Tag-arkiv: fællesskab

Vintersolhverv og julefred

Udgivet den af
1

På mandag er det vintersolhverv – altså årets allerkorteste dag.

SÅ går det mod lysere tider igen – ihvertfald i naturen.

For politisk tyder det desværre stadig på, at mørkemændene og -konerne (qua deres appel til den indre svinehund og angsten for det ukendte) har godt fat i danskerne.

Men det skal ikke slå os, der tror på lyset og fællesskabet, ud. Tværtimod så skal vi – og netop her ved solhvervstide – tro på, at det nytter at kæmpe.

Og det er som bekendt altid mørkest ligefør daggry …

Så lad nu blot julefreden sænke sig, og så starter vi kampen igen i 2015, der ovenikøbet bliver et valgår.

Danmarksbloggen udkommer dog adskillige gange endnu op mod jul – og også mellem jul og nytår. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gør Black Friday til Green Friday

Udgivet den af
Svar

Du har slet ikke brug for alt det overflødige, der idag sættes på udsalg over hele kloden.
Black Friday er endnu et sygt eksempel på, hvordan man forsøger at få os til at købe ting, vi ikke har brug for.

Gør istedet noget godt for kloden: Ryd op i de ting du har, som du ikke har brug for, så de er klar til at blive afleveret på næste byttemarked i din by. Sæt store ting under “gives væk” i den blå avis. Sortér restaffaldet og aflevér det på genbrugspladsen.

Og nyd at du har dræbt dit shoppinggen forever.

Har du mere tid til overs, så inviter din nabo på gløgg og tag en snak om, hvordan vi gør julen mere hyggelig uden at det går op i gaveræs.

Husk at lave en liste over dem, du kender, som du måske ved, er ensomme juleaften. Måske kan du bruge de penge, som du har sparet på boykot af Black Friday, til at lave jul for nogen, der trænger til at være en del af et fællesskab.

Ha´ en grøn fredag.

Og tænk på at du på én gang gør noget, der er med til at skabe bæredygtig omstilling -økonomisk, miljømæssigt og socialt.

Skrevet af: Henrik Bundgaard

Og dét bliver bare værre …

Udgivet den af
1

Undertegnede faldt i snak i går med en helt almindelig, yngre dansk kvinde, og vi blev hurtigt enige om, at det danske samfund ville være meget bedre med mere fællesskab og mindre egoisme.

Således opmuntret af den fælles indstilling skulle undertegnede lige til at indskyde noget om, hvordan fællesskab generer både økonomisk og menneskeligt overskud, da kvinden opgivende fortsatte:

Men det nytter jo ikke noget. For der bliver bare mere og mere egoisme alle vegne.

Bang, så sad undertegnede dér igen ligesom konen i muddergrøften og prøvede et lille spagfærdigt:

Men sådan behøver det jo ikke at være. Vi er da i det mindste nødt til at prøve at gøre samfundet bedre.

Det gav hun mig ret i – om ikke andet så for at slippe for, at jeg fortsatte mit verbale korstog for mere fællesskab og mindre egoisme.

Men dét korstog skal ikke stoppes. Tværtimod skal det udvides og styrkes.

For der er ingen af os – heller ikke den stærkeste – der vinder på et junglesamfund, hvor enhver er sig selv nærmest og sig selv nok.

Vi bliver alle sammen både rigere af fællesskab og af at dele med hinanden.

Og det skal siges igen og igen … og så lige en milliard-trilliard gange mere … lige indtil vi begynder at føle håb og agere efter det, både hver især og samfundets beslutningstagere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Der er nok rigdomme til vores behov, men ikke til vores begær

Udgivet den af
1

Der er nok rigdomme på jorden til vores behov, men ikke til vores begær.

I går delte WWF Verdensnaturfonden og Thorupstrand Fisk 1 ton gratis rødspætter ud i København for at sætte fokus på bæredygtigt fiskeri – og københavnerne stod i lange køer, også undertegnende.

Hele to styks rødspætter i en pose fik jeg, og jeg følte mig meget taknemmelig. Og måske kunne vi i vores familie godt have spist flere rødspætter. Men fisk som disse ny-fangede rødspætter smager rigtig godt sammen med agurker i dild og nye kartofler – og så er der også lige dén der med taknemmeligheden

For det er en gave at kunne være taknemmelig over de ting, som man får – og som man har.

Lykken ligger nemlig i at få dækket sine behov, men også i at kunne styre sine begær, så ens behov ikke er særlig store, særlig dyre eller særlig krævende.

For der er som sagt rigdomme nok her på jorden til vores behov, men ikke til vores begær, hvis vi bare lader stå til og kaster os ud i et frådende ego-centreret forbrug.

Det er derfor essentielt, at vi deles om rigdommene – og ikke fortsætter stilen fra idag, hvor nogle menneskers begær adskiller andre fra at få dækket deres mest basale behov, noget der især ses i forholdet mellem i- og u-lande.

Men det praktiseres også herhjemme i det lille danske smørhul, hvor mennesker med en månedsløn på den anden side af 40.000 synes, at folk på overførselsindkomster får altfor meget – og at de selv betaler altfor meget i skat af deres mange penge, der er dækker deres behov mange gange, men ikke altid deres begær.

Men helt ærligt: Hvor mange ferier og fladskærmstv´er kan et menneske bruge? Og hvordan kan noget menneske se sig selv i øjnene og vælge egen luksus og overflod – og samtidig vide, at der findes andre danskere, som ikke ved, hvorfra de skal få penge til mad sidst på måneden – eller som aldrig har råd til at give deres barn en biografbillet eller en gave til en klassekammerats fødselsdagsfest?!

Det burde ikke kunne lade sig gøre, at nogen mennesker var sådan. Men det kan det. Den slags mennesker har endda et politisk parti at stemme på: Liberal Alliance. Partiet for hvem grådighed og egoisme er noget godt.

Men det er ikke godt. Det repræsenterer en råhed og en umenneskelighed, som man ville have forsvoret kunne eksistere i et så rigt land som Danmark.

Men nej, begærligheden kender ingen grænser. Den stopper aldrig med at rage til sig – den vil hele tiden have mere og mere og mere og mere og mere og mere – indtil der ikke er mere tilbage, og så vil den alligevel gerne have mere.

Derfor skal begærligheden også tøjles – både af det enkelte menneske og af samfundet. For begærligheden er vejen til døden, mens taknemmeligheden, nøjsomheden, det at dele og tænke på hinanden er vejen til livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rejser udenfor skoleferierne underminerer respekten for skolen

Udgivet den af
3

Alle danskere er enige om, at vores skoler skal være gode – og helst også bedre end de er idag.

Det drejer sig selvfølgelig om ressourcer, lærere, undervisning og så videre.

Men det drejer sig også om, at forældrene viser respekt for skolen og bakker op om skolens arbejde. Og her er første krav, at man som forælder sørger for, at ens barn kommer i skole. Og at det opfattes som vigtigt at passe sin skole – præcis som man skal passe sit arbejde.

At pjæk med andre ord er totalt og 100% u-acceptabelt.

Det rimer så altsammen rigtigt dårligt med det faktum, at over halvdelen af alle forældre iflg. en undersøgelse lavet af DR synes, at det er helt i orden at tage på ferie udenfor de ordinære skoleferier, som der ret beset er temmelig mange af i løbet af året. Se link til DR-artikel: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/06/11/163105.htm

Formand for foreningen Skole & Forældre Mette With Hagensen siger i artiklen fra DR som forsvar for de ekstra ferier: “Det er også vigtigt for børn at være sammen med deres familie og have gode oplevelser sammen. Det lærer børnene også noget af.”

Og det har hun da helt ret i – men det kan man ligeså godt gøre i de ordinære ferier som ellers. Familiesamværet bliver ikke dårligere af, at det er juli måned eller uge 42.

Men selvfølgelig er alting dyrere i de ordinære ferier – og det er da rigtigt ærgerligt, at man så måske ikke kan rejse derhen, hvor man gerne vil.

Men det er et forkælelsesproblem, der helt får lov til at overskygge den forpligtelse, som forældrene har overfor skolen iforhold til at sende børnene afsted i skole hver eneste skoledag, medmindre selvfølgelig børnene er syge – eller der er andre forhold, som berettiger til at blive væk.

For at charterferien til Tyrkiet er billigere i maj eller flybilletterne billigere til USA i september er ikke en gyldig grund til at blive væk fra skolen. Det er tværtimod at underminere respekten for skolen og skolens arbejde – foruden at det sender det forkerte signal til barnet om, at ens egne egoistiske behov er det vigtigste i hele verden.

Men nej, sådan er det ikke. Det drejer sig om at være sig sit ansvar som en del af fællesskabet bevidst og så ellers bare møde op i skolen.

For nej, et skolebarn kan ikke bare lave lektier, mens vedkommende er væk. Ingen lærer på samme måde og ligeså meget ved at sidde en time ved poolen med et par bøger. For slet ikke at tale om den forstyrrelse og forsinkelse det skaber for de andre i klassen, når feriebarnet kommer hjem og skal opdateres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har man evnen, har man også pligten

Udgivet den af
2

Har man evnen, har man også pligten …

Ordene er oprindelig A.P. Møllers og har i mange år været rettesnoren for den store koncern.

Men det er ord, der også gælder alle andre – og til alle tider.
Ord, der kun er noget værd, når de omsættes i handling – hvad de automatisk bør, hvis man følger det budskab, som ordene udtrykker.

Danmarksbloggen er derfor også enig i budskabet. HELT ENIG.

Danmarksbloggen mener så også, at det netop gælder hele vejen rundt og alle i samfundet. Gælder på den måde, at de ressourcestærke, dem med evnerne og midlerne, har pligten til at hjælpe de knap-så-heldige.

For samfundet er kun et samfund, sålænge det er et fællesskab, hvor vi er der for hinanden. Hvor vi virker for hinanden og ikke kun for os selv.

Dét handler den netop overståede påske nemlig også og måske især om …

For kristendommen kan i sagens natur kun være politisk, og et kristnet menneske kan derfor ikke lade være med at være politisk. Sådan må det være. For som kristent menneske kan man i sagens natur kun stille sig på de svages, de udsattes og de udstødtes side. For det var der, at Jesus var at finde – og ikke blandt de magtfulde og rige.

Og på samme måde med evnen og pligten. Den, der har evnen – og muligheden – for at hjælpe andre, har også pligten til at gøre det. Det er i grunden en ganske kristen tanke, men A.P. Møller var også et kristnet menneske.

Danmarksbloggen kunne derfor godt tænke sig mere kristendom i det danske erhvervsliv. For så ville de danske virksomheder automatisk tænke i jobs i Danmark fremfor i profitmaksimering.

For at hjælpe de mennesker, der mangler et job samt at give af sit overskud til de gamle, syge og børnene, skulle simpelthen være prioritet nr. 1.

Arbejdsgiverne har helt enkelt pligt til at bidrage til samfundets velfærd, som Danmarksbloggen også tidligere har skrevet om det: http://danmarksbloggen.dk/?p=3998

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høflighed og gode manerer fører til fællesskab

Udgivet den af
1

Det lyder måske besynderligt, men skal vi have medmenneskeligheden og tolerancen tilbage i samfundet, så går vejen via høfligheden og de gode manerer.

For når vi behandler hinanden godt i det små, i hverdagen, så vil vi også være mere tilbøjelige til at behandle hinanden godt i det store, i den måde som vi indretter os og vores samfund på.

Høflighed og gode manerer fører simpelthen til fællesskab!!!

Lyder det underligt? I så fald, så prøv at høre historien om hvorfor kriminaliteten faldt i New York.

For 20 år siden var New York en by med megen kriminalitet og en hård tone mellem indbyggerne. Det var hver new yorker for sig. Survival of the fittest og alt det andet liberalistiske sludder, som kun skaber junglesamfund, hvor ingen har det godt på den lange bane. Og det var netop også, hvad der skete i den storbyjungle, der hed New York.

Men så kom den nye borgmester Rudolph Giuliani, som forlangte, at fodgængere ikke gik over for rødt lys, at man sagde undskyld, når man stødte ind i hinanden og en masse andre små – og på overfladen ligegyldige – ting. Men det var de ikke.

Giuliani var også manden, der i 1998 sagde til pressen: “Obviously murder and graffiti are two vastly different crimes. But they are part of the same continuum, and a climate that tolerates one is more likely to tolerate the other.”

For sådan er det. Tolererer man den lille overtrædelse, så starter en glidebane, så fodres uhyret – og så starter de mere alvorlige overtrædelser. Heldigvis sker det modsatte også: At fodrer man godheden og forventningen om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, så starter opturen.

Og ja, det virkede i New York. Kriminaliteten raslede ned – og idag er New York en levende, venlig og tryg storby.

Nu er der selvfølgelig forskel på kriminalitet, og på hvordan vi generelt er overfor hinanden og på måden, som vi indretter vores samfund på.

Og så alligevel. For når alt kommer til alt, så handler det stadig om, hvordan vi opfatter vores medmennesker – og hvordan vi opfatter vores rolle i det fællesskab, der hedder samfundet.

Mener vi, at vi har et ansvar for de andre? Eller er det istedet okay kun at tænke på os selv?

Hvis vi mener sidstnævnte, vil vi ikke kun mase os frem i en kø eller blive siddende i bussen, selvom en ældre dame står på og ikke kan finde en siddeplads. Vi vil også mene, at det er ok at skære ned på kontanthjælp, så vi selv kan spare (lidt) i skat. Vi vil give fingeren til dem, som vi føler generer os i trafikken, så vi ikke kan komme (lidt) hurtigere frem. Osv.

Mener vi derimod, at vi har et ansvar for andre – og at samfundet kun kan fungere, hvis vi er empatiske, vil vi give plads til andre på gaden, måske endda med et smil. Vi vil rejse os i bussen og i det hele taget prøve at sprede en god stemning, hvor vi er. Vi vil også vide, hvor vigtigt det er, at vi deles om goderne her i samfundet. Så selvfølgelig skal vi betale skat, så også de gamle, de syge, de arbejdsløse og børnene kan have det godt. Osv.

Og nej, der er ikke nogen mellemvej. Vi er nødt til at vælge, hvad for et samfund vi vil leve i – og så agere derefter. Og det starter med os selv. Hver gang vi er på gaden, på jobbet, i cafeen, i butikkerne og alle de andre steder, hvor vi færdes og mødes med vore medmennesker. Vores samfund defineres nemlig simpelthen af fra de mindste til de største ting, om vi møder folk med en fuckfinger – eller et smil.

Så hvad for et samfund vil vi leve i? Fuckfingerens og egoismens junglesamfund eller venlighedens og smilets varme fællesskab?

For det er hævet over enhver tvivl, at høflighed og gode manerer fører til fællesskab – også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julens store valg: Julemanden eller Jesus

Udgivet den af
1

Er der to skikkelser, der kendetegner julen, så er det Julemanden og Jesus.

Om dem skriver mediemand og pastor Mogens Hansen i bogen “Årets gang i tekst og sang”:

Der er to personer i vente i decembers julespil. Fælles for dem er pudsigt nok, at vi på forskellig måde diskuterer, om de overhovedet eksisterer. De to er: Jesus og Julemanden.

Julemanden, denne besynderlige figur, som er en genspejling og en gensplejsning af vore drømme og ønsker. Problemet med ham er, at han er rektor for flinkeskolen. Kun de søde børn får deres ønske opfyldt hos ham. Julegaven gives kun til den, der har fortjent den. Det er lige præcist det modsatte af indholdet i det kristne evangelium og dermed altså den kristne jul. Julemanden er derfor ganske ukristelig.

Der er ikke noget at gøre ved det. Det er enten Julemanden eller Jesus!

Hvem vi venter på i det offentlige rum, er der ikke tvivl om. Julemanden er på sæson-overarbejde i mennesker, medier og marked. Og han sidder ved bordenden ved de våde julefrokoster.

På den anden side går vi i december i kirke som ingensinde ellers. Såvel landsbykirke som katedral danner ramme om musik og sang. Og selv om der ved en skole-juleafslutning kan smutte et par enkelte nisser op på nodestativet, så er der ingen tvivl i kirken: Der er det Jesus, der er på vej!

Danmarksbloggen er enig med pastor Mogens Hansen. Julen er en fest, hvor alle er velkomne, også dem, der ellers ikke holder jul.

Og for os, der holder jul og siger vi er kristne, er højtiden i sidste instans et valg.

Et valg, hvor den ene mulighed er Julemanden og den på alle måder ekskluderende forbrugerisme, hvor den der har penge og artighed kan få, mens de andre må gå.

Mens den anden mulighed er Jesus og troen på Ham som verdens lys – og har man først fået troens nådegave, så kan man ikke lade være med at lade denne identitet blive til diakoni. Altså en slags julens ID: Indre identitet fører til ydre diakoni, til praktisk næstekærlighed. Levet næstekærlighed IRL, som det hedder.

For den hjemløse, misbrugeren, den ensomme, det udsatte barn og alle de andre, der har det svært, får det ikke bedre af gode ønsker og masser af likes på Facebook eller søde billeder på Instagram. Her skal der levende mennesker til af kød og blod, der rækker hånden frem og byder indenfor til varme og fællesskab – uden at kigge i karakterbogen først.

Så bliver det – endelig – jul, jul igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fællesskabet mangler i Thornings balance

Udgivet den af
2

Landets statsminister omtalte i weekenden til Socialdemokratiets kongres socialdemokraterne som dem, der har mere lod i det danske samfund end alle andre politiske kræfter.

Og det har Helle Thorning ret i – historisk set. Socialdemokratiet var dem, der mere end nogen anden byggede det danske velfærdssamfund i 1900-tallet under paroler som fx “Når få har for meget og færre for lidt” og “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.”

Men hvad er der siden blevet af solidariteten med de små i samfundet? Af fællesskabet og bevidstheden om det gode i at bidrage til samfundet?

Det forsvandt i takt med, at arbejderne blev uddannede, fik hus og bil og begyndte at stemme på nogle partier, hvor det ikke handler om solidaritet og fællesskab, men om at rage så meget som muligt til sig. “Fagbevægelsen har sejret ad helvede til,” som den gamle LO-formand Thomas Nielsen også sagde det i 70´erne, inden alt blev til individuelle lønforhandlinger til fordel for meget få lønmodtagere.

I går i åbningstalen til Folketinget kom Helle Thorning også ind på, at vi ikke skal drives af udviklingen, men istedet selv drive den politiske udvikling – og at denne udvikling skal være baseret på balance. En balance mellem at skabe gode vilkår for virksomhederne og leve op til det sociale ansvar.

Det er så dér, at det for alvor går galt. For ja, Socialdemokratiet byggede velfærdsstaten og ja, mange af partiets klassiske vælgere er gået til partier som Venstre og Dansk Folkeparti og har vendt såvel Socialdemokrati som fagbevægelse ryggen. Men nej, løsningen på det problem er ikke at lefle for middelklassen og vende ryggen til de svageste, sådan som regeringen gør i øjeblikket.

Mange kender sikkert den her: Hvis du gør, som du plejer at gøre, sker der sikkert det, som der plejer at ske. Men hvis du gør noget andet, kan det være at der sker noget andet.

Måske var det noget, som både regering og Socialdemokrati kunne tage til sig? For de siger selv, at de er socialt ansvarlige, men alligevel agerer de et langt stykke hen af vejen, som var de skabsblå – og det kan man selvfølgelig læse i meningsmålingerne, hvor Socialdemokratiet står til under 20 procent af stemmerne.

Men man kan også se det i det danske samfund, hvor stadig flere marginaliseres, fordi de ikke magter at følge med i ræset – eller simpelthen ikke har fået en chance for at være med.

Måske ville det gå bedre for både regering, Socialdemokrati og samfund, hvis Socialdemokratiet netop blev sig sin historie bevidst og igen begyndte at agere som dem, der kæmper for fællesskab og solidaritet? Dem, som taler de udsattes sag. Dem, som gør noget for de udsatte. For de gamle, de unge, de arbejdsløse, de syge og alle de andre, der ikke passer ind i den altfor smalle normalitetsform, som alle danskere i disse år helst skal presses ned i.

Danmarksbloggen håber dét. For nok er det godt, at Enhedslisten vokser og får flere og flere stemmer. Men uden et menneskeligt Socialdemokrati får vi aldrig igen et medmenneskeligt samfund i Danmark med solidaritet og fællesskab.

Og pt. mangler netop solidariteten og fællesskabet i Thornings balance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Folketinget åbner idag, men hvor er fællesskabet?

Udgivet den af
3

Traditionen tro er det første skoledag i dag i det danske folkestyre. Eller mere korrekt: Den dag hvor folketingsåret starter med et fuldt folketing, statsministerens åbningstale, kongefamilien som faste tilhørere og alt det andet pomp og pragt, der hører til en første tirsdag i oktober.

For første tirsdag i oktober er en af folkestyrets to store festdage. En af de dage, hvor vi – i princippet i hvert fald – fejrer demokratiet og fællesskabet.

For desværre er især fællesskabet kun et princip og ikke levet virkelighed i disse år, hvor flere og flere danskere marginaliseres og skubbes ud af netop samme fællesskab. Skubbes ud på grund af sygdom, alderdom, arbejdsløshed, ungdom, barsel, manglende erfaringer, handicap, hudfarve  – og 117 andre ting, der intet siger om netop dét menneskes evne til at bidrage til samfundet.

Man kan nemlig bidrage på så mange måder – og alle mennesker vil gerne yde en indsats. Men det tror man ikke på dér, hvor magten og pengene er i det danske samfund. Der tror man kun på effektivitet og meget specifikke kompetancer, som bestemmer om den enkelte er “god nok” til at være inde i varmen eller ej.

Men det er ikke den enkelte, der i reglen er problemet. Det er i stedet den meget smalle definition af, hvad der er godt nok, som skaber de store kløfter mellem mennesker i disse år.

For allermest sker udskillelsen af mennesker på grund af det danske samfunds manglende evne til at inddrage og rumme dets medborgere. Og det er et ansvar, som både offentlige arbejdspladser og private virksomheder flyr hurtigere, end de kan nå at sige effektivitet og kompetancer.

Det giver ikke mening. Danmark er et liden land uden ret mange andre råstoffer end vores hitte-på-somhed og handelstalent. Og derfor har vi – indtil Kjærsgaard, Fogh og de andre mørkemænd og -koner startede det de kaldte værdikampen – altid vundet både os selv og resten af verden på at give plads til det anderledes og skæve såvel menneskeligt og erhvervsmæssigt.

For kun ved at åbne os mod hinanden og mod verden kan vi gøre Danmark til Danmark igen. Til landet hvor forretning og fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er plads til mennesker.

Danmarksbloggen er heldigvis ikke alene om at mene dette. Fagforeninger, elev- og studenterorganisationer, klimagrupper samt velfærdsforeninger med flere synes det samme – og de har derfor arrangeret en stor demonstration, som løber af stablen i dag under navnet “Ja til fællesskab”.

Læs mere her: http://www.jatilfællesskab.dk/

Demonstrationen starter fire steder i København, hvert med sit tema, hvorefter alle mødes på Christiansborg Slotsplads kl.16.30.

De fire temaer er:

1) Uddannelse, hvor man mødes kl. 15 på Vor Frue Plads
2) Job, hvor man mødes kl. 15 på Nytorv
3) Velfærd, hvor man mødes kl. 15 ved Vandkunsten
4) Grøn omstilling, hvor man mødes kl. 15 på Christianshavns Torv

Danmarksbloggen hylder initiativet og vil gerne opfordre alle til at deltage i demonstrationen. Danmarksbloggen kommer og glæder sig meget.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk