Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: De dybeste rødder

Udgivet den af
Svar

Der har allerede været skrevet meget om Thomas Larsens mere end 400 siders lange bog ”De dybeste rødder”, der vel egentlig bedst kan beskrives som en historie- og samtalebog med Dronning Margrethe d. 2., der fortæller om sit eget liv i relation til Danmark, Danmarkshistorien og de begivenheder, som er sket i hendes levetid.

Det er en velskrevet og letlæst bog i fire dele, hvor man som læser dog godt kunne ønske sig, at der var gået mere i dybden med nogle af emnerne. Ikke nødvendigvis på den sædvanlige kritisk-journalistiske facon, som ofte blot handler om at udstille et menneske (især hvis det menneske er kendt). Men hvor man i stedet havde brugt den respektfulde nysgerrige og samtale-orienterede facon, som Dronningen ifølge bogen er meget begejstret for og selv praktiserer, når hun skal indsamle viden.

Den første del ”Rødder” handler om Dronningens lykkelige barndom på Amalienborg og rundt omkring på de andre kongelige slotte i Danmark. Her fortælles der ikke noget, som ikke allerede er almen viden om Danmarks dronning, der altid har elsket at læse (sådan set alt, men måske allermest Danmarkshistorien og de store fortællinger), at tegne og male samt at grave efter fortidsfund i den danske muld.

En dronning, der dengang hun var prinsesse, voksede op i en kærlig familie, hvor fædrelandet og fædrelandskærligheden var naturlige ingredienser i en hverdag, der bestod af lige dele rydden op i kommodeskuffen og rejse på togter med kongeskibet ”Dannebrog”, så hun i mange år efter kendte Danmark bedre fra søsiden end fra landsiden. Præcis som de vikinger, som hun beundrer meget og roser for deres mod og initiativ, gjorde det.

Det mest interessante i første del er derfor også Dronningens udmeldinger om barndommens betydning, danskerne og danskheden. Her siger hun fx: “Man kan stille to næsten diametrale modsætninger op og sige, at det er typisk dansk. Det er typisk dansk at have nok i sig selv, være derhjemme og have det hyggeligt. Men det er også typisk dansk at have udsyn og vilje til at drage ud og vise, hvad vi kan.”

I anden del ”På vej” beskæftiger bogen sig med de store linjer i Dronninge-gerningen, fra dengang Dronningen som 13-årig blev tronfølger efter Grundlovsændringen, der knyttede hendes skæbne til Danmark – og ikke til et andet land, som normen ellers var det for prinsesser. Men i stedet kom Margrethe d. 2. i Statsrådet med sin far, da hun fyldte 18 – som hendes egen søn også er det i dag.

For vi er med hele vejen rundt, også geografisk og historisk. Vi hører selvfølgelig om Grænselandet og Genforeningen, om Besættelsen og Den Kolde Krig – og om Dronningens kærlighed til Grønland og Færøerne – og vi forstår de to lande bedre, hvilket er en stor gevinst ved bogen. For i Danmark mangler der viden om og interesse for de nordlige dele af Rigsfællesskabet. Ved du fx hvornår det er grønlandsk og færøsk flagdag? Det gør Dronningen, og det er den 21. juni og den 29. juli.

Men vi hører også om Dronningens yndlingsregenter, hvor især det at læse om den af mange så oversete Christian d. 8 gør indtryk. Han var efter Dronningens mening den måske mest begavede mand, der nogensinde har siddet på Danmarks trone med en stor interesse for både kunst og kultur, men som samtidig også ønskede at knytte folkestyret tættere til Danmark. For nok var det sønnen Frederik d. 7., der gav danskerne Grundloven, men det var Christian d. 8., der lang tid inden havde støbt formen.

I det hele taget går Dronningen meget op i folkestyre, og i at være noget for sit folk og sit land – og det er derfor naturligt, at hendes valgsprog er: Guds hjælp. Folkets kærlighed. Danmarks styrke. Og det skal tages helt bogstaveligt.

Dronningen skal ifølge Grundloven være medlem af Folkekirken, men Margrethe d. 2. er et meget troende menneske, der også giver den kristne etik en stor del af æren for det gode samfund, som vi har i Danmark. Men hun nævner også andelsbevægelsen, åndskæmpen Grundtvig og så det at danskerne altid har handlet og sejlet ud som uundværlige dele af den danske folkesjæl.

Men som i første del er det Dronningens egne ord, der gør størst indtryk. Som når hun kalder Margrete d. 1. for en allerhelvedes kone, fordi den stærke dame i en mandsdomineret tidsalder kunne samle hele Norden – som den eneste regent gennem historien vel at mærke.

Eller som når Dronningen fortæller om Danmarks placering ved Østersøen og kalder Danmark et for andre lande ”Handy foretagende”, som de måske let kunne løbe over ende, men som omvendt alle også har en interesse i er et selvstændigt land, så ingen af de store magter sidder på adgangen til Østersøen.

I tredje del ”Skiftetid” kan man læse, hvordan det var i de bevægede dage i 1972, da Dronningen overtog tronen efter sin far – og i tiden efter, hvor både manden og moderen var Dronningen uvurderlige støtter i en dronninge-gerning, der med Dronningens egne ord var ganske umoderne på den tid.

En stor del af kapitlet er også tilegnet prins Henrik, som Dronningen stadig siger ligeså meget JA til, som hun gjorde det i Holmens Kirke for snart 50 år siden – også selvom danskerne ikke altid har mødt ham med samme forståelse og varme. Det er også gammelt nyt for nu at sige det ligeud.

Men også flytningen fra land til by og den nuværende diskussion om Udkantsdanmark kommer bogen ind på – dog desværre uden at gå rigtigt i dybden. Noget af det bedste er som sædvanlig et citat fra Dronningen selv, der ikke bryder sig om ordet Udkantsdanmark. Hun siger: ”Når man siger udkant, er det oplagt, at udsigtspunktet ligger i København … Men så plejer jeg at sige: Kom til Herning eller Holstebro. Det kan godt være, at de byer ligger langt fra København, men de er godtnok ikke udkant.”

Det hopper i det hele taget lidt i del tre, hvor det næste afsnit handler om en ligestilling, som Dronningen er glad for, men også opfatter som noget naturligt på en måde, så hun aldrig har været kvindesagsforkæmper. Men at hun i stedet mener, at der er forskel på de to køn, hvilket hun selv sætter trumf på med disse ord: ”For så ville vi jo være koraller, ikke? Og de har det ikke så sjovt, korallerne. De bliver større og større, og de kommer ingen vegne.”

Fra kvinder og børn – og at det har en pris, hvis både far og mor skal bruge pæren på job hele dagen – og en uforbeholden ros til svigerdatteren kronprinsesse Mary – går bogen videre med de nye danskere, som Dronningen i alle landets aviser er blevet citeret for at give en opsang i bogen med ordene om, at indvandrerne skal skifte lidt af jorden i potten, hvis de skal blive danske.

Og ja, det siger hun OGSÅ. Men som altid er det mere spændende at få det hele med end et løsrevet citat. For læser man kapitlet i bogen ”De dybeste Rødder” står det klart, at Dronningen i mange år har ment, at der var et ansvar på ALLE sider om at sørge for, at integrationen kunne lykkes, men at ingen faktisk har gjort det særligt god. Så de royale fingre peger på os alle sammen. Også hende selv, som ikke havde forestillet sig, at det ville blive så svært, men omvendt så mener Dronningen ikke, at problemet er større, end at vi burde kunne klare det.

Og så springer vi ellers tilbage til 1989 og Murens fald, som var en meget glædelig begivenhed for en Margrethe d. 2. der som et ægte barn af 2. verdenskrigs ulykker, blev meget glad for at se chancen for et forenet Europa i fred og frihed folde sig ud. Både for sig selv, men også i forhold til Danmark, som med Dronningens ord ikke er en isoleret ø, men som er knyttet sammen med både Norden og resten af Europa, men som alligevel skal bevare sin nationalkarakter.

Igen bruger hun potte-billedet, når hun siger om EU-samarbejdet: ”Man kan sige, at alle vi lande gerne skulle stå i samme vindueskarm, men i hver sin potte.”  For at nationalstaten og nationalfølelsen betyder noget, er Dronningen ikke i tvivl om.

Og det gælder også i en krigs- og terrortid som vores, hvor det er vigtigt for Dronningen, at vi holder hovedet klart, men også er i stand til og villige at forsvare os. Hun er derfor også en stor tilhænger af forsvaret og mener, at vi har gjort en forskel ved at have soldater udsendt i Irak og Afghanistan. For ja, det er godt, mener hun, at vi kaster åget fra 1864 fra os og tror på, at vi kan forsvare os selv og vores gamle land.

Fjerde og sidste del hedder ”Danskernes Dronning”. Det er bogens mindste del, og den starter med at tale om Dronningens nytårstaler og om danskheden, der både kan være selvtilstrækkelig og selvtilfreds, men også rummelig og en livsbekræftende det-går-nok-attitude.

Men også en danskhed, der med Dronningens ord handler om at påvirkninger udefra. Påvirkninger, som den danske kultur behøver – men ikke uden lige at se dem an. For som Dronningen siger det: ”Hvis man kritikløst omfavner det (nye), så kan man blive kvalt. Og hvis man kritikløst afviser det, kan man også blive kvalt. Af luftmangel.”

Det danske sprog, årstiderne, landskaberne, byerne, øerne og broerne kommer bogen også ind på – med særlige afsnit reserveret til landets to største byer, København og Aarhus, hvor Dronningen også opholder sig meget.

Og så slutter bogen som forventeligt med at konkludere, at danskerne gerne vil deres kongehus og monarki – selvom der altid er en debat, som ifølge Dronningen så sandelig også skal være der.

Med Margrethe d. 2. ved roret er det dog en debat, som næsten altid ender med en entydig lovprisning af monarkiet i Danmark. For Dronningen er en regent – en kone som hun nok selv ville sige det – der vil sit land og dets befolkning mere end de færreste måske gør sig klart … medmindre altså man læser denne bog. For så står det mejslet ind i sten som Danmarks dåbsattest gør det i Jellingestenen.

Danmarksbloggen giver fire kongekroner ud af seks mulige til journalist Thomas Larsen, der har skrevet bogen. Men Danmarksbloggen giver så også seks ud af seks kongekroner til Dronning Margrethed d. 2., fordi hun – de steder, hvor hun selv kommer til orde – med få ord og i fyndige sætninger får sagt så meget, at man som læser sidder med øjne så store som Rundetårn (ligesom H. C. Andersens hunde i Fyrtøjet) for at få det hele med.For i de sætninger ligger guldet i bogen – eller som det vel retteligen skulle hedde: Her glimter kronjuvelerne.

Bogen er udgivet af Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: In absentia

Udgivet den af
Svar

Når en bog starter med sætningen ”Jeg har lavet min egen kiste”, bliver man som læser automatisk nysgerrig. Det skal dog snart vise sig, at den trods alt rolige indledning ikke er andet end netop en stille ouverture til en hæsblæsende og meget blodig jagt gennem for det meste navnløse danske provinsbyer med enkelte afstikkere ud til øde og meget uhyggelige steder.

Men en ting er bogens gru, makabre detaljer og enorme mængder af blod. Der løber også hele tiden en understrøm af noget nærmest skræmmende normalitet. Illustreret med både hverdagsdetaljer som hvad vores navnløse jeg-fortæller spiser og drikker, og hvordan dynen føles på diverse hoteller og moteller – og med de mere store ting som spørgsmål om liv og død, kærlighed samt de steder og især de mennesker på vores vej, som får en afgørende betydning for os, selvom vi ikke selv vælger dem.

For vi kender det jo godt alle sammen. Når vi møder mennesker, som KUNNE gøre vores liv så meget lettere og bedre, men som i stedet gør det modsatte. Når det sker – og det sker for alle – så kan vi godt få lyst til at gøre noget, som gør ondt på de mennesker, der stopper vores drømme eller gode hverdag. Men vi er civiliserede og holder os i skindet og nøjes med at sende onde øjne og vrede tanker – og måske en lille negativ ytring – i retning af chefen, der fyrede os, bankrådgiveren, der ikke ville give os lånet til ønskehuset osv, osv.

Det vil sige i bogen ”In Absentia” nøjes den navnløse jeg-fortæller ikke med blot at tænke på at gøre det onde, det forkerte. Han myrder løs – efter en nøje tilrettelagt plan (i hvert fald i starten) – og med kæresten Stine og hendes (i hvert fald på sigt) velbefindende for øje. For hun er det eneste menneske, som han rigtig kerer sig omkring.

Men som vi alle må sande det – også selvom ens egen køreplan er knap så grusom, knap så blodig – må også bogens jeg-fortæller erfare, at alt ikke går som planlagt. Der kommer tværtimod meget i vejen. Hvad og hvordan skal ikke røbes ikke, men det bliver både grimt og voldsomt og tættere på splattergenren end krimigenren. Og det hele ender med at løbe løbsk på så mange planer, at man som læser sidder med et stort ubehag og en ligeså stor kvalme til sidst i bogen.

Faktisk har man som læser sympati for jeg-fortælleren i starten, men det er en sympati, som bliver mindre og mindre undervejs i bogen i takt med, at han får lettere og lettere ved at myrde. Og det er jo også foruroligende – for os læsere altså. For et mord er et mord, og et drab er et drab, og så er det fuldstændig lige meget, om han dræber fordi en person har gjort ham uret eller bare springer over i køen.

Jeg-fortællerens nærmest venskabelige forhold med spøgelserne af de mennesker, som han har slået ihjel, er også en spøjs detalje i bogen, hvor man som læser må vælge imellem, om man ser det som reelle spøgelser – eller som et udtryk for en dårlig samvittighed, som hovedpersonen trods alt har et eller andet sted i et sind, der er både begrænset og formørket, men som altså også virker skræmmende normalt.

For måske er forskellen mellem at være morder og ikke-at-være morder ikke særlig stor? Måske er det bare et spørgsmål om, hvad der skal få os over kanten? Måske kan vi alle skubbes over kanten, hvis der bare trykkes på de rigtige knapper? Det mener både læger, psykologer og præster – og Danmarksbloggen er tilbøjelig til at give dem ret.

Især fordi mange mordere – også hovedpersonen i denne bog – ikke opfatter sig selv som hverken særlig onde eller bestialske. De var blot nødt til at gøre, som de gjorde, mener de. Så kan man tale om kontrol, overskud og andre psykologiske mekanismer – og det frie valg. Men nogle gange er det måske også bare held, der gør, at man er på den rigtige side i stedet for at udslaget gøres af den der stålsatte vilje af moral, som de fleste af os gerne vil tro, at vi har – men helst ikke vil testes på. For den virker nok bedre i tanken end i virkeligheden.

Under alle omstændigheder: ”In Absentia” af Daniel Henriksen er en velskrevet krimi i et flydende og godt nutidssprog på samtlige 184 sider. Danmarksbloggen giver den fire store dampende kopper kaffe ud af seks mulige – som dem morder-hovedpersonen ynder at drikke, uanset hvilket humør han er i.

Bogen er udgivet af Valeta. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kylle, Pylle og Rylle-effekt

Udgivet den af
Svar

En af dagens store debatter har handlet om at undgå Rip, Rap og Rup-effekten, altså det at mænd vælger mænd ligesom dem selv, når et debatpanel, en bestyrelse eller andet skal sammensættes.

Danmarksbloggen er helt enig i, at det er det, der sker. Men omvendt så gavner det ikke nogen eller noget, hvis der partout SKAL være kvinder med – eller sorte – eller homoseksuelle – eller nogen andre grupper. Så ender vi bare op med en Kylle, Pylle og Rylle-effekt, og så er vi lige vidt.

Den effekt har vi i øvrigt allerede i diverse dameblade, hvor mænd som regel kun inviteres med, når de skal fortælle, hvor fantastiske kvinder er.

Men hvorom alting er, så handler det om at være i stand til at se bort fra køn, seksualitet, race og religion – og se på mennesket, og det gælder både paneldebatter, bestyrelser og samfund i det hele taget. For først når vi kan det, er vi alvor kommet nogen vegne – og lidt tættere på Andeby-samfundet, der jo i mange henseender er et drømme-samfund.

For i Andeby er der ikke mange, der ligner hinanden – men de lever alligevel i fred og fordragelighed med hinanden, hvad enten de er ænder, mus, hunde eller alle de andre herlige ting, som man kan være, når man er så heldig at bo i Andeby. Og de få, der er skurke som Bjørnebanden og Sorte Klat, kan man jo simpelthen se det på.

Dét er smart – gid man boede i Andeby!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mick Øgendahl´s FEST

Udgivet den af
3

Det sker, at undertegnede er i teatret bare for at nyde det – og ikke for at anmelde. Sådan var det i går, da jeg sammen med den 15-årige var inde i Glassalen i Tivoli og se Mick Øgendahls nye shov ”FEST”.

Men showet var simpelthen så godt, at det bare SKAL anmeldes – især fordi undertegnede er en af de der kulturelle og halvintellektuelle typer, som Mick Øgendahl både med ord og krop parodierer så godt, at jeg fik ondt i maven af grin, når jeg så mig selv i hans forvredne skikkelse med de slaskende arme på scenen.

For det var jo som at se sig selv i et spejl – og det er noget af en præstation, når personen på scenen er mand, og personen i salen – der genkender sig selv – er er kvinde. For i Danmark er vi stadig af forskelligt køn.

I Sverige derimod er man som bekendt ikke han og hun, men HEN, hvad Mick Øgendahl også gjorde opmærksom på til stor jubel fra en fuld Glassal.

I det hele taget bragede bifaldet gentagne gange – og til sidst stående – ned over en af dansk stand-ups´ absolutte stjerner, hvad enten han tog festtaler, sprængfarlige 16-årige drenge, hotdogs på vej hjem fra byturen eller hans nye hjemsted Holte under behandling.

Og her gik man i parentes bemærket og troede, at Mick Øgendahl boede i Greve, men turen er åbenbart gået endnu videre nordpå fra opvæksten på Falster, der selvfølgelig også var med.

For som Mick Øgendahl  sagde det, mens han pegede mod sig selv: Jeg er nok flyttet fra Falster, men Falster er alligevel herinde.

Nemlig – vi kan ikke rende fra vores rødder. Og heldigvis for det, når det handler om Mick Øgendahl. For en Øgendahl uden Falster er som en fest uden den flaske vodka, som i går aftes ved et uheld – og til stor moro også for manden på scenen selv – røg over gulvet.

Så det var en mega-fornøjelse at være med til Mick Øgendahls FEST … en fest med lige præcis den rette mængde pinligheder og stormende latter – også da han fortalte om den i virkeligheden ret alvorlige situation, da han var indlagt på psykiatrisk afdeling, men som med Mick Øgendahls klassiske og eminente kropssprog og mimik blev hylende morsomt.

Danmarksbloggen giver seks serpentinere ud af seks mulige – og småklukker stadig.

PS. Og nå, ja – de sædvanlige svinere (læs: hilsner) til vennerne Matthesen og Linda P. med flere kom selvfølgelig også til stor jubel fra et publikum, som naturligvis OGSÅ kommer til de shows, som vennerne laver. For sådan er vi jo, os der kan lide stand-up, vi er nogle værre skøger, der render fra den ene til den anden uden mindste blusel 🙂

MEN det her show – Mick Øgendahls FEST – det skal have topprioritet, lyder anbefalingen fra Danmarksbloggen. Showet spiller frem til slutningen af april 2017 over hele landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den danske borgerkrig 2018-24

Udgivet den af
Svar

Der er under to år til borgerkrigen starter i Danmark – i hvert fald hvis man skal tro forestillingen ”Den danske borgerkrig 2018-24” på Nørrebro Teater, der er bygget over Kaspar Colling Nielsens roman. Og lad det være sagt med det samme: Det er skræmmende teater – allermest fordi det er alt for tæt på vor tid fra personer over replikker og til handling.

Nu skal handlingen ikke røbes her, men hvis Danmark fortsætter ad den vej, som vi pt. er slået ind på, er stykkets handling et plausibelt – og meget voldeligt – bud på, hvad der KAN ske i vores lille lokale andedam, som slet ikke er så idyllisk og fredelig, som vi gerne vil tro.

Danmark er derimod allerede her i 2016 er et land, hvor uligheden øges meget og hurtigt, mens magthaverne gemmer sig bag deres kapital og politiske magt, der også omfatter våben i den sidste ende. Et land i krise, hvor få har for meget og alt for mange alt for lidt. Men hvor politikerne og de andre magthavere prøver at sælge tingenes skæve tilstand til vælgerne med floskler om danske værdier og dansk frihed.

Det kan ikke fortsætte. Det ved vi – og måske allerbedst os der oplevede COP15 i København i 2009 og deltog i den store fredsmarch ud til Bella Centret – og så magtens brutalitet overfor unge mennesker, der udøvede deres demokratiske ret, men som alligevel endte i det berømte futtog på den iskolde Amagerbrogade. Hos os rislede det ekstra koldt ned af ryggen mange gange, mens vi sad på Nørrebro Teater.

For tilbage i decemberdagene i 2009 var det nemlig ikke teater. Det var virkelighed, som fx da undertegnede – meget apropos lokaliteten Fætter BR bag Nikolai Kirke i København – blev stoppet netop foran dén butik af otte kampklædte politifolk med diverse skydevåben, der forlangte at se, hvad jeg havde i indkøbsposen fra Magasin. Jeg valgte så at samarbejde uden at brokke mig. Så efter de havde set mit nye halstørklæde, fik jeg lov til at gå videre.

Så heldige var de ikke alle sammen i forestillingen. Og det er måske også kun et spørgsmål om, hvor mange mennesker, der presses – og hvor meget de mennesker protesterer, før magten og kapitalen for alvor slår igen?! Overklassen kan nemlig i reglen godt kue underklassen, men ikke middelklassen. Den er simpelthen for stor – og for vant til at have det godt. Så middelklassen vil gå til oprør, hvis den føler sig truet på sin levestandard – og så har vi en situation, hvor COP15 var en hyggelig, lille generalprøve på, hvad magten kan og vil gøre for at bevare sin position.

Generalprøve var det til gengæld ikke på scenen, da Danmarksbloggen var på Nørrebro Teater. Det var derimod toptunet performance med både røg, lys, musik og andre effekter, der understregede stemningen – og handlingen. Alle virkemidler blev taget i brug, og som tilskuer var man ikke i tvivl om, at den seks år lange borgerkrig i Danmark 2018-24 var en blodig affære.

Alligevel var det stærkeste dog ordene som fx at høre Christiansborg, kampvogne og mortérgranater i samme sætning – eller når der blev talt om at skyde ned af Købmagergade. Gader og steder, hvor mange af os færdes hele tiden, og som vi har svært ved at opfatte som andet end fredelige steder. Eller det vil sige: Det har man ikke længere, hvis man tager en tur ud på Nørrebro og ser ”Den danske borgerkrig 2018-24”.

Stykkets hovedperson, en overklassedreng fra Rungsted, der har valgt at bo i en lille lejlighed på Nørrebro, er også meget uforstående til at starte med. Men han engagerer sig og oplever det hele, endda fra begge sider af den spånplade-mur ved Dronning Louises bro, der deler Danmark.

Selv tilhører han således den ene rige del, men han bor og lever hos den anden fattige og kæmpende del. Hvordan det nærmere spænder af – og hvad det afstedkommer for både ham og hans livs kærlighed Leonora, skal ikke røbes her.

Men det er en historie om stor kærlighed, filosoferen over dødens og krigens væsen og om at miste ikke kun livet, men også sig selv og evnen til at elske. Om at være bange for skygger, hvis man er rig – men måske også hvis man ikke er. For ingen af os kan undgå vores spøgelser. Det kan personerne i stykket heller ikke.

Virkeligheden og fortiden indhenter os altid, også selvom der er gået over 400 år efter borgerkrigen, og de (rige) udvalgte nu lever i evig ungdom og fornøjelse og seksuelle eskapader, som stykkets hovedperson også gør det. Men han må trods den materielle overflod og et avanceret stamcelleprogram sande, at et grundvilkår ved det at være menneske er ikke at kunne flygte fra sig selv.

Hvordan den erkendelse så spænder af, og hvilke konsekvenser den har for ham og hans trofaste hund – og hvilke små historier, der blændende fortælles undervejs som fx den om de små, flåede tomater, skal tilskueren selv have lov til at opleve.

Forestillingen kalder sig selv for en komedie – og der er også grinagtige scener undervejs, men siden Kasper Colling Nielsen skrev romanen i 2013, har samfundet bevæget sig i en retning, så smilene må stivne.

”Den danske borgerkrig 2018-24” er simpelthen uhyggelig realistisk i sin beskrivelse af, hvad der sker med mennesker og samfund, når troen på fællesskabet og demokratiet forsvinder ned i voldens og krigens bloddryppende mørke.

Danmarksbloggen giver fem stjerner ud af seks mulige.

”Den danske borgerkrig 2018-24”spiller til og med 22. oktober på Nørrebro Teater.

I rollerne ses: Nicolai Dahl Hamilton, Troels Thorsen, Malin Rømer Brolin-Tani, Benjamin Boe Rasmussen, Asbjørn Krogh Nissen, Marie Mandrup, Filippa Suenson, Nicolai Jørgensen og Sarah Boberg.

Det er Jakob Schjødt, der har instrueret. Claus Flygare har dramatiseret, og Nathalie Mellbye står for scenografien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Ilden – af Katrine Marie Guldager

Udgivet den af
Svar

I næste uge udkommer en bog, der har været ventet med længsel. Sjette og sidste del af Katrine Marie Guldagers Køgekrønike, hvor man fra tiden op til 2. Verdenskrig og gennem flere årtier og helt op til vor tid følger søskendeparret Leonora og Henry – og deres familier, både i generationerne før og efter Leonora og Henry.

Og det er ganske vist: De første fem bind gik direkte ind som Ulven gør det i først moderen Lilly og senere i sønnen Henry. Går ind, bider sig fast – og bliver dér i en blanding af blide erkendelser og hidsige rusk, som man kan genkende fra sig selv og sin egen familie – og fra kampen og arven mellem generationerne.

For Køgekrøniken handler nok – lidt – om Køge. Men strengt taget kunne de seks bøgers provins ligeså vel have været Roskilde, Hillerød eller Helsingør, der ligesom Køge er en købstad, der ligger i en afstand af en lille times togrejse fra København, som også spiller en central rolle i bøgerne. Så skulle fx Gummifabrikken og Brogade selvfølgelig have heddet noget andet, men det var nok gået endda. Men nu blev det Køge, og for den med lokalkendskab er det meget sjovt at læse om Kirkestræde, landsbyen Strøby Egede osv.

Men når nu det er en krønike, så skal de for byen vigtige lokaliteter jo også med. Og her savner man ikoniske Køge-lokaliteter som fx Lovparken, hvor der var alsangsstævner under krigen, og hvor Leonoras socialdemokratiske mand må havde været til 1. maj mange gange. Eller hvad med dansestedet Landsbyen, hvor både Leonora og Henry som alle andre fra Køge-egnen oplevede vigtige dele af deres spæde kærlighedsliv – og som næste generation også har besøgt med samme evige formål i 1980´erne. Der havde stedet så ændret navn til Ritz og var det smarte diskotek i modsætning til det mere folkelige diskotek SiSi nede på havnen.

Og sidst, men måske vigtigst: Så savner Danmarksbloggen Hugo´s Vinkælder, på køgensk bare Hugo´s, som ovenikøbet findes endnu – og som af mange omtales som det hyggeligste sted i Danmark at indtage sin øl. For stik mod navnet, så er Hugo´s faktisk mere kendt som et øl-sted end som et vin-sted, og vel at mærke et sted, hvor selv Ib Bertelsen ville have sat sine ben, men hvor også Peter ville have nydt at sidde henne i krogen. Hugo´s blev i øvrigt grundlagt i 1968, altså en sommer, hvor der også sker meget i Køgekrøniken og især i rivaliseringen mellem de to søskende Henry og Leonora – mens deres lillebror er nærmest ikke-eksisterende.

For det vigtigste i Køgekrøniken er det psykologiske og det sociologiske, altså forholdet mellem menneskene, både mellem ægtefæller, mellem veninder, mellem naboer, mellem bysbørn – men også og især mellem søskende – og mellem forældre og børn. De allernæreste blodmæssige bånd simpelthen.

For netop forholdet mellem generationerne og mellem søskende er i bøgerne – som i mange sammenhænge i livet – det, der definerer og bestemmer meget mere i tilværelsen, end vi måske har lyst til at gøre os klart. For så er vi måske alligevel ikke helt ligeså frie og selvkørende, som vi tror vi er – og som Køgekrønikens personer også hele tiden prøver at være – helt til sidste side, sidste ord.

Så uden at røbe det mindste, kan Danmarksbloggen forsikre, at bind 6 er ligeså sprudlende i sit sprog, ligeså springende i tid og sted og alligevel ligeså sammenhængende og ligeså medrivende som de fem første bind. Man vender hver side – og man stopper ikke, før man færdig og veltilpas (og lidt chokeret også måske) kan læne sig tilbage.

For nu ved man, hvordan det hele endte for Leonora og Henry og deres slægt – og dermed også de to søstre Frk. Lys og Frk. Mørke, der er nogle af de mest fascinerende figurer i Køge-krøniken.

Måske fordi vi alle har dem i os – som en evig kamp mellem lyset og mørket, mellem den arv vi har med fra vores forældre og søskende på den ene side og vores håb og planer for os selv og vores børn på den anden. Børn, som i sig har den samme kamp – og måske endda den samme ulv, som vi også kan have. I hvert fald indimellem, og allermest måske når vi glemmer at fodre den med kærlighed og omsorg.

For livet – som så ofte handler om det svigt, den egoisme og de løgne, som vi alle fortæller os selv – kan blive så meget bedre, hvis vi som Henry´s nye kone Sally tør kræve og give ærlighed og kærlighed. Så behøver vi ikke at frygte, at Ulven kommer – hvad enten vi råber ulv eller ej. Eller at kærlighedsboblen en dag brister, som den gjorde det for Lilly og Leonora, da Lilly mange år før bind no. 6 rejste fra sine to ældste børn.

En rejse, som hun på sin helt egen Lilly-måde vender tilbage fra i dette sidste bind. Det ender nemlig med en Lilly-model, som brude- og konfirmationskjole-butikken i København har sagt det stort set gennem de samme årtier, som Køge-krøniken dækker.

Danmarksbloggen giver fire kaglende Køge-høner ud af seks mulige. Køge-høner, som man altid har kaldt de piger, der kommer fra Køge-aa, som man siger det, når man som Køge-høne bliver spurgt om, hvor man er født og opvokset.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ø” – et gys af Steen Langstrup

Udgivet den af
Svar

At være strandet på en øde tropeø med kridthvidt sand, svajende palmer og et så langt øjet rækker azurblåt hav – det er da drømmen, ikke? Og allerbedst er det, når det sker i selskab med den, som man elsker. Ja, det lyder unægteligt som det rene Paradis, om at vinde både kærligheden og den store gevinst i Lotto.

Eller nej, måske ikke – i hvert fald ikke, hvis scenen er som i Steen Langstrups nye bog Ø, hvor kæresten, som hovedpersonen Noa endda lige har friet til, ender som et lig på Bounty-stranden. Et lig,  der går både myrer, fluer, almen rigor mortis og forrådnelse i.

For så er Paradiset lige pludselig ikke nær så paradisisk, men snarere et løfte om en langsom og pinefuld død.

Og det hele bliver kun værre af, at Noa er en indadvendt it-nørd, der er uden nogen som helst overlevelsesevner ude i den frie og vilde natur, hvori han er havnet – og hvor både brændende sol, dehydrering, solskoldning og et forrygende og dagslangt uvejr er hverdagskost.

For nok har Noa, der ellers er et ægte barn af Danmarks velordnede samfund, sammen med hans noget mere eventyrslystne, udadvendte og nu afdøde kæreste Selina backpacket over det meste af kloden. Men alligevel kender han åbenbart ikke til verdens farer og til at passe på sig selv og tage de nødvendige forholdsregler, inden man foretager sig noget som helst.

Så ja, Noa er bange – og tør hverken vove sig ud i det store blå på den anden side af de koraller, som han hævder gjorde det af med hans kæreste – eller ind i den sorte urskov, hvorfra de mange lyde ellers fortæller ham, at der er dyr – og dermed mad. Men det skal Noa med den veludviklede fantasi ikke nyde noget af.

Så hellere blive på Bounty-stranden (hos det efterhånden ret stinkende lig, som han ikke kan tage sig sammen til at få begravet), selvom det er en beslutning, der med sikkerhed havde slået ham ihjel på den ene eller anden måde, hvis altså ikke det var, fordi han blev fundet og havnede i et thailandsk fængsel, hvor vi møder ham sammen med ambassadens udsending Line, der er sendt hen for at assistere sin landsmand.

For ja, Selina blev ikke kun fundet død. Hun havde skader efter et voldsomt slag i hovedet, så Noa anklages selvsagt for drabet på hans kæreste – en anklage, der kan føre til en dødsstraf i Thailand. Og selvom Noa hævder, at det ikke er ham, og at parret er blevet svigtet og forladt på øen, så er der ikke nogen, der tror på ham. Heller ikke Line fra ambassaden. Ikke at det overrasker Noa.

”Jeg er jo en udlænding, en fremmed her,” som Noa også selv konkluderer det.

For sådan er det åbenbart i alle paradiser, både dem i troperne og dem i velfærdslandene. En mase usagte regler, interne ting som udefrakommende intet ved om … og hvor kun tilfældet og en god portion penge kan redde den ulykkelige – i Thailand som i Danmark

Om det så lykkes, eller om Noa skal rådne op i et thailandsk fængsel som Selina rådnede op på tropeøen – og om hvem der har ret: Slog Noa Selina ihjel, eller var det en giftig koral derude i det azurblå hav, skal Danmarksbloggen ikke røbe.

Læs selv ”Ø” og find ud af det hele. Virkeligheden har måske også mere én form, et svar. Bogens slutning overrasker ihvertfald voldsomt.

Og som altid hos Steen Langstrup læser man bogen i et eneste stræk, og som altid fanges man først af den snigende uhygge, senere af erkendelsen af at det måske også kunne ske for en selv – og endelig til sidst af at det her ikke kun handler om Noa og Selina – og måske en selv. Men også om samfundet og de myter og forestillinger, som vi render rundt med om os selv – og som der helst ikke skal rokkes ved.

Og læg så mærke til titlen Ø. Danmarksbloggen kom til at tænke på det gamle ord om, at intet menneske er en ø.

For ja, ja. Intet menneske en ø, men alligevel opfører vi os – både individuelt og nationalt – som om vi er det, og vi gider ikke engang lære den mest nødvendige overlevelseshjælp. Vi bliver på de stande, der slår os ihjel i stedet for at vove os ind til de vilde dyr i junglen eller ud på det blå hav.

Vi tør nemlig ikke (længere) miste fodfæstet – eller tro på det, der er udenfor vores egen forestillingsverden. Vi henlægger det og lader som om det ikke eksisterer. Men ved ikke at vove, så taber vi det hele.

For som Kierkegaard sagde det: ”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”. Den Kierkegaard, der også talte om de 70.000 favne vand, som den troende kaster sig ud på.

Det gør bogens Noa ikke, men han er heller ikke troende som den bibelske Noa, der byggede en ark og hentede dyrene fra junglen ind på arken, inden de alle sammen sejlede ud på det blå ocean. Bogens ateistiske Noa kan ikke engang lave et bål.

Og spørgsmålet, som vi som læsere må stille os selv, er: Er det kun bogens Noa – eller er det hele vores civilisation – der er på vej ned, fordi vi ikke længere tror på noget, der er større og bedre end os selv?! Fordi vi ikke længere tør miste fodfæstet og kaste os ud i livet og verden.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 næringsrige kokosnødder, som dem Ø´s Noa overlevede på, mens han sad ude på øen med sin døde kæreste som eneste – ret stinkende – selskab.

Steen Langstrups nye bog “Ø” udkommer på mandag d. 22. august hos forlaget 2 Feet Entertainment. Den koster 269,- og kommer i første omgang kun på papir som en hyldest til papirbogen.

Regnbuen lyser igen

Udgivet den af
Svar

Så er det dén tid på året: Priden er i gang igen – og Danmarksbloggen bakker som altid 100% op om regnbuen – og om den mangfoldighed, som den repræsenterer.

Det startede faktisk allerede i går, og det fortsætter i dag, i morgen, på fredag og på lørdag, hvor den store parade foregår – og lidt på søndag.

Paraden og Drag Night, som er på fredag, trækker altid mange tilskuere.

Men der er også mange debatter, film og andet, der sætter fokus på, at accept og opnåelse af seksuelle rettigheder stadig er noget, som der skal kæmpes for mange steder i verden – også i Danmark, hvor vi ellers roser os af vores frisind.

Men her i Danmark findes der også hatecrimes med seksuelt motiv. Der er fundamentalistiske religiøse kræfter, både indenfor islam og kristendom, der er imod alt andet end heteroseksualitet, som de opfatter som “det normale”.

I Danmarksbloggens øjne er det normale at være et menneske – så man kan ligeså godt spørge om “HVORNÅR FANDT DU UD AF, AT DU VAR HETERO?” som man kan spørge om alt muligt andet.

Det gør de så ikke. Heller ikke dem, der bare har et generelt snævert sind og en manglende rummelighed, selvom de ikke er hverken særlig religiøse eller politiske.

Så der er stadig en kamp at kæmpe – også i Danmark. En kamp, der heldigvis får masser af næring, masser af kærlighed i de her dage. Kom og vær med. Det er en fest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok fortsætter med rædselshistorierne

Udgivet den af
Svar

Mediernes fokus i weekenden var på OL- og især den sympatiske svømmekvindes Pernille Blumes overraskende guldmedalje i 50 meter fri. Og et stort tillykke til hende. Det var rigtig flot.

Men så er der heller ikke så meget mere at glæde sig over. For der vanker ingen medaljer, hæder eller ros, når det kommer til de nylige politiske meldinger, som bedst kan beskrives som endnu en række rædselshistorier:

Pia Kjærsgaard, folketingets formand m/k, som vel ret beset burde samle partierne, valgte istedet at skabe splid, som hun plejer, da hun var ude og sige, at folk i byerne føler sig klogere og bedre end folk på landet – men at det er de ikke, men at det hovmod fra byboernes side vil føre til at landet brækker midt over. Tænk engang, her troede Danmarksbloggen at det var den stigende ulighed i samfundet (som Dansk Folkeparti støtter), der bevirker, at Danmark deles i to.

Kulturminister Bertel Haarder vil hæve priserne på kultur, således så det skal blive endnu dyrere at gå på museum og i teatret og blive beriget af kunst og kultur.

Ikke at mennesker på kontanthjælp i forvejen har råd til det, men nu får de det endnu mindre, når det nye kontanthjælpsloft træder i kraft, og flere tusinder landet over reelt vil ende på gaden. Den del rører så ikke blå blok, som mener, at kontanthjælpsmodtagerne bare kan tage et af de jobs, som ikke findes – eller et af de jobs, som gives til østeuropæere, der får altfor lidt i løn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OL, DR, DF og LA

Udgivet den af
Svar

Er sport politik? Gu´ er det så, og jo mere behov et lands leder har for at markere sig overfor omverdenen, jo mere får sporten lov til at fylde og vise landet frem. SE OS. Se, hvad vi kan.

Man så det i Kina under OL i 2008 – og i Rusland under vinter-OL i 2014, men også alle andre lande er med på dén vogn. Også Danmark, selvom vi ikke har kapacitet til at have et OL alene, så prøver vi dog pt. at få en Tour de France-start, og vi er pløkkestolte hver gang et VM eller EM afholdes på dansk jord.

Og nu er det altså tid til OL igen – denne gang i Rio i Brasilien, som er et land på randen af både økonomisk og politisk sammenbrud, hvilket også viser sig ved, at OL-faciliteterne ikke er i orden, og at vandet er så bogstaveligt talt lorte-beskidt, at det er direkte sundhedsfarligt i én grad, så det overstiger europæiske grænseværdier med mere end en million gange.

Danmarksbloggen kommer ikke til at se meget OL. Dels pga tidsforskellen og dels fordi der sker meget mere interessante ting herhjemme som fx at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil gøre Danmark dummere ved at beskære DR´s budgetter med 25%.

Det er den forkerte vej at gå, hvis man vil have et rigt og sammenhængende samfund – men det vil LA jo heller ikke. De er mere tilhængere af en jungle, mere grum og livsfarlig end den, der findes i det OL-ramte Brasilien – og i den er der ellers både anacondaer, piratfisk og alligatorer. Men de er ingenting mod LA.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk