Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: ”De efterladte”

Udgivet den af
Svar

Nogen må dø for at andre kan leve. Sådan lød moralen i den første film om Hvidstensgruppen. Den velkendte del. Den om modstandskampen, nedkastningerne og sammenholdet. Den om kroejer Marius Fiil, der som en anden Jesus tilgav den unge tyske soldat, inden Marius Fiil og de syv andre mænd blev henrettet af tyskerne i Ryvangen.

Jeg sad ligesom alle andre og græd snot i biografen, da dén film gik sin sejrsgang over lærredet for ti år siden. For hvor var det stort det offer, som de mænd ydede. Men efter at have set fortsættelsen – den anden film om Hvidstensgruppen ”De efterladte”, har jeg fået en anden dimension på sagen.

For hvorfor fortæller vi altid historien om mændene? Dem, som havde privilegiet at dø og blive husket som helte. Dem, som vi rejser mindesten over. Hvorfor glemmer vi kvinderne, som resten af livet måtte leve med de lidelser, som krigen påførte dem?

For ja, kvinderne fra familien Fiil overlevede – fysisk. Men på alle andre områder betalte kvinderne en langt højere pris, fordi de skulle leve videre med skyggerne, smerten, sorgen og alt det andet, som kvinderne altid har skullet det i krigens ødelæggende malstrøm.

Normalt taler vi ikke om det. Normalt holder vi os til historien om mændene – og deres heltegerninger. Men her får kvinderne og deres skæbne deres egen film, og det er også på tide:

Matriarken Gudrun Fiil, der som en anden trojansk dronning Hekabe mistede så meget: En mand, en søn og en svigersøn – og som havde to døtre (Gerda og Tulle) i umenneskelige fængsler i Tyskland, og som samtidig kørte kroen videre, og passede på den yngste datter Bitten – og barnebarnet Gulle, hvis mor Tulle først kom hjem med de hvide busser.

Deres historie er ikke fortalt før, selvom den i sin grundform er lige så gammel som krigens væsen og de lidelser, som kvinder altid har måttet udholde. For krige er altid ekstra grusomme mod kvinderne. Fordi kvinderne er de efterladte. Fordi kvinderne kan fornedres på så mange – også seksuelle – måder.

Og tro endelig ikke, at kvindelige fangevogtere er mere humane, bare fordi de er kvinder. I filmen – og i nazismens Tyskland – var det snarere tværtimod. Her er der ingen nåde eller bare mindste glimt af håb og lys at finde hos de sadistiske kvinder, som i forskellige fængsler og på transporterne umenneskeliggører og fornedrer de tilfangetagne kvinder på måder, som burde høre hjemme i en absurd horrorfortælling.

Desværre er det hele autentisk. Det foregik sådan.

De scener er ikke til at holde ud. De er så slemme, at jeg ikke engang kunne græde. Kun sidde stivnet i frygt og bange anelser, og holde om mig selv for at komme igennem det. For der var ingen afstand mellem mig og kvinderne på lærredet – ikke mentalt.

Jeg var i ånden lige ved siden af Tulle, som er hende, man følger mest – og jeg greb flere gange mig selv i indeni at gentage Tulles ord: ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”.

Og jeg sad endda i et behageligt sæde, og var mæt og varm. Tulle og de andre har levet i dage, uger, måneder med sulten, kulden, stanken, rædslen, angsten og uvidenheden omkring, hvad der skete om et sekund, og om de var i livet om fem minutter. 

Og netop derfor kan jeg ikke anbefale ”De efterladte” nok. For filmen viser eksakt, hvor ondt mennesket kan være – og nej, den kommer ikke med letkøbte svar på, hvorfor mennesker kan være så onde. Den viser bare – ærligt og brutalt, hvordan tilværelsen kan være, når den er et sted så mørkt, at jeg godt kan forstå, at man kan miste enhver tro – også den kristentro, som var en del af livsgrundlaget for familien Fiil – og som også både Tulle og Gudrun Fiil giver udtryk for.

For kan vi få større byrder, end vi kan bære? De to kvinder kom i hvert fald derud, hvor man skal være en helgen for at slå ud med hånden og sige jeg tilgiver dig. Og ja, jeg kan også godt forstå, hvorfor tyskerhadet blev en faktor i tiden efter krigen.

I det hele taget tegner filmen et så gribende og medrivende billede, så man kan forledes til at tro, at det er en dokumentar – hvis ikke det var fordi, at man kan genkende de skuespillerinder, som spiller de store hovedroller, og som alle spiller med mere nerve, nærvær og følelse, end de nogensinde har gjort før.

Og det siger meget, når vi taler om: Marie Bach Hansen som Tulle, Bodil Jørgensen som Gudrun og Ellen Hillingsø som Monica Wichfeld.

Derudover ser vi Laura Winther Møller som Gerda og Selma Sophia Høst som Bitten. Samt en hel masse andre, også udenlandske, kvinder i rollerne som fangevogtere og fanger. Og fordi vi ikke kender de udenlandske kvinder, bliver de et ekstra symbol på alle de ukendte kvinder, som vi ikke kender, aldrig hører om, men som altid – sammen med børnene – er de største ofre i enhver krig.

Det er skarpt set af Anne-Grethe Bjarup Riis, som har instrueret – og Torval Lervad, som har skrevet manuskriptet.

Det her er så en film, som er mere end mimik og større end ord. Den løfter historien præcis som virkeligheden gjorde det.

For hvad kræver mest: At sidde på kroen med piben og øllet – og blive enig med de andre mænd om, at de våben ude i mosen, dem napper vi sgu, drenge. Eller: Måned efter måned at udholde kulde, sult, sygdom, lidelse og fornedrelse i en tysk celle – af og til alene, af og til sammen med andre kvinder, mens man ryster af savn, og klamrer sig fast til håbet om en dag at komme hjem, en dag se sit barn igen.

Jeg er ikke i tvivl, og det er Anne-Grethe Bjarup Riis heller ikke. Hun gik med det, som hun ville – og skabte et mesterværk om nogle af de danske kvinder, der var Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger.

I centrum står selvfølgelig Hvidstensgruppens to kvinder – Gerda og Tulle – som nok kom hjem, men hele mennesker blev de aldrig mere. Især Tulle havde det svært resten af livet. I dag ville vi sige, at de havde PTSD og give dem massiv psykologhjælp. Dengang var det mere et velment nu er du hjemme igen, som i ”nu bliver alt godt”.

Det gør det ikke. Svigtet var massivt – og end ikke offentlig anerkendelse fik de hjemvendte kvinder. De skulle tværtimod bare være stolte af deres mandlige familiemedlemmer, som ofrede hjerteblodet for Danmark.

Det er lige til at sprænge i luften af raseri over. Og jeg indrømmer ærligt, at jeg var så afsindigt vred, da jeg gik ud af biografen, at jeg næsten ikke kunne være i min krop. Vreden ligger i mig endnu. Den er massiv.

For der er noget historie, der skal om ikke skrives om, så dog suppleres. Og her er denne film en ledestjerne. Ja, filmen ”De efterladte” er et mesterværk, en hel ny måde at fortælle kvinde- og krigshistorie på. Et paradigmeskifte fordi den tør være med kvinderne i lidelserne – og helt derud, hvor det ikke er til at bære, ikke er til at holde ud. Lige dér hvor livet er – især når man er kvinde og efterladt i eller efter en krig.

For de største helte er ikke de mænd, der dør på slagmarken, men de kvinder, der overlever og må leve med det hele bagefter. Det ved man, når man har set ”De efterladte”.

Filmen skulle have haft premiere 1. juledag sidste år, men nu bliver det 10. marts i stedet. Budskabet gælder også til alle tider – og vi kan også året rundt synge med Tulle og de andre ”Dejlig er jorden”. For det er den – også midt i krigens ufattelige gru og rædsel.

Det er vi nødt til at tro på, hvis ikke vi skal falde ned i det barbari, som blev udøvet og fremelsket som en kunstart i Det Tredje Riges mørke og tåge.

Danmarksbloggen giver ”De efterladte” en hel armada at hvide busser som dem, der hentede de danske fanger hjem i foråret 1945. Det er det samme som seks stjerner, som kommer sammen med en understregning fra en kvinde, der ikke bander.

Men den her film: ”De efterladte” skal fucking have en Oscar for bedste udenlandske film til prisuddelingen i Hollywood i 2023.

Det er Regner Grasten Film, der har produceret – og det er Nordisk Film, der distribuerer.

TILFØJELSE: Når man anmelder, ser man filmen i god tid inden premieren, og jeg så og skrev anmeldelsen af ”De efterladte” i december 2021 op til det, som vi troede skulle være premieren.

Men jeg kunne lige så godt have set filmen i går. For jeg husker scener, replikker, mimik og stemning knivskarpt, og jeg føler stadig rædslen, der springer ud af filmen – og ind i sindet, og dér bliver den.

Det er godt. For vi må aldrig glemme, hvor ond krig er – og at det er kvinder og børn, som betaler den højeste pris.

Der ser vi hver dag i denne tid, hvor Europa igen hærges af stormagtsfantasier, invasion og krig. Så ”De efterladte” har nu også fået en uhyggelig aktualitet, der gør filmen endnu mere vigtig. For det grufulde og djævelske mørke, som fandtes dengang filmen foregår, kan så let omslutte os igen. Ja, det udfoldes i et land tæt på og truer os andre, mens disse ord skrives.

Men mørket skal have et modsvar. For ”Dejlig er Jorden” – og Jorden ER dejlig. Dét er vi nødt til at tro på. Nødt til at holde fast i.

Tulle Fiil gjorde det, mens hun som en af Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger sultede, tørstede, frøs, længtes og var rædselsslagen hvert eneste sekund – og så kan vi andre også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”

Udgivet den af
Svar

Er konklusionen om, at det er ok at fejle tilstrækkeligt til en morale, ja en happy end? Dét spørgsmål sidder i mig efter at have set ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” på Nørrebro Teater.

For måske er accepten af ”at det er menneskeligt at fejle” rigeligt, hvis man lever i en nul-fejls-kultur. Men på den anden side virker det småt, hvis ikke man har værdier og idealer, så man tør sætte barren højere – og ville noget mere her i livet end management-illusionen.

Altså ville noget af det, som betyder noget. Og det er kærlighed og kunst, som en dansk statsminister sagde det, da han på sin magts tinde i 1980´erne blev spurgt om, hvad det vigtigste i livet var.

Kærlighed og kunst er så også det, som ikke kan sættes ind i en strategiplan, bruges i en storytelling, et mindset eller som man vækste på – og hvad det ellers hedder alt sammen af alle de buzz-words og buzz-begreber, som flyder som en malstrøm gennem ikke kun forestillingen, men også hele vores samfund.

Langt de fleste danskere lever nemlig minimum otte timer om dagen i en virkelighed, hvor de bruger den slags vrøvle-ord i identifikationen af både dem selv og af meningen med det arbejde, som de laver.

Det er trist – og lige så gråt som kostumerne på scenen, hvor kulisserne generelt er holdt i netop grå, hvide og sorte nuancer. Man kommer til at tænke på Storm P.´s berømte billede ”Tilbage til naturen”, hvor den store grå masse går mod fabrikken, mens den enlige vagabond vandrer ud i skoven og farverne.

Farver, som når de endelig optrådte på scenen, var ledsaget af en dyb basrytme og en følelse af, at nu går vi amok til fx denne giftig-elektriske lilla, som det skete i en dans om ikke guldkoen, men forbruget og mersalget – her i form af vaskemaskiner, der vaskede den sidste rest autencitet ud af sjælen.

Der var generelt en del musik – og sang i forestillingen, men kun få sammenhængende forløb. Til gengæld var der mange enkeltsituationer taget 1:1 ud af hverdagen. De optrådte som fragmenter, der hvis man tænker ud af boksen, som management-folkene altid priser at gøre det, fik mig til at tænke på revy-genren.

For kunne denne forestilling ikke være et bud på en moderne revy? Folk reagerede i hvert fald sådan. De klappede, hujede og grinede – både når det var tilsigtet og indimellem også ganske spontant.

Ætset på nethinden er sukkerdansen mod køleskabet og det stykke kage, som stod derinde – og som selvfølgelig især fristede hende, der ”ikke spiser sukker i denne tid”. Men også julefrokosten med al dens forlorne løssluppenhed, turen i myldretiden med rejsekort-bøvlet, mødet på Teams med manglende bukser og nyindkøbt hundehvalp er bare nogle få eksempler på en hverdag, som de fleste kender alt for godt.

På scenen møder vi Karoline Brygmann, Gustav Dyekjær Giese, Magnus Haugaard, Troels Lyby, Lila Nobel og Nørrebro Teaters Folkekor. Det er glimrende. Men hvor mange stjerner skal ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” have? Det kunne man godt holde et seminar om – måske endda et med spa og croissants.

For der mangler en form for samlet og kontinuerlig fortælling, der binder stykket sammen – og det berettiger kun til fire stjerner, selvom castet spiller forrygende. På den anden side: Så var det en hel sal, som gennem hele forestillingen selvironisk skreg af grin – ramt på egen adfærd – og det skal som minimum give fem, måske seks stjerner.

Så vi ender med 5 stjerner til ”Jytte fra marketing er gået for i dag”, som gives med en følelse af at have set sin egen tid – uden filter, uden fortolkning, men sjovt. Tænker man nærmere over det, er det også en virkelighed lige til at græde over.

Græde fordi der findes mange mennesker, som er sat udenfor dét identitetsgivende arbejdsfællesskab, som det store flertal af danskere tager for givet.

Men man kan også græde over dem, som har et adgangskort til virksomhedernes kantiner og kontorer. De lever nemlig uden nogen anden gylden cirkel end den, som de spilder tiden på i forsøget på at forstå why, how, what i den evige hamsterhjulsjagt på næste projekt, næste skridt op på karrierestigen.

Dét er meget forstemmende i virkeligheden, men meget morsomt og medrivende fremstillet på Nørrebro Teater.

Manuskriptet er blevet til på baggrund af Morten Münsters bog.

Forestillingen spiller til og med d. 27. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Maddiker”

Udgivet den af
Svar

På Hippodromen på Folketeatret i Nørregade kan man i den kommende tid se Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Bodil Jørgensen i forestillingen ”Maddiker”.

D´damer gestalter tre helt almindelige danske kvinder, som mødes på en kræftafdeling.

Bodil Jørgensen er sygeplejersken, der dækker de blå mærker med make-up. Rikke Wölck er den succesfulde karrierekvinde med den kræftsyge datter. Og Jannie Faurschou er den brystkræftsyge kvinde, som er så træt af sin mand, at hun har lyst til at kaste sovsen i hovedet på ham.

De er alle tre midt i 60´erne, da forestillingen starter – og dermed stadig i gang med livet. Men karussellen er begyndt at sætte farten ned, dørene er begyndt at smække i – og de kan se det, som venter forude:

Tilværelsen som usynlige spøgelser, hvor ingen har brug for dem, ingen vil lytte til den klogskab, ja visdom, som de har fået via mange dyrekøbte erfaringer.

Det brokker de sig selvfølgelig højlydt over, og de forsikrer hinanden – i hverdagssituationer skåret så skarpt, så vi griner højt af os selv – om, at det nok skal blive anderledes for dem. Det sker selvfølgelig ikke.

For de tre kvinder har alle har været dygtige elever på flinkeskolen, så de følger også den fasttrampede kurs gennem pensionistlivet mod døden.

Men inden skal der danses, diskuteres, deles information om sygdomme – og drikkes.

Det fik mig til at tænke på den svenske visedigter Carl Michael Bellman, som et sted skrev: Drik ud dit glas – se døden på dig venter. For inden mørket sænker sig, skal vi leve – og som de tre kvinder lever, også med den lille død, som Bellman og hans samtidige i 1700-tallet kaldte orgasmen.

”Maddiker” er så også et vaskeægte gys – og markant mere skræmmende end kister, maddiker og andet fra kirkegården. For der er så mange tusinder kvinder i Danmark, ja i hele verden, som deler hverdag og skæbne med de tre kvinder.

I beskrivelsen af deres sejlads fra de sidste år på arbejdsmarkedet til deres sidste åndedrag er ingen ekstra dramatisering heller nødvendig. Rikke Wölck, som udover at spille med er stykkets dramatiker, har med sikker hånd og falkeøje slået ned på det helt rigtige.

Samtidig har Madeleine Røn Juel instrueret, så hver en nuance træder frem i en virkelighed, hvor farverne falmes, og sanserne sløves i takt med at tiden flyver stadig hurtigere forbi.

Det er noget af en pille at sluge for alle. Så tak for den latter, som man må overgive sig til mange gange. Lidt sukker på skeen er altid god, når en bitter medicin skal ned.

For sluges skal livet – også når det lakker mod enden, og handler om længsel, et stadig, men ikke accepteret fysisk begær, sorg, hævn, ægteskab, vold, børn, børnebørn – og måske allermest en mangel på anerkendelse – både fra de nærmeste og fra et samfund, som kun ser på nytteværdi.

De tre kvinders ømhed for hinanden er til gengæld som et glimt af håb. Vi tåler dig, fordi vi elsker dig, siger de. Kan man forestille sig en smukkere kærlighedserklæring? Nej, vel.

For livet handler om de medmenneskelige relationer – og her kan alle aldre være med.

Tæt på mig sad en meget ung mand, som efter forestillingen spontant udbrød: Nu ved jeg, hvordan det er at være gammel. Jeg vil ikke blive gammel.

Jeg kan godt forstå ham, men som tættere på støvets år end på årsungens kan jeg tilføje, at der også er noget nådigt ved livet. Vi bliver klar til det hele, når vi skal.

Langt de fleste publikummer var så ældre, og jeg hørte mange ældre kvindestemmer sige efter forestillingen: Det var/er jo mit liv – uden at de dog gik nærmere ind på, hvad de kunne spejle sig i. Måske det hele?

For menneskelivet er som årets gang, og når forfaldet sætter ind, håret grånes, huden rynkes, og skavankerne står i kø, så mister vi langsomt men sikkert vores sanser. Det skal vi ikke være kede af. Så får vi i stedet perspektiv.

Perspektiv og mod til at vi – når tid er – kan vende opmærksomheden mod os selv og mod den død, som venter på os alle. En død, som kan være smuk, når den kommer i skikkelse af dem, som gik forud.

For det moderne menneske er døden så ofte forbundet med stor angst. Her kan morfin tage de fysiske smerter – og det er en velsignelse. For så kan den død, som venter, blive lige så intens og smuk, som den Jannie Faurschou spillede, så jeg fik tårer i øjnene.

For er det sådan at dø, så kan man trygt forlade jordelivet med et TAK FOR ALT og en tro på, at Bodil Jørgensen har ret, når hun sidder som krøbling, og siger: Vi bryder gennem tiden – og ender, hvor vi skal.

Danmarksbloggen giver ”Maddiker”, denne morsomme, rørende og 1:1 guide udi at blive gammel og dø, seks ud af seks store, røde blomster. For det er en perle – velegnet til alle, som skal dø én dag.

Man siger, at godt skuespil kan mere end bare fortælle en historie. At det viser hele mennesket, giver empati for mennesket – og sætter alt i en større sammenhæng.

Det er sandt – og som d´damer Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Bodil Jørgensen mestrer dén knust.

”Maddiker” minder mig også om gåturene på kirkegården i Gustav Wieds ”Livsens Ondskab”, hvor Knagsted siger de berømte ord om, at det er, hvad det er. Det er sandt, og vi griner af det.

Men hvor Wied kan være perfid i sin morskab, så er der i ”Maddiker” lagt et nænsomt, ja kærlighedens klæde ud.

Det er godt tænkt. For så føler man, at man bliver en del af fortællingen om ikke kun tre kvinder eller kvindekønnet, men om selve livets gang, som det også vises på de tre skærme, der står på scenen. For i vor tid forstår vi også via skærme.

”Maddiker” er simpelthen noget af det bedste, der er sket på den danske teaterscene i denne sæson. BRAVO.

Forestillingen spiller indtil d. 17. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jeg, Malvolio”

Udgivet den af
Svar

En besøg i Teatret ved Sorte Hest giver altid noget med hjem, uanset om det er et hestespil eller som i går aftes premiere på et gæstespil.

Nemlig Tim Crouchs ”Jeg, Malvolio” med Michael Moritzen alene på scenen i mere end 75 minutter i en ikke monolog – men dialog med publikum, som han møder med intenst nærvær, lige fra vi kommer ind og sætter os – og til lang tid efter vi er gået hjem.

For manden – altså både karakteren og skuespilleren, som fejrer 40-års jubilæum i rollen – vil os noget, har et ærinde, og han gør det forrygende og med lige dele frækhed og følsomhed.

For sit indre øre kan man også længe efter, at man har forladt den sidste enlige lyspære på scenen høre det insisterende ”ER DET IKKE SÅDAN, DET ER?” efterfulgt af en form for brummen, som kommer efter hver eneste bredside mod os, som sidder på sæderne, og hvis undskyldninger og bortforklaringer i vores tilværelse fremkaldes nådesløst – og morsomt.

For vi nailes spot on, som det hedder på nudansk af den grinagtige person i de gule strømper og tøjet, som bærer præg af et længere ophold i et uhumsk fængsel i den Shakespeare-komedie, som han er flygtet fra.

Malvolio er nemlig – uanset hvad århundrede han befinder sig i – sådan én, som man efter temperament shamer – eller har ondt af.

Men allermest er han et spejl på os og på de dårskaber, som menneskeheden deler på tværs af tid og sted … og som ingen har beskrevet bedre end selveste Shakespeare, som vi også mindes om. Både i form af kranier lavet i plastic (formoder jeg) – og senere i en version af kød og blod.

Men vi klukker af grin, når vi mindes om, at vi ikke går i kirke – ikke lige i dag i hvert fald. Men at vi da godt kan tillade os at smide lige det lille-bitte stykke papir på gaden, gå hjem og tage en stor vodka og juice – og bare glem juicen.

Vi lever i det hele taget konsekvent efter devisen ”Det, vi skal, gør vi ikke. Men det, vi ikke skal – det gør vi – og det til gavns”.

Og lige præcis dér rammer ”Jeg, Malvolio” den lige i røven – også bogstaveligt. For dét er stykkets sweet spot – dér hvor tragedie og komedie mødes.

Dér hvor man fejlagtigt tror, at fornøjelse ikke kommer med en pris, men at man bare kan accelere udi sine dårskaber. Og det er vi dygtige til. For mon vi ikke alle sammen – også i dag – tager det ekstra stykke kage og alt det andet, som vi ”burde” være blevet kloge nok til at lade være med efter Malvolio har læst os teksten?

Gu´ gør vi så – og det er også derfor, at forestillingen “Jeg, Malvolio” spiller livets skæve akkorder så smukt.

Den eneste mislyd er måske, at Shakespeares ”Helligtrekongersaften”, som Malvolio kommer fra, er en forvekslings-kærligheds-komedie og en med Malvolios øjne stor kærligheds-tragedie, mens ”Jeg, Malvolio” mere er et moralsk stykke (der sine steder kan minde om Holberg) med hip til Gud og hvermand – og tak for det.

De opsange, den demaskering har vi brug for. Der sker så også en re-maskering, men sådan må det være, når forestillingens eneste person har brug for flere gange at pointere, at han ikke er gal.

Det er han så. Det er vi alle. Galskaben, vanviddet er ligesom stanken og råddenskaben – det trænger ind alle vegne, og i sindet på os alle sammen.

Se bare på verden af i dag – som i præcis i dag eller rettere i nat, hvor det store vanvid blev sluppet løs ikke så langt fra Illyrien.

Forskellen på despoterne og os andre er så kun, at despoterne har meget mere til rådighed, som de kan hærge og ødelægge med.

Det er trist. Men: ER DET IKKE SÅDAN, DET ER?

En anden og mere opmuntrende forskel er så, at nogle få udvalgte også har geniets evne. Shakespeare havde for eksempel. Hans ord og hans figurer bliver ved med at give – også selvom andre fører pennen.

Således også i ”Jeg, Malvolio”, der er en spøjs og underfundig sag, som sine steder gnistrer og sprudler – og især når den møder os dér, hvor vi er her i 2022, hvor vi er lige så meget i vores forfængeligheds og selvretfærdigheds vold, som menneskene var det i renæssancen på Shakespeares tid.

Danmarksbloggen giver fem kranier … og gør opmærksom på, at det i stykket omtalte land Illyrien faktisk har eksisteret.

Illyrien lå på Balkanhalvøen, og strakte sig ned langs Adriaterhavskysten med tilhørende bagland – dvs. Illyrien inkluderede de nuværende lande: Slovenien, Kroatien, Serbien og Albanien. Altså indtil Illyrien blev erobret af romerne et par århundreder før Kristi fødsel – og starten gik til en omtumlet tilværelse på det også i dag urolige Balkan.

”Jeg, Malvolio” spiller til 19. marts. Det er Lene Vasegaard, der har instrueret.

Ps. Der er i forestillingen også en unik mulighed for en one-in-a-life-time-mulighed, som inkluderer både smartphones og sociale medier. Intet mere skal røbes. Dét skal opleves!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: “1900. Et århundredes tusmørke”

Udgivet den af
1

I dag udkommer antologien ”1900. Et århundredes tusmørke”, som handler om de mørke sider i menneskelivet og menneskesindet.

Der er i alt 10 noveller.

Én novelle for hvert årti i 1900-tallet er en skæv idé og i teorien en god måde at fortælle om en tid på.

MEN: Når man bruger 10 forskellige forfattere, får man ti meget forskellige bud, selvom alle noveller i denne bog handler om den ondskab, som de fleste bruger livet på at løbe væk fra – men som er i os og i vores liv til alle tider.

Antologien er derfor lidt som et sammenskudsgilde, hvor retterne stikker i alle mulige retninger, og der bliver mere fokus på horror end på 1900-tallets ellers ret brogede historie. Ja, man kan sige, at den historiske virkelighed ofte blot optræder som ramme.

For man får serveret meget fra horror-fortællingernes slimede åleruse. Men det er et problem, at den historiske ramme langtfra altid er nødvendig for novellen. En god del af novellerne kunne lige så godt foregå på alle andre tidspunkter i århundredet – hvis nogle få og for fortællingen uvæsentlige detaljer blev lavet om.

Ja, nogle noveller kunne endda uden problemer flyttes til andre århundreder også.

Århundredet starter i 00´erne (1900´erne) på sygehuset. Vi skal også ud på en syg rejse i menneskesindet.

I 1910´erne er vi så med lægen på rundtur til de syge i ”Den spanske syge” og i 1920´erne med præsten, der indsamler lokalhistorie. Begge finder mere end de ønsker. Det med mere end man drømmer om, går igen i 1930´ernes historie om at være på jagt og det gode i, at der ikke findes varulve på Fyn. Men på den anden side: Bæstet æder os alle til sidst, som det konstateres i 1940´erne.  

Et bæst, der kommer både indefra – men også udefra. Af og til med musik som i 1950´erne. I 1960´erne er vi så ude på isen – på mere end en måde og i en mere end en virkelighed. I 1970érne ryger vi lige ind under en sølvglitrende discokugle. Men vi er stadig langt ude i en euforiserende verden, inden det hele slutter i 1980´ernes tåger og griseri – og med 1990´ernes ensomhed, menneskeforagt og selvforagt.

Det er Thomas Strømsholt, Steen Langstrup, Teddy Vork, Martin Wangsggard Jürgensen, Martin Schjönning, Carina Evytt, A. Silvestri, Sheila Eggenberger, Christian Reslow og Jonas Wilman, som har skrevet. Oprindelig redaktør var Henrik Harksen.

Danmarksbloggen har talt med den nuværende udgiver Steen Langstrup fra 2FeetEntertainment om antologien ”1900. Et århundredes tusmørke”:

Nu er bogen jo ikke din opfindelse og skabelse. Den er overtaget af dit forlag, som har sørget for at få den ud i verden. Så ville du selv have gjort det på samme måde? Eller ville du have sørget for mere styring? Netop sammenhæng er jo et kendetegn for det, som du selv skriver – og dit bidrag til antologien er netop et eksempel på en fortælling, som hører hjemme i den tid, som antologien handler om (Steen Langstrups novelle handler om Den Spanske Syge – og kan ikke overføres til andre tider).

Steen Langstrup: Når jeg har redaktørhatten på og udgiver andres værker, som det er tilfældet med denne antologi, så spørger jeg aldrig mig selv, hvordan teksten ville have været, hvis jeg havde lavet bogen selv. Jeg tager stilling til, om jeg synes værket kan noget, om det lykkes, om det gør noget ved mig — og hvor det kan strammes op eller gøres skarpere.

Da jeg overtog ‘1900’ var alle tekster skrevet og redigeret. Der manglede kun den sidste finpudsning. Jeg sad ikke og spekulerede over, om det ville have været sjovere med andre forfattere, eller om en anden styring eller vinkling af sammenhængen ville have været passet mig bedre. Det er uproduktive tanker.

Jeg læste antologien, inden jeg antog den, og jeg elskede novellerne, og den måde de i sammenhæng portrætterede århundredet, årti for årti, på. Det forvrængede billede, som det bliver, når det er en så fantasifuld genre som horror, der tegner tiden. I min læsning emmer hver en novelle af det pågældende årti, man kan mærke tiden. Jeg genkender ikke din tanke om, at min novelle hører mere hjemme i sin tid end andre. Vi har hver valgt vores måde at portrættere det pågældende årti på, selvom årtiet selvfølgelig mest af alt bliver en kulisse for gyset, så er tiden til at føle. Især som man bevæger sig gennem århundredet.

Du sagde til mig, at bogen helst skal læses kontinuerligt. Hvorfor det? For som jeg læser bogen, så er det ikke fordi, at ondskaben flytter sig eller udvikles gennem århundredet. Den kommer i samtlige fortællinger inde fra menneskesindet, hvor vi jo også har placeret ondskaben i vores moderne tid.

Steen Langstrup: Den skal læses fra en ende af, fordi man på den måde oplever århundredet passere forbi. Jeg synes selv, at det er en ret enestående oplevelse, som får ‘1900’ til at skille sig ud fra de mange horror-antologier, der er udgivet på dansk de sidste 10-15 år.

Igen genkender jeg ikke din udlægning af bogen. Jeg kommer faktisk lidt i tvivl, om du har læst den og ikke bare skimmet?

Ondskaben er IKKE placeret i menneskesindet i samtlige noveller. Det er svært at argumentere her uden at spoile novellerne her. Men der er da både sygdomme, varulveagtige væsner, vampyragtige væsner, medicinske forsøg, trolddom og mere, men da det er noveller, og gysernovellens styrke, modsat gyserromanens, er, at den antyder og lader meget være op til fortolkning. Det uvisse er i spil i flere af novellerne, og det kan selvfølgelig tolkes, hvorhen læseren har lyst, men det er ikke i spil i alle noveller, og nogle er ret klare i deres overnaturlige konklusion.

Når det er sagt, så ved jeg ikke engang, om jeg synes, at horrors hensigt er at placere eller beskrive ondskaben, det tror jeg faktisk ikke. For mig har gys og horror et ganske klart og enkelt formål: At skræmme læseren, at fremkalde gåsehud. Og det kan, som ‘1900’ også viser, gøres på rigtig mange måder.

Note fra undertegnede: Jeg HAR læst samtlige noveller, men vi læser alle forskelligt. Og jeg læser det, som foregår i bogen, som fx medicinske forsøg og trolddom, som noget der tager udgangspunkt i menneskesindet. Det første (de medicinske forsøg) som en bevidst handling – og det sidste (trolddom med mere) som en bekvem bortforklaring af egne short-comings. Overnaturlige væsner som varulve og vampyrer kan man så diskutere. Men ser man historisk på de fænomener har de typisk været brugt som redskaber for menneskelig ondskab – og uvidenhed overfor en verden, som både er skræmmende og uforståelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fra regnormenes liv”

Udgivet den af
Svar

Sådan skal det gøres!

Så kort og godt lød det fra en af de andre gæster i går aftes efter premieren på P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv” på Folketeatret i København.

Vedkommende havde ret. Det var stil OG genialitet fra første scene i den heibergske stue holdt i sorte og hvide nuancer til alle slør var forsvundet, og vi kunne se stjernerne lyse.

Ja, det var direkte elektrisk at opleve samspillet mellem Ellen Hillingsø og Ole Lemmeke som henholdsvis fru Johanne Luise Heiberg og H. C. Andersen i deres to akter lange eksistentielle samtale, der både er et opgør, en trøst, en kamp, en betroelse og en forsoning på én og samme tid.

Sådan kan det gå, når to beslægtede skønånder med en stor bagage endelig pakker ud, og deler erindringer, perspektiver – og den skam, som brænder selv efter mange år. Det var formidabelt. Ja, Hillingsø og Lemmeke VAR simpelthen fru Heiberg og H. C. Andersen i hver en bevægelse, hver en mimik, hver en tanke.

For nok havde de to en dialog mellem sig. Men deres indre dialog med sig selv foldede sig også ud på scenen – ordløs, men mindst lige så stærk, som de både voldsomme og nænsomme ord disse danske koryfæer sagde om sig selv, hinanden og et liv, som ingen vel i grunden har lyst til at genopleve i erindringen.

Så hellere tro på det lille eventyr, som kan forandre et menneske – uanset om det, man længes efter, er poesi eller erotik.

For Johanne Luise Heiberg ville så gerne det ene, og Andersen ville så gerne det andet. Så på én aften og nat går de i Enquists stykke gennem Helvede sammen – medbringende en social arv med hver deres helvede, hvor de spejler sig i hinanden og prøver at nå hinanden. Og dén vandring gøres som sagt så nærværende, at det bliver direkte elektrisk.

Men også de to andre – Preben Kristensen som Johan Ludvig Heiberg og Lisbet Lundquist som Gamlingen – spillede, så det gnistrede.

De to er også nødvendige modpoler til afsløringen, kampen og forsoningen mellem de to tidligere regnorme eller sumpplanter, der har formået at kravle op fra muddergrøften til solskinnet og dér finde sin plads. Den ene ved at lære spillets regler, også knebene, at kende og den anden ved fortsat at være som et naivt barn.

Men nu er der her – og de lever endnu, også selvom de lider. Så er det så tragisk? For de kæmper også endnu. Gejsten, viljen eller hvad det nu var, som fik dem op af skidtet, har de endnu.

For måske er stykkets mest tragiske figur den intellektuelle og født til privilegierne Johan Ludvig Heiberg, som har trukket sig tilbage fra alt og alle, og nu finder trøst i at se på stjernerne og vide, at nok er de kolde, døde og mørke – men deres lys har vi endnu. For han er så hjælpeløst alene.

Og så har vi Gamlingen, som Johanne Luise Heiberg siger er sig selv, og den eneste, som hun viser omsorg. Men er Gamlingen ikke (også) noget andet? Og hvor meget omsorg viser fru Heiberg i grunden sig selv, medmindre man opfatter ”hostesaften, der skal pleje organet” som omsorg.

På et metaplan kan de fire på scenen også ses som et billede på Freuds forståelse af mennesket tilsat den russiske opfattelse af dåren som den vise, den hellige, der sidder inde med visdommen, men opfører sig på måder, som absolut ikke rimer på konventioner og god opdragelse.

De er derfor måske samlet set et billede på mennesket og menneskelivet i sin helhed:  

H. C. Andersen som det barnlige underjeg, det frie barn med den store fantasi, mens hr. Heiberg er det kontrollerende – og kontrollerede, dannede og kultiverede overjeg. Og midt i konflikten står så Johanne Luise Heiberg som et vibrerende og levende jeg, spændt ud imellem de to mænd – og med alle drømmene og lidenskaberne intakt trods livets modgang. Og ved hendes side er så Gamlingen, der kender både lyset og skyggerne, og som en anden hellig, russisk dåre tør sige det, som ingen ellers vil sige.

Det er formidabelt fundet på – og eminent spillet i udførelsen på Folketeatret, hvorom der ikke kan gives nok roser. ”Fra regnormenes liv” på Folketeatret er simpelthen et kammerspil, der vil det hele – og kan det hele i sin beskrivelse af livet som en tilstand, hvor vi både kan grine, drømme og nyde, selvom vi er brændemærkede af skyld og skam – og hver dag føler smerten.

For livet er også en tilstand, hvor smertepunkterne er dét, som holder os i live, uanset om vi får en elefant eller noget andet, når vi forbinder vores livs punkter i vores version af forstandspuslespillet, som vist nok overtrumfes af emmet for H. C. Andersens tale til majestæten ”Amor Omnia Vincit”. Kærligheden overvinder alt.

Tjah, det er så spørgsmålet, som man ikke behøver at tabe gebisset for at finde svar på. Men man kan måske finde det i Vergils forsættelse af det verdensberømte citat, som de fleste bare glemmer, nemlig ”Et Nos Cedamus Amori” – lad da også os give efter for kærligheden. Dét kræver stort mod. Et mod, som har alt med social arv at gøre, men ikke det mindste med social klasse.  

Stykkets mest rørende scene er derfor også den mellem ægteparret Heiberg, hvis hænder ikke når hinanden. Begge rækker søgende hånden ud, men det sker med ryggen mod hinanden, og de griber ud i den tomme luft. Dén lille sekvens er er mere uhyggelig – og mere universel – end selv den fjerneste stjerne og den mest renvaskede regnorm.

For mennesker har til alle tider gjort så mange mærkelige ting ved hinanden, og hverken levende eller døde er særlig gode til at passe på hinanden – heller ikke selvom man prøver – og som fru Heiberg og H. C. Andersen prøver.

Jeg havde det gennem hele forestillingen, som var jeg vidne til et af Guldalderens topmøder, også selvom jeg og alle ved, at ”Fra regnormenes liv” ligesom så mange andre af Enquists stykker er en blanding af historiske fakta og fri fantasi.

Men jeg sad alligevel med en fast overbevisning om, at sådan en samtale godt kunne havde fundet sted i Søkvæsthuset på Christianshavn, hvor parret Heiberg boede i mange år.

Dét kaldes godt teater.

Sådan skal det gøres!

Danmarksbloggen giver ”Fra regnormenes liv” seks store regnorme eller seks store stjerner ud af seks mulige.

For er forskellen i virkeligheden så stor mellem regnorme og stjerner? Shakespeare mente som bekendt også, at livet leves mellem orme og stjerner, mellem døden og drømmen. Og var Enquist ikke vældig inspireret af den største teatermester af dem alle i sit valg af historiske temaer bearbejdet med fokus på menneskets psyke? Jeg tænker det – og håber, at de to nu sidder oppe i Elysion og taler sammen.

Det er Kasper Wilton, der har instrueret.

Forestillingen spiller til d. 13. marts.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vildmænd”

Udgivet den af
Svar

Våben, venskab og værdier er de bærende elementer i filmen ”Vildmænd”, som i grunden bedst kan beskrives som en feel-bad film på den fede måde.

Vi befinder os langt oppe i Norge. Helt deroppe mellem sneklædte fjelde og dybe fjorde, hvor Martin i Rasmus Bjergs pelsklædte skikkelse har søgt tilflugt væk fra hamsterhjulet, civilisationen og måske især hustruen Anne, spillet med nerve, af Sofie Gråbøl.

En kvinde, der – som man kan forstå, når man ser filmen – gerne vil styre og kontrollere. Præcis som alle kvinder vil det, uanset nationalitet og generation. Kvinder holder nemlig af regler, samtale, kultur og kontrol modsat mænd, som bare gerne vil være frie og kun gøre det nødvendige, når der er behov for det (som fx lave mad, når man er sulten) – og ellers leve i fred og ro.

Eller hvad? For så enkel og ensidig er virkeligheden jo ikke – og det er filmen heller ikke. Og heldigvis for det.

Men filmen har nogle fantastiske pointer. Nemlig at der nedenunder det, som vi kalder civilisation, og som ofte er en tynd fernis af tillært adfærd, findes basale behov og drifter, som man bare ikke kan lave om på, uanset om man er mand eller kvinde.

Men tilbage til Martin, der af det norske politi (som jager ham) både beskrives som en vildmand og en viking. Men som altid er det ikke tøjet, det kommer an på. Martins absolut ikke-planlagte rejsekammerat, hashhandleren Musa, som også jages (han bare af hans tidligere venner) er således iklædt cowboybukser og hættetrøje – og et viskestykke om det sårede lår.

Scenen, hvor Martin syr Musas lange, dybe og blodige sår med møgbeskidte hænder, er måske det bedste billede på, hvad filmen gør ved os, der ser den, nemlig at den ligesom nålen syr ned i vores bløde kød. Viser os de sider af livet og os selv, som vi ikke har lyst til at se, uanset køn.

Så ja, ”Vildmænd” er en film, der gør nas – uanset om man er til at hive plastret af hurtigt eller langsomt.

Det er også derfor, at ”Vildmænd” er en feel-bad film på den fede måde – pakket ind i enkelte, men meget humoristiske scener, en hel del spænding og action – og så nogle få livskloge øjeblikke.

Det lyder måske rodet. Men det fungerer. Det er også et billede på livet, som er lidt af det hele – men i virkeligheden allermindst den overflade, hvor vi har overskud til akademisk at diskutere emner som altruisme versus egoisme, som en norsk kvinde gør det i en lille, men vigtig scene, som viser, hvor gode vi er til at spilde livet på ingenting.

For virkelighedens barskhed er, at det er svært at forstå, hvor lidt tid vi har i livet, som den gamle norske politimand siger det. Så vi skal bruge livet klogt – og med mod. Vi skal turde være frie, men også kysse hinanden og tage ansvar.

I rollen som Martin ses som sagt Rasmus Bjerg, og han spiller med præcis den djærvhed, desperation, sårbarhed og fanden-i-voldsk-hed, som mange mænd lever med og i – især når de kommer midt i livet. Som den hårdkogte Musa med det gode hjerte ses Zaki Youssef, der spiller med stor autoritet og finfølelse for den følsomhed, som hans karakter også har.

Og endelig skal den norske skuespiller Bjørn Sundquist nævnes. Han spiller den norske politichef Øyvind – og sikke en dybde han giver den rolle. Bjørn Sundquist er også kendt for store Shakespeare-roller. Så det er helt som forventet, at han kan kunsten at få filmen op på de helt store nagler – selv ude i snevejret på en bænk in the middle of nowhere. Ja, måske især dér.

Danmarksbloggen giver ”Vildmænd” fire store økser for en film, der billedligt veksler mellem maleri-egnede naturscener og trøstesløse sekvenser. De sidste dér hvor mennesker huserer.

Det er en film af mænd, for mænd og med mænd – men den er også til kvinder. For mennesket er – uanset køn – på en og samme tid en del af naturen, samtidig med at vi har så forbandet travlt med at prøve at løbe fra vores indre natur og behov – medmindre altså at vi tør være vildmænd – og vildkvinder.

For ja, kvinder har også behov for stilhed og natur. For at være vilde og frie.

Det kan man så godt være uden skind og uden bue og pil – men ifølge filmen ikke uden våben. En pointé, som man kan tænke lidt over, når man bor i et land med en meget stram våbenlov. For er al håb om at komme i kontakt med sig selv for alvor så slukket?

”Vildmænd” har premiere i dag d. 3. februar. Det er Thomas Daneskov, der har instrueret. Sammen med Morten Pape har han også skrevet manuskriptet. Det er Nordisk Film Spring, der producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gratis læseprøve: Hold Lucia derhjemme – som svenskerne

Udgivet den af
Svar

En ny juletid er i gang, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her 3. søndag i advent kommer altså den tredje af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om, hvordan man kan holde Lucia på en Corona-venlig måde, og som svenskerne har gjort det altid – nemlig derhjemme. For svenskerne fejrer nemlig Lucia både ude og hjemme.

Det er Lucia-dag i morgen mandag d. 13. december.

Sidst kan man også synge med på undertegnedes nyoversættelse af den svenske vise om Santa Lucia.

Hold Lucia derhjemme – som svenskerne

Da danskerne inspireret af svenskerne begyndte at gå Lucia-optog under Besættelsen, fik vi kun den ene halvdel af den gamle svenske Lucia-tradition med, nemlig de offentlige Lucia-optog.

For vi glemte den sidste halvdel, de private Lucia-fejringer, som er mindst lige så store i Sverige. Men dem kunne vi få glæde af i Corona-tiden. De er som designede til livet i en social boble.

Konceptet er enkelt:

Lav en bakke med morgenmad. Skal det være ægte svensk, så skal der dækkes op med de specielle Lucia-boller (eller Lussekatter som bollerne lavet med safran også kaldes), brunkager, gløgg, kakao og kaffe.

Tag derpå en lyskrans/krone med lys på hovedet.

Og gå så syngende ind og væk din familie med Lucia-sang tidligt om morgenen d. 13. december.

I gamle dage var det selvfølgelig kvinderne, som stod for det, men i disse ligeretstider kan mændene lige så godt være en lysende Luciabrud.

Men uanset om man agerer Lucia, eller er den, der sidder i sengen, og hører på, at der bliver sunget om Santa Lucia, så lusser man, som det hedder på svensk.

For hyggen en svensk Lucia-morgen med varme drikke, Lucia-boller og Lucia-sang – og lys i mørket – er simpelthen så speciel, at det kræver sit helt eget ord – nemlig at lusse. Og da familiens helt egen Lucia vækker resten af huset allerede klokken 6 – eller tidligere – er der rigeligt med tid, inden man skal i skole og på arbejde.

Den svenske Lucia-tradition i dens hjemlige variant med morgenvækningen i de mørke morgentimer er som kreeret til et liv i den sociale boble i pandemiens tid.

Læg dertil lyssymbolikken, som har en psykologisk effekt, da det at se levende lys skinne i mørket giver os en følelse af håb, som vi også erfarede det sidste gang, at det var alvor i Danmark under Besættelsen, hvor vi adopterede de offentlige Lucia-optog fra Sverige.

Nu er det alvor igen – og nu kunne vi med fordel tage den private Lucia-fejring til os, og begynde at lusse. Dét er hygge, kage og lys på én og samme tid.

Skulle man ikke lige have en krone med lys, kan en lysestage eller andet sagtens gøre det. Det er lyset, som det handler om.

Dette at tænde lys i mørket, som vi også gør det med adventskransen, kalenderlyset og alt det andet, som hver jul giver os troen på lysere tider. Og hvor effekten i et Corona-år bliver mange gange større.

Svenskerne har så flere Lucia-sange, både muntre og højtidelige. De har selvfølgelig den klassiske Lucia-sang, som vi også har i Danmark – men også fx ”Stig in, Lucia, stig in”, “God morgon mitt herrskap. Här kommer Lussebrud” og ”Lusse lelle”.

I Danmark har vi kun én Lucia-sang. Det er den danske version af den klassiske Lucia-sang, som på dansk handler lige så meget om gæster, fester og ønsker, som den handler om lyset. Men det er en undervurdering af, hvad Lucia drejer sig om.

Jeg har derfor valgt at lave en ny oversættelse og fortolkning af den måske mest elskede svenske Lucia-version af den klassiske Lucia-sang. For i Sverige har man flere versioner af den klassiske Lucia-sang, men det smukkeste er den, som på svensk er skrevet af den svenske digter og lærer Arvid Rosén. Og både den og min oversættelse fokuserer på det, som Lucia drejer sig om:

At Lucia kommer som en nærmest personificeret forløsning – eller hvis man er religiøs, at Lucia stiger ind i vores mørke med bud fra Kristus, som kaldes verdens lys.

Men uanset om man er troende eller ej, så kan Lucia ses som en befrielse, så lyset kan sejre over mørket, og dagen kan gry igen, både i naturen og i menneskesindet. Så vi får troen og håbet om bedre tider tilbage.

For som bekendt er det godt at synge i skumle tider, så derfor giver det ekstra mening at istemme sangen om lysets helgeninde Santa Lucia, der døde for 1700 år siden, men stadig bringer bud på hendes egen helgendag d. 13. december:

Santa Lucia

Natten er sort som blæk
Her i vor stue
Solen er også væk
Skyggerne true
Men på vort dørtrin står
Hvidklædt med lys i hår
Santa Lucia, Santa Lucia

Natten var kold og stum
Men nu det svinger
I alle mørke rum
Sus som af vinger
For på vort dørtrin står
Hvidklædt med lys i hår
Santa Lucia, Santa Lucia

Mørket skal flygte nu
Væk fra vor stue
Det loves jeg og du
Lyset vi skue
Dagen skal atter gry
Opstå af rosen-sky
Santa Lucia, Santa Lucia

Tekst: Dorte J. Thorsen
Melodi: Folkevise fra Italien

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: Tell me about it

Udgivet den af
Svar

”Tell me about it”

Ja, dét er titlen på årets Crazy Christmas Cabaret. Den skæve, skægge og samfundsspiddende forestilling er som altid ventet med længsel. I år med endnu større forventninger, fordi Crazy Christmas Cabaret ligesom så meget andet – livet og andre småting – blev aflyst sidste år pga. ”I-ved-nok-hvad.”

I år slås vi stadig med ”I-ved-nok-hvad”, men heldigvis sker det (endnu i hvert fald) i ly af løjerne i Tivolis Glassal. Og sikke løjer. Det er Classic Crazy Christmas Cabaret – og tak for det.

For de herlige mennesker serverer lige, hvad vi har brug for: En tur tilbage til 80´erne. Et par timer med fart, fest, farver og finurlige ordspil i varme, solrige og pastelfarvede Miami.

Her møder vi den italienske mafia i form af familien Calzone, og drages ind i deres glamourøse liv mellem designertøj, alligatorer, drinks, pistoler, konkurrerende bander fra Cuba, natklubber, motorbåde, fængsler og andet guf, der leder tanken hen på 80´-er-serien ”Miami Vice”.

Det er også meningen.

I nedlukningens trange dage sad Vivienne McKee nemlig og så den gamle tv-serie.

Og ud af det absurde univers, som underverden i Miami i 80´erne var, skabte hun en forestilling med ren 80´er-nostalgi for os, der kan huske det skøre, pastelfarvede årti. Men det er også en oplevelse for dem, som ikke kan huske, dengang Boy George og Madonna var unge – og alle lavede work-out.

Det sidste glemmer ingen til gengæld efter at have været i Glassalen. Det vil jeg godt garantere. Syng ”Lets gets physical” – og så kommer billederne susende frem på nethinden.

Forestillingens anden store dame – Mama Calzone, som hun hedder denne gang – optræder som vanlig i imponerende kreationer, og vi gør også, som vi plejer. Læner os frem, når hun hviskende betror os sine hemmeligheder – og vi råber også både hooray og boo.

Årets Virgin bliver også fundet – og en publikummer involveres også. Dog ikke på scenen som normalt, men nede fra sin plads. Den forbandede ”I-ved-nok-hvad” er hele tiden til stede i skyggerne. Heldigvis glemmer vi det, når vi glade råber ”Forget about it”.

For det meste af tiden griner vi – og gribes af de gakkede løjer, som også inkluderer en i forestillingen noget mere tilstedeværende end normalt Dr. Van Helsingør.

Det er rart at se mere til ham. Også selvom han måske er ansvarlig for mere, end vi troede om doktoren med det ternede jakkesæt.

Han og en vis Donny Dump, som er en Miami-bosat milliardær, der er orange i huden, og elsker at gifte sig med østeuropæiske kvinder, har nemlig en samtale, som får fatale konsekvenser flere årtier frem.

Men den gode doktor er en elskelig fyr, som måske også får en form for PTSD i løbet af showet.

Vi hører også noget om en hr. Jobs, som vil skabe en computer, som man kan have med sig alle vegne. Det tror ingen på kan lade sig gøre.

Så kom ikke og sig, at man ikke lærer noget af at blive underholdt. Og underholdt bliver man. De danser og synger, så det er en lyst – og de små ordspil kommer hurtigere end en salve fra en maskinpistol. Det er formidabelt, forrygende og fantastisk.

Og måske også med et strejf af alvor lige så godt gemt som en pose kokain i en udstoppet alligator. For man sidder også med tanken: Var 80´erne ikke grådighedens årti? Greed is good, som mantraet lød.

For er det ikke sådan, at vi lige nu høster frugten af den overforbrugende og selviscenesættende livsstil, som for alvor startede i en sky af hårlak dengang (nogenlunde samtidig med Crazy Christmas Cabaret, som næste år har eksisteret i 40 år, hvilket fortjener et gigant HOORAY).

Men altså: Er der ikke en lige linje mellem pastelfarverne og nutiden, hvor vi sidder i klima-muddergrøften, og selv den største hvidvaskning ikke kan vaske en snus rent – uanset hvor meget vi synger ”I am what I am”.

På scenen ser vi Vivienne McKee, David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Kevin Kiernan-Molloy og Claus de Lichtenberg. Og oppe på balkonen spiller ”The Snappy Alligators”.

Danmarksbloggen giver ”Tell me about it” fem pinke flamingoer ud af seks pinke flamingoer – og tænker: Gid der kommer en runde mere i 2022.

For Crazy Christmas Cabaret og Jule-Tivoli hører sammen som hygge og æbleskiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingerne tog til Vinland for præcist 1000 år siden

Udgivet den af
Svar

Der er noget at fejre her i 2021. Det er nemlig eksakt 1000-året for vikingernes ankomst til Vinland – også kaldet Nordamerika i en senere tid.

Man har længe vidst, at vikingerne VAR dér omkring den tid – og altså flere århundreder før Columbus.

Men nu har man med splinterny teknologi slået fast, at der for præcist 1000 år siden i 1021 blev bygget en vikinge-boplads på Newfoundland.

Det handler om Kulstof-14-metoden, men kombineret med solstorme og årringe på træer.

Læs mere her: https://nyheder.tv2.dk/udland/2021-10-21-banebrydende-forskning-kaster-nyt-lys-over-vikingetiden

I artiklen fra TV2 kan man læse, at det er svært for forskerne at få armene ned. For nu kan rigtig meget dateres præcist, og det vil give os et helt andet indblik i vores historie. Både den med og den uden vikingerne.

Danmarksbloggen er også begejstret – og tænker samtidig, at det er utroligt så meget, vikingerne fylder i vores selvopfattelse. Men det gør de – og dette til trods at vikingetiden som selvstændig epoke først blev opfundet i 1800-tallets nationalisme og romantik.

Men sådan er det. Vi kan lide tanken om dengang vi var vilde og modige. Dengang vores guder hed Thor, Odin, Freja og alle de andre aser, som vi holdt os gode venner med ved diverse blóter, som vikingerne kaldte de religiøse ceremonier, hvor guderne blev anråbt – og der blev ofret alt fra æbler og korn over våben og dyr til mennesker.

Lige dét sidste med menneskeofringerne vil vi helst glemme, men det er også en del af historien. Præcis som det er, at vikingerne aldrig gik med hjelme med horn. Det var i bronzealderen, at dén hovedbeklædning var på mode – og så lidt i nutiden, når der er fodboldkamp og den slags.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk