Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Tivoli og Harlekin Skelet

Udgivet den af
Svar

”Tivoli altid som aldrig før” er Tivolis logo i disse år, og det skal såmænd nok passe. Ændringer er så ikke altid til det bedre.

Os, der kan huske nogle få år tilbage, mindes med længsel dengang der var levende musik nede ved Pantomimen i Tivoli. Nu er det båndmuzak.

Orkesteret, som spillede, hed Promenadeorkestret, men de findes ikke længere i Tivoli. Ja, selv orkesterets eget spillested, den smukke muslingeskal ovre på den anden side af stien, er væk, og i stedet er der nu Tivoli Food Hall, der også dækker det område, hvor Valmueteatret engang opførte eventyr af H. C. Andersen. Det var skønne tider med unik åndelig føde i stedet for nutidens fysiske føde leveret af fantasiløse kædebutikker. Og både musik og eventyr fra dengang var ganske gratis. Ja, det er ganske vist.

Men Pantomimens kinesiske påfuglebygning er heldigvis fredet, så den kunne Tivolidirektør Liebst og balletmester Bendixen ikke røre, og derfor er det stadig muligt at sidde på de grønne bænke og se de gamle komedier – og de holder max, som Danmarksbloggen kunne konstatere, da den kom forbi denne blæsende aprilaften.

Danmarksbloggen har set et utal af pantomimer – og også flere gange denne aftens sene forestilling ”Harlekin Skelet”, der er den ældste og mest uhyggelige af dem alle sammen. Men det var genkendelsens glæde, for der er altid noget hyggeligt og rart ved at se Pjerrot fjolle rundt, mens Harlekin og Columbine driver deres løjer med ham, så de til sidst kan få hinanden – trods Pjerrot og hendes ret vratne og uvillige far.

Man kan sagtens snakke om, at pantomimeforestillingerne holder, fordi de har fat i de evigt gyldne temaer om generationskløfter, kærlighed og at holde facaden. Men der er nu også noget enkelt og befriende ved at se en kunstart, der IKKE kun er dans, IKKE kun er musik, IKKE kun er skuespil, og som IKKE bruger ord i en tid som vores, hvor alt sættes i kasser, og alt gøres op i ord – og derpå i penge.

Pantomimen gennembryder det hele – og gør verden ny igen, og så bliver Tivoli endelig altid som aldrig før – og man tør igen drømme om en fremtid, hvor musikken og kulturen fylder mere i Den Gamle Have end det gør i år, hvor Tivoli kan fejre 175 år.

For det er aldrig for sent. Ting kan ændre sig, og magien og eventyret kan komme tilbage til Tivoli – til hele Tivoli. Måske i en anden form, men tiden skriger på netop rødder, auntencitet og historie, så håbet om et Tivoli, der igen bliver en musikalsk og kulturel oplevelse af de sjældne, er ligeså lysegrønt som de knopper, der svulmede på mange af Tivolis træer og buske denne aprilaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den rigeste danske procent ejer en tredjedel af formuen i Danmark

Udgivet den af
Svar

Sheriffen af Nottingham var en dårlig amatør, som ikke kunne få andet end nogle få poser guld ud af bønderne og småfolkene i egnen omkring Sherwood-skoven. Ja, selv den navnkyndige Joachim von And er nærmest en fattiglus sammenlignet med nutidens pengepugere.

Det er nemlig således, at den rigeste procent i verden ejer mere end halvdelen af  verdenens samlede formue, og udviklingen går den gale vej, således, at denne rigeste procent i 2030 vil have næsten to tredjedel af verdenens samlede formue. De kan altså bade sig i penge – sådan helt bogstaveligt.

I Danmark er det ikke ligeså galt, om end det er slemt nok. For her hos os sidder den rigeste procent på 30% af hele landets formue. Og ja, 30% er mindre, men det er stadig meget, og det er også forkert i et land, hvor vi hævder at hylde solidariteten. For vi kan ikke kalde os for et lige land, når 1 – som i én – procent af danskerne ejer en tredjedel af formuen i Danmark.

Det er tværtom en kæmpe-ulighed, som vi skal have gjort noget ved.

Læs mere om uligheden her: https://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/art6429001/I-2030-vil-den-rigeste-procent-eje-to-tredjedele-af-al-formue

Så vi savner en nutidens Robin Hood, som kan være med til at omfordele midlerne, indtil kun få har alt for meget, mens mange flere får, så de kan leve en anstændig tilværelse. For der er goder nok på denne jord til os alle sammen – hvis ellers vi kan finde beskedenheden frem og lægge grådigheden væk.

Og nej, intet menneske behøver flere biler eller flere boliger eller dyre pelse eller andet ligegyldigt skrammel. Vi behøver sundhed, uddannelse, kultur, samvær og kærlighed – og til meget af det skal vi bruge de penge, som ligenu samler støv – ikke i en pengetank, men på svulmende konti i diverse skattely.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pengemænd og reklamer gør medier ufrie

Udgivet den af
Svar

Vi skal have alternativer til DR. Private kan også lave public service, hævder regeringen som argument for at skrælle 20% af DR.

Danmarksbloggen siger: Ja, hvis de medier har en høj moral … og en god etik.

Men hvordan sikrer man det? For det er som bekendt en dårlig hund, der bider den hånd, som fordrer den.

Så hvordan kan vi som seere vide, at en tv-station, der er finansieret af en privat pengemand eller af reklamer, vil være i stand til at forholde sig objektiv og kritisk, hvis samme pengemand eller nogen af hans venner og bekendte og samarbejdspartnere er involveret i noget skidt?

Hvordan kan vi vide, at tv-stationen ikke har et overordnet politisk formål, som alting i nyhederne og i programmerne i øvrigt vinkles efter?

Svaret er, at det kan vi heller ikke. Svaret er, at pengemænd og reklamer ikke giver medier, som er objektive eller frie – men derimod medier, som er parter i det politiske spil, som alle medier ellers burde have travlt med at afdække og fortælle om i stedet.

Så pengene skal tilbage til DR – gerne med større krav om mere og bedre public service – og mindre ligegyldigheder som mangel-på-talent-shows og den slags.

For medierne skal være samfundets bidske vagthunde overfor alle med magt … i stedet for at være magtens forlængede arm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forårsjævndøgn – med sne og sol

Udgivet den af
1

Dag og nat er nu lige lange. Det er med andre ord forårsjævndøgn.

Men alligevel ligger der sne i store dele af landet, der er glatte veje mange steder og for kun få dage siden var der snestorm i dele af Danmark.

Det er hård kost for dem, der længes efter forår. Efter sol, varme og lys … også på andre områder.

For vejret afspejler så fint samfundets situation: Danmark har aldrig været rigere (her har vi foråret), men alligevel øges uligheden (her har vi sneen) på grund af grådigheden hos de herskende klasser (her har vi kulden).

Forskellen på naturen og samfundet er så, at i naturen kommer solen (ønsket om lighed) og varmen (solidariteten) altid tilbage. Det gør de ikke i samfundet. Her sker forandringerne kun, når vi mennesker vælger at gøre de rette ting – og her kniber det gevaldigt i øjeblikket for dem, der sidder med magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Evnen til at reflektere – i Rusland og i Vesten

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen savner evnen til refleksion … også hos os her i Vesten.

For det er nemt at pege fingre, og i disse dage efter det russiske valg og mordforsøget på den tidligere russiske spion og hans datter går de vestlige medier og politikere i selvsving i deres iver efter at pege fingre ad Rusland og især den russiske leder Vladimir Putin.

Der er ingen ende på kritikken af Rusland som et udemokratisk land, et topstyret land, et land med store sociale forskelle – og et land som er særdeles aggressivt. Se bare på annekteringen af Krim.

Men sådan ser russerne ikke på det. De kan lide Putin og den russiske politik. De synes, at Krim er russisk – og at Vesten er aggressiv. Så mange russere – også dem, der er bosat i Danmark – stemte på Putin, fordi de mener, at han er en stærk mand, som gør det godt for Rusland og russerne.

Det grines der så af i Vesten – og også med god grund. Men er vi i grunden så meget bedre? Ja, vi har da demokrati, vil mange hævde. Korrekt – og der ligger en stor forskel.

MEN også i Vesten griber vi militært ind i andre lande og regioner, når det handler om at værne om vores interesser, også i Vesten har vi store sociale forskelle (og de er voksende i denne tid) – og også i Vesten lærer vi af vores politikere og vores medier, at de andre (blandt andet Rusland) er aggressive.

Så måske er der flere ligheder end forskelle? Måske vil de fleste af os – uanset om vi er russere eller danskere – bare leve et roligt og stille liv med job og familie?

Det tror Danmarksbloggen, der derfor vil opfordre til refleksion. Til ikke bare blindt at acceptere og tro på alt, som medier og politikere siger – men i stedet prøve at forholde sig kritisk til det, som der bliver sagt og gjort. For det mangler – både hos den almindelige russer og den almindelige dansker og europæer.

Vi tager alt for let udgangspunkt i det, som vore egne politikere vil have, at vi skal tro og mene.

Men vi skal tænke selv!!! For livet og verden er langtfra altid et spørgsmål om dem eller os, selvom mange ønsker at give os det indtryk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gule fagforeninger og moralen

Udgivet den af
Svar

Dengang de gule fagforeninger kom på banen, handlede det ikke kun om at spare penge i kontingent. Det var også et spørgsmål om at være imod de etablerede – og oftest røde – fagforeninger af politiske grunde.

I vores dage er der mange, der ikke længere tænker på fagforeninger som andet end et godt grundlag, når løn- og arbejdsvilkår skal forhandles.

At være med i en gul fagforening bliver derfor også let et spørgsmål om moral.

For nok kan medlemmerne af de gule fagforeninger hverken lockoutes eller strejke, og dermed risikerer de ikke noget. Til gengæld drager de alle fordelene af de løn- og arbejdsvilkår, som de andre fagforeninger forhandler hjem.

Der findes et begreb for den slags: AT KØRE PÅ FRIHJUL. Ja, der findes flere ord for det, nogle af dem meget lidt pæne. Men uanset hvad man kalder det, så er resultatet det samme, og det er ikke et facit, som danskerne kan lide i disse tider, hvor moralen spiller en stadig større rolle efter devisen vi-skal-alle-både-yde-og-nyde.

Hvis der bliver en storkonflikt til april, kunne man derfor godt forestille sig, at de gule fagforeninger kommer i et særdeles dårligt lys. For nok vil deres medlemmer arbejde, men det vil blive tydeligt for enhver, at her er der tale om mennesker, som har fravalgt den solidaritet, der nu i mere end 100 år har sikret stadig bedre arbejdsvilkår i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er Socialdemokratiet?

Udgivet den af
Svar

En historisk stor konflikt lurer på det offentlige arbejdsmarked til april. De offentligt ansatte står nemlig solidarisk sammen i kampen for bedre lønninger og mere påskønnelse af deres arbejde.

Men hvor er Socialdemokratiet? Dette parti der om nogen har æren af at have bygget vores velfærdsstat fra de første sten blev lagt i mellemkrigstiden og til trygheden blev konsolideret i 1960´ernes gyldne opsving.

Men nu – hvor socialdemokraterne burde stå forrest i kampen for velfærden – så glimrer de ved deres fravær.

Ifølge spindoktorerne er det sikkert smart at dukke sig, for så længe man ikke siger noget, så laver man heller ingen fejl, men kan i stedet nyde at se modparten blive stegt i medierne.

MEN set på den lange bane – og især i troværdighedens lys – så ville det klæde socialdemokraterne at stå frem og kæmpe for de værdier og det menneskesyn, som skabte vores velfærdsstat – og som man må formode, at de står for stadigvæk.

For ja, nok skal man lade arbejdsmarkedets parter selv afgøre deres kampe.

Men når arbejdsgiveren er det offentlige, så er det jo netop politikerne, der er i arbejdsgiverens rolle – og så skal man som politiker på banen og sige, hvad man mener, også selvom det er den anden side af folketinget, der sidder ved rorpinden.

Ja, man kan sige, at så er det netop, at man skal på banen og kritisere lockouten med mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ja til ligeløn og nej til p-piller

Udgivet den af
Svar

Det er i dag d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, og spørgsmålet er stensikkert: Har kvinderne stadig brug for en international kampdag?

Svaret er et rungede ja.

For vi mangler stadig – og her nævnes kun de to vigtigste ting:

LIGELØN – for selvom det er 40 år siden, at loven om lige løn for lige arbejde blev vedtaget, så halter kvinderne stadig efter mændene rent lønmæssigt.

EN PRÆVENTION, DER IKKE ØDELÆGGER OS – p-pillen blev i sin tid anset som kvindefrigørende, men prisen har været alt for høj; Blodpropper, hormonforstyrrelser og depression. Kvinder betaler nemlig stadig med deres liv og helbred for, at mænd kan droppe kondomet. Men det skal stoppe. For kvindens krop tager skade af at være i en kunstig kemisk balance gennem mange år, og manden ønsker vel ikke, at hans kone og børns mor dør i en tidlig alder, bare fordi det hele så var nemmere for ham i sengen?!

Dertil kommer, at mandsdominerede erhverv som finans og medier stadig er højere betalte og mere ansete end tilsvarende kvindeerhverv, der også kræver viden og specialisering. For det er sådan, at et erhvervs status falder, hvis der kommer flere kvinder end mænd ind på området – se bare på lægerne og præsterne, som engang var højstatus, men ikke er det mere, nu hvor der er flere kvindelige end mandlige studerende på medicin og teologi.

Kvinder fravælges også stadig i stor stil til bestyrelsesposter og andre magtfulde erhverv. Og så er der den generelle forskel på løn og anseelse mellem kvinder og mænd, hvad man for eksempel ser på, hvad en håndværker og en sygeplejerske tjener. For det gælder hele vejen rundt, at mænds arbejde anses som mere værd end kvinders.

Samtidig på hjemmefronten er situationen den, at mange kvinder (trods mændenes højlydte brokken sig i disse år) stadig udfører dobbeltarbejde, mens han lægger på sofaen og beklager sig over, at hende konen/kællingen/madammen styrer det hele.

Må Danmarksbloggen derfor foreslå manden at komme op af sofaen og slå i bordet og kræve sin ret til at skifte bleer, vaske gulv og købe ind? Undertegnedes bud er, at de fleste kvinder hellere end gerne giver det fra sig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har vi brug for en storkonflikt?

Udgivet den af
2

Det er lidt med overenskomstforhandlingerne, som det er med isen på de københavnske søer …

Alle ved, at det ikke kan bære, som det ser ud nu, men alligevel er der nogen, der begiver sig ud på den tynde is – og tror på, at det kan lykkes med de ting, som der er på bordet nu.

Men der skal en helt anden forståelse til, hvis det danske samfund ikke skal ende i storkonflikt – og det skulle vi jo helst undgå, ikke?

Det mener i hvert fald de kommende studenter og konfirmander, for slet ikke at tale om dem, som skal til undersøgelse eller have lavet ikke-livstruende operationer, forældrene til skolebørnene og mange andre.

Danmarksbloggen er imidlertid ikke så sikker på, at vi ikke har brug for en storkonflikt.

For en storkonflikt – og en lockout – vil gøre det 100% synligt for alle i dette land, at de offentligt ansatte er ligeså nødvendige som de privatansatte.

At ja, det kan da godt være, at de private firmaer tjener pengene hjem til Danmark.

Men hvis ikke der var nogen til at tage sig af de gamle, passe børnene, gøre de syge raske, uddanne børn og unge og så videre, så var der ikke noget grundlag at tjene pengene på.

Så det hele hænger sammen … og skal isen i Danmark være rigtig tyk, sådan så alle er sikret penge til en værdig tilværelse, ja så skal vi også have andre ting ind i ligningen.

Det kunne fx være en pligt til at arbejdsgiverne tilbyder ledige job til danskere først – og til lønninger, der følger overenskomsten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulden, de hjemløse og hykleriet

Udgivet den af
1

Det er koldt derude i disse dage … meget koldt, og alle vegne vrimler det med indsamlinger til og opslag om at huske de hjemløse og deres hunde, give dem husly og soveposer og varm mad – og det kan man som anstændigt menneske også kun støtte op om. Ingen tvivl om det.

MEN der er også en del ad-hoc og sensation over det, og det er ikke klædeligt. Det er hyklerisk.

For hvad sker der, når temperaturerne igen stiger om en uge eller to, og foråret for alvor kommer? Ja, så er de hjemløse igen overladt til de forhold, som de levede under, INDEN kulden ramte. Og det er forhold, som ingen burde leve under i et rigt land som vores.

Et land, der åbenbart har råd til skattelettelse på skattelettelse, men ikke på at give sine svageste medborgere en anstændig tilværelse.

Og dét er rystende og vidner om en hjertets kulde, der er langt værre end den fysiske kulde, der ellers pakker landet ned i en stor dybfryser i disse dage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk