Habemus papam – eller på dansk: Vi har en ny pave …
Sådan vil det lyde en dag i løbet af foråret, når konklavet (sammenslutningen af kardinaler) i Det Sixtinske Kapel har valgt en ny pave, og den hvide røg traditionen tro stiger op over Vatikanet og Peterskirken …
Men hvem bliver det? En hvid mand? En sort? En asiat? Ingen ved det. Det eneste man ved er, at det IKKE bliver en kvinde 🙂
Nå, spøg til side. Mens disse linier skrives, er det kirkepolitiske spil allerede gået igang. For valget af ny pave er vigtigt. Ikke kun for denne verdens ca. 1,2 mia. katolikker, men også for alle andre kristne …
For uanset hvilken kristen retning man tilhører, så kan vi alle relatere til paven. Paven er både en institution og den mest kendte og fremtrædende kristne på kloden.
Det er derfor mere end vigtigt, hvem der bliver pave i en tid, hvor religion og tro igen fylder markant mere end det har gjort i mange år, ja nærmest flere århundreder.
For 1900-tallet handlede ikke ret meget om religion. Det var samfunds-ideologiernes århundrede med kommunismen, fascismen og nazismen som de værste – og mest fremtrædende – repræsentanter. 1800-tallet var derimod nationalstaternes og den romantiske nationalismes århundrede kombineret med oprør og kampene om produktionsmidlerne. Og endelig drejede 1700-tallet sig om oplysning og videnskab – ihvertfald indtil Den Franske Revolution i 1789, der indvarslede 1800-tallets samfundsomvæltninger.
For vi skal helt tilbage til 1600-tallet´s optagenhed af menneskets frelse og de ulykkelige religionskrige i Europa for at finde den sidste periode, hvor religion for alvor spillede en rolle. Dengang i en version, hvor katolikker og protestanter slog hinanden ihjel på grund af uenighederne.
Men nu tyder meget på, at troen er på vej tilbage som stridspunkt i samfundet – og mellem mennesker. Denne gang dog ikke internt mellem de forskellige kristne retninger, men kristendommen set i forhold til andre religioner – og især i forhold til islam, som for første gang siden middelalderen igen spiller en markant rolle i Europa.
Det er derfor vigtigt, at den nye pave kan mestre kunsten at rumme og favne bredt, også andre religioner end den kristne. Samtidig skal han kunne sammenfatte og formidle, hvad det vil sige at være kristen i det tredje årtusinde e. Kr. – også selvom man ikke er katolik, men protestant, ortodoks, anglikansk og så videre.
For nok er paven katolikkernes overhoved først og fremmest i kraft af sin funktion som Peters direkte efterfølger. Men han er også den person, som alle kristne forholder sig til. Samt ham, som alle de andre – hvad enten de er muslimer, jøder, hinduer, buddhister og så videre – kigger på, når de skal vurdere, hvad det vil sige at være kristen – eller/og hvad den kristne verden mener.
Så det er vigtigt, at paven kan samle alle kristne – og ydermere kan forstå Europas specielle rolle.
For nok er paven udelukkende pave for alle verdens katolikker, men han bor midt i dét Europa, der i snart to årtusinder har været kristnet land – og dermed bliver det han siger om kristendommen, meget nemt opfattet som en status på kristendommens situation i Europa.
Og netop kristendommen har det svært i Europa.
EU vil ikke skrive kristendommen ind i forfatningen, selvom kristendommen og dens budskab er det, der ligger til grund for de værdier, som vi har i vores åbne, demokratiske velfærdssamfund.
Værdier som at tage sig af de svageste (elsk din næste som dig selv) og sikre alle medborgere lighed, frihed samt menneske- og borger-rettigheder. Nogle af disse rettigheder er så desværre truet, og her tænker jeg især på de dele, der fordrer, at dem, der har, deler med dem, som ikke har. Altså den kristne tanke om at dele jordens goder med sin broder (og søster).
Men lige netop det der med at dele og tage sig af hinanden er umoderne i et Europa, hvor landenes befolkninger i stigende grad vender ryggen til kristendommen, uanset om det er i den katolske eller protestantiske version.
Så der venter et stort arbejde for den kommende pave … og den nemmeste del bliver det arbejde, der ligger inde bag de lukkede døre i Det Sixtinske Kapel, inden den hvide røg stiger op, og meldingen går ud over verden:
Habemus papam
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk