København 850 år: Kampen om en by, hvor alle kan bo

I morgen lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

En by, hvor alle kan bo, er ikke et konkret sted. Det ved Danmarksbloggen godt, men København er desværre ved at udvikle sig til en by, hvor det kun er højindkomstgrupperne, der har råd til at erhverve sig en bolig – eller købe en lejlighed til børnene, når de skal flytte hjemmefra.

Det er en meget uheldig udvikling, som dels er skadelig for byens liv og puls, og dels er hamrende uretfærdig. For et lands hovedstad bør være for alle landets borgere på den måde, at alle – uanset om man er arbejdsløs eller direktør – har råd til at bo der, men sådan er København ikke længere – og det går altfor meget og altfor hurtigt den gale vej.

Der findes ikke mange lejeboliger, og dem, der findes, er oftest i et prisleje, så det kun er de bedst lønnede, der har råd til at betale lejen. Og lige netop dén gruppe har i forvejen råd til at købe de stadig dyrere og dyrere ejerlejligheder.

Så findes der selvfølgelig andelsboliger, men de stiger også i pris – for slet ikke at tale om, at det stort set er umuligt at komme ind på andelsmarkedet, hvis ikke man kender nogen, der kender nogen.

Endelig sparkes priserne også op at spekulanter, der køber boligerne for at udleje dem på Airbnb, der for længst har overhalet hotellerne i København, når det kommer til hvem der har flest antal overnatninger – samt af de udenlands-danskere, der køber en lejlighed til brug, når de er hjemme på ferie få uger om året.

Det er dels ikke fair, og dels er det en enorm dårlig udnyttelse af byen. København skal være for dem, der har deres daglige liv og gang i byen. Dem, der arbejder, studerer og lever her, og det gælder både pædagogen, politimanden, læreren og alle de andre, som i dag ofte må pendle til deres arbejde i København, fordi de trods to indkomster (i middelkategorien) ikke har råd til at bo her.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre den kommende borgerrepræsentation til at indføre bopælspligt, forbyde Airbnb, forbyde forældrekøb – samt etablere flere og billige lejeboliger således så også unge, enlige, middel- og lavindkomstgrupperne har råd til at bo i København – og også på de såkaldt gode adresser i hovedstaden.

Det har så også den tillægsgevinst, at det øger sammenhængskraften i samfundet … både det danske som helhed og det lokalt københavnske, og det vil være en gevinst for os alle.

Det er i øvrigt også en kamp, der involverer de andre fire steder, som blev nævnt i denne uge: Minefeltet, Fælleden, Palads og Tivoli. For når der skæres helt ind til benet, så handler det om kapital og nogle få (rige) menneskers kortsigtede muligheder på den ene side – og så historien, kulturen, fællesskabet og langtidsperspektivet på den anden. Det er derfor en kamp, som det i dén grad er værd at kæmpe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danskerne er EET folk

Danmarksbloggen har med interesse fulgt gårsdagens debat om forskellen på by og land i Danmark.

Danmarksbloggen nægter dog at hoppe med på fordommene om de sindige jyder og de hurtige københavnere.

For dels så bor der rigtig mange jyder i København – og dels så er jyderne hurtige nok, når det drejer sig om at skaffe penge til endnu en motorvej, som der strengt taget ikke er brug for.

Danmark er i øvrigt også så lille – og i bund og grund så provinsiel – en nation, at det ikke burde give mening at tale om land og by.

Men nu gør vi det så alligevel, især fordi danskens horisont som sædvanlig stopper ved gadekæret og landets grænser – og til det er der kun at sige:

1)      Det her handler ikke om øst-danskere versus vest-danskere. Et liv i København kan fx bedre sammenlignes med et liv i Aarhus end med et liv i en landsby på Sydsjælland.

2)      Man kan nemlig ikke bo i en landsby og forvente samme kultur- og infrastruktur-udbud som i København – eller Aarhus.

3)      Det er derfor særdeles dårlig stil, når nogle af landsbyernes repræsentanter på TV2 råber op omkring, at det her vil påvirke kommende folketingsvalg, så vælgerne i landområderne vil stemme på partierne yderst på fløjene. Det er der – med undtagelse af DF´s store tilslutning i Sønderjylland – intet belæg for at sige.

4)      Men det er en ligeså dårlig stil, når den kreative klasse i København og dens venner nord for København ignorerer, hvad der siges ved køkkenbordene rundt om i landet.

5)      Danmark er et lille land, og vi er så få danskere. Lad os nu samles – og deles om goderne også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Det bliver in at bo på landet

I går fyldte Folketingets åbning og en historisk stor demonstration for medmenneskelighed mediebilledet – og idag handler det (igen) om regeringens umenneskelige nedskæringer og korstog mod miljø og natur – og det er fint.

Men der er faktisk også sket det, at nye tal viser, at både København og Aarhus for første gang i flere år oplever en netto-fraflytning, altså at der flytter flere væk fra de to byer end der flytter til.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/farvel-til-storbyerne-vi-siger-goddag-igen-paa-et-tidspunkt

Danmarksbloggen spår, at den udvikling fortsætter. Det er blevet for dyrt – og ofte også for kedeligt – at bo i storbyerne, hvor de samme café-kæder og samme butiks-kæder tegner gadebilledet. Huslejen er nemlig for høj for mange småhandlende – som den er den for mange unge og mange andre i  det store flertal af danskere, der har helt almindelige jobs. Alle vælger de rigmandsghettoerne i København og Aarhus fra.

Det betyder så også, at ideerne og kreativiteten flytter på landet – og som altid kommer pengene og trenden lige i hælene på dem.

Så vil man være in – eller lave en god investering – skal man sørge for at købe sig en bolig på landet, mens man har råd. For priserne vil kun stige – ikke alle steder, men nogle og mange flere steder end lige Skagen og Tisvildeleje, som har været de formuendes sommerlegepladser i årevis.

Danmarksbloggen spår, at steder som Sydfyn, Møn samt dele af Vesterhavs-kysten bliver eftertragtede – samt måske dele af Lolland-Falster. Steder med vand, der liggger rigtig ude på landet i modsætning til de større købstæder i Øst-jylland, det jyske højland og på Sjælland, som ikke vil opleve hverken nævneværdig frem- eller tilbagegang. Dog måske med Køge som en undtagelse qua den kommende togforbindelse og båden til Bornholm, der er noget af en joker. Solskinsøen bliver enten vildt populær – eller vildt cementeret som en ferieø og kun en ferieø.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Børne- og forældrekøb burde forbydes

I mange år har forældre med penge på kistebunden købt lejligheder i de store byer for at leje boligerne ud til deres børn, når poderne skal studere eller blot flytte hjemmefra.

Nu er det også blevet normalt at købe en lejlighed og udleje den til sine forældre. Se artikel om emnet her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2014/03/18/115018.htm

Men uanset om forældrene lejer den lille lejlighed i Indre By ud til deres børn, eller børnene udlejer lejligheden på havnefronten til forældrene, så er det tordnende forkert. Børne- og forældrekøb burde forbydes, da de presser boligpriserne unødigt i vejret, så stadig flere danskere ikke har råd til at købe en bolig i de store byer.

Det skaber altså en ulighed – med stor ghettoficering tilfølge. Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra tidligere på ugen her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3969

Det burde derfor kun være tilladt hver person i Danmark at eje én bolig, når vi taler om helårsboliger – og samtidig også have bopælspligt i denne bolig.

Så ville boligpriserne falde, og flere grupper ville have mulighed for at komme ind i de attraktive boligområder – og det ville skabe en mere mangfoldig beboersammensætning i hele landet til fordel for ikke kun den enkelte, men også for hele samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Habemus papam …

Habemus papam – eller på dansk: Vi har en ny pave …

Sådan vil det lyde en dag i løbet af foråret, når konklavet (sammenslutningen af kardinaler) i Det Sixtinske Kapel har valgt en ny pave, og den hvide røg traditionen tro  stiger op over Vatikanet og Peterskirken …

Men hvem bliver det? En hvid mand? En sort? En asiat? Ingen ved det. Det eneste man ved er, at det IKKE bliver en kvinde 🙂

Nå, spøg til side. Mens disse linier skrives, er det kirkepolitiske spil allerede gået igang. For valget af ny pave er vigtigt. Ikke kun for denne verdens ca. 1,2 mia. katolikker, men også for alle andre kristne …

For uanset hvilken kristen retning man tilhører, så kan vi alle relatere til paven. Paven er både en institution og den mest kendte og fremtrædende kristne på kloden.

Det er derfor mere end vigtigt, hvem der bliver pave i en tid, hvor religion og tro igen fylder markant mere end det har gjort i mange år, ja nærmest flere århundreder.

For 1900-tallet handlede ikke ret meget om religion. Det var samfunds-ideologiernes århundrede med kommunismen, fascismen og nazismen som de værste – og mest fremtrædende – repræsentanter. 1800-tallet var derimod nationalstaternes og den romantiske nationalismes århundrede kombineret med oprør og kampene om produktionsmidlerne. Og endelig drejede 1700-tallet sig om oplysning og videnskab – ihvertfald indtil Den Franske Revolution i 1789, der indvarslede 1800-tallets samfundsomvæltninger.

For vi skal helt tilbage til 1600-tallet´s optagenhed af menneskets frelse og de ulykkelige religionskrige i Europa for at finde den sidste periode, hvor religion for alvor spillede en rolle. Dengang i en version, hvor katolikker og protestanter slog hinanden ihjel på grund af uenighederne.

Men nu tyder meget på, at troen er på vej tilbage som stridspunkt i samfundet – og mellem mennesker. Denne gang dog ikke internt mellem de forskellige kristne retninger, men kristendommen set i forhold til andre religioner – og især i forhold til islam, som for første gang siden middelalderen igen spiller en markant rolle i Europa.

Det er derfor vigtigt, at den nye pave kan mestre kunsten at rumme og favne bredt, også andre religioner end den kristne. Samtidig skal han kunne sammenfatte og formidle, hvad det vil sige at være kristen i det tredje årtusinde e. Kr. – også selvom man ikke er katolik, men protestant, ortodoks, anglikansk og så videre.

For nok er paven katolikkernes overhoved først og fremmest i kraft af sin funktion som Peters direkte efterfølger. Men han er også den person, som alle kristne forholder sig til. Samt ham, som alle de andre – hvad enten de er muslimer, jøder, hinduer, buddhister og så videre – kigger på, når de skal vurdere, hvad det vil sige at være kristen – eller/og hvad den kristne verden mener.

Så det er vigtigt, at paven kan samle alle kristne – og ydermere kan forstå Europas specielle rolle.

For nok er paven udelukkende pave for alle verdens katolikker, men han bor midt i dét Europa, der i snart to årtusinder har været kristnet land – og dermed bliver det han siger om kristendommen, meget nemt opfattet som en status på kristendommens situation i Europa.

Og netop kristendommen har det svært i Europa.

EU vil ikke skrive kristendommen ind i forfatningen, selvom kristendommen og dens budskab er det, der ligger til grund for de værdier, som vi har i vores åbne, demokratiske velfærdssamfund.

Værdier som at tage sig af de svageste (elsk din næste som dig selv) og sikre alle medborgere lighed, frihed samt menneske- og borger-rettigheder. Nogle af disse rettigheder er så desværre truet, og her tænker jeg især på de dele, der fordrer, at dem, der har, deler med dem, som ikke har. Altså den kristne tanke om at dele jordens goder med sin broder (og søster).

Men lige netop det der med at dele og tage sig af hinanden er umoderne i et Europa, hvor landenes befolkninger i stigende grad vender ryggen til kristendommen, uanset om det er i den katolske eller protestantiske version.

Så der venter et stort arbejde for den kommende pave … og den nemmeste del bliver det arbejde, der ligger inde bag de lukkede døre i Det Sixtinske Kapel, inden den hvide røg stiger op, og meldingen går ud over verden:

Habemus papam

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk