Socialdemokratiet kan forhindre en dansk ”Vermund eller Elbæk”

Danmark må aldrig ende, som Frankrig gjorde det i aften, hvor landet til næste runde af præsidentvalget skal vælge mellem en radikal højrefløjskvinde (Marine Le Pen) og en mand som aldrig har været valgt til et embede før, men som har masser af ”visioner” og gode ideer (Emmanuel Macron).

Oversat til dansk svarer det nogenlunde til at skulle vælge mellem at få enten Pernille Vermund eller Uffe Elbæk som statsminister.

Det må aldrig ske. Det kommer forhåbentlig heller ikke til at ske. De etablerede partier i Danmark – dem der tager ansvar – må på banen og markere en anden og mere sammenhængende vej end disse fantasier, uanset om de bunder i højrefløjens frygt eller venstrefløjens alt-kan-lade-sig-gøre.

Socialdemokratiet i Danmark er i dag startet med præsentationen af et nyt principprogram, hvor der lægges vægt på social lighed og bæredygtighed.

Dét er godt – og det kan forhindre, at danskerne en dag skal vælge mellem outrerede kandidater til landets vigtigste post.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Måske klarer vi dén

Måske klarer vi dén

Husker I for et år siden?

Det var INDEN Brexit. INDEN Trump. INDEN valget i Tyrkiet. INDEN USA bombede i Syrien.

Det var en helt anden verden, og der var mange, som spåede verdens undergang, hvis det, der nu er sket, skete.

Nu er faren heller ikke forbi endnu.

Især er situationen omkring Nordkorea farlig – og man skal heller ikke undervurdere Rusland – eller strømmen af flygtninge og migranter over Middelhavet.

MEN verden er også ganske sejlivet – heldigvis … så måske, bare måske, klarer vi også de udfordringer, der er i vores tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Omvendt Robin Hood: Rige skal betale mindre, når der skal arves

Sheriffen af Nottingham ville være stolt over hans danske arvtagere: VLAK-regeringen, der nu foreslår, at danske virksomheder skal betale mindre i arveafgift end alle andre.

Det betyder oversat til dansk, at der bliver indført et regressivt skattesystem i Danmark, hvor de rigeste familier betaler mindre (målt i procent) end alle andre.

Regeringens forslag går på, at disse mennesker skal beskattes med 5 procent, når der skal arves – mens alle andre fortsat skal beskattes med 15 procent.

I linket nedenunder, som er et interview med skatteminister Karsten Lauritzen (V), kan man læse, at der IKKE findes dokumentation for, at det ville have nogen beskæftigelsesmæssig effekt. Det ser man heller ikke i USA, hvor de rigeste familier betaler mindre i skat end alle andre.

Se mere her: http://politiken.dk/indland/art5909341/Minister-Der-er-et-moralsk-argument-bag-s%C3%A6nkningen-af-arveafgift

Det er absurd, og det skal stoppes. Et godt samfund er baseret på solidaritet og at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder – og ikke på den grådighed, som VLAK-regeringen arbejder for.

En grådighed, der i dén grad er en omvendt Robin Hood.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Nationalismens fremmarch

Globaliseringen har spillet fallit og skabt en verden, hvor de få har altfor meget og langt de fleste så lidt, at de kun lige kan klare sig – måske.

Vi burde havde sagt os selv, at menneskets grundlæggende grådighed ikke kan håndtere en globalisering med fri bevægelighed af arbejdskraft, kapital og varer. At det vil føre til at nogle få skraber til sig, mens alle andre enten kun lige har til dagen og vejen – eller slet ikke. Det er der ret beset også mange, som har forsøgt at sige og lave om på, lige siden liberalisme-racet for alvor startede med Reagan og Thatcher i 1980´erne – men de fleste politikere og kapitalfolk har villet noget andet, og nu står vi så i suppedasen:

Nationalismens fremmarch

En nationalisme, hvor skytset så desværre bare ikke rettes hen på de kapital-kræfter, der bærer skylden for den stigende ulighed, men mod de syndebukke, som det nu passer magthaverne i det enkelte land at skyde skylden på.

I Grækenland er det EU. I Trumps USA er det Mexico og Kina. I Rusland er det Ukraine – og Europa, som Putin basher på nutidsdansk. I mange europæiske lande er det muslimerne, der er syndebukkene – og i Tyrkiet er det Europa, hvor Erdogan har været ude at sige, at vi europæere ikke skal være sikre på at kunne gå i sikkerhed i vores egne gader, hvis vi fortsætter overfor Tyrkiet som nu. Den slags stemmer så heller ikke europæernes sind mildere mod muslimer, slet ikke efter fredagens terrorangreb i Stockholm – og i går fulgte Erdogan så op med at sige, at Europa er i gang med at kollapse.

Det er skidt, og dette misfoster, den globale nationalisme, bærer i sig kimen til krig og etniske udrensninger. For denne galskab, dette vanvid er en højrepopulisme, der i disse år går sin sejrsgang over hele verden, og også i Europa fra Brexit til Wilders fremgang og Dansk Folkepartis vej fra at være ikke-stuerene til at blive nogen, som Socialdemokratiet i dag laver store forlig med. Den allestedsnærværende nationalisme er en højrepopulisme, som også er et knudepunkt i Frankrigs og Tysklands kommende valg, og som enhver kandidat i alle lande i disse år er nødt til at tage i betragtning og ind i sit politiske program, hvis vedkommende vil have en chance.

For nationalismen blomstrer verden over i en højrepopulistisk udgave, og det er ikke velduft, der kommer fra de blomsters blade. Tværtimod er det en stinkende råddenskab skabt af lige dele had, uvidenhed og en leflen for det laveste i mennesket, det der gør os værre end dyrene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Über out

Fællesskabet vandt en sejr i dag.
Über lukker i Danmark, hvilket Danmarksbloggen billiger.

For det er gift for samfundet, når egoismen sættes i system som det skete hos Über, hvor den, der havde bilen, tjente en ekstraskilling uden at betale skat, mens den, der hyrede bilen, slap billigere end med et normalt taxi-selskab.

Men nu er det altså slut … for denne model på denne måde. Desværre er kampen langtfra forbi. For egoismen og mig-mig-mig-mentaliteten lever stadig i bedste velgående, hvad man også kan se i den debat, som der kører pt.

Der er med andre ord nok at tage fat på for os, der stadig tror på fællesskabet og solidariteten – og som tænker, at kun sammen har vi en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Britta Thomsen: “Derfor har vi brug for KVINFO”

Vidste du, at Danmark har Europas mest kønsopdelte arbejdsmarked? At vi ligger under EU-gennemsnittet, når det kommer til kvindelige forskere? Og ved du, hvorfor det hænger sådan sammen?

Nej, vel. Men den viden har KVINFO i deres bibliotek, som er et landsdækkende forsknings- og specialbibliotek, der registrerer, indsamler og formidler dansk og international kønsforskning. Biblioteket har offentlige udlån og hjælper gerne folk, der skal bruge materiale.

I EU har vi en fælles politik om at fremme ligestilling i medlemsstaterne. Men det kræver viden, og derfor har man selvfølgelig videncentre til dokumentation af de konkrete forhold.

Når regeringen vil flytte biblioteket og lægge det ind under Det Kongelige Bibliotek, så fjerner de meningen med KVINFO

Højrepopulisterne går efter kvinderne. Derfor blev der demonstreret imod Trump. Pegida vil sende kvinderne hjem til kødgryderne, og LA vil eliminere nødvendig viden.

Kvinder, lad os gå i aktion imod den middelalderlige heksejagt.

Kvinder må åbenbart ikke være for kloge, specielt ikke om deres egen situation i samfundet. Og lad os så høre, hvordan LA har tænkt sig at leve op til EU´s ligestillings-lovgivning? Danmark er jo flere gange blevet kritiseret af både EU-Kommissionen og FN for manglende tiltag på ligestillings-området!

Skrevet af: Britta Thomsen, tidligere medlem af EU-parlamentet for Socialdemokratiet og adjungeret professor på CBS

Terror i London

For mindre end ni måneder siden stod jeg dér, hvor terroren ramte London i dag. Siden har tusinder, ja millioner vel gjort det samme. Dagligt færdes der som bekendt mange tusinde mennesker omkring Westminster Bridge, Parliament, Big Ben og alt det andet i området.

Jeg kommer så også til at stå dér igen om nogle måneder, når turen igen går til London. For terroren må aldrig kue os eller få os til at ændre vores livsstil.

Jeg vil dog bøje hovedet i respekt for de døde og de sårede, når jeg står der igen til sommer.

På samme måde, som jeg gjorde det i New York for halvandet år siden og herhjemme i København for to år siden, og som jeg vil gøre det i Berlin, i Paris, i Bruxelles og alle de andre steder, hvor bindegale terrorister dræber og sårer mennesker og ødelægger deres pårørendes liv.

For de kan dræbe nogen af os, men ikke os alle – og de får aldrig bugt med vores demokrati og frihed. ALDRIG!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Mareridts-listen og populismen

Verden har ikke i flere år været så usikker og urolig, som den er nu. Danmarksbloggen bringer her en liste over nogle af de mareridt, som kan sætte en hel verden i brand.

For tænk hvis …

* Rusland angriber Vesten … og ikke kun Ukraine

* Erdogan angriber Vesten … på mere end bare ord og tomme trusler

* USA vender ryggen til Europa – de er allerede godt i gang

* Kina og/eller USA besvarer Nordkoreas provokationer med militærmagt

* Kina og USA bliver uvenner

* Krigen i Syrien breder sig til hele regionen – og inddrager også Israel

* Flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika mod Europa eksploderer

* Terroren i Vesten vokser markant

Otte kriser, som indbyrdes også hænger sammen på kryds og tværs – og som sammen med den stigende ulighed i samfundet er årsagen til, at de såkaldte populister står stærkt. For det gør de – også i Holland, selvom Rutte stadig er leder af landet. For Wilders gik frem ved det nylige hollandske valg – og havde Rutte ikke overtaget dele af Wilders holdninger, så havde han ikke fortsat siddet på taburetten.

Vi ser det også i Danmark, hvor Socialdemokratiet på mange måder har nærmet sig Dansk Folkeparti. Så nej, populismen tabte ikke i Holland. Den vandt – som den også gjorde det i Danmark for snart to år siden, og som den formentlig også vil gøre det i Frankrig og Tyskland – trods at den nyudnævnte leder af SPD Martin Shulz allerede nu kaldes Europas svar på Bernie Sanders og holdt en fantastisk god tale i går.

Men der skal mere til end flotte ord og likes på Facebook, hvis kursen mod kaos skal ændres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Magtens dronning – og kagen

Der var engang en fransk dronning, som ifølge overleveringen udtalte følgende om de fattige inde i Paris, der ikke havde råd til brød, og derfor sultede: Hvis ikke de har brød, så spis dog kage. Historien er vist en skrøne, men den illustrerer fint den daværende franske dronning Marie-Antoinettes manglende forståelse af hendes tid og det oprør, der kom mod hende, kongen og hele den franske adel – og deres dekadente overforbrug. Ja, det kostede hende også hovedet et par år senere, da hun sammen med kongen blev henrettet i forbindelse med den franske revolution, der startede en helt ny tidsalder i Europa.

Nu bruger vi heldigvis ikke guillotiner mere, men derfor kan magtens dronninger m/k godt miste deres politiske liv. Og især i denne tid, der på mange måder minder om tiden op til den franske revolution med stigende ulighed, stigende spændinger og en samfundsorden, der har spillet fallit. Dermed ikke være sagt at magtens mænd og kvinder ikke prøver at gribe magten. For det gør de – og med alle midler.

Og med kagen i går, hvor der stod 50 på, har Inger Støjberg vovet mere end bare at få én over næsen. For hendes berygtede kage, der markerer, at udlændingestramning nr. 50 er vedtaget, har så meget sprængstof i sig, at den enten sender Støjberg helt ud af enhver mulighed for at blive Løkkes efterfølger – eller også placerer kagen hende direkte i stolen som den næste V-formand.

Det er højt spil af en af Venstres mest markante bejlere til magten i partiet – og måske også i virkeligheden det, som kagen handler om. Det og så at tage stemmer fra Dansk Folkeparti, som i sædvanlig kræmmerstil har været ude og kopiere kage-stuntet med at love citronmåner ved stramning nr. 100. Ren copy-cat – og så endda så billigt. Så er der trods alt mere stil over Støjbergs flotte konditor-kage, selvom det at købe kage for at fejre, at man har gjort livet svært, ja umuligt for andre mennesker, er så umenneskeligt og lavt, at Støjberg burde kunne retsforfølges for det.

Men altså reelt retsforfølges – og ikke en skueproces, som dem under den franske revolution. For nok er Støjbergs kage-stunt langt under enhver anstændighedsgrænse – men derfor behøver vi andre jo ikke at følge hende derned.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Tyrkiske valgmøder i Danmark?

Danske valgmøder i Stockholm, London og Paris? Eller måske i Ankara? Eller Alanya.
Nej, ikke rigtig, vel?

Man holder valgmøder i det land, hvor valget foregår. Punktum.

Og derfor skal der ingen tyrkiske valgmøder være i Danmark. Så enkelt er det.

Så kan man sige, at Løkke skulle have ladet den tyrkiske premierminister komme – så man kunne have kritiseret Erdogans vej til at indføre diktaturet i Tyrkiet.

Omvendt kunne man også have kaldt det et knæfald for Tyrkiets spirende diktatur netop at lade premierministeren komme.

Så lige her er det en taber-sag for Løkke, uanset hvad – eller også er det en vindersag for den frie verden. Fordi vi ikke vil og ikke skal lade tyrkiske anti-demokrater som Erdogan og hans venner diktere, hvad vi gør eller ikke gør.

At herboende tyrkere så lejer et forsamlingshus, og der diskuterer valget i Tyrkiet på livet løs, må de gerne. For vi har både ytrings-, menings- og forsamlingsfrihed her til lands. Imodsætning til Tyrkiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk