner.

Forfatteren Duff McDonald skrev sidste år bogen “The Firm – The story of McKinsey and Its Secret Influence on American Business”, hvor han beskriver, at kritikerne ser McKinsey som et firma, der ensporet fokuserer på effektivitet og rationalitet, mens brugerne (som fx Bjarne Corydon, red.) opfatter McKinsey som en hjælp og retningsviser.

Duff McDonald fortæller i den forbindelse, at man i Tyskland har noget, som man kalder ”Die McKinsey-Gesellschaft’. Med det menes et samfund, der bæres af effektivitet og rationalitet – og ikke andre, mere bløde og menneskelige værdier, men altså udelukkende denne nyttefilosofi, som Danmarksbloggen også skrev om igår:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3729

Mange McKinsey-konsulenter forlader efter få år virksomheden for en toppost i det private erhvervsliv eller i offentlige institutioner, hvorfra de trænede i at agere ”The McKinsey-way” kan påvirke ikke kun deres arbejdsplads, men også hele samfundsudviklingen.

I Danmark drejer det sig fx om departementschef i Finansministeriet David Hellemann, administrerende direktør Henrik Poulsen fra Dong, administrerende direktør Tue Mantoni fra B&O, koncernchef Jørgen Vig Knudstorp fra Lego, koncernchef Niels B. Christiansen fra Danfoss og kommende topchef hos KMD, Eva Berneke, der netop er kåret som årets kvindelige bestyrelsesmedlem.

I artiklen http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/26/135536.htm?rss=true beskriver DR´s erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin også McKinsey som et meget lukket firma.

”De opererer i det skjulte. Det er hemmeligt, hvem der er kunder hos dem, og de er lige så hemmelighedsfulde som advokater. De taler slet ikke om, hvem de har som kunder. Det er en lukket verden,” siger hun i artiklen.

Citat slut.

Artiklen fra DR skriver også om insiderhandel og skandaler hos det meget lukkede konsulentfirma, der ikke vil sætte navn på deres kunder.

Læs mere her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/26/135536.htm?rss=true

http://nymag.com/news/intelligencer/topic/58091/

http://www.business.dk/raadgivning/millioner-mystik-mckinsey

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har Lars Løkke den moral, der kræves af en statsminister?

Udgivet den af
2

Moral spiller en stadig større rolle for danskerne, når de vælger deres politikere.

Derfor kan det også synes paradoksalt, at Lars Løkke stadig står til at sætte sig i Statsministeriets chefstol efter næste folketingsvalg.

For Lars Løkke besidder ikke den moralske habitus, som man kan forvente af en statsminister. Og her tales der ikke om hans forbrug af fadbamser, hans forhold til hvad sko koster og alle de andre personlige affærer, der hører netop privatlivet til. De betyder altsammen ingenting for mandens politiske virke.

Her tales der udelukkende om Løkkes politiske handlinger. Ikke holdninger, for her må enhver mene det, som vedkommende selv ønsker, også Lars Løkke.

Det er Lars Løkkes politiske handlinger, som der tænkes på – og især hans omgang med offentlige midler, som bedst kan betegnes som værende problematisk.

Senest sagen med GGGI, hvor Løkke – udover et stort forbrug – angiveligt skal have forsøgt at få 2013-budgettet presset igennem til trods for at der fra flere sider blev rejst alvorlige tvivl om, hvorvidt budgettet holdt.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/16/0216233332.htm

Men også den såkaldt bilagssag fra 2008 viste, at Løkke allerede dengang havde problemer med at forvalte offentlige midler. Både som amtsborgmester i det daværende Frederiksborg amt og som minister havde Løkke nemlig brugt offentlige skattekroner på restaurantbesøg, hotelovernatninger, taxakørsel og cigaretter.

En penibel sag, som selv den tidligere beskæftigelsesminister og trofaste Løkke-støtte Claus Hjort Frederiksen også henviste til i efteråret 2013, da GGGI-sagen rullede første gang:

http://www.bt.dk/politik/claus-hjort-loekke-laerte-ikke-nok-af-foerste-bilagssag

En gepard skifter ikke prikker, siger man. Et andet ordsprog hedder: Det er svært at lære gamle hunde nye tricks.

Nu er Lars Løkke hverken en gepard eller en hund, men også for mennesket er det svært at ændre vaner. Så hvad er sandsynligheden for, at Løkke vil fortsætte hans helt egen private forbrugsfest, når og hvis Venstre-formanden igen sætter sig i statsministeriets chefstol?

Danmarksbloggen vurderer risikoen for at være særdeles høj … og spørger derfor danskerne: Er det sådan en mand, som vi ønsker som leder for Danmark?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Askepot på Anemoneteatret: Livet, døden og kærligheden

Udgivet den af
1

Der er ikke noget publikum, der er sværere – og bedre – at spille for end børn. De sanser alt, og de reagerer prompte på det, som de hører og ser.

Det ved man på Anemoneteatret i København, der i går, lørdag d. 8. februar, havde re-premiere på Askepot. Og lad det være sagt med det samme: Forestillingen er substans, musik og eventyr hele vejen fra den første tone slås an til det hele ender lykkeligt en lille time senere.

Det er ægte og indfølt, og der spilles med stor humor og perfekt timing som altid på Anemoneteateret, der nu i mere end 25 år har spillet teater for børn – og dermed også for voksne med barnesindet og modet i behold.

Anemoneteatrets version af Askepot er tro mod eventyret i sin oprindelige form, som Brdr. Grimm nedskrev det, dengang de samlede eventyrerne. Det vil sige den udgave med kvisten, der plantes på moderens grav og de tre aftner med bal på slottet – og ikke Disney-versionen med musene og græskarret.

Og det er godt. For netop moderen og hendes grav spiller en afgørende rolle. Ja, uden moderens kærlighed – også fra den anden side af graven – var det slet ikke gået for Askepot, der føler sig ladt tilbage af moderen. Men som ikke skal dø endnu, men leve længe og lykkeligt, før hun skal møde moderen og Guds engle igen.

Og Anemoneteatret tør dvæle ved sorgen. På scenen står forestillingen igennem moderens grav, som vandes af Askepots tårer ved hendes talrige besøg. Den kristne tro vises også med korset, der plantes i moderens grav, da forestillingen starter – og som står som en reminder om, at døden altid er med os, også midt i livet. Og at det er sådan, at det skal være. For kun sammen giver døden og livet mening.

Og børnene – som så mange forældre mener skal skånes for de ting, der kan være svært eller gøre ondt: Hvordan reagerer børnene på en historie, der så direkte viser dem, at døden er et grundvilkår i livet? På en forestilling, der ikke kun antyder, men tør dvæle ved, at døden, sorgen og smerten hænger sammen med kærligheden – og at kærligheden mellem mennesker er det største, også på den anden side af døden.

Ja, de sidder helt stille, dybt grebne som vi voksne, og tager det helt ind i deres følsomme børnesind. Og det er slet ikke for meget for dem. Tværtimod i en tid, hvor så meget er plastic, overflade, X-factor-kendis-berømmelse og fokus på at have det sjovt, så længes børnene efter fordybelsen, ægtheden og voksne, der tør vise og fortælle dem om de store følelser og de grundlæggende ting i livet og dét at være menneske.

For kun ved at lære hele livet at kende, kan vi blive hele mennesker – og det ved børn instinktivt. Men børnene lærer det kun, hvis de voksne omkring dem har modet til at fortælle dem om døden, livet og kærligheden.

På Anemoneteatret har man det mod – og mere til. Det er også derfor, at man tør vise menneskene, når de er allermest sorte i sjælen og livet: Fra stedmoderens og stedsøstrenes ondskab, som får på alle tangenter over deres kræve-mentalitet og fokus på materielle goder til deres misundelse, da de ser, hvor fin Askepot bliver. Og uden at skulle røbe for meget kan siges, at hun bliver ligeså fin på ydersiden som hun er på indersiden.

Og indeni er Askepot en smuk, smuk blomst af både godhed og kærlighed, der trods alle de hårde ord og uretfærdigheder, som hun mødes med, bevarer sit varme hjerte og sin store ydmyghed.

Og det hele bliver gjort med humor, store dukker, masker og levende mennesker, med middelalder-inspireret musik, moderne rap og fængende leg med ord. Askepot, Aske-snot. Snaske-pot. Børnene fanger dem med samme og må begejstret sige dem højt. Det er nye, gode ord.

Ja, faktisk er det imponerende, hvad de fire mennesker på scenen kan gøre med de store dukker, de to stykker stof, der danner ligesom to forhæng, graven, korset, ravnen og de få andre rekvisitter, der er med. Så enkle ting – og så får de fire skuespillere alligevel fortalt historien med så mange facetter og nuancer. Det kaldes godt skuespil og samarbejde og at være der for hinanden.

Det er ovenikøbet så også en del af stykkets pointe, nemlig at vi når ingen vegne med at være egoistiske og selvtilstrækkelige.

Tværtimod så er det kun kærligheden, der kan få os til at vokse som netop den morbærkvist, som Askepot planter på moderens grav. Den kærlighed, der giver os alt. Men som også kræver mod. At være sød og god kæver styrke og mod, som det hedder. For ja, kærligheden kræver styrke.

Heldigvis har kærligheden i Anemoneteatrets Askepot også selskab af humoren og visdommen i form af den sorte ravn, der er så meget klogere end den selv forstår.

Du er aldrig alene, heller ikke selvom du tror du er alene, som ravnen siger uden at forstå det, men så pudsigt at alle griner. Det er selvfølgelig Gud, som der snakkes om. Den Gud, som altid er der – og som passer på os alle sammen. Dét er også klassisk Anemoneteater: Nemlig at troen og den dybeste alvor formidles med masser af humor og væsner af en anden verden. Og som altid så virker det.

Her leder det videre til Gudmor Morbærtræ, som der er så meget dybde og poesi i – og hjælp at hente hos for Askepot, der af Gudmor Morbærtræ får alle de gaver, som hun skal bruge for at kunne få opfyldt den drøm, der vokser gennem forestillingen. En drøm om bal på slottet, dans og at blive gift med prinsen.

Men også en drøm, der stik mod den normale version af eventyret, kun bliver virkelighed, fordi faderen siger til prinsen, at han har en datter mere, da de to stedsøstre sidder ømme i fødderne efter tre dages dans og en afhugget hæl og en afklippet tå.

Faderen tør altså noget i Anemoneteatrets version – og det samme gør Askepot. De er ikke bare ofre for omstændigheder. De tør tage initiativ. Igen modet til at turde, også når det er svært.

Danmarks store eventyrdigter H. C. Andersen sagde altid, at hans eventyr var fortalte for børn. På samme måde kan man sige, at Anemoneteatrets Askepot er et eventyr spillet for børn. Men ligesom at H.C. Andersens eventyr også var for voksne, så er denne version af Askepot det i høj grad også.

For det er eventyr i den store stil, ikke med magi og svingende tryllestave og bu-bi-du-ord og Disneysløjfer, men med troen, godheden – og med fastholdelsen af kærligheden som det, der betyder noget i livet som i døden.

Eventyret lever altså endnu. Det er ikke for sent. Vi kan endnu nå at leve lykkeligt til vores dages ende. Der er håb.

Bed og I skal få, som Askepot gør det til Gudmor Morbærtræ, der gavmildt giver Askepot, hvad hun har brug for, så hun kan sprede sin kærlighed endnu mere. For livets og himlens gave er kærlighed. Den kærlighed, som det hele drejer sig om her i verden, og som vokser og trives, når den gives bort.

Det ved man også på Anemoneteatret, hvor man med Askepot giver sit publikum endnu en eventyrlig stor bid af et brag af en forestilling. Danmarksbloggen anbefaler den på det varmeste.

Læs mere på www.anemoneteatret.dk

Askepot spiller til og med 9. marts.

Medvirkende: Lisbet Lipschitz, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jens Tolsgaard og Andreas Berg Nielsen
Instruktion: Albert Nielsen
Instruktørassistent: Embla Egelund
Dramatisering:Bjarne Sloth Torup og Albert Nielsen
Scenografi: Niels Secher
Teknik, lys og værksted: Mikael Jørgensen og Christoffer D. Pihl
Musiker/ komponist: Jens Tolsgaard
Kostumer og dukker: Maria Inez Retmales og Isa Østerbye
Sangtekster: Gunvor Reynberg og Albert Nielsen

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

København har fået sin Regnbueplads

Udgivet den af
1

Så skete det.
København fik sin Regnbueplads.
Dét var godt.

http://www.homotropolis.com/2014/02/artikler/kobenhavn-far-regnbuepladsen/

Danmarksbloggen vil derfor også ønske et kæmpestort tilllykke af hele dens rød-hvide-regnbuefarvede hjerte.

At Danmark får en Regnbueplads lige nu er også et stærkt – og relevant – signal at sende her kort inden Vinter-OL starter i et Rusland, der er ved at gå til i had og forfølgelse af alle andre end lige heteroseksuelle.

For også i Moskva og i Skt. Petersborg er der brug for en Regnbueplads.

Det har nok desværre lange udsigter, men det har det ikke længere i København, som her d. 6. februar 2014 endelig fik sin Regnbueplads til glæde og stolthed for os allesammen, uanset om vi er homo-, bi-, trans-, hetero- eller alle mulige andre former for -seksuelle.

Ja, Danmarksbloggen er også sikker på, at Grundtvig (der jo ellers forbindes med pladsen på grund af Vartorv) nikker bifaldende fra sin himmel. Frisind og rummelighed var som bekendt hjertesager for dansk åndslivs kæmpe.

Tillykke til os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Duen i Roskilde Domkirke er et symbol på håb …

Udgivet den af
1

I en tid, hvor der trækker sorte skyer op fra både øst og vest, syd og nord – og hvor det danske samfund er ved at gå til i fremmedfjendskhed og egoisme, er det godt med lyspunkter, som den store due der ugen ud svæver i Roskilde Domkirke.

Med et vingefang på seks meter fylder duen godt i den store katedral, hvor den belyses på forskellig måde. Duen er skabt af billedkunstner Maria Lau Krogh sammen med Roskilde Stifts 2000 konfirmander, og man kan læse mere om duen i undertegnedes artikel her:

http://www.kristendom.dk/artikel/543946:Danmark–Due-skabt-af-2000-konfirmandboenner-svaever-i-Roskilde-Domkirke

Duen er et kristnet symbol, der ofte hænger over både døbefont og prædikestol. Der var også duer i centrale roller i både Gammelt og Nyt Testamente, næsten altid som budbringere af håb og tillid.

Og det er duen stadigvæk – også selvom man ikke er kristen eller religiøs i det hele taget. Duen er symbolet på fred og håb. Noget, som der desperat er brug for i øjeblikket.

I menneskets sind som i Danmark og i verden som helhed … Slip duerne fri og lad dem svæve som duen i Roskilde Domkírke  …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM 2014 = Tid til at springe ud

Udgivet den af
2

I overmorgen starter EM i håndbold for mænd i Danmark. En sportsbegivenhed som håndboldsfans i hele Europa – og måske især i Danmark – ser frem til.

Men EM i håndbold på dansk grund kunne blive så meget mere end bare et spørgsmål om, hvem der kan få flest bolde i modstanderens net. EM i håndbold kunne blive den sportsbegivenhed, hvor det at være homo-, bi- eller transseksuel kunne blive en integreret del af det at være elite-sportsudøver.

Det ville i så fald også være en passende opvarmning til OL i russiske Sochi til februar.

Rusland som netop har et stort problem med homo-, bi- og transseksuelle, som sensommerens store demonstration “To Russia with Love” også satte fokus på. Danmarksbloggen skrev selvfølgelig også om det:

http://danmarksbloggen.dk/?p=1665

http://danmarksbloggen.dk/?p=1721

Den tyske fodboldspiller Thomas Hitzlsperger, der har spillet på det tyske landshold og som er homoseksuel, viste vejen i forgårs, da han åbent erklærede sig homoseksuel. Godt gået.

Og nu er det så alle sportsfolks tur. Både skiløbere, håndboldspillere og alle andre. Både amatører og professionelle.

Og lad endelig Danmark – stedet hvor homoseksuelle for første gang kunne få deres partnerskab registreret – blive stedet, hvor den bølge starter.

Lad endelig EM i håndbold for mænd i Danmark 2014 blive kendt som begivenheden, hvor det at være elitesportsudøver også begyndte at hænge sammen med at være homo-, bi- eller transseksuel.

Det er nemlig tid til at springe ud, både for den enkelte sportsmænd og sportskvinde – og for sportsverdenen som sådan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nytårskur nr. 2.: Det endelige opgør med mobningen – i den helt store sammenhæng

Udgivet den af
Svar

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure fortsætter med sinolog, skribent og kommentator Sune Nielsen, der skriver:

Når jeg tænker på ønsker for 2014, så tænker jeg i problemstillinger, som jeg synes mangler at blive italesat, set i et nyt lys eller bragt op på et helt nyt niveau. Et problem, som jeg tænker særligt på, er et problem, som ikke mangler omtale. Det er også blevet anskuet fra mange vinkler gennem en del år, men jeg synes, at det bør bringes til et andet niveau.

Det er et problem, som findes over hele kloden, men som samfund betragtet, tror jeg Danmark kan være et af de mere udsatte. Det tror jeg fordi, at Danmark er et forholdsvis homogent samfund, og fænomenet, som jeg tænker på, er en gammel form for konfliktløsning, der skaber harmoni og samhørighed for en gruppe af mennesker eller et helt samfund, som føler, at homogeniteten er truet.

Problemet er, at det ikke er gratis at løse konflikter på denne måde, og i virkeligheden er det en illusion, at det løser noget som helst. Men når kriser truer, som nu den allestedsnærværende finanskrise, så ligger det fristende nær for et samfund.

Jeg tænker på mobning. Jeg bryder mig egentlig ikke meget om ordet, fordi jeg synes, at det er lidt for indsnævrende og giver folk for snævre associationer. Her tænker jeg meget bredt, og jeg mener ikke, at det udvander min betragtning, at fænomenet er ganske enkelt og genkendeligt i mange sammenhænge. Tværtom synes jeg, at det gør det så meget desto større og påtrængende.

For nylig har der været en del historier fremme om børnefødselsdage, hvor ingen af fødselarens klassekammerater troppede op til fødselsdagsfesten. Det fik mig til at tænke på, at mobning ikke bare er en grim ting mellem børn i en klasse, men selv voksne forældre til børn i en skoleklasse bidrager til udelukkelsen af en kammerat. Ikke så underligt at børn kan opføre sig grimt, når de ligefrem bliver inspireret af forældrene. Det er skræmmende at tænke på, at forældre synes, at det er en naturlig og ok ting at bidrage til.

Mobning er selvfølgelig alle steder – blandt børn – blandt voksne. Det er kedeligt, at det er en selvfølge, men når man tænker over det, så er det jo samme fænomen, der gør sig gældende lige fra oldtidens moselig til udryddelsen af jøderne.. og til skoleklassen, der ikke tropper op til en børnefødselsdag.

Det er den metode, som mennesker løser konflikter på, nemlig ved at kaste al skyld på et enkelt individ eller en gruppe individer for derefter at udelukke eller slå vedkommende ihjel. Det er nemt og virker øjensynligt. Alle mennesker uden undtagelse har erfaring med fænomenet enten som mobber, offer, begge dele eller betragter.

Der behøves såmænd ikke engang være en udtalt konflikt. Det kan være konfliktforebyggende bare at have et offer, som det er bekvemt at skyde på, en afspændingsmekanisme om du vil. Jeg vil sige, at mobning er naturligt forekommende og indgroet i mennesker.

Men i stedet for at løse problemerne har fænomenet ført krige med sig, som har udryddet millioner af mennesker. Det er en illusion, at det virker. Det er en kortsigtet tankegang. Hvis vi ikke gør noget ved det, hvis det får lov til at udvikle sige, gro og vokse, så ender det med at udrydde os.

Kirken burde kende sin besøgelsestid. Den burde i den grad engagere sig i netop dette problem. Det synes jeg som et kristent menneske, at jeg mangler at se. Essensen af Jesu gang på jord vil jeg påstå er opgøret med dette fænomen.

Antropologen James Frazer genkendte i sin tid historien om Jesus som en myte i lighed med oldtidens myter. Hvad Frazer ikke så var, at Jesus i modsætning til ofrene i oldtidens myter var uskyldig. Han er ikke som Ødipus, som alle personer, der omgav ham, var enige om var skyldig og derfor måtte dø. Ødipus følger mytens logik. Jesus gør op med den mytiske logik, fortællingen om, at der er et offer, som kan pålægges al skyld. I Jesus udlever Gud offerets rolle i den menneskelige mobbemekanisme for at destruere den.

Menneskeheden har ikke været den samme siden.

Mobningens logik, mytens logik er ødelagt. Jesus er det uskyldige lam i Johannesevangeliet og ikke den grimme syndebuk, der er et udslag af menneskelig fantasi om at forenes på en bekvem måde og se bort fra kærlighed og medmenneskelighed.

Jeg synes, at et af de største mirakler, som er sket i menneskehedens historie er kvindefrigørelsen. Det er utroligt på mange måder. På samme måde, som menneskene har gjort sig fri af, eller rettere, stadig arbejder på at gøre sig fri af undertrykkelsen af kvinderne, og for den sags skyld gøre sig fri af undertrykkelsen af racer, gøre sig fri af undertrykkelsen af homoseksuelle …

På samme måde må menneskeheden også gøre sig fri af mobningen, der egentlig er et samlet udtryk for de forskellige former for undertrykkelse. Vi har gjort op med køn og racer som mobbeofrer. Vi ser det måske ikke som mobning, fordi det var så omfangsrigt og varede så længe. Men det er den samme mekanisme, som lå bag. Vi er kommet en del af vejen.

Menneskeheden må nu gøre sig fri af undertrykkelse, udelukkelse og benægtelse af mennesker som sådan. Noget, der i bund og grund er vores urmekanisme for løsning af konflikter.

Jeg vil ønske, at 2014 vil blive et år, hvor mobning kommer yderligere i fokus i Danmark, og hvor det vil blive set på med den alvor som kræves og på det niveau, hvor det hører hjemme.

Nytårskur nr. 1.: Humanitet og mangfoldighed

Udgivet den af
1

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure starter med lektor Lotte Broe, der skriver:

Et nyt år ligger fint og ubrugt foran os, og den blanke kalender, som netop har fundet sin plads på væggen, dufter af håb og forventninger. Måske er det et aldringstegn, men det forekommer mig oplagt at tage udgangspunkt i det forgangne, når jeg skal formulere mit inderligste ønske for Danmark og danskerne i det nye år.

Det ligger så lige for, at tænke tilbage på én af de begivenheder i 2013, som fyldte mig med både sorg, glæde og stor taknemmelighed, nemlig den endelige afsked med Nelson Mandela mod årets slutning.

Mandelas person – hans livshistorie og livsførelse – inkarnerer for mig alt det mod og den vilje til medmenneskelighed, som gør, at jeg tør ønske og håbe, at vi også her i vores lillebitte land kan løfte blikket og åbne vores sind og hjerter for menneskelig mangfoldighed.

Lad 2014 blive året, hvor vi siger farvel til den småtskårne mistænkeliggørelse af de ”fremmede”, de ”fattige”, de ”forkrøblede” – og alle de andre mennesker, som ikke liiiige passer ind i vores veletablerede forståelser af, hvordan en rigtig, ordentlig og produktiv dansker skal se ud.

Lad os i stedet beriges ved oplevelser af, hvor mangfoldigt ”Danmark” og ”danskhed” kan fortolkes og leves. Og lad os glædes over at vi lever i et samfund, hvor vi har alle muligheder for at tilbyde anstændige livsbetingelser til alle – og ingen grund til at fornedre dem, som i forvejen lever i armod!

”Sydafrika tilhører alle, som lever i landet uanset om de er sorte eller hvide” – således står der (frit oversat) i indledningen til det Freedom Charter, som blev vedtaget af Congress of the People i 1955.

Mit nytårsønske er, at vi i Danmark vil efterleve ånden i dette dokument og hædre Nelson Mandelas livsværk ved at geninvestere i humanitet og mangfoldighed. Hvis det forgangne år har budt på skuffelser og fortrædeligheder, er det nu tid til at lægge disse bag sig, rette blikket fremad og gå all in i satsningen på at gøre 2014 til et år, som vi vil huske med glæde og taknemmelighed.

Godt Nytår!

Kærlig hilsen
Lotte

Glædelig jul fra Danmarksbloggen

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul i håbet om, at vi alle nemmer, hvad julen handler om:

Nemlig at blive som barn igen – i betydningen naivt og uden forbehold at tro på det gode i livet, i mennesket og på kærligheden, næstekærligheden.

Og som der står i Grundtvigs julesalme: “Det kimer nu til julefest”:

Kom Jesus, vær vor hyttegæst,
hold selv i os din julefest
da skal med Davidsharpens klang
dig takke højt, vor nytårssang

For når vi har næstekærligheden boblende inde i os, så vi ikke kan lade være med at tænke på vores medmennesker og prøve at gøre det gode for alle, ja, så bliver det jul hele året rundt. For så er det kærligheden, som er i højsædet. Den kærlighed, som vi alle lever af og på.

Danmarksbloggen vender tilbage mellem jul og nytår med indlæg om store byttedag, om nytårsskikke – og hvis der sker noget i samfundet, som der bare må skrives om.

Glædelig jul til hver og en af os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk