Tag-arkiv: demokrati

Folketinget åbner idag, men hvor er fællesskabet?

Udgivet den af
3

Traditionen tro er det første skoledag i dag i det danske folkestyre. Eller mere korrekt: Den dag hvor folketingsåret starter med et fuldt folketing, statsministerens åbningstale, kongefamilien som faste tilhørere og alt det andet pomp og pragt, der hører til en første tirsdag i oktober.

For første tirsdag i oktober er en af folkestyrets to store festdage. En af de dage, hvor vi – i princippet i hvert fald – fejrer demokratiet og fællesskabet.

For desværre er især fællesskabet kun et princip og ikke levet virkelighed i disse år, hvor flere og flere danskere marginaliseres og skubbes ud af netop samme fællesskab. Skubbes ud på grund af sygdom, alderdom, arbejdsløshed, ungdom, barsel, manglende erfaringer, handicap, hudfarve  – og 117 andre ting, der intet siger om netop dét menneskes evne til at bidrage til samfundet.

Man kan nemlig bidrage på så mange måder – og alle mennesker vil gerne yde en indsats. Men det tror man ikke på dér, hvor magten og pengene er i det danske samfund. Der tror man kun på effektivitet og meget specifikke kompetancer, som bestemmer om den enkelte er “god nok” til at være inde i varmen eller ej.

Men det er ikke den enkelte, der i reglen er problemet. Det er i stedet den meget smalle definition af, hvad der er godt nok, som skaber de store kløfter mellem mennesker i disse år.

For allermest sker udskillelsen af mennesker på grund af det danske samfunds manglende evne til at inddrage og rumme dets medborgere. Og det er et ansvar, som både offentlige arbejdspladser og private virksomheder flyr hurtigere, end de kan nå at sige effektivitet og kompetancer.

Det giver ikke mening. Danmark er et liden land uden ret mange andre råstoffer end vores hitte-på-somhed og handelstalent. Og derfor har vi – indtil Kjærsgaard, Fogh og de andre mørkemænd og -koner startede det de kaldte værdikampen – altid vundet både os selv og resten af verden på at give plads til det anderledes og skæve såvel menneskeligt og erhvervsmæssigt.

For kun ved at åbne os mod hinanden og mod verden kan vi gøre Danmark til Danmark igen. Til landet hvor forretning og fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er plads til mennesker.

Danmarksbloggen er heldigvis ikke alene om at mene dette. Fagforeninger, elev- og studenterorganisationer, klimagrupper samt velfærdsforeninger med flere synes det samme – og de har derfor arrangeret en stor demonstration, som løber af stablen i dag under navnet “Ja til fællesskab”.

Læs mere her: http://www.jatilfællesskab.dk/

Demonstrationen starter fire steder i København, hvert med sit tema, hvorefter alle mødes på Christiansborg Slotsplads kl.16.30.

De fire temaer er:

1) Uddannelse, hvor man mødes kl. 15 på Vor Frue Plads
2) Job, hvor man mødes kl. 15 på Nytorv
3) Velfærd, hvor man mødes kl. 15 ved Vandkunsten
4) Grøn omstilling, hvor man mødes kl. 15 på Christianshavns Torv

Danmarksbloggen hylder initiativet og vil gerne opfordre alle til at deltage i demonstrationen. Danmarksbloggen kommer og glæder sig meget.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nydanskeres ret – og pligt – til at stemme

Udgivet den af
1

I dag tager de to folketingsmedlemmer Özlem Cekic (SF) og Fatma Øktem (V) på  Danmarksturné for at få flere nydanskere til at stemme til kommunalvalget.

Özlem Cekic skriver om begrundelsen på sin Facebook-side: “Jeg synes, at stemmeretten ikke kun giver en ret, men også en pligt til at deltage i demokratiet. Håber vi kan få flere til at vælge demokratiet til og ikke fra.”

Hun har fuldstændig ret, men gælder det ikke også gammeldanskerne? Retten – og pligten – til at deltage i demokratiet handler jo ikke om, hvor man er født eller hvem ens forældre er. Det handler om at føle et ansvar for det samfund, som vi lever i – og at lade det ansvar udmønte sig i konkrete handlinger som netop at deltage i valg til kommune og folketing.

Og her er der mange – både ny- og gammeldanskere – som vælger at vende ryggen til Danmark og blive på sofaen istedet for at gå hen og sætte deres kryds.

Men når det er sagt, så er nydanskeres valgdeltagelse lavere end gammeldanskeres, og det er der formentlig ligeså mange grunde til som der er mennesker, der bliver hjemme.

Men uanset hvad grunden end er, er der ingen tvivl om, at deltagelse i samfundet er den hurtigste vej til integration i samme samfund. Og netop derfor giver det god mening med en Danmarksturné for at få nydanskerne til at stemme.

For skal Danmark igen blive det rummelige og tolerante land, som vi var igang, skal vi allesammen være med i samfundet, og her er deltagelse i demokratiet en vigtig del – både for gammel- og nydanskeres vedkommende.

Et kryds på en valgdag alene gør selvfølgelig ingen integration, men det er en rigtig god start. For det viser viljen til og ønsket om Danmark som et sted med demokrati, debat og dette at finde ud af tingene i fællesskab med hensyntagen til hinanden.

Og det er der i dén grad brug for i en tid med altfor mange fundamentalistiske strømninger fra de neo-liberalistiske over de højre-ekstreme og religiøse til dem, der tror, at politik blot er et spørgsmål om administration og ikke om værdier.

Danmarksbloggen ønsker derfor Özlem Cekic og Fatma Øktem god vind på deres tur rundt i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dansk Folkeparti – som altid uden debat og ansvar

Udgivet den af
2

Dansk Folkeparti er nu større end Socialdemokratiet, viser en meningsmåling fra weekenden. En meningsmåling, der kommer ugen efter at Dansk Folkeparti holdt landsmøde.

Et historisk landsmøde, idet partiet dermed rundede de 18 år. Opnåelsen af denne “myndighedsalder” har dog ikke ændret noget i et parti, der er så topstyret, at det mere minder om en meget gammeldags, privat virksomhed end om det moderne, politiske parti, som Dansk Folkeparti så gerne vil være, men ikke rigtig er.

For den debat og meningsudveksling, som der hører hjemme i levende, demokratiske foreninger og partier, den findes ikke hos Dansk Fokeparti. Her mener alle det samme – om alt og det hele tiden.

Ellers er de nemlig ikke medlemer af partiet (ret meget længere), hvad man også ser fra tid til anden, når andeledes tænkende smides ud som fx tidligere næstformand for Dansk Folkeparti i Århus Per Hovgaard og lokalformanden i Haderslev, Vagn Christensen, der begge ønskede mere åbenhed og mindre topstyring.

Men med en så strømlinet profil skulle man mene, at Dansk Folkeparti præcis ved, hvad de vil – og ikke vil. Og det gør partiet måske også. Men det er så i fald ikke at tage ansvar og sidde med i en kommende borgerlig regering. Næ, nej tak. For tænk at være nødt til at lægge ryg og mandat til ikke-populistiske beslutninger. Dét skal Thuelsen Dahl og co. ikke nyde noget af.

Det er istedet meget lettere – og giver mange flere vælgere – at stå på sidelinien og brokke sig og anklage de andre for den politik, som de fører – og så kun være med til det, som man selv ønsker. Dét der giver stemmer, når man taler til laveste fællesnævner, den indre svinehund og frygten i folk.

For det er de elementer, der altid har kendetegnet Dansk Folkeparti. Det er også derfor, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde – og stadig har – ret, da han sagde til Dansk Folkeparti: Men stuerene, dét bliver I aldrig.

For ikke alene er det i dén grad under lavmålet at køre på angsten og de laveste instinkter. Det er også umodent og uansvarligt ikke at tage ansvar, når man er et parti, der pt. står til at få over tyve procent af stemmerne ved næste folketingsvalg.

At Dansk Folkeparti så også i deres måde at være parti på er uden debat og demokratisk tradition gør, at man kan diskutere, hvorfor partiet altid snakker så meget om danske værdier som netop demokrati og ytringsfrihed. De praktiserer det ihvertfald ikke indenfor egne rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Politiske embedsfolk og embedsagtige politikere

Udgivet den af
2

Hvad er det lige, der sker i dansk politik i øjeblíkket?

De folkevalgte politikere synes, at embedsfolkene skal til at være politiske, mens de selv til gengæld ikke skal føre politik. Nej, de “gør blot det nødvendige”, som statsminister Helle Thorning kalder en rød regerings asociale blå politik. I den anden side af Folketingssalen sker der ikke andet end, at man venter på valget. Men med sin tavshed svigter oppositionens leder Lars Løkke sit demokratisk-politiske ansvar.

Danmarksbloggen har skrevet om det her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=1851

http://danmarksbloggen.dk/?p=1870

For de danskere politikere er på en glidebane, der skader demokratiet og det danske samfund.

For det giver ikke mening, at en politiker bliver embedsagtig og fører den nødvendige politik, hvad det så end er. For politik drejer sig om valg og værdier, også og måske især i en krisetid. Derfor skal en politiker heller ikke tie stille og bare vente på at komme til fadet, men skal istedet slå på tromme for de politiske sager og holdninger, som vdkommende tror på. Og embedsfolkene skal ikke være politiske, men i stedet sikre stabiliteten og det juridiske grundlag.

Men det er ikke, hvad der lægges op i øjeblikket. Tværtimod så ønsker nutidens politikere angiveligt at bytte roller. Og snakker vi et rollespil i en skov, kan det såmænd være meget sjovt, at trolden bliver prinsesse for en dag – og omvendt.

Men det danske folkestyre er ikke et rollespil i en skov. Det er et dybt, alvorligt arbejde, hvor de involverede har ansvaret for den danske befolkning og det danske samfunds ve og vel.

Og her er der ikke plads til eksperimenteren, eller folk der kun vil mele deres egen kage. Her drejer det sig om ansvar og engagement – og om at tage hvervet som politiker seriøst.

Så politikerne skal stoppe disse barnagtigheder nu og lade embedsfolkene passe deres arbejde, således som de har gjort det i århundreder. For den danske embedsstand har en lang, glorværdig historie som hele samfundets og ikke kun de politiske magthaveres tjenere. Og dét skal de fortsætte med.

Politikerne kan i stedet med fordel tage sig sammen og begynde at føre politik, at være politikere med visioner og drømme for det danske samfund.

Danmarksbloggen vil gerne hjælpe dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Finansloven er for vigtig til at overlade til politikerne

Udgivet den af
1

Regeringens forslag til næste års finanslov blev præsenteret idag af finansminister Bjarne Corydon. Gab-gab og atter gab, kan man næsten høre mange tænke. Findes der noget mere kedeligt?

Og ja, finanspolitik og økonomisk politik virker – på overfladen – både tørt og kedelig, fuld af tal og lange ord, som ikke giver mening for de fleste danskere.

TV-indslag og artikler om finansloven er derfor også noget, som de fleste springer over, medmindre det selvfølgelig direkte vedrører dem selv som fx motorvejen mellem Herning og Holsterbro, der er med på næste års finanslov.

Den motorvej ser de meget frem til derovre vestpå. Om de så har brug for den – befolknings- og trafikmængden taget i betragtning – er en anden sag. Men glæder sig, dét gør de ovre på heden og ud mod Vesterhavet.

Så i år følger netop dem fra Herning og Holsterbro nok mere med i finanslovsforhandlingerne end de plejer …

Men vi skulle allesammen følge mere med. For finansloven er vores allesammens budget. Det er samfundets husholdning. Her alle betingelserne fødes, her alle grundlag og alle rammer for mange gode intentioner og ideer skabes. Her vi ser sort på hvidt, hvor mange kroner og ører der er til velfærd.

Så selvom det kan virke – og også være – kedeligt, så er der ingen vej udenom, hvis man ønsker at være med til at forme Danmark. Man må sætte sig ind i finansloven, ikke nødvendigvis læse hele det digre værk, men sætte sig ind i det overordnede billede, så man ved, hvem der får – og hvor meget de får. For kun ved at kende den foreslåede finanslov, kan man gøre sig håb om at påvirke forhandlingerne i det efterår, der kommer nu.

Det er selvfølgelig begrænset, hvad en enkeltperson kan gøre fra nu til finansloven skal stemmes igennem til december. Men man kan påvirke holdningerne på sin arbejdsplads, blandt familie og venner, i de organisationer og foreninger, hvor man har sin gang – og det vil igen kunne påvirke de politikere, der skal forhandle finansloven. Man kan selvfølgelig også gå hele vejen og selv blive politiker …

Men uanset om man vælger selv at stile efter at sidde i Folketinget eller blot tale med kollegaerne i frokostpausen, er det vigtigt at engagere sig og sige sin mening. Det kaldes demokrati og er – tiltrods for alle de store og uoverskuelige tal og lange ord – det, som også finansloven bygges på.

Og demokrati er dig, mig og alle andre danskere – og finansloven er vores allesammens overordnede budget. Vores mening og input er derfor ikke alene vigtigt, men også en forudsætning for demokratiet.

Finansloven er – med andre ord – simpelhen for vigtig en ting til at overlade til politikerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Onsdagsinspiration nr. 3: Viden og holdninger forpligter

Udgivet den af
1

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den trejde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om den forpligtelse til at debattere og oplyse, som vi alle har – men især dem, der har både magt, viden og holdninger.

Og jeg vil for en sjælden gang skyld lade et link til en andens blogindlæg være hoveddelen, nemlig professor i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet Steen Hildebrandt, der i foråret skrev dette glimrende indlæg:

http://www.steenhildebrandt.dk/2013/04/viden-og-holdninger-forpligter/

Manden har ret. Det er farligt, når det kun er en lille politiker-, kultur- og medieoverklasse, som føler sig klædt på til at debattere samfundsudviklingen, som den er idag – og hvor vi gerne vil hen med Danmark i morgen.

Og det er endnu værre, når denne overklasse som det er idag end ikke gør det – men istedet blot tænker på at rage til sig selv og sikre deres egen postioner. Og her er alle dele af det politiske spektrum, kulturlivet og de førende medier godt med ved bordet.

Og helt slemt – og en trussel mod demokratiet – bliver det, når de nye sociale medier og Internettet blot bruges af alle andre til pjat og sjov, til fordummelse og parkering. Noget, som store dele af den herskende overklasse både billiger og opfordrer til – formentlig efter devisen: Giv folk brød og skuespil, så er de pacificeret og blander sig ikke i det, som vi andre (os, der bestemmer) laver.

I de arabiske lande har Internettet spillet en stor rolle som den måde folket, de 99% som Occupy-bevægelsen taler om, kommunikerer med hinanden på og skaber grundlaget for revolutionerne. I Danmark bruger de fleste Internettet til at se sjove videoer på YouTube, downloade musik og vise fotos af deres aftensmad – og så lades de andre om at køre Danmark (i sænk).

Det du´r ikke. Et demokrati kan ikke fungere alene ved, at vi sætter vores kryds. Et demokrati forudsætter en levende debat, hvor alle har mulighed for at deltage – og ikke kun en privilegeret politiker-, kultur og medie-overklasse. Et demokrati, hvor vi alle taler, hvor vi alle lytter – hvor vi alle tager hensyn til hinanden.

Danmarksbloggen vil – i al beskedenhed – gerne være et af de medier, der bidrager til mere folkeoplysning, mere debat og dermed også mere demokrati – og som en naturlig konsekvens af alt dette også et bedre samfund i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En kamp på umenneskelighed

Udgivet den af
2

Sommeren er agurketid. Det politiske liv på Christiansborg er sat på pause. Der er derfor god plads til, at pauseklovnene kan boltre sig i mediernes søgelys. Og denne sommer er ingen undtagelse fra dén regel.

Årets første stunt kom Venstres fungerende politiske ordfører Inger Støjberg med, da hun i kroniken “Jeg maler gerne profeten på min husmur” i Politiken skrev, at Danmark var danskernes land, og at man som tilrejsende til Danmark skulle “udvise respekt for – og ønske om inddragelse i – vores måde at leve på”.

http://www.bt.dk/politik/stoejberg-danmark-er-danskernes-land

Det fik straks DF´s værdiordfører (ja, den titel har de faktisk hos Dansk Folkeparti!) Pia Kjærsgaard til at sige: “Det er for tyndt, det Inger Støjberg kommer med. Det lyder meget godt, men vi vil kræve meget mere konkrete udspil, når vi får flertallet igen.”

http://www.bt.dk/politik/pia-kjaersgaard-det-er-for-tyndt-inger-stoejberg

Og så gik kampen ellers i gang mellem de to damer. En kamp på umenneskelighed. En kamp, der kunne have været ganske underholdende, hvis ikke den havde drejet sig om noget så grundliggende som holdningen fra det politiske etablisment til borgere i det danske samfund.

For selvfølgelig skal alle, der bor og lever i Danmark, respektere ytringsfrihed, demokrati og lige ret. Dét siger sig selv. Det behøver man slet ikke debattere.

Hvad man derimod kan – og bør – debattere er dette, at to politiske sværvægtere udstiller en hel gruppe mennesker – her muslimerne – som værende ude af stand til at begå sig i det danske samfund istedet for at at opfatte hvert eneste menneske som et unikt og selvstændigt individ.

For dét er særdelses bekymrende – og urovækkende.

For det er ALDRIG en bestemt religion eller en bestemt nationalitet, der er et problem. Det er derimod ALTID enkeltindivider, der tror på, at de alene vide – og at alle andre tager fejl.

Derfor har d´damer Kjærsgaard og Støjberg også ligeså store problemer med at respekere andre som salafisten og sharia-tilhængeren Adnan Avdichar har, når han siger at “ytringsfriheden er lig med had til islam! Det er hende, der skader integrationen. Inger Støjberg skal forlade Folketinget, for hun skaber bare endnu mere had.”

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2036564.ece

For sagen er meget enkel: Vi skal respektere hinanden – allesammen. Og så er dén ikke længere, heller ikke selvom det er sommerferie, ramadan og der kun er to dage til Bastilledagen. For nej, vi behøver ingen guillotiner, hverken fysiske eller mentale. Vi behøver rummelighed og tolerance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemødet på Bornholm er en ferielejr uden folket

Udgivet den af
5

Denne weekends store, danske begivenhed er hverken metalmusik-eventen Copenhell, hotdogmesterskabet i Silkeborg eller Tom Kristensens 117´ende forsøg på at slå sin egen rekord i 24 timers-løbet på Le Mans-banen. Det er derimod Folkemødet på Bornholm.

Alt og alle indenfor politik, interesseorganisationer og medier kommer, som man kan se det på Folkemødets hjemmeside:

http://www.brk.dk/folkemoedet/program/sider/de-kommer-i-2013.aspx

På Folkemødets hjemmeside kan man også læse følgende:

“Folkemødet – Danmarks politik-festival på Bornholm – finder sted hvert år i uge 24 i den nordbornholmske havneby, Allinge. Folkemødet er dermed en årlig påmindelse om, at det åbne danske demokrati er værd at værne om og påskønne.”

Samt: ” Formålet med Folkemødet er: 1) at understøtte den demokratiske dialog, 2) at skabe ramme for møder med og mellem beslutningstagerne på alle de politiske niveauer og i interesseorganisationer, 3) at skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og inspiration til politik-dannelsen og 4) at fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer.”

Folkemødet handler altså om demokratiet, dialogen og de åbne rammer som levende platforme, hvor politikere, organisationer og borgere kan mødes og tale sammen om i  hvad retning samfundet skal udvikle sig. Og det er jo herligt og godt for demokratiet. Det kan alle kun være enige om – også her på Danmarksbloggen.

Men – for der er et men, og det er endda et stort men: Dette fantastiske folkemøde finder altid sted på Bornholm. Det måske mest utilgængelige sted i Dronningeriget Danmark, ihvertfald for dem med små indtægter som studerende, ledige, førtidspensionister, pensionister med flere.

Og problemet er ikke kun, at Bornholm ligger cirka så langt væk, som man kan komme fra resten af Danmark, men også at Bornholm er et af de mere dyre steder at rejse til og opholde sig i Danmark.

Folkemødets model er den svenske “Almedalsveckan”, som foregår på Gotland, der  også er en ø. Men Gotland er en ø, der ligger noget mere centralt i forhold til resten af Sverige end Bornholm gør det i Danmark. Svenskerne kan med andre ord relativt nemt komme til Gotland. Der er nogenlunde lige langt til Gotland fra Malmö og Göteborg, og så lidt kortere fra Stockholm.

Men sådan er det ikke i Danmark, hvor der skal en ganske særlig indsats til at almindelige danskere vest for Storebælt kommer, og dem øst for Storebælt kigger lige i pengepungen een gang til, inden kursen sættes mod Solskinsøen. Så nej, der kommer ikke mange borgere fra andre steder end Bornholm selv til Folkemødet. Der kommer istedet politikere, organisationsfolk og journalister i bunker – og så er vi lige vidt.

Så er det ikke et folkemøde, men en ferielejr for dem, der i forvejen leger sammen hver dag i den politiske sandkasse.

For skal Folkemødet være et ægte folkemøde, skal det være muligt for alle danskere at deltage i det, og sådan er det ikke idag, hvor Folkemødet ligger i den allerøstligste – og ret dyre – del af Danmark.

Jo, men det er jo godt for Bornholm, som ellers ender med at blive (endnu mere) et udkantsområde, siger flere så som begrundelse for, at det er godt at have Folkemødet på Bornholm.

Undskyld et øjeblik, men drejer Folkemødet sig om demokrati og debat – eller om at give Udkantsdanmark et erhvervsmæssigt løft? Det er ikke godt at blande de to ting sammen. Men skulle man alligevel gøre det: Hvorfor skal Bornholm så favoritiseres år efter år?

Det giver ikke mening. Ligesom det heller ikke giver mening at hævde, at det ikke kan lade sig gøre at stable et sådan arrangement på benene hvert år, hvis Folkemødet hele tiden skulle flytte til et nyt sted i Danmark, som Bornholms borgmester Winni Grosbøll hævder det i en artikel på Berlingske:

http://www.b.dk/politiko/pia-kjaersgaard-vil-flytte-folkemoedet-til-jylland

Et Folkemøde giver derimod kun mening, hvis alle – hele folket – har mulighed for at møde op og diskutere med politikere, meningsdannere og andet godtfolk. Og for at det kan lade sig gøre, kræver det, at Folkemødet som et andet cirkus rejser rundt i landet med nye stop år for år.

For som det er idag, er Folkemødet ikke andet end en ferielejr for de særligt udvalgte – og uden mulighed for deltagelse af store grupper af danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dødsannonce: Det Danske Demokrati

Udgivet den af
1

Det er med stor sorg, at Danmarksbloggen må meddele et dødsfald.

Det Danske Demokrati er lige afgået ved døden her først på eftermiddagen d. 4. juni 2013, på dagen før sin 164 års fødselsdag.

Indtil det sidste prøvede flere gode kræfter at kæmpe imod, blandt andet Mørklægningsministeret og mere end 85.000 danskere, som med deres underskrift har vist, hvor de står. Men det var altsammen forgæves. Et flertal blandt de 179, som kunne have forhindret dødsfaldet, ønskede det anderledes.

Det Danske Demokrati kom til verden en juni-aften i 1849, hvor en delegation gik til den daværende enevældige kong Frederik d. 7. for at forlange demokratiets indførelse. Men den folkekære konge, der havde det bedre blandt såkaldt almindelige mennesker end blandt hof- og embedsfolk, havde allerede afskediget det gamle ministerium og dermed banet vejen for det folkestyre, som vi altså ikke har iblandt os længere.

Det Danske Demokrati skulle som alle andre igennem en opvækst med både godt og skidt – og dage, som altid vil huskes. Mest markant var parlamentarismens indførelse i 1901, og da kvinderne fik stemmeret i 1915.

Så kom Det Danske Demokrati´s store krise i 1920, da den daværende kong Christian d. 10. afskedigede Zahle-ministeriet. Dét udløste påskekrisen, som var tæt på at koste ikke demokratiets liv, men det danske monarki´s liv.

Begge klarede dog skærene, og efter nogle hårde år under besættelsen fik Det Danske Demokrati i 1956 endnu en Grundlovs-løftning, således at også kvinder kunne arve den danske trone. Det gjorde Margrethe d. 2 så i 1972.

Men så begyndte det at gå galt. Det Danske Demokrati var blevet slidt og gammelt, og dets yngre, men ikke nær så demokratiske slægtning EU begyndte at tiltage sig mere og mere magt.

Dog holdt Det Danske Demokrati stadig godt fast i tøjlerne i en del år. Men det hele brast for lidt siden, da Offentlighedsloven/Mørklægningsloven blev stemt igennem i Folketingssalen.

En epoke er dermed slut. Det Danske Demokrati er ikke mere. Det er gået ud af tiden. Ære være dets minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skolelærernes demonstration gik lige i hjertet

Udgivet den af
2

I går var jeg vidne til noget af det mest demokratiske, der findes ved siden af frie valg, nemlig en demonstration.

Jeg har selv gået i adskillige demonstrationer, både små og store, så jeg er rimeligt garvet og ved, at demonstrationer gør noget ved følelserne, så man kan føle sig grebet – uden måske egentlig at være dét. Men sådan var det ikke med lærernes demonstration i går. Den gik lige i hjertet.

Måske fordi den handlede om vores allesammens fremtid. Nemlig vores børn. Men det var mere end det. Lærernes demonstration virkede også så stærkt, fordi det var så tydeligt, at det her var en hjertesag for de mange mennesker, der var med i demonstrationen.

For de kom i stimevis, ja i tusindvis gående hen af Torvegade på Christianshavn, skolelærerne, dem som underviser vores børn. Alle de mange skolelærere, der skaber grundlaget for fremtidens Danmark. Og menneskemylderet på Torvegade var bare én ud af flere grupper, som kom fra hele København med Christiansborg Slotsplads som mål.

Så dér gik de, de mange tusind mennesker i den kolde og blæsende forårsdag med bannere og trommer, med slagord og slagsange – og allermest med hjerteblod og et ønske om at hele tiden at gøre tingene bedre for vores allesammens børn og børnebørn.

Det var rørende – og det gav håb. Håb om at der masser af steder derude i Danmark findes mennesker, som vil noget andet, noget mere menneskeligt end det pengefikserede, som de nålestribede mænd og kvinder vil på direktionsgangene og Christiansborgs gange.

Og at det netop er de mennesker, der underviser vores fremtid, vores børn, giver håb. For så kan det blæse og være vinterkoldt, så meget det vil. Vi er trods alt i april, og foråret og de nye generationer er på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk