Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Græsk klassiker – om kvindernes skæbne i krig

Udgivet den af
1

I lørdags var det tid til den sjette og sidste samtale af ”Græske klassikere” på Glyptoteket. En samtale, som det var et privilegium at kunne nyde her midt under en pandemi, hvor kulturen mange andre steder i verden – også i vores verdensdel – er lukket helt ned. Og hvor ingen lige nu (mandag morgen) ved, hvad den snarlige delvise nedlukning i København vil betyde.

Men i lørdags var hovedstaden og Glyptoteket åbne. Og det var – som altid – litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I lørdags var gæsten Robin May Schott, der er seniorforsker på DIIS.

Tragedien var Euripides ”Trojas kvinder”, som til dels er et rædselsvækkende og absolut feel-bad stykke, dels fordi tragedien beskæftiger sig med krigen set fra taberens synspunkt – og dels (og mest) fordi den handler om kvinderne og kvindernes skæbne.

Historien er denne: Troja er faldet, og de trojanske mænd er alle dræbt. Nu skal de overlevende kvinder med til Grækenland som grækernes slaver. Sådan gjorde man dengang. Ja, begrebet har endda sit eget ord Andrapodismos, som betyder slavetilgørelse.

Nogle af disse kvinder er Trojas tidligere kongefamilies kvindelige medlemmer, og de tackler nederlaget ret forskelligt: Dronningemoderen Hekabe er på scenen hele tiden, og vi følger hendes reaktioner på at opleve hele hendes liv, familie og verden gå i stykker – ivrigt sekunderet af koret, der også er kvinder, som spørger:  Hvad skal der ske med os? Ja, det samme som med alle andre kvinder fra Troja, nemlig et usselt liv som slave. Lykkelige være de døde, fristes man til at sige.

For det går skidt, undtagen (selvfølgelig fristes man til at sige) for elskerinden Den Skønne Helene, som ret beset var om ikke helt, så dog medskyldig i krigen, men som med list får lavet en stening af sig om til et evigt liv i luksus.

Men moderen Hekabe kommer til at dø ombord på Odysseus´ skib. Hendes yndlingsdatter Polyxena er allerede dræbt – ofret på Achilleus´ grav. Svigerdatteren Andromache, der var gift med den nyligt afdøde trojanske helt Hector, ønsker sig død fra start af – og endnu mere, da hendes lille søn dræbes af grækerne for øjnene af kvinderne. Andromache dør så ikke, og bliver også efter en tid som slave, gift igen og mor igen – og vistnok dronning. Og endelig er der Hekabes datter Kassandra, der er ypperstepræstinde i Apollon-templet. Hende vil kong Agamemnon have med hjem som sexslave – og det får han.

Kassandra planlægger så at dræbe ham og hævne hendes familie. For hun handler. Det gør Agamemnons kone Klytaimnestra også. Derhjemme venter Klytaimnestra nemlig, og hun er IKKE glad. Dels så ofrede Agamemnon deres datter for at få god vind på skibet til Troja ti år tidligere – og dels så tager man bare ikke en anden kvinde med i ægtesengen, så Klytaimnestra ender med at dræbe både Agamemnon og Kassandra.

Ægtesengen var i det hele taget kvindens domæne – altså den gifte kvinde. For nok kunne mændene voldtage og gå i seng med andre, men ikke i ægtesengen. Dér gik grænsen på samme måde som, at det er et problem, at en græsk soldat voldtager en kvinde på alteret i Pallas Athenes tempel i Troja. En ting er at voldtage. Det sker jo i krig, var den accepterende holdning. Men ikke på et alter til en gud eller en gudindes ære. Dét er bespotteligt, og det kan guderne straffe.

For guderne har det med at blande sig, men nogle gange blander de sig også udenom. Som de gør i ”Trojas Kvinder”, hvor der er så mange døde og så meget liv, som er blevet knust. Men guderne er ligeglade. De kommer ikke ind, redder nogen eller giver en morale – de er bare fraværende.

Vi mennesker er overladte til os selv. Og det er på mange måder nærmest nutidigt. Man kommer til at tænke på Jean-Paul Sartres ord om, at ”mennesket er dømt til frihed”. En frihed som vi måske ikke kan håndtere – og så begynder vi som en anden stor eksistentialist Samuel Beckett skrev det ”at vente på Godot”. Grækerne ventede ikke. De gjorde kort, hård og brutal proces med deres fjender – som mennesket altid har gjort det til alle krige. For krigen har ingen regler. Det er naivt at tro noget sådant.

”Trojas kvinder” er i virkeligheden tredje del af en trilogi, hvor der desværre ikke er noget bevaret fra den første, som handlede om Prins Paris og optakten til krigen – og kun stumper findes fra den anden om selve krigen, Odysseus og Palamedes, som Odysseus får stenet via en falsk anklage (et af verdens mest kendte justitsmord). Når det er sagt, skal man med Marcel Lysgaard Lechs ord huske, at en mand som Odysseus i tragedierne typisk er et svin, mens han er en helt i de episke digte – og at han som regel har ret i sine vurderinger af en situation. Sympatisk er han bare sjældent.

”Trojas kvinder” blev uropført i 415 f. Kr i teatret i Athen til den klassiske forårsfest til guden Dionysos ære, hvor der altid var en konkurrence om det bedste teaterstykke. ”Trojas kvinder” blev no. 2., men blev spillet mange gange i de næste mange hundrede år over hele Grækenland – af og til med tilføjelser af andre.

Så længe der er krig på jord, er tragedien også aktuel. For så længe der er krig, er der kvinder (og mænd), der mister alt. Og som vi har set det også i moderne tid fx i Syrien, så bliver kvinder stadig voldtaget, bortført og solgt som sexslaver, som det skete i stor stil under Islamisk Stats terror-regime. Men inden nogen skriger typisk, muslimer – så skal det nævnes, at ifølge FN bruges seksuel vold som et målrettet våben i moderne krigsførelse over hele kloden. Vi så fx sex som våben i Eksjugoslavien, og styret i det langt overvejende buddhistiske Myanmar udøver det lige nu mod det muslimske Rohingya-folk.

Så faktisk burde ”Trojas kvinder” opføres i vores tid, som mere end nogensinde har fokus på kvinder og kvinders rettigheder – og på mænds. For mænd og kvinder er ikke så forskellige – og kvinder har fx altid deltaget i krige, både som soldater, kokke, læger, sygeplejersker, prostituerede – og hjemme været i gang med at producere våben. Men kvinders indsats og bidrag i de forskellige krige er ikke – præcis som kvinders indsats indenfor så mange områder – hverken ordentligt belyst eller kommunikeret godt nok ud.

Men kvinder har altid været andet og mere end mødre, hustruer, døtre og ofre. Kvinder har også altid – som en anden Kassandra handlet – eller villet handle. Den græske digter Aristofanes beskriver også i komedien ”Lysistrate” fra 411 f. Kr (den er altså kun få år yngre end ”Trojas Kvinder”), hvordan kvinderne sexstrejker for at få mændene i både Athen og Sparta til at stoppe den peloponnesiske krig.

Det er så den klassiske historie om kvinden som fredskaberen, som vi også skal væk fra. For ellers ryger vi lige i køns-fælden, og tillægger kvinden de klassiske feminine dyder. Men kvinder skal kunne være højtråbende, voldelige, skabe ufred og uro – og stadig blive betragtet som fuldt ud kvindelige – lige som at mænd skal kunne være bløde, følsomme og diplomatiske uden at være ”kvindagtige”.

Det handler om holdning – og om magt (for seksualitet har også en magt, og magten har en seksualitet). Samt om give lige adgang til uddannelse og det politiske liv, men også til medier og finanser. Der mangler endnu meget. Så er vi slet-slet ikke i mål med nogen ligeret – og indtil det sker: Så gik de trojanske kvinder forgæves ned til grækernes skibe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om krigens slangebid

Udgivet den af
Svar

Man kan ikke bade to gange i den samme flod, sagde den græske filosof Heraklit, der levede cirka 100 år før de to store græske tragedieforfattere Sofokles og Euripides, hvis tragedier sidste sæson dannede rammen for samtaler på Glyptoteket.

Der var planlagt seks samtaler dér i sæsonen 2019-2020, men som med så meget andet blev også de stoppet i utide af Corona-virussen.

Men i lørdags blev samtalerne genoptaget – og så var det efter mange, lange Corona-måneder spændende at se, om konceptet stadig holdt. Svaret er et stort ja. De gamle klassikere er ikke sådan at slå ud. Tværtimod så følte man sig som tilhører mere på bølgelængde med de gamle grækere end nogensinde.

For nu har vi forkælede overflods-danskere også prøvet om ikke at være en del af en græsk tragedie, så dog i en kort periode at leve i noget, som ikke er easy-living. Noget, som gør, at vi har prøvet, hvad det vil sige at blive begrænset i sin udfoldelse og ikke altid at kunne (få) alting. Det er ganske sundt og i tråd med den måde, som de gamle grækere og stort set alle andre på kloden og gennem historien lever og har levet.

Jeg føler mig i hvert fald mere i slægtskab med historien, nu hvor jeg også har prøvet at leve i en pandemi.

Som i sidste sæson var det litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og som altid var det oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter.

I lørdags var gæsten den tidligere soldat, forkvinde for Kvindelige Veteraner og antropolog Sara la Cour. Og tragedien, der blev talt om, var Sofokles’ “Filoktet”.

“Filoktet”, som er noget så sjældent som en tragedie uden døde. Men som handler om soldaten Filoktet, der tror, at han skal med grækerne til Troja for at slås. Men han bides af en slange, og dels så lugter såret voldsomt og råddent, og dels så skriger han ganske forfærdeligt – og ja, på græsk kan man skrige på vers.

Hverken høje skrig eller stank er noget, som den græske hær – og de græske guder – bryder sig om. Så Filoktet efterlades på vulkanøen Lemnos, hvor han i ti år lever et liv, som ikke er et rigtigt liv. Hvor han er i et limbo med hans opgave taget fra ham, berøvet muligheden for den ære, som han kunne vinde i krigen. Det er også et ensomt liv, en påtvunget alenehed, som strider imod, hvad grækerne anså for et rigtigt liv – og dermed noget som vi i Coronatiden godt ved, hvad betyder.

Så Filoktet kravler rundt, og drikker af vandpytterne, og han savner andre mennesker – og selv de få, som kommer forbi, kan han ikke knytte bånd til. Han er både for omklamrende og for meget – og samtidig er han bitter over ikke at få lov til at fuldføre sin opgave og komme til Troja. Til sidst vil han dog bare hjem til sin far.

Men Filoktet ender så alligevel i Troja, fordi der er brug for hans magiske bue og pil, som han fik af den største græske helt, Zeus´ søn Herakles. Det kræver så en hel del at få Filoktet til at sige ja – især fordi det er selvsamme Odysseus, som var skyld i, at Filoktet endte på Lemnos, som nu kommer for at hente ham.

Men nu er Odysseus ikke ham, der bare siger undskyld. Tværtimod er han med Marcel Lysgaard Lechs ord en nedrig person, som gerne får mennesker til at gøre grimme ting ved andre, hvis det kan gavne ham selv. Så Odysseus siger til sin underordnede Neoptolemos, at han skal overbevise Filoktet – og at han må gerne lyve, hvis bare det virker.

Det gør Neoptolemos så, men han fatter også sympati for Filoktet. Men hvor meget, der er løgn og hvor meget, der er ægte medfølelse og venskab, ved vi ikke. Men i græske tragedier er der aldrig nogen, der har helt ret, men der er omvendt heller ikke nogen, som tager helt fejl.

Odysseus må gerne sætte Filoktet af på den øde ø og hente ham igen, men han må ikke narre ham, som han prøver på det. For Odysseus vil ikke kun stjæle Filoktets bue, men også hans sind – og det må man ikke.

Men selvom ordet sind optræder mange gange i tragedien, så er ”Filoktet” især en fysisk tragedie.

Ifølge oversætter Marcel Lysgaard Lech er ”Filoktet” endda en meget fysisk tragedie, som gør det sværere at arbejde med ordene, fordi der er så meget bevægelse i dem, skrig, jamren og lugtende sår.

Og kroppen som essensen i det hele, fordi vi er fanget i vores krop, kan Sara la Cour fortælle om. Hun var i 2006 udstationeret som soldat i Irak, og har i dag PTSD.

Da hun kom på scenen, og talte om den dag i Irak, hvor hun mistede en kollega til vejsidebombe, dér kunne vi alle mærke nerven. Her var noget på spil. Vi kunne mærke hende og mærke smerten – næsten. Men også kun næsten. For man kan komme langt med indlevelse, forestillingsevne og empati. Men ikke det sidste stykke.

Det sidste stykke kræver, at man selv har været derude, hvor kroppen er fanget i situationen, og sindet skriger. Derude hvor alt er rædselsfuldt, og alt inde i én skriger VÆK. Men hvor man ikke kan komme væk.

Det er netop den kombination af sind og krop, som optræder meget i ”Filoktet”, der er en sær tragedie, der viser en virkelighed, som man skal have prøvet for at forstå. For sådan er krigens væsen.

Derfor forstår en udsendt dansk soldat og en Talibankriger formentlig også hinanden bedre end en dansk soldat og alle os, som er blevet hjemme i Danmark. Derfor forstår en opdigtet græsk soldat ved navn Filoktet og en dansk soldat ved navn Sara la Cour hinanden – på tværs af 2500 år.

De har fået det samme krigens slangebid, den samme smerte. De har været fanget i krigens gru og stank, prøvet hvad det vil sige at have en opgave, der skal løses – og være nødt til at dehumanisere fjenden. For ellers vil man altid se sig selv i det menneske, som man møder. Men det er en luksus, som soldaten ikke kan tillade sig.

Som da Sara la Cour holdt vagt over de tre mænd, som hun og de andre fangede kort efter vejsidebomben, der dræbte kollegaen. Hun fortalte: ”Tre mænd, som jeg skulle bevogte, inden englænderne kom, og hentede dem. Tre mænd, som jeg ikke vidste om var fjender, landmænd eller bare uheldige, som var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hvem var de? Havde de børn? Og mange andre ting. Tankerne gik igennem mit hoved hele tiden, og jeg var nødt til at skubbe dem væk, nødt til at mekanisere mig og tænke på min opgave, der skulle løses.”

For i en krig bliver alt meget hurtigt politisk og mekanisk, og der er ikke plads til store følelser, selvom soldaterne har dem – og liv og død hele tiden er på spil.

Sara la Cour fortalte også, at hun i Irak mødte sin smukkeste side og sin grimmeste side, og hun blev både sin dødelighed og sin menneskelighed bevidst – og at hun fandt ud af, at hun kan dræbe, og har en villighed til det, hvis det handler om at løse opgaven.

Efterfølgende kom så også den store skam over, at hun har PTSD, skammen over at være slangebidt.

Sara la Cour fortalte, at hun græd, da hun læste “Filoktet”, fordi hun kunne spejle sig. Spejle sig i soldaterfællesskabets meningsgivende virkelighed, når man er dér, men problemerne med at pakke følelserne ned undervejs – og at det er endnu sværere at pakke dem ud igen bagefter.

Danmarksbloggen tænker, at det er krigens væsen, krigens psykologi. Krigen ødelægger mennesker – og det er ikke soldaterne, som har været ved fronten, vi skal frygte. De skal hjælpes.

Nej, dem, vi skal være bange for, er dem, som aldrig har været ved fronten, men som bag et skrivebord har magt over soldaterne og os alle sammen, og som ikke har noget, der kan dehumaniseres. Fordi de per definition ser magt, penge og tal i stedet for at se mennesker.

Dem, der som en anden Odysseus er en dukkefører, en puppetmaster, der lader andre gøre det beskidte arbejde. De despoter skal vi være bange for. De ejer hverken empatiens eller tvivlens nådegave – og de vil aldrig som Sara la Cour gjorde det 14 år efter sige ære være hans minde, når der tales om en død kollega.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er Shu-bi-duas Danmarkssang Danmarks uofficielle nationalhymne?

Udgivet den af
Svar

Shu-bi-duas sang ”Danmark” er blevet vejet og fundet for let af udvalget bag den nye version af ”Højskolesangbogen”.

Det udvalg består af seks medlemmer, hvoraf fire er akademikere, og de to andre også er placeret højt på Parnasset: https://www.hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historie-om-bogen/19-udgave/udvalget/

Argumentet bag ikke at tage Danmarkssangen med i 2020-udgaven var hos udvalget, at hvis Shu-bi-duas sang kom med en tredje gang, ville det være, fordi den var en moderne klassiker – men at det har den ikke kvalitet til at være.

Men holder det? Især når man tænker på, at Højskolesangbogen repræsenterer højskolerne, altså dér hvor folket kan lære nyt og blive dygtigere. Skal man så ikke netop i Højskolesangbogen sørge for at komme folket i møde dér, hvor folket er? Og folket elsker Shu-bi-duas Danmarkssang – også i 2020.

Så sent som i maj måned skrev Helen Bruus fra Lejre Bibliotekerne på Bubzoom, der er Bibliotekernes Digitale Musiktjeneste (altså det sted, hvor alle i højskolernes ånd kan søge viden om musik):

Citat: Shu-bi-duas sang ”Danmark” er det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne. Teksten følger en dansk naturpoetisk tradition med storke ude på landet og blomstrende enge. En tradition der rækker tilbage til salmedigteren Kingo og Johannes V. Jensen i hans ”Danmarkssangen” fra 1926 (Hvor smiler fager den danske kyst). Med sangen ”Danmark” skabte Shu-bi-dua en sang, der favner alle aldre”. Citat slut.

Altså en klar forbindelse mellem Shu-bi-duas ´sang, dansk historie og dansk musiktradition, som tilsyneladende er gået udvalgets næse forbi.

Så hvem har ret: Udvalget bag Højskolesangbogen, som ud fra tilsyneladende personlige præferencer mener, at der ikke er kvalitet nok i Shu-bi-duas sang? Eller har bibliotekaren fra Lejre fingeren på pulsen, når hun kalder Shu-bi-duas sang for det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne, og slår på, at sangen trækker på traditionen helt tilbage fra Kingo?

Læs teksten her: https://genius.com/Shu-bi-dua-danmark-lyrics

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mink-sagen: Hvad er op og ned?

Udgivet den af
Svar

Hvad er op og ned i mink-sagen, som i øjeblikket har lukket syv nordjyske kommuner og gjort, at alle danske mink skal slås ned? Her kommer Danmarksbloggen med nogle vinkler på sagen. Læs dem og bestem selv, hvad du synes er vigtigst:

Det sundhedsmæssige:
I naturen har minken et territorium på flere km2. I et bur ikke engang en enkelt m2.

Mink i bur udgør derfor et reservoir, som er det perfekte sted at skabe en muteret virus i. For der er noget i mink (i hvert fald dem i bur), som gør, at virus nemt muterer hos en mink.

Læg dertil at: Mink i bur lever i store kolonier, og kan ikke holde afstand. Det er derfor også svært at inddæmme en epidemi, der har ramt mink.

Dertil kommer, at vira som Corona springer nemt mellem mennesker og mink og tilbage igen. Den perfekte storm er derfor skabt: En virus hos menneskene, som kommer ind i minkene, som så skaber en mutation, som sendes tilbage til menneskene – men nu i en variant, som menneskene ikke kan beskytte sig imod.

Det er præcis det, som skete med Cluster-5, der opstod flere gange i forskellige mink-besætninger, og som er et reelt problem. Vaccinen bliver virkningsløs, da Cluster-5-mutationen laver virussens spike om, som er den, at vaccinen er rettet imod.

Om der er Cluster-5 i omløb lige nu, vides ikke. Men Cluster-5 kan let opstå i af hinanden uafhængige mink-besætninger, så derfor slår man alle mink ned.

En Cluster-5, som spreder sig blandt mennesker, kan nemlig nemt blive en COVID-20, altså en helt ny virus og en helt ny pandemi.

Det politiske:
Den danske regering gik i gang med at slå minkbesætningerne ned i sidste uge uden at have lovgivningen på plads. Det kunne vi ikke vente på, var beskeden fra fødevareminister Mogens Jensen.

Men kan man i et demokrati overhovedet overveje at lade være med at vente på at have lovgivningen på plads?

Det følelsesmæssige:
At det er synd for minkavlerne, er der bred enighed om. De mister deres levebrød, deres eksistensgrundlag. Og ja, det er rigtigt. Men hvad med alle de andre, der er blevet arbejdsløse her i Corona-krisen? Alle dem, som arbejdede i lufthavnen, i turisterhvervet og mange andre steder. Er det ikke lige så meget synd for dem?

Og hvad alle de hjemløse, dem på kontanthjælp, de kronisk syge, som sendes i arbejdsprøvning? Hvorfor skal minkavlerne have så meget mere sympati? Især når man tænker på, at de i årevis har fået tilskud til både foder og medicin – fordi mani årevis har vidst, at det var en underskudsforretning et have mink.

Det økonomiske:
Minkindustrien er nemlig i virkeligheden en dårlig forretning. I 2019 var det gennemsnitlige driftsresultat på hver eneste minkfarm minus 0,7 millioner kroner, og de sidste fire år har branchen som helhed haft underskud. Så branchen har overlevet, fordi staten har betalt. Det er noget af en favorabel ordning, må man sige.

En ordning, som altså nu betyder, at det at vi har mink i Danmark har gjort, at mange lande nu lukker for deres import af dansk kød og danske mejerivarer – og dét kommer til at koste os milliarder af kroner og mange arbejdspladser.

Så måske er det en god ide at lukke minkbranchen for evigt – og satse på fremtiden. Alt det grønne og bæredygtige.

Kilder: DR, Politiken, Berlingske, Landbrugsavisen m.fl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Stockholmske Blodbad versus Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge

Udgivet den af
Svar

Det er i dag præcis 500 år siden, at Det Stockholmske Blodbad fandt sted. Det handlede om magt, og om at Christiern d. 2 benyttede sig af muligheden for at få skovlen under sine svenske modstandere.

For nok havde han lovet dem politisk amnesti, men fristelsen blev for stor. For på nær den unge Gustav Vasa, som var fængslet nede i Danmark, så sad alle Christierns modstandere nu i festsalen på Stockholms Slot, og fejrede Christierns kroning som Sveriges konge. Samtidig lå – og ligger – Stockholms centrum Stortorget lige ved siden af. Stortorget, hvor henrettelsespladsen også var. Og til al overflod boede bødlen lige ved siden af i Prästgatan.

Muligheden præsenterede dermed nærmest sig selv. Så huks, fluks en anklage om kætteri blev fremtryllet, også inspireret af den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, som hadede adelsmanden og lederen af den svenske frigørelsesbevægelse Sten Sture og hele hans slægt. Samme Sture som nu sad på Stockholms Slot sammen med alle de andre, som ellers var imod Christiern d. 2.

For begivenhederne i Stockholm i 1520 var også et internt svensk opgør mellem de svenske adelsmænd, som selv ville have magten over Sverige og så kirken, hvor næsten alle biskopper havde det godt med en dansk konge. Især fordi han ofte var væk, og så styrede de ret meget. Vi er som bekendt stadig i den katolske, feudale tid, selvom den synger på allersidste vers.

Men altså: Christiern kunne ikke styre sig. Der var en del, som skulle af med hovedet, fandt han ud af. Nærmeste bestemt 84, som i de næste dage blev henrettet på Stortorget, efter rang forstås. Først biskopperne (de to som holdt med svenskerne), så adelsmændene med Sten Sture i spidsen, Stockholms tre borgmestre og 14 rådmænd, håndværkere, handlende og ansatte hos biskopperne og adelsmændene. Det hele tog nogle dage, og blodet flød sådan helt bogstaveligt fra Stortorget – og ned ad de små gader.

For Stortorgets placering allerøverst oppe på bydelen Gamla Stan, som er bygget på en stejl ås, betyder, at de smalle stræder, som udgår fra Stortoget, falder mange meter ned mod hhv. Saltsjön og Mälaren. Så i den silende novemberregn løb vand, blod – og tårer ned af gaderne. For nok var den tids mennesker ikke særlig sentimentale, men blodbadet i Stockholm var så voldsomt, at selv voksne mænd græd. Nogle af dem mistede så også hovedet af samme grund, skriver svenske krøniker.

Svenskerne kan heller aldrig glemme Det Stockholmske Blodbad, der ligger som et slags kollektivt sår i den svenske bevidsthed sammen med mordet på statsminister Oluf Palme i 1986 og knivdrabet på udenrigsminister Anna Lindh i 2003. Begge skete også i Stockholm – hhv. på Sveavägen og i stormagasinet NK i Hamngatan.

De to sidste havde Danmark så intet at gøre med – bortset fra en stor medfølelse med Sverige. Men det første skabte et had til Danmark, som i de efterfølgende århundreder og stadigvæk har gjort, at svenskerne er blinde for de ugerninger, som de selv har begået. Og måske allermest da Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge – og dræbte mange flere i Den Etniske Udrensning end de cirka 84, der mistede hovedet på Stortorget i Stockholm i 1520.

For det, som skete i de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge efter Roskildefreden, var en etnisk udrensning og en forsvenskning, som foregik brutalt og lynhurtigt. Måske det også er derfor, at skåningene den dag i dag taler om Christian d. Gode, mens svenskerne kalder ham Christian Tyran – og nærmest bliver mundlamme, når man siger, at i Danmark kalder vi ham Christiern d. 2. For det hed han. Christiern og ikke Christian.

Men jo, vi kan sagtens tale om Det Stockholmske Blodbad, som var voldsomt, brutalt og blodigt – men så skal vi huske også at tale om Den Etniske Udrensning og Sveriges omfattende drab på de danske snaphaner, bare fordi de var danske. Og der var mange flere end 84, som mistede livet dér. Det var i hundredvis, ja tusindvis af familier.

Og vi skal også tale om, hvordan de svenske soldater bagefter tvang de danske enker til at gifte sig med dem – og få børn med dem. Hvordan der kun skulle tales svensk i hjemmet og i samfundet. Hvordan alt dansk blev forbudt fra salmebøger til danske sange. For Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge var voldsom og brutal og blodig – og også værre end Blodbadet i Stockholm, da tragedien fik lov til at fortsætte i mange generationer frem.

Ja, på nogle måder er der stadigvæk, når den svenske Riksdag undertrykker det, som man i Stockholm kalder Sydsverige.

Men i det erobrede Danmark var det ikke overklassen, som blev ramt – og så gik historien i glemmebogen, også fordi sejrherren skriver historien. Og sejrherren var Sverige, som siden har talt om Skåne, Halland og Blekinge som landsdele, der med ligeså stor ret kan være svenske som danske.

Men det holder ikke, omend det er bekvemt for Sverige, som stadig har det skidt over Blodbadet i Stockholm – men sørgeligt for alle de mange efterkommere, som har levet, og stadig lever i Skåne, Halland og Blekinge med arven fra Den Etniske Udrensning.

Mennesker, som har haft en dansk mor, der blev tvangsgiftet med, og voldtaget af en svensk soldat, som hun så har skullet leve sammen med resten af livet. En svensk mand, der enten har været biologisk far til børnene, eller været den pap-far, som sammen med sine ”kompisar” slog deres rigtige danske far ihjel. En virkelighed som betød, at de danske kvinder og deres børn og børnebørn har været traumatiseret for livet – og som bekendt går familietraumer i arv …

Det skete ikke i Stockholm. Her fik alle enker og faderløse lov til at blive i deres svenske virkelighed, og mange af dem fik oprejsning allerede tre år senere, da Gustav Vasa kom hjem til Sverige, og blev svensk konge. Så her var dér mental pleje til dem, som led i novemberdagene i 1520.

Sådan er det ikke i det, som i dag kaldes Sydsverige: De danske efterkommerne i Skåne, Halland og Blekinge venter endnu på oprejsning og forståelse … og måske en hjemkomst til deres gamle land.

De skal i så fald være velkomne. For i Danmark savnes endnu Skånelandene, som kaldtes perlerne i det danske rige – og som oprindelig var danske, bare lige for at rette en udbredt misforståelse i svenske historiebøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren udviser rettidig omhu

Udgivet den af
2

Så fik skruen et nøk til i går aftes til endnu et pressemøde i Statsministeriet.

Forsamlingsforbuddet blev sænket til 10, vi skal også undgå at se for mange mennesker privat, ja helst skære så meget ned som muligt og i hvert fald ikke over 10, og så skal mundbindet på indendørs i supermarkeder, butikscentre og alle offentlige steder.

Årsagen er enkel: Smitten er løs igen – i hele det danske samfund, og det går alt for stærkt lige nu. Så hvis ikke vi gør noget, så risikerer vi, at pandemien løber løbsk i Danmark, som den har gjort det mange andre steder i Europa, hvor sygehusene allerede nu (mens smittetallene stiger) er på max-kapacitet – eller over.

Det er dystre udsigter – og det kan blive meget værre end i foråret, hvor lastbilerne kørte i lange rækker med lig i de nord-italienske byer, hvor spanske gamle på plejehjemmene blev efterladt, så de lå og døde i deres senge og andre grufuldheder, som skete her i Europa – og i resten af verden.

Men i Danmark er der folk, der brokker sig over ikke at kunne komme til fodboldkamp. I Polen laver de deres nationalstadion om til et felthospital.

I Danmark er der folk, som beklager sig over ikke at måtte forsamles 35 mennesker til et kobberbryllup. Flere steder i Europa må man ikke være sammen med andre end dem fra ens husstand. Ja, nogle steder må man ikke kramme mere end ét menneske.

I Danmark brokker folk sig over, at mundbind er besværlige. Kirurger kan stå og lave livsvigtige operationer med mundbind på i timevis, og så kan vi andre nok også klare at have dem på, mens vi skal købe to liter mælk.

I Danmark er folk negative over, at Mette Frederiksen har aflyst julefrokosten – i andre lande forbyder man rejser mellem regioner og ind og ud af byer, dvs. at børn og forældre og bedsteforældre risikerer ikke at kunne være sammen til jul.

I Danmark brokker Venstre og de andre borgerlige partier sig over, at landets statsminister tager styringen i denne krisetid, og ikke ringer til dem, hver gang en beslutning skal tages. I Belgien har sundhedsmyndighederne i to måneder set, hvad der var på vej og efterlyst handling fra myndighederne. Men den er først kommet nu – alt for sent.

Det, Mette Frederiksen gør, er rettidig omhu – og det redder både danske liv og danske arbejdspladser – og dermed det danske samfund.

Så: Bliv hjemme, tal med dine venner og familie i telefonen eller over Skype, og skal du ud, så tag mundbind så. Sværere er det ikke. Så find samfundssindet frem, og lad det sejre over den forkælede egoisme, så kommer vi igennem det her. For COVID-19 kan bremses, når vi holder afstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kim Larsen 75 år – og vi synger sammen igen

Udgivet den af
Svar

I dag ville Kim Larsen været fyldt 75 år.

Desværre døde han for lidt over to år siden. Alt for tidligt. Danskerne gik også i mindeoptog, var til mindekoncerter og alt muligt andet dengang i 2018 for at hylde Danmarks bedste spillemand gennem tiderne.

Kim Larsen, som gav os et helt katalog af sange, som vi stadig synger med på – og som vi vil synge, så længe der tales dansk på denne jord. Og i aften vil vi synge hans sange i ganske særlig grad.

For i aften genoptager DR fredags-traditionen fra foråret ”Fællessang – hver for sig”. Selvfølgelig med Phillip Faber og Mads Steffensen.

For sådan var det. Vi sang sammen – hver for sig – hver eneste fredag hele foråret. Der var også brug for sammenholdet i en tid, hvor Corona-pandemien hærgede, og Danmark var nedlukket.

Danmark har så været delvist åbnet op igen, men Corona-virussen ser her stadig, og det går stærkt den gale vej ligenu. Så nu skal vi synge sammen igen – på afstand. Dét giver kraft og mod.

Danmarksbloggen synes, at det er en glimrende idé. Og så især at starte netop i dag, hvor Kim Larsen ville være fyldt 75 år.

Der skal også synges ekstra meget Kim Larsen i aften – selvfølgelig. Det giver god mening. For ingen kunne som Kim Larsen samle danskerne, når vi skrålede med på hans sange til hans koncerter. Vi kan også sangene udenad.

Kim Larsen-sange er nemlig dansk dannelse og kultur, når det er bedst – og i aften skal vi synge dem sammen – hver for sig og på afstand. Dét giver håb. Også fordi Kim Larsen var kendt for at sætte ord på det, som danskerne tænkte og følte – og nu gør han det igen på den anden side af graven i en svær tid i Danmark. Dét er eminent.

Eller som han selv sang det i den sidste sang, som han optrådte med til sin sidste koncert: Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe, om de ting som skal komme, førend livet er omme …

Det gælder også i en Corona-tid. Tillykke til hr. Larsen og god vind til alle os, som her i 2020 bebor de danskes øer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og blå blok

Udgivet den af
2

MeToo fejer over Danmark – med rette. For vores kroppe er vores egne, og ingen skal befamle eller berøre andre på de krænkende måder, som magtfulde mænd har gjort det overfor kvinder igennem generationer.

Det handler om frihed, lighed og respekt. Om at et samfund uden MeToo bliver et bedre samfund for alle, pånær selvfølgelig for de lumre krænkere. Dét er Danmarksbloggen helt overbevist om.

Danmarksbloggen er også overbevist om, at krænkerne findes i alle brancher, i alle samfundslag og blandt alle politiske overbevisninger.

Det er derfor tankevækkende, at vi endnu ikke har hørt noget til MeToo i blå blok – hvis altså man ser bort fra DF´s Pia Kjærsgaards og Venstres Inger Støjberg – og deres forældede holdninger om, at der er forskel på overgreb.

Ja, nogle overgreb er ifølge d´damer i grunden slet ikke overgreb, men mere sådan en slags kompliment til kvinden og hendes kvindelighed.

Til det kan man kun svare: Sig det til den unge praktikant, der bliver taget på låret af en minister under bordet til julefrokosten – og som ikke tør sige noget til nogen. Fordi han kan afgøre hendes videre skæbne. Denne unge praktikant vil derfor næppe være enig med Kjærsgaard og Støjberg, men hun tør måske heller ikke sige noget.

For hun ved, at det i ok-boomer-verdenen bliver hende og hendes opførsel og måske også påklædning – og ikke krænkeren og hans adfærd – som der sættes spørgsmålstegn ved. Men det duer bare ikke. Det her er et strukturproblem, og der skal gøres noget ved det.

Og vi har hørt om MeToo-sager hos de Radikale og hos Socialdemokraterne – og i morgen aften sender TV2 første del af en serie om MeToo i ungdomspartierne, og her er både Venstre og Liberal Alliance med.

Men endnu er lyset ikke vendt mod selve de borgerlige partier, hvoraf flere ikke engang har en politik omkring, hvordan de håndterer sager med seksuelle overgreb.

Så de blå sidder helt tavse og musestille og venter. Både dem, der er blevet krænket, dem der krænker (for ja, de findes også blandt de blå, hvis man skal tro rygterne fra de samme kilder, som i årevis har talt om fx tidligere overborgmester Frank Jensen) og dem, som ved en hel masse, men som ikke har sagt noget.

Gad vide om de blå satser på at kunne ride MeToo-stormen af? Danmarksbloggen håber i så fald ikke, at det lykkes.

For skal vi have en reel kulturændring i Danmark, når det kommer til forholdet mellem magt, sex, mænd og kvinder – og det skal vi – så skal alt vendes og luftes ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den stærkes ret

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen har fået lov til at bringe dette indlæg skrevet af forfatter Steen Langstrup:

Kvinderne, der har været udsat for sexisme, har ofte oplevet, at når de gik til chefen med problemet, eller chefens chef, hvis det som oftest var chefen selv, der stod bag, så blev sagen vendt imod dem, og lynhurtigt måtte de forstå, at de selv var problemet, og nogle er endda blevet fyret på stedet.

Nogle lader til at chokeres over dette. Jeg selv, ikke rigtig.

For trods al vores snak om at tage os af de svage i samfundet, at ville mobning til livs, at ville bekæmpe magtmisbrug og gøre Danmark til et rart sted at være, så viser virkeligheden sig altså ofte at være en anden, når ordene skal omsættes til handling.

Børn, der mobbes i skolen, ender oftest selv med at måtte skifte skole, hvis forældrene forsøger at råbe skolen op. Her kan de så, usikre efter års mobning, se om de kan finde fodfæste i en ny klasses hierarki, og hvis de ikke kan, nå ja, så flyttede nissen jo med, og så var de nok selv ude om det. Imens fortsætter mobberne på toppen af den gamle klasse, styrket i deres magt, og tavst bakket op af skolen, der jo netop valgte ikke at gøre noget.

Folk, der mister jobbet, deres gode helbred eller begge, modtages af kommuner og jobcentre, som om de er svindlere, der blot ønsker at udnytte systemet, mens de lever en doven løgn om, at de enten er for syge til at arbejde, eller at der ikke er noget job til dem. For alle ved, at der ER job til dem, der vil. Arbejdsløshed har aldrig handlet om manglen på jobs, kun dovenskab, siger vi. Imens arbejder samfundet for flere skattelettelser til toppen, så dem, der har fat i den lange ende, kan bekræfte hinanden i, at de fortjener deres held.

Vi river ghettoer ned og gør byerne endnu dyrere at bo i, i den tro at underklassen forsvinder, hvis bare de presses langt nok ud på landet, og så kan vi andre imens nyde hinandens nydelige selskab i de dejlige byer med de mange kulturelle tilbud, mens vi glædes over, at statens har vores ryg, sålænge helbred og job består.

For den stærkes ret er nærmest en naturlov, og det skal man ikke lave om på. Går vi endelig på barrikaderne for at forsvare vores fine danske værdier, så er der intet som retten til at tryne og mobbe andre, der kan trække os op til fælles hån af de svagere, der ikke bare vil tage imod og finde sig i vores hellig ret til at IKKE at vise hensyn. Sagde nogen eskimoer?

Sådan har det altid været, det kan man ikke ændre på, hører jeg igen og igen. Og har jeg hørt igen og igen, når mit indre rebelske jeg har gjort oprør for snart syttende gang mod snart sagt hvad som helst. Man bør indordne sig, siger folk, de stærkes ret er lov, og man skal ikke tro, man kan ændre ved noget. Verden består, magten bliver på de samme hænder, der ruller et par hoveder, men intet ændrer sig. Bøj hovedet. Giv op. Det nytter ikke.

Men det skal nytte. Vi må ikke give op. Det hele hænger sammen. Lad det ikke stoppe ved et par hoveder, der ruller. Det handler ikke om hovederne. Det handler om liv, om frihed, om retten til at være her, om ligeværd. Det handler mindre om sexisme eller politisk korrekthed, og det handler slet ikke om retten til at more sig eller flirte. Det handler om, at den stærkes ret ikke skal være lov.

Det var bare det …

Læs også på Steen Langstrups blog: https://steenlangstrup.wordpress.com

Skrevet af: Forfatter Steen Langstrup

Læs, læs, læs – der er gode kalorier i dét

Udgivet den af
Svar

Efterårsferien tegner qua Corona-virussen til at blive – endnu – en hjemmeferie, hvor danskerne kan gå i skoven, på museum – og måske læse. Det sidste er vigtigt.

For vi lever i en tid, hvor mange ikke læser. Bøger er blevet besværlige og gammeldags. Så dér streames film og tv-serier, der surfes på nettet og ses Youtube, man er ude på Instagram eller TikTok, der snappes på Snapchat osv.

Altid er hele verden, alle ens venner og en grænseløs underholdning lige ved hånden, så længe altså der er strøm til skærmen. Og man kan sagtens lave flere af tingene samtidig. Fx have gang i flere samtaler samtidig med at ens yndlingsserie kører for 23´ende gang. Det føles rart, og som at man er på – og med i verden og fællesskabet.

MEN Danmarksbloggen vil alligevel anbefale at slukke alle skærme her i efterårsferien – bare om formiddagen fx, og også selvom man er voksen, og venter på en vigtig mail.

Slukke og finde en bog frem og læse selv.

For når du læser selv – så kan du: 1) ikke andet end at læse, 2) du er nødt til at lave alle billederne inde i dit eget hoved og 3) selv vende bladene.

For hvor alting fortsætter på skærmen, uanset om du er faldet i søvn eller ej, så kræver bogen, at DU vender bladene – og at DU er tilstede og opmærksom. Ellers sker der ingenting.

Du kan heller ikke vaske op, tjekke mails eller noget andet, når du læser. Du kan heller ikke som med en lydbog gå og høre den eller en podcast eller noget musik, samtidig med at du er på fx kunstmuseum.

Læsning er nemlig en kulturform, som er helt anderledes end alt andet. Læsning er en kulturform, som kræver din totale og fulde koncentration – hele tiden.

Læsning giver også noget tilbage, som ingen af de andre kulturformer gør – nemlig evnen til fordybelse, indlevelse og suggestion.

Læsning giver koncentration, indlæringsevne og et stort ordforråd på den praktiske bane. Og på den store klinge giver læsning noget så fantastisk som dén dannelse og dén ånd, som rykker ved os som mennesker – og som man ikke kan google sig til eller opleve sig til.

Giv derfor dig selv og dine børn her i den kommende efterårsferie dén gave, som læsningen er. Dér er gode kalorier i bøger.

God efterårsferie. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk