God sommer: Rejseriets kedelighed – og stjernestunderne

Sommeren er her – og Danmarksbloggen filosoferer lidt over det at rejse:

Hvorfor skal rejseberetninger altid være positive? Altid noget med smukke billeder, spændende reportager, unikke oplevelser og fantastiske indsigter i sig selv og livet, som man bare ikke kunne få andre steder end lige på dén rejse.

Alternativt kan rejseberetninger være dramatiske, noget med sygdomme, naturkatastrofer, hvordan man med nød og næppe undgik døden – eller næsten værre hvis man tænker på et nyligt russisk flystyrt: At miste sin bagage.

Men hvad med alt det almindelige kedelige, som vi altid møder på rejsen?

Timerne, hvor man venter i lufthavnen, hvis man da stadig vil stå ved, at man indimellem benytter sig af dette instrument-til-vores-egen-udslettelse.

Smerterne i skuldre og ryg, fordi man skal slæbe bagagen over lange afstande … og er totalt mørbanket, når man endelig når frem til hotellet. Mørbanket og tørstig, men uden at have noget at drikke – og der er mindst en kilometer til nærmeste kiosk eller supermarked. Sådan føles det i hvert fald.

Så man overvejer at drikke af vandhanen. Og enten så gør man det, og sidder på tønden de næste to dage. Eller også så begiver man sig ud i den brændende hede og hen til vandingsstedet og køber en masse vand, cola og chips – men ikke noget, der minder om rigtig mad.

For man lærer nemlig ikke noget – og slet ikke at tænke frem. Så når man endelig – helt udmattet – er tilbage på hotellet, går der cirka en halv time, så kan man mærke, at man er sulten. Men man har ikke noget at spise. Man må afsted igen. Det er næsten ikke til at bære, og resten af dagen ligger man brak på sengen og tænker over, hvorfor man i grunden ikke bare blev hjemme.

Hjemme sammen med sin egen hovedpude, køleskabet og tv´et, der viser kanaler, hvor man kan forstå, hvad de siger.

Solcremen er en anden ting, som man enten ikke bruger, eller får smurt ud på den der dyre og fine kjole, som derhjemme ikke må komme i kontakt med noget, der bare har risikoen for at kunne fedte. Men selvfølgelig skal man have lige dén kjole på til turen inde i byen – midt på dagen. Også selvom man har fem andre og markant billigere kjoler med. Så på med solcremen – og derpå kjolen, som nu for altid har to skjolder ved brysterne til minde om den der ferie …

Og så er der kedsomheden. De dér stunder, hvor man egentlig burde hygge sig, for der er ingenting, man skal. Man har måske endda orket at rydde op på sit værelse. For nok er man på ferie, men man producerer stadig både beskidt undertøj og skrald. Så medmindre man er royal eller noget, der ligner, så skal man rydde op efter sig selv – også på en ferie.

Men altså lige nu er der ingenting. Så man ligger bare i en liggestol eller måske på sit værelse og vegeterer – og det burde være så dejligt, så dejligt, men det er hamrende kedeligt. Thi evig stilstand er død, som en tænksom fætter også sagde det engang. Han havde ret.

Men det meste af tiden går ikke stille på en ferie.

Tværtimod. Man går, går, går, går, går, går, går, går – og til sidst har man gået så meget, at man er blevet øm i fødderne eller har fået vabler. Hvis man er heldig – begge dele. Men når man kommer dertil, så ved man, at man har gjort det godt målt på ferie-termometeret. For dér – og først dér – har man fået set og oplevet så meget, at man kan sætte kryds ved “OPLEVELSER – mission accomplished”, mens man sidder på en café og hælder væsker i sig.

Væsker, som man ikke ved, hvad er, men som smager godt – i hvert fald mens man er på ferie. For laver man fejlen, og køber en flaske eller to med hjem, så smager stadset helt anderledes, og som regel dårligt, når man er i Danmark igen.

For lige pludselig skal man hjem igen – og det gider man egentlig heller ikke. For så skal man hjem til opvask, rengøring og alt det andet. Men så kan man muntre sig i lufthavnen på vej hjem med at se på de andre rejsende – og tænke på, om de overhovedet kan tælle.

For man må som regel kun have et styk håndbagage med … men det bliver hos mange til 2-3 stykker: En såkaldt kabinekuffert, der mere minder om en rigtig kuffert, en stor rygsæk og endelig en almindelig taske.

Sådan rejser mange i dag. Så skal man heller ikke vente på bagagen. Man har så også sørget for, at de andre ikke kan få plads til noget i rummet over sæderne.

Men altså: Således opmuntret eller nedslået over denne verdens ubetænksomhed begiver man op i flyet og hjem, mens man tænker på, hvor ens næste ferie skal gå hen.

For vi lærer som bekendt ingenting … så selvfølgelig skal vi afsted igen …

—-

For at rejse er at leve, som H. C. Andersen sagde det. Han havde ret. Livet – både hjemme og på rejsen – er en evig kamp, hvor vi knokler rundt, bliver trætte, beskidte, sultne og tørstige – og syge.

Men indimellem kommer så de livets stjernestunder, som er hele umagen værd …

Stjernestunder af lykke, erkendelse, samhørighed med os selv og vores nærmeste. Dér hvor tiden bliver lodret og så dyb af vælde, at vi rives omkuld og for altid vil huske lige det øjeblik, hvor vi ….

Stjernestunder, der sætter sig fast i sindet. De stjernestunder, som vi oplever ekstra stærkt, når vi er udenfor vores vante rammer …

Så netop derfor skal vi gribe kufferten, solcremen, plastrene til vablerne og pillerne, der kan stoppe diarréen – og drage afsted.

Verden – og vi selv – venter derude.

Danmarksbloggen ønsker alle: God sommer – og på gensyn i august …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *