Det bliver in at bo på landet

I går fyldte Folketingets åbning og en historisk stor demonstration for medmenneskelighed mediebilledet – og idag handler det (igen) om regeringens umenneskelige nedskæringer og korstog mod miljø og natur – og det er fint.

Men der er faktisk også sket det, at nye tal viser, at både København og Aarhus for første gang i flere år oplever en netto-fraflytning, altså at der flytter flere væk fra de to byer end der flytter til.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/farvel-til-storbyerne-vi-siger-goddag-igen-paa-et-tidspunkt

Danmarksbloggen spår, at den udvikling fortsætter. Det er blevet for dyrt – og ofte også for kedeligt – at bo i storbyerne, hvor de samme café-kæder og samme butiks-kæder tegner gadebilledet. Huslejen er nemlig for høj for mange småhandlende – som den er den for mange unge og mange andre i  det store flertal af danskere, der har helt almindelige jobs. Alle vælger de rigmandsghettoerne i København og Aarhus fra.

Det betyder så også, at ideerne og kreativiteten flytter på landet – og som altid kommer pengene og trenden lige i hælene på dem.

Så vil man være in – eller lave en god investering – skal man sørge for at købe sig en bolig på landet, mens man har råd. For priserne vil kun stige – ikke alle steder, men nogle og mange flere steder end lige Skagen og Tisvildeleje, som har været de formuendes sommerlegepladser i årevis.

Danmarksbloggen spår, at steder som Sydfyn, Møn samt dele af Vesterhavs-kysten bliver eftertragtede – samt måske dele af Lolland-Falster. Steder med vand, der liggger rigtig ude på landet i modsætning til de større købstæder i Øst-jylland, det jyske højland og på Sjælland, som ikke vil opleve hverken nævneværdig frem- eller tilbagegang. Dog måske med Køge som en undtagelse qua den kommende togforbindelse og båden til Bornholm, der er noget af en joker. Solskinsøen bliver enten vildt populær – eller vildt cementeret som en ferieø og kun en ferieø.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afdragsfrit er ikke gratis …

Omkring 48.000 boligejere skal fra næste år til at betale afdrag på deres hus- og lejlighedslån.

Det er en del af dem slet ikke gearede til. De købte huset/lejligheden, mens boligpriserne buldrede afsted – og derfor var det for mange af dem også nemt at lade sig friste og købe noget, der var større – og måske især dyrere – end hvad økonomien reelt var til, når der ti år senere ikke blot skulle betales renter, men også afdrag.

For afdragsfrit er ikke gratis … og de afdragsfrie lån er ikke andet end at udskyde en betaling foruden at det dengang satte gang i boligprisernes himmelflugt for alvor.

Det var derfor også udelukkende middel- og overklasse, som kunne deltage i nullernes boligfest – en fest, hvor regningen nu skal betales, også selvom det kniber med pengene i dele af middelklassen, især hos dem der lod grådigheden vinde over fornuften, og som satte sig dyrere end tegnebogen reelt var til.

For afdragsfrit er ikke, har aldrig været og bliver aldrig gratis … og det er i grunden ok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Børne- og forældrekøb burde forbydes

I mange år har forældre med penge på kistebunden købt lejligheder i de store byer for at leje boligerne ud til deres børn, når poderne skal studere eller blot flytte hjemmefra.

Nu er det også blevet normalt at købe en lejlighed og udleje den til sine forældre. Se artikel om emnet her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2014/03/18/115018.htm

Men uanset om forældrene lejer den lille lejlighed i Indre By ud til deres børn, eller børnene udlejer lejligheden på havnefronten til forældrene, så er det tordnende forkert. Børne- og forældrekøb burde forbydes, da de presser boligpriserne unødigt i vejret, så stadig flere danskere ikke har råd til at købe en bolig i de store byer.

Det skaber altså en ulighed – med stor ghettoficering tilfølge. Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra tidligere på ugen her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3969

Det burde derfor kun være tilladt hver person i Danmark at eje én bolig, når vi taler om helårsboliger – og samtidig også have bopælspligt i denne bolig.

Så ville boligpriserne falde, og flere grupper ville have mulighed for at komme ind i de attraktive boligområder – og det ville skabe en mere mangfoldig beboersammensætning i hele landet til fordel for ikke kun den enkelte, men også for hele samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk