Forfatterarkiv: admin

Den oversete historie i dansk politik: Venstres succes

Udgivet den af
Svar

Den gamle regering – under ledelse af Venstres formand Lars Løkke – var ganske upopulær. Alligevel gik partiet Venstre ni mandater frem til valget 5. juni.

Dermed forstummede al tale om en erstatning for Løkke som leder.

Og nu i skivende stund er så en blodig fløjkrig i gang i Venstre om hvem, som skal afløse Løkke – når den dag kommer. Det er ikke lige op over, hvis man skal forstå Løkke selv, som regner med også at stå i spidsen for Venstre til næste folketingsvalg.

Efter den gamle plan lagt i kælderen i Odense i 2014 skal afløseren være nuværende næstformand og gruppeformand Kristian Jensen, men flere og flere vil hellere have politisk ordfører Jacob Ellemann-Jensen.

Al denne ballade kunne man vente ville koste Venstre stemmer. Men nej, i weekendens meningsmåling gik partiet to procentpoint frem i forhold til valget.

Det strider imod al politisk logik – og al politisk lærebogsviden.

For et upopulært regeringsparti går ikke ni mandater frem til valget – og det vinder slet ikke to procentpoint i en meningsmåling, mens det befinder sig i en voldsom intern kamp om magten.

Ikke desto mindre er det situationen for Venstre i sommeren 2019 – og det er nok den mest oversete succes i dansk politik i år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan ved du, at det er en dansker …

Udgivet den af
Svar

Sommerferien er nu helt slut for langt de fleste.

Men inden arbejdet og skolen begynder igen, kan det være sjovt med et lille tilbageblik på eventuelle udenlandsrejser – og på de danskere, som man ofte løber ind i, når man gæster fremmede lande.

For der er nogle kendetegn ved os danskere, når vi rejser på sommerferie.

Danmarksbloggen har prøvet at finde nogle af de mest typiske – udover den klassiske: At en dansker kan kendes på at være blegfed, rødskoldet og med mavetaske. Nogle andre kendetegn kommer her:

  • Danske mænd går altid i shorts, også inde i store sydeuropæiske byer som Paris og Rom, hvor ingen voksne lokale mænd med respekt for sig selv vil ses i andet end lange, pæne bukser, når de bevæger sig rundt i gaderne.
  • Danske kvinder gør altid et stort nummer ud af, at de har et tørklæde eller andet med i tasken, når de kommer til en kirke eller andre steder, hvor man IKKE går ind med bare skuldre og lårkorte nederdele. ”Vi respekterer skam de lokale skikke,” siger de danske kvinder ofte højlydt, mens de kigger rundt for at sikre sig, at alle ser dem. Andre nationaliteter tager bare tørklædet frem uden at gøre opmærksom på egen fortræffelighed.
  • Drikkepenge er ikke noget, som danskerne giver – medmindre de er meget tilfredse med mad og betjening. Men i mange lande er drikkepenge en del af kulturen – især i USA, hvor tjenerne får så lav en løn, at de reelt lever af deres drikkepenge.

Vi er lidt sjove på den måde. For vi forventer forståelse for vores adfærd, når vi er ude. Men er vi ligeså gode til at rumme de andre, når de kommer til vores land? Det kan vi jo tænke over her i resten af august, hvor netop syd-europæerne og amerikanerne i stor stil besøger Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Steen Langstrup forestiller sig dagens redaktionsmøde ovenpå angrebet på Skattestyrelsen

Udgivet den af
1

Forfatter Steen Langstrup har lavet dette skriv. Først så griner man – i anden omgang bliver man eftertænksom … for der er noget skævt over mediernes behandling af Danmarks mange parallelsamfund.

Opsnappet referat fra morgenens redaktionsmøde på et af landets formiddagsblade:

Chefredaktøren: “Der har været et terrorangreb mod Skattestyrelsen! Vi skal have et overblik over skaderne. Den klarer du, Per. Vi skal have en sprængstofsekspert til at beskrive bomben og hvor galt det kunne være gået. Den tager du, Kate.”

“Så skal vi have et par journalister ud på Cepos, gerne med skjulte mikrofoner, for at se, om vi kan opsnappe en tilfældig dialog, der kunne antyde opbakning til nattens angreb på Skattestyrelsen. Hvis det ikke er muligt, så gå dem på klingen og kræv en udtalelse. Alle ved, at Cepos HADER skat. Det klarer I to, Berit og Samuel.”

“Mens du, Peter, og du, Leif, I tager ud på Gammel Hellerup Gymnasium eller en af de andre reder for skattemodstanden herhjemme og ser, om I kan få et par ubetænksomme overklassebørn til at sige noget. De er ikke så kloge, de forkælede unger, så de kan nok manipuleres til at levere en stærk overskrift. Noget med whiskybæltets bander jubler over terrorangrebet.”

“Endelig skal klummeskribenterne i gang. Vi skal have i hvert fald et par klummer, der efterlyser eller forlanger, at alle topskattebetalere i landet offentligt tager afstand fra enhver form for terror.”

“Og en eller anden, se om vi ikke kan få Enhedslistens spidskandidat til at komme med en kontroversiel udtalelse rettet mod samfundsnasseriet i whiskybæltet og deres parallelsamfund derude og den måde, de foragter almindelige danskere og danske værdier, de EU-liderlige typer! Alle ved jo, at de rotter sig sammen og snyder i skat hele bundtet!”

Skrevet af: Steen Langstrup

Socialdemokratiet bør være bekymret …

Udgivet den af
1

Det er ikke engang to måneder siden, at de socialdemokratiske ministre satte sig i regeringsbilerne, så det er forståeligt, at der stadig kan spores en vis begejstring i Socialdemokratiet.

Men i virkeligheden burde regeringspartiet være bekymret.

For dels så gik Socialdemokratiet – trods at partiet sad i opposition – ikke frem til valget for præcis to måneder siden, men derimod tilbage, når man måler på antal af stemmer. Frem gik derimod støttepartierne, især Radikale Venstre og SF, og det var deres stemmer, som gav Socialdemokratiet magten.

Og dels så vil udlændinge-politikken blive en markør, som kan spænde ben for Socialdemokratiets drømme om at blive i regering efter næste valg.

Tag bare det at Danmark igen skal modtage kvoteflygtninge. Den beslutning er som at lægge kød ud til glubske hunde. Der gik heller ikke mange sekunder i sidste uge, før DF kastede sig over lunsen. Forståeligt, for der er mange tidligere DF-vælgere som ved valget for to måneder siden stemte socialdemokratisk, men som let kan lokkes tilbage til DF.

Læg dertil at det er svært for Socialdemokratiet at tiltrække klima-vælgerne – og at regeringspartiet ikke har gjort det lettere for sig selv ved at undlade at gå i kødet på industri og landbrug med krav og regler om bæredygtig produktion m.m.

Danmarksbloggen vurderer derfor, at det kan blive svært at genvinde magten for Socialdemokratiet til det valg, som let kan komme langt før end man regner med.

Morten Østergaard og de andre radikale er nemlig i den grad indstillet på at samarbejde med både blå og rød blok. Så kan de radikale se sig selv i en position, så de kan generobre deres historiske rolle som toneangivende, så vil de ikke tøve med at rive tæppet væk under Mette Frederiksen.

Det har derfor aldrig været mere spændende i dansk politik end i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hører Ramadan-sang til i Højskolesangbogen?

Udgivet den af
Svar

Højskolesangbogen er en af de bedst sælgende bøger i Danmark. Næste år kommer en ny udgave, hvor man traditionen tro vil bytte en del af sangene ud, så man sikrer, at Højskolesangbogen består af de sange, som danskerne kender – og kan lide at synge med på.

Men der skal traditionen tro også være nye sange, og her er en af de foreslåede ”Ramadan i København”, som bedst kan beskrives som en ganske sekulær sang, hvor kun sætningen ”panden mod tæppet” i sidste vers peger direkte hen mod en religiøs praksis, nemlig den muslimske bøn.

Sangen er altså med andre ord ganske almen i sit billede af livet, som det også leves i 2019 blandt landets mange muslimer – og slet ikke på nogen måde anti-dansk, som den er blevet beskyldt for.

Det er nemlig noget sludder at henvise til kristendommen som det eneste trosgrundlag, der må være i Højskolesangbogen med den begrundelse, at Grundtvig (som skabte højskoletanken) var kristen. For ja, nok var Grundtvig kristen (teolog, præst og salmeskriver) og på mange måder ham, der skabte det tankegods, som vores folkekirke er bygget på.

Men Grundtvig havde ikke noget problem med andre religioner. Det var åndsløsheden og dødningene – altså ateister og andre, som sætter sig selv i centrum fremfor en Gud, som han havde det svært med. Dem, der ikke tror på eller anerkender en åndelig magt her i verden.

At sige noget andet som fx DF´s Alex Ahrentsen og LA´s Henrik Dahl gør det, når de bruger Grundtvig som et våben i deres eget felttog mod islam, er en direkte hån mod den rummelige åndskæmpe, som Grundtvig vitterlig var. For hos ham var der plads til både protestanter, katolikker, jøder og andre, som han mente kunne mødes i en fælles statskirke – og i højskolen.

Danmarksbloggen mener dog alligevel ikke, at Ramadan-sangen skal være at finde i Højskolesangbogen. Men det skyldes melodien, som er så forfærdelig dårlig – og slet ikke til at synge med på.

Se mere her – her kan hele sangen også læses – og høres: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-08-02-ny-hoejskolesang-om-ramadan-skaber-debat

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump kommer til Danmark

Udgivet den af
Svar

Så sluttede sommerferien med et brag, da nyheden om Trumps ankomst til Danmark blev bekræftet.

For ja, Trump har åbenbart besluttet sig til at rejse til Danmark. Nærmere bestemt d. 2. og d. 3. september sammen med hustruen Melania.

Statsministeriet siger, at han er velkommen. Det skal de også gøre. USA er en stormagt og en af vores nærmeste allierede.

Heldigvis er forbindelsen mellem Danmark og USA så stærk, at den godt kan overleve Trump i Det Hvide Hus. Den kan såmænd også overleve et besøg af Trump i Danmark. Sagtens endda.

Alligevel måtte han dog gerne holde sig væk. Der er ikke mange danskere, som kan lide ham – og nej, vi bliver ikke omvendt af at se Air Force One lande ude i Kastrup – eller af at se Trump sammen med Dronningen.

Lige præcis dét møde kan så blive interessant.

For der er ingen tvivl om, at Margrethe d. 2 har både klasse, stil, intelligens og mange andre udmærkede egenskaber, som Trump omvendt ikke besidder. Der er heller ingen tvivl om, at Dronningen på en stilfærdig, men bestemt måde ikke vil finde sig i noget fra Trumps side.

Så lige præcis dét møde kan blive fantastisk – og en udstilling af hvilken opportunistisk populist, som Trump er. Gad vide om amerikanerne også kan se det? Det er jo dem, som skal forhindre ham i at få runde to i Det Hvide Hus.

Så måske der bliver en lille fordel af Trump på dansk jord … måske. Der kommer sikkert også en demonstration mod ham eller to, som man kan deltage i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God sommer: Rejseriets kedelighed – og stjernestunderne

Udgivet den af
Svar

Sommeren er her – og Danmarksbloggen filosoferer lidt over det at rejse:

Hvorfor skal rejseberetninger altid være positive? Altid noget med smukke billeder, spændende reportager, unikke oplevelser og fantastiske indsigter i sig selv og livet, som man bare ikke kunne få andre steder end lige på dén rejse.

Alternativt kan rejseberetninger være dramatiske, noget med sygdomme, naturkatastrofer, hvordan man med nød og næppe undgik døden – eller næsten værre hvis man tænker på et nyligt russisk flystyrt: At miste sin bagage.

Men hvad med alt det almindelige kedelige, som vi altid møder på rejsen?

Timerne, hvor man venter i lufthavnen, hvis man da stadig vil stå ved, at man indimellem benytter sig af dette instrument-til-vores-egen-udslettelse.

Smerterne i skuldre og ryg, fordi man skal slæbe bagagen over lange afstande … og er totalt mørbanket, når man endelig når frem til hotellet. Mørbanket og tørstig, men uden at have noget at drikke – og der er mindst en kilometer til nærmeste kiosk eller supermarked. Sådan føles det i hvert fald.

Så man overvejer at drikke af vandhanen. Og enten så gør man det, og sidder på tønden de næste to dage. Eller også så begiver man sig ud i den brændende hede og hen til vandingsstedet og køber en masse vand, cola og chips – men ikke noget, der minder om rigtig mad.

For man lærer nemlig ikke noget – og slet ikke at tænke frem. Så når man endelig – helt udmattet – er tilbage på hotellet, går der cirka en halv time, så kan man mærke, at man er sulten. Men man har ikke noget at spise. Man må afsted igen. Det er næsten ikke til at bære, og resten af dagen ligger man brak på sengen og tænker over, hvorfor man i grunden ikke bare blev hjemme.

Hjemme sammen med sin egen hovedpude, køleskabet og tv´et, der viser kanaler, hvor man kan forstå, hvad de siger.

Solcremen er en anden ting, som man enten ikke bruger, eller får smurt ud på den der dyre og fine kjole, som derhjemme ikke må komme i kontakt med noget, der bare har risikoen for at kunne fedte. Men selvfølgelig skal man have lige dén kjole på til turen inde i byen – midt på dagen. Også selvom man har fem andre og markant billigere kjoler med. Så på med solcremen – og derpå kjolen, som nu for altid har to skjolder ved brysterne til minde om den der ferie …

Og så er der kedsomheden. De dér stunder, hvor man egentlig burde hygge sig, for der er ingenting, man skal. Man har måske endda orket at rydde op på sit værelse. For nok er man på ferie, men man producerer stadig både beskidt undertøj og skrald. Så medmindre man er royal eller noget, der ligner, så skal man rydde op efter sig selv – også på en ferie.

Men altså lige nu er der ingenting. Så man ligger bare i en liggestol eller måske på sit værelse og vegeterer – og det burde være så dejligt, så dejligt, men det er hamrende kedeligt. Thi evig stilstand er død, som en tænksom fætter også sagde det engang. Han havde ret.

Men det meste af tiden går ikke stille på en ferie.

Tværtimod. Man går, går, går, går, går, går, går, går – og til sidst har man gået så meget, at man er blevet øm i fødderne eller har fået vabler. Hvis man er heldig – begge dele. Men når man kommer dertil, så ved man, at man har gjort det godt målt på ferie-termometeret. For dér – og først dér – har man fået set og oplevet så meget, at man kan sætte kryds ved “OPLEVELSER – mission accomplished”, mens man sidder på en café og hælder væsker i sig.

Væsker, som man ikke ved, hvad er, men som smager godt – i hvert fald mens man er på ferie. For laver man fejlen, og køber en flaske eller to med hjem, så smager stadset helt anderledes, og som regel dårligt, når man er i Danmark igen.

For lige pludselig skal man hjem igen – og det gider man egentlig heller ikke. For så skal man hjem til opvask, rengøring og alt det andet. Men så kan man muntre sig i lufthavnen på vej hjem med at se på de andre rejsende – og tænke på, om de overhovedet kan tælle.

For man må som regel kun have et styk håndbagage med … men det bliver hos mange til 2-3 stykker: En såkaldt kabinekuffert, der mere minder om en rigtig kuffert, en stor rygsæk og endelig en almindelig taske.

Sådan rejser mange i dag. Så skal man heller ikke vente på bagagen. Man har så også sørget for, at de andre ikke kan få plads til noget i rummet over sæderne.

Men altså: Således opmuntret eller nedslået over denne verdens ubetænksomhed begiver man op i flyet og hjem, mens man tænker på, hvor ens næste ferie skal gå hen.

For vi lærer som bekendt ingenting … så selvfølgelig skal vi afsted igen …

—-

For at rejse er at leve, som H. C. Andersen sagde det. Han havde ret. Livet – både hjemme og på rejsen – er en evig kamp, hvor vi knokler rundt, bliver trætte, beskidte, sultne og tørstige – og syge.

Men indimellem kommer så de livets stjernestunder, som er hele umagen værd …

Stjernestunder af lykke, erkendelse, samhørighed med os selv og vores nærmeste. Dér hvor tiden bliver lodret og så dyb af vælde, at vi rives omkuld og for altid vil huske lige det øjeblik, hvor vi ….

Stjernestunder, der sætter sig fast i sindet. De stjernestunder, som vi oplever ekstra stærkt, når vi er udenfor vores vante rammer …

Så netop derfor skal vi gribe kufferten, solcremen, plastrene til vablerne og pillerne, der kan stoppe diarréen – og drage afsted.

Verden – og vi selv – venter derude.

Danmarksbloggen ønsker alle: God sommer – og på gensyn i august …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Har du hørt en fugl synge?”

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn. Bemærk ordet fortalte. Deri ligger nemlig hele hemmeligheden, dette at hans eventyr havde flere lag, både det umiddelbare og de dybere.

Det er så forkert at antage, at kun voksne kan forstå de underliggende lag. Det er til gengæld helt rigtigt, når man siger, at børn er bedre til at sanse det, som sker for øjnene af dem – og til at tro på det umiddelbare. Dén observation gjorde Danmarksbloggen i hvert fald, da undertegnede i går så Grønnegårds Teatrets familieforestilling for børn fra 6 år og deres voksne. I år er det ”Har du hørt en fugl synge?” – frit efter H. C. Andersens ”Nattergalen”.

Danmarksbloggen vil så anbefale alle at se stykket, også selvom man ikke har et barn at følges med. For ikke mindst så holder H. C. Andersens tekst – selvfølgelig. Men det gamle eventyr bliver styrket i denne form med nutidige sproglige tilføjelser, hvor de moderne sætninger og betoninger gør historien ekstra levende og nærværende.

Derudover er der noget ganske fantastisk ved en lille og enkel opsætning. Ikke nok med at man som publikum kommer helt tæt på, men ligesom med den levende nattergal er der noget ægte over det teater, som udelukkende hviler på skuespillerne og deres evne til at gestalte historien.

For ja, flotte kulisser, imponerende kostumer, lys i kaskader og lyd med smæld på kan være vældig fint – præcis som den kunstige nattergal er det med sit guld, sølv og juveler. Men det, som bærer enhver teaterforestilling, er ordene, mimikken, bevægelserne og samspillet mellem dem på scenen, altså det som kaldes kunst, når den fungerer.

For når det sker, så kan der spilles på en papkasse iført en brun sæk – eller som her, hvor nogle af dansk teaters unge stjerneskud har et trægulv, nogle grå kasser, et par fugle, et par instrumenter og nogle andre småting – og de grønne trækroner at folde sig ud på og under – og som de folder sig ud.

Som publikum – uanset om man er 8, 30, 50 eller 70 – gribes og bevæges man nemlig i en grad, så det ikke kun var regndråberne, der løb ned ad kinderne.

For de kan så meget, de unge mennesker – og de vil så meget med deres teaterstykke. De vil nå os med fortællingen om den hovski-snovski kejser, der dog kan græde, og som har hjertet på rette sted, men som også er omgivet af nikkedukker og spytslikkere.

Og de gør det med stort engagement, der matches af kropslige præstationer, visuel fortælling med både farver og fagter, storgrinende humor som indimellem bliver til bidende samfundssatire, skønsang af nærmest sakral karakter (men okay, nattergalen er også nærmest guddommelig) og et vaskeægte drama, især i den andensidste scene.

Det er scenen, hvor døden kommer for at hente kejseren, men hvor nattergalen synger døden fra kejserens hjerte. Dén scene er i særklasse i den måde, som spændingen opbygges til det uudholdelige, inden forløsningen kommer med den lille uanselige fugls triller.

Men det skal siges, at vi undervejs i den time, som forestillingen varer, præsenteres for det ene højdepunkt efter det andet. For det hele er eminent godt lavet – og nok spiller den ene af de unge skuespillere kejseren og en anden nattergalen, men så er der også både kammertjeneren, den lille kokkepige og musikmesteren til de tre andre, og ingen af dem er mere end de andre, og alle spiller også andre roller, både hoffet og køerne og frøerne med flere.

Så det er i den grad et team-work præsteret af Nicolai Jørgensen, Nikolaj Bjørn-Andersen, Michael Slebsager, Rikke Westi og Laura Skjoldborg – og en forestilling, som bliver siddende i én.

Som tilskuer spørger man derfor også sig selv på vejen hjem, om man har hørt en fugl synge? Et barn vil nok sige ja, og måske også et purungt menneske. Men i takt med alderen erkender de fleste af os, at vi alt for ofte lytter til den såkaldte sunde fornuft aka denne verdens kejsere, kammertjenere og musikmestre.

Men dem skal vi stoppe med at høre på og i stedet gennemskue i bevidstheden om, at livsvisdommen og livskunsten ligger i at lytte, som kokkepigen og fiskeren gør det. For kan vi det, kan vi skelne mellem de guldglitrende, kunstige fugle og de ægte nattergale – og så vil alt gå meget bedre, også for os, selvom vi ikke er kejsere. For hjertet sidder som bekendt til venstre hos os alle sammen.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Har du hørt en fugl synge?” seks rigtige nattergale ud af seks mulige. Det er ægte teater, når det er bedst og mest levende.

Forestillingen spiller i haven på Designmuseum Danmark til og med 11. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Søren elsker Katinka”

Udgivet den af
1

Cabaret-vandring i og omkring Nyhavn og Minefeltet! Det er jo hele to ting på samme tid, både musik og byvandring.

Nej, faktisk er det tre, når det er Allan Høier fra Teatret Optimis, der optræder. For så er der også en god portion skuespil involveret, når hr. Høier fortæller om Sigfred Pedersens liv og med stort engagement synger nogle af hans viser.

Vi starter i Nyhavn – nede ved ankeret, men begiver os hurtigt over i den såkaldt pæne side af Nyhavn, hvor der selvfølgelig lægges ud med ”Søren Bramfris lærkesang”, nok bedre kendt som ”Nu går våren gennem Nyhavn” – denne sang, der om nogen personificerer Nyhavn og foråret – og ja, både et sted og en årstid kan godt personificeres, når det er Sigfred Pedersen, der har skrevet ordene.

Den pæne side af Nyhavn er som bekendt den side, som ligger i skyggen, men hvorfra man på Sigfred Pedersens tid med største mistro så over mod den anden side, den uartige side, hvor søfolk, letlevende damer, fattige, studerende og kunstnere færdes i en konstant vrimmel omgivet af støj, røg og stank mellem skibe, varer, snavs og rotter.

I dag er det solsiden – den med alle restauranterne, turisterne og nogle af hovedstadens dyreste ejerlejligheder. Sådan forandrer alting sig – og dog.

Våren er nemlig altid den samme, denne vidunderlige vår, som hvert år vækker os igen efter en lang vinter. Og nok var aftenen i går en blæsende sommeraften, men det var som spillede vårens blå lys alligevel mellem de gamle huse – og måske allermest under Stærekassens guldmosaik, da Allan Høier indfølende sang ”Den gamle skærslippers forårssang”. Det er den med ordene:

Men jeg er digter, og jeg må drømme, thi jeg er ét med den lyse nat …

For det var Sigfred Pedersen. Trods en bondebaggrund og en universitetsuddannelse blev han hverken en håndens mand eller en intellektuel. Han var og blev digter, visesmed – og Danmarks Bellman, der kunne skrive som ingen andre her til lands om erotik og kærlighed, om livet på beværtningerne og i de små lejligheder …

Og det gælder, også selvom han – som en kunstnerkollega sagde det – ikke havde det fjerneste talent for at gå i hundene. Snarere tværtimod. For nok var Sigfred Pedersen en bohême, der fik sin post sendt hen til café Nick i Nikolajade, men han endte også med at få både ridderkors og komme på finansloven.

Og ja, cabaret-vandringen går også til café Nick og resten af kvarteret omkring Nikolai Kirke – og til området ved Hviids Vinstue og det nu hedengangne Parnas, der i dag er en trendy blomsterbutik (tsk-tsk) – og til Sct. Annæ Passage mellem Store Kongensgade og Bredgade.

Så vi kommer godt omkring i byen, inden vi vender tilbage til Nyhavn – og denne gang til den uartige side, solsiden – og her får vi en version af ”Katinka, Katinka”, så det smælder i baggården.

Inden kommer vi dog ned på Sigfred Pedersens plads, ja det hedder den ikke – sådan rigtig. Men det burde den lille plads ved Lille Strandstræde hedde, både på grund af dens geografi – og fordi Sigfred Pedersen ikke har så meget som en gade eller bare et lille stræde opkaldt efter sig.

Det gør Allan Høier også opmærksom på – på samme fine, oplysende og levende måde som han formidler denne del af den gamle danske kulturarv, som mange især blandt de unge og yngre generationer måske ikke kender.

Men Danmarksbloggen lagde mærke til, hvordan også dem født i dette årtusinde lyttede interesserede, når de kom forbi os, der stod forsamlet om den velsyngende mand i den lyse cottoncoat med kufferterne – og den lille kineser, der spillede så fint til nede i kufferten. Han hedder i virkeligheden Allan Thorsgaard.

Danmarksbloggen giver ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks snapse, som dem der gavmildt blev delt rundt under den dybt musikalske tur i Nyhavn og Minefeltet i selskab med Sigfred Pedersen og Allan Høier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-lederne svigter Europa

Udgivet den af
Svar

Man kunne formode, at EU har en interesse i at blive populær hos befolkningerne.

Men dette er tilsyneladende ikke resultatet, når man ser på, hvem EU-lederne har valgt – og fravalgt – til posterne som EU-kommissionsformand, formand for Det Europæiske Råd og EU´s udenrigschef.

Væk er alle kandidater med viden og erfaring fra EU som fx danske Margrethe Vestager og hollandske Frans Timmermann. Og jo, jo – de er blevet første og anden næstformand, men det er ikke at regne for noget, hvad det kunne have været.

Det blev til gengæld den tyske forsvarsminister og partikollega med Angela Merkel, der blev kommissionsformand, den belgiske premierminister, der blev formand for Det Europæiske Råd og den spanske udenrigsminister, der blev EU´s udenrigschef.

Ingen af dem har tidligere været i spil til nogen af posterne – og to af dem har ingen eller meget begrænset erfaring med EU-systemet. Det er rent til grin – og det vil blot øge den folkelige modstand mod hele EU – og med god grund.

Danmarksbloggen er i hvert fald mere EU-skeptisk nu end nogensinde. EU´s statsledere er simpelthen ikke deres opgave voksen, når de kan vælge prima-kandidaterne fra og sekunda-kandidaterne til.

Ja, Europas statsledere svigter Europa, europæerne og den tid, som vi lever i, hvor vi er nødt til at stå sammen og hæve os over nationale og partipolitiske fnidderier, hvis vi skal løse tidens udfordringer. Men det magtede Merkel og Macron og de andre altså ikke.

Nu bliver det spændende, om EU-parlamentets medlemmer godkender pakken. Man kunne godt være fristet til at håbe, at det blev et rungende nej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk