Børne- og forældrekøb burde forbydes

I mange år har forældre med penge på kistebunden købt lejligheder i de store byer for at leje boligerne ud til deres børn, når poderne skal studere eller blot flytte hjemmefra.

Nu er det også blevet normalt at købe en lejlighed og udleje den til sine forældre. Se artikel om emnet her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2014/03/18/115018.htm

Men uanset om forældrene lejer den lille lejlighed i Indre By ud til deres børn, eller børnene udlejer lejligheden på havnefronten til forældrene, så er det tordnende forkert. Børne- og forældrekøb burde forbydes, da de presser boligpriserne unødigt i vejret, så stadig flere danskere ikke har råd til at købe en bolig i de store byer.

Det skaber altså en ulighed – med stor ghettoficering tilfølge. Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra tidligere på ugen her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3969

Det burde derfor kun være tilladt hver person i Danmark at eje én bolig, når vi taler om helårsboliger – og samtidig også have bopælspligt i denne bolig.

Så ville boligpriserne falde, og flere grupper ville have mulighed for at komme ind i de attraktive boligområder – og det ville skabe en mere mangfoldig beboersammensætning i hele landet til fordel for ikke kun den enkelte, men også for hele samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ghettoficering i Danmark

Danmark er godt på vej til at blive opdelt i ghettoer.

Rige ghettoer, fattige ghettoer, etniske ghettoer osv.

En undersøgelse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som er beskrevet i Politiken (se nedenstående link), viser fx, at antallet af elite-ghettoer i Danmark voksede fra 6 i 1985 til 26 i 2009.

http://politiken.dk/oekonomi/dkoekonomi/ECE2237017/de-stoerste-danske-byer-faar-flere-ghettoer-for-rige-og-fattige/

En af løsningerne ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen er at sikre, at nybyggeri bliver blandet. En anden iflg. samme mand er at træffe beslutninger, som de økonomisk stærke vil finde uretfærdige.

Det første er nemmere realisérbart end det andet. For når det drejer sig om upopulære beslutninger for de velstående, så har manden en pointé teoretisk set, men det vil aldrig blive realiseret. For de økonomisk stærke, altså dem i elite-ghettoerne, er også dem, der har flest repræsentanter i den politiske verden, både i Folketing, regioner og kommuner, så de går aldrig med til at droppe deres allerede-erhvervede privilegier.

For mennesket er psykologisk indrettet således, at det som vi én gang har fået, dét betragter vi som vores soleklare ret. Dét vil vi kæmpe indædt for at beholde.

Det giver derfor langt mere mening – også psykologisk – at appellere til vigtigheden af at få de svage områder med op. Ikke kun for de svages områders egen skyld, men også for de stærkes.

For en kæde er aldrig stærkere end det svageste led – og et samfund er i høj grad som en kæde. Derfor er det også direkte dumt med ghettoer i Danmark.

Ghettoer skaber skel mellem mennesker, ghettoer gør, at vi deler hinanden op i “dem” og “os” – og det skader os allesammen.

Alle leddene i dén kæde, der hedder Danmark, skal derfor være stærke og forbudne med hinanden. Og for at de kan blive det, så kræver det, at vi deler med hinanden, hjælper hinanden og er fælles i ordets bedste og mest medmenneskelige betydning.

De velstående skal med andre ord forstå, at når de hjælper de ringere stillet, så hjælper de både dem og sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk