Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Anmeldelse: “Selvmorderen”

Udgivet den af
Svar

Man siger, at man aldrig skal bedømme en bog på dens omslag. Men Kristoffer Dahls ”Selvmorderen”, der udkom i går mandag d. 6. februar, er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Bogens omslag er decideret lækkert og indbydende, selvom det viser en druknet kvinde, der i hvide, flagrende gevandter flyder i en hel masse vand. Men hun ligger så højt oppe i vandet, at solens stråler kan nå ned til hende og lyse hende op – i hvert fald foran. For bagpå er både vandet og kvinden mørke.

Dét er et godt billede, der også passer eminent på romanens hovedperson, den ateistiske André Camus (bemærk efternavnet – og googl navnet Albert Camus, hvis ikke der automatisk ringer en klokke), der i starten af bogen er god til at narre sine omgivelser på den psykiatriske afdeling til at tro, at han er rask, så han kan slippes ud.

For ligesom kvinden på forsiden så har Camus også to sider – og den ene, den mørke, viser han helst ikke frem. Deri adskiller han sig i øvrigt ikke spor fra dig og mig og alle andre mennesker.

Det samme gælder hans meget specifikke krav til den følgesvend, som han skal have, HVIS han skal lukkes ud. Denne følgesvend skal være kristen – og endda betonkristen. For en sådan må være både konsekvent og optimist, mener Camus, der selv ikke tror på noget som helst.

Han finder også – efter talrige forsøg – en sådan. Den af indisk afstemning Ravi Chesterton (igen bemærk efternavnet og googl evt navnet G.K. Chesterton), og sammen drager de ud i vor tid med alle dens for tidens så typiske dilemmaer og evigtgyldige temaer for at finde ud af HVEM OG HVAD, der drev André Camus kone til selvmord.

For ja, man kan godt lede efter en selvmorders morder – i hvert fald hvis man spørger André Camus, der er verdens eneste selvmordsefterforsker.

Hvad der sker, hvordan det går – og hvilke svar de to umage følgesvende eventuelt finder eller ikke finder, skal ikke røbes her. Det skal læses.

Og der er noget at gå i gang med. Bogen er på næsten 500 sider, så man behøver ikke at kede sig, hvis man er en af de danskere, der har vinteferie i de kommende uger, men som skal blive hjemme.

Bogen er også godt skrevet – om end lidt langtrukken nogle gange. En smule opstramning hist og pist havde kun gjort bogen bedre og skarpere.

Danmarksbloggen vil også anbefale, at man ikke forventer at læse hele romanen på én gang. Undervejs bliver man nemlig flere steder nysgerrig efter at søge mere information om først det ene og så det andet emne, så det anbefales at have noget digitalt ved siden af sig, så man har mulighed for at google.

Det er også let at få lyst til at læse både eksistentialisten Albert Camus og den kristne forfatter G.K. Chesterton, så nu er I advaret. For Chesterton skrev cirka 100 bøger, og var i 1935 nomineret til Nobelprisen i litteratur. Camus skrev mange bøger, men ikke 100 dog. Til gengæld fik han Nobelprisen i 1957.

Men summa summarum: ”Selvmorderen” er en eksistentialistisk spændings-bog, der i sig har flere gode takter, og hvis road-movie-karakter og etiske problemstillinger gør den oplagt til diskussioner og debatter – også med sig selv. For hvad mener jeg egentlig? Hvordan skal jeg forstå skabelsen? Kærligheden? Livets mening? Døden?

Danmarksbloggen giver fire ud af seks småkager for ”Selvmorderen”, som dem både André Camus og vi andre indimellem må klemme ned af høflighed.

Det er Valeta, der udgiver romanen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danskerne er EET folk

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen har med interesse fulgt gårsdagens debat om forskellen på by og land i Danmark.

Danmarksbloggen nægter dog at hoppe med på fordommene om de sindige jyder og de hurtige københavnere.

For dels så bor der rigtig mange jyder i København – og dels så er jyderne hurtige nok, når det drejer sig om at skaffe penge til endnu en motorvej, som der strengt taget ikke er brug for.

Danmark er i øvrigt også så lille – og i bund og grund så provinsiel – en nation, at det ikke burde give mening at tale om land og by.

Men nu gør vi det så alligevel, især fordi danskens horisont som sædvanlig stopper ved gadekæret og landets grænser – og til det er der kun at sige:

1)      Det her handler ikke om øst-danskere versus vest-danskere. Et liv i København kan fx bedre sammenlignes med et liv i Aarhus end med et liv i en landsby på Sydsjælland.

2)      Man kan nemlig ikke bo i en landsby og forvente samme kultur- og infrastruktur-udbud som i København – eller Aarhus.

3)      Det er derfor særdeles dårlig stil, når nogle af landsbyernes repræsentanter på TV2 råber op omkring, at det her vil påvirke kommende folketingsvalg, så vælgerne i landområderne vil stemme på partierne yderst på fløjene. Det er der – med undtagelse af DF´s store tilslutning i Sønderjylland – intet belæg for at sige.

4)      Men det er en ligeså dårlig stil, når den kreative klasse i København og dens venner nord for København ignorerer, hvad der siges ved køkkenbordene rundt om i landet.

5)      Danmark er et lille land, og vi er så få danskere. Lad os nu samles – og deles om goderne også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: Den politiske kandestøber

Udgivet den af
Svar

Teater til tiden – og så endda så forrygende godt spillet. Så kort kunne man faktisk anmelde ”Den politiske kandestøber”, der havde premiere i lørdags på Folketeatret i København. For Ludvig Holbergs stykke fra 1722 er mere aktuelt denne vinter end det har været i mange årtier.

For nok har danskerne – og alle andre folkeslag med for den sags skyld – altid været trætte af og skældt ud på deres politikere. Politikerleden og folkets bedreviden er nemlig kunstarter, der er ligeså gamle som det politiske håndværk.

Men en ting er at sidde på kroen eller måske øverst oppe i en sort skyskraber i New York og tro, at man er klogere end The Establishment. Noget andet er at få de gyldne kæder på, hvad enten det sker i Gramborg eller i Washington D.C.

Så skal magten eksekveres – så skal skibet føres, og det kan være farligt i hænderne på en populist. Som dr. phil. Bent Holm skriver i programmet: Pointen er, at når magten ikke hviler på overblik, ansvarlighed og kompetence, men tværtimod på indbildskhed, usikkerhed og selvhævdelse, så bliver magthaveren hurtigt ømskindet, mistroisk og aggressiv, kortluntet og kolerisk – og så har man balladen.

Om manden med håret, der har samme orange farve som Gramborgs flag, så ligesom Herman von Bremen som en anden pølse ender med at knække sammen under ansvars- og arbejdsbyrden af sager og retslige tvister, mens døre og vinduer i Det Ovale Værelse står og klaprer, er nok tvivlsomt. Den amerikanske reality-rigmand er vist gjort af et andet og hårdere stof end Holbergs danske kandestøber.

Men lige dén psykologiske sammenligning er en overvejelse, der intet har med forestillingen at gøre. En forestilling, der især i første akt sprudler af tempo, humor og snart det ene og snart det andet hip til nutidig dansk politik med en 1725-plan, som må droppes, en hammer, der bankes med i tide og utide, en Joachim Kuglestøder, der ikke har tid til at komme til dagens politiske møde – og en insisteren på kun at skulle beskæftige sig med det, der foregår i en radius af max 500 meter omkring Gramborg. Alt andet er nemlig udlandet, og det er ikke relevant. Tværtimod så afvises udlandet, også når det står og banker på.

Ja, sågar de nymodens juletræer vil man ikke have ind i stuerne. De er nemlig ikke stuerene, og så udvander de også vores kristne tro. Og nok kommer de grønne træer fra Tyskland, men selv i Tyskland er de en utysk skik, lyder den luftige (bort)forklaring.

Øl og pølser vil man derimod gerne have i Gramborg – de sidste endda i en grad, så det ligefrem risikerer at udvikle sig til en decideret Pølse-gate med både bilag og bøvl med dateringer.

Lyder det som noget, vi kender fra vor tid? Åh, ja. For også i 2017 vrimler det med politiske kandestøbere i Danmark. Nogle af dem sidder allerede i Folketinget – og andre er på vej. Så nej, vi kan ikke bare pege fingre af USA, selvom det er meget nemt. Vi må også være selvkritiske og se indad, så vi bedre kan skelne populisten fra den kompetente.

Mere skal ikke siges her. Gå selv ind og se forestillingen.

For den er såre god. Alle på scenen leverer fantastisk skuespil, dog skal kandestøberen i skikkelse af Henrik Koefoed fremhæves, fordi han så klart formår at spille, så man ender med at få sympati for og have oprigtigt ondt af denne i starten så latterlige og opstyltede mandsperson. Omvendt er det med Heinrich, som man får mere og mere antipati imod – men som ligeså excellent spilles af Kristian Holm Joensen.

Men også kandestøberens kone Geske – i skikkelse af Mette Horn, der har et udpræget talent for komik – sætter sig fast, og forestillingen går simpelthen et gear op, da hun stormer ind på scenen som Mutter. For slet ikke at tale om scenen med grisen, undskyld hunden i anden akt, hvor publikum bogstaveligt talt vred sig af grin.

Det gjorde salen også under indsættelsen af borgmesteren/kandestøberen, hvor lejlighedssangen med både manglende rytme og flere tilfælde af rod i versefødderne viser, hvad der sker, når amatører skal stå for værket. Lejlighedssang er i øvrigt et udpræget dansk fænomen, så det var mesterligt at bruge netop det til at vise, hvad der sker, når skidt kommer til ære – og ikke ved, hvordan det skal være.

Det havde ellers været let at falde for fristelsen til under indsættelsen af kandestøberen at lade ham have fingersprog og attituder, som vi kender det fra anden populist, der for nylig er blevet indsat. Man kunne også nemt have talt om antallet af borgere tilstede på Gramborgs torv, og det havde Danmarksbloggen næsten også forventet, at man gjorde. Men det skete ikke, og det er herligt ikke altid at få det oplagte.

Det Eder får, hvis Eder gakker til Folketeatret, er derimod en farverig, festlig og forrygende opsætning af “Den politiske kandestøber”, hvor teatret traditionen tro og med stor dygtighed har ført Holbergs gamle komedie ind i vor tid – og bevaret det Holbergske drilleri og den særlige Holbergske tone.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks gyldne borgmesterkæder.

”Den politiske kandestøber” spiller på Folketeatret til og med d. 11. marts, og er derefter på turné landet rundt i perioden 18. marts til 17. maj. Det er Søren Iversen, der har instrueret. Thor Bjørn Krebs har bearbejdet Ludvig Holbergs tekst. Scenografien står Stine Martinsen for.
Medvirkende er: Henrik Koefoed, Mette Horn, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede, Torben Zeller, Kristian Holm Joensen, Matthias Sprogøe Fletting, Sofie Alhøj og Jesper Riefensthal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Danske Frisind: Skål og Haps

Udgivet den af
Svar

Det danske frisind har trange kår. En øl i arbejdstiden – og straks er Fanden løs i Laksegade, som man ser det i nogle af reaktionerne på TV2´s udsendelse. Det er umoralsk, skriger de frelste, der med nedadvendte mundvige er gode til at gøre livet surt for alt og alle omkring dem.

Vi kender dem alle sammen, de der busy bodies, som prøver at gøre deres egen livsangst til den gældende moral i samfundet. De lever derfor også (godt) af deres egen forargelse, og vi møder dem overalt, hvor de med deres stikkende øjne ser alt – og med deres skarpe tunger altid får luftet deres modvilje.

Det er selvfølgelig også dem, de livsangste, der er imod nøgenbadning ved stranden og lignende. For tænk, hvad det vil betyde, hvis lille Birger ser, hvordan rigtige mennesker ser ud?!

De snerper også godt sammen, når den overvægtige køber en basse ved bageren – eller et ungt menneske tænder en cigaret ved busstoppestedet. Sodoma og Gomorra, kan man se, at de tænker.

For de har travlt med at dømme og bedømme alt og alle – og  frisind er for dem lig med tøjleløs umoral.

Desværre bliver de flere og flere – og de er efterhånden så mange, at samfundet er ved at blive så puritansk, at tøjleløs og umoralsk adfærd er det eneste rigtige modsvar. Så til kamp – til kamp. Vi må gå til modstand og få frisindet tilbage.

For livet skal leves – og gerne på en måde, så det nydes – også når det er usundt. Skål og haps …i sidste instans handler det også om solidariteten i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul: We shall overcome

Udgivet den af
Svar

Og så er det jul – endnu et år er gået. Desværre er der ikke meget, der er blevet hverken lysere, varmere (hvis man ser bort fra effekten af klimaforandringerne) eller bedre for de 99% af befolkningen, og det gælder både i Danmark og i resten af verden. Tværtimod er alt blevet værre for alle andre end den ene procents top-overklasse.

Årets julesang må – med det ret naive håb om at 2017 bliver bedre – derfor være ”We shall overcome”.

Den vil dog næppe blive sunget omkring noget juletræ. Men pyt med det. Julens ånd ligger også sjældent i den forbrugerisme, der pakkes ind i glittet papir og lægger under det grønne træ.

Julens ånd handler derimod om, hvordan vi møder vores medmennesker, både dem vi kender og dem vi ikke kender. Giver vi af vores overskud (hvis vi har det)? Eller beholder vi grådigt det hele med tanke på os selv?

Et etisk spørgsmål, der definerer, hvem vi er – og som ikke kun gælder, når kalenderen viser december, men gælder og tæller hele året. For hensyn og rummelighed og solidaritet burde være i sæson hele året rundt. Det er det ikke pt.

Men: God Jul og Godt Nytår – og på gensyn, når Dronningens og statsministerens taler skal anmeldes til nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ud med Danmarkskanonen

Udgivet den af
1

Så kom Danmarkskanonen og de ti såkaldt særlige danske værdier …

De blev – ikke overraskende – frisind, kønsligestilling, velfærdssamfundet, tillid, det danske sprog, foreningsliv og frivillighed, hygge, den kristne kulturarv, frihed samt lighed for loven.

Danmarksbloggens første reaktion var et nå. For det virker mest af alt, som noget enhver skoleklasse kunne skrabe sammen på 20 minutters brainstorming, og noget som ingen i Danmark kan være uenige i, selvom vi ikke har kønsligestilling endnu – og selvom velfærdssamfundet er igang med at blive afmonteret.

Apropos skolebørnene, så er det sikkert også dem, der kommer til at trækkes med denne kanon ligesom de allerede nu trækkes med de andre kanoner … der med deres kasser og bestemmelser om, hvad børnene og de unge SKAL læse, er stik modsat den frihed og det frisind, som i øvrigt er med i Danmarkskanonen.

For livet og verden og værdierne kan ikke puttes i kasser. At putte i kasse begrænser derimod den udvikling, der sker naturligt i både et menneskes liv og i et land. Så skrot Danmarkskanonen og tag de andre kanoner med til skraldespanden …

For Danmark og danskere og det danske klarer sig fint uden – ja, klarer sig bedre. Danskhed er nemlig det levende ord, det levende liv på gader og stræder, i hovedstaden og i landsbyen, i skolen og derhjemme – og ikke noget, som er skabt ved et skrivebord i et ministerium eller med klik på en computer fra dem, der tilfældigvis stemte en mørk novemberdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mobningen af Thyra Frank viser demokratiets problem

Udgivet den af
Svar

Landets nye ældreminister Thyra Frank har siden udnævnelsen i sidste uge ikke fået en chance for at få fodfæste og komme ind i sagerne. Det er én ting. Sådan kan det tit gå nye ministre.

Problemet med Thyra Frank er så blot, at hun i modsætning til sine kollegaer ikke er i stand til at forsvare sig selv og gå til modangreb. Så hun angribes massivt. Fordi hun er langt det svageste dyr i den nye ministerflok.

Men det er ikke i orden, at hun udsættes for så massiv chikane og voksen-mobning af både opposition og Dansk Folkeparti, bare fordi hun ikke er ligeså dreven som de andre ministre.

Det viser også demokratiets problem. Nemlig at man tilsyneladende skal være ganske hårdfør for at gå ind i politik. Pyt med om man har viden og visioner, men magtliderlighed og hårdhed skal der til.

Det er bare ikke i orden. Det er uværdigt og forkert, og så er det ligemeget, om man er enig med Thyra Frank, eller om man ikke er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Magtliderligheden skræmmer de bedste væk

Udgivet den af
Svar

De bedste bliver skræmt væk, siger tidligere minister Bertel Haarder i nedenstående artikel, hvor han hævder, at de mest egnede politikere aldrig bliver politikere, da de ikke vil udsætte sig selv for de ofte daglige ture igennem den offentlige vridemaskine, som er hverdagen for offentlige toppolitikere.

http://www.dr.dk/nyheder/politik/bertel-haarder-vi-har-ikke-de-bedste-politikere-de-bliver-skraemt-vaek

Det er rigtigt nok, men medierne har ikke hele skylden.For det er også sådan, at det desværre hverken kræver visioner eller idealisme at være politiker i dag. Begæret efter magt og egen vinding for en selv og ens nærmeste er det, der driver mange af vore dages politikere.

Tag bare statsministeren og alle hans bilagssager – men også datterens billige lejlighed i Herning. Eller Anders Samuelsen, der solgte topskattelettelserne for en Audi. Men også de røde kan være med – tag fx forhenværende finansminister Corydon, der udelukkende brugte det politiske system som springbræt for hans egen karriere – og var ligeglad med det fællesskab, som han var sat til at forvalte og forsvare.

Men nogle ønsker at blive i politik, og dem, det lykkes for, er dem, der til magtliderligheden og fortjenesterne tilsætter hensynløsheden og snuheden – kaldet den strategiske sans. Så det er ikke så underligt, at danskerne lider af politikerlede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ondskab og at lime sig fast til taburetten

Udgivet den af
Svar

Det er noget af en bet for Joachim B. Olsen (LA) ikke at blive minister. Men allerede få dage inden den manglende ministerudnævnelse var han i et stormvejr, da han var ude og sige, at han ikke var et ondt menneske.

Se her: http://www.avisen.dk/joachim-b-olsen-jeg-er-ikke-et-ondt-menneske_417371.aspx

Som Danmarksbloggen ser det, så giver udsagnet ikke mening. For hvem kan bedømme, om et andet menneske er ondt? Hvad man til gengæld kan bedømme er, hvordan menneskes handlinger påvirker andres menneskers liv, og her skaber JBO og de andre i LA – og i det hele taget i blå blok – stor smerte, utryghed og sorg i mange danske hjem, hos både unge og gamle … og det er ikke i orden. Slet ikke i orden.

Et samfund og dets politikere skal nemlig bedømmes på, hvordan de tager sig af de svageste medborgere.

Og dér er der meget lang vej at gå, inden det bliver værdigt og medmenneskeligt  – og vejen er med den nye regering blot blevet endnu længere.

For Løkke har – i en situation, hvor det havde været rigtigst at udskrive valg og spørge danskerne, hvad de synes – valgt at klistre og lime sig selv fast til taburetten, selvom han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris. Det vil han så godt.

Det er dumt – ikke ondt, men forkert og dumt. Og ja, direkte over-dumt set med Venstre-øjne på både den korte og den lange bane. For vejen tilbage til regeringskontorerne for Venstre bliver efter Løkkes afgang ifbm næste folketingsvalg meget lang og meget trang.

Socialdemokratiet går derfor en gylden fremtid i møde … hvis altså Dansk Folkeparti vil.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Shoppingen bliver vores undergang

Udgivet den af
Svar

Jordens ressourcer forbruges altfor hurtigt og altfor grådigt …

Mennesker – uanset religion og hudfarve – sætter forbrug og shopping over bæredygtighed og miljø. Kvinder og mænd fra Singapore og Beijing i Asien over olie-arabere i Dubai til mennesker i London, New York og alle andre metropoler shopper løs i tide og især i utide.

Men det kan vores Jord og dermed også os selv ikke holde til. Shoppingen – som ellers hyldes som den ultimative måde at slappe af og hygge sig på – kan derfor ende med at blive vores undergang. Vores miljø og økosystemer bryder sammen og dermed også civilisationen.

Så enkelt er det. Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at droppe Black Friday. Se dig omkring: Har du ikke allerede nok? Køb kun, når noget er blevet slidt (op) eller er gået i stykker uden at kunne laves. Så har Jorden også en chance – og vi selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk