Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Skam få den, der spiser kød – eller?

Udgivet den af
Svar

De fleste af os tænker næppe over, at vi er midt i fastetiden – altså tiden mellem fastelavn og påske.

Men det er en periode, hvor vi i katolsk tid ikke spiste kød, æg og sukker – eller drak alkohol. I det hele taget var luksus og nydelse noget, som var et stort no-go her i den sene vinter/det tidlige forår. Vi holdt os til enkle madvarer som grød og fisk, mens vi forberedte os mentalt på påsken og dens dramatiske begivenheder.

Det er i hvert fald den officielle fortælling om den katolske tid.

Men lur mig om ikke der har siddet en bonde eller to med et stykke flæsk tilovers fra fastelavnens overflod, som de har sat til livs alligevel. Det tror jeg. Så har der også været noget at fortælle præsten, når synderne skulle skriftes inden påske.

Skellet mellem, hvad vi siger og hvad vi gør, findes også i dag, hvor det så ikke er religiøse hensyn, der gør, at vi ikke skal spise så meget kød. Nu handler det om klimaet – og perioden med mindre kød er ikke begrænset til nogle få uger, men gælder hele året.

SKAM FÅ DEN, DER SPISER KØD, er derfor en fælles overskrift på datidens religiøse kød-skam og nutidens klimatiske kød-skam.

Dengang i katolsk tid handlede det om, at man ikke respekterede Gud på den rigtige måde, hvis man spiste kød i 40 dage op til højtiden, hvor Jesus indstiftede nadveren (det er skikken med spis mit legeme og drik mit blod), blev korsfæstet og genopstod.

I dag er det så indtagelsen af lækre steaks, saftige bøffer og den slags, som er det moralsk forkastelige, da nydelsen ved kødet er lig med at være 100% ligeglad med klima og de kommende generationers muligheder her på kloden.

Men begge dele handler dybest set om skam. Råbet fra de (i hvert fald udadtil) frelste lyder: SKAM DIG. Du skal have det dårligt med dig selv, hvis ikke du lever asketisk og kødløst nok. SKAM DIG, du lidettroende/dit miljøsvin.

Skam virker så ikke. Tværtimod. Tryk avler modtryk – og mennesket har altid gjort alle mulige krumspring for at få tilfredsstillet sine behov – også når noget smager godt.

Hvordan vi så redder planeten, ved jeg ikke – men skam er ikke vejen.

God fastetid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinder arbejder MERE end mænd

Udgivet den af
3

Iværksætter Martin Thorborg sagde på TV2 News i mandags, at kvinder ikke vil arbejde lige så hårdt og lige så meget som mænd – og derfor er der så få kvinder i ledende stillinger og i bestyrelser.

Det er tværtimod.

De fleste kvinder arbejder langt mere end mænd, da de udover lønarbejdet tager sig af hovedparten af opgaverne på hjemmefronten.

Kvinden er således familiens projektleder, indkøber, research-ansvarlige, PR-medarbejder, HR-ansvarlige, rengøringsdame, receptionist og vicevært – mens manden begrænser sig til at være grill-ekspert om sommeren – og den, der brokker sig året rundt over maden i kantinen.

Det holder ikke. Manden må tage sit ansvar på hjemmefronten. For kvinden skal bruge sin energi på at sparke huller i glasloftet.

Og der er nok at gå i gang med:

  1. Manglende ligeløn. Der er en lønforskel på mere end 10% mellem mænd og kvinder, som gør det samme arbejde – i den samme virksomhed.
  2. Blandt de 50 mest citerede eksperter i danske medier i 2022 var kun TRE kvinder.
  3. Kvinderne tager stadig langt størstedelen af barslen.
  4. Kvinder forventes på en arbejdsplads at tage de arbejdsopgaver på sig, som hverken giver prestige eller avancementsmuligheder.
  5. En kvinde kan sige det samme som en mand til et møde – uden at det bemærkes. Når så en mand siger det, så er der straks respons og applaus.
  6. Kvinder holdes udenfor de uformelle netværk, hvor de gode stillinger, bestyrelsesposter og andre kødben fordeles mellem mændene.

Så til alle kvinder: Lad blomsterne visne i vasen – og kom i gang med at sparke til nogen glaslofter.

Og til alle mænd: Bak din kone/kæreste op ved at lave din halvdel af arbejdet derhjemme – og på arbejdspladsen: Bak dine kvindelige kollegaer op.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets helte: Sådan kan du være med til at redde St. Bededag

Udgivet den af
Svar

I morgen sker det, der ikke må ske: Folketinget stemmer ja til at afskaffe St. Bededag.

MEN DET ER IKKE FOR SENT ENDNU

Der er tre dage at løbe på fra i morgen. Sagen er enkel: Skriver en tredjedel af folketingets medlemmer – eller 60 personer – under på, at spørgsmålet skal til en folkeafstemning inden for tre dage (altså inden fredag), så skal der iflg. Grundloven være en folkeafstemning.

Så derfor: Kontakt de fire partier, som endnu ikke har meldt ud, hvad de vil gøre.

Vær en af demokratiets helte …

Kontakt-info kommer her:

Socialistisk Folkeparti:

33 37 44 44

sf@sf.dk

Danmarksdemokraterne:

33 37 57 99

danmarksdemokraterne@ft.dk

Det Konservative Folkeparti:

70 70 28 21

info@konservative.dk

Liberal Alliance:

61 62 50 28

info@liberalalliance.dk

Du kan fx skrive:

Demokrati er så meget mere end Christiansborg og de 179, som på en tilfældig valgdag stemmes ind i Folketinget.

Demokrati er os alle sammen – det danske folk, og vi – hvad enten vi er gamle eller unge, blå eller røde – ønsker at bevare St. Bededag.

Så vær en af demokratiets helte – lyt til folkets stemme og skriv under på, at spørgsmålet om St. Bededag skal til folkeafstemning.

For det er på ingen måde acceptabelt, at et smalt parlamentarisk flertal afskaffer noget, som et stort flertal af danskerne ønsker bevaret.

Venlig hilsen

Du kan også ringe – eller skrive din egen tekst. Det er helt op til dig. Men skriv, ring – vær en af demokratiets helte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om verdensherredømmet

Udgivet den af
Svar

Det er klassisk trylleri at aflede opmærksomheden ved at lave noget larm et sted, mens der sker noget helt andet langt derfra. Det sker også i dag – i kampen om verdensherredømmet.

Lad mig forklare det med Danmarksbloggens eventyr om verdensherredømmet:

Der var engang en russisk præsident, som drømte om at genrejse det gamle stor-russiske rige. Alle andre vidste, at ideen var dødsdømt.

Men Kinas præsident tænkte: Dét kan jeg bruge til noget.

Så Kinas præsident skyndte sig at invitere Ruslands præsident til Vinter-OL i Kina. Og mens de sad dér i den kunstige sne, lovede Kinas præsident at forsyne Rusland med penge og våben – gerne under bordet – og mod masser af billig russisk gas og olie.

Hej-ho, så kan jeg gå i gang, tænkte den russiske præsident – og så snart den olympiske ild var slukket, rullede hans kampvogne ind over grænsen til Ukraine.

Ukraine havde så også en præsident, som viste sig at kunne meget mere, end hvad nogen troede. Det samme kunne alle andre i Ukraine. Så det blev ingen nem overtagelse af Ukraine.

Tværtimod holdt – og holder – Ukraine stand. Også fordi andre præsidenter og statsledere – og især USA´s præsident – hjalp Ukraine med våben, penge og restriktioner mod Rusland.

Det var så også lige det, som Kinas præsident havde håbet på.

For Kinas præsident har nemlig selv et stort ønske – eller rettere to: At Kina bliver verdens stormagt no. 1 – og at Taiwan bliver en del af Kina.

Og skal det blive en realitet, skal USA svækkes (også fordi USA har lovet at hjælpe Taiwan). Så alt, der svækker USA uden at det koster Kina for meget, støtter Kinas præsident. Således også en lille proxy-krig, hvad enten den foregår lokalt i Ukraine, eller den udkæmpes mellem Rusland og NATO.

Kina er ligeglade – eller rettere set med kinesiske øjne: Jo mere ballade hos andre, jo bedre for Kina – og det inkluderer også Taiwan, som set med kinesiske øjne er lige så kinesiske som Belarus og Ukraine er russiske set med russiske øjne.

Alt det tænker kun få på i Europa her på 1-års-dagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Vi er optaget af Slava Ukraini, de menneskelige skæbner, inflationen, angsten for atomkrig og flere andre nære ting. Men vi kunne – måske – blive klogere af en tur i den globale helikopter.

For sidder man i den, så kan man tydeligt se den kinesiske tryllekunst. Se at vi kigger 100% mod Ukraine, hvor vi også skulle kigge mod Kina – og mod Afrika, hvor Kina overtager det ene råstof efter det andet.

Skal vi i Vesten så ikke hjælpe Ukraine, kan man spørge.

Svaret er: Selvfølgelig skal vi det. Vi i Europa skal i det hele taget lære at klare vores sager selv. Vi kan regne med Biden, ja. Men hvem bliver USA´s præsident næste gang? Det vides ikke. Så ja, vi skal selv til at betale – både i kroner og i menneskeliv – for de værdier, som vi tror på. Men vi skal også andet – fx sikre os nogle råstoffer og udvikle den grønne energi endnu hurtigere.

Ukraines præsident har så læst Kinas bluff, og advarer i et interview: Giver Kina Rusland våben, så bliver det verdenskrig. Han ved godt, at Kina allerede nu hjælper Rusland, men bliver det for meget og for åbenlyst, så kan Ukraines præsident sige, at han HAR kaldt den.

For det her er det fæle eventyr om kampen om verdensherredømmet.

Ps. I Danmark taler vi så om St. Bededag – og at Irma lukker!!! Dét kan man jo tænke over i en verden, hvor folk dræbes af missiler, flygter, tvangsforflyttes og tortureres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alting er noget 2.0”

Udgivet den af
Svar

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Sådan lyder et af forfatteren og digteren Naja Marie Aidts mest markante udsagn (og bogtitler), som af personlige årsager rungede i mit hoved, da jeg i forgårs hastede på vej mod Teatret ved Sorte Hest i den forårsagtige vintereftermiddag for at se premieren på forestillingen ”Alting er noget 2.0.”

For efter vinter kommer vår – og der er en tid til alt, som det blev formuleret allerede på bibelsk tid. En tid til at sige farvel. En tid til at begrave vores døde. Og derpå en tid til at gå videre.

Det var så også forestillingens tema. En forestilling med ord og digte og performance, som i 2016 kom i sin første version, men som nu er blevet ændret. Noget er taget ud, andet er tilføjet, og en del flyttet rundt. Men uanset hvad er alt noget. Både det, vi har – og det, vi havde.

Netop havde er kodeordet for forestillingen i 2023. Både forfatteren til ordene Naja Marie Aidt og iscenesætter Maria Vinterberg har mistet et barn – og derfor rammer forestillingens ord plet, når man skal beskrive det ubeskrivelige, som sker, når døden tager det dyrebareste.

Ikke at jeg kender det fra egen sjæl, men jeg er meget tæt på to andre, som har prøvet at miste et barn. Så jeg har set, hørt og mærket den afgrundsdybe sorg så nær på, at jeg ved, at jeg absolut INTET ved om, hvad det vil sige.

For hvor gerne vi end vil, så kan vi kun erkende det, som vi selv sanser. Og nok ved vi godt (fra os selv), at det at miste er at stoppe med at sanse, samtidig med at alt sanses mere end nogensinde før. Men når der er tale om et menneskes barn, det allerkæreste vi har, så foregår tabet i en helt anden dimension.

Og når man sidder i Teatret ved Sorte Hest og ser ”Alt er noget 2.0”, så sanser man en scene, der er hvid og gul som sorgen, de tomme ord og det store rum – og så tænker man, at det må være Aidts, Vinterbergs eller enhver i-sine-sansers-vold-efterladt-forælders indre, som vises deroppe.

Deroppe på scenen hvor Sarah Boberg og Anette Støvelbæk gestalter dén indre dialog, der forsøger at skabe mening i det meningsløse og kommunikere det ud i billeder og ord – til os og til sig selv.

En dialog med Aidts ord, som fortolker – også fordi der bag de to tavler med nøgleord, er de bøger, som står for Aidts forfatterskab – og de poesiens blomster, der ikke er blå som i den lette og søde poesi, men røde som i blod og hvide som tomhed.

For det er eksistensen, som er på spil, og som Boberg og Støvelbæk viser med en ganske særlig nerve. For det her er vigtigt. Det her skal ud over rampen og ramme os, der sidder på sæderne – og i et par sekunder er med i forestillingen. Og det mere end lykkedes.

Forestillingen er nærværende, insisterende, brændende og intens. En ordløs mission fuld af ord – demonstreret ved de to damers blotte tilstedeværelse, der er så sitrende en væren, så voldsom en kraftudladning.

De stormende klapsalver var også fuldt fortjente – og når vi ikke alle rejste os op, var det, fordi vi sad forstenede på sæderne – blæst bagover af denne demonstration i teaterkunstens evne til at formidle ikke kun litteraturen, men også det levede liv om døden og sorgen.

For døden er et almenmenneskeligt vilkår – og vi møder den alle, uanset hvor vi bor i livets etageejendom. Men det kan ske i to dimensioner – når det er et barn, og når det er alle andre.

For som det siges i stykket: Jeg ville gå til verdens ende for dig, men det er ikke langt nok. For sådan er det, når et barn dør. Derfor er Naja Marie Aidts ord om en sorgmoder, en Dronning af sorg netop så passende til hende selv – og til Maria Vinterberg. Fordi de kan. Fordi de tør.

Fordi de har skabt et monumentalt værk over, hvad der sker, når dødens mur rammer, og vi står nøgne tilbage, mens troen er væk, sproget er blevet koldt, kunsten er ligegyldig – og alt, der er tilbage, er nænsomheden over den døde krop. 

Derfor er alting noget. Noget værd.

Danmarksbloggen giver ”Alting er noget 2.0.” fem store ud af seks mulige stjerner, som dem vi møder til allersidst, hvor vi sammen med både de to på scenen og alle andre rejser gennem stjernehavet i tid og rum. Dét er der en tryghed i – uanset hvad vi tror eller ikke-tror på.

Jeg nynnede i hvert fald Shu-bi-duas ”Stjernefart” på vejen hjem, selvom musikken i ”Alting er noget 2.0.” er lavet af Jacob Binzer, som har gjort et formidabelt stykke arbejde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår – nu med Corona

Udgivet den af
Svar

Vi i Danmark er optaget af debatten om St. Bededag. Det giver mening al den stund, at det er 253 år siden, at der sidst blev ændret i den danske helligdagskalender.

Læg dertil at det er en debat med store principielle perspektiver:

Respekterer SVM-regeringen den danske model?

Hvor magtfuldkommen kan en flertalsregering være?

Hvornår er det rimeligt at have en folkeafstemning?

Men andre steder i verden er der også helligdage – og på søndag er det nytår i Kina, og landet går ind i Kaninens år.

Det er – i følge kinesisk astrologi – sådan et år med venlighed, skønhed og harmoni.

En forsigtig analyse baseret på forholdet mellem Kina og Taiwan siger, at det lyder ret usandsynligt.

Læg dertil at man har sluppet Coronaén løs i Kina, tredoblet produktionen af smertestillende, og at ingen kinesiske myndigheder vil sige, hvor mange Corona-syge og Corona-døde, der er i Kina.

Læg yderligere til at Corona er en zoonose – dvs. virussen springer mellem mennesker og dyr, og udvikler på den måde nye varianter. Og i Kina lever mennesker og dyr tæt på hinanden.

Det var også sådan, at det hele startede for tre år siden – i Wuhan, Kina.

Nu kan vi så få en version 2.0. af Corona fra Kina … så må man håbe, at den er lige så fredelig som en af de talrige Omikron-varianter, som vi har bøvlet med det sidste år.

Godt nytår – i Kaninens tegn.

Med krigen i Ukraine, klimakatastrofen og andet skidt fra nutidens palet får vi med garanti mere at slås med end en sløjfet fridag, selvom det også er et seriøst skridt på en glidebane væk fra demokratiet i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Store St. Bededagsslag kommer nu

Udgivet den af
Svar

St. Bededag har flere gange i historien været årsag til en kamp, og nu skal der kæmpes igen. Denne gang om selve helligdagens eksistens.

SVM-regeringen vil nemlig fjerne helligdagen – og det asap. Lovforslaget om fjernelse af St. Bededag skal præsenteres og behandles så hurtigt som muligt, sagde udenrigsminister Lars Løkke i går.

HVIS det lykkes at fjerne St. Bededag, er det første gang i mere end 250 år, at der laves om i den danske helligdagskalender.

Sidst var i 1770, hvor Christian d. 7.´s livlæge og statsminister Struense i forbindelse med Den Store Helligdagsreform af 20. oktober 1770 slettede 11 ud af 22 helligdage, fordi den tyskfødte embedsmand mente, at tiden kunne bruges mere fornuftigt til arbejde.

Dét vakte ikke begejstring.

Struense overvejede også at slette St. Bededag, men valgte at lade være. Han var nemlig bekymret for, om københavnerne ville gøre opgør, hvis man tog de varme hveder og gåturen på Voldene fra dem.

I dag er det så primært fagforeningerne, som kommer til at gøre opgør, selvom også andre grupper som fx Folkekirken og dele af det borgerlige Danmark har protesteret over at fjerne St. Bededag.

For det her handler om langt mere end en herlig fridag – eller det at Danmark er et kristent land. Det handler om at respektere den danske model – og det gør SVM-regeringen ikke med dette udspil.

At en magtfuldkommen flertalsregering uden videre afskaffer en helligdag, er nemlig at bryde med selve grundprincippet om, at arbejdsmarkedets parter selv skal bestemme.

Så pt. er kursen sat mod storkonflikt. En storkonflikt, der kan kulminere i Det Store St. Bededagsslag – version 2.0.

For der var nemlig engang – fra 1800-tallet og indtil cirka omkring 1930, hvor drengene på Christianshavn og drengene på Amager mødtes på Volden med kæppe og slangebøsser St. Bededagsaften.

Formål: Det Store St. Bededagsslag, som var årets mest intense slåskamp. Det gav en del skrammer, blå mærker og blodtude – nogle af dem erhvervet i kamp, andre på flugt fra det politi, som hvert år blev sendt ud for at stoppe årets største slåskamp.

Det var dog for ingenting at regne for, hvad der overgik Struense (ham der afskaffede 11 ud af 22 helligdage) og hans nære medarbejder Brandt i 1772. De endte på hjul og stejle. Dét har gjort rigtig nas.

I den formentlig kommende storkonflikt vil vi forhåbentlig ikke opleve fysisk vold. Men der er mange måder at være voldelig på. Også fra magtens side – og det ser vi her.

Den nuværende regerings magtfuldkommenhed er en af disse. Treenigheden Frederiksen, Ellemann og Løkke varsler i hvert fald om en vilje til at vælge sine egne kæpheste fremfor at respektere eksisterende ordninger, befolkningens ønsker og andet vigtigt.

Deres enegang er skræmmende. Den er et direkte overgreb på demokratiet – og dermed meget farligere end en blodtud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Udgivet den af
Svar

For mere end tre timer siden holdt Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark sin nytårstale.

Danmarksbloggen er normalt ikke så sen til at anmelde den. Men man kan ikke komme på nettet, når strømmen er væk – og det var den her i mit nærområde i mere end to timer.

Det er strømmen også i Ukraine – hele tiden og alle steder som et led i Ruslands krigsførelse og overgreb på den tapre ukrainske befolkning, som Dronningen startede med at nævne med sikker sans for, hvad som er væsentligt. Rigtigt væsentligt.

For nok er de fleste medier mere optaget af Dronningens hudløse ærlighed omkring konflikten med prins Joachim og prinsesse Marie, og der skal også kun lyde respekt herfra til majestæten, som direkte sagde tingene – samtidig med at hun forsikrede alle om hendes kærlighed – men som hun også sagde det: Så er der problemer i alle familier.

For det er der – og nok går bølgerne sjældent højt over prinse- og prinsessetitler i de små danske hjem, men så er der noget andet, som clasher.

Sådan er livets – og verdens – gang. Og derfor var det også langt mere interessant, at Dronningen kom ind på klima og miljø – forbrug og ressourcer, og nævnte, at de unge nok har ret i meget, når de kritiserer de ældre for deres adfærd.

Men som Dronningen også gjorde opmærksom på, så kan man gå over broen fra begge retninger – og både ældre og unge kan lære af hinanden.

Og så er dén ring sluttet, som Dronningen startede med at tale om. For alle menneskers liv – på hele kloden – er forbundet med hinanden.

Så vi skal hjælpe hinanden. Tænde lys i mørket.

Det var en formidabel nytårstale af en værdig dronning, der har både mod og format til at vise sin sårbarhed. Danmarksbloggen kvitterer med 6 ud af 6 Dronningekroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemirakel søges

Udgivet den af
Svar

For lidt mere end 100 år siden var der – også – krig i Europa. Den Store Krig – eller 1. Verdenskrig – var i gang, og rundt om i skyttegravenes kulde, mudder og gru lå en hel generations unge mænd, og skulle holde jul i krigens første år 1914.

Det var helvede på jord. Eller som den tyske soldat Otto Dix beskrev det: Utøj, rotter, pigtråd, granater, mudder, lig, blod, bunker af jord, cigaretter, dåsemad, lort, kugler, ild og stål. Det er krigen. Det er Djævlens værk.  

I dag har vi en lignende situation i Ukraine, hvor såvel russiske soldater som ukrainske soldater ligger i kolde og mudrede skyttegrave – og hvor den ukrainske befolkning lever uden strøm, lys, varme og vand. En hverdag i gru og rædsel – i 2022.

Så helvede på jord findes også i dag – lige nu – i Europa.

Tør vi håbe på endnu et julemirakel, som det der skete i 1914?

På den tyske side af fronten blev der nemlig juleaften observeret nogle mærkelige lys. I begyndelsen skød englænderne og franskmændene efter lysene. Men ilden blev ikke besvaret, og så vovede de at stikke hovedet op – og så de tyske soldater stå på jorden og synge ”Stille Nacht, Heilige Nacht”.

Så gik de også op …

Den engelske løjtnant Charles Bairnsfather fortalte om det i et brev: Jeg kravlede op af min skyttegrav, og gik langs kanten hen til et tørt sted, og kiggede ud over slagmarken. Fra hvor jeg stod, kunne jeg se vores lange zigzaggede skyttegrave og også tyskernes. Deres skyttegrave var oplyst af små juletræer, der mindede mig om teatrets scenelys. Vores enheder var helt fortryllede af tyskernes sang, og efter flere minutters stilhed reagerede de, som om de var tilskuere. Klapsalver og jubelråb brød ud. Sange begyndte derefter flere steder i vores skyttegrave. Jeg vil aldrig glemme det. Det var et af højdepunkterne i mit liv.

Resten af julen blev en forbrødring på tværs af skyttegrave. Der blev sunget salmer, givet julegaver som fx den mad og de kager, som soldaterne havde fået tilsendt hjemmefra – og spillet fodbold. Ja, det hele endte med, at soldaterne faktisk ikke gad slås mere.

Men det ville de øverstbefalende, som ikke selv lå i skyttegravene, eller risikerede livet. Så de truede med krigsret og henrettelse som landsforræder, hvis ikke soldaterne gik i krig. Det gjorde soldaterne så. Mere end 18 millioner døde i 1. Verdenskrigs rædsler.

Rædsler, som nu gentager sig i Ukraine. Så vi behøver et mirakel. Et julemirakel som det fra 1914.

For historien om julemiraklet i skyttegravene i 1914 står som et evigt bevis på menneskets længsel efter fred, lys og godhed. Gid det også snart må ske i Ukraine.

Danmarksbloggen vil ønske alle glædelig jul … og minde om, at lyset skinner i mørket. Håbets lys. Miraklets lys, som glimtrer og stråler hele vejen fra stalden i Betlehem – og klippehulen i Jerusalem.

Stille Nat, Heilige Nat – eller på dansk: Glade jul, dejlige jul. Dét håber og beder vi om.

Ps. De øverstbefalende på begge sider – som til en vis grad havde støttet våbenhvilen i julen 1914 – lovede hinanden efter julen ALRIG mere at indlede eller tillade en våbenhvile henover julen. Dét ødelagde jo krigens gang, mente de. Dén taler vist for sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Præmie-køer og præmie-borgere

Udgivet den af
Svar

Alle ved, hvad en præmie-ko er. Det er sådan en ypperlig ko, der giver masser af mælk. Gør masser af nytte. Leverer ved kasse A. Den får masser af ros. Fin ko.

Men har du nogen sinde tænkt på, at det på ret samme måde er en hæder for en dansker at være en præmie-borger? Og at der findes mange præmie-borgere i Danmark, som leverer ved kasse A – og får masser af ros? Fin medarbejder, fin leder, fin alt muligt.

Så måske skulle vi til at tale om det at være præmie-borger. For måske er det slet ikke så godt, som mange går og bilder sig ind.

På den anden side: Hvorfor skulle der være noget galt i at passe sit arbejde og betale sin skat, som er de to ting, der mere end nogen andre kendetegner en præmie-borger?

Det er der heller ikke – men som altid ligger djævlen i undtagelsen. I det, som ikke gøres – og som her er den selvstændige tænkning.

Både præmie-koen og præmie-borgeren gør nemlig de samme ting dag efter dag – år efter år uden at reflektere over, om livet kunne være på en anden måde.

Koen kan så ikke andet. Men det kan mennesket – i udgangspunktet, i teorien.

For i praksis dyrkes den svære kunst at tænke selv kun af ganske få. Nemlig dem, der tør møde sig selv nøgen og afslørende som det spejl på de menneskelige dyder og dårskaber, vi alle sammen også er.

Dyderne sidste plejer så at fylde mest i et menneskes selvopfattelse. Men dårskaberne findes også, og det er dem, som gør os spændende, giver os kant, gør os levende … gør os til selvstændige individer fremfor præmie-køer, der løber i flok.

Man altså: De fleste når slet ikke dertil i deres erkendelse og deres tilværelse. De tramper blot samvittighedsfuldt rundt i hamsterhjulet som en vaskeægte præmie-borger.

Dét er ganske forstemmende, og det spiller middelmådighedens kedelige melodi fremfor vildt og med risiko for at falde i dybet at søge den stråleglans og eufori, der ligger i at gå med sine drømme.

For gør man det, så kan man vinde. Eller man kan fejle og miste alt. Men uanset udfaldet, så sker det med identiteten i behold – og visheden om, at man lever.

Og dét gør alverden til forskel. Man får aldrig en præmie for det. Men man får en sitrende sjæl, der er helt sig selv – og bedre kan det aldrig blive.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk