Venstre bløder som giftstofferne i vores vandløb

Landbruget er et trængt erhverv – og samtidig Venstres store støtte sådan historisk set, så Eva Kjer Hansen er en rigtig flink Venstre-pige, når hun således kommer bønderne til undsætning med en landbrugsplan, som alle – som i ALLE – siger skader miljøet.

Det er dog ikke noget, der påvirker hverken Eva Kjer Hansen – eller for den sags skyld Lars Løkke, som nu er ude og forsvare sin minister og en landbrugsplan, der ødelægger den danske natur – og også landbruget.

Fakta er ikke noget, som V-regeringen kan bruge til noget. Hvis ikke det var så sørgeligt, ville det være grinagtigt.

Nedenunder handler det selvfølgelig også om overlevelse hos Venstre, der rask ryger nedad i samtlige meningsmålinger. Deres kernevælgere – bønderne – bliver færre og færre. De nyliberale i byerne stemmer ikke længere på Venstre, men på Liberal Alliance. Og mange lønmodtagere, som tidligere stemte på Venstre, er gået til Dansk Folkeparti.

Så Venstre bløder ligeså stærkt som de giftstoffer de uden problemer vil hælde ud i vores åer og vandløb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lad Eva Kjer Hansen sætte stilen

Den såkaldte miljø-minister Eva Kjer Hansen er i så store problemer, at selv de blå lejesvende må erkende dét. Så store problemer, at det formentlig (læs: forhåbentlig) ender med at hun må gå af som minister.

Danmarksbloggen vil opfordre resten af regeringen til at følge trop. Lad med andre Eva Kjer Hansen sætte stilen …

For Eva Kjer Hansen er i virkeligheden hverken værre eller bedre end de andre i regeringen. For dem alle drejer det sig om kortsigtede økonomiske gevinster til dem, der allerede har meget i forvejen, mens natur, ældre, børn og alt andet, der har virkelig værdi, betaler prisen.

Men sådan behøver det ikke være for Lars Løkke og de andre i regeringen. Lad Eva Kjer Hansen sætte stilen og gå af sammen med hende. I vil gøre Danmark en stor tjeneste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Finn Nørgaard og Dan Uzan

Det er i dag et år siden, at terroren ramte Danmark. Et år siden at Finn Nørgaard og Dan Uzan blev skudt ned af en fej, ussel terrorist, som få timer senere selv blev skudt af politiet.

Danmarksbloggen var med til mindehøjtideligheden få dage senere ude på Østerbro. En iskold februaraften med taler og musik – men allerstærkest står mindet om den stilhed, der råbte højere end noget andet i de dage om vigtigheden af frihed og demokrati og menneskeret.

Om de umistelige værdier, som Finn Nørgaard og Dan Uzan gav deres liv for.
Ære være deres minde.

Værdier, som vi stadig kæmper for – værdier, som det altid er værd at kæmpe for. For uden dem så lever vi på knæ, og det skal vi aldrig. Så hellere dø stående …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Del og hersk – også på arbejdsmarkedet

Trepartsforhandlingerne er gået igang – og der er især fokus på flygtningenes situation, som via job skal integreres i det danske samfund. Umiddelbart en rigtig god ide, tænker man, og det bakkes også op af alle med forstand på integration. Job er vejen frem. Men der er et men.

Problemet opstår, når man ser måden, som det foreslås gjort på. Nemlig med en kontant belønning til dem, der ansætter en flygtning.

Det siger sig selv, at en virksomhed derfor vil være mere tilbøjelig til at ansætte en flygtning end en ledig dansker – og det er et problem, når de jobs, som er i spil, primært er rettet mod ufaglærte. En gruppe, der er i forvejen har det svært – ja, sværest – ved at få job. Og nu bliver det endnu sværere – og samtidig så skæres der i kontanthjælpen, og dagpengene er udhulede, og dagpengeperioden forkortet.

Krybben er altså tom – og nu bides hestene. Og i sådan en situation er det så let som ingenting for Dansk Folkeparti at 1) udråbe flygtningene som skurken og 2) fiske stemmer i de oprørte vande.

Men skurken er ikke flygtningene. De er ligeså meget ofre som de ufaglærte, der nu får endnu sværere ved at få job. Skurken skal søges højere oppe i et system, hvor de rige støttet af regering og arbejdsmarkedets parter rager til sig og lader svage og udsatte slås om smulerne.

Det er et klassisk – og trist – eksempel på del-og-hersk-mentaliteten, og det risikerer at skabe en hidtil uset uro i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

 

Solidaritet = sammenhængskraft

Trepartsforhandlingerne starter i dag – og er der noget, som arbejdsgiverne og arbejdstagerne er enige om, er det færre på overførselsindkomster.

Men de er ikke enige om vejen dertil.

Arbejdstagerne mener – logisk nok – at det drejer sig om at skabe flere jobs. Noget, der også giver flere skattekroner og dermed et bedre grundlag for velfærd som sygehuse, alderdomshjem og skoler.

Arbejdsgiverne derimod mener, at det handler om at sætte arbejdsløse og andre udsatte på sulteydelser. For på den måde kan man piske arbejdsløse til at tage et job, der ikke findes (sic) eller til at sige ja til så lave lønninger, der er tale om at working-poor.

Danmarksbloggen er – ikke overraskende – enig med arbejdstagerne.

Et samfund kan kendes på, hvordan det behandler sine svageste – og det er ikke kun noget, der afspejler sig i socialpolitikken. Det kan også ses i måden, som arbejdsmarkedet er skruet sammen på. Og her gælder, at solidaritet = sammenhængskraft.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattigdom er et politisk valg

Fattigdom er arveligt. Fattigdom er ødelæggende på både sjæl og legeme.
Fattigdom er også et politisk valg – og ikke en naturlov.

Fattigdom i Danmark er dermed også noget, som den nuværende regering og deres støtteparti Dansk Folkeparti fremmer med den forventede vedtagelse af kontanthjælpsloftet, der betyder, at mere end 34.000 danske børn vil vokse op i fattigdom. For slet ikke at tale om hvad det betyder for voksne og for handicappede – og alle andre, der har været lidt uheldige her i livet.

Det er så horribelt i et samfund så rigt som det danske – og især set i lyset af skattelettelserne, der primært har gavnet dem, der havde mest i forvejen. Ja, kontanthjælpsloftet betyder, at mange må gå fra hus og hjem, at uligheden vokser dramatisk.

Og nej, Dansk Folkepartis forklaring med at det gælder om at få folk ud på arbejdsmarkedet holder ikke. For sandheden er ikke, at folk ikke vil arbejde. Det vil folk godt. Der er bare ikke nok jobs til alle.

Så skal der ske noget – og det skal der, fattigdom er aldrig ok i et rigt land som Danmark – så skal virksomheder og offentlige arbejdspladser forpligtes på at skabe nye jobs – og vel at mærke jobs til en ordentlig løn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grib dagen – i 2025

Nu er Alternativet blevet europæisk – eller rettere den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis har startet en bevægelse, der minder om Alternativet, og som vil have mere demokrati – og mindre magt til de overnationale og ikke-demokratiske organer som fx EU-kommissionen. Til gengæld skal det demokratisk valgte EU-parlament mere på banen.

Bevægelsen hedder DiEM25 med henvisning til, at det først er i 2025 – efter en god, lang og demokratisk debat – at et mere demokratisk og solidarisk fællesskab i Europa skal etableres.

Danmarksbloggen er begejstret – og helt enig i, at løsningen for Europa og Danmark ligger i fællesskab og solidaritet.

Det store spørgsmål er blot, hvordan man overbeviser:

1)    de stærke, økonomiske kræfter, der vil bevare det bestående system – fordi de har flest fordele af, at de overnationale, ikke-demokratiske institutioner bestemmer.

2)    store dele af befolkningerne i Europa, der skræmte over udviklingen og migrationen fra Mellemøsten, ønsker det europæiske samarbejde beskåret – og nationalstaten (og grænserne) tilbage for fuld skrue.

Men vi er nødt til at prøve – demokratiet er simpelthen for vigtigt til at blive overladt til markedskræfterne, de overnationale institutioner og nationalismens spøgelse. Man kan dog diskutere, om ikke tidsfristen er lige lovlig lang – især når man ser på, hvad der sker i Europa i øjeblikket.

Læs mere om initiativet her: http://diem25.org/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkedybet og trepartsforhandlingerne

Dansk Folkeparti har endnu engang fat i folkedybet, når de i forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger og integrationen af flygtninge taler om, at der skal komme færre ikke-vestlige mennesker til Danmark. Læs mere her: http://politik.tv2.dk/2016-02-07-df-afviser-loekke-skulle-hellere-bruge-tiden-paa-stramninger

Ja, skal man tro mange af kommentarerne fra såkaldte almindelige mennesker på Facebook og på avisernes debatsider, så stopper det ikke her. Så vil en stadig voksende del af danskerne overhovedet ikke have ikke-vestlige mennesker i landet. Mange af de ikke-vestlige (læs muslimer), der allerede er her, skal bare sendes “hjem” med det samme, er meldingen fra folkedybet.

Muslimer kan ikke integreres i Danmark, er nemlig en holdning, der breder sig i Danmark – hvis man altså ser bort fra den kreative klasse, de intellektuelle og politikerne (minus DF og dele af Venstre), som alle ignorerer den voksende angst og afmagt blandt mange danskere uden lange uddannelser og bosat i andre dele af landet end de dyrere. En afmagt, der kan være rigtig farlig, når den forvandles til vrede.

For set fra Christiansborg og de andre fancy kontorer i det indre København eller Aarhus er det udelukkende et spørgsmål om tal og bevillinger. Men er man elev i en skoleklasse, hvor halvdelen er ikke-vestlige indvandrere, eller er man kommet bagerst i boligkøen igen, eller kan man ikke finde en praktikplads – eller er man bange for, at flygtninge på indslusningsløn skal overtage ens job, så er situationen ofte en ganske anden.

Så ses flygtninge og indvandrere tit som en direkte personlig trussel – og så er det oplagt at støtte Dansk Folkeparti. Ja, det ses ofte som den eneste mulighed.

Men det er et parti, der har krigen i sig. Og det er så farligt, så farligt. Og noget af det værste er, at alle dem, der kan gøre noget ved situationen, nægter at acceptere, at dén afmagt findes i den danske befolkning – og at den vokser, og risikerer at udvikle sig til noget, som vi med al magt skal undgå.

Danmark er i 2016 delt i en mindre gruppe mennesker, som har overskud til at være humane – og en voksende gruppe mennesker, som ikke længere føler, at de har dét overskud, selvom de fleste af dem gerne vil være humane inderst inde. For sådan er vi mennesker – vi vil gerne hjælpe hinanden – de fleste af os. Men nu kan flere og flere ikke mere – og desværre forstår Dansk Folkeparti til perfektion at fiske og fange netop deres stemmer.

Det er så uendelig trist – og så frygteligt farligt. Og kuren er ikke opfundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor skal Mary og Frederik til Saudi-Arabien

Pengene vinder altid – også i Danmark, hvor det er besluttet, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary trods massive protester i Udenrigsudvalget alligevel rejser en uges tid til Saudi-Arabien og Qatar i slutningen af måneden for at sælge smør, legoklodser og hvad vi kan friste de stenrige arabere i de to ørkenstater med.

Og ja, det er hovedrystende forkert, når man tænker på, hvordan mennesker behandles i de to lande, hvordan kvinder undertrykkes, hvordan henrettelser sker i fuld offentlighed på gaden, hvordan homoseksualitet er forbudt, hvordan man ikke må udtrykke sin politiske holdning eller have andre religioner end  islam osv. Ja, alt hvad vi forbinder med frihed og menneskerettigheder er forbundet med minimum fængsel og ofte piskeslag eller endda halshugning.

MEN når de nu skal af sted, de to kongelige kransekage-figurer – så kunne de bruges til noget fornuftigere end at jage vindmøller og ussel mammon. SÅ kunne man fra politisk side bruge kronprinsparret til at lægge pres på myndighederne i de to lande, således at:

1) flygtningene i nabolandene fik noget hjælp – bare en brøkdel af de mange penge, som Saudi-Arabien og Qatar har, vil gøre en kæmpeforskel og

2) der kan sættes fokus på menneskerettighederne, så fx en Raif Badawi kan blive frigivet.

Så ja, lad bare Frederik og Mary rejse til Saudi-Arabien og Qatar – men KUN hvis der også er en politisk agenda om hjælp til flygtninge og flere menneskerettigheder. For så kan det – meget undtagelsesvis – betyde, at de kongelige rent faktisk gør en forskel!!!

For i lande som Saudi-Arabien og Qatar virker kongerøgelse og smiger mere end fornuft og menneskelighed. Ja, det gør det desværre også i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Værdigt liv til alle

En meget vigtig demonstration starter om få timer – kl. 16.30 – på Christiansborg Slotsplads – samt i Odense og i Aarhus. Nemlig:

VÆRDIGT LIV TIL ALLE

Som man kan læse på initiativets egen Facebook-side handler det om:

“Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine udsatte, og vores samfund er rigt nok til at udsatte kan leve værdige liv.
Skiftende regeringer har med kirurgisk præcision ramt nogle af de mest udsatte grupper hårdest – samtidig med at de, der i forvejen har, har fået mere.
Vi nævner i flæng: Kontanthjælpsloft, regel om 225 timers arbejde der rammer selv ikke job-parate som fx handicappede og udviklingshæmmede, folk der udsendes i ydmygende sengepraktikker som led i ressourceforløb, arbejdsløse der kontrolleres og piskes rundt af kommuner og jobcentre, de mange tusinder der er ramt af reformerne for kontanthjælp, syge- og dagpenge, fleksjob, førtidspension, gensidig forsørgelse, flygtninge- og uddannelseområdet. Endvidere rammes pensionister og enlige forældre også hårdt af den nye boligstøttelov.
Reformer, sanktioner og tiltag der rammer udsatte meget hårdt både økonomisk, og reelt sender familier og ikke mindst børn ud i fattigdom, men også er meget ydmygende og demotiverende på det menneskelige plan. Der er endda flere mennesker, der er afgået ved døden ifbm med ressourceforløb, end der er kommet mennesker i job. Ikke mindst rammes flygtninge på flugt fra krig og bomber meget hårdt af regeringens og Socialdemokraternes økonomiske politik.
Vi mener, de mange reformer og tiltag, der rammer de udsatte, skal rulles tilbage.

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig og bakker 100% op om demonstrationen. Læs mere her og meld dig til – og mød op:

https://www.facebook.com/events/217723225225611/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk