Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Hvad har Michael Laudrup og Annette Wilhelmsen tilfælles?

Udgivet den af
1

Hvad har nu tidligere fodboldtræner for den engelske klub Swansea Michael Laudrup og SF´s afgående formand Annette Wilhelmsen tilfælles?

Jo, de er begge blevet vejet og fundet for lette efter kort tids indsats.

Nu kan man hævde, at det ikke er fair at sammenligne en fodboldtræner med en partiformand – og indrømmet, nej, det er det ikke. En fodboldtræner har kun ringe betydning for samfundet, mens en partiformand spiller en meget større rolle i fordelingen af goder og midler, hvad nok især Annette Wilhelmsen måtte sande efter balladen med millionen til Lisbeth Zornig.

Om det var rigtigt at fyre Michael Laudrup, eller om det var rigtigt at Annette Wilhelmsen gik – evt. blev presset til at gå – er noget, som kan diskuteres længe og indædt, og meningerne vil sikkert være ligeså delte, som de er stålsatte.

Danmarksbloggen vil derfor nøjes med at konstatere, at vi har et problem i samfundet, hvis vi skriger på en ny chef, hver gang der kommer problemer. For løsningen er ikke – for et parti, en virksomhed, et fodboldhold eller nogen anden – bare at skifte ud i toppen, når man ønsker, at tingene går anderledes.

Nogle gange ligger problemet et helt andet sted. Og andre gange skal det bare accepteres, at nederlag og modgang er en naturlig del af livet, som man ikke kan undgå ved at skifte chef 24-7. Det må accepteres, at det faktisk kan betale sig at give ledere lov til at begå fejl, at lade dem få tid og rum til at virke på den lange bane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 4: Vikingernes tro og de første konger

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNES TRO OG DE FØRSTE DANSKE KONGER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Som danskere er mange stolte over vikingetiden til trods for – eller netop på grund af – historierne om de drabelige vikinger, der drog på vikingetogter og hentede rigdomme hjem, som var skaffet både via handel og via plyndring. Nogle af vikingerne blev også derude i det fremmede, hvor de ofte fik eller tog magten i deres nye hjem-områder.

For rigdomme og magt betød meget for vikingerne, der derfor også hyldede de guder, der var stærke, og som kunne hjælpe dem på deres færd.

Øverst blandt aserne, som de nordiske guder hed, var Odin, der var både en-øjet og vis, og som havde to ravne til at fortælle ham alt, hvad der gik for sig i både gudernes verden Asgård, jætternes verden Udgård og menneskenes verden Midgård. Andre kendte guder var den bomstærke Thor, der lavede tordenvejr, og som kunne kaste præcist med sin hammer Mjølner. Krigerguden Tyr, frugtbarhedsgudinen Freja, budbringeren og regnbuevogteren Heimdal, den smukke lysets gud Balder, dødens og underverdenens grumme gudinde Hel – og sidst men ikke mindst Loke, der var halvt jætte, og som derfor altid lavede ballade – og som til sidst skulle udløse det ragnarok, der ville få verden til at gå under. Men indtil da så sloges, elskede, drak, åd og snød guder og jætter hinanden, hvad man stadig den dag i dag kan læse i de overleverede – og herlige – historier fra den nordiske mytologi.

Det var en altså en flok meget menneskelige guder, som vikingerne troede på – officielt indtil midt i 900-tallet, men i realiteten noget længere. Guderne blev derfor hyldet ved store fester kaldet blóter – der især ved midvinter- og midsommertide markerede årets gang, hvor man ofrede dyr og drak deres blod og i det hele taget spiste og drak godt. At være viking var ikke for sarte sjæle.

Vikingelivet var også et hårdt – og til tider brutalt – liv med kampe og overlevelse både ude blandt fjender og hjemme med hårde vintre og regnfulde somre, hvor det derfor gav mening at have nogen guder, som kunne give styrke, både her og i det hinsides. Og som vikingerne gjorde det, så holdt deres guder også af gaver og fine ting.

Så når en vikingehøvding døde, var det kutyme at give ham en masse guld og sølv med i graven, både i form af figurer, smykker, sværd og skjolde, hvis man da ikke ligefrem lagde liget af den døde viking ud på hans vikingeskib og satte skibet i brand, mens det flød ud på fjorden.

I Danmark lagde vi også vikingehøvdingen ind i en gravhøj, hvad man fx mener skete for vores første navngivne konge Gorm den Gamle, der også opfattes som stamfader til det nuværende kongehus.

Der er forlydender om konger for ham, fx Rolf Krake, som der er digtet Bjarkemålet om. Men der er ikke fundet sikre vidnesbyrd på, at de har været det, som vi forstår ved konger, selvom der fx i Rolf Krakes hjemsted Lejre ved Roskilde har været en stor bebyggelse i vikingetiden. Der findes også en beskrivelse af et vikingeritual i Lejre, hvor vikingerne angiveligt skal have mødtes i januar måned hvert 9´ende år for at ofre 99 mennesker og 99 heste samt en del hunde, haner og andet.

Men det er og bliver gode historier præcis ligesom at Rolf Krake er en sagnfigur. Gorm den Gamle derimod ved man har eksisteret. Både fordi man formentlig har fundet hans jordiske rster. Men mest fordi det har hans søn, Harald Blåtand, selv skrevet på den ene af de to Jellingstene, hvor der med runer står skrevet: Harald lod gøre denne sten efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald der vandt sig al Danamrk og Norge og gjorde Danerne kristne.

Stenen kaldes også Danmarks dåbsattest. Og på stenen ser man billedet af den sejrende Kristus med krone på. Nok er han korsfæstet, men han er ikke lidende. Skulle Hvide Krist, som Jesus dengang blev kaldt heroppe nordpå, have en chance mod de nordiske guder, var man simpelthen også nødt til at fremstille ham som en stærk gud, der både kunne klare smerte og død – og stadig se godt ud. Og det lykkes. Danerne blev kristne og med tiden kun kristne. I starten fungerede det kristne kors og Torshammeren dog fint side om side, også som sølvsmykker om halsen på vikingerne

At kristne de vilde vikinger, der ellers var meget glade for deres aser, var noget af en bedrift, og det var Harald Blåtand, der gjorde det.

Ikke alene samlede han Danmark og Norge i det, som blev starten til et egentligt kongerige og ikke blot som indtil midt i 900-tallet regionale høvdinges territoriale kampe mod hinanden, men han gjorde som sagt også danerne kristne.

Legenden fortæller, at munken Poppo prøvede at overbevise Harald om det geniale i kristendommen, men at Harald holdt på sine nordiske guder, lige indtil Poppo bar jernbyrd, altså glødede jern i sine hænder – og dét uden så meget som at få et lille brandmærke.

Det er formentlig en skrøne, men sandt var det, at Harald beordrede alle danskere døbte omkring år 965, at han gravede sine vikinge-forældre ud af deres gravhøje og gav dem en kristen begravelse i den daværende Jelling kirke, og at han selv flyttede landets centrum til Roskilde, hvor han byggede en kirke, der lå der, hvor den nuværende Roskilde Domkirke ligger.

Men så stoppede Harald Blåtands held også. Han kom mildest talt ikke godt ud af det med sin søn Svend Tveskæg, og til sidst døde Harald Blåtand vistnok af en pil affyret af en af Svend Tveskægs venner.

Svend Tveskæg var ikke ked af det. Tværtimod. Nu blev han konge, og kursen blev sat mod England, som han hurtigt erobrede i 1013.

Svend Tveskæg døde ret pludseligt (måske myrdet), og så blev hans søn Knud den Store konge. På det tidspunkt var Danmark endnu langt fra at være et arve-rige. Kongen blev derfor valgt, så der har været tale om en række af stærke mænd fra Gorm den Gamle til Knud den Store, selvom det selvfølgelig har lagt til i vægtskålen, når ens far var konge.

Knud den Store opholdte sig så meget i England, at han let kan opfattes som mere engelsk end dansk. Men alligevel regnedes han for dansk konge, og det var også under ham, at missionærer og præster for alvor blev sendt til Danmark for at kristne landet for alvor. Selv oplevede han i 1027 den sjældne ære for en dansk konge under en messe at kunne gå op af kirkegulvet i Peterskirken i Rom side om side med selveste Paven.

Efter Knud den Store var det store vikingeeventyr til gengæld slut. Der kom ikke flere store danske vikingekonger i England. Vikingerne rejste enten hjem eller blev derovre – og blev engelske for alvor.

Vikingetogterne ebbede også ud. Danmark var nu blevet kristent og var i de følgende årtier reageret af svage konger, men var samtidig også via den almindelige landbrugs- og samfundsudvikling – det vil her sige hjulploven og de første kirker – godt i gang med at gøre sig klar til den næste historiske periode: Middelalderen, som vi skal høre om næste mandag.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Galopperende galimatias at undlade at flytte Vikingeskibsmuseet

Udgivet den af
1

Da stormen Bodil ramte i starten af december var de historiske vikingeskibe i Roskilde i reel fare. Kun en stor indsats fra mange mennesker og Vikingeskibsmuseet forhindrede ødelæggelsen af vores nationale arv.

Så langt, så godt.

Nu viser en undersøgelse fra COWI, at det ville give god mening at flytte museet til mere højereliggende lokaliteter (dog stadig med udsigt over fjorden) for at forhindre en tilsvarende situation en anden gang. Men det mener man på Vikingeskibsmuseet er en rigtig dårlig ide, da en sådan flytning vil ødelægge ideen med museet, som argumentet hedder.

http://www.bygningskultur.dk/Menu/Aktuelt/Nyheder/Skal-Vikingeskibsmuseet-flyttes

Tjah, måske. Men hvad er nemmest at genskabe? En ny ide, en ny måde at fortælle historien om vikingeskibene og vikingetiden på? Eller mere end 1000 år gamle vikingeskibe?

Da det sidste simpelthen IKKE KAN genskabes, giver svaret sig selv. De historiske vikingeskibe bør derfor flyttes så hurtigt som muligt, så de kan sikres for eftertiden.

For ja, det er flot med et museum, der ligger lige i vandkanten. Men vi lever i en tid, hvor det generelle vandstandsniveau forventes at stige med mindst en halv meter i løbet af de næste 10-15 år, og hvor der samtidig er forøget risiko for stadig voldsommere storme og deraf hyppigere og større stormfloder.

Det er derfor galopperende galimatias at holde fast i en ide om at beholde museet, hvor det er idag.

Og at bygge museet en meter højere som det foreslås, svarer til at tage et ekstra silketørklæde om halsen for at beskytte sig mod vinterstormen. Altså praktisk talt ingen effekt.

Få med andre ord de historiske vikingeskibe i sikkerhed. Men lad blot kopierne blive ved og i vandet i Roskilde Fjord. Kopi-skibene gør stor gavn og glæde dér, hvor vi kan sejle i dem.

Og så er kopi-skibene i øvrigt ligesom museumsfolkenes ideer: De kan altid genskabes, hvis det skulle være. Det kan originalerne IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 3: Vikingerne kommer

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNE KOMMER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Det er en af de perioder i historien, som vi som danskere stadig er mest stolte over. Måske fordi vi i store dele af denne periode herskede over store landområder udenfor det, der er idag er kendt som Danmark.

At være viking var noget, som vi delte med svenskerne og nordmændene. Det var altså en fælles-nordisk sag at være viking, selvom vi populært sagt drog i hver sin retning: Svenskerne østpå af de russiske floder og helt ned til Byzans, nordmændene nordpå til Island, Grønland og sågar til Nordamerika, mens danskerne sejlede vestpå og tog sig af England og Frankrig.

Sydpå lå Tyskland, og det kunne vikingerne ikke få fat på. Omvendt sikrede Dannevirke også, at vi ikke blev erobret sydfra. Til gengæld sendte tyskerne kristne missionærer herop, blandt andet Ansgar, der senere blev Nordens Apostel. Han havde dog ikke meget held med sig dér midt i 700-tallet.

Mere held fik Poppo et par hundrede år senere, men det vender vi tilbage til næste mandag, hvor det skal handle om vikinger og deres tro, både asetroen og kristendommen – og dermed også runer, Jellingstene og starten på den danske kongerække: Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den Store.

Idag handler det om vikingernes hverdag og liv, både hjemme og ude.

Mest kendte og berygtede er vikingernes erobringer udenfor Danmark, hvor man siger, at vikingetiden for alvor starter med plyndringen og nedbrændingen af det engelske kloster Lindisfarne i 793.

I de kommende århundreder – og især i 800- og 900-tallet – løb de lange skibe gang på gang op på de engelske, skotske og franske kyster, hvor det har skabt skræk og rædsel blandt de indfødte, når vikingerne gik bersærk og plyndrede, voldtog, myrdede og bortførte. Netop bortførte, for salget af slaver eller trælle, som det hed på vikingsk, var der mange penge i.

Men vikingerne var også andet og mere end de rene barberer. Mange danske vikinger slog sig ned i England og blev integrerede så meget, at de kæmpede imod deres tidligere landsmænd. Et helt område i England hed således Danelagen, altså det område hvor Danernes Lov gjaldt. Vikingerne bragte nemlig også organisation med sig, når de bosætte sig i andre lande, hvad man også så i Normandiet i Frankrig, hvor den berømte Rollo (eller på dansk, for han var dansk: Rolf) skabte sit kongerige.

Vikingerne var også handelsfolk, der købte og solgte varer overalt, hvor de færdes, hvad enten det var i hjemlige handelsbyer som den navnkyndige Hedeby i Sønderjylland – eller det var i de europæiske byer, hvor vikingerne hjemmevant færdes og ikke lod sig snyde af de ellers noget mere kultiverede, men næppe mere berejste sydeuropæere.

Og imens sad vikingekvinderne derhjemme og tog sig af hele gården og landsbyen. For selvom der var penge – mange penge – i at være på vikingetogt, så overlevede man kun, hvis man også passede sit landbrug. Så det gjorde vikingernes hustruer sammen med børn og trælle – og de mænd, der ikke var i viking, som det hed, når man rejste ud. Vikingekvinden har derfor også været både selvstændig og stærk, når hun i måneder – nogle gange endda år – har skullet stå for det hele på hjemmefronten.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndbold-finale: Guld eller sølv, men aldrig regnbuen

Udgivet den af
1

Så er det i eftermiddag, at Danmarks nye sports-darlings: Håndbold-herrerne skal spille EM-finale i Boxen i Herning mod Frankrig.

Der er helt sikkert, at Boxen vil koge – og at danskere overalt i landet vil sidde foran tv-skærmen for at følge med, når Hansen, Søndergaard, Eggert, Landin og alle de andre gør, hvad de kan for at vinde guldet.

Men uanset om de vinder eller taber guldet – for i en EM-finale vinder man aldrig sølvet – så er det Danmarksbloggens inderligste håb, at man brugte denne begivenhed til at gøre det nemmere for de homo-, bi- og transseksuelle sportsfolk at stå frem.

Lige inden EM i håndbold startede for lidt over to uger siden, trådte en tysk landsholds-fodboldspiller frem og fortalte, at han var homoseksuel, som også Danmarksbloggen skrev om det:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3076

Desværre udløste hans modige handling ingen folkevandring ud af skabene i sportens verden. Og det gør en guldmedalje i dag nok heller ikke. Desværre.

For sportens verden ville være så meget bedre og sjovere, hvis det ikke kun drejede sig om guld, sølv og bronze – men om hele regnbuen. For så kunne alle sportsfolk åbent være dem, som de var.

De kommende Vinter-Olympiske Lege i Sotchi i et Rusland, der diskriminerer og forfølger homo-, bi- og transseksuelle, gør det endnu mere relevant at få regnbuen ind i sportens verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem sidder i Tivolis ledelse? Og hvad har de gjort?

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen skrev i går om, hvordan Tivoli systematisk ødelægges af Tivolis egen ledelse:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3241

Men hvem er det egentlig, der sidder i Tivolis ledelse?

Allerførst er det Lars Liebst, der siden 1996 har været administrerende direktør for Haven. Han sidder også i TV2´s bestyrelse. Om det så hænger sammen med, at TV2 året igennem kan sende morgen og aften fra de permanente bygninger, der spærrer for udsigten til den smukke Koncertsal, skal Danmarksbloggen ikke kunne vurdere. Men det er måske værd at skænke en tanke.

Under Lars Liebst er der en del underdirektører, hvad man kan se her: http://www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/organisation/direktion/

Fælles for dem alle er, at de er udnævnt indenfor de seneste år, og at forretning – og ikke kultur – er det, som de har erfaring med.

I Tivolis bestyrelse er det også de forretningsmæssige kompetancer – og ikke de kulturelle, der springer i øjnene. Se listen her:

http://www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/organisation/bestyrelse/

Derudover spiller flg. to mænd en stor rolle for udviklingen i Tivoli:

Balletchef Peter Bo Bendixen, der kom til Tivoli i 2005, hvor han blandt andet står for Pantomimeteatret. Før hans tid var der ikke noget, der hed balletchef i Tivoli. Men nu er der både en balletskole i Tivoli, foruden at de deciderede balletforestillinger har fået meget mere scene-tid på det gamle teaters skrå brædder end de havde før. Peter Bo Bendixen sættes også i forbindelse med Valmue Teatrets nedlæggelse uden at Danmarksbloggen dog har kunnet finde dokumentation for den påstand.

Musikchef Henrik Engelbrecht, der kom til Tivoli i 2010. Siden er Promenadeorkestret og Big Bandet blevet reduceret til en parantes, og i går kom så fyringen af Tivoli Gardens leder gennem 40 år.

Danmarksbloggen håber med dette indlæg at kaste lidt lys over, hvem der sidder ved bordet i Tivoli.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivolis ledelse kører Tivoli helt i sænk

Udgivet den af
8

Med dagens fyring af Tivoligardens leder har Tivolis ledelse taget endnu et skridt henimod den totale ødelæggelse af vores nationale klenodie

Nedturen startede for nogle år siden med nedlæggelsen af Valmue-teatret, det lille Teater, der spillede H. C. Andersen-eventyr for børn tre gange dagligt, og som for både store og små var en oplevelse, hvor eventyrene tro mod både indhold og nutid foldede sig ud som en sart blomst af fantasi, humor og substans.

Så fulgte slagtningen af Big Bandet og Promenade-orkestret. Sidstnævnte var en dobbelt tragedie, da det både ramte de daglige koncerter samt den levende musik fra Pantomime-teatret, når Harlekin, Columbine og Pjerrot er på scenen.

Og nu er det så Tivoli-gardens tur … De mister et mangeårigt fyrtårn, der fyres to år før hans pensionering.

Det er Danmarksbloggen ubegribeligt at forstå, hvad det er, at Tivolis ledelse vil med det her. For det giver ikke flere penge på bundlinien. Snarere tværtimod.

Tivolis ledelse er derimod godt i gang med at køre Tivoli helt i sænk med den systematiske ødelæggelse af Tivolis egenart, kultur og ånd.

Danmarksbloggen håber på et oprør imod ødelæggelsen af Tivoli, som i sin rigtige form er et vigtigt stykke kultur for hele Danmark, et nationalt klenodie på niveau med Den Lille Havfrue.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 2: Sten-, bronze- og jernalder

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

STEN-, BRONZE- OG JERNALDER

Målt i år varer sten-, bronze- og jernalderen langt størstedelen af den tid, hvor der har levet mennesker i Danmark. Men vi ved ikke ret meget konkret om disse mennesker, men må basere meget af vor viden på fund af skeletter, tøjrester og genstande, som de har brugt.

Stenalder: Jægerfolket

Det hele startede omkring 11.000 f. Kr., hvor små flokke af jægere om sommeren strejfede ind i det område, der idag er Sønderjylland. Senere cirka 9.000 f. Kr. i Maglemosetiden har der – ihvertfald lejlighedsvis – boet folk i Danmark. Det ved man fra fx en boplads ved Sorø, hvor de gik på elg-jagt. Men det var ikke en permanent boplads. Den tids mennesker var jægere, der med deres våben lavet af flint vandrede med dyreflokkene rundt i de store og åbne skovområder, der dækkede landet. De fremstillede også små rav-skulpturer, der forestillede de dyr, som de spiste: Bjørn, elg, urokse og en masse fisk.

Senere omkring 7.500 f. Kr. var klimaet blevet meget mildt og varmt – også mere end idag, og landet ændrede sig. Bælterne opstod sammen de mange øer, der før var bakketoppe i fastlandet. Havet steg nemlig, og de store dyr flyttede nordpå sammen med den vegetation, som vi idag stadig kender fra de mere nordlige egne i Skandinavien, og ind kom i stedet træer som eg og lind, der skyggede ganske gevaldigt. Dyrene og dermed det “sorgløse” jægerliv, hvor en familie kunne leve længe af en enkelt flere hundrede kilo tung elg, forsvandt.

Det var Ertebølletid, og menneskene klumpede sig sammen ved kysterne, hvor de levede af de fisk, muslinger, østers og andre ting, som de kunne skaffe sig ved brug af den opfindsomhed, der altid har været menneskeracens særkende. Man ved også, at den tids mennesker har haft både ruser og simple tællelamper – og at de kunne lave lerkrukker. Så overgangen fra jæger- til bondestenalder var godt igang – midt i køkkenmøddingens stank.

Stenalder: Bønderne

Ingen ved, hvordan overgangen præcist forløb. Men omkring 4.000 f. Kr. begyndte man for alvor at rydde skov for at anlægge marker. De var små og udbyttet ringe. Men landbruget var i gang, og bopladsen blev permanent. Nu flyttede man kun, når det var absolut nødvendigt i forhold til at jorden var for udpint. Og så flyttede man aldrig langt væk, men holdt sig tæt på den jættestue eller stendysse, hvor man begravede sine døde.

Flinten, som jægerne havde lavet fx pilespidser af, blev nu centrum for en hel industri med flintminerne og flintsmeden i centrum. Flintdolke, flintøkser og så videre blev forarbejdet så fint, at de stadig imponerer.

Danmark var ret alene om at have flint i så anselige mængder, så der blev fabrikeret i den store stil og solgt til de andre skandinaviske lande, men også til steder så langt væk som de andre Østersø-lande var der bud efter de stadig mere forfinede flint-redskaber. Ja, de allerbedste flint-produkter kom faktisk lige før, at tiderne igen ændrede sig.

Bronzealder: Solvogn og lurblæsere

For det blev bronzealder. En tid med det mildeste klima, som vi har haft (endnu) på denne side af sidste istid. En tid, der varede fra cirka 1.800 f. Kr. til 500 f. Kr.

Bronzen kom til Danmark sydfra, men den fortrængte aldrig helt flinten. Det var den simpelthen for dyr til, også da vi selv begyndte at producere bronze. Derfor var bronzesværd, bronzespyd, bronzedolke, bronzesmykker og så videre også status-symboler i en bronzealder, hvor samfundet forlængst var blevet klasseopdelt i en lille overklasse, der havde magten og privilegierne, og en noget større underklasse, der havde markant mindre, men til gengæld måtte arbejde så meget desto mere.

Det ses også i gravene, hvor nogle få gram bronze = en fattig mand eller kvinde, mens flere kilo bronze = en rig mand eller kvinde. I bronzealderen begyndte man nemlig at gravlægge de døde hver for sig.

Men hvad den tids mennesker troede på, og hvordan deres religiøse ceremonier var, vides ikke udover at man i første del af bronzealderen lagde de døde i udhulede trækister, mens man i anden del brændte dem. Fundet af Solvognen og sol-tegn på flere genstande indikerer dog, at solen spillede en vigtig rolle. Det samme gjorde de hornbeklædte hjelme og lurer, som nutiden ellers forsyner vikingerne med.

Men det var bronzealder-menneskene, som brugte hjelme med horn, og som blæste på de underligt snoede horn, der kun er fundet i Danmark. At kultur, kunst og skønhed derfor spillede en stor rolle for bronzealderens mennesker er der meget, der tyder på, når man ser på de rige fund fra denne tidsalder.

Vi ved også, hvordan de gik klædt. Mest kendt er nok Egtved-pigen, der blev fundet ved Vejle i 1921. Hendes snoreskørt med det brede spænde formet som skive er endda meget lig det tøj, som nutidens unge piger bruger. Og hun var også kun en ung pige, da hun døde. Det var så ikke noget særsyn dengang, snarere tværtimod. Folk blev i reglen ikke gamle. Blev man over 30, var man nærmest en olding.

Jernalder: Keltiske periode

Levealderen var også kort i den næste tid, jernalderen, der deles op i keltisk og romersk jernalder. Jernalderen varede fra 500 f. Kr til cirka 700 e. Kr.

Klimaet ændrede sig til det værre. Det blev markant koldere og mere regnfuldt, så man var nødt til at iføre sig mere og varmere tøj og opholde sig mere indendøre. Husene blev også bygget mere tætte og solide, og bopladsene blev til landsbyer, der omkring Kristi fødsel fik navne. Det drejer sig typisk om byer, der ender på -um og -inge, som fx Virum og Buddinge.

Heldigvis fandt jernaldermenneskene også ud af at udvinde jern af det myremalm, som man kunne grave frem i myrene – eller mosen, som den hedder på nutids-dansk. Det udvundne smedejern kunne så blive udhamret til sværd, knive og andre redskaber, og det var et metal så godt, at det hurtigt slog både bronzen og flinten af banen. Jernet var simpelthen bare bedre og samtidig til at skaffe sig alle steder. Det skabte så også en vis social uro, da de bronze-rige familier pludselig ikke var så rige længere.

Mosen var i det hele taget i centrum i jernalderen. Det var nemlig også i mosen, at man ofrede til guderne flere gange om året, men især ved midsommer og midvinter, hvor både afgrøder, dyr og sågar mennesker – som regel trælle – måtte lade livet for at sikre fortsat liv og vækst for stammen. Det sure mosevand har bevaret både smykker og især mennesker så godt, at de stadig mange århundreder senere fortæller historien om en tid, hvor troen på naturguderne var den herskende. Tollund-manden er således det måske bedst bevarede lig fra fortiden i hele verden.

Strømningerne fra et Europa i vandringernes tegn nåede også indirekte Danmark. Kelterne trængte sig igennem Europa, og deres påvirkning var så stærk, at første del af jernalderen, som varede fra cirka 500 f. Kr. til omkring Kristi fødsel kaldes for keltisk jernalder. Kelternes gudebilleder og verdensopfattelse kan også ses på nogle af de ting, som jernaldermenneskene har efterladt sig som fx den store sølvkedel fra Gundestrup, der som så meget andet er fundet i mosen, hvor den må have været en offergave. Måske i forbindelse med de vandringerm der også var i Skandinavien, hvor forskellige folkeslag vandrede som Saxere og Anglere, der drog fra Jylland til England, mens Danerne kom fra Sverige til Danmark og så videre.

Jernalder: Romerske periode

Mest kendte er imidlertid de to guldhorn, som blev fundet i Gallehus i Sønderjylland i henholdsvis1639 og 1734, og som kan daters til 400 e. Kr., hvor man på det ene kan læse den første tekst nogensinde skrevet på dansk: “Jeg Lægæst Holtes søn gjorde hornet.” Kopier af de berømte og ialt næsten syv kilo tunge guldhorn kan ses på Nationalmuseet, hvor originalerne også var, indtil de i 1802 blev stjålet og smeltet om. Heldigvis var de aftegnet, så vi har billeder og tekst gengivet på kopierne. Og vi har en rest, nemlig de små ørenringe af det oprindelige guld. De kan også ses på Nationalmuseet.

Anden del af jernalderen fra Kristi fødsel til cirka 700 e. Kr. kaldes for den romerske jernalder, fordi nu kom inspirationen og påvirkningen fra det store romerske rige, som jernaldermenneskene også handlede ivrigt med – og gerne ville sammenlignes med.

Så overklassen købte glas, vin, vinkander og andre varer, der indikerede, at man var ligeså fin og kulturel som en romer, selvom nærmest alle danskere i det stadig meget primitive Danmark næppe har haft fantasi til at forestille sig livet i det civiliserede og udviklede Rom. Men man ville gerne være ligeså fin som en romer, så man lod sig begrave med både kander og drikkehorn af det fine glas, som man endnu ikke selv kunne genskabe.

Man blev også inspireret af den romerske gudeverden og skabte grundfigurerne i den senere asetro: Den vise og enøjede Odin, den stærke Thor, frugtbarhedsgudinden Freja og alle de andre, som ellers hører sammen med vikingetiden.

Det var i det hele taget en driftig tid, hvor der også blev fældet træer i den store stil, så byerne kunne vokse og velstanden øges. Det var især nogle få, der skummede fløden og blev rige stormænd, mens livet for de fleste var en kort affære fuld af hårdt arbejde med jord og dyr. Kun de få var som sagt krigere og jordbesiddere – og sådan fortsatte det også i den næste tid, som vi skal høre om næste mandag d. 27. januar: Nemlig vikingetiden.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet

Udgivet den af
1

I en kronik i Berlingske Tidende i går efterlyste formand for Det Konservative Folkeparti Lars Barfoed mere viden om Danmarkshistorien blandt danskerne:

http://www.b.dk/debat/barfoed-danskerne-skal-kende-historien

“Kulturpolitik handler både om at skabe rammerne for en fortsat udvikling af vores kultur og kunstneriske udtryk og samtidig bevare og forankre vores historiske og kulturelle værdier i den almindelige bevidsthed og dannelse,” skriver Lars Barfoed i kronikken, hvor der senere også står:

“Vi er vores historie. Hvad enten det gælder den nyere historie eller antikken, har historiske begivenheder og personer defineret rammerne for vores tilværelse og kulturelle ophav.”

Og endelig skriver Lars Barfoed tilsidst i kronikken: “Et fælles historisk anker er og bliver den væsentligste forudsætning for, at vores lille men seje nation kan stå stærkt og samlet i fremtiden.”.

Danmarksbloggen er 100% enig med Lars Barfoed. Vi er vores historie – på godt og ondt. Og det nytter ikke noget at tro, at man kan google sig til alt, som socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen var ude og hævde det i diverse medier i går.

For det første er det en betingelse for at kunne google noget, at man ved, hvad man skal google. Og det ved man kun, hvis der er en lampe, der lyser, når man hører et navn, et årstal, et geografisk sted eller andet, som knytter sig til en historisk begivenhed.

Og for det andet – og vigtigste, så kan man ikke google sammenhænge. Dem forstår man kun, når man kender årstal, personer, steder og begivenheder hver for sig – og så efterfølgende kan flette dem sammen i meningsfulde konstellationer.

Det er også helt efter historiebogens lære om de klassiske parti-værdier, når en konservativ gerne vil have (mere) historisk viden blandt danskerne, mens en socialdemokrat er mere indifferent.

Men lige på det punkt har udviklingen betydet, at de to partiers klassiske holdninger til historisk viden og danskerne formentlig ikke gælder mere. For hvis danskerne lærte deres historie (bedre) at kende, især den fra slutningen af 1800-tallet og frem, ville de borgerlige partier formentlig være noget mere tilbageholdende med at øge kendskabet til Danmarkshistorien.

For dén historie er en lang fortælling om hvordan fagbevægelse, andelsbevægelse og et ungt Socialdemokrati lavede et klassedelt samfund med store skel mellem rig og fattig om til et samfund, hvor få havde for meget og færre for lidt.

Den udvikling går så – i vores historieløse tid – desværre den modsatte vej, således at skellene blandt danskere igen øges i disse år.

Men at kunne sin Danmarkshistorie er at vide, at Danmark er bedst, når vi lever efter devisen “Solidaritet og Sammenhold.”.

Så jo, lad os endelig få meget mere Danmarkshistorie på skemaet rundt om på skolerne  – og også alle mulige andre steder. Og lad det endelig blive Danmarkshistorie på en både spændende og humoristisk måde – sålænge det også er lødigt, substantielt og opfordrer til at tænke selv.

Danmarksbloggen bakker 100% op om mere Danmarkshistore. Jo mere, jo bedre.

For: Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet.

Og det er dér hårdt brug for i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De tyske indvandrere i den danske jul

Udgivet den af
2

Hvad er vel mere dansk og julet end juletræet, adventskransen og julekalenderen? Tjah, julemærket og kravlenissen, som begge er danske opfindelser skabt af henholdsvis postmester Einar Holbøll i 1903 og tegner Flemming Bramming i 1947.

For de tre andre er nemlig tyske indvandrere til den danske jul. Tyskland var også i århundreder det sted, hvorfra vi hentede mest kultur og inspiration, også når det drejede sig om højtiderne. Og her har julen altid været konge i Danmark – selvom påsken teologisk set er større.

Men altså både juletræ, adventskrans og julekalender kom fra Tyskland.

Juletræet for lidt over 200 år siden. Man mener, at det første juletræ i Danmark stod på det sydsjællandske gods Holsteinsborg i 1808. Men det var først, da familien Lehmann i København i 1811 anskaffede sig et juletræ, at det vakte national opsigt – og derfra gik det stærkt med at få udbredt traditionen.

Adventskransen kom til Danmark med Christian d. 10´s tyskfødte dronning Alexandrine og alle de ved genforeningen i 1920 hjemvendte sønderjyder. Men også her var det først senere, nemlig under de mørke år i besættelsen 1940-45, at skikken for alvor blev landskendt.

Julekalenderen blev skabt af den tyske forlægger Gerhard Lang i starten af 1900-tallet og kom til Danmark i 1932. De første julekalendere i Tyskland var ikke med låger, men bestod af to stykker papir. Et med billeder og et andet med vers. Så kunne man klippe billederne ud og klistre på arket på vers. Ideen holdt ikke rigtigt, men så fandt Gerhard Lang på det med lågerne – og succesen var hjemme, også i Danmark.

Og hvad kan man så lære af alt dette? Jo, at indvandrere og indvandring i reglen altid skaber noget godt – og at ingenting er statisk, men at alt derimod er levende og konstant i forandring.

På samme måde har især også Brammings kravlenisser forlængst kravlet udover landets grænser, så man også i andre lande end Danmark bruger kravlenisser.

Kultur, ideer, traditioner og skikke er nemlig ligesom viden ment til at spredes og deles.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk