For 14´ende gang byder Grønnegårds Teatret velkommen til familieforestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og traditionen tro er det de kommende tredje års-studerende fra Den danske Scenekunstskole i København, der står på scenen i forestillingen, der i år hedder ”Der var engang engang”.

De talentfulde unge mennesker har nemlig kastet sig over en moderniseret og opdateret version af H. C. Andersens ”Den Grimme Ælling”. Og lad det være sagt med det samme:

De otte teaterstuderende gør det forrygende godt og med en skøn blanding af humor og alvor, livsmod og intensitet, som snart får publikum til at grine højt, snart til at sidde knuget af medfølelse med den stakkels ælling, der skal så grueligt meget igennem, før den bliver en smuk – og i bogstaveligste forstand – hvid svane.

Scenen er et bræddegulv lagt på græsset, og rekvisitterne er så få, at de næsten kan tælles på en hånd. Men det er kun en fordel, at rammerne er så enkle. For så bliver det helt tydeligt, hvor dygtige de unge mennesker er til at bruge deres krop til at fortælle historien, der bliver flerdimensionel, når den formidles med så overbevisende bevægelser og mimik. Og måske især med de meget vellykkede gengivelser af naturens og dyreverdenens mangfoldighed af lyde og udbrud.

Af og til må lyden af en rappende and, en kvækkende frø og alt det andet dog vige for den klassisk talte replik, der oftest citerer H. C. Andersens egne ord. Ord, som også i det 21´ende århundrede taler til os om vigtigheden af at være elsket og høre til. Men også om hvor let det er at blive fanget i egen selvtilstrækkelighed og tro, at hele verden ikke er større end den hjemlige andedam.

En pointe, som i øvrigt er mere aktuel i verden i dag, end den har været det siden 2. verdenskrig. Men verdenen er større end den lokale andegård – og det ved ællingen. Den bliver også ved med at prøve at finde og skabe sig en plads i verden, selvom den er uønsket både her og der – og må kæmpe så meget, at den næsten bukker under.

Heldigvis ved vi jo, at det ender godt. En viden, der også gør rejsen lidt lettere. For undervejs i forestillingen hvirvles man ind i ællingens følelse af fortabthed, så man selv bliver en del af det lille udstødte væsen. Så det er ikke kun på scenen, at det er en stor forløsning, når det hele ender godt og den nu voksne svane kan sprede vingerne, flyve og konkludere, at det ikke gør noget at være født i en andegård, når blot man har ligget i et svaneæg.

Og så er også vi på tilskuerpladserne glade og lettede, og der smiles stort under den afsluttende sang, der samler os alle i historien om der VAR engang engang. Men hvem ved? Måske der også ER engang engang?  Og BLIVER engang engang?

For tror man på eventyret – og det gør alle, der er børn, børn i hjertet, som der står i et andet H. C. Andersen-eventyr – så kan det hele kun ende med: Og de levede lykkeligt til deres dages ende.  

Danmarksbloggen giver fem ud af seks ællinger.

Stykket spiller til og med 19. juli. På scenen er: Stanley Tawfik Bakar, Anne Sofie Wanstrup, Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Ingrid-Marie Troelsen, Julie Jeziorski Jensen, Peter Schlie Hansen og Sebastian Aagaard-Williams. Mariana Palacios er på piano. Det er Charlotte Munksø, der har instrueret. Hun har også lavet manuskriptet sammen med Mette Borg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk