Det er frygtelige tider her på Frederiksberg. Danmarks farligste fugle hærger byen. Den glubske, muligvis menneskedræbende fiskehejre. De yngler i en koloni i Frederiksberg Have, disse flyvende monstre med deres lange, dødbringende næb, som med et eneste hug kan spidde et uskyldigt bymenneske i hjertet. Det er ikke til at spøge med.
Men det er værre. Der er nemlig en lokal mand – man kunne måske se ham som en slags landsbytosse, en original, men det gør man ikke. For er der noget, Frederiksberg ikke er, så er det en landsby. Vi er Nordeuropas tættest befolkede by. Ikke en landsby. Men denne mand har nu i snart 25 år fodret og til dels tæmmet disse livsfarlige uhyrer. De følger ham, kommer, når han fløjter, og forstår tilsyneladende simple beskeder fra ham.
Han har været et kuriøst indslag i parken, måske endda en turistattraktion i sig selv. Et udtryk for noget unikt og specielt i os mennesker.
Mere almindelige mennesker nøjedes med at fodre parkens ænder, duer, svaner og gæs med gammelt brød, mens de så fascineret til, når hejrerne sværmede om Hejremanden, uden at forstå den overhængende livsfare de befandt sig i.
Sådan ville harmonien sikkert være fortsat til Hejremanden ikke var mere, hvis ikke han pludselig var blevet et problem for nogle af de skønne og oplyste mennesker inde på Rådhuset.
Eller det var sådan set i første omgang ikke Hejremanden, der udgjorde et problem. Det var de pæne og almindelige andefodrende mennesker, der var problemet, og skulle stoppes. For nu efter i flere hundrede år at have hygget sig med at fodre ænder og småfugle, havde det nemlig vist sig, at denne ellers uskyldige gerning slet ikke var så uskyldig alligevel.
At fodre ændre var nemlig nu ikke bare skyld i, at ænderne overlevede de hårde vintermåneder. Denne egoistiske og selvgode hobby skadede nemlig både den vilde natur i den ellers velplejede park, plumrede vandet i søerne og tiltrak rotter! Og gammelt brød var i øvrigt slet ikke naturlig føde for parkænder.
De altid effektive og naturelskende mennesker inde på Rådhuset måtte gribe ind. Naturen i parken, hvor intet græsstrå, intet træ, ingen løgblomst i plænen er overladt til tilfældighedernes spil, men er nøje passet og plejet vild natur, er selvfølgelig noget, man tog meget alvorligt inde på Rådhuset. Ingen politiker vil i dag løbe den risiko at skade sit grønne image. Naturen er hellig, i hvert fald hvor der ikke er økonomiske interesser på spil.
Det var en oplagt sag, der skreg på, at nogen greb hårdhændet ind. Det ligger i tiden, at der skal slås hårdt ned på både uorden og fritidssysler. Så man forbød fodring af parkens fugle. Basta. Så kunne de lære det. Politikerne havde vist, at de skam godt kan gribe ind og vise handlekraft i sager vedr. klima og natur.
Ingen havde tænkt på Hejremanden. Men forbuddet ramte selvfølgelig også ham. Det vakte lidt lokal uro, men lov er lov, og originaler med kundevogne skal ikke komme her og bilde sig noget ind.
NU blev det så alvorligt. For fugle, selv Danmarks farligste fugl, den potentielt livsfarlige fiskehejre, har vinger og kan flyve. Og når Hejremanden ikke længere måtte fodre i parken, så gjorde han det andre steder. Fx på en af byens vigtigste pladser, den i øvrigt trafikalt kaotiske og på mange måder farlige plads ved Frederiksberg Centeret. Hejrerne kunne sagtens finde ham.
Snart var der hejrer i stort antal omkring pladsen. Nu kunne man tro, at det måske ville passe meget godt til Frederiksbergs selvforståelse. Vi er jo noget særligt, og alle byer har duer på større pladser, men vi har hejrer.
Både dem med pels og Jaguar og dem med fjer og næb.
Men store fugle betyder også større fugleklatter. Det ser ikke pænt ud. Det er sådan set hverken hejrernes eller hejremandens skyld. De ville jo så gerne være blevet i parken. Det er politikernes, hvis altså noget nogensinde har været politikernes fejl. Det er vist ikke set endnu.
Man kunne have givet Hejremanden en dispensation til at fodre i parken, de år han nu har tilbage, hvor han vil være i stand til det. Helt ung er han ikke, og det er jo ikke sådan, at han har dannet mode, og der står ti andre klar til at overtage efter ham. Han er en ener.
Men det ville jo sådan set betyde, at politikerne havde begået en fejl, eller i hvert fald noget, der skulle rettes op på, og den slags bruger man så ikke på Rådhuset.
Og let er det heller ikke, for Hejremanden er en værdsat person i bybilledet, så man kan ikke rydde pladsen for Hejremand og hejre med kampklædte betjente i Hollænderbiler, hvor fristende det end må forekomme i en sådan situation. Politiet har skam været på banen og bedt Hejremanden trække ind i den lille have bag domhuset og biblioteket, men det er lige ud til pladsen, så hvad nytter det?
Man må derfor vende befolkningen mod denne provokerende normbryder, denne folkelige antihelt, denne naturskadende fugletæmmer, ja fortsæt selv. Og er der noget politikere kan, eller deres højtbetalte og velklædte spindoktorer kan, så er det at føre krig i pressen.
Således er fiskehejren nu udråbt til Danmarks farligste fugl, ikke bare i lokalavisen, der ryddede forsiden, men i de landsdækkende medier også, for det er skam alvor. Hejremanden sætter andres liv på spil. Ingen kan vide sig sikker længere, og det er nærmest med livet som indsats, at pæne børnefamilier med topskat og Tesla vover sig forbi Frederiksberg Centeret for at shoppe i inflationens modvind.
Nok har de fået ulven tilbage i Jylland og piver over den, men det er intet mod fiskehejren her på Frederiksberg.
Fremtiden for Hejremanden ser dyster ud. Dem på Rådhuset skal man ikke rage uklar med, og med det billede de nu tegner af de livsfarlige hejrer, må man forvente, at disse handlekraftige mennesker gør mere ved sagen end blot at jage Hejremanden bort. Disse monstre må udryddes.
Man kan jo ikke have så farlige dyr i en by fuld af børn og topskattebetalere.
Skrevet af forfatter og forlagsmand Steen Langstrup
Læs mere her: www.steenlangstrup.wordpress.com
