Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: Gerda Wegener – Danmarks glemte kunstdatter

Udgivet den af
Svar

På kunstmuseet Arken i Ishøj åbner årets måske vigtigste udstilling i overmorgen lørdag d. 7. november. Den omfatter mange af Gerda Wegeners værker.

Men hvem er hun, spørger du måske? Gerda Wegener er intet mindre end Danmarks glemte kunstdatter. En af dansk kunsts allerstørste kvinder, som desværre har været praktisk talt fraværende fra bevidstheden i dansk kunstliv, siden hun døde fattig og syg hjemme i Danmark i 1940.

Men nu tages der revanche på Arken – og det med manér, hvor den besøgende bydes indenfor til en udstilling, hvor Gerda Wegners sprudlende og farverige billeder kommer helt til deres ret i de store rum, der til fulde understreger Gerda Wegeners overdådighed og detalje-rigdom, når det drejede sig om at skildre kvinder, skønhed og sensualitet.

Historien om Gerda Wegener er dog ikke – som man måske ellers kunne forvente – historien om den fattige kunstner, der først bliver berømt mange år efter sin død.

Tværtimod. I sin samtid var hun elsket og hyldet, især i det Paris, hvor hun boede i små 20 år (fra 1912 og til 1931), og hvor hun skabte noget af sin bedste kunst, der omfatter både malerier, tegninger, satire, reklametegninger og meget andet. Hun modtog fx også flere hædersbevisninger i Frankrig – og Louvre købte tre af hendes billeder, som i dag kan ses på Centre Pompidou i Paris. Pt. er to af dem dog i Ishøj.

Gerda Wegener var nemlig ligeså produktiv og alsidig i sine kunstneriske udtryk som den senere Bjørn Wiinblad, der også udstiller på Arken indtil midt i januar – og hun var ligeså stringent i sine motiver.

Gerda Wegeners motiv er så altid kvinden og det kvindelige (også når hun portrætterer en mand), kvinden når hun er yndefuld, smuk, fuld af poesi og sensualitet. Men for Gerda Wegener var kvinden mere end blomster, bløde kurver og lange, smalle hænder. Kvinden var tillige styrke, sovekammerøjne, make-up, behov, begær og bevidsthed om egen identitet – og Gerda Wegener, som jo selv var kvinde, kunne derfor male kvinden på en helt anden måde end mange mandlige malere.

Og netop det med identiteten spillede en stor rolle for Gerda Wegener og hendes mand Einar Wegener, der udover selv at være kunstner, også var kvinde, muse og et yndet male-objekt for Gerda Wegener under navnet Lili Elbe, hvor han poserer i yndefulde positioner, næsten altid set bagfra – og altid med make-up og i omgivelser fulde af Gerdas karakteristiske farver, detaljer, blomster og måske andre kvinder.

I samtiden var der nemlig kun få, som vidste, at Gerdas mand var transkønnet og modellen til de mange Lili-portrætter – også selvom parret boede i Paris, hvor de var højt skattede og havde det som fisk i vandet i de frisindede, legende og eksperimenterende 1920´ere.

Hele historien omkring Einar/Lili Elbe er i øvrigt blevet filmatiseret, og filmen ”The Danish Girl” får premiere i USA i slutningen af måneden – i Danmark dog først til februar næste år. Alt sammen er det fint i tråd med den interesse, som der pt. er i kunsten for at undersøge kønnets grænser, og hvad det vil sige at være mand versus kvinde. I den sammenhæng skal også Kasper Skovbøls danske film fra tidligere i år ”Sorte måne” nævnes. Den omhandler de samme problematikker og har den transkønnede model May Simón Lipschitz i hovedrollen.

Og ja, hele historien med Einar/Lili Elbe er en spændende og med samtidens ord pikant historie, selvom det hele får en tragisk endeligt, da Lili dør kun et år efter, at hun er færdig med den sidste operation, der har gjort hende til kvinde på alle måder. I mellemtiden har Gerda Wegener, der formentlig var biseksuel – lidt paradoksalt – giftet sig med en macho-italiener og lever derefter nogle år i Marokko, inden hun kommer tilbage til Danmark, hvor hun dør syg og fattig – og stort set glemt.

Men der er noget, som i Danmarksbloggens øjne er vigtigere end Einar Wegeners kamp for også fysisk at blive den kvinde, som han var psykisk, selvom det frihedsbudskab, som det indeholder, betyder meget – også i dag.

For tiden blev som bekendt en anden i løbet af 1930´erne. Krisen kom i kølvandet på krakket i Wall Street – og med den økonomiske depression fulgte trangen til letkøbte forklaringer og syndebukke, værst i Tyskland med nazismen og i Spanien og Italien med fascismen. Men også mange andre steder i Europa var der ikke længere plads til festerne og tolerancen og rummeligheden. Nu var alt leg og udforskning af grænser dekadent og forkert – og det hele skulle være konformt og kedeligt – og deri lægger det større og vigtigere budskab i vor tid, hvor nationalismens spøgelse igen huserer overalt i Europa – og der atter kun er plads til enkle forklaringer på komplicerede sammenhænge, syndebukke, ensretning og gråhed, både kulturelt og politisk.

Det er farligt – ligeså farligt som dengang Gerda Wegener levede. Og vi behøver mere end nogensinde siden 1930´erne Gerda Wegeners farver og sprælskhed. Vi har brug for friheden, for hendes og hendes mands leg med grænser og motiver, med åbenhed og privatliv.

For nok ser vi stort set kun yndlingsmotivet Lili bagfra – men ikke forfra. Det, som i mange år kunne afsløre hende som født mand, forblives skjult, så hun på billedet kan være kvinde med stort K. Og deri er et budskab, også til os, som ikke er transkønnede, om at ja, vi må godt have hemmeligheder – også og måske især i en overvågnings- og kontroltid som vores.

På Arken er der imidlertid ikke noget, der forbliver skjult. Her kan man se stort set alle vigtige Gerda Wegener-værker: Portrætter af kvinder – også det berømte af Ellen Levinsen, de klassiske Lili-billeder, satire-tegninger, reklamer – og selvfølgelig de erotiske, som med nutidens øjne er meget uskyldige, men som dengang har været modige, også fordi de viser både onani og pigesex.

Men selvom der ikke var noget erotik, noget transkønnethed, noget alt muligt af det, som tænder og giver opmærksomhed i vor tid – så skal man se udstillingen alligevel. For det er simpelthen god kunst – helt enkelt.

En nærmest nutidig kunst baseret på at Gerda Wegener havde både kundskaber og et budskab omkring livet og mennesket som noget, der godt måtte være farverigt, eksperimenterende og fuld af glæde og fest.

Væk med den nordiske minimalisme og den protestantiske idé om at kunne nøjes – og ind med den mere latinske overdådighed, nydelse og skønhed. Sådan skal livet også være – og sådan var det i lange perioder for Gerda Wegener, der både kunne male og tegne – og give sine figurer på lærredet liv og sjæl. Både de ukendte og de kendte, som datidens danske balletstjerne solodanserinden Ulla Poulsen, som Gerda lærte at kende i Paris, og som blev en ven for livet – og hvis meget berømte portræt normalt hænger i Hofteatret i København.

Pt. er billedet dog i Ishøj. Og Danmarksbloggen anbefaler alle at tage dertil og se udstillingen af Gerda Wegeners værker, der i samtiden var modige – og som stadig er både levende og moderne. Og inspirerende for fremtidens kunstnere, håber Danmarksbloggen. For her er det gode håndværk, den kunstneriske kunnen og den kunstneriske nødvendighed for at fortælle sin historie i højsædet i samtlige værker.

Værker, hvoraf mange er i privateje – så det er NU chancen er der. Nu og indtil 16. maj næste år. Så: Kom, kom – og kom igen til Arken. Det er Danmarks glemte kunst-datter, som vi her kan lære at kende – og det gøres bedst foran hendes billeder og gerne i flere omgange, så man får alle penselstrøgene med – også dem, som hun lavede med kun ét enkelt hår.

Danmarksbloggen hylder Gerda Wegener og Einar Wegener/Lili Elbe og deres mod – og giver udstillingen seks svungne pensler ud af seks mulige.

Udstillingen kan ses i perioden 7. november 2015 – 16. maj 2016.

Læs evt. mere om Gerda Wegener her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Orlogsmuseet lukker – men hvor er ramaskriget?

Udgivet den af
1

Danmark var engang en stolt søfartsnation med både en kæmpe handelsflåde og en stor militærflåde tillige. Vi har også meget kyst, og har siden vikingerne været gode til at sejle på de syv have.

Men nu lukker Orlogsmuseet på Christianshavn og udstillingen skal være en del af Tøjhus-udstillingerne i stedet. Noget, der økonomisk og administrativt sikkert er en god løsning, selvom det er ærgerligt, at en stor udstilling om Carsten Niebuhr droppes. For ham kender danskerne ikke, men det burde vi.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/orlogsmuseet-i-koebenhavn-lukker

Det, som Danmarksbloggen lægger mest mærke til, er dog det manglende ramaskrig fra Dansk Folkeparti, som ellers er hurtige nok til at råbe op, når det drejer sig om nisser på julekort og piber lavet af lakrids.

Men hvor er de, når det drejer sig om et gammelt, hæderkronet museum? Hvorfor råber de ikke op nu om tab af danskhed og den slags? Måske fordi det kræver historisk viden og kultur at kende noget til Orlogsmuseet? Og det er jo netop to ting, som DF og deres vælgere har meget lidt af – for nu at sige det pænt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan fodbolden samle?

Udgivet den af
Svar

Sport er for mange en stor del af deres liv – og af deres (nationale) identitet. Og ingen sportsgren er så fyldt med følelser i Danmark som herre-fodbold, og ingen kampe trækker så meget på nationalfølelsen, som når vi møder Sverige.

Og det er lige netop, hvad der sker igen d. 14. november og d. 17. november, når der skal spilles play-off-kampe om, hvem der skal med til EM næste år i Frankrig: Danskerne eller svenskerne.

Danmarksbloggen håber selvfølgelig på, at Danmark vinder.

Men det vigtigste er ikke, hvem der får bolden fleste gange i modstanderens mål, men at vi – via den lille runde bold og de 22 mand klædt i rødt-hvidt eller blå-gult – finder ud af, at vi har mere, der samler os, end der skiller os heroppe i Norden.

At Danmark og Sverige – og Norge med – er nødt til at holde sammen og hjælpe hinanden i en verden, der bliver mere og mere usikker og farlig. Men at vi også må åbne og hjælpe dem, der ikke er så heldige som os.

Og at vejen derfor hverken er den angste og lukkede vej, som vi har valgt i Danmark – eller den naive, som Sverige går – men istedet en fornuftig og medmenneskelig vej, hvor der er plads til både hjerte og hjerne – som der er det i sport, når sport er bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jonatan Spangs Danmark

Udgivet den af
Svar

Lad det være sagt med det samme: Det er IKKE et lummert show … og så alligevel 

Mere skal ikke skrives her, men Dannebrog er rødt og hvidt, og det er også de farver, der på alle måder danner rammen om Jonathan Spangs nye show ”Jonatans Spangs Danmark”.

Og lad os også slå fast: Latteren ruller ligeså stærkt gennem showets to afdelinger, som klapsalverne runger efter en bevægende og klassisk dansk afslutning, som heller ikke skal røbes – men som alle kender. Om ikke andet så fra dengang man var til sølvbryllupsfest i forsamlingshuset, og morbror Jørgen havde fået lidt for meget, og faster Jette havde ladet bh´en gå rundt for at indsamle til giro 413.

Lige giro 413 bliver så ikke nævnt – men det gør stort set alt andet dansk arvegods fra Matador-mix over cykler og velfærdsstaten til kongehuset og nutidens udfordringer med terror og krig – og ikke mindst det sagnomspundne danske demokrati, som vi hylder og er så glade for. Men som måske ikke er et rigtigt demokrati, men mere et pseudo-demokrati, hvor ingen rigtig tager ansvar, ingen rigtig producerer noget.

Et demokrati, der i 2015-udgaven er et forkrampet system, som styres af æggehoveder fra DJØF, skrankepaver i borgerservice og politikere, som ikke tør sætte sig selv og eventuelle visioner i spil, men som i stedet som andre viceværter drejer lidt på hanerne, mens de indædt kæmper for at beholde magten på ganske uskønne, men grinagtige måder, som udstilles nådesløst og så helt igennem ustyrligt morsomt af Jonatan Spang, der under gårsdagens show – morsomt og professionelt – også fik flettet den nye ministerrokade ind, som var sket tidligere samme dag.

Så er man professionel, og det er Jonatan Spang – og dét i en grad, så han formentlig er landets dygtigste stand-upper ligenu, også fordi han gør mere end traditionel stand-up. For Jonatan Spang spidder sit land og især dets magthavere på fineste vis – og lever dermed som en af de få (og måske den eneste i sin generation) nutidige komikere op til humorens vigtige opgave som OGSÅ at være samfundsrevsende.

Og indimellem bliver det faktisk helt alvorligt, som når han forklarer, hvorfor vi ikke tager hjemløse mere seriøst – eller når han taler om ytringsfriheden som noget, der må være absolut. Eller nævner flygtningekrisen og ikke mindst de to måder, som danskerne i øjeblikket møder folk- af- anden-etnisk-herkomst- end-dansk på.

Men samtidig er showet også helt igennem ustyrligt morsomt, som når Jonatan Spang sammenligner Dansk Folkepartis vægren ved at tage ansvar og gå i regering med at den bedste mad selvfølgelig laves indefra stuen, mens man råber ud i køkkenet. En perle af en kommentar.

Eller når han snakker om det danske demokrati som et voksenbord og et børnebord, hvor magthaverne sidder ved voksenbordet og kun i forblommede vendinger forklarer alle os andre ved børnebordet, hvad der sker. Men vi kan godt forstå almindelig dansk voksensnak, mener Jonatan Spang, der på det personlige plan i øvrigt klarede sig igennem både NemID og e-boks.

Men rejsekortet, så stod hr. Spang af. Så ville han ikke mere. Så måtte samfundet køre videre uden ham – og han måtte gå til Svanemøllen fra Vesterbro. Måske vi andre skulle gøre det samme? Måske Danmark skulle gøre det samme?

Et tankeeksperiment: Hvad nu hvis vi fik arkitekterne tilbage, dem som lavede samfundet i 60´erne, og som Jonatan Spang gestaltede så var det, som om man så de gamle velfærds-arkitekter for sig, selvom man ikke engang var født dengang.

Men i så fald, så kunne vi måske begynde forfra med Grundloven og Biblen og den store, sorte tusch, som Jonatan Spang mente, var scenariet sidst, der skete noget på den front i magtens centrum: Statsministeriet. Dengang betød det, at Margrethe blev dronning og Ingolf ham, der aldrig blev konge. Nu kunne det måske betyde noget andet og (mere vigtigt)?

Danmarksbloggen synes det lyder forjættende – og er klart villig til at være med på forsøget. I selskab med hr. Spang kan det kun blive fornøjeligt, morsomt og berigende – og først og fremmest ikke messe- og DJØF-egnet.

For selvom Jonatan Spang gang på gang maner rygterne i jorden om, at han er jurist eller har andre lange uddannelser, så har manden både stor teoretisk viden og praktisk indsigt i samfundet. For kun sådan kan et show af den geniale og dybt oplysende kaliber blive til.

Ja, faktisk skulle hr. Spangs Danmarks-forestilling være fast pensum på alle landets ungdomsuddannelser – så ville de unge mennesker reelt lære noget om samfundet – og de vil endda gå glade hjem fra skole, ihvertfald lige dén dag.

Danmarksbloggen giver sex, nej undskyld – det er IKKE et lummert show – seks store Dannebrogsflag af seks mulige.

Showet spiller indtil 11. december over hele landet. Læs mere her: http://jonatanspang.dk/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lyset og lykkens edderkop

Udgivet den af
Svar

Kan en edderkop passe på en ulykkelig pige? Ja, i hvert fald i Anemoneteatrets nye forestilling ”Lyset og lykkens edderkop”

For Anemoneteatret har gjort det igen. Taget et af livets store emner og lavet en forestilling, som både børn og voksne kan få meget ud af.

En af de faste moraler i Anemoneteatrets forestillinger handler om at leve er at turde – samt at have hjertet på rette sted. Således også i ”Lyset og lykkens edderkop”, hvor sangen om lyset, hånden og hjertet endda er den forløsende kraft undervejs på den lange rejse, som pigen Ida og den kloge og glade edderkop Alfred tager ud på, da de skal finde øen, så Ida kan få sit store ønske opfyldt;

At blive i farmors hus, som hun ellers skal flytte fra, da farmor er død – og forældrene vil have Ida med ind til en fin lejlighed med eget værelse med både balkon og havudsigt. Men det vil Ida ikke. Og så tager den lange rejse sammen med edderkoppen Alfred over havet sin begyndelse. En rejse, der understøttes af musikken, der både kan være barsk og rå, men også munter og livlig – og altid passende til fortællingen.

Det bliver en rejse ud i det ukendte. En rejse, der inkluderer mødet med både tågen, en hval, en vagt – og den sidste store kamp mod heksen Hykla.

En rejse, der ligesom hele stykket er mere mørk, mere dyster og noget mere dramatisk end Anemoneteatrets forestillinger ofte er – men det gør slet ikke noget.

Tværtimod – i en tid hvor mange børn curles, pakkes ind i vat og sukkersøde forsikringer om happy ends og i det hele taget skærmes så meget mod verden og livet, at de bliver livsuduelige – er det både godt og rigtigt med en portion saltvand, tåge og farer. Alt sammen viser det de 5-10-årige, at bedstemødre dør, børn er ensomme og alene i verden med forstenede forældre, der holdes fangen af hykleriet og alt det andet grumme, som Ida møder på sin vej med de lige dele ærlighed og kærlighed, som hun besidder så meget, at hun forærer sit ekstra lys væk.

Lys, som hun ellers skal bruge for at sikre sig, at hendes elskede – og nu afdøde – farmor kommer i himlen.

Men Ida giver al sin kærlighed gennem hele forestillingen til alle og enhver, som hun møder. Og den, der giver, er også den, der får – og det gør Ida også i ”Lyset og lykkens edderkop”. Hun får selve livet tilbage – endda sammen med indsigt og modenhed – og en ny ven. Mere skal ikke røbes her – og slet ikke, hvor hun og edderkoppen Alfred ender med at bo – og hvem Alfred også kender.

Det skal nemlig selv opleves sammen med en opsætning, der er smuk og fuld af enkle, men effektfulde virkemidler som fx tågen og skiftene fra kælder til hav til ø – og tilbage igen, men på en ny måde.

For sådan er livet. Intet bliver ved med at være som det var. Livets natur er forandring – og farer også. Og som Astrid Lindgren sagde det, så er vi ikke sat på jorden for at undgå farerne. Det handler om – som Ida gør det i ”Lyset og lykkens edderkop” – at møde udfordringerne og farerne og overvinde dem. For kun på den måde kan vi vinde os selv og vores eget liv.

Danmarksbloggen giver 5 store glade, dansende edderkopper ud af 6 mulige

Forestillingen spiller frem til og med 17. oktober

Medvirkende: Maria LaCour, Peter Schlie Hansen, Kristoffer Rosing-Schow, Stine Michel
Manus og idé: Anemoneteatret og Stine Michel
Instruktion: Lisbeth Lipschitz

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bange for klovne og andre dumheder

Udgivet den af
Svar

Som barn synes jeg, at klovne var sjove … eller ihvertfald uskadelige og harmløse … en slags arv fra fortidens markeder og cirkus.

Sådan har jeg det ikke længere!!!!!

Idag er jeg bange for klovne – og især i versionen KLOVN med Casper Christensen og Frank Hvam, som lige har haft premiere på filmversion 2.

For KLOVN-universet repræsenterer ikke kun den moderne mand, som mange medier ellers hævder det. Det repræsenterer hele vor tids anglen efter berømmelse for berømmelsens egen skyld. Så pyt med om man kan noget, bare man viser pik eller patter!!!

Og en ting er, at kendis-kulturen med dens X-factor og iscenesatte og derfor slet-ikke-reality-virkelighed er dum og fladpandet. Talentløse landsbytosser har vi altid haft. Så det kunne vel endda gå an, hvis resten af samfundet lagde vægt på dygtighed, stræbsomhed og substans – og de dyder eksisterer da også endnu.

Men dumhederne og en konstant leflen for laveste fællesnævner breder sig i det politiske liv, i det kulturelle liv, i erhvervslivet – alle steder. Og det gør mig bange. For når dumheden går ind, går egoismen med – og så har fællesskabet og substansen trange kår.

Det vil Danmarksbloggen kæmpe imod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ordet musik har skiftet betydning

Udgivet den af
Svar

Indlægget har oprindeligt været publiceret andetsteds i marts 2015 under navnet “Nogle tanker om et ords skift af betydning” og er skrevet af Erik Axel Wessberg: 

Forleden lærte jeg et nyt ord at kende. Det startede med ønsket om at finde ud af, hvorfor ordet bjørnetjeneste, som jo oprindelig betyder en velment, men uheldig hjælp, i dag bruges som betegnelse for det nærmest stik modsatte – en ekstra stor og god tjeneste. Det fik jeg nu ikke opklaret, men til gengæld lærte jeg, hvad sprogforskerne kalder sådan et ord, der skifter betydning: Pendulord.

Straks kom jeg til at tænke på andre andre af slagsen, og nåede dermed til “musik”. Jo, det må også være et pendulord, det begreb der popper op i hovedet på os, når vi i dag hører eller selv udtaler det, er i hvert fald ikke det samme som det, man førhen forbandt med det.

Nu hører musik i det hele taget til de begreber, der er vanskelige at definere. Vi kan alle sammen nævne et eller andet, som vi mener er musik, men eksempler er jo ikke det samme som en definition. Når vi trods alt alligevel kan tale sammen om emnet – og forholdsvis ubesværet endda – har det selvfølgelig med miljø og tidsånd at gøre.

Det er netop pointen. Var vi pludselig havnet på vores oldeforældres tid, ville vi så ikke have været stand til det. I hvert fald ikke uden problemer, og det er vel at mærke ikke modsætninger som rytmisk – klassisk eller elektrisk – akustisk, jeg her hentyder til. For de er blot udtryk for en udvikling. Oldefar ville godt have kunnet forstå, at musikken på hans oldebørns tid måtte være anderledes end på hans egen. Nej, det er selve fænomenet musik, jeg hentyder til. Samtalen ville være blevet en ren goddag mand – økseskaft snak.

Når vi fx i dag med få stikord skal præsentere os selv i et nyt forum, gør vi det typisk ved hjælp af et spørgeskema, hvor “Musik” er en af de faste overskrifter. Og der er heller ingen tvivl om, at det kan sige lidt om om den person, det drejer sig om, om krydset er sat ud for jazz, klassisk, pop, rock, folk eller hvad det nu kan være.

Et sådant spørgeskema ville ikke have givet nogen som helst mening på oldefars tid, og ikke kun fordi de forskellige genrer ikke eksisterede endnu, men fordi musik ganske enkelt ikke var noget, man kunne have et sådant forhold til den gang. For et par af mine egne oldeforældre har afkrydsningsmulighederne ikke omfattet andet end salmesangen i kirken om søndagen og den lokale spillemands toner til høstfesten. Og det var netop ikke noget man valgte imellem, for de var to forskellige, men begge lige selvfølgelige faste, tilbagevendende indslag i det miljø, de tilhørte.

Hvad oldefar heller ikke ville have forstået var, hvordan musik kunne være en vare i kategori med slik, chips og ugeblade, som hvem som helst fra barn til gammel købte. Man kunne ganske vist godt købe musik på hans tid også, men så var det noder, der var tale om. Datidens musikforretning var en specialforretning, som henvendte sig til et begrænset publikum, som fx forretningen med golfudstyr er det i dag.

Fra enbetegnelse for en lidt eksklusiv aktivitet til navn på en dagligkonsumvare – det er da noget af en pendulering.

Nye opfindelser må nødvendigvis medføre forandringer. Det er uundgåeligt, og det skal vi heller ikke beklage, men forandringerne kan blive meget voldsomme, og det vil jeg mene gælder på musikkens område. Hvor symaskinen og motorsaven fx ikke har gjort andet end at lette arbejdet for hhv. skrædderen og skovarbejderen, har radioen og grammofonen direkte forandret musiklivet. Det er ikke for meget at sammenligne det med en politisk revolution som den franske eller russiske: Magthaverne er blevet skiftet ud, og hele systemet totalt forandret.

Kulturhistorien igennem fra de tidligste jæger-samler-samfunds dage og til nu (og bemærk vi taler her om en periode på 10.000 – 20.000 år eller mere) har det været de aktive – musikerne, sangerne og instrumentbyggerne – der tegnede musiklivet. Det ændrer sig nu med et slag. For med opfindelsen af radioen og grammofonen får musikmiljøet en ny og hidtil ukendt deltager: Forbrugeren.

Vi har generelt en idé om, at situationen i dag ikke er så forskellig fra tidligere. “Intet nyt under solen” siger vi, og mener dermed bl.a., at andre tidsaldre også må have haft deres popmusik. Men hvad skulle eksistensgrundlaget for den egentlig have været? Uden musikradioen og plademarkedet er det begrænset, hvad der kan udvikle sig af den slags. Nej, popmusik-lytteren dukker først op her, men til gengæld melder han stærkt ud allerede fra starten.

I det biologiske system opererer man med et fænomen, man kalder en invasiv art. Jeg er tilbøjelig til at betegne popmusik-lytteren som sådan i forhold til musikmiljøet. Hos ham møder vi alle de træk, der karakteriserer en sådan: Han breder sig uhæmmet, skubber alt andet til side, sætter sig på ressourcerne, spolerer den økologiske balance, forandrer miljøet til ukendelighed.

I forbindelse med omtalen af spørgeskemaet ovenfor, har jeg brugt ordet “genrer”. Det er i virkeligheden også et pendulord. For når vi i et ældre musikleksikon om fx Mozart læser, at han har komponeret indenfor alle genrer, betyder det jo ikke, at han også har skrevet jazz, rock, pop, og hvad det nu heder alt sammen. Det skal forstås på den måde, at han har komponeret både orkesterværker, operaer, kammermusik, solosonater osv.

Men om musikken er det ene eller andet – en ouverture, en symfoni, en dans, en septet eller en trio – hvad det nu måtte være – er ikke noget, forbrugeren er interesseret i. Han er først og fremmest optaget af, hvordan musikken lyder, hans opdeling af den i forskellige kategorier sker derfor ud fra andre principper end den aktives. Og det er forbrugeren, der for øjeblikket sætter dagsordenen for området. Det er i hvert en mulig forklaring på ordpenduleringen i dette tilfælde.

Radioen og grammofonen har gjort det muligt at bringe musikken ud til fjerne afkroge. Men det har ikke kun været gevinst, der er også gået kvaliteter tabt. Musikken har alle dage været skabt til at fungere i bestemte sammenhænge: Kirkelige, ceremonielle, selskabelige, sceniske, private, militære, civile osv. Ved at overføre musikken til CD eller radio, tager man den ud af det miljø, den hører hjemme i for at anbringe den i et, der er den fremmed (med undtagelse naturligvis af musikradiomusikken). At lytte til et værk som Beethovens 9. symfoni i en lille stue – den kræver henved 200 medvirkende – er jo i grunden absurd.

Fra min tid som musikmedarbejder ved Danmarks Radio husker jeg et møde, hvor en musiktekniker klagede over, at hans arbejde var blevet ødelagt. Det, der var sket, var, at man havde valgt at sende en optagelse, han havde lavet med det nu hedengangne underholdningsorkester, på musikradiokanalen og derfor fra udsendelsesredaktionens side komprimeret den.

Det var en Mozart symfoni, og i virkeligheden var idéen med at sende den her at højne kvaliteten på kanalen (det kunne man finde på den gang), men en klassisk symfoni duer ikke til musikradio. Der er store dynamiske udsving i den, og det kan ikke nytte noget, at fx bilradiolytteren – der jo først og fremmest skal kunne koncentrere sig om sin kørsel på motorvejen – bliver nødt til at sidde og skrue op og ned for radioen hele tiden, fordi musikken det ene øjeblik er så svag, at den ikke kan overdøve motorlarmen og det næste til gengæld så kraftig, at man bliver blæst ud gennem forruden.

Det problem kan man løse med den omtalte teknik, men derved går nuancer tabt i musikken, og så er spørgsmålet, hvor god en idé det i virkeligheden var at ville højne kvaliteten. Når man var nødt til at sænke den for at kunne gøre det (slags initiativer hører også fortiden til nu).

“Lyttemusik” og “spillemusik” er nemlig ikke det samme. Det der “lyder godt” er ikke nødvendigvis også det, der er sjovt at spille. Og omvendt. Den lange cellosolo i 1800tals kammermusikstykket, som i musikradiolytterens ører er en ørkenvandring, kan fx sagtens være stykkets højdepunktet for cellisten. Og her er det vigtigt at huske, at det er ham, det er skrevet til – ikke musikradiolytteren.

Det faldt mig ind, at der efterhånden er ved at være behov for erstatning for ordet musik. Det gamle har penduleret, så det skulle altså være et nyt der dækkede begrebet musik i dets oprindelige betydning.

Skrevet af: Erik Axel Wessberg, guitarist, akkompagnatør  og komponist m.m. 

Børnemusik uden grænser

Udgivet den af
Svar

De forfærdelige forhold omkring Middelhavet tænder heldigvis ikke kun den laveste fællesnævner og den indre svinehund, men også medmenneskeligheden og hjælpsomheden.

Et af de seneste initiativer er “Børnemusik uden grænser”, som er søsat af musikeren Peter Clement Marott, der vil tage ud og spille på asylcentrene for alle de børn, der ligenu er kommet til Danmark med angst, krig og flugt i sindet.

I skrivende stund vælter sympatien og erklæringerne om hjælp ind til hr. Marott.

Danmarksbloggen synes også, at det er et glimrende initiativ, og vil meget gerne være med til at udbrede kendskabet til det yderligere.

Gå derfor ind på Peter Clement Marott´s FB-side og læs mere: https://www.facebook.com/peter.marott?fref=photo

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Halfdan. Livet er en morgengave”

Udgivet den af
1

Poetisk, musisk, indfølende og med stor sans for det hele menneske – så kort og dækkende kan man beskrive Teatret OPtimis´ voksen-cabaret ”Halfdan. Livet er en morgengave” om Halfdan Rasmussen og hans liv.

For når Allan Høier og Erik Axel Wessberg fortolker Halfdan Rasmussens tekster og bruger dem til at fortælle om den store digters liv fra den fattige start på Christianshavn over tosserierne, både på papiret og i privatlivet, og til det hele slutter en forårsdag i 2002, så får vi det hele med – og ikke kun vrøvleversene og børnesangene, som de fleste danskere forbinder med Halfdan Rasmussens navn.

Men Halfdan Rasmussen var mere end det – også selvom han beskrev sig selv som en 14-årig sjæl, uanset hvad alder og form, kroppen var i.

Halfdan Rasmussen så og skrev nemlig med helt skarpe øjne om sig selv – og om den evige kamp mellem lyset og mørket, som han kæmpede med – og som fik ham til at prøve at begå selvmord, men også til året efter (i 1967) at skrive den ABC, der i dag står som et hovedværk i dansk børnelitteratur.

Det er selvfølgelig også med i voksen-cabareten sammen med brylluppet med kollegaen Esther Nagel og de to troldeunger, som de får sammen – men vi hører også historien om det tredje barn udenfor ægteskabet, kvinderne og alt det andet. Og det synges og fortælles endda på en meget Halfdansk måde uden føleri – og uden pædagogiske og moralske pegefingre, men i stedet med dét glimt og dén timing fra scenen, som man også møder i Halfdans Rasmussens egne rim og remser.

For de er trods alt det, der i dag definerer Halfdan Rasmussen, selvom han oprindeligt startede med at skrive dem for at tjene penge. Hans hu stod nemlig i de unge år til kronikkerne og de mere dybe digte, som dem, der kom fra vennen og digterkollegaen Morten Nielsen, der blev skudt af tyskerne under besættelsen. En tid, der satte sig dybe spor i Halfdan Rasmussen, der også selv var aktiv modstandsmand.

For Halfdan Rasmussens rim og remser, børnesange og fjollerier blev til på en baggrund af humanisme, alvor og samfundsengagement – og så en stor legelyst og nysgerrighed, som man også fornemmer hos Allan Høier og Erik Axel Wessberg, når de – selv på en brandvarm sommersøndag – folder sig ud i PH-cafeen på Vesterbro.

For let, legende og flydende som livet og poesien selv glider vi igennem et helt liv på 2 x 40 meget musikalske minutter. For Allan Høier kan synge og gestalte – og Erik Axel Wessberg kan spille, og sammen danner de to et makkerpar, der får Halfdan Rasmussens ord ud og ind i sjælen på os, som sidder og lytter – og som mener, at vi kender Halfdan Rasmussen.

Og det gør vi også – og så ikke alligevel – og noget har vi også glemt. Nå, ja – det var jo også ham, der skrev dén sang, siger en dame ved siden af mig, mens jeg selv tænker: Nå, ja – hans elskede Signe var oprindeligt gift med Benny Andersen. Nå, ja – og sådan fortsætter det med jobbene som svajer og arbejdsløsheden til mandens store sanselighed og evne til at nyde livet og livets goder.

For ja, livet er en morgengave, og Halfdan Rasmussen vidste, at der ikke er nogen bytteret – men derimod en udvidet brugepligt til at få max ud af livet – og dét levede han op til i hele hans liv og virke. Fra de små kår på Christianshavn og til han sidder i huset i Saunte ved Hornbæk og er kommet på finansloven og i Den Blå Bog.

Det hele rulles op og ud hos Teatret OPtimis, og man føler, at man lærer denne store dansker lidt bedre at kende, selvom han også hele tiden smutter fra én. For som Allan Høier siger det: Måske bruges rimene og alt det sjove også til at skjule en stor blufærdighed?

For ja, Halfdan Rasmussen turde nok tage en paraply i hånden og kaste sig ud fra et vindue i troen på at kunne flyve, både bogstaveligt som 12-årig dreng og senere i livet på mere spidsfindige måder. Men han var også en mand, der om sig selv sagde: Jeg skiver både sjove og triste digte – mine venner vil helst læse de første, jeg vil helst læse de sidste.

Alligevel – eller måske netop derfor – var Halfdan Rasmussen en solens og en livets mand – og som sådan bliver han her i året for hans 100-årsdag hyldet på scenen – og senere af os alle sammen, da vi ligesom børnene gjorde det, da hans kiste blev båret ud af kirken, sang Mariehønen Evighed.

En sang om livet og hverdagen, og det altid at være på vej og om mødet med alle de andre. En sang, som alle danskere kender og elsker – og som i denne forestilling får en ekstra dybde, når vi synger den alle sammen til sidst – nogle af os med en klump i halsen og et par tårer i øjnene.  For nok er det en glad børnesang, men med digterens liv just fortolket så formidabelt som Allan Høier og Erik Axel Wessberg gør det, så får den en dybere – og mere alvorlig – tone, som gør, at den OGSÅ er en voksensang.

Danmarksbloggen giver fem store mariehøner ud af seks mulige.

”Halfdan. Livet er en morgengave” er en ud af mange cabaret´er, som i snart 25 år har været opført af Teatret OPtimis. På scenen ses Allan Høier som fortæller og sanger, mens Erik Axel Wessberg står for musikledsagelsen. Voksen-cabareten er instrueret af Bo Skødebjerg og spiller i de kommende sensommersøndage på PH-cafeen i København, men også andre steder. Så læs mere på www.optimis.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuetiden er over os

Udgivet den af
Svar

Regnbuetiden – også kaldet Copenhagen Pride – er i fuld gang, og har været det siden i tirsdags.

Danmarksbloggen holder meget af Copenhagen Pride, fordi den handler om livsudfoldelse, mangfoldighed, glæde og accept som fx i går, hvor mennesker i alle aldre og alle størrelser lærte at danse både cha-cha-cha, vals og flere andre danse på Pride Square på Rådhuspladsen, inden det var tid til det store drag show.

Og idag kommer så paraden, og den er både flot og imponerende – og et optog i glæden ved mangfoldighed – og kom endelig ud og se den. Men overvej også at blive deltager – og ikke kun tilskuer.

For det er nu altid sjovere, når man selv danser med – både i de her varme augustdage og resten af året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk