Kategoriarkiv: Politik

Julefreden er forbi, og kampen om magten er i gang

Udgivet den af
1

Julefreden er definitivt forbi. Og det handler for en gangs skyld IKKE om Corona, men om dårlig, gammeldags magt-politik: Kampen om magten i Venstre – og i Danmark.

Så der spilles med de helt store terninger i disse dage.

Støjberg rækker nemlig ud efter formandsposten i Venstre. En post, som hun måske kan få, hvis det 1) lykkes hende at undgå en rigsretssag – og 2) derpå fremtvinge et valg om formandsposten i et Venstre, der har tabt masser af stemmer, siden Ellemann blev ny politisk leder i efteråret 2019.

Samme Ellemann rækker så ud efter nøglerne til Statsministeriet, hvis det lykkes at få stillet Støjberg for en rigsret.

For så er vejen banet for, at han og de andre borgerlige måske kan få stillet statsminister Mette Frederiksen for en rigsret i minksagen. Ellemann kan i hvert fald hævde, at han er bannerfører for lov og orden – uanset om det så er hans egen næstformand, som står for skud.

At Støjberg så aldrig har været Ellemanns ønske om en næstformand, har mange glemt. Men husker man tilbage til efteråret 2019, vil man kunne erindre, at der var et kampvalg mellem Trane Nørby og Støjberg. Et valg, som Støjberg vandt.

Samme Støjberg, som Instrukskommissionen har vurderet godt vidste, at hun handlede ulovligt, da hun skilte asyl-ægtepar.

Om der så kommer en rigsretssag med Støjberg, vil de kommende dage vise. Men svaret på det kommer til at bestemme de kommende års politik i Danmark – også langt udover Venstres rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona-vacciner taget som gidsel af EU

Udgivet den af
Svar

EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen har en klar mission: Skabelsen af EUROPAS FORENEDE STATER.

Og der er åbenbart ingen grænser for, hvad von der Leyen og mange andre i EU vil gøre for at fremme denne overstatslige union. Ja, selv en forsinkelse af vaccinationen mod COVID-19 bruges i det politiske spil på en måde, så man kan tale om, at Corona-vaccinerne er taget som gidsler i en politisk dagsorden om at fremme skabelsen af Europas Forenede Stater.

I mandags godkendte EU ellers Pfizer-BioNTechs Corona-vaccine, og derfra var det bare at gå i gang asap doserne kunne bringes ud, skulle man tænke.

Men nej, alle lande skulle begynde at vaccine på samme tid, meldte von der Leyen. Nemlig d. 27. december. Og derfor kørte lastbilerne først ud med deres dyrebare last fra fabrikken i Belgien, så vaccinationsstart rundt om i medlemslandene passede nogenlunde med denne dato.

Det er direkte tåbeligt. Jo flere vi kan få vaccineret, desto hurtigere – jo flere liv kan vi redde. Og liv står over politiske projekter.

Denne Corona-vaccine og de andre Corona-vacciner er nemlig en julegave til menneskeheden, som en af de første danskere, der skal vaccineres, sagde til TV2 News for lidt siden.

Men sådan ser Ursula von der Leyen åbenbart ikke på sagen. For hende handler det også om – og først om – politik. Det er skammeligt.

I Ungarn og – i Tyskland (von der Leyens hjemland) er man så allerede gået i gang med at vaccinere i dag. Det burde vi også være i Danmark. Vaccinerne kom i morges, og blev sendt ud til regionerne ved middagstid.

Det er bare at komme i gang med nål og sprøjte. NU.

Danmarksbloggen tænker så også: Gad vide hvad von der Leyens stunt betyder for Unionsprojektet? For slet ikke at tale om den studehandel, der er indgået i EU, hvor man købte færre af de nu godkendte tyske Pfizer-NTEch-vacciner end oprindeligt ønsket, fordi man også skulle tilgodese de franske Sonofi-vacciner, som er meget langt fra at være færdige.

Man kunne forestille sig, at EU´s famlen, vaklen og ageren generelt i Corona-tiden svækker tilliden til EU hos borgerne i de europæiske lande. For politiske magtspil har altid vigepligt overfor sundhed og vacciner …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smitten stiger – Danmark lukker ned igen

Udgivet den af
Svar

Endnu et pressemøde fra Statsministeriet. Smitten stiger for meget og for hurtigt.

Så nu lukker Danmark ned igen. Stormagasiner fra i morgen, og liberale erhverv og institutioner fra på mandag d. 21. december – og samtlige butikker (minus dagligvarer og apoteker) fra juledag d. 25. december og til d. 3. januar – indtil videre.

Det giver mening. Eller det vil sige:

ER DET NOK?

Burde vi ikke især forhindre rejser mellem regionerne? Det skulle Danmarksbloggen mene.

Vi skal passe på hinanden – og på vores sundhedsvæsen, og erfaringen viser, at man ikke kan regne med, at alle per definition tager de kloge valg. Så lad os nu bare få aktiviteten i samfundet HELT NED.

Vaccinen er lige på trapperne. Det ved vi, og det er fantastisk.

Men de næste to-tre måneder kan blive de værste og hårdeste i hele pandemien, hvis vi bare lader stå til.

Så lad os nu bare lukke ALT ned (pånær fødevarer, apoteker og sundhedsvæsen) – og anlægge forsigtighedsprincippet efter devicen ”ingen rejser ud af deres kommune”. Også måske længere end til d. 3. januar.

Vi må holde ud. Vi kan holde ud. Vi kan se et lys for enden af tunnelen. Der ER håb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den bæredygtige stat”

Udgivet den af
Svar

Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke Jorden. Sådan sagde man på geologi-og geografi-studierne på Københavns Universitet i 1990´erne, hvor jeg læste til cand. scient i Kulturgeografi. Om man stadig gør det, ved jeg ikke. Men jeg ved, at vi mennesker ikke behøver vente på den formentlige naturlige udryddelse af os som art. Jeg ved, at vi selv og af helt egen drift tværtimod er godt i gang med at ødelægge livsbetingelserne for os selv – og en del andre arter – her på kloden.

Det ved flere og flere samfundsforskere heldigvis også, og som det anbefales i Rasmus Willig og Anders Bloks bog ”Den bæredygtige stat” er det på høje tide at komme med en konkret og realisérbar beskrivelse af den bæredygtige stat.

Et centralt punkt at skabe en adfærd – både for individet og samfundet – som binder mere CO2, end der frigives. For på nogle punkter kan vi ikke længere vende udviklingen. Temperaturerne ER stigende (også for meget og for hurtigt), og det samme er havene – og der er også ørkendannelse på vej i tidligere frugtbare områder som fx i mange af Sydeuropas vin- og grønsagsmarker. Det stigende befolkningstal – især i fattige dele af verden – og de deraf forventede store strømme af klima-flygtninge (hvoraf vi kun har set en dråbe i havet) er kun med til at forværre den globale situation.

I en vestlig kontekst handler det ifølge Rasmus Willig og Anders Blok også om velfærdsstatens holdning om at de brede skuldre bærer de tungeste læs versus konkurrencestatens insisteren på at de dygtige og mest produktive skal belønnes – og ikke holdes tilbage.

Begge systemer (som er baseret på en i klimamæssig sammenhæng negativ vækstideologi) er dog ved at blive overhalet af en bevidsthed om klima, som betyder, at store dele af befolkningen er i gang med at etablere normer om at fx spise mindre kød, rejse mindre med fly og køre mindre i bil. Normer, som kan virke regulerende på adfærden hos både den enkelte og også forplante sig i det politiske system, hvor beslutningerne tages.

Der er med Willig og Bloks ord tale om ”opkomsten af en ubehagelig, men også uanfægtelig civil moralisme” – hvor især tilhængerne af den liberale frihedsforestilling konfronteres med, at deres livsstil (meget kød, mange flyrejser, etc) har en effekt for resten af samfundet – og at de dermed også har et ansvar for fællesskabet, som de ikke bare kan ignorere.

Et andet problem er, at staten reagerer irrationelt, når politikerne ser på økonomi, før de ser på klima – og når de sælger ud af den vitale infrastruktur som energi, vandværker, ledningsnet, trafikale knudepunkter som havne, lufthavne og tognet. På den måde afmonterer staten også sin egen rolle som samfundsskaber.

Dette er skidt i det paradigmeskift, som vi står midt – og som beskrives indgående i ”Den bæredygtige stat”, hvor der også kommes ind på emner som dansk miljøpolitik, relationerne mellem stat og grønt civilsamfund, hvilke roller samfundets sektorer og institutioner har – også i relation til hinanden, samt at der skitseres en ny økonomiforståelse, som bedst beskrives som en demokratisk og regenerativ økonomi.

Det er en økonomi, der sætter klima først, bæredygtighed undervejs og en grøn bundlinje sidst. En økonomi, som ikke anerkender det såkaldte ”frie marked”, men som i stedet ved, at alle markeder reguleres efter ejendomsforhold og sociale normer for adfærd – og vil Danmarksbloggen tilføje: De monopollignende tilstande som en del miltunationale virksomheder de facto har skabt for sig selv på det såkaldte frie marked. Men altså en grøn omkalfatring af samtlige værdier.

Bogen slutter med et kapital om den bæredygtige stat, hvor mange af de konflikter, som allerede er i gang, også omtales – fx modstanden mod at spise mindre kød og flyve mindre. Men faktum er, at vi står ved en skillevej og med bogens ord ”skal træffe et moralsk valg, der rækker ud over os selv”.

For velfærdsstaten er død – det ved de fleste. Konkurrencestaten er også død – det ved de fleste så måske ikke. Og vi vil som art også dø – hvis ikke vi får skabt den bæredygtige stat, som bogen laver en fin indledende beskrivelse af. En beskrivelse som burde føre til en samfundsdebat om vores fremtid lige så ivrig og dækkende som den igangværende Corona-debat.

For Corona-pandemien har vist, at vi kan tilsyneladende godt som samfund, når vi skal. Og vi skal med klima – ja vi skal endnu mere med klima. Corona er slem. Men den igangværende pandemi er en søndagsudflugt sammenlignet med hvad der venter af konsekvenser, hvis ikke vi vender skuden, og etablerer ikke kun en bæredygtig stat, men en bæredygtig verden. Det ved jeg alt for godt som geograf – og det er dét og ikke Corona-pandemien, som kan give mig mareridt om natten.

I ”Den bæredygtige stat” af Rasmus Willig og Anders Blok bliver man så klædt godt på, når det kommer til at blive oplyst om de samfundsmæssige forhold, betingelser og muligheder, som der er på dette kritiske og afgørende tidspunkt i menneskehedens historie. Bogen burde derfor være fast pensum for alle, som har interesse for samfundet – og måske især for alle med magt til at gøre noget ved samfundsforholdene – og her tænkes ikke kun på politikerne, men også erhvervsledere og undervisere m.fl.

Danmarksbloggen giver ”Den bæredygtige stat” fem ud af seks jordkloder – og vil samtidig minde om, at vi trods rejser til Månen og Mars fysisk kun har én planet at være på som menneskehed.

Det er Hans Reitzels forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delvis nedlukning af dele af Danmark

Udgivet den af
Svar

Så er vi her igen: Halvdelen af landets befolkning eller 38 kommuner – heriblandt København, hele hovedstadsregionen (minus Bornholm), Aarhus, Odense og flere endnu er fra på onsdag d. 7. december og indtil som minimum d. 3. januar nedlukket efter næsten samme mønster som i foråret:

Ingen restauranter, barer og cafeer (men take-away), ingen teatre og biografer, ingen museer og lignende, ingen fitnesscentre, svømmehaller og lignende, elever fra 5. klasse og op sendes hjem.

Derimod en stor opfordring til: GÅ HJEM og bliv hjemme – medmindre du går en tur, eller går i butikker. Dét sidste skal du så kun gøre, når det er nødvendigt, og du skal gøre det ALENE og så kort tid som muligt – og gerne i ydertidspunkterne.

Og nej, du skal som bosiddende i en af de delvist nedlukkede kommuner ikke køre til en af de ikke-nedlukkede kommuner for at spise ude, gå på museum, svømme etc. For så bringes smitten dertil.

Og så er der dén med julen, som gælder os alle sammen: Her skal vi juleaften være max 10 – og især med omtanke, hvis der er en eller flere sårbare med til juleaften. Måske bruge mundbind? Og skal der synges, så skal det ske med 2 meters afstand. Og ang. private julefrokoster: Drop dem!!!

Jo mere vi er sammen med andre, jo flere bliver smittede – og jo flere dør. Så enkelt er det!!!!!!!!

Sådan var meldingerne – og der er sådan set ikke noget at sige. For alle restriktioner er nødvendige.

Man kan så stille sig tvivlende overfor, at det bliver overholdt – især det med ikke at tage til ikke-nedlukkede kommuner for at gå ud og spise, svømme, i biffen etc. Mange vil heller ikke droppe julefrokosten, kunne man desværre godt forstille sig. Holder de negative forventninger stik, så kommer der en regning i form af et stigende antal smittede – og døde.

Corona-virussen gør nemlig, som den er skabt fra naturens side – og det eneste, vi mennesker kan gøre, er at holde afstand, bære mundbind, holde ud og tænke os om. Det kan vi så også – og når vi gør det, har virussen ikke en chance.

Men lige nu har pandemien for godt fat. Den vokser med cirka 4% om dagen, og SSI fremskriver, at op mod 500 mennesker kan være indlagte, når vi når til jul – og man frygter en eksplosion i smitten efter jul og nytår.

Så vi skal til at undvære, savne og mangle. Men hellere det end at miste til døden.

Men ja, det er svært. Men vi må holde ud. Vaccinerne er på vej. Vi KAN klare dette – forhåbentlig – sidste, svære og mørke stykke.

For husk: Det er altid mørkest lige før daggry. Og lyset ER tændt i form af vaccinen – og for den, som er kristen, findes også en trøst i, at julenat tændes endnu et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år”.

Udgivet den af
Svar

Vi bliver tilsyneladende aldrig trætte af Winston Churchill – hverken i Danmark eller i resten af verden. Manden, som for evigt er knyttet til historien om Storbritannien, der tidligt i 2. Verdenskrig som det eneste land holdt stand mod Hitlers på det tidspunkt nærmest uovervindelige hær.

Manden, som efter blitzen over London sagde de berømte ord: Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget, som faktisk i virkeligheden lyder: ”Aldrig har så mange i krigshistorien haft så få at takke for så meget.”

Der er altså krigshistorien til forskel. En historie som også definerede Churchills virke, og nu har den verdenskendte bestseller-forfatter Erik Larson, der er amerikaner trods det svensk-klingende navn, udgivet en bog om Churchill, som fås i en dansk oversættelse: ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år”.

Bogen er som Erik Larsons andre bøger baseret på fakta, men er alligevel fiktion. Eller som det beskrives i omtalen af bogen: En slags Downton Abbey udsat for verdenshistorie på den tid, hvor tyskerne massebombede London og resten af England.

Danmarksbloggen vil så sige, at ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” er mere end det. For ren fiktion følger en klassisk berettermodel, mens virkeligheden altid er mere kringlet og mindre logisk. Og det gælder også historien om Winston Churchill, hans familie, det engelske folk og hele 2. Verdenskrig.

For hos Erik Larson handler det om at beskrive verdenshistorie set ud fra almindelige menneskers liv og verden. Det er også de såkaldte almindelige mennesker, som der er flest af – og dem som skal leve med og af og på trods af de beslutninger, som tages politisk og de ting, der sker.

Det er også ganske tydeligt i denne Corona-tid, hvor vilkårene for Europas befolkninger er mere forskellige, end de plejer – men er dikteret af både smitten og de politiske beslutninger i de enkelte lande om hvordan man bedst bekæmper smitten, og samtidig holder samfundet i gang.

Sådan var det også i 1940´erne, hvad vi ser folde sig ud på bogens 548 sider. Så der er noget at gå i gang med.

Erik Larson skriver så let og flydende, og siderne vender sig selv, som de også gør det i hans andre bøger hvoraf flere er oversat til dansk. Fx ”I ondskabens have”, som handler om Berlin under Hitlers regime, altså samme tidsepoke. Men Erik Larson kan også gå længere tilbage i tiden som i ”Djævelen i den hvide by”, der foregår i tiden omkring verdensudstillingen i Chicago i 1893, som blev et ikon for det moderne gennembrud og den nye tid. Den tid, som skabte 2. Verdenskrig, og som vi stadig lever i eftervirkningerne af, selvom en ny tid – klimaets og den bæredygtige tid – kommer stadig tættere på.

Men selvom ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” også handler om alle de andre, er det alligevel Winston Churchill, der er i fokus. Manden med hatten og cigaren, som man – selvom man godt ved, at bogen er fiktion – alligevel føler, at man kommer tættere på og lærer at kende, mes man følger ham i ind- og udland, hjemme og ude, på gaden og i de fine kontorer i det, som endnu på hans tid var et imperiums hovedstad. Og Churchill elskede imperiet.

Ja, man føler nærmest, at man kigger Churchill over skulderen og ind i sjælen, da han kort efter krigens ophør og valgnederlaget som den sidste i familien inden afrejsen skriver i gæstebogen på den engelske premierministers landsted Chequers. Et ord skriver han: Finis.

For Churchill vandt krigen, men han tabte valget. Så lunefuld kan skæbnen være. Men det engelske folk ville sociale reformer, så derfor valgte de Labour. Senere i 1951 valgte de dog igen Churchill – som på det tidspunkt var 77 år gammel. Og selvom han var en imperiets mand og ikke tilhænger af de fleste sociale reformer, så lod han være med at ændre noget. Tiderne havde ændret sig, og det var Churchill klog nok til at indse.

Danmarksbloggen giver ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” 5 ud af 6 cigarer. Det er underholdning, som man bliver klogere af.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mink-sagen: Hvad er op og ned?

Udgivet den af
Svar

Hvad er op og ned i mink-sagen, som i øjeblikket har lukket syv nordjyske kommuner og gjort, at alle danske mink skal slås ned? Her kommer Danmarksbloggen med nogle vinkler på sagen. Læs dem og bestem selv, hvad du synes er vigtigst:

Det sundhedsmæssige:
I naturen har minken et territorium på flere km2. I et bur ikke engang en enkelt m2.

Mink i bur udgør derfor et reservoir, som er det perfekte sted at skabe en muteret virus i. For der er noget i mink (i hvert fald dem i bur), som gør, at virus nemt muterer hos en mink.

Læg dertil at: Mink i bur lever i store kolonier, og kan ikke holde afstand. Det er derfor også svært at inddæmme en epidemi, der har ramt mink.

Dertil kommer, at vira som Corona springer nemt mellem mennesker og mink og tilbage igen. Den perfekte storm er derfor skabt: En virus hos menneskene, som kommer ind i minkene, som så skaber en mutation, som sendes tilbage til menneskene – men nu i en variant, som menneskene ikke kan beskytte sig imod.

Det er præcis det, som skete med Cluster-5, der opstod flere gange i forskellige mink-besætninger, og som er et reelt problem. Vaccinen bliver virkningsløs, da Cluster-5-mutationen laver virussens spike om, som er den, at vaccinen er rettet imod.

Om der er Cluster-5 i omløb lige nu, vides ikke. Men Cluster-5 kan let opstå i af hinanden uafhængige mink-besætninger, så derfor slår man alle mink ned.

En Cluster-5, som spreder sig blandt mennesker, kan nemlig nemt blive en COVID-20, altså en helt ny virus og en helt ny pandemi.

Det politiske:
Den danske regering gik i gang med at slå minkbesætningerne ned i sidste uge uden at have lovgivningen på plads. Det kunne vi ikke vente på, var beskeden fra fødevareminister Mogens Jensen.

Men kan man i et demokrati overhovedet overveje at lade være med at vente på at have lovgivningen på plads?

Det følelsesmæssige:
At det er synd for minkavlerne, er der bred enighed om. De mister deres levebrød, deres eksistensgrundlag. Og ja, det er rigtigt. Men hvad med alle de andre, der er blevet arbejdsløse her i Corona-krisen? Alle dem, som arbejdede i lufthavnen, i turisterhvervet og mange andre steder. Er det ikke lige så meget synd for dem?

Og hvad alle de hjemløse, dem på kontanthjælp, de kronisk syge, som sendes i arbejdsprøvning? Hvorfor skal minkavlerne have så meget mere sympati? Især når man tænker på, at de i årevis har fået tilskud til både foder og medicin – fordi mani årevis har vidst, at det var en underskudsforretning et have mink.

Det økonomiske:
Minkindustrien er nemlig i virkeligheden en dårlig forretning. I 2019 var det gennemsnitlige driftsresultat på hver eneste minkfarm minus 0,7 millioner kroner, og de sidste fire år har branchen som helhed haft underskud. Så branchen har overlevet, fordi staten har betalt. Det er noget af en favorabel ordning, må man sige.

En ordning, som altså nu betyder, at det at vi har mink i Danmark har gjort, at mange lande nu lukker for deres import af dansk kød og danske mejerivarer – og dét kommer til at koste os milliarder af kroner og mange arbejdspladser.

Så måske er det en god ide at lukke minkbranchen for evigt – og satse på fremtiden. Alt det grønne og bæredygtige.

Kilder: DR, Politiken, Berlingske, Landbrugsavisen m.fl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Stockholmske Blodbad versus Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge

Udgivet den af
Svar

Det er i dag præcis 500 år siden, at Det Stockholmske Blodbad fandt sted. Det handlede om magt, og om at Christiern d. 2 benyttede sig af muligheden for at få skovlen under sine svenske modstandere.

For nok havde han lovet dem politisk amnesti, men fristelsen blev for stor. For på nær den unge Gustav Vasa, som var fængslet nede i Danmark, så sad alle Christierns modstandere nu i festsalen på Stockholms Slot, og fejrede Christierns kroning som Sveriges konge. Samtidig lå – og ligger – Stockholms centrum Stortorget lige ved siden af. Stortorget, hvor henrettelsespladsen også var. Og til al overflod boede bødlen lige ved siden af i Prästgatan.

Muligheden præsenterede dermed nærmest sig selv. Så huks, fluks en anklage om kætteri blev fremtryllet, også inspireret af den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, som hadede adelsmanden og lederen af den svenske frigørelsesbevægelse Sten Sture og hele hans slægt. Samme Sture som nu sad på Stockholms Slot sammen med alle de andre, som ellers var imod Christiern d. 2.

For begivenhederne i Stockholm i 1520 var også et internt svensk opgør mellem de svenske adelsmænd, som selv ville have magten over Sverige og så kirken, hvor næsten alle biskopper havde det godt med en dansk konge. Især fordi han ofte var væk, og så styrede de ret meget. Vi er som bekendt stadig i den katolske, feudale tid, selvom den synger på allersidste vers.

Men altså: Christiern kunne ikke styre sig. Der var en del, som skulle af med hovedet, fandt han ud af. Nærmeste bestemt 84, som i de næste dage blev henrettet på Stortorget, efter rang forstås. Først biskopperne (de to som holdt med svenskerne), så adelsmændene med Sten Sture i spidsen, Stockholms tre borgmestre og 14 rådmænd, håndværkere, handlende og ansatte hos biskopperne og adelsmændene. Det hele tog nogle dage, og blodet flød sådan helt bogstaveligt fra Stortorget – og ned ad de små gader.

For Stortorgets placering allerøverst oppe på bydelen Gamla Stan, som er bygget på en stejl ås, betyder, at de smalle stræder, som udgår fra Stortoget, falder mange meter ned mod hhv. Saltsjön og Mälaren. Så i den silende novemberregn løb vand, blod – og tårer ned af gaderne. For nok var den tids mennesker ikke særlig sentimentale, men blodbadet i Stockholm var så voldsomt, at selv voksne mænd græd. Nogle af dem mistede så også hovedet af samme grund, skriver svenske krøniker.

Svenskerne kan heller aldrig glemme Det Stockholmske Blodbad, der ligger som et slags kollektivt sår i den svenske bevidsthed sammen med mordet på statsminister Oluf Palme i 1986 og knivdrabet på udenrigsminister Anna Lindh i 2003. Begge skete også i Stockholm – hhv. på Sveavägen og i stormagasinet NK i Hamngatan.

De to sidste havde Danmark så intet at gøre med – bortset fra en stor medfølelse med Sverige. Men det første skabte et had til Danmark, som i de efterfølgende århundreder og stadigvæk har gjort, at svenskerne er blinde for de ugerninger, som de selv har begået. Og måske allermest da Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge – og dræbte mange flere i Den Etniske Udrensning end de cirka 84, der mistede hovedet på Stortorget i Stockholm i 1520.

For det, som skete i de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge efter Roskildefreden, var en etnisk udrensning og en forsvenskning, som foregik brutalt og lynhurtigt. Måske det også er derfor, at skåningene den dag i dag taler om Christian d. Gode, mens svenskerne kalder ham Christian Tyran – og nærmest bliver mundlamme, når man siger, at i Danmark kalder vi ham Christiern d. 2. For det hed han. Christiern og ikke Christian.

Men jo, vi kan sagtens tale om Det Stockholmske Blodbad, som var voldsomt, brutalt og blodigt – men så skal vi huske også at tale om Den Etniske Udrensning og Sveriges omfattende drab på de danske snaphaner, bare fordi de var danske. Og der var mange flere end 84, som mistede livet dér. Det var i hundredvis, ja tusindvis af familier.

Og vi skal også tale om, hvordan de svenske soldater bagefter tvang de danske enker til at gifte sig med dem – og få børn med dem. Hvordan der kun skulle tales svensk i hjemmet og i samfundet. Hvordan alt dansk blev forbudt fra salmebøger til danske sange. For Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge var voldsom og brutal og blodig – og også værre end Blodbadet i Stockholm, da tragedien fik lov til at fortsætte i mange generationer frem.

Ja, på nogle måder er der stadigvæk, når den svenske Riksdag undertrykker det, som man i Stockholm kalder Sydsverige.

Men i det erobrede Danmark var det ikke overklassen, som blev ramt – og så gik historien i glemmebogen, også fordi sejrherren skriver historien. Og sejrherren var Sverige, som siden har talt om Skåne, Halland og Blekinge som landsdele, der med ligeså stor ret kan være svenske som danske.

Men det holder ikke, omend det er bekvemt for Sverige, som stadig har det skidt over Blodbadet i Stockholm – men sørgeligt for alle de mange efterkommere, som har levet, og stadig lever i Skåne, Halland og Blekinge med arven fra Den Etniske Udrensning.

Mennesker, som har haft en dansk mor, der blev tvangsgiftet med, og voldtaget af en svensk soldat, som hun så har skullet leve sammen med resten af livet. En svensk mand, der enten har været biologisk far til børnene, eller været den pap-far, som sammen med sine ”kompisar” slog deres rigtige danske far ihjel. En virkelighed som betød, at de danske kvinder og deres børn og børnebørn har været traumatiseret for livet – og som bekendt går familietraumer i arv …

Det skete ikke i Stockholm. Her fik alle enker og faderløse lov til at blive i deres svenske virkelighed, og mange af dem fik oprejsning allerede tre år senere, da Gustav Vasa kom hjem til Sverige, og blev svensk konge. Så her var dér mental pleje til dem, som led i novemberdagene i 1520.

Sådan er det ikke i det, som i dag kaldes Sydsverige: De danske efterkommerne i Skåne, Halland og Blekinge venter endnu på oprejsning og forståelse … og måske en hjemkomst til deres gamle land.

De skal i så fald være velkomne. For i Danmark savnes endnu Skånelandene, som kaldtes perlerne i det danske rige – og som oprindelig var danske, bare lige for at rette en udbredt misforståelse i svenske historiebøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

CORONA: Verdens øjne hviler på Danmark

Udgivet den af
Svar

Verdens øjne hviler på Danmark, sagde Mette Frederiksen i det pressemøde, som foregår lige nu.

Det er sandt. Vi skal handle, og vi skal handle nu.

Der gør Danmark også. Reservoiret – altså minkene – fjernes, og der smitteopspores osv. Og nu kommer der så en nedlukning i syv nordjyske kommuner. En nedlukning med ingen kollektiv trafik og ikke noget med at krydse kommunegrænsen.

Danmarksbloggen bakker op. Danmarksbloggen synes, at vi skulle tage resten af Jylland, ja måske resten af Danmark med.

For der er tale om en Cluster 5-variant, der ikke bliver hæmmet i samme grad som de andre varianter, når virus møder antistofferne. Man har også en større risiko for at blive smittet igen, hvis man får Cluster 5-varianten. Og der er en risiko for, at vi ikke kan bruge den vaccine, som vi ser i tunnelen i 2021, hvis Cluster 5 får lov til at sprede sig.

Vi taler om samfundssind, men her er det verdenssind, der skal til. Både i Nordjylland og i resten af Danmark, hvor vi iflg. WHO udviser rettidig omhu.

For det er, hvad det er. Og Danmarksbloggen kan ikke lade være med at tænke, om ikke vi skulle tage resten af Danmark med. For nok er 11 ud af 12 tilfælde af Cluster 5-varianten fundet i Nordjylland (og er fra august og september), men det sidste er fundet på Midtsjælland.

Så gør vi for lidt for sent? Kan smitten ikke for længst være ude i hele Danmark? Måske, men mutationen kan også være væk, da den ikke er fundet i nyere prøver. Men der tages ingen chancer. For vi må bare IKKE skabe en COVID-20 med arnested i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alle mink i Danmark skal aflives for at undgå en COVID-20

Udgivet den af
1

Alle mink i Danmark skal aflives. Alle cirka 15-17 millioner mink, fordi der er fundet muteret Corona-smitte fra minkene hos 12 danskere.

Til det lige afsluttede pressemøde og hos visse politikere (ofte med base i det jyske og blå) blev der så talt en del om det økonomiske aspekt i det. Absolut absurd. Det svarer til at sidde i et brændende hus og tænke på, hvad man mon kan sælge den gamle sofa for.

STOP. Det her handler om sundhed, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Vi er midt i en pandemi, og hvis den muterede smitte fra mink spreder sig, så kan vi risikere at være tilbage på nul – og så skal vi starte forfra med vaccinen, og i mellemtiden vil endnu flere dø. Ja, faktisk risikerer vi at stå med en COVID-20, hvis ikke der handles i tide.

Og ja, vi har den dokumentation,  der skal til for at sige, hvad vi er oppe imod. Og hvis ikke vi handler nu, så risikerer vi en ny COVID. En COVID-20 med dansk afsender

En COVID-20, som i så fald startede ikke i Kina, men i Danmark. Ikke i den sorte madgryde på et marked i Kina, men på en minkfarm i Nordjylland. Men stadig samme udgangspunkt: Nemlig for mange dyr sammen i små bure – og for tæt på mennesker.

Så nej, de mink skal bare slås ned – og det NU. Godt også at der kommer yderligere restriktioner i Nordjylland. Og godt at Den Nationale Operative Stab kan trække på alle ressourcer, når de skal i gang med at slå de mange mink ned.

Og lad os så få gang i et mere grønt, klima- og dyrevenligt Danmark. Det kan det her passende blive starten på. Ikke flere dyr i bure og lignende forfærdelige forhold. Det hænger også fint sammen med at spise mere grønt og mindre animalsk. Noget, som er sundt for både krop og klima.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk